Jimmi Madsen (nederst) ved 6-dagesløbet i 1999, som han vandt sammen med Tayeb Braikia.

 

 

Jimmi Madsen

En af de farverige figurer i dansk cykelsport er Jimmi Madsen.
En stærk, målbevidst rytter, hvis karriere er gået op og ned.

På landevejen kører Madsen ofte flere gear højere end feltets øvrige ryttere, hvilket er det synlige tegn på styrke og selvtillid.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at se Madsen mange gange, bl.a. til Ordrupbanes afslutningsløb i september 2000, hvor han viste en imponerende styrke i kamp mod verdens-elite-ryttere som Bruno Risi og Silvio Martinello. At tage en omgang på en udendørs 370-meter betonbane er ikke noget man bare gør, men det gjorde Madsen altså - flere gange endda.

Derfor kom det også som et chok for den danske cykelverden, da han og Jacob Piil blev nummer alt-for-meget ud af fjorten par. Dagen forinden havde Madsen kørt linieløb (et løb han angiveligt kørte for at lære banen at kende) og her klaret sig stort set lige så dårligt.

Der er derfor en vis portion sandhed i udtrykket, at han har fremtiden bag sig, men på den anden side har CSC Tiscali jo givet ham en ny kontrakt - en ny chance - og man skal som bekendt aldrig sige aldrig, så hvem ved, måske viser han pludselig noget stort.
Man har da lov at håbe.

Efterfølgende en række udklip, som omtaler Madsen direkte eller indirekte.

==============================================

Jimmi Madsen

Jimmi Madsen er nok mest kendt for sin rolle som den ene halvdel af ”Par nr. 7” i de danske 6-dagesløb, hvor han har i alt 8 sejre.Han har som banerytter været karakteriseret som den ”ensomme ulv” og professionel individualist på de europæiske vinterbaner gennem en lang årrække. Bortset fra årene 1997-99, hvor han var tilknyttet Danmarks første professionelle cykelteam Acceptcard Pro Cycling, har han været uden reel tilknytning til et hold. Men i 2002 tegnede han kontrakt med CSC Tiscali, og har siden været tilknyttet holdet. Han er iøvrigt en af de få gengangere i OL-sammenhæng. Han har således deltaget fire gange på bane (Sidney 2000, Atlanta 1996, Barcelona 1992 -hvor det blev til bronze medalje i 4000 m hold - samt Seoul 1988).

På landevejen er Jimmy Madsen en mere neutral figur, og er sjældent blandt dem, der ses allermest i kameralinsens lys. Her optræder han som den solide hjælperytter og sammenbidte slider, der ofrer sig 100% for sin kaptajn. Deltog i 2002 i Giro d’Italia, hvor han sluttede som nr. 108.

Fakta om Jimmy Madsen:
Født : 04.01.1967 (København)
Land : Danmark
Højde : 1,83 m
Vægt : 71 kg

Professionel siden: 1993

Tidligere hold:
1993 – 1996: Trumf Stillads (personlig sponsor)
1997 :
1998 – 1999: Acceptcard Pro Cycling
2000 - 2001 : Team Bornholm
2002 : CSC-Tiscali
2003 – : Team CSC

Nuværende kontrakt udløber 31.12.2004

Resultater:

1993:
Bronzemedalje, VM Banecykling
Bane - 6 Dagesløbet i München (med Michael Sandstød)

1994:
Bane - Dansk Mester (4000 m forfølgelsesløb)
Etapesejr i Bayern Rundfahrt

1995:
Bane - 6 Dagesløbet i Forum (med Danny Clark)
Dansk Mester (holdløb)
Bane - 6 Dagesløbet i Herning (med Jens Veggerby)
Etape i Bayern Rundfahrt
Bane - Dansk Mester (pointløb)

1996:
Bane - 6 Dagesløbet i Stuttgart (med Jens Veggerby)
Dansk Mester (holdløb)
Bane - Dansk Mester (4000 m holdførfølgelsesløb med Tayeb Braikia, Frederik Bertelsen og Michael Sandstød)
Bane - Dansk Mester (parløb med Jens Veggerby)
Bane - Europa Mester (parløb med Jens Veggerby)

1997:
Bane - 6 Dagesløbet i Forum (med Jens Veggerby)
Bane - Dansk Mester (4000 m holdforfølgelsesløb med Tayeb Braikia, Frederik Bertelsen og Michael Sandstød)
Bane - Europa Mester (parløb)
Bane - 6 Dagesløbet i Herning (med Jens Veggerby)

1998:
Bane - Dansk mester (4000 m holdforfølgelsesløb med Tayeb Braikia, Kim Marcussen og Jakob Piil)
Bane - 6 Dagesløbet i Bremen (med Jens Veggerby)

1999:
Bane - 6 Dagesløbet i Forum (med Tayeb Braikia)
Bane - Dansk Mester (parløb med Michael Sandstød)
Meldgaardløbet
Bane - 6 Dagesløbet i Gent (med Scott McGrory)
Bane - 1001 Runde

2000:
Natur Bornholmløbet
Bane - Europa Mester (Derny race)
Bane - Omnium Ordrup
1. Etape i Tour de Berlin
Sorgenfriløbet
OL-Parløbsouverture (med Jakob Piil)
Bane - Dreidaagse van Amsterdam (med Jakob Piil, Jimmi Hansen og Anders Kristensen)
Bane - Dansk Mester (50 km parløb med Jakob Piil)
Bane - Dansk Mester (4000 m forfølgelsesløb)
SEMCO-Løbet
Bane - Ordrupbanens Finalestævne - Nationernes Derby (50 km parløb med Jakob Piil)

2001:
Gladsaxeløbet
Bane - Dansk Mester (40 km pointløb)
Bane - Dansk Mester (50 km parløb med Mads Christensen)
Bane - 6 Dages Ouverturen (Post Par-Omnium med Michael Sandstød)
Bane - 6 Dages Ouverturen (35 km parløb med Michael Sandstød)

2002:
Prolog i KARA-Løbet
KARA-Løbet
Dansk Mester (holdløb med Bjarke Nielsen og Jakob Piil)
DBC's 10 km mesterskab
Julestævne (75 km parløb med Jimmy Hansen)

http://www.feltet.dk/profil/index.php?side=profiler&kategori=Team%20CSC&id=104

==============================================

JIMMI MADSEN

Jimmi er nok mest kendt for sin rolle som den ene halvdel af ”Par nr. 7” i de danske 6-dagesløb.

