2015.Okt.24
Vinderne af Londons 6-dagesløb kommer til København

Belgierne Kenny De Ketele & Moreno De Pauw vandt noget overraskende det genopståede 6-dagesløb i London. Til februar deltager parret i det 54. københavnske 6-dagesløb i Ballerup Super Arena.

6-dagesløb er tilbage i London efter 35 års pause. Et meget succesfuldt løb i den olympiske arena sluttede fredag aften med, at belgierne Kenny De Ketele & Moreno De Pauw kunne lade sig hylde som vindere. Til februar får det danske cykelpublikum mulighed for at opleve de stærke belgiere. For 6-dages direktør Michael Sandstød og sportschef Jimmi Madsen har været i London, og sikret sig en aftale med vinderne af løbet om deltagelse i det 54. københavnske 6-dagesløb, som køres 4. til 9. februar.

"Det er noget af et scoop, at vi får dette par til start i København. Når de kan vinde i det stærkt besatte løb i London, så er de blandt favoritterne i alle 6-dagesløb - også i København", lyder det fra sportschef Jimmi Madsen.

Kenny De Ketele er blevet 30 år, og har en lang række flotte resultater i parløb. Højdepunktet var verdensmesterskabet i Melbourne i 2012 med Gijs Van Hoecke, men det er også blevet til flere 6-dagessejre heriblandt det prestigefyldte løb i Gent sidste år.

24-årige Moreno De Pauw er udråbt til stortalent. Han kører til dagligt på landevejsteamet Topsport Vlaanderen-Baloise, og deltog blandt andet i årets Post Danmark Rundt. Han er tidligere blevet belgisk mester i både parløb og omnium, og har også en række gode placeringer i både 6-dagesløb og i World Cup parløb.

Billetsalget til det 54. københavnske 6-dagesløb er allerede indledt. Løbet køres 4. - 9. februar (2016).

 

 

++++++++++++++++++++++++

 

 

6D 2016

 

6D Index

 

6-dagesløbet i BSA (Facebook)

 

CykelKurt forside

 

 


 

 

Ballerup Super Arena - med fart over feltet!