Dansk Filmjournal

 

og Frank Paulsen

 

++++++++++++++++++++++++

 

Hej CykelKurt,
på:

http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Danmarkshistorier/Dansk_filmjournal.htm

ligger der nogle fantastiske historiske klip fra tidlige 6-dagesløb i Danmark - 50'erne og 60'erne.

Filmet af Frank Paulsen, der alene filmede til DANSK FILMJOURNAL (hans eget firma), og som blev vist i DSB-kino 1956-1966. 330 ugeryvyer med 2300 nyhedsindslag!

Nogle få af disse indslag kan ses på DR's Bonanza webside.

De er alle uden lyd, da lyden, speaken plus eventuel grammofonplademusik blev lagt på af Harry Hindahl, der også var direktør for DSB Kino.

M.v.h.
Gert Michelsen

 

++++++++++++++++++++++++

 

Ovenstående brev fra Gert Michelsen gav anledning til denne webside om Frank Paulsen, hans firma Dansk Filmjournal og de seksdagesindslag som firmaet har produceret.

Frank Paulsen blev født den 19. februar 1933 i København.

Han blev ansat hos Nordisk Films Kompagni i 1950, hvor han blev uddannet som fotograf.

Efter at være fratrådt sommeren 1955 oprettede han i 1956 - sammen med Bjarne Winther - "Dansk Filmjournal", som kørte i DSB Kino på Hovedbanegården indtil 1966.

330 ugerevyer med mere end 2.300 nyhedsindslag blev det til på de ti år.

Derefter kom han til at arbejde for den engelske TV-station ITV, og senere som nyhedskorrespondent for det ligeledes engelske Visnews.

Senere lavede Frank Paulsen industri- og repræsentationsfilm for firmaer som Toms, Legoland og Danske Bank.

I 1971 oprettede han virksomheden Boomerang med udlejning af professionelt filmudstyr.

I forbindelse med Lars von Trier's TV-serie "Riget II", stod Frank Paulsen for stuntflyvningerne, ligesom hans Cessna fly blev brugt til optagelserne. Selv har han været privatpilot i 42 år, og er så vidt vides den første filmfotograf der fik flycertifikat til fly og helikopter.

Gennem sin karriere har han prøvet det meste som filmfotograf, men det er filmreportagen, der står hans hjerte nærmest.

Under det bibeholdte firmanavn "Dansk Filmjournal" begyndte Frank Paulsen i 1996 optagelser af baggrundsfilm, som består af 35mm farvefilmoptagelser af lokaliteter, som står overfor at forsvinde.

Det begyndte med Storebæltsoverfarten og siden er optaget over 160 emner (gader, huse, havne, pladser og andre steder) - med en tilgang på en halv snes nye hvert år. Filmene opbevares under konstant lav temperatur og under anbefalet luftfugtighed med henblik på, at disse optagelser i eftertiden kan bruges, når der skal produceres "historiske" film med autentiske scener fra vor tid.

Frank Paulsen blev æresmedlem af Dansk Filmfotograf Forbund i 2003.

Frank Paulsen har arbejdet med følgende 12 film:

"Over alle grænser" (1958) [Fotograf assistent]
"Soldaterkammerater på vagt" (1960) "[2nd-unit fotograf]
"To skøre hoveder" (1961) [Fotograf]
Cirkusrevyen 1967 (1967) [Suppl. fotograf]
"I morgen, min elskede" (1971) [2nd-unit fotograf]
"Piger til søs" (1977) [2nd-unit fotograf]
"Attentat" (1980) [2nd-unit fotograf]
"Pengene eller livet" (1982) [Luftfoto]
"Midt om natten" (1984) [2nd-unit fotograf]
"Walter og Carlo - Yes det er far" (1986) [2nd-unit fotograf]
"Springet" (2005) [2nd-unit fotograf]
"Bag det stille ydre" (2005) [2nd-unit fotograf]

Desuden har Frank Paulsen medvirket i "Jan går til filmen" fra 1954.

ref.:
http://www.danskefilm.dk/personer.php?id=7867

 

++++++++++++++++++++++++

 

I 6-dagessammenhæng har Frank Paulsen produceret en række indslag fra forskellige løb, som kan nydes på DR's Bonanza webside:

http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Danmarkshistorier/Dansk_filmjournal.htm

Det drejer sig om følgende indslag:

+++++++++++++++++

6-dagesløb
Spilletid 00:04:09
1956-05-01
Man ser billeder fra starten - rytterne bliver sendt af sted. Publikumsbilleder. Til sidst præmieoverrækkelse og sejrsrunde.
Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:

+++++++++++++++++

6-dagesløb
Spilletid 00:08:05
1957-12-01
Det 14. store københavnske 6-dagesløb fandt sted i Forum i dagene fra 6. til 12. dec. Lige fra starten er stemningen slået an, og den holder sig alle 6 dage. På inderkredsen hersker et muntert leben, med baren som et naturligt centrum.
Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:

+++++++++++++++++

6-dagesløb i Århus
Spilletid 00:00:53
1958-01-01
Vi ser bl.a. Kay Werner & Palle Lykke, som vinder løbet med 714 point.
Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:
Palle Lykke, cykelrytter; Kay Werner, cykelrytter;

+++++++++++++++++

100 km parløb i Forum
Spilletid 00:00:43
1960-12-01

I Forum kørtes 100 km parløb, og resultatet blev det overraskende, at Hans A. Andersen & Benny Pedersen vandt. På andenpladsen kom Kay Werner & Palle Lykke. En spændende optakt til 6-dages løbene.
Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:
Kay Werner, cykelrytter; Benny Pedersen, cykelrytter; Palle Lykke, cykelrytter; Hans A. Andersen, cykelrytter;

+++++++++++++++++

6-dagesløb
Spilletid 00:02:08
1960-12-01
Det store 6-dagesløb blev også i år en stor succes.

Det begyndte godt, men allerede efter en halv times kørsel skete et alvorligt styrt for Arnold, som måtte udgå af løbet.

6-dagesløbet er det 17. som afholdes i Forum. Om kort tid begynder sæsonen for Vinterbanen i Århus.

Lige fra starten var enhver klar over, at kampen om førstepladsen ville komme til at stå mellem Kay Werner & Palle Lykke og Steenbergen & Severeyns, de to stærke belgiere.

Par nr. 7 (Werner & Lykke) førte pænt på point, men ca. ½ time før løbets afslutning, brød Steenbergen & Severeyns og Bucher & Pfenninger ud, vandt en omgang, og holdt positionen, selv om de hele tiden blev hårdt trængt.

Således endte løbet med Steenbergen & Severeyns på førstepladsen med 562 point, og Bucher & Pfenninger på andenpladsen med 421 point.

Kay Werner & Palle Lykke blev nr. 3 med 592 point, een omgang tilbage.

Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:
Palle Lykke, cykelrytter; Kay Werner, cykelrytter;

+++++++++++++++++

6-dagesløb i Århus
Spilletid 00:00:37
1961-02-01
Efter en hidsig kamp mellem belgierne Steenbergen & Severeyns og Kay Werner & Palle Lykke går sidstnævnte sejrrigt ud af kampen med Plattner & Bugdahl på andenpladsen efter en flot kamp. På trediepladsen kommer Steenbergen & Severeyns.
Fotograf: Frank Paulsen
Medvirkende:
Palle Lykke, cykelrytter; Kay Werner, cykelrytter;

+++++++++++++++++

ref.:
http://www.dr.dk/Bonanza/serie/Danmarkshistorier/Dansk_filmjournal.htm

 

 

++++++++++++++++++++++++

 

Berlingske Tidende, 2006.Nov.05

Frosne film for fremtiden

Frank Paulsen filmer alt det, der snart forsvinder. Og så fryser han filmene ned. Fremtidens filmfolk vil takke ham, når de skal krydre deres "Matador" og "Krøniken" med autenticitet.


Filmfotograf Frank Paulsen med Krøyers Plads i baggrunden.
Endnu en optagelse er i kassen.
Måske som baggrund for en fremtidig film, der foregår i det gamle København år 2006.
Foto: Sigrid Nygaard

Af Jens Rebensdorff

Frank Paulsens film er hamrende kedelige. Der er ingen, der siger noget, og der er ingen handling. Til gengæld vil kommende generationers filmfolk højlydt takke ham. Håber han.

Flere gange om måneden tager Frank Paulsen ud i sin blå varevogn med det tunge filmkamera og stativ bagi, stiller det op og filmer gader, huse, havne, pladser og andre steder, han ved, vil forandre sig markant om få år. Eller helt forsvinde. Når optagelserne er i kassen, kører han ud til Det Danske Filminstituts arkiv i Glostrup og får dem til at vacuumpakke optagelserne og fryse dem ned til minus 18 grader. Om 400-500 år vil fremtidens filminstruktører stadig kunne bruge den 73-årige filmfotografs optagelser anno 2006 til film, der foregår i vore dage.

"Baggrundsfilm" kalder den garvede fotograf sit lille énmandsfirma med konen, som hjælper ude i privaten i Bagsværd. Her har parret også et lille forlag og udlejning af filmudstyr. Og baggrundsfilm er præcis, hvad Frank Paulsen laver til fremtiden.