Jimmi har været den ”ensomme ulv” som professionel individualist på de europæiske vinterbaner gennem en lang årrække. Bortset fra årene 1997-99, hvor han var tilknyttet Danmarks første professionelle cykelteam Acceptcard Pro Cycling, har Jimmi været uden reel tilknytning til et hold. Fra og med 2002 er Jimmi imidlertid fast mand på Danmarks førende cykelhold, CSC Tiscali, på en kontrakt formidlet af VeggerbySport.

Jimmi fik sit store gennembrud i vinteren 1994/95, hvor han fik chancen som fast makker med Jens Veggerby – såvel i ”par nr. 7 ” på de danske baner som på de internationale 6-dages-arenaer. I dette makkerskab blev det bl.a. til to europamesterskaber (1997 og 98) og fem 6-dages sejre.

Siden 1998, hvor Jens Veggerby stoppede sin aktive karriere, har Jimmi med skiftende makkere fortsat sin karriere med succes. Det er siden dengang blevet til ikke mindre end tre 6-dages sejre. Han har nu vundet 8 i alt. I år 2000 blev Jimmi europamester igen – men denne gang i ”Derny” (motorpace). Gennem årene er det ligeledes blevet til 19 danske mesterskaber fordelt på bane og landevej.

Jimmi er en af de få gengangere, når det gælder OL. Han har således deltaget fire gange – senest i Sidney 2000 og før da i Atlanta 1996 og Barcelona 1992, hvor Jimmi tog bronze medalje i 4000 m hold samt første gang i Soul 1988.

Jimmi kan benyttes i mange former for reklamer og til diverse events – med respekt for de sponsorer, der står bag hans firmahold. Hans særlige status som vinterbane specialist åbner for nogle helt unikke muligheder.

http://www.veggerbysport.dk/side/189/Profiler-Cykling-Jimmi_Madsen

==============================================

1996.Jan.31:
CYKLING

Det 38. københavnske 6-dagesløb sluttede her til aften. Og det blev ikke til en dansk favoritsejr til det traditionsrige par nr. 7, Jens Veggerby/Jimmi Madsen. De blev slået - næsten - på målstregen, af par nr. 6. Bruno Risi/Kurt Betschart, Schweiz.

Men du godeste - det var altså et tæt opgør mellem 3 par:
7. Jens Veggerby/Jimmi Madsen, Danmark
2. Silvio Martinello/Marco Villa, Italien
6. Bruno Risi/Kurt Betschart, Schweiz

De vogtede meget, meget tæt på hinanden. De 3 par spurtede og erobrede omgange sammen - i treenighed. Men i de sidste afgørende spurter var det Bruno Risi, Schweiz, der havde langt de fleste kræfter.

Slutstillingen i toppen:
332 point 6. Bruno Risi/Kurt Betschart, Schweiz
325 point 2. Silvio Martinello/Marco Villa, Italien
319 point 7. Jens Veggerby/Jimmi Madsen, Danmark

Publikum i forum fik altså ikke en dansk sejr, men gør det noget, når vinderne i den afgørende fase er bedre?

Med hensyn til publikum: Der har været tæt på udsolgt alle 6 dage, og til i aften var der absolut udsolgt!
Men sådan plejer det at være på finaledagen - i røg og damp! Hvis nogen af Jer har været i Forum til cykelløb, så vil I vide, at har man astma, er det ikke det rigtige sted at opholde sig!
Lige så pragtfuld stemningen og atmosfæren er, lige så rædselsfuldt er det at skulle trække vejret i røgen. Og det er uanset om man selv er stor-ryger eller ej.

Da løbet var slut, sagde Jens Veggerby/Jimmi Madsen samstemmende: der er skabt en meget god grobund for makkerskab, og det tegner godt for næste sæson. Parret har ligget i front i de seneste løb. Jimmi Madsen sagde - med stort smil - at træningen til sommer vil bestå af en del spurttræning!

http://www.danske-nyheder.dk/arkiv/1996.01.31.html

==============================================

Berlingske Tidende 1998.Oktober.24:
Jimmi Madsens mærkelige år

Af Harvy Hansen

HERNING
Det har været et af den slags år, der kan gøre enhver topidrætsmand deprimeret. Det syntes at kulminere, da Jimmi Madsen i sidste øjeblik blev vraget til verdensmesterskaberne i Bordeaux, men netop som den skuffelse var ved at fortrænges, dukkede nye frustrationer op. På grund af makkeren Jens Veggerbys brækkede skulder syntes Madsens vinterbanesæson at ligge i ruiner.
»Lige nu føler jeg mig forvirret og mærkelig,« siger Madsen, der i 6-dages-løbet i Herning danner par med Rolf Sørensen: »Det har været svært for mig at sætte mig op. Det er i orden at køre med Rolf, men jeg frygtede, at jeg vinteren igennem skulle køre med forskellige tyske makkere.«

Satser på landevej
Så galt går det nu ikke, men alligevel afslører den 29-årige dansker, der er noteret for seks 6-dages-sejre, at han næste år overvejer at satse alt på landevejen. »Ikke fordi jeg ikke føler mig anerkendt for mine resultater på banen, men jeg vil gerne gøre det så godt som muligt for holdet (Team Acceptcard, red.).

Med Veggerbys karriere hængende i den tynde tråd, kører Madsen de kommende 6-dages-løb sammen med landsmanden Tayeb Braikia, der også står uden sin faste makker, skadede Jakob Piil. »Det er vel naturligt, at vi fortsætter makkerskabet frem til nytår, hvor vi må se, om Jens bliver klar igen. Sker det ikke, vil jeg - om man kan lide det eller ej - foretrække at køre med Michael Sandstød.

