Hvad er ELMGREENs HJØRNE?

Elmgreens Hjørne er en diffus idé, der opstod i efteråret 1998 mellem Infosports Kim Plesner og mig selv. Vi syntes, det kunne være sjovt at skabe et samlingssted for danske cyklesportsfans, der måske gerne ville vide lidt mere og lidt andet om cykleløb.

Vi startede op efter nytår, og på mindre end to måneder har vi formået skabe nogle sider, der nu er oppe på et godt stykke over 3.000 viste sider om dagen.

Vi vil gerne være alsidige. Vi vil ikke være "forlovet" med nogen, heller ikke med de sponsores, du kan se på siderne (men som vi naturligvis siger tak for, at de troede på os fra starten). Vi vil heller ikke være forpligtede, sådan at vi skal bringe det og det. Vi bestemmer selv, uden at skulle stå til regnskab for andre end vore læsere.

Indtil nu synes jeg, vi har været rigtig gode til at følge op på de danske rytteres bedrifter i udlandet, og det vil vi bestræbe os på at blive ved med. Lad mig sige med det samme, at det først og fremmest er Kim, der er flittig i så henseende.

Jeg er blevet kaldt "manden med de mange kasketter", og noget er der jo nok om det. Gennem mere end 25 år i dansk og international cyklesport har jeg været med i mangt ogmeget. Og jeg har elsket det, det indrømmer jeg gerne.

At cyklesporten også i mange år har været min levevej, skal jeg heller ikke lægge skjul på.

Hvorfor skulle jeg dog det?

Er det ikke et legalt ønske for enhver at kunne leve af og med sin hobby?

At arrangere cykleløb, at skrive om og kommentere cykleløb, det har været mit liv. Og det har været et godt liv.

Ind i mellem har jeg også haft mulighed for at hjælpe unge cykleryttere et stykke på vej. Med råd og dåd, med min erfaring og med en god anbefaling hist og her. Det har også været sjovt, især når man har haft at gøre med ryttere, der ville høre efter. En god "elev" de sidste par år har været Tayeb Braikia.

Det sidste 6-dagesløb i Forum gik ikke som jeg havde håbet. Noget dårligt løb var det vel ikke, men økonomisk hang det ikke sammen. Forhåbentlig er der en fremtid for 6-dagesløbene i Danmark. Hvis nogen har modet til at gå ind for det, så hjælper jeg gerne til, det skal der ikke herske tvivl om.

Tak fordi du har været inde på vores side!

Rico

===========================================================

E-mail til Elmgreen 1999.Febr.02:

Hej Elmgreen,
jeg har været til seksdagesløb i lørdags sammen med min familie, og vil gerne sige tak for et næsten perfekt arrangement.

Nå, ja, når jeg skriver "næsten", så hentyder jeg til musikgruppen "The Past", som egentlig spillede udmærket, men for HØJT. Lydkvalitet kan man diskutere herfra til evigheden, men at styrken var for høj, var der desværre ingen grund til at tvivle på: de fleste mennesker omkring dommertribunen, hvor vi sad, holdt sig for ørerne under koncerten eller udvandrede (lyden var efter min mening også skærende, men det problem ville løse sig selv, hvis lydstyrken havde været svagere).

Hvis jeg må komme med et forslag, så skulle det være at lægge oplysninger om diverse reglementer ud på siden. I 6-dages programmet er aftrykt de forskellige regler omkring bl.a. pointsgivning og UCI's reglement for 6-dagesløb. Det er en god ide, men det skader vel ikke at lægge disse oplysninger ud på nettet også.

Hvem udvælger og sammensætter iøvrigt parrene? Er det rytterne selv, er det sponsorerne, er det løbsledelsen eller hvem er det?? Og hvilke overvejelser gør man sig, når parrene skal sammensættes. Det var også en mulighed at lægge oplysninger af denne art ud på infosiden.

Men, som tidligere sagt, var det en fornøjelse at være tilbage i Forum og opleve seksdagesløb. Vi var iøvrigt også til seksdagesløb i Brøndbyhallen sidste år, det var nu slet ikke så dårligt som man visse steder vil gøre det til.

Med venlig hilsen

Kurt Starlit

e-mail kcs@demko.dk

===========================================================

E-mail fra RICO 1999.Febr.02:

Tak for dine spørgsmål og din interesse.

