Aftalt spil?
FUP ELLER FAKTA?
Af Henrik Elmgreen
Det ville være forkert i en beretning som denne at gå uden om en problemstilling, der har fulgt seksdagesløbene så længe, man overhovedet kan huske.
Er det svindel og humbug det hele, aftaler rytterne på forhånd løbets resultat?
Det er det evige spørgsmål, som aldrig vil kunne besvares med et 100% ja eller nej.
I langt de fleste tilfælde ligger der en stærk sportslig baggrund for ethvert seksdagesløbs resultat. De undtagelser, der måtte forekomme, er ikke anderledes end dem, der forekommer i andre professionelle sportskampe - og i amatørkonkurrencer med for den sags skyld. Rytterne kører om sejren, men det er måske ikke altid, de kører om den på den måde, publikum tror at se...
Hvis man forestiller sig, at rytterne på forhånd, inden de starter løbet, aftaler de indbyrdes placeringer, således at deres køremæssige indsats er uden betydning for resultatet, så er man galt afmarcheret. Arrangørerne har en meget stor indflydelse på, hvordan et seksdagesløb skal forløbe. En myndig og dygtig sportsleder, som rytterne har respekt for, kan få feltet til at arbejde så hårdt, at fårene bliver skilt fra bukkene, og allerede gennem parsammensætningen, som normalt suverænt bestemmes af arrangøren, er meget afgjort med hensyn til, hvem der har chancer for en topplacering, og hvem ikke.
Men at forestille sig, at arrangøren skulle finde på at ville øve en direkte indflydelse på løbets resultat ved at påvirke rytterne i retning af et "forretningsmæssigt" gunstigt resultat i favør af lokale ryttere, er ganske givet en misforståelse. En sådan direktør eller sportsleder ville komme til at stå i et meget ubehageligt afhængighedsforhold til de ryttere, han således forsøgte at "handle" med.
Blandt de mennesker, der befinder sig i yderkanten af seksdagesløbets miljø, er der mange, der mener fuldt ud at vide, hvordan det hele går til, og de giver hellere end gerne deres "viden" videre for at virke som de indviede, men de "afsløringer" man af og til støder på, også i pressen, har sjæIdent ret meget med virkeligheden at gøre, men de kan desværre medvirke til at trække seksdagesløbenes sportslige omdømme ned.
Nej, også det moderne seksdagespublikum kan roligt stole på, at det først og fremmest er præstationerne på banelegemet, der er afgørende for seksdagesløbets resultat. Men når dette er sagt, skal det til gengæld også erkendes, at der ganske givet under et seksdagesløb træffes aftaler. Aftaler om at f.eks. de lokale helte ikke skal køres sønder og sammen, ganske særtigt kke på løbets første aftener. Aftaler om at man f.eks. de første dage blot føler hinanden på tænderne og ikke kører favoritpar afgørende bagud, selvom det måske i givne situationer kunne lade sig gøre. Og givetvis også aftaler om hjælp indbyrdes mellem par i en finale.
De fleste af disse "aftaler" er logisk begrundede. Seksdagesløb er nu engang forretning, og hvem (publikum, ryttere eller arrangører) kunne være tjent med en "finale" som f.eks. den, hvor Kilian-Vopel i Chicago i 1935 havde afgjort hele seksdagesløbet i perioden mellem eftermiddag og aften på løbets sidste dag. Det burde egentlig ikke kunne forarge, at der i visse situationer holdes igen for at bevare spændingen så længe som muligt, for det par, der undervejs måske har fået en vis pardon, vil normalt altid blive sat på plads i finalen.
Mon ikke alle ved, at der tages særligt hensyn til lokale helte, men at dette hensyn sjældent får lov til at gå så vidt, at det går ud over den sportslige afgørelse, er bl.a. det sidste københavnske seksdagesløb et godt eksempel på. Skulle publikum i Forum have afgjort det løb, så var det blevet Patrick Sercu og den lille Kim G. Svendsen, der var løbet med laurbærrene, men de blev kun nr. 3. Og mon ikke den kritiske iagttager vil erkende, at det også var deres realistiske placering?
Rundespielerei
Det vil nok også være for naivt at forestille sig, at hver en jagt i et seksdagesløb er lige betydningsfuld og lige seriøs. Seksdagesytterne er også mennesker, og de kører en stribe af løb med ganske korte intervaller, så det må vist nok siges at være ret naturligt, at de i visse situationer fristes til at tage lidt lettere på tingene. At denne tendens ikke overdrives er det den myndige og dygtige sportsleders opgave at sørge for. Men selv om man måske efter en jagt på lystavlen kan konstatere, at stillingen på trods af de mange vundne orngange slet ikke eller næsten ikke har forandret sig, kan man alligevel være sikker på, at visse par har haft betydeligt sværere ved at få reddet deres orngange hjem end andre.
Det er svært på dansk at finde en ordret oversættelse af det tyske ord "Rundespielerei", men man har begrebet en "kartoffeljagt", der næsten dækker det samme. Meningen er en jagt, hvor rytterne broderligt fordeler omgangene imellem sig og hvor tempoet er så tilpas lavt (men nok alligevel omkring de 47-48 km/t), så omgangene kan vindes uden det store besvær. Men mon ikke den øvede seksdagestilskuer har lært at skelne disse jagter fra de virkelige, hvor rytterne for alvor går til den?
Men lad os prøve at gå til den modsatte yderlighed, forestille os, at feltet konstant kæmpede af al magt for at hindre ethvert udbrudsforsøg i at lykkes. Med mindre der var meget stor klasseforskel mellem parrene, ville det faktisk kunne lykkes i en time eller mere at forhindre, at der overhovedet blev vundet omgange, for rytterne, der kører i felt og skiftes til at føre for hinanden, vil normalt altid køre stærkere og trække det længste strå over for det enligt kørende par. Men hvordan kan det så alligevel være, at det i en finale kan lade sig gøre for et enkelt par alene eller to sammen at vinde den altafgørende omgang?
Her skal man for det første huske på, at de første 50 til 100 meter faktisk vindes i selve udbruddet, ved rytterens antrit og hans evne til at udnytte overraskelsesmomentet. Derefter vil man ofte lægge mærke til, at det kun er et enkelt eller måske to par, der tager aktivt del i forfølgelsen, mens de andre blot sidder på hjul.
Hvorfor det?
Ja, en del af de små par er på det tidspunkt simpelt hen så møre, at de ikke ville orke at præstere en tilfredsstillende føring, selv om de ville prøve at gå frem. Og for de par, der måske kunne, gælder det, at de enten ligger uden chance for at blande sig i den endelige topstrid og derfor finder, at det må være de par, der kæmper om sejren, der skal gøre arbejdet, eller også at de måske satser på deres egen chance, når det igangværende udbrud måske er kørt ind. Og endelig forekornmer det nok også, som tidligere antydet, at par, der satser stærkt på sejren, før finalen har allieret sig med andre par, der måske netop i dette løb ikke har mulighed for eller er interesseret i sejren ...
Ingen der ikke er gode nok....
"Ingen der ikke er gode nok vinder et seksdagesløb", står der i bogen Par nr. 7, skrevet af 1950'ernes seksdageshelt Kay Werner, og nærmere sandheden om seksdagesløbene end netop den linie, kan man nok dårligt komme. Et "fuser-par" ville aldrig få lov til at løbe med laurbærrene, om de så var villige til at betale resten af feltet guld og grønne skove. Se på seksdagesløbenes resultatlister, se på vindernavnene bag i denne bog, hvor det vrimler med cykelsportens største navne gennem snart et århundrede:
Bobby Walthour, Walter Rütt, Alfred Goullet, Reggie Mac Namara, William Peden, Piet van Kempen, Jan Pijnenburg, Gustav Kilian, Heinz Vopel, Rik van Steenbergen, Gerrit Schulte, Emile Carrara, Georges Senfftleben, Hugo Koblet, Peter Post, René Pijnen, Patrick Sercu og Eddy Merckx - og for at tage et par danske navne: Kay Werner, Willy Falck Hansen, Palle Lykke og Ole Ritter - det er alle ryttere af højeste klasse, og har de ikke alle gang på gang bevist deres kvaliteter også i cylklesportens andre discipliner, gennem verdensmesterskaber, verdensrekorder, sejre i de store klassiske løb på bane og landevej?
Selvfølgelig er det også forekommet i seksdagesløbenes lange historie, at der har været enkelte "misforståelser", men det har som oftest været i tifælde, hvor et par lige under toppen af "kollegiale" årsager har fået lov til at ligge med fremme på en placering, de måske ikke helt var berettiget til, før så i finalen at slå til og vinde løbet, bl.a. i kraft af at de har fået lov at komme billigt med rundt i løbets første døgn. Alle kender eksemplet fra landevejsløbet, hvor "hjuldyret" får lov til at gå med hjem i et udbrud, for så på selve målstregen at tage sin eneste føring i løbet. Det er faktisk det samme, der er tale om.
To eksempler blandt sikkert flere, begge fra Tyskland, kan nævnes her:
I 1956 vandt tyskerne Edy Gieseler-Manfred Donike selsdagesløbet i Münster. Det skulle de ikke have gjort!Og her er vi nok kommet frem til en anden sandhed i forbindelse med seksdagesløbene: Ingen, der ikke får lov, vinder et seksdagesløb.
Køremæssigt havde de slet ikke formatet til det, men de havde fået lov til at ligge med fremme, fordi Gieseler var fra Münster, og det udnyttede de den sidste aften. De har aldrig vundet et seksdagesløb siden, selv om Gieseler fortsatte sin karriere helt op til midten af 1960'erne. Donike kørte ikke så længe, men blev i øvrigt senere en meget anerkendt professor i medicin med dopingproblemer som speciale, så noget har han ganske givet haft ud af sin aktive karriere... Han er i dag med i den internationale cykleunions dopingkommission.
Det var også mindre heldigt, da parret Hans Jaroschewitz-Günther Ziegler vandt seksdagesløbet i Essen i 1960. Også de havde dermed smagt sejrens sødme for både første og sidste gang, de fik simpelt hen ikke en chance noget steds sidenhen. Retfærdigvis skal det siges, at Ziegler-Jaroschewitz var et bedre par end Gieseler-Donike, men alligevel blev deres "fejltrin" aldrig tilgivet dem, og et par år senere sluttede de desillusionerede deres karriere.
ref. Henrik Elmgreen: "Seksdageskongerne" p.172-175
Lentz & Jenssens Forlag, 1979
===========================================
Kay Werner skriver om samme emne i sin bog "Par nr. 7" fra 1958 (kapitel 9):
I ethvert 6-dagesløb har et par undervejs sine særlig lyse øjeblikke, og for de heldigste kommer det den sidste aften. Det kan mange gange blive afgørende for et hårdt løbs hele udfald, og det var i hvert fald blevet det den decemberaften i 1954, hvis altså ikke hele bundtet havde sat sig på os.
Iøvrigt vil jeg sige, at det med »de lyse øjeblikke« under et løb måske i publikums øjne kan skabe ting, der ser underlige ud. Et par, der den ene aften kører, som om de var på gravens rand, kan den næste være i spidsen for løbet.
»Svindel!« råber publikum, men det er der ikke tale om.
Ethvert par har sit krisedøgn, hvor det hænger gevaldigt på den. Jeg selv er for eksempel altid i meget store vanskeligheder i et 6-dagesløbs andet døgn, andre har det i det tredie og nogle endda senere i løbet. Til gengæld har man også øjeblikke, hvor man sprudler af lyst og synes, man lige har sat sig i sadlen. Er man nogle omgange bagud, er det klart, man flintrer afsted for at komme med frem. Netop på grund af disse kriser i et løb er det også, at felterne følges så nogenlunde ad.
Alle favorit-parrene er bange for de »sorte øjeblikke« - kører hele tiden på, at de andre ikke skal få færten af, hvis de har det slemt. Og er man selv oplagt og impliceret i en jagt, så skal man alligevel hele tiden huske på: Der er langt hjem, brug ikke kræfteme for tidligt. Det er derfor, vi store par gemmer det endelige opgør længst muligt - fordi vi simpelthen ikke ved, hvad der venter os. Man må også huske på, at top-parrene i et 6-dagesløb er hinanden så jævnbyrdige, at ingen af os vover for tidligt at udfordre skæbnen for meget.
Hvorfor får de små par billige omgange, har mange spurgt. Jeg kan svare ... ja, rent ud og måske lidt brutalt sagt: Fordi de ikke kommer os ved!
I Paris har jeg været ude for, at de førende par, hvortil jeg selv hørte, sad og spiste morgenmad, da pludselig en jagt kom i gang. Jeg så op og så van Steenbergen, Schulte, Gillen o. s. v. ganske roligt spise videre og lade som ingenting. Alle de store par havde én repræsentant siddende ved morgenbordet. »Piv!« sagde det med mellemrum, når nogle ryttere kom susende forbi. Det var nogle af de små par, der lå 30 omgange tilbage, som forbedrede positionen.
Da vi andre endelig igen satte os i sadlen, var disse to par kommet 15 omgange foran og havde således sikret sig lidt at tabe af. Inden det store publikumsryk begyndte om eftermiddagen, var »udbryderne« gledet tilbage til det »normale« for dem og var igen 30 omgange bagud. Vi havde endda slet ikke jagtet, bare kørt stærkt en kort tid. Det var nok til at bringe forholdet i orden.
Den slags kan dog kun ske i Paris, hvor løbet aldrig er neutraliseret, og hvor der er så dårlige ryttere med, at de ikke alle har kontrakt, men simpelthen kører med fra dag til dag for en lille startsum. De har ikke råd til at få røgt og pleje som vi andre, men har koner og kærester til at komme med maden til dem. Det er nogen, der virkelig har det svært.
Ethvert stort par i et 6-dagesløb ser fra starten sine konkurrenter an og bliver klar over, hvem der er de farligste. Disse par - som vi altså er så heldige at høre til - koncentrerer vi os om, fordi vi ved, at det blot er disse par, vi skal forbi til sidst. At nogle mindre navne derved får en billig mulighed for at følge med længere end deres klasse sådan set berettiger dem til, gør ikke så meget. Det er selve det endelige resultat, der betyder noget - det eneste, der lever videre fra ethvert 6-dagesløb, og når det skal stadfæstes, så skal de små nok blive skilt ud og komme ned, hvor de hører hjemme.
Som regel da!
Jeg må erkende, at der er undtagelser. I et tysk 6-dagesløb for et par år siden var der et lille lokalt par, der vandt, som sejrede ved en fejltagelse. De store ryttere havde rent ud sagt ladet dem få lov til at følge med fremme til glæde for det lokale publikum, fordi man var klar over, at den sidste og afgørende aften ville de alligevel i den store slutstrid blive skubbet bagud, hvor de hørte hjemme . . . troede man altså.
Men om forladelse!
Det lille par, der under hele løbet havde været »blinde passagerer« med fremme og ikke lavet en positiv indsats, men blot siddet på hjul og fået lov til det, havde den sidste aften netop det lyse øjeblik, jeg nævnte ovenfor. I stedet for at erkende, at de kun var med fremme på »nåde og barmhjertighed«, fordi de andre havde gjort arbejdet for dem, så faldt de for fristelsen. De store par, der var »møre« af deres indbyrdes kampe undervejs, måtte til sidst give op overfor deres forholdsvis friske modstandere, som vandt en sensationel og ufortjent sejr i stedet for at glide bagud i de sidste timer og sige tak til de andre, fordi de havde holdt hånden over dem så længe. De par, der gennem hele deres indsats i løbet havde vist sig som de bedste og helt igennem havde præget det, virkelig ydet en indsats og derfor skulle have været ene i slutstriden, blev naturligvis rasende over det tyske pars form for »tak« og svor, at hvor de fremtidigt mødte de to tyskere, skulle dette par aldrig få det let mere. Jeg tør sige, at parret aldrig har været med fremme i noget løb siden.
At der er delte meninger om vinterbaneløb - og 6-dagesløb i særdeleshed - er en kendt sag. Nogle er vildt begejstrede, andre synes, vi er helt skøre, og atter andre, at der er for meget »skæg« i foretagendet. At der er meget show i et 6-dagesløb, må erkendes, men samtidig må man heller ikke glemme, at det for os er bitter alvor. Jeg vil slet ikke tale om de rent menneskelige strabadser, de fremgår af det, som aviserne i kæmpe-overskrifter fortæller om vor kamp for at holde os i sadlen trods, ja, ofte trods skader, som de fleste andre ville lægge sig i seng i ugevis for. Jeg taler kun om alvoren i selve cykle-fighten. Den er ubarmhjertig. I jagterne giver alle mand sig fuldt ud, så de er ved at falde af sadlerne, så krampen river i alle muskler. Det er et arbejde, og I får det jo godt betalt, vil nogen sige. Det er rigtigt, men derfor er der alligevel stadig så megen sport i os alle, at vi gerne vil være med fremme - vil vinde.
Jeg kan også sige, at med undtagelse af et sådant enkelt »vådeskud« som det med de to tyskere, så er der aldrig nogen, der vinder et 6-dagesløb, som ikke undervejs har gjort sig fortjent til det, som ikke har ydet en positiv indsats ved at være med fremme i de mest udmarvende jagter og virkelig har givet en 100 procents indsats. Ingen, der ikke har klasse nok, får laurbærkransene hængt om deres hals.
===========================================
6D Index