»Hvilken `man' hentyder du til?«

»Det vil jeg helst ikke komme ind på.«

»Sportsdirektør Henrik Elmgreen ser `et drømmepar' i dig og Piil?«

»Nu må vi se. Jeg vil ikke drage forhastede slutninger.«

Stærkt gik det derimod, da daværende landstræner Kim Refshammer kort efter DM vragede Madsen/Sandstød og sendte Braikia/Piil til VM.
»Han løb fra alle aftaler, og det var også derfor, jeg ikke var med i weekendens prestigefyldte Open des Nations i Paris. Jeg har læst et sted, at jeg hellere ville forberede mig til løbet her i Herning. Det er noget vrøvl. Jeg meldte fra i protest.«

Få tilskuere
Løbet i Herning har fået en fin start på banen, hvor publikumsfavorit Jesper Skibby, i par med italieneren Silvio Martinello, har været toneangivende.
»Personlig er jeg ikke ligefrem flyvende, men der er lang vej hjem,« siger Madsen, der ligesom alle andre i feltet er skuffet over manglende publikumsopbakning.
»Der har været grumt tomt, og tilskuerne har haft svært ved at råbe os op.«
På åbningsaftenen så der meget tomt ud, men ifølge pressechef Finn Heiner var der op mod 2.500 tilskuere, hvilket er 500 færre end i fjor. Det var dog meget få, der holdt til den sidste jagt.

Par nr. 7 har ikke fået en heldig start i Herning. Rolf Sørensen (tv.) trøster her Jimmi Madsen.

Foto: Ernst van Norde Jimmi Madsens mærkelige år

6-dages-løb: Da Jens Veggerby blev påkørt af en bil, ramte det også hans faste makker Jimmi Madsen, der har oplevet nogle turbulente cykelmåneder.

==============================================

BT 1998.Okt.28:
Jimmi Madsen får hovedrolle i Dortmund

De danske vinterbanestjerner er så stærke, at de er med i de kommende 6-dages-løb, hvoraf de to starter allerede i morgen i Dortmund og Grenoble.

»I Dortmund kommer Jimmi Madsen til at spille en afgørende rolle sammen med italieneren Marco Villa,« siger den tidligere 6-dages-konge Patrick Sercu, der nu er manager for alle 6-dages-løbene og rytterne. Han var i Herning for at overvære finalen.

I Dortmund kører desuden blandt andre Risi-Betschart, Martinello-Aldag, Kappes-Beikirch, de Wilde med en endnu ukendt makker og yderligere 10 par.

I Grenoble kører Tayeb Braikia sammen med Moreau, mens Michael Sandstød får franske Flickinger, der er et supertalent på landevejen, som makker. Adriano Baffi danner - hvis skulderen holder - toppar med Collinelli.Jimmi og Tayeb sammen.

Om godt en uge køres det meget store løb i München. Her kører Jimmi Madsen og Tayeb Braikia sammen og er meget opsat på at yde en god indsat. Martinello skal i München forsøge at køre landevejsstjernen Cipollini frem, og blandt andre topkonstellationer er Risi-Betschart.

==============================================

1999.Dec.:
Nyt ansigt med i par nummer 7

20 gange er Tayeb Braikia i sin professionelle karriere blevet præsenteret for publikum til europæiske 6-dagesløb. Men når rytterne præsenteres på målstregen til det 41. københavnske 6-dagesløb, er det første gang, at den århusianske cykelrytter kører med det forjættede 7-tal på ryggen

Drømmen om at blive cykelrytter er ikke ny for Tayeb Braikia, der nu debuterer som den ene halvdel af det forpligtende par nummer 7.
Den 25-årige kontorassistent og professionelle Team Acceptcard rytter oplevede som 9-årig for første gang et cykelløb på Århus Cykelbane, og den cykeloplevelse må have gjort et uudsletteligt indtryk. For drømmen om at blive professionel cykelrytter blev sået den dag for 16 år siden, hvor en af Tayebs fars arbejdskolleger tog knægten med til sportsstævne.

I løbet af kort tid var han aktiv på den idylliske cykelbane i Fredensvang ved Århus Stadion - og han viste sig at være god, rigtig god. Tayeb Braikia rummede nemlig den sjældne flair, der kræves af en god banerytter. Fysisk var han hverken for stor eller for tung, og frem for alt havde han den viljestyrke og ærgerrighed, som enhver sportsudøver skal være i besiddelse af, hvis sporten skal gøres til et elitært levebrød.
Det betød til gengæld, at Tayeb Braikia måtte vansmægte i sine ungdomsår. Modsat mange af sine jævnaldrende har den ikke stået på fester og alkohol, men derimod på tidligt i seng, masser af mørke morgener, solide ditto måltider og lange, ensomme træningsture på de danske landeveje.
Hver dag.
Året rundt.

Talentet, disciplinen, den hårde træning og ikke mindst respekten for cykelsporten, viste sig imidlertid hurtigt at bære frugt. Allerede som stor teenager i 1991-92 kunne Tayeb Braikia fremvise en medaljerække med hele seks danske juniormesterskaber på bane, og blandt de øvrige imponerende resultater tæller også en flot 5. plads ved junior VM i 1.000 meter på tid i Athen i 1992.

Ønskemakker med et drømmenummer
Efter endt uddannelse kunne kontorassistenten i fuld overensstemmelse med familiens ønsker koncentrere sig 100 procent om cykelløb. Fra 1995–1997 blev det eksempelvis til fire sejre i Talent 6-dagesløb (tidligere amatørernes 6-dagesløb), og i 1997 sikrede Tayeb Braikia sammen med Jakob Piil i de nationale farver en World Cup-sejr i parløb i Athen.

Samme år tog Tayeb det længe ønskede spring og gjorde sin lidenskab til sin levevej. Året efter avancerede han til en kontrakt med det professionelle cykelhold Team Acceptcard, hvilket også har givet mulighed for at markere sig på landevejen.

- Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg hos Team Acceptcard skulle koncentrere mig 100 procent om landevejen. Men da chancen for at køre som den ene halvdel af par nr. 7 viste sig, fordi Jens Veggerby måtte melde afbud på grund af en skade, så slog jeg til. Det var en chance, som jeg slet ikke kunne lade være med at tage, og Jimmi Madsen er en drømmemakker, siger Tayeb Braikia med begejstring.
Og hidtil har Tayeb levet op til den tillid, han er blevet vist.

Med blot en snes starter i professionelle 6-dagesløb før det 41. københavnske løb kan han allerede bryste sig af syv placeringer i Top 4. Sammenlagt er han i denne sæson nummer ni på vinterbanerytternes rangliste med 10 points. Det er samme antal points, som er kørt ind af den italienske yngling Marco Villa, der oftest danner par med Silvio Martinello, som er Tayebs store forbillede.

Når Tayeb Braikia 29. januar debuterer i Forum i den dannebrogsfarvede trøje, så er det sjette gang, han skal køre sammen med Jimmi Madsen. Men han skal ikke forvente at komme nemt til en eventuel sejr, selv om parret optræder på hjemmebane. Unge "opkomlinge" har det ikke altid let i selskab med de garvede ryttere, og med et par andenpladser i denne sæson har Tayeb allerede lært, at selv om man kan dufte sejrens sødme lige om det næste sving, så har man ikke vundet før målstregen er passeret for sidste gang.
Foruden Tayeb Braikia-Jimmi Madsen i par nummer 7 deltager også danskerne Jesper Skibby, Jakob Piil og Ronny Lerche i det københavnske 6-dagesløb i Forum.
De får alle udenlandske makkere.

==============================================

Politiken 1999.Jan.27:
Uheldige Veggerby lever i håbet

Af Mogens Jacobsen

Siden 1989, da han på hjemmebane vandt sit første seksdagesløb sammen med australieren Danny Clark, og frem til denne sæsons begyndelse havde Jens Veggerby status som Danmarks førende vinterbanerytter. Og var han ikke i sommer blevet udsat for et særdeles ublidt møde med en bil under træning, hvorved den ene skulder læderedes voldsomt, havde han utvivlsomt også i morgen aften stået på startlinien i Forum ved Jimmi Madsens side i par nr. 7 på jagt efter sin 14. seksdages-triumf.

Men selv om Jens Veggerby har måttet sidde uden for hele denne vinter, og mange anser det for næsten umuligt, at han kan vende tilbage - ikke mindst fordi han har rundet de 36 år - har han ikke selv opgivet håbet.

»Jeg synes, jeg i den seneste tid har kunnet mærke fremgang i skulderen, hvor ledbåndene ved ulykken blev så beskadigede, at situationen tegnede meget sort. Jeg har kunnet foretage mig ting med den, som jeg ikke kunne tidligere på vinteren, men om den i den sidste ende kan holde til den hårde belastning under et seksdagesløb, har jeg endnu ingen fornemmelse af«, fortæller Jens Veggerby.

»Alt afhænger af den dom, lægerne afsiger i slutningen af februar, men jeg klynger mig da til håbet om, at de siger, jeg kan køre igen. Får jeg grønt lys, tager jeg nok et langt ophold sydpå for i varmen at kunne få trænet rigtigt igennem og indhentet det forsømte«.

»Jeg er udmærket klar over, det kan blive vanskeligt at få min plads i par nr. 7 tilbage. Faktisk har jeg slet ikke diskuteret det med Jimmi, så jeg aner ikke, hvordan han stiller sig. Men jeg ved, det er en hård branche, hvor der ikke bliver vist megen barmhjertighed. Jeg kan sagtens leve med at køre enten med en anden dansker eller en udlænding. Det altafgørende er, at jeg kan nå det niveau, jeg havde før ulykken. Jeg vil ikke drøne rundt som et ringvrag«.

På ét punkt har den lange, ufrivillige pause ikke givet Jens Veggerby anledning til triste spekulationer. Han er nemlig rent økonomisk forsikret mod den situationen, han befinder sig i.

»Jeg har hos firmaet Euro Accident sørget for at gardere mig mod en afbrydelse i karrieren, som den, jeg lige nu må leve med. Og skulle det gå så galt, at jeg bliver nødt til at sige stop, er jeg også forsikret mod det«.

==============================================

EkstraBladet 2000.Juni.09:
Jimmi Madsen fører i Berlin

Banespecialisten Jimmi Madsen kan også, når der er asfalt under cykeldækkene.
Fredag vandt Team Bornholm-rytteren 2. etape i Tour de Berlin og overtog samtidig den gule førertrøje i løbet. Jimmi Madsen havde ni sekunders forspring i mål til det jagtende hovedfelt efter et langt soloudbrud. Holdkammeraten Jimmy Hansen blev nummer fire på etapen.

==============================================

Alt om cykling - 2000.Juni.10:
Madsen mistede trøjen

Polak overtog den gule trøje
Seksdages-specialisten Jimmi Madsen kunne kun i et enkelt døgn glæde sig over at bære førertrøjen i cykelløbet Tour de Berlin. Den sidder nu på polakken Bernhard Bocian, som lørdag vandt den 125 km lange anden etape i et spurtopgør med landsmændene Grzegorz Rosolinski og Zbigniew Wyrzykowski. Den polske trio kom i mål 1,39 minutter før endnu en trio og flere minutter før hovedfeltet, hvor Jimmi Madsen befandt sig.

/ritzau/

==============================================

BT 2001.Sept.27:
BANERYTTER DRØMMER OM LANDEVEJEN

Jimmi Madsen er banerytter med stort B.

Nu står overfor endnu et VM på cykelbanen i Antwerpen, men landevejen rumler i baghovedet.
Den 32-årige danske cykelrytter taler nemlig for tiden kontrakt med cykelholdet CSC/Tiscali, og han regner med en afklaring i ugerne efter, at VM i Antwerpen er slut. Det er det på søndag, når han og Jimmy Hansen har kørt den sidste omgang i parløbet, som slutter det hele af. Dagen forinden kører Jimmi Madsen også pointløb.