M.h.t. parsammensætningerne: Det er i sidste ende mig, der som sportslig ansvarlig afgør, hvordan parrene skal sættes sammen, men naturligvis tager man også hensyn til rytternes ønsker. F.eks. havde jeg aldrig lavet parret Madsen/Braikia, hvis ikke Jimmi havde været indforstået med det.

Venlig hilsen
Rico

===========================================================

E-mail til Elmgreen 1999.Febr.08:

Emne/Subject: Forslag

Hej Elmgreen,
jeg skal herved tillade mig at bringe et par forslag på bane til nye emner til Elmgreens Hjørne.

1. KALENDER
Jeg er klar over at der allerede findes et punkt med dette navn, men såvidt jeg kan se, er det en oversigt over de vigtigste løb i sæsonen.
Mindre løb kan vel også gøre det, f.eks. kiggede jeg forgæves efter løb som afholdes på Ordrupbanen. Hvis banen har økonomiske problemer, bliver de da ihvertfald ikke mindre af at banens arrangementer ties ihjel.

Og apropos Ordrupbanen, kan vi ikke få en slags udredning om banens nuværende (og måske også tidligere) status (for slet ikke at sige historie)?
Jeg var forleden dag ude og besé banen sammen med nogle venner. Et af Ordrup Cykelklubs medlemmer fortalte mig, at banen vil blive brugt indtil den nye bane i Ballerup er en realitet. Er det noget du kan bekræfte?
Personligt synes jeg det lyder en smule usandsynligt, at banen skulle få lov at fortsætte 1-2 år efter salget, men måske tager jeg fejl?

2. Seksdagesløb - aftalt spil?
Ved samtaler mellem cykelinteresserede, falder talen før eller siden på seksdagesløb. Et tilbagevendende punkt i disse samtaler er, at påfaldende mange mener at der finder "aftalt spil" sted under seksdagesløb. Nogle giver konkrete eksempler på, hvad de har hørt, set eller på anden måde erfaret, mens de fleste blot viderebefordrer en holdning (fordom?).
Når jeg derfor foreslår, at der skrives en smøre om emnet, er det ikke fordi jeg på nogen måde ønsker at sætte et nyt rivegilde i gang (a la doping), men HVIS nu alle disse mere eller mindre underbyggede påstande er helt ude af trit med virkeligheden, var det så ikke en idé at få manet dem i jorden?

Man kunne jo også argumentere ud fra et sandsynlighedssynspunkt: hvilken interesse skulle de herrer Skibby og Martinello have i at lade par nummer 7 vinde? Ikke ret meget, så vidt jeg kan se.

Under det sidste seksdagesløb (lørdag) kunne jeg ikke undgå at bemærke, at du på et tidspunkt var henne i Madsen & Braikia's kabine og forklare hvor skabet skulle stå - en præcisering som var helt på sin plads - men vel egentlig overflødig hvis påstandene om aftalt spil skulle være rigtig.

3. BREVKASSE/TALERSTOL.
Hvad med at oprette en brevkasse eller talerstol, hvor cykelsportens venner (og fjender?) kunne få et ord indført.

Med venlig hilsen

Kurt Starlit
Hyldeager 26
2650 Hvidovre

e-mail kcs@demko.dk

===========================================================

E-mail fra Elmgreen 1999.Febr.08:

Når alle de hjemlige terminer er klar vil de blive bragt i bladet CYCLING og her på siden.
Ja, der skal køres på Ordrupbanen i 1999 og nok også i 2000 - salget er faktisk gjort betinget af, at der etableres en ny bane indenfor to år.
Venlig hilsen
Rico

===========================================================
===========================================================

Elmgreen's Debat-side 1999.Febr.13

6-dagesvalsen
Melodien der blev væk

af Henrik Elmgreen

Som man har kunnet erfare gennem medierne, er de Danske Vinterbaner ApS gået i betalingsstandsning. Det skete som følge af et katastrofalt svigtende billetsalg til det netop afviklede 6-dagesløb i Forum.

Finaleaftenen havde fin belægning, men de andre aftener kneb det med betalende tilskuere. Til sammenligning kan oplyses, at budgettet var lagt efter entrétallene fra det sidst afviklede 6-dagesløb i Forum i januar 1997 (der var tilfredsstillende men ikke specielt fantastiske).

Realiteten blev en nedgang i entré i forhold til 1997 på op mod 800.000 kr. Regnet ud i tilskuere vil det sige, at der manglede godt 4.000 betalende tilskuere. Det lyder måske ikke af så meget på seks dage, men regnet ud i kroner og øre, så er det meget!

