Løbsresultater for torsdag d. 4. febr. 2016 (første dag).

 

Dansk/belgisk i front af 6-dagesløbet efter første døgn

 

Danske Marc Hester og belgiske Jasper De Buyst, der kører som par nr. 9, fører efter første døgn det 54. københavnske 6-dagesløb, der køres i Ballerup Super Arena.

 


Par nr. 9, Buyst & Hester i et skift

stort billede

 

Det var ellers det rent belgiske par nr. 2, Kenny De Ketele/Moreno De Pauw, der imponerede med at vinde løbets indledende jagt over 75 minutter. En jagt der blev kørt i højt tempo, og foran et talstærkt og begejstret publikum.

Fem par endte på omgangshøjde i toppen af jagten over 75 minutter. De Buyst/Hester blev nr. fire, men fik siden hentet point nok i de efterfølgende konkurrencer til at overhale par nr. 2 i den samlede stilling.

Blandt andet imponerede Jasper De Buyst ved at vinde udskilningsløbet i overbevisende stil. Senere vandt par nr. 2 omgang på tid via Moreno De Pauws imponerende hurtighed, og var på dette tidspunkt tilbage i front. Aftenen sluttede med, at Jesper Mørkøv vandt sit Derny-heat, mens den store gigantspurt blev en triumf for Jasper De Buyst efter et meget tæt opgør med Alex Rasmussen.

Par nr. 9 fører dermed med blot et point foran par nr. 2. De to par har henholdsvis 49 og 48 point.

"Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at vi fører løbet. Men vi kom virkelig på bagkant i jagten, da Jasper havde problemer med cyklen, og vi måtte bruge mange kræfter på at jagte de andre. Løbet er helt åbent, og der er fem dage endnu, hvor alt kan ske, men jeg er fortrøstningsfuld før de kommende dage", lød det efter aftenens program fra Marc Hester.

Par nr. 7 med Jesper Mørkøv og Alex Rasmussen er på tredjepladsen med 40 point. "Jeg har virkelig ventet på denne dag. Det var fedt at komme igang", lød det fra debutant i par nr. 7, Jesper Mørkøv.

Aftenen positive overraskelse var unge danske Daniel Hartvig, der sammen med sin amerikanske makker, Daniel Holloway, er på sjettepladsen, blot to omgange efter de fem førende par.

Aftenens skuffelse var, at tyske Marcel Kalz måtte neutraliseret grundet et siddesår, og at han og makkeren Christian Grasmann i jagten blev kørt seks omgange bagud.

Det 54. københavnske 6-dagesløb fortsætter fredag, hvor der blandt andet køres to jagter og er premiere på disciplinen Longest Lap.

 


 

 

 

6D Index

 

6-dagesløbet i BSA (Facebook)

 

CykelKurt forside

 

 


 

 

Ballerup Super Arena - med fart over feltet!