»Jeg vil ikke løbe fra det. Vi har haft en dialog siden Danmark Rundt midt i august, men vi er slet ikke færdige,« siger Jimmi Madsen, der godt kunne tænke sig at prøve kræfter med landevejen under endnu mere professionelle forhold end han har prøvet hos Team Acceptcard eller Team Bornholm, hvor han kører nu.

Jimmi Madsen har vundet seksdagesløb, men han er ydmyg overfor landevejen, kender sin rolle, og ved, hvad han kan tilbyde.
»Først og fremmest er jeg billig,« siger han og griner.
»Jeg er kun en lille brik i spillet. Holdet har vist langt større ting på tegnebrættet end mig. Derfor er det ikke min kontrakt,« som bliver først færdig.

Selv hvis den danske banerytter skulle blive CSC/Tiscali-rytter i næste sæson, vil det stadig være på banens præmisser. Næste års VM er i Danmark på den nye cykelbane i Ballerup, som efter planen skulle være klar til indvielse i december.
Men han søger den styrke, landevejsløb kan give ham, også selv om det bliver i hjælperens rolle. »Det svarer til at gå tre tænder op på klingen, men det kunne være spændende at se, hvor langt man kan drive det,« siger han.

For et år siden troede Jimmi Madsen, at han kunne drive det langt på en cykelbane. Han skulle køre parløb med Jacob Piil ved OL i Sydney, og danskerne troede med Jimmi Madsens ord, "at de kunne lægge banen ned". Det kunne de ikke. Så langtfra. De havde svært ved bare at følge med og sluttede tredjesidst blandt 15 par. Nogle dage tidligere var Jimmi Madsen også sluttet blandt de sidste i pointløbet.

»Uha, uha. Så galt kan det ikke gå igen. Jeg har ingen forhåbninger overhovedet. Denne gang er det nok klogest at se pessimistisk på det, og så må vi se, hvad der sker,« siger Jimmi Madsen.

Arrene fra Sydney skræmmer Jimmi Madsen så meget, at han gang på gang understreger, at han ikke har nogen som helst forventninger om et stort dansk resultat ved VM på lørdag og søndag.
Med henblik på næste års VM er det også lidt skræmmende, at Danmark kun er kvalificeret i to discipliner ved VM. Pointløbet klarede Jimmi Madsen endda først i sidste forsøg, World Cup-løbet i Malaysia i august. Da skulle Jimmi Madsen som minimum blive nummer fire for at sikre kvalifikationen. Han blev nummer to. »Det har været svært at få banetræning i år. Jeg tror, at der vil være fremgang så snart vi får den nye bane, men dansk succes til næste år, bliver nok primært baseret på individuelle præstationer. Holdløbet kræver mere forberedelse,« siger Jimmi Madsen.

Den danske veteran føler til dels, at næste års VM er blevet trukket ned over hovedet på de danske ryttere. Han er slet ikke sikker på, at rytterne er klar til det. Danmarks Cykle Union kan håbe på at overtale ryttere som Jacob Piil, Tayeb Braikia og måske Michael Sandstød, men ellers er det Jimmi Madsens makker i søndagens parløb, som skal gå forrest om et år. Jimmy Hansen flirter også med landevejen. Den 23-årige rytter fra Team Bornholm vandt i sidste måned den afsluttende afdeling af landevejens Post Cup, og blev samlet nummer to i konkurrencen.
Sidste år var han dansk mester for U23-ryttere.
Sammen blev Jimmi og Jimmy nummer seks i seksdagesløbet i Amsterdam i sidste uge. De fortsatte til Mallorca på træningslejr, og mere optimal forberedelse får de ikke før næste år.

/ritzau/

==============================================

BT 2001.Dec.27:
MICHAEL SANDSTØD ER SULTEN

Efter i en periode at have helliget sig landevejen har Michael Sandstød igen fået smag for banecyklingen. Sandstød er da også, sammen med Jimmi Madsen, udset til at løfte arven som par nummer 7 ved 6-dagesløbet 1.-6. februar i Siemens Arena i Ballerup.

Af Susanne Horsdal

Men allerede i dag får parret mulighed for at prøve sig selv af i konkurrence, når dørene åbnes til 6-dages ouverturen - et omnium over fire afdelinger samt et 35 km parløb. Mens der for baneveteranen Jimmi Madsen mest er tale om en sen juledessert, vil det for Sandstød bære mere præg af en forret.

»Det bliver min første konkurrence siden jeg i efteråret blev opereret (hofteskade, red.). Jeg har trænet flittigt i Spanien og på banen i Ballerup. Alligevel er jeg utroligt glad for denne test, før Jimmi og jeg skal danne par i de tyske 6-dagesløb i Bremen, Stuttgart og Berlin samt ikke mindst København,« siger Michael Sandstød.

I dagens ouverture kommer Madsen/Sandstød op mod blandt andre Bruno Risi/Kurt Betschart og Etienne Dewilde/Jimmy Hansen, men parret har videre perspektiver. I september afvikles Bane-VM i Ballerup, og hvis alt flasker sig, kan par nummer 7 meget vel vise sig at blive et godt dansk bud på en topplacering.

I første omgang har parret givet hinanden håndslag på, at der skal satses optimalt frem mod det genopstandne, københavnske 6-dagesløb.
De første tråd frem mod det mål trædes i dag i Ballerup.

==============================================

EkstraBladet 2002.Jan.17:
Satser på Spanien

CYKLING: Jimmi Madsen giver den hele armen på landevejen efter skilsmisse.

Girona i det nordlige Spanien er det nye samlingspunkt for professionelle danske cykelryttere. Senest tilkomne rytter er vinterbanespecialisten Jimmi Madsen, som har satset hele butikken og er flyttet til det sol- og bjergrige Spanien, hvor træningsmulighederne er gode og skatten til at betale.