Som arrangør står man tilbage med en kolossal frustration. Man har kæmpet for noget, man har troet på, men alligevel var det altså ikke godt nok. Danmark har p.t. nogle af Europas bedste vinterbaneryttere, og derudover kunne vi præsentere en publikumsfavorit som Jesper Skibby. Vi tror stadig, at de mennesker, der kom, følte sig godt underholdt, men der var altså ikke nok af dem.

Er 6-dagesvalsen dermed i Danmark blevet til "melodien der blev væk"? Sådan kunne det unægtelig se ud efter denne vinters oplevelser. Når man har været med i det game gennem 25 år og levet med op- og nedture, håber man det naturligvis ikke.

Men man må også være realist, og derfor har jeg tilladt mig at give udtryk for, at skal der være en fremtid for 6-dagesløbene, kan det for mig at se kun ske, hvis de aktuelle haller (p.t. Messecenter Herning og Forum) selv vil gå ind i arrangementerne - med den sportslige assistance og ekspertice, der nu engang er nødvendig. Omkostningerne ved at etablere et 6-dagesløb er i dag så store at kun den, der driver hallen på årsbasis, har mulighed for at honorere dem. Det er i hvert fald min opfattelse.

Om det bliver sådan, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt for sporten - uanset om jeg selv bliver involveret eller ej.

Betalingsstandsningen skal nu bruges til at sikre selskabets kreditorer den bedst mulige dækning og det mindst mulige tab. Derfor valgte vi at tage skridtet på et tidspunkt, hvor der endnu var aktiver i selskabet.

Til slut en tak til alle, der viste interesse for og bakkede op omkring det 41. Københavnske 6-dagesløb!

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat-side 1999.Febr.26:

Emne: Seksdagesløb m.m.

Det gjorde mig forfærdelig ondt at høre, at seksdagesløbet i Forum ikke løb økonomisk rundt.

42.000 mennesker igennem tælleapparaterne i alt, det er syv tusinde pr. aften, det er da utroligt at løbet ikke giver overskud med så mange besøgende!

Nå, men det er vel ikke for morskabs skyld at selskabet bag arrangementet er gået i betalingsstandsning, derfor er spørgsmålet nu: hvordan kommer vi videre?

Bortset fra Elmgreen's betragtninger omkring mulighederne for en fortsættelse af seksdagesløb ("Seksdagesvalsen - melodien der blev væk"), kunne det kritiske regnskab også være anledning til at opfordre diverse cykelinteresserede til at fremkomme med forslag til fremtidig sikring af seksdagesløb i København.

Jeg forestiller mig, at der rundt omkring må sidde/køre(!) folk med ideer til, hvordan et seksdagesløb kan realiseres - også økonomisk. Ikke mindst kunne det være interessant at høre, om en hård nyser som Lars Otto Olsen har noget på hjerte i den anledning (vil man kritisere, må man også have ideer til forbedringer), for han kan vel ikke mene, at afviklingen af den af ham påståede korruption i sig selv skulle give større sikkerhed for flere tilskuere eller bedre økonomi?

Måske kunne man fremover danne et slags sammenskudsgilde, et aktieselskab, eller hvad ved jeg, som udgjorde sikkerhedsnettet under seksdagesløbet (mod indflydelse på løbet og andel i overskuddet naturligvis). Hvis tilstrækkelig mange cykelfolk indskyder hver en (større eller mindre) andel, er tanken ikke umulig.

Den indirekte reklame omkring begivenheden er også et punkt som kan forbedres i forhold til tidligere, det var f.eks. ikke mange ord der blev sagt omkring seksdagesløb i TV 1 eller 2. Indenfor cykelbranchen er der mange som ved, hvordan eksempelvis pressen bearbejdes - det virkede bare ikke som om man havde gjort det. På min egen arbejdsplads var jeg vist den eneste, som overhovedet vidste at der var seksdagesløb i Forum - selv en B-rytter fra Roskilde Cykelklub anede intet om arrangementet. Det er synd og skam!

Kan man ikke finde på andet, kan man altid konsultere et reklamebureau.

Endelig burde der gøres meget mere for at få familien Danmark inden for murene, altså arrangementer som tiltrækker hele familien. Under det sidste seksdagesløb var der uden for ringen mange ting, som givetvis også var spændende for børn, men vidste familien Danmark det?

Jeg er klar over, at der inden cykelsporten er mange (eller ihvertfald en del) som mener at seksdagesløb ikke er rigtig sport (enkelte mener endda at det er aftalt spil), at man skal holde skæg for sig og snot for sig, men her mener jeg - hvis man ellers VIL fortsætte seksdagestraditionen - at man (ligesom i politik) må indstille sig på lidt "snavs på fingrene". Det fuldstændig rene cykelløb, hvor dopingfri cykelfreaks i tusindvis strømmer ind fra alle kirkesogne og millionoverskuddet går ubeskåret tilbage til cykelsporten, findes kun i fantasien. Man kan også løfte fanen så højt, at jordforbindelsen skrider!

Mere generelt mener jeg, at vi skal passe på ikke at skændes så meget inden for (cykel)murene, at hele butikken slår revner. De almindelige mennesker (hvad det så er) ude i det virkelige liv er nemlig fuldstændig ligeglade (når det kommer til stykket) om cykelsporten overlever eller ej. Forsvinder cyklingen (f.eks. seksdagesløb), finder de sgu noget andet at bruge gysserne på. Det er en kedelig kendsgerning, som jeg tror vi gør klogt i at tage med i betragtning, inden vi kommer alt for godt i gang med hovedrengøringen.

Derfor, kom med forslag og ideer, alle I som vil noget med cykling!

Med venlig hilsen

Kurt Starlit

===========================================================

Svar i Elmgreen's Debat-side 1999.Febr.26:

Tak for din positive kommentar.

Jeg håber da også, at der vil vise sig en mulighed for at føre 6-dagesløbene videre i Danmark.

M.h.t. de 42.000 tilskuere, så skal det for fuldstændighedens skyld bemærkes, at det er det totale tal incl. eftermiddagsprogrammer. Der kørtes ialt ni "forestillinger" under 6-dagesløbet. Tallet includerer også fribilletter og rabatbilletter samt billetter købt af sponsores etc. Tallet af egentlig betalende tilskuere var desværre langt lavere - deraf problemerne.

===========================================================

Ib Nielsen på Elmgreen's debatside 1999.Febr.28:

Overskrift: Egen mening
Skrevet af: Ib Nielsen

Kommentar: Jeg synes efterhånden der har været skrevet nok om Lars Otto Olsen's angreb på 6-dagesløb og sportsdirektører.

Lars Otto har vel lov at have den mening om det, hvis han har lyst til det. Det er vel et frit land vi lever i.

Og for det andet er det jo en personlig sag i mellem to parter, som jeg ikke kan se kan komme den store offentlighed ved.

===========================================================

Svar fra Elmgreen 1999.Febr.29:

Overskrift: Svar til Anders P. Jensen
Skrevet af: Henrik Elmgreen

Kommentar: Kære Anders P. Jensen,
Jeg forstår godt, hvad du mener, derfor endnu en lille kort kommentar:

Olsens kritik går på
1) 6-dagesløbenes troværdighed, og
2) min person.

Hvad det sidste angår, har jeg ikke lyst til at gå ind i en yderligere debat, da jeg mener, det har en meget personlig karakter og dybest set må være ret så uinteressant for en større offentlighed.

Hvad 6-dagesløbenes troværdighed angår, så hart der så længe jeg kan huske altid været debat om det emne. Der er dem, der tror - og vil tro - at det hele er fup og svindel, og det tror jeg ikke, man kan lave om på.

Min egen mening og erfaring er, at 6-dagesløb er en blanding af sport og show, men at der i et godt 6-dagesløb altid er en sportslig retfærdighed.

Og jeg vil til enhver tid hævde, at det bedste par vandt i Forum i år.

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat-side 1999.Marts.02:

Emne: Seksdagesløb II

Efter min opfordring til cykelfolket i sidste uge, om at fremkomme med forslag og ideer til sikring af fremtidige seksdagesløb i København, havde jeg forventet at ihvertfald nogle stykker var kommet op af hullerne.

Om den udeblevne reaktion skal tolkes som almindelig sløvhed, afstandtagen, eller som et udtryk for at den der tier, samtykker, ved jeg ikke, men ihvertfald synes jeg at seksdages-sagen er for god til blot at dø stilhed.

Hvis man vil kritisere seksdages-arrangementerne for både det ene og det andet, må man sgu også være så venlig at fremkomme med forslag til forbedringer - ellers er kritikken ikke meget værd.

Man kan se sådan på det, at nu, hvor seksdagesløbet er økonomisk nede på sokkeholderne, er chancen der for den øvrige cykelverden at komme ind på banen.
Man kunne f.eks. indkalde til et sonderende møde blandt interesserede, nedsættelse af udvalg o.s.v., altsammen med det formål i den sidste ende at sikre fremtidige seksdagesløb.

Da jeg ikke repræsenterer nogen interessegruppe, eller har en færdigsyet mening om emnet, har jeg tilladt mig at tage stilling ud fra den simple - men muntre! - oplevelse det er, at gå til seksdagesløb. At se Jimmi Madsen gå i udbrud og sprinte fra alt og alle, er ikke noget man glemmer lige med det samme!

Som et lille sidespring vil jeg nævne Lars Otto Olsen, der på sin hjemmeside har påstået (hvis jeg ikke har misforstået ham), at Jimmi ikke er nogen rigtig sprinter, samt at Elmgreen ikke ved hvad han har med at gøre, når han kan finde på at præsentere Madsen som en sprinter (citat: "Alle ved at Jimmi ikke er den bedste sprinter og ikke kan gøre sig gældende i spurterne. Så Elmgreens vurdering af Jimmi som en god VM parløbsrytter må siges at være pinlig. Jeg troede at Elmgreen havde forstand på cykelløb").
Hvis LOL havde set mr. Madsen i aktion under det sidste seksdagesløb, tror jeg at han måtte tage sin vurdering op til fornyet overvejelse. Madsen er vokset med opgaven, vil jeg påstå. Når han desuden slutter vintersæsonen 98/99 som nummer 1 på den uofficielle verdensrangliste for 6-dagesryttere, er det jo heller ikke en titel som er kommet af det bare ingenting.

Nå, tilbage til sagen: jeg vil foreslå Elmgreen - eller andre! - at undersøge mulighederne i de sjællandske cykelklubber, om der blandt klubbens medlemmer er folk som vil være med til at danne et selskab til sikring af fremtidige seksdagesarrangementer.

Det siger sig selv, at der skal skydes klejner i kassen, man kunne endvidere forestille sig, at nogen sidder inde med gode forslag til sponsor-emner. Har man skudt penge i et selskab, er man tilsvarende omhyggelig med at få dem forrentet - det er vist en gammel erfaring. Det siger ligeledes sig selv, at selskabet i givet fald skal have indflydelse på løbets opbygning og afvikling. Sammensætning af par er i denne forbindelse et oplagt emne for indflydelse (jeg håber og tror at andre end Lars Otto har en mening om sagen).
Det siger i det hele taget sig selv, at der på nuværende tidspunkt er så mange løse ender - men også muligheder! - at vi, som holder af seksdagesløb, har en realistisk chance for at få noget brugbart op at stå inden næste sæson starter - altsammen under forudsætning af at vi dæmper personlige modsætninger og interne stridigheder, hvilket kort sagt betyder at der skal samarbejdes.

Alternativet er, at hvis vi intet foretager os, ja så sker der heller ingenting, og det er der vel trods alt ingen som ligefrem går og ønsker - eller hvad?

Afslutningsvis et par tilfældigt udvalgte strøtanker, som står til fri afbenyttelse for fremtidige løbsarrangører:

1. Hvad gør andre cykelbaner for at tiltrække publikum?
Kan vi låne/stjæle gode ideer her??
Hvad gør de i Berlin, Milano, Stuttgart - hvem ved noget???

2. De hersens naturtro Computerspil i kæmpestørrelse, hvor man banker derudad i en heftig bil, har de fleste drenge prøvet en million gange (men er ikke desto mindre stadig meget fascinerede af det). Hvorfor er der ikke et spil, hvor man er cykelrytter - på en rigtig sexet model naturligvis - på vej op ad.....ja alle de der slemme steder i Frankrigs bjerge, som vi har set 117 gange i Tour de France. Sponsortrøje, cykelmodel, etape m.m. skal man naturligvis kunne vælge inden start. For slet ikke at tale om at spillet kunne foregå på en seksdagsbane!

Hvis man eksempelvis kunne prøve kræfter med en Tour-de-France enkeltstart, hvor man på forhånd kendte de professionelles (Indurain, Riis, Virenque, Pantani m.fl.) gearing, kunne man lave en fuldstændig naturtro testrute, som man til sidst fik udskrevet på papir. Det er sgu noget der ville imponere rosset!

Under forrige års seksdagesløb i Brøndbyhallen (som slet ikke var noget dårligt arrangement, til trods for avisernes dårlige anmeldelser) havde en cykelklub (Brøndby, tror jeg) opstillet forskellige træningsapparater, som publikum kunne prøve kræfter med. Fin idé, som sagtens kunne gentages.

3. Når familien Danmark først er lokket indenfor, skal de fandeme more sig - også selv om de ikke brænder for cykling. Der er masser af muligheder her, kun fantasien sætter grænser, men vi kender vel alle det gamle ord der siger, "Har man taget barnet ved hånden, har man taget mo'ren ved hjertet". Med andre ord, vi skal more børnene, så følger resten af den pukkelryggede efter helt automatisk:
Slutspurt med Bamse og Kylling, Mød Bubber i Forum, Bliv cykelrytter for en dag, Op på ørerene - vi er kørende..... og hvad ved jeg, nogle af disse tanker er måske gamle travere, men bare det at man har forsøgt at tænke en konstruktiv tanke, kan give inspiration til flere.

4. "Tag din cykel med i FORUM - vi reparerer den gratis!"
Nå ja, vi skal lige finde en sponsor eller to, men hva' - der er ca. tusindvis af cykelsmede på Sjælland, som sikkert gerne vil vise flaget, så det er vel ikke helt umuligt.
Hvorfor er der forresten ingen cykelhandlere der vil anbefale punkterskum? Man kan få noget på tankstationerne som hedder DÆKPILOT, det er alletiders og kan varmt anbefales - også til bilen - men tilsyneladende ved ikke ret mange hverdagscyklister at det eksisterer.

Hvad med de danske cykelfabrikker, har man sponsoraftaler med disse?
Ellers var det da en oplagt ide!

5. Musikken, ja det er et evigt tilbagevendende punkt.
Gruppen "The Past", som spillede derinde dette år, spillede egentlig udmærket, men for HØJT. Lydkvalitet kan man diskutere herfra til evigheden, men at styrken var for høj, var der desværre ingen grund til at tvivle på: de fleste mennesker omkring dommertribunen, hvor vi sad, holdt sig for ørerne under koncerten eller udvandrede simpelthen. Det problem må være til at løse!
Jeg synes frem for alt, at der burde være noget levende musik, som appelerede til at SYNGE MED, altså hit med det b-r-e-d-e repertoire, hvor selv min gamle svigermor kan være med. Pudsigt nok har det tidligere vist sig, at også de unge kan lide denne afdeling (muligvis af andre årsager, men det er ligegyldigt).

6. Den vigtigste tanke et cykelpublikum kan tænke når de går hjem, er "her skal vi fanden-dejse-mig ind igen til næste år".......hvis arrangørerne har dette mål i baghovedet, er man godt på vej.

Er mine idéer helt ubrugelige?

Så kom med noget der er bedre!!

Med venlig hilsen

Kurt Starlit

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.10:

Overskrift: Seksdagesløb
Skrevet af: Cathrine Helding

Kommentar:
Jeg ville gerne høre, om der er kommet en løsning på probelmatikken vedrørende vinterbanens betalingsstandsning om muligheden for at afvikle 6-dagesløb i Forum næste år, eller det er måske for tidligt at håbe på?

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.10:

Overskrift: Konkurs
Skrevet af: Ib Gjerløff
Kommentar: Vedr. &-dagesløbets betalingsstandsning

Selskabet De danske vinterbaner Aps, gik som bekendt i betalingsstandsning.
Anpartshaverne Henrik Elmgreen og Karl Jan Heinsvig har, hvis selskabet går konkus således kun tabt de 125.000 kr som de inskød da de startede selskabet i september 98. De to herrer har ikke lidt personlige tab, idet de formentlig har givet sig selv løn og provision vedr. reklamesalg og div arbejder.
I øjeblikket er der kreditorere for langt over en million. Det drejer sig om Håndværkere, Skiltemalere og reklamefolk mm. Mange har således tabt mange penge selvom de ansvarlige har tjent penge.
I princippet kan firmaet lukke og et nyt firma kan lave 6-dagesløb til næste år.
Mændene bag 6-dagesløber har allerede dannet et nyt firma der hedder KV reklame og de har såmænd allerede et arrangement i form af et loppemarked i Valby lige før Påske.
Livet er da uretfærdigt ikke?

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.10:

Overskrift: Svar til Ib Gjerløff
Skrevet af: Henrik Elmgreen

Kommentar: Afviklingen af De Danske Vinterbaner ApS efter det økonomisk mislykkede 6-dagesløb i Forum følger i et og alt gældende regler i så henseende.
Arrangørerne (indehaverne af selskabet) har også selv tilgodehavender, der ikke er betalt.
Der er ikke dannet noget nyt selskab, og undertegnede er ikke involveret i arrangement af loppemarkeder ell. lign.

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: Svar til Elmgreen
Skrevet af: Ib Gjerløff

Kommentar: Der går rygter om at De danske vinterbaner Aps, som du er indehaver af hele tiden har planlagt dette konkurs. I mangler jo at betale jeres told og skat, samt de 60.000 i i direktionen har spist og drukket for i Forums restaurent under 6-dagesløbet.
Helt ærligt i har snydt og bedraget folk.

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Emne: Seksdagesløb III

Det er desværre alt for typisk at så snart der er mulighed for at beklage sig, fejler fantasien ikke noget. Senest har Ib Gjerløf talt om både snyd og bedrag i forbindelse med afholdelse af det nys afviklede seksdagesløb.

For det første ved jeg ikke om han har ret, jeg tror det dog ikke, men selv om han havde, må det under alle omstændigheder være vigtigere nu at bruge kræfterne på at sikre fremtidige løb i Forum, frem for at spille fornærmet.

Kom med nogle brugbare forslag, mr. Gjerløf og andre!!!

Med venlig hilsen

Kurt Starlit

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: Svar
Skrevet af: Lars Otto Olsen

Kommentar: Kære Henrik
Jeg må deværre fortælle dig at du har uret.
Jeg har jo selv medvirket ikke?

Du har jo lige fortalt mig i telefonen at Tayeb og Jimmy skulle vinde i forum og at det var din beslutning.
Du fortalte mig også at du dikterede rytterne til, at Tayeb skulle vinde de 3 første spurter den første aften under 6-dagesløbet (hvilket han også gjorde).

I øvrigt er jeg ikke bitter på nogen måde, jeg har opnået alt hvad jeg kunne som cykelrytter.
Men jeg synes dog at der bør være rene kort på bordet i disse tider med doping.
Folk der betaler penge for at se cykelløb, bør ikke snydes vel?
Jeg har dog noget imod den måde du skriver om 6-dagesløb på.
Det er efter min mening dig der har gjort 6-dagesløb til det det er idag.
Da jeg kørte havde sportsdirektøren ikke det store ord at sige om slutresultatet, men jeg kan forstå på de ryttere jeg har talt med, at det det er dig der suverent har bestemt dette års resultat.
I øvrigt kom jeg til at optage vores telefonsamtale på bånd.

Hilsen
Lars Otto

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: Elmgreen om debat på Hjørnet
Skrevet af: Henrik Elmgreen

Kommentar:
Internettet er et spændende medie, som man kan bruge (og misbruge) til mangt og meget.
På debatsider som vores kan man stort set fremsætte alle påstande og betragtninger, og man kan gøre det mere eller mindre anonymt og (til en vis grad) uden at skulle stå til ansvar for det.
Hvad angår debatten om 6-dagesløb og min person, så har jeg givet min mening til kende og ar ikke noget at tilføje.
Er der nogen, der vil noget mere, bør de henvende sig ad de officielle kanaler og stå til ansvar for deres påstande.

Venlig hilsen
H. Elmgreen

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: HØRT
Skrevet af: Rune Hansen

Kommentar: Ja jeg vil gerne støtte dette åben brev på denne debatside, hvor jeg synes vi bør diskuterer sporten og ikke gøre som de andre medier, slå ned på alle der kan se ud som om de laver noget gris!!!

Støt cykelsporten lad os få en saglig og fornuftig cykeldebat.

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: Krise i cykelsporten
Skrevet af: John Sandbjerg
Kommentar: Til Kurt

6-dagesløbende i Danmark bør fremover afholdes af nye folk.
De gamle Elmgreen og Co. har vist at de ikke magter at gennemføre afholdelsen forsvarligt.
Der er for mange rygter om svindel og aftalt spil, som vil vanskeliggøre sponsorer og tilskuertilstrømningen.
Man bør starte helt forfra med fx. Jens Veggerby som sportsdirektør her i Danmark og pengestærke sponsorer der ikke snyder deres samarbejdspartnerer.
Så fremtiden ser dog lys ud, bare ikke med Elmgreen og Co. ved roret.

===========================================================

Indlæg i Elmgreen's Debat 1999.Marts.11:

Overskrift: Ytringsfriheden og Internettet
Skrevet af: Torben Helsgaun

Kommentar:
Internettet og hermed Elmgreens Hjørne (og debatsiderne) er guf for de mennesker, der normalt ikke får optaget deres læserbreve i dagens avis.
Enhver, der kan håndtere det danske sprog og en pc, kan uhindret udgyde alt mellem himmel og jord.
Der er ingen officielle dommere eller redaktører til at sortere.
Det er op til den enkelte læser at vurdere indholdet af et debat-indlæg.
Lad os allesammen holde os på en sobert og reelt niveau.
Et positivt stade.
Vi skal jo ikke sidde og genere hinanden.
Helt personlige udfald mod bestemte personer hører ikke hjemme i Elmgreens Hjørne.
Hvis man er utilfreds med 6-dagesløbet mv., må man henvende sig til en advokat og gøre sit krav gældende.
Internettet har givet yderligere ytringsfrihed, men stadig under ansvar i henhold til straffeloven og Grundloven.
Skriv bare videre.
Men gør det meningsfyldt og interessant.

===========================================================

Indlæg på Elmgreen's Debatside 1999.06.01:

Overskrift: Vedr. debatsiderne
Skrevet af: Henrik Elmgreen

Kommentar:
Der er flere, der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke afviser diverse perfide og personlige indlæg om min egen person under debatten på Elmgreens Hjørne.

Jeg har svaret, at vi som udgangspunkt ønsker en åben debat på Hjørnet, og netop når ens egen person er involveret, kan man i den hellige ytringsfriheds navn være nødt til at gå temmelig vidt, hvilket visse personer ganske tydeligt benytter sig af.
Det er også i læserbrevsspalterne i aviser og ugeblade et kendt fænomen, at en lille gruppe mennesker benytter mediet til at ride personlige kæpheste, og at de ofte gør det under forskellige synonymer.

Selvfølgelig er det altid irriterende at blive generet på en måde, som man finder både usaglig og ubegrundet, men det er altså den pris, man må betale for gerne at ville være med, der hvor tingene sker. Og målt op mod de mange positive tilkendegivelser, man i det daglige modtager (også via Elmgreens Hjørne), er det trods alt peanuts.

Men for nu at slå det helt fast: NEJ, Henrik Elmgreen har ikke begået økonomisk svindel, hverken i forbindelse med 6-dagesløb eller på anden måde. Jeg har heller aldrig hverken været tiltalt, anklaget eller dømt for noget sådant.

Selskabet De Danske Vinterbaner ApS, der arrangerede det seneste 6-dagesløb i Forum og som jeg er medindehaver af, gik efter løbet i frivillig betalingsstandsning, hvilket vi selv meddelte offentligheden. Afviklingen af selskabet kører nu i Sø- og Handelsretten efter normal procedure for sådanne sager, hvilket enhver der måtte være interesseret deri, kan orientere sig om.

Det kan da godt være, at der er nogen, der mener, at Henrik Elmgreen er med i for mange udvalg og bestyrelser i cyklesporten, men de mennesker, der på demokratisk vis har valgt mig til diverse tillidsposter i Danmark som i udlandet , må åbenbart have en anden opfattelse. Jeg har været med på lederplan i cyklesporten i snart 30 år og for længst konstateret, at en aktiv indsats ikke kun skaber venner.

Det var alt fra mig, håber vi fortsat kan få en positiv debat på Elmgreens Hjørne.

Med venlig hilsen

Henrik Elmgreen

===========================================================

Nyhedsrubrik 1999.Juli.27:

Elmgreens hjørne/Alt om cykling

Henrik Elmgreen og Infosport stopper samarbejdet,
og Elmgreens Hjørne bliver til Alt om Cykling (Plesner 12:33)

Henrik Elmgreen og Infosport har valgt at stoppe samarbejdet om internet-sitet "Elmgreens Hjørne", der herefter kører videre under navnet "Alt om Cykling".

Begge parter vil gerne understrege, at samarbejdets ophør alene skyldes den manglende sammenhæng mellem redaktionelle ressourcer og økonomi, selvom Elmgreens hjørne på kort tid har vist sig som en stor læser-succes på internettet.

Med baggrund i cykelsportens nuværende situation både herhjemme og internationalt, har det været svært at skaffe de sponsorer og annoncører, der skal til for at kunne lægge de nødvendige ressourcer i projektet.

"Alt om Cykling" vil, med Kim Plesner som ansvarlig redaktør, fortsætte den redaktionelle linje, der blev lagt under Elmgreens Hjørne. Altså nyheder, resultater og ranglister fra den internationale landevejscykling, med speciel fokus på de danske prof-mandskaber.

========================================================

 

SLUT

 

6D Index.

 

Til forsiden