Seksdagesløb på Verdensplan
Af Verner Møller
Det første seksdagesløb blev kørt i 1875. Ideen blev født af en fabrikant fra Birmingham, som ønskede at teste sine væltepetere.
Fra 12 timer til ubegrænset tid pr. døgn
Tolv timer om dagen kørte man, og løbet havde ikke andet formål for udøverne end at æde kilometer. Ikke desto mindre nød det stor bevågenhed, og året efter lavede man et tilsvarende arrangement i London, dog med en udvidelse af køretiden til 18 timer. Herefter var 18 timer pr. døgn almindeligt, men også seksdagesløb med ubegrænset køretid vandt frem, hvilket selvsagt stillede umenneskelige krav til fysik og udholdenhed. Disse løb blev senere særdeles populære i USA.
Sædvanligvis var rytterne under disse arrangementer i sadlen minimum 20 timer pr. døgn. I 1896 kørtes et sådant løb i New York, hvor 80 stillede til start, men kun seks gennemførte. Vinderen, englænderen Teddy Hale, kørte alt i alt 3073,8 kilometer, hvilket er nær den distance, rytterne bydes på den tre uger lange Tour de France. Rekorden blev dog slået samme sted allerede året efter, hvor vinderen, den navnkundige Charlie Miller fra Chicago, nåede at køre 3367,6 kilometer.
1897-løbet i New York
Der var betydelige pengepræmier at tjene for de bedste ryttere. Alligevel kan man godt undre sig over, at løbene i New York kunne tiltrække en række europæiske ryttere. I 1897-løbet var den samlede præmiesum således 4200$, fordelt med 1300$ til nummer 1 ned til 75$ for sidstepladsen. For dem, der ikke nåede at tilbagelægge minimum 2172 kilometer, var der dog ingen penge at hente.
Titusind tilskuere var til stede, da løbet blev skudt i gang, hvilket vidner om en ikke ringe interesse for begivenheden, for synderligt spændende var starten ikke. Rytterne lagde af gode grunde ud i et yderst moderat tempo. Publikum gik til og fra i løbet af dagen. De største masser samlede sig i aftentimerne.
Over midnat begyndte det så småt at tynde ud, for så igen at strømme til i løbet af formiddagen. Et par hundrede udholdende blev dog natten igennem for at se de døsigt rullende ryttere.
En tredjedel henne i løbet begyndte nogle af rytterne at vise tegn på udmattelse. Én begyndte at fable vedholdende om at omgangstællerne snød ham, og truede med at køre dem over, hvis ikke han fik tilskrevet flere omgange. En anden, som året forinden træt og frustreret havde forsøgt at kyle sin cykel op på tilskuerpladserne, gik i baglås på femtedagen og nægtede længere at fortsætte efter at have holdt pause.
Det er der sådan set ikke noget mærkeligt ved. Det mærkelige er derimod, at han efter sine erfaringer fra året før overhovedet valgte at deltage i løbet. Og at han alligevel til sidst lod sig overtale til at køre videre.
På samme dag ankom politiet med et hold læger for at undersøge rytternes helbredstilstand. Lægerne fandt dem - anstrengelserne taget i betragtning - i acceptabel forfatning, og løbet kunne fortsætte. Foruden den menneskelige fysik kunne materiellet imidlertid også blive slidt under strabadserne. En hårdfør rytter tabte således et hjul i et sving, hvorpå forgaflen knaldede ned i gulvet og cyklen stod prompte stille, mens rytteren fortsatte, indtil han bankede hovedet imod den øvre barriere.
Tre timer senere, efter at være blevet lappet sammen på sygehuset, var rytteren tilbage på banen for at fuldføre løbet. Da løbet var til ende, havde Charlie Miller kun været af cyklen i sammenlagt ti timer og blot sovet fire. Han kunne da hente sin præmie, som alt i alt løb op i 3550$; dels som følge af opvisningskontrakter; dels ved særlige præmier fra fabrikken, der havde samlet cyklen, fra sadelproducenten, dækfirmaet og fra den virksomhed, der havde produceret styret.
Året efter gentog han sejren. Publikumstilstrømningen var da endnu voldsommere.
Det samme var mandefaldet. og efter dette løb blev der nedlagt forbud mod disse umenneskelige konkurrencer. Herefter var det i USA kun tilladt at køre tolv timer pr. døgn. Som konsekvens heraf ændrede man løbets form og begyndte at konkurrere på tomandshold. Siden har seksdagesløbene udviklet sig til den form, vi kender i dag.
Det kommercielle aspekt
At det kommercielle aspekt spillede en stor rolle i forbindelse med seksdagesløbene fornægter sig ikke. Tilsyneladende havde lederne ingen skrupler over for rytterne. Som om seks dages uafbrudt konkurrence ikke var hårdt nok i sig selv, indlagde løbsarrangørerne vilkårlige spurter, når tempoet blev for lavt og begivenheden for kedelig.
At cigartågerne efter nogle dage hang så tæt i hallen, at det kneb for rytterne at se, blev ikke opfattet som noget problem. Der var heller ingen, der bekymrede sig om, hvordan, eller med hvilke midler, rytterne blev i stand til at udstå strabadserne. At publikum morede sig og fik den underholdning, det forventede, var stort set det eneste, arrangørerne brød sig om.
Hvorfor udsatte rytterne sig for de umenneskelige strabadser? I bestragtning heraf er det en gåde, at rytterne ville udsætte sig for strabadserne. Da hovedparten af dem blev spist af med håndører, er det næppe troligt, at det var de økonomiske udsigter, der udgjorde den egentlige attraktion. Drømmen om at vinde den store førstepræmie har næppe været tilstækkelig motivation. Ret hurtigt havde et vinderfelt skilt sig ud, men mange af de distancerede fortsatte ufortrødent.
Mere troligt er det derfor, at rytterne - ligesom publikum var interesserede i at iagttage, hvad mennesket kunne udholde og præstere - havde lyst til at udforske ders egen udholdenhed og formåen i overensstemmelse med den generelle interesse for det menneskelige potentiale, der gjorde sig gældende i det 19. århundrede. Fascinationen synes således grundlæggende at have været den samme på begge sider af barrieren.
Men herudover har løbene utvivlsomt svaret et behov for underholdning og flugt fra hverdagslivet i byen, som arrangørerne har kunnet profitere af. Denne forklaringsmulighed, hvor det kommercielle spiller andenviolin, finder støtte i det faktum at cyklen på samme tid fik flere til at give sig i kast med 'uorganiserede' styrkeprøver.
Seksdagesløb i Danmark
Seksdagesløb opstod i USA, hvor de blev afholdt i Madison Square Garden i New York. Heraf det engelske navn "Madison" for parløb. I Europa kørtes det første seksdagesløb 1906 i Toulose, Frankrig. I Danmark blev det første seksdagesløb i Forum kørt i 1934.
Distancen
I sin tid, da man kørte døgnet rundt, var det interessant at føre rekordlister over, hvor langt der blev kørt. Og det gjorde man så. Den danske rekord lyder på 3.476 km, hvilket parret Victor Rausch og Willy Falck Hansen kørte i København i 1934. I Århus lyder rekorden på 3.264 km, som blev kørt af parret Kay Werner Nielsen og Palle Lykke i 1958.
Verdensrekorden er til sammenligning på 4.544 km, hvilket tyskerne Huschke og Krupkat kørte i Berlin 1924. 4.544 km på seks dage giver en gennemsnitsfart på 31,6 km/t.
Reglerne for nutidens seksdagesløb siger, at et seksdagesløb skal være på minimum 24 timers effektiv køretid, d.v.s. at løbstiden kan være forskellig banerne imellem, hvorfor den kørte distance ikke mere er relevant. Og dog alligevel er den interessant, hvis gennemsnitsfart skal sammenlignes. I Forum blev der i 1999 kørt 5.311 omgange svarende til 1.009,09 km, hvilket giver en gennemsnitsfart på 34 km/t.
Par nr. 7
Hvorfor egentlig traditionen med at tildele den bedste danske hold nr. 7?
Svaret findes i følgende citat ved Kay Werner Nielsen, der efter sin aktive karriere var sportsleder på Forums vinterbane:
Det var i begyndelsen af 1950'erne, jeg skulle være stjerne på den nye vinterbane i Forum og den daværende sportsleder Willy Falck Hansen (Spejderen) ville ha' at jeg skulle køre som par nr. 1, for det havde han selv gjort i 6-dagesløbene i 1930'erne. Men netop derfor ville jeg ikke, jeg ville ikke leve videre på hans bedrifter, jeg ville være mig selv. Giv mig 7-tallet, sagde jeg, og sådan blev det.Kilde:
Verner Møller, "Dopingdjævlen", 1999