Sammen med seksdages-makkeren Michael Sandstød og holdkammeraten Jacob Piil har Jimmi Madsen bosat sig i den nordspanske by med det kuperede terræn, hvor også CSC Tiscalis sportsdirektør, Johnny Weltz, holder til.

Mandskabets nye amerikanske es, Tyler Hamilton, er også blandt de daglige træningskammerater på vejene omkring Girona.

- Jeg har i en sen alder fået chancen på et professionelt landevejshold og så har jeg altså valgt at give den hele armen. Jeg er blevet skilt og har nu kun mig selv at tage hensyn til i det daglige, så derfor er jeg flyttet fra Danmark, siger Jimmi Madsen, som sammen med Michael Sandstød udgør par nummer syv i det genopstandne københavnske seksdagesløb i forstaden Ballerups nye Arena.

MANGLER SPURT - Jeg tjener stadig de fleste af mine penge på vinterbanen, men jeg glæder mig for alvor til at prøve kræfter på landevejen. Mit foreløbige mål hedder Giro d'Italia, og skal jeg være min indsats bekendt i så stort et etapeløb, kræver det ordentlig forberedelse.

På landevejen er Jimmi Madsen udset til at være hjælperytter for stjerner som Laurent Jalabert og Tyler Hamilton, mens han i det københavnske seksdagesløb er i rollen som dansk stjerne i par nummer syv.

Makkeren Michael Sandstøds store satsning ligger også på landevejen i 2002, men den mangedobbelte danske mester i enkeltstart vil bruge seksdagesløbet til at køre sig tilbage i form.

- Jeg fik en hård medfart ved seksdagesløbet i Bremen i den forløbne uge. Lørdag fik jeg en decideret krise, men jeg kom ovenpå igen og de to sidste dage gik det nogenlunde, siger Michael Sandstød, som dog erkender at både han og Jimmi Madsen stadig mangler en del inden spurtstyrken er intakt.

De to landevejsryttere Rolf Sørensen og Frank Høj er også blevet lokket til Ballerup for at give arrangementet lidt dansk kolorit. Derudover tjener det 42. københavnske seksdagesløb også som afskedsløb for den dopingberygtede 43-årige belgier, Etienne Dewilde, der skal danne par med det unge danske håb, Jimmi Hansen.

==============================================

Jyllandsposten 2002.April.15:
Banerytter på udebane

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN
Foto: SØREN LORENZEN

Jyllands-Postens udsendte medarbejdere
Liège

På stenbroen i København har Jimmi Madsen altid følt sig hjemme, men brostenene i Frankrig kommer han til gengæld aldrig til at elske.

At forcere de kuperede pavé-sektioner i Paris-Roubaix kræver nemlig stadig mere end almindeligt held og dødsforagt, selv om man er født og opvokset på Nørrebro. Derfor fik Jimmi Madsen da også helt bogstaveligt cykelklassikeren at mærke, da han søndag debuterede i løbets 100. udgave.
Godt nok slap CSC Tiscali-rytteren for skrammer og buler, men 100 kilometer før mål måtte han alligevel udgå - helt tom og ødelagt.
Dagen efter var kroppen stadig medtaget af de mange chok og stød, og Jimmi Madsen nøjedes med en træningstur på 30 kilometer for lige at få rystet det hele på plads igen.
»Det var fedt at opleve suset fra publikum, selv om jeg lå langt tilbage. Det er så voldsomt hårdt at køre på brosten, og så hjælper det jo heller ikke, at jeg lige har været syg,« fortæller Jimmi Madsen.
Alligevel vil deltagelsen i Paris-Roubaix stå som noget af det største i hans karriere, selv om han i Danmark altid har været mest kendt som banerytter. I de tidlige drengeår blev han hver tirsdag slæbt med i Forum for at se baneløb for amatørryttere og slog sig også selv på disciplinen, selv om han første gang nægtede at køre, fordi banen så alt for stejl ud.

Uventet chance
Frygten overvandt han næste dag, og siden har han trukket folk til seksdagesløb som den ene halvdel af par nummer 7. Sådan så karrierens sidste år også ud til at skulle forme sig, men i en alder af 33 år fik han uventet en chance for at gå nye veje.
Før denne sæson hyrede CSC Tiscali ham som den 25. og sidste rytter i stalden, og nu er Jimmi Madsen ved at vænne sig til rollen som arbejdshest, mens han har overladet manegens centrum til andre.
En anden forvandling - den fra bane til landevej - koster også overvindelse og sved, selv om Jimmi Madsen tidligere har kørt professionelt for Team Acceptcard. Det nu hedengangne mandskab nåede dog aldrig op på samme niveau som CSC Tiscali, så derfor er både krav og løbsprogramm ganske anderledes.
»Først nu har jeg lært, hvor stor forskellen egentlig er. Landevejen er mere sejtrækkeri med mange flere kilometer og timer, hvor vi på banen kører én time for fuld knald med korte intervaller og så får et pusterum. På landevejen er det hårdt fra start til slut,« forklarer Jimmi Madsen, der allerede har overskredet sine grænser. Med en sidste kraftanstrengelse fik han lige akkurat gennemført Flandern Rundt som nummer 107 og sidste rytter, hvilket tog ham mere end syv timer. Så længe havde han aldrig siddet i sadlen før, og nu håber han bare at kunne bruge erfaringerne og oplevelserne til at hjælpe sine holdkammerater frem til placeringer.

ref.:
http://www.jp.dk/dbp/internetavisen/sport/artikel&art_id=3654228

==============================================

2005.Jan.17:
Jimmi Madsen klar til dansk seksdagesløb

Cykelrytteren Jimmi Madsen er klar igen efter sit styrt i seksdagsløbet i Bremen og stiller op i Ballerup Super Arena.

Styrtet i Bremen skete søndag formiddag, og Jimmi Madsen måtte en tur på hospitalet med smerter i knæet. Derfor frygtede han, at det blev nødvendigt med et afbud til seksdagesløbet i Ballerup. Mandag aften er han dog tilbage på cykelbanen i Bremen, oplyser DR.

