2016.Febr.02
Det spektakulære Derny Pace kan igen opleves i Ballerup Super Arena

Derny Pace er en spektakulær cykeldisciplin, som foregår i høj fart, megen larm og altid med stor dramatik. Igen i 2016 kan dette opleves ved 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena.

Den 4. til 9. februar køres den 54. udgave af det københavnske 6-dagesløb i Ballerup Super Arena. I den forbindelse er det igen muligt hver dag at opleve disciplinen Derny Pace. "Derny er altid spektakulært. Man skal ikke glemme, at man i super høj fart sidder få centimeter bagved en motorcykel, og skal kommunikere med sin pacer i høj larm og med høj puls. Det giver ofte dramatik", forklarer 6-dagesløbets sportschef Jimmi Madsen, der som aktiv selv har kørt et utal af Derny-løb på de europæiske 6-dagesbaner og i øvrigt blev europamester i disciplinen i 2000.

Sponsoren bag disciplinen har skiftet navn fra Telebilling til HANSEN TECHNOLOGIES, men dette ændrer ikke ved, at den fascinerende disciplin afvikles hver af de seks dage.

Efter fire indledende heats skal der mandag køres finale for disciplinens klassement, hvor de otte bedste par deltager. Her køres over 60 omgange, og der er afløsning midtvejs. På den afsluttende dag skal der køres revanche for de otte par.

I år er det syv pacere fra 6-dagesløbet i Berlin, der sidder på motorcyklerne foran cykelrytterne. Den ottende pacer er danske Dan Schwartz, der er en del af det normale pacerkorps i DBC.

Det 54. københavnske 6-dagesløb skal køres den 4. til 9. februar 2016 i Ballerup Super Arena.

 

 

 

6D Index

 

6-dagesløbet i BSA (Facebook)

 

CykelKurt forside

 

 


 

 

Ballerup Super Arena - med fart over feltet!