BERLIN SEKSDAGESLØB 2001
Af Ulf Jensen, UCI Kommissær
Her er der stemning og fest...
Og 7.000 glade publikummer pifter det bedste de har lært. Jeg er til 6-dagesløb i Berlin - løbet der kan prale af, at være ophav til den populære 6-dages udgave af Wiener Prater Leben, som 6-dages valsen oprindeligt hed.
I begyndelsen måtte man pifte så godt man kunne, i dag er det lidt mere pragmatisk: fløjter udleveres af nogle ganske uimodståeligt smilende unge piger i selskab med hvert sit store reklametøjdyr. Berlinerne elsker deres cykelløb. Det kan jeg mærke fra det øjeblik, jeg bliver samlet op i lufthavnen af min "sekretær" - en net lille ting på 125 kg. Vi taler cykelløb fra første sekund.
Jeg har - det skal med - ikke den store erfaring i baneløb og da slet ikke i 6-dagesløb. Men jeg har læst på lektien og talt med nogle af mine kommissærkolleger i udlandet, og selvfølgelig også Rico (Henrik Elmgreen). Det har givet mig et godt indtryk af, hvad jeg skal gøre og gribe i. Og så gælder det jo - som i alle løb - om at bruge den sunde fornuft.
Kort efter min ankomst skal jeg gennem en større organisationssnak i lighed med den vi f.eks. har med alle før starten af Post Danmark Rundt. I mødelokalet summer det af mennesker, der alle hurtigt lærer mit navn, men det er mildest talt ikke altid, jeg kan huske deres navne efter introduktionen.
Mødet åbnes af den "nye" Veranstalter - arrangør af Berliner 6-Tage Rennen, Heinz Seesing. Han har på blot tre år ført det ny Berliner 6-dages frem i allerforreste række igen. Herr Seesing starter med at fortælle, hvor glade berlinerne er for deres løb. Og som et eksempel kommer en dame ind med en kæmpe lagkage, som den lokale konditor lige har lavet, fordi han fik sådan en lyst til at bidrage på en eller anden måde!
Seesing taler længe om løst og fast for alle de involverede på organisationsniveau. Det sportslige overlader han helt og holdent til Otto Ziege, som for - hold nu fast - 57. gang står for den sportslige del af løbet. Der kan vist ikke være mange i verden, der kan være med her. Summen af de to herrers indlæg er:
1. sporten,
2. tiden.
Det er uhyre vigtigt med så mange indslag over så mange timer, at alle ved præcist hvor og hvornår de skal gøre hvad. Derfor er også repræsentanter for de musiske indslag med ved bordet samt naturligvis speakers og direktøren for marketing-delen af arrangementet.
Til sidst får jeg ordet. Jeg præsenterer mig ganske kort, siger at det glæder mig at være her, glemmer ikke at rose førstehåndsindtrykket samt undskylde, hvis jeg undervejs kommer til at bruge forkerte navne. Lidt uforpligtende indlednings- snak.
Så hæves mødet, og jeg tager en snak med mit jurykollegium omkring vores arbejde. For en sikkerheds skyld lægger jeg ud med at erklære os for dus. Man kan ligeså godt få den slags eventuelle kulturforskelle lagt på plads med det samme. Jeg forhører mig om de meget få ting jeg har fundet og undret mig over i det tilsendte program, hører lidt om hvor erfarne deres folk er. Og melder klart ud, at det er mit første 6-dages løb. Den slags skal man ikke lurepasse med. Der er med det samme en rigtig god stemning iblandt os, og jeg kan tydeligt mærke, at det er folk, der kan deres kram.
Vi følges ad over i hallen, hvor vi sammen inspicerer banen. Det er en flot og populær bane, 250 m i 8 meters bredde. Vi finder lidt rigeligt med slibespåner malet fast i nogle banereklamer, og kalder på en mand, der med det samme fikser det. Streger, udstyr, rytterkabiner, dommerloge m.m. - alt er i skønneste orden og klar til det store slag.
Da det "desværre" også er en kommissærpligt at checke forplejningen, går vi i "restauranten". Køkkenet er blevet bygget om siden året før p.g.a. en lille disput med veterinærmyndighederne. Bortset fra den begrænsede plads i spisestuen, så kan køkkenet ellers byde på adskillige á la carte retter med forret og dessert, og man bliver endda betjent ved bordet. Om det er sådan til alle 6-dagesløb, det ved jeg ikke, men det virker rigtig godt. Og hurtigt. Menuen er på både på tysk og fransk.
Efter middagen skal jeg med til et møde med arrangøren, rytterne, pressen m.fl. Det er igen hr. Seesing og Otto Ziege, der taler. Jeg får også ordet og holder et kort indlæg, hvor jeg - som altid - nævner, at løbet køres under UCI's reglement samt et par andre småting, jeg finder det nødvendigt at sige omkring arrangementet. Herefter giver jeg ordet til dopingkommissæren, Bodo Scholtz, som jeg traf under Post Danmark Rundt 2000, hvor han var med til at hæmatokrit teste én af dagene. Han er en hyggelig fætter. Hr. Seesing runder af, og vi tager hjem på hotellet for at være klar til løbet skydes i gang næste aften.
Det starter med pomp og pragt. Man finder anledning til at fejre, at det er det 90. i rækken og historien ridses kort op i en lille film på storskærmen, hvor man bl.a. træffer Krücke, en invalideret tidligere rytter, som "opfandt" piftet I ved nok... Herefter introduceres de mange verdensmestre som er med ved arrangementet, Scott McGrory, Weispfennig & Steinweg, Jens Lehman (som kører med Jimmy Madsen) m.fl. De kindkysses, får buketter og en æresrunde.
Nu præsenteres så de enkelte par, ét efter ét. Og det er ikke småting, speakerne har fundet frem om de enkelte ryttere. Da præsentationen er overstået, skal løbet selvfølgelig også åbnes og skydes af. Det bliver gjort af en - vist nok - temmelig kendt tysk skuespiller. Han er nu ikke mere kendt, end at jeg ikke kender ham... Og jeg har sågar glemt hans navn. Men han fyrer pistolen af og rytterne triller ud på deres første runde. Hver aften har sin kendis til at kaste glans over løbet; Täve Schuur, Michael Hübner, Birgitte Schmidt o.s.v. Hvem er hun? Det er såmænd ingen ringere end den atlet med de fleste olympiske medaljer nogensinde i sporten Kano/Kajak.
Der køres mange forskellige løb i løbet af én aften; Pointsløb, udskilningsløb, parløb med mere, men aftenens clou er altid den store jagt. Den indledes i Berlin med at rytterne under Gerd Dörich's taktstok falder ind i en lang række og laver "bølge", som tilskuerne så kopierer. Det sker til én bestemt melodi: La Ola og kaldes derfor også La Ola-bølgen.
Når min kommissærkollega med pistolen så synes, at nu kan det være nok, skyder han jagten i gang, og så sidder vi klar med alle vores blyanter for at notere points og omgange. Vi er af og til lidt uenige om et par har vundet en omgang før points o.s.v., men ikke mere end at vi sagtens kan blive enige. Der tegner sig hurtigt et billede af hvilke par, der kører for pladserne og hvilke, der blot er fyld.
Desværre rammes hele rytterstaben af en omgang influenza, som det kun med det yderste lykkes løbs lægen at holde i skak med nogle vitaminer og andet godt. Undervejs mister vi blot to ryttere p.g.a. sygdom, men det kunne være gået langt værre.
Tidsplanen skal holdes, men det lykkes ikke helt. En enkelt aften, hvor vi skal have både sprintermatch og udskilningsløb afviklet inden vi kan gå hjem, reducerer vi det til et ikke-tællende løb over ukendt (selvfølgelig kort) distance med alle ryttere på banen. Steinweg kører bl.a. på en stayer-cykel til publikums vilde jubel. Indslaget er populært hos både ryttere og publikum, da det er herligt ironisk. Det er den ægte 6-dages-ånd.
Sprintermatch'erne er også populære. Sören Lausberg er en suveræn mand hos kvinderne, tæt forfulgt af Jens Fiedler hvis kendingsmelodi er "Sex Bomb" med Tom Jones. Men en afstemning falder altså ud til fordel for Lausberg og hans 69 cm lårmuskel. Han udnævnes til "radlende Erotik-kanone" i ét af de lokale blade. På banen er han også suveræn og formår som den eneste at være i finalen hver aften. Den endelige vinder er dog Jens Fiedler. Da vi ikke har et officielt sprintløb, accepterer jeg at rytterne står mere end de tilladte 3 minutter, og det er også noget, der tager kegler hos tilskuerne.
På løbets næstsidste aften afvikles et keirinløb, som er Fréderic Magné's sidste officielle løb. Inden aftenen begynder, tager vi en snak i juryen om det. Det er aftalt med alle de øvrige ryttere, at de skal stille op til espalier med deres cykler, når det er afviklet, og så skal han hyldes på den måde og med Marseillaisen.
- Og som min kollega Michael siger: "Magné vinder det keirinløb. Uanset hvor han er placeret, så er han først over stregen!" Men vi behøver ikke bekymre os: Enten er han helt fantastisk, eller også ser vi her lidt aftalt spil, idet Magné vinder med en ringbredde. Men en flot afsked. Han fældede tilmed en tåre, og udtalte at end ikke franskmændene havde gjort så meget ud af det.
Et af det spektakulære indslag er også stayerløbet. Stayercyklerne ser besynderlige ud med deres lille forhjul og bagudbøjede forgaffel. Det er ikke nogen stor sport, UCI har ikke længere regler for cyklerne, hvilket nok i nogen grad skal tages som udtryk for deres interesse i sporten. Men det er fantastisk at se de store motorcykler hamre rundt med rytterne.
Jeg er kommet frem til at det, der gør sporten så fantastisk at overvære - på trods af dens noget besynderlige koncept - er den en kombination af de to hastigheder, der er i den: Rytterne kører rundt med 75-80 km/t, men en overhaling tager alligevel et par gode omgange, og man kan derfor fint følge med i løbets udvikling. Jeg vil dog tilføje, at når man fem aftner i træk har set de samme ryttere dyste, så tegner der sig et vist mønster... Nå, det er sluttelig god underholdning.
På løbets sidste aften lå 3-4 hold i en position, der kunne give dem sejren:
- Martinello/Aldag,
- Weispfennig/Steinweg,
- Kappes/Beikirch og
- Villa/Baffi.
Under den sidste vilde jagt forsøger først Villa/Baffi sig og det lykkes dem at vinde en runde sammen med Weispfennig/Steinweg. Det bringer parløbs-verdensmestrene fra Manchester i føring. Kort efter kommer de to andre hold dog rundt, og Martinello/Aldag forsøger sig med en dobbelt. Det lykkes dog ikke.
Halvvejs igennem forsøger igen Weispfennig/Steinweg. Tilskuerne går amok, det er et utroligt populært par, og de kommer afsted alene. I næsten 30 omgange formår de at holde sig en omgang foran, dog uden at vinde en runde. Så slipper kræfterne op og de hentes af de jagende felt, der føres af Martinello/Aldag.
Kappes/Beikirch angriber og får følgeskab af Martinello/Aldag og sammen når de rundt. Det ser ud til at det skal afgøres på points. Villa/Baffi er gået bag af dansen. Så forsøger Weispfennig/Steinweg igen og atter alene. Vi nærmer os afslutningen og de holder på indtil de sidste 5 omgange. De scorer tilstrækkeligt til at sikre sig 3. pladsen. Men de to øvrige hold har maget det så præcist, at det hele skal afgøres i den sidste spurt!
Som vindes med en ringbredde af Aldag foran Kappes.
Kan det arrangeres flottere?
Det ligner jo en tanke, men ikke én jeg vil lade få konsekvenser.
Som tidligere nævnt: Det er flot underholdning, og publikum har fået, hvad de kom for.
Nu resterer blot sejrsceremonierne og pressekonferencen, som afvikles gnidningsløst. Så sætter vi andre os sammen og snakker forløbet igennem. Alle er glade og tilfredse, jeg har ingenting at notere i rapporten, blot et par enkelte kommentarer, som falder i god jord hos jury og arrangør.
Til slut finder vi alle frem til VIP-loungen for at få lidt at spise, inden vi tager hjem og falder om efter et langt, men godt løb. Jeg er mæt af indtryk og cykelløb for en stund. Det har været et godt og dejligt arrangement.