Jimmi Madsen kører den sidste del af løbet sammen med Andreas Kappes, der har mistet sin makker Matthew Gilmore, ligesom danskerens oprindelige makker Scott Mcgrory også er ude efter et styrt.

ref.:
http://www.infopaq.dk/sport/sport.asp?artno=148465

==============================================

2005.Jan.27:
PRM: 6-dages-løb

Rundt om 6-dagesløbet

I det københavnske 6-dagesløb har der altid været kamp om at være sponsor for det danske par nr. 7. I år bliver det Alm. Brand, der kommer på Dannebrogstrøjen. Alm. Brand er som bekendt også sponsor for Riis Cycling, og med Jakob Piil som den ene halvdel af par nr. 7 er der god sammenhæng i tingene.

Gamle 6-dageshelte kommer atter i rampelyset, når Scani på 6-dagesløbets åbningsaften, torsdag 3. februar, præsenterer tidligere københavnske 6-dagesvindere. Kay Werner (83 år men still going strong), Palle Lykke (i dag bosat i Belgien), Ole Ritter, Gert Frank, Hans-Henrik Ørsted, Jens Veggerby, Jimmi Madsen og Tayeb Braikia har alle givet tilsagn om at møde op, og de får selskab af udenlandske kollegaer som Lucien Gillen fra Luxembourg (4 x vinder i Forum, bl.a. i 1952 med Kay Werner), Patrick Sercu (med 88 6-dagessejre alle tiders mest vindende. 5 gange vandt han i København, bl.a. med Ole Ritter og Gert Frank) samt Danny Clark, der med 8 sejre er rekordmand i København, og som vindermakkere bl.a. havde Jens Veggerby og Jimmi Madsen.

Danny Clark bliver i København under hele løbet. Han har nemlig startet en ny karriere som dernypacer og har denne vinter kørt i Dortmund, München og Stuttgart. Også i Ballerup får vi ham at se i hans nye metier, og mon ikke han også er til at lokke op på scenen for et enkelt nummer eller to… Årets Derny Grand Prix er i øvrigt sponsoreret af Post Danmark. Pacerne er ubetinget EU’s hurtigste og det vil Post Danmark også gerne være.

Selv om sporten er trumf i Ballerup, skal der også være plads til (anden) underholdning. Den leveres bl.a. af Twiggi’s Disco World og ved eftermiddagsprogrammerne optræder danse-gruppen Funky Teens, der kan bryste sig af titlen danmarksmestre i funk-dance. En af gruppens medlemmer hedder Madsen til efternavn, og hendes far hedder Jimmi…

Arenaen i Ballerup hedder nu Ballerup Super Arena men Siemens har stadig ønsket at være synlig i forbindelse med 6-dagsløbet. Det kan man overbevise sig om ved at kaste et blik på banelegemet.

Den tidligere olympiske mester Dan Frost fik sin debut som 6-dagesspeaker for tre år siden, og han gjorde det så godt, at han har fået genvalg. I år får han også en fast makker, det bliver ingen ringere end den i sportens verdens så særdeles velkendte (og veltalende) Peter Piil. I kulissen spøger endvidere Brian Holm, der som i 2002 har meldt sig under fanerne og vil løse små og store opgaver undervejs, bl.a. sponsorpleje. Og mon ikke også han på et tidspunkt pludselig griber mikrofonen?

Philip Frank er navnet på den ene halvdel af par nr. 11 i Post Danmarks Mini 6-dagesløb. Og ja, den er god nok, det er en søn af den gamle 6-dagestjerne med fornavnet Gert.

Københavns Tekniske Skole er en af 6-dagesløbet nye sponsores. Skolen vil gerne vise sit engagement i ungdommen og er sponsor for U 23-talenternes finaleafdeling af UIV Cup’en.

En del billetkunder fra det aflyste løb i 2002 kom i knibe, fordi de ikke i tide fik refunderet deres billetter og partoutkort. Den nye arrangør af 6-dages 2005, HE Cycling ApS har på frivillig basis valgt frem til 1. januar i år at ombytte billetter og kort fra 2002-løbet til tilsvarende billetter til 2005. Det har betydet et tab i entréindtægt på ca. 150.000 kr., men til gengæld håber man at bevare et godt forhold til det faste 6-dagespublikum.

VIP-bordene på inderkredsen er den helt store dille ved 6-dages 2005. Der har længe været udsolgt til finaleaftenen, men nu er stort set alle borde også væk til de øvrige aftener. Af de populære loger langs banekanten er der også kun ganske få tilbage.

To tilskuere har indtil nu bedt om at få deres billetter til finaleaftenen 8. februar byttet på grund af det udskrevne valg. Den ene var valgtilforordnet i Ballerup.

Pressen vil under 6-dages 2005 blive betjent af Susanne Horsdal, der under løbet arbejder free lance for 6-dagesløbet. Sammen med sekretariatschef Helle Elmgreen vil hun med blid men fast hånd styre akkrediteringen.

Ballerup, d. 26.01.05
HE

ref.:
http://www.danskesportsjournalister.dk/section/news/visnyhed.asp?id=15831&menu=1

==============================================

Søndagsavisen 2005.Jan.28:
Alle gode gange 7

6-dagesløb handler om 7’erne. Dem er der et utal af i Ballerup Super Arena.

Tekst under foto:
83-årige Kay Werner, som ‘opfandt’ par nummer 7, sammen med årets 7’er, Jimmi Madsen.
Foto: Carsten Lundager

Af René Teige

Da Anders Fogh Rasmussen udskrev Folketingsvalg til 8. februar, blev arrangørerne af 6-dagesløbet, hvis finaledag falder sammen med valgdagen, en kende nervøse.
»Men der er kun to, som har været inde for at bytte billetter. Den ene er valgtilforordnet i Ballerup,« griner løbets direktør Henrik Elmgreen.
Løbsledelsen har sat alle sejl for at gøre årets store danske cykelsportsbegivenhed til noget ganske særligt. 83-årige Kay Werner, del af det første par nummer 7 er sammen med de øvrige nulevende vindere af 6-dagesløbet med i Ballerup Super Arena 3. februar. Blandt vinderne kan nævnes Kay Werner, Palle Lykke, Ole Ritter, Gert Frank, Hans-Henrik Ørsted, Jens Veggerby, Jimmi Madsen, Tayeb Braikia, Lucien Gillen og Patrick Sercu.

6-dagesløbets 15 par
1. Frank Høj & Franz Stocher
2. Erik Weispfennig & Patrick Betz
3. Robert Slippens & Danny Stam
4. Franco Marvulli & Alexander Aeschbach
5. Alexei Chmidt & Konstantin Panomarev
6. Bruno Risi & Kurt Betschart
7. Jimmi Madsen & Jakob Piil
8. Iljo Keisse & Peter Schep
9. Michael Sandstød & Andreas Beikirch
10. Matthew Gilmore & Marco Villa
11. Jimmy Hansen & Jacob Moe Rasmussen
12. Jean-Pierre van Zyl & Steven Deneef
13. Michael Schmith Larsen & Jens-Erik Madsen
14. Martin Liska & Jozef Zabka
15. Gerd Dörich & Lars H. Thomsen

Ballerup Super Arena
Når det 43. københavnske 6-dagesløb bliver skudt i gang 3. februar, sker det i den netop genopbyggede Ballerup Super Arena, som er tegnet af den verdensberømte tyske cykelbanespecialist, Ralph Schürman. Cykelbanen er 250 meter lang og bygget af sibirisk fyrretræ. Arenaen måler totalt 100 x 120 meter. Arenaens tagspænd er 75 meter, det største i Danmark. Ballerup Super Arena som har kostet 110 mio. kr. er ejet af Ballerup kommune. Banen afløser den navnkundige udendørs cykelbane i Ordrup fra 1888, som i 2000 blev lukket.

Minier og juniorer
6-dagesløbet 2005 byder ikke kun på professionelt senior parløb. Der er hele tre øvrige løb på programmet. Mini 6-dagesløbet for 12-14 årige bliver kørt for 25. gang. Og det er nok værd at holde øje med de unge. Blandt ‘det rigtige’ 6-dagesløbs deltagere har både Jimmi Madsen, Jacob Moe Rasmussen og Jimmy Hansen vundet mini 6-dagesløbet.
Der køres også junior 3-dagesløb 4.-6. februar med 12 par.
Union Internationale des Velodromes, der er en sammenslutning af professionelle banearrangører, sikrer fremtidens 6-dagesstjerner i UIV Talent Cup 2005. Dette løb køres på alle professionelle 6-dagesløb. Her ligger de danske par Alex Rasmussen-Michael Berling og Mark Hester-Michael Mørkøv til at vinde UIV-cup’en.

ref.:
http://www.sondagsavisen.dk/Site/Laser/Artikler/Sport/9586126.htm

==============================================

CyclingWorld 2005.Jan.29:
En byld generede Madsen

Det danske par nr. 7 Jimmi Madsen/Jakob Piil fik ikke den allerbedste start i 6-dagesløbet i Berlin. Efter de to første dage var de kørt fire omgange tilbage, men det er der er forklaring på:

"Der havde desværre dannet sig en byld som følge af betændelse i nogle af de sår, jeg fik ved mit styrt i Bremen", fortæller Jimmi Madsen fra Berlin og fortsætter: "Jeg har været gennem en penicillin-kur, og om det er den eller betændelsen, der har taget kræfterne, skal jeg ikke kunne sige, men det er en kendsgerning, at jeg "krøb" de første to aftener. Fredag var det så slemt, at jeg måtte tage en neutralisation, og det har kostet os dyrt."

Jimmi Madsen var dog i sadlen igen lørdag aften, og han er overbevist om, at det værste er ovre og at han nok skal være ved fuld styrke, når der skal køres i København, 3. - 8. februar.

ref.:
http://www.cyclingworld.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&id=3022

==============================================

BT 2005.Jan.31:
Stjerner i Danmark - cirkusheste i Berlin

Af Aleksander Josevski

Om fire dage er Jakob Piil og Jimmi Madsen i centrum som par nummer syv i Ballerup. I disse dage er de fyld i feltet i Tyskland.

Berlin: Det er ikke den store kunst. At køre rundt og rundt på cykel. Festen, gøglet, pølserne, de udfordrende reklamepiger, fuldskaben og den tyske slagermusik er der heller ingen kunst i. Ej heller i Jakob Piils fuckfinger. Rettet mod feltet og makkeren Jimmi Madsen.
Livskunst, måske.

»Hvor er de tapre, de drenge, med hvilken sammenbidt energi går de ikke til værket, inspirerede i deres næsten kunstneriske dynamik. Man fornemmer deres stræben som noget ideelt, det er mere end det levebrød dette her, det er kunst! Livskunst!«
Ordene stammer fra en ung, begejstret Klaus Rifbjerg i sin første reportage i Information om 6-dagesløbet i Forum 1957. Han kunne lige så godt have skrevet om Berlin i disse dage.
Fordums Forum-fest er i dag at finde i Berlins Velodrom. Ikke i Ballerup - endnu. Godt 80.000 tyskere over seks dage til cykelcirkus. Til livskunst.

»Kun for sjov«
På en stol foran det rodede hvileskur sidder han spinkel, solbrun og urolig. Jakob Piil løfter pludselig sin hånd og viser en strakt langfinger ud mod banen.
Makker Madsen er kørt i sænk. Igen. Veteranen svækket af alder og en skade. Dagen før neutraliseret. »Det var kun for sjov,« siger Piil.
Og den prominente del af Danmarks par nummer syv fortsætter: »Vi kan ikke nå at vinde noget. Så jeg skal bare ud på banen og træne. Vi skal bare være klar til Ballerup.«
Madsen er ikke klar til Berlin. Han er vred, irriteret. Langt nede. Trækker forhