Aarhus 2013.Sept.08
Jørgen Leth:
"Cykelbanen var min første rejse"
Interview: Jørgen Leth trådte sine barnesko på cementen på Aarhus Cyklebane. I dag fortæller han om minderne, taknemmeligheden og håbet for fremtiden.
Aarhus Cyklebane. Et monument, der svæver i et slags limbo mellem at være sportsplads og arkæologisk ruin. Et monument, fordi værket minder folk om tidligere tiders storhed. Dengang verdens bedste sprintere kom til byen for at vinde grandprix'et. Dengang tusinder af tilskuere holdt vejret, når rytterne langsomt kørte ud på første omgang.
Af Nicolai Bang
73 år med regn, rusk og dækaftryk har malet den grå cementbane krakeleret sort. Tribunen hænger en smule med mulen, og kommunen har ikke gjort meget for at vedligeholde banen gennem årene. Alligevel er stedet fyldt med romantik og poesi. Jørgen Leths sportsdigte ville ikke have været det samme uden Aarhus Cyklebane. Jørgen Leth selv ville ikke have været den samme.
Det er cykelbanen, han fremhæver i sin bog "Det uperfekte menneske". Og det er cykelbanen, han kører på, når han i et af sine digte protesterer over, at han skal møde Gunnar allerede i kvartfinalen. Og det var på Aarhus Cyklebane, at C. K. Aarhus fredag den 1. september afholdt "Jørgen Leths Æresløb" for anden gang.
JP Aarhus har sendt Jørgen Leth i soloudbrud. Et udbrud af fortællinger om storhedstiden, gensynet og håbet.
Stemningen
"Min onkel, Erik Linde, var banechef i slutningen af 1940'erne, da han tog mig med til løb første gang. Jeg fik lov til at stå lige ved målstregen. Der skulle man komme meget tidligt, for der var tykt med mennesker på løbsaftener.
Aarhus Cyklebane var meget respekteret i hele Europa. Det var en af de bedste. Grandprix'et var et af verdens bedste stævner, og der kom altid 8-10 verdensnavne fra forskellige nationer. Man kunne se flagene rundt om banen. Det var helt fantastisk. Den stemning glemmer jeg aldrig. Flag, som markerede alle de mestre, der kom fra forskellige lande.
Folk suste af spænding. Man kunne høre forventningens brus, når sprinterne begav sig langsomt ud på første omgang. Fra det øjeblik var der ingen, der råbte. Der blev helt stille. En kæmpe spænding. Og når den første rytter angreb, kom der et sus af begejstring. Folk jublede, hvis deres favorit kom først i mål. Man jublede generelt over det spektakulære. Når Joseph Scherens lavede sit berømte tigerspring - en ekstra spurt midt i spurten. Det gav et ryk på tilskuerpladserne, og folk tænkte "hold da kæft!" Og når en rytter styrtede, lød der et suk af medfølelse og bestyrtelse."
Sprinterne
"Jeg havde alle de bedste sprinteres autografer i min grønne scrapbog. Axel Schandorff, som var den bedste dansker. Og så var der udlændingene. Dem, jeg var vildest med. Arie van Vliet, Jan Derksen, Oscar Plattner, Sid Patterson fra Australien, Georges Senfftleben og Joseph Scherens. Og den mest cool af dem alle: Reginald Harris.
Når man kiggede på hans ansigt, kunne man se, at det var lappet lidt sammen. Det kom af, at han var med i ørkenkrigen i Nordafrika. Meget blodigt og meget afgørende slag under Anden Verdenskrig. Harris havde siddet i en tank, da den blev skudt i brand. Alle hans kammerater forlod tanken og blev skudt af tyskerne. Harris blev siddende. Og det overlevede han på.
Som cykelrytter var han det mest cool, man overhovedet kunne forestille sig.
Han skulle som regel op mod Arie van Vliet. De ville helst mødes i finalen, for de var de to bedste. Men sommetider afgjorde kommissærerne, at de skulle mødes allerede i semifinalerne. Jeg kan tydeligt huske, at van Vliet var hysterisk over det. Han gik rundt og var rasende. Han syntes, det var uretfærdigt, hvis han skulle dumpes allerede i semifinalen. Hvorimod Harris sad på cementen med en pibe røgtobak. Det er jo utænkeligt i dag. Han sad og røg en pibe, mens han ventede på, at der faldt en afgørelse. Han var sgu ligeglad, om han mødte van Vliet nu eller senere. Det var ligegyldigt for ham.
Det elskede jeg. Det blev for mig et billede på det mest cool, man kunne forestille sig."
Tidligere var der fuldt hus til de store arrangementer på Aarhus Cyklebane.
Her kører italieneren Franco Testa over målstregen i et løb afviklet den 28. august 1959.
Arkivfoto: JP
Besættelsen
"Som dreng var jeg meget besat af det, jeg havde set. Jeg havde en trang til at forsvinde fra omverdenen, når jeg ikke var på cykelbanen. Så gik jeg over i baghaven og forestillede mig en match. Det gik jeg så koncentreret op i, at det nærmest var en besættelse. Mine forældre var bekymrede, fordi jeg gik rundt og havde de fantasier og var helt væk. Jeg gennemtænkte en sprintermatch. Og det tog meget længere tid oppe i hovedet end en sprintermatch på banen. Jeg gennemtænkte hver eneste meter. Jeg havde som regel en blyant, som jeg så for mig som en rytter. Jeg holdte den i samme hældning, som en rytter sad på cyklen. Jeg kunne næsten se det for mig."
Æstetikken
"En cykelbane har en meget smuk struktur. Det er et smukt stykke arkitektur. Jeg er vild med cykelbaner. Jeg dyrkede det. En gang tog jeg til Milano for at se Vigorelli-banen, hvor Fausto Coppi trænede. Det var en meget smuk cykelbane, der var bygget i træ. Meget dyrt afrikansk træ. Den var gyldenbrun. Meget smuk. Og oval på en anden måde end Aarhus Cyklebane. Det er en skønhedsåbenbaring at se sådan en bane. Det synes jeg stadigvæk. Og det er bedst at se en udendørs bane. Det har en særlig charme."
Livet
"Jeg har lært meget om livet ved at komme på cykelbanen. Jeg kan ikke forestille mig selv uden den grundlæggende oplevelse. Jeg har altid elsket at rejse. Cykelbanen var min første rejse. Det var at se alle de der flag og udenlandske ryttere, som talte helt fremmede sprog. Det var fantastisk. Og uden det ved jeg ikke, hvor jeg ville have været. Det var dørene, der blev slået op ud til verden. Hvordan jeg skulle have fundet på at være nysgerrig i livet uden de år? Nysgerrigheden er jo det, der driver mit værk. Jeg er meget nysgerrig efter, hvordan verden er indrettet. Jeg er glad for at se nye ting, nye forhold. Det startede der med flagene på Aarhus Cyklebane."
Æresløbet
"I "Det uperfekte menneske" beskriver jeg gensynet med banen, da jeg efter mange års fravær vender tilbage. Et sentimentalt gensyn, fordi cykelbanen gemmer på så mange oplevelser for mig. Den oplevelse får jeg stadigvæk. Da jeg stod til æresløbet, og rytterne kørte på banen, var det lidt melankolsk og vemodigt at kigge på. For jeg er godt klar over, at det ikke er så tit, der er sådan nogle stævner. Det gør mig lidt vemodig.
Æresløbet er en oplevelse, jeg er meget taknemmelig for. Det er på en måde rørende for mig at blive inviteret tilbage til Aarhus Cyklebane for at blive hyldet for det, jeg har gjort for cykelsporten. Og det kommer helt bag på mig, at der kan være et ønske om at hylde mig. Ovenikøbet på min barndoms arena. Det er jeg meget rørt over. Og det var en utrolig smuk tanke, da de sidste år valgte at give overskuddet til Haiti.
Jeg er glad for den varme, jeg møder fra folk på cykelbanen. Jeg havde ikke forudset, at jeg ville blive meget afholdt for mine historier om cykelsporten. Det glæder mig kun. Så må man jo have gjort det godt nok."
Håbet
"Man kunne mærke fællesskabsfølelsen derude. Mange havde gode minder derfra. Men der var også mange unge mennesker, der var tiltrukket af, at de skulle se noget ud over det sædvanlige. Det, syntes jeg, var opmuntrende.
Jeg håber meget, at de ansvarlige politikere i Aarhus kan indse, at Aarhus Cyklebane skal bevares. Simpelthen fordi den er så fuld af minder. Men også fuld af muligheder. Det kunne man jo se sådan en løbsaften. Der blev kørt skidegodt cykelløb.
Giv det lige en tanke, at cykelsporten er meget smuk. At Aarhus Cyklebane er et vidunder. En drøm af en bane, som ligger lige i skovkanten. Tænk, at den her bane er her for at blive. Og for at give nye generationer nye oplevelser af banesportens skønhed og drama."
ref.:
http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE5927373/J%C3%B8rgen+Leth%3A+%C2%BBCykelbanen+var+min+f%C3%B8rste+rejse %C2%AB/
Samtaler om cykling