"Jeg blev ansat på Nordisk Film i 1955, og der snakkede folk om at gøre det samme, men ingen gjorde det," fortæller han.

"Havde man haft optagelser som mine, ville man under indspilningen af f.eks. "Drengene fra Skt. Petri" ikke have behøvet at rejse til Polen for at optage i landskaber, der ser ud, som de gjorde i Danmark i 1940erne. Når man i fremtiden skal lave en slags "Krøniken" eller "Matador", så vil man med mine film være fri for dyre scenografier og research om, hvordan ting og bygninger så ud i vore dage."

Frank Paulsen mener, at scenerne med sporvogne i f.eks. TV-serien "Krøniken" ville have været meget billigere, hvis man havde haft originale optagelser fra dengang, København var fuld af sporvogne, end det reelt var at leje sporvogne fra Sporvejsmuseet i Skjoldnæsholm.

Da M/S møder Frank Paulsen, har han stillet sit udstyr på hjørnet af Havnegade og indsejlingen til Nyhavn, hvor han filmer over mod Krøyers Plads. Her vil der sandsynligvis snart rejse sig nye bygninger, hvad enten det bliver et arkitektonisk vartegn over København eller endnu en samling beton- og glaskontorer og boliger. Om ti, 20 eller flere hundrede år vil filmfolk i hvert fald kunne finde autentiske billeder til en scene med Krøyers Plads anno 2006 uden ny arkitektur som baggrund.

Han filmer ofte fra forskellige vinkler, som han gjorde ved Daells Varehus, inden det lukkede. Både mod indgangen og set fra varehuset og ud. Han viser et københavnerkort frem. Der er pile, hvorfra han har filmet pladsen, hvor Københavns nye skuespilhus er ved at rejse sig.

"Jeg optog gennem forruden en køretur ned ad Bredgade og Sankt Annæ Plads og hen til Amaliehaven og filmede gennem springvandet, hvor man ser Oslo-båden. Derefter samme tur gennem bagruden, så man i fremtiden kan klippe ud og ind i en scene og med chroma key sætte skuespillere ind," fortæller Frank Paulsen.

Chroma key er den teknik de fleste action- og katastrofefilm benytter og som TV-meteorologerne nyder godt af, når de står foran deres store vejrkort. Vejrkortet, eller en gigantisk storby, hvor et monster går amok, er i virkeligheden et stort grønt eller blåt lærred, hvorpå man elektronisk kan projicere personer, eksplosioner eller Godzilla ind.

Det er altid 35 millimeter film, Frank Paulsen bruger, så det vil passe til biograffilm, og han er på pletten med sit kamera, når han i en avis læser, at et nybyggeri er planlagt og et stykke København vil forsvinde.

"Hvorfor jeg gør det?" spørger Frank Paulsen på en café ikke langt fra Havnegade, hvor optagelserne af Krøyers Plads netop er afsluttet.

Han ser ud som om spørgsmålet nærmest kommer bag på ham.

"Jeg vil sige, som bjergbestigere siger, når de skal forklare, hvorfor de bestiger et bjerg: Fordi det er der."

Eller måske fordi det, du filmer, en dag netop ikke er der?

Den køber han.

"Det vil altid have folks interesse at se, hvordan tiden var "dengang"," siger Frank Paulsen.

"Man skal have samme fryd, som vi har over at se "Matador": "Nå, sådan så der ud på min bedstefars tid." Og fordi jeg efter 55 pragtfulde år i filmbranchen synes, jeg bør betale noget tilbage. Ja, det lyder højtravende, men evner forpligter. Hvis jeg ikke gør det, så er der ingen, der gør. Det bliver jo svært for fremtidens filmfolk at få færgelejerne i Nyborg til at fungere igen med biler og broklapper," konstaterer han.

Han startede sit lille firma, "Baggrundsfilm", i 1996. I dag har han 70 lokaliteter med panoreringer, folkemasser og køreture i arkivet, som fremtidens filmfolk vil kunne bruge mod en royalty-betaling til dem, der engang måtte overtage ansvaret for det.

Hans første baggrundsoptagelser var af Rådhuspladsen, dengang busterminalen ikke eksisterede. De optagelser er taget fra restaurant Copenhagen Corner og ud og igen udefra og ind mod restauranten, så fremtiden kan klippe i optagelserne med indklippede personer. Frank Paulsen er æresmedlem af Dansk Filmfotografforbund og uddannet pilot, hvilket gav ham tjansen, da Lars von Trier skulle optage "Riget 2", hvor man behøvede optagelser af Rigshospitalet set fra luften.

Han er så gammel en rotte i faget, at der står både Thit Jensen og Karen Blixen på hans skudliste. Han har også optagelser med sanger Bjarne Lisby i det hedengangne Vise Vershus plus ventende publikum på trætrappen. Simon Rosenbaum i Haveselskabets Have i 2000, hvor han synger sin "Tolv flasker whisky" er også med. Han har optagelser med Jørgen Nash, der læser højt for publikum på Galleri Knud Grothe, og af Smøgen i Tivoli "fordi jeg frygter, at den vil ændre karakter med årene," som han siger.

Hvad skal vi med dine optagelser?

"Ting får fornyet værdi ved at blive gamle. Man vil kunne krydre fremtidens film med autenticitet".

En af Frank Paulsens planer er at udødeliggøre landbruget ved at filme det danske landskab "inden der kommer vindmøller over det hele". Og bryggeriarbejderne på Carlsberg i Valby, der taler ved transportbåndet eller forlader bryggeriet, vil han også gerne nå at filme, inden stedet er tømt for liv om nogle år.

Som en sand 73-årig er Frank Paulsen fuld af historier og anekdoter fra et langt liv. Han praler ikke. Tværtimod. Men der var jo dengang i 1950erne, da han sad med producer Henning Bahs i dennes lejlighed og skrev idéer ned til scener til nogle måske, måske ikke kommende agentfilm. Nogle af de scener, man i dag kan se i folkekomedier som "Slå først, Frede" og "Olsen banden" er produktet af de to herrers brainstorm for over et halvt århundrede siden, fortæller Frank Paulsen.

"Balling sagde altid til os, når vi fik de dér idéer: "I er for tidligt ude med spionhumor"," smiler han.Han skabte sig oprindelig en levevej som nyhedskorrespondent for VISNEWS i London og lavede en ugerevy, Dansk Filmjournal, om store og små nyheder, som blev vist i DSB Kino på Hovedbanegården.

"Det gik hurtigt dengang. Ofte sad vi og klippede lyden, mens folk var på vej ind i biografsalen," husker Frank Paulsen. Særligt den dag, da tempoet i klipperummet var gået lige lovlig tjept. Den pågældende ugerevy havde bl.a. indslag om orangutangerne i Zoo og om dronning Ingrid, der indvier et børnehjem. Synkroniseringen af lyd og billede gik i koks.

"Så da publikum så billeder af dronningen, lød speaken: "Og her kommer den store orangutang"," griner han.

De sidste år har Frank Paulsen lavet industri- og repræsentationsfilm for firmaer som Toms, Legoland og Danske Bank og ernæret sig ved sin egen lille forlags- og filmvirksomhed. Ingen har endnu vist interesse for hans baggrundsfilm, men han glæder sig over, at både filmproducer Regner Grasten og Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen kender til hans projekt. Han håber, Danmarks Radio engang vil overtage administrationen af det nedfrosne filmarkiv, som de har gjort med hans ugerevy-optagelser.

Det var også efter hans omkring 2.500 nyhedsfilm, at Frank Paulsen allerførst opdagede, hvor hurtigt omgivelserne ændrede sig, og at filmfolk havde sværere og sværere med at finde lokaliteter til film, der skulle foregå i gamle dage.

I dag er han godt klar over, at energiniveauet ikke er, hvad det har været, og at han ikke kommer til at spinde guld på "Baggrundsfilm".

"Jeg håber bare, nogen vil tage tråden op og fortsætte, når jeg ikke kan mere. Og ja, jeg kommer nok ikke til at sælge nogle af optagelserne i min tid," konstaterer han."

Hvad er det værd? Regner Grasten, filmproducer:

"Det er fantastisk, det Frank Paulsen gør. Det er uvurderligt for os filmfolk, for det bliver sværere og sværere at få fat i historiske optagelser. Da vi lavede julekalenderen "Brødrene Mortensens Jul" i 1998 brugte vi f.eks. skuespillere, der var kopieret ind i baggrundsfilm fra Magasin år 1956. Det virkede perfekt. Om 30 år vil vi være virkelig glade for hans arbejde.

Peter Aalbæk Jensen, direktør på Zentropa:

"Om 10-20 år, når vi laver mere og mere film på computer, vil det være fantastisk at have Frank Paulsens materiale. Det vil gøre filmene billigere og bedre, hvis vi oftere har mulighed for at klistre en skuespiller ind i en baggrundsfilm. Hvis ellers skuespillerne formår at spille lige så godt på en spånplade som i regn og vind på en udendørsoptagelse."

ref.:
http://www.b.dk/livsstil/frosne-film-for-fremtiden

 

++++++++++++++++++++++++

 

 

6D Index

 

Til forsiden