I mere end 30 år har Henrik Elmgreen været synonym med banecykling og 6-dagesløb.
3. februar tager den snart 60-årige løbsarrangør endnu en vals på den genåbnede velodrom i Ballerup.
Af Lars B. Jørgensen
Er der to størrelser, som står nærmest urokkeligt sammen i dansk cykelsport, er det 6-dagesløb og Henrik Elmgreen. Den ranke og slanke mand har et livslangt kærlighedsforhold til det showbetonede cykelfænomen. Og det er næppe nogen overdrivelse at kalde Elmgreens forhold til både ryttere, velodromer og 6-dagesløb i al almindelighed som værende nærmest lykkeligt.
Man kan næsten se det, alene i det øjeblik »Rico«, som Henrik Elmgreen kaldes af både fjender og frænder i cykelmiljøet, skridter igennem Ballerup Super Arena. Her kommer en mand, som tydeligvis er i sit rette element. Eller rettere tilbage i det. Efter mere end to år, hvor fremtiden for den nyopførte cykelbane i Ballerup har været en stor uvished efter at taget en vinterdag for to år siden brasede sammen blot nogle få dage før både ryttere og publikum ville have fyldt hallen, hvilket selvsagt ville have fået fatale konsekvenser.
»Det værste har været uvisheden om, hvad der ville komme til at ske med cykelbanen eftersom ingen ville tage ansvar for de konstruktionsfejl, som blev begået, da man byggede den,« erkender Henrik Elmgreen.
Hvis løbsarrangør Henrik Elmgreen i den lange ventetid på en form for afklaring også har følt sig truet på den væsentligste del af sit og hustru Helles levebrød, skjuler han det godt. Men gået på klingen lægger han ikke skjul på, at den økonomiske smertegrænse har været testet, mens 6-dages cykelhjulene har stået stille.
»Vi har jo investeret meget i det her, men det er klart, at der også er grænser for, hvor længe vi havde lyst til at blive ved. Hvis ikke der var kommet en afklaring, da Ballerup Kommune i sommer gik ind og købte anlægget, havde vi nok pakket sammen,« erkender Henrik Elmgreen.
At Elmgreen på dén baggrund skulle have vinket vinterbanens skrå cykelbrædder farvel, kan forekomme utænkeligt. Så er der mere logik i, at 6-dagsløb nummer 66 på dansk grund bliver kørt i Ballerup Super Arena fra 3.-8-februar med Elmgreen som den store rorgænger. Som han har været det mere end 25 gange.
»Jeg startede jo med at være speaker i Herning i december 1974, hvor Helge Sander (nuværende videnskabsminister, red.) var med som arrangør. Man ville gerne have en speaker i ånden fra Erik Gutheil, som havde været stemmen under 6-dagesløbene i 1950erne. Men da han var blevet en ældre herre, som hverken så eller hørte særlig godt længere, skulle han altså have en assistent og jeg synes det var kanonskægt.«
»Jeg er født i 1945 og var jo bidt af 6-dagesløb allerede i storhedstiden i midten af 1950erne, hvor vi i fjernsynets barndom sad med åben mund og polypper. Jeg kan huske i 1956, hvor der både var VM i landevej i Danmark, og vinteren efter var der så 6-dagesløb i Århus og København. Det var tidens helt store tema i skolen, hvor jeg gik og jeg boede selv ved søerne tæt på Forum, vi samlede på cykelbilleder af rytterne og spillede kort med dem i frikvartererne i skolen,« husker Elmgreen med glød i stemmen.
»Jeg begyndte selvfølgelig også selv at køre cykelløb, men det var jeg nu ikke specielt fremragende til. Men jeg har da mange gange sagt til mig selv, at det var godt at have forsøgt sig og prøvet det på egen krop, fordi man får den ekstra dimension med. Hvis det er rigtigt, at man lærer mere af sine skuffelser end af sejre, så har jeg lært meget, for dem havde jeg mange af,« lyder det med et grin.
»Sportsjournalisten Jørgen Beyerholms far, der var leder på Ordrupbanen, sagde på et tidspunkt til mig: »Elmgreen, De er en elendig cykelrytter, men jeg tror De kan blive en god leder. Jeg synes, De skal stige af cyklen og komme op at hjælpe mig.« Det var den måde, det startede på i 1970, hvor jeg var 25 år gammel.«
Efter eget udsagn var det ikke nogen glorværdig cykelkarriere, der her blev gjort ende på. Og siden har Elmgreen da heller ikke kigget sig over skulderen med en vemodig tanke på enhver cykelrytters hårde træningsslid. »Jeg kan godt lide at tænke tilbage på, at jeg også har været med til at starte etapeløbet Post Danmark Rundt og lavet en del andre ting på landevejen, blandt andet de store gadeløb rundt om Christiansborg. Selv om det er og bliver banecyklingen, der står mit hjerte nærmest.«
»Hvis jeg skal være lidt forfængelig kan jeg vel sige, at jeg har været med til at gøre en forskel og i tidens løb stået bag nogle ting, som måske ellers ikke var blevet til noget.«
Men du må i sandhed kunne skrive under på, at det går op og ned i cykelsporten?
»Ja, i dag er jeg ikke den eneste, der kan leve af at have med cykling at gøre. Det var jeg jo i mange år, hvor jeg lavede 6-dagesløb sammen med Karl Jan Heinsvig. Så der har da været en kolossal udvikling. Førhen var dansk idræt jo præget af amatørisme, og cykelsporten kom faktisk først forholdsvis sent ind under Dansk Idræts-Forbund, fordi vi jo havde professionelle ryttere og alt sådan noget forfærdeligt noget. Det var på samme tid en professionel fodboldspiller ikke måtte komme på landsholdet, og det er da sjovt at se tilbage på, hvordan hykleriet florerede. Jeg kan huske Knud Lundberg skrev ledere om, hvordan cykelsporten var andenrangs og så videre. I dag optræder der professionelle sportsfolk ved De Olympiske Lege, så det har egentlig været en sjov udvikling at være vidne til. Der har været mange milepæle undervejs, men jeg synes da det har været sjovt at opleve på tæt hold, hvordan Bjarne Riis' Tour de France-meritter i 1990erne banede vejen for danske prof-hold og var omgærdet af stor interesse.«
Nu er nostalgi ikke, hvad den har været, men kan du længes efter 6-dages løbenes storhedstid i 1950erne?
»Man kan jo ikke bare leve i fortiden. Hver epoke har sin charme og de dejlige sommerdage på Ordrupbanen er uforglemmelige. Det var noget fantastisk, men passé i dag. Arenaen her er jo garant for, at banecyklingen kan overleve og trives i Danmark. 6-dagesløbene har jo også forandret sig kolossalt meget, siden jeg var dreng til det, jeg selv præsenterer i dag. Nogle snakker om de gamle dage, hvor rytterne vitterligt sad 6-dage i sadlen, men det tror jeg ikke nogen ville gide at glo på i vore dage. De kørte stærkt ind imellem og de kørte længere jagter, men der var også pauser uden der skete noget. Folk i dag vil underholdes, og der skal ikke være nogen pauser i et moderne 6-dagesløb. Det er videre, videre, videre. Banen må ikke pludselig være tom for ryttere, hvor der ikke sker en skid. Det kan man ikke præsentere for det moderne publikum. Det er nøglen til 6-dagesløbenes overlevelse, at man hele tiden forstår at forny sig,« mener Elmgreen.
6-dagesløb bliver til tider beskyldt for at ligge i grænseområdet mellem sport og show. Er det en udfordring at få legitimeret det sportslige element?
»Ja, det har jeg hørt om siden jeg selv begyndte som arrangør. Det er vi nok i høj grad selv skyld i. Og cykelledere kan jo godt lide at sidde og fortælle de farverige røverhistorier om, at så blev der aftalt det, og så blev der gjort sådan. Men i dag er den sportslige garant, at man ser en række af de bedste navne fra 6-dagesbanerne gøre sig gældende ved VM og OL på bane. Man ser til eksempel schweizeren Bruno Risi, som adskillige gange har vundet VM i pointløb og parløb og som stadigvæk kan gøre sig gældende. En universalsportsmand som Patrick Sercu var det i gamle dage, hvor han kunne vinde 88 6-dagesløb, blive guldvinder ved OL i 1000 meter på tid og vinder af den grønne pointtrøje i Tour de France. Vi skal præsentere sport i en lækker indpakning, for det skal være noget andet end »bare« god sport. Uden at man går på kompromis med det.«
Når du nævner en rytter som Sercu er det jo også en konstatering af, at der i dag er meget længere mellem de store landevejsprofilers gæstevisitter i 6-dagesløb?
»Ja, det hænger sammen med, at det hele er så opskruet. Rytternes lønninger er steget meget, og så får man ikke grønt lys fra T-Mobile til at hente deres ryttere ind. Der er jo en styrtrisiko, og jeg kan godt sætte mig ind i en sportsdirektørs sted, når han vurderer, at sæsonoptakten ikke skal spoleres af et styrt. Men der er ingen tvivl om, at det er en god kombination for en cykelrytter at køre både bane og landevej. Især i hans unge år. I Danmark har vi en flot tradition for det og den store årgang med Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm og Skibby kørte jo også på bane. Jakob Piil har jo også kørt på banen i sine unge år, og både australierne belgierne har ligesom os holdt lidt fast i den tradition, hvilket man kan se ved, at en sprinter som Tom Steels altså begår sig godt.
Bjarne Riis var da heller ikke ubetinget glad for, at Jakob Piils skulle udgøre den ene halvdel af par nummer 7 i år. Jeg snakkede med Bjarne flere gange og mindede ham om, at han selv havde kørt 6-dagesløb uden at det gik ud over hans resultater på landevejen. Specielt i en situation, hvor Jakob efter at være udgået af Tour de France sidste år i superform, måtte se det hele fise af i en skadesperiode, kan man have behov rent mentalt at få sig en succesoplevelse. Det kunne Bjarne godt se pointen i, og da han først havde sagt A, sagde han altså også B og gik med til, at Piil skulle køre et par løb forinden, så det kan blive ordentligt.«
Man snakker af og til om flid, fedt og snyd på vinterbanerne. Det hviler stadig over sporten, men er en myte?
»Jeg kan ikke garantere, at den herskende klasse i et 6-dagesløb laver nogle samarbejdsaftaler med hinanden. Hvis jeg kan mærke, at noget ikke er korrekt, tager men selvfølgelig fat i det. Men det er jo mennesker, vi har med at gøre. Tidligere var der nok i højere grad en 6-dages mafia, som ikke lavede andet og som udgjorde en herskende klike. Det var svært at komme ind som ny. Der var særlige spilleregler,« indrømmer Elmgreen, som dog er svært tilfreds med denne årgangs par nummer 7 bestående af veteranen Jimmi Madsen og Jakob Piil.
»Jeg synes det er et troværdigt par nummer 7. Jimmi Madsen ved alle, hvad han står for. Og Piil er et kæmpetalent. Det borger for noget. Og hallen her indbyder til en fokus på det sportslige, selv om der altså også gerne må være noget underholdning, så man ikke skal være cykelnørd for at få noget med hjem.«
Er der nogle af de tidligere tiders par nummer 7, som i særlig grad står dit hjerte nær?
»Det bedste par har - med fare for at fornærme nogen - været Kay Werner og Palle Lykke. Det var en ideel kombination og et klassepar. Gert Frank og Hans Henrik Ørsted kunne have været det og var ikke noget dårligt par. Men dér harmonerede kemien ikke. Og jeg har mere end en nat siddet og diskuteret med de to. Jørgen V. Pedersen og Jesper Worre var gode venner dengang og havde store evner, men alligevel for forankrede i landevejssporten, og 6-dagesløbene var mere en nebengesjæft for dem. Jens Veggerby var en personlighed og en fantastisk PR-mand for sig selv og de arrangementer, han var med i. Jens kunne sælge billetter, og det samme gjorde Ole Ritter i høj grad. Uden Ole med hans personlighed og karisma havde det nok ikke været så let at banke 6-dages æraen i 1970erne i gang.«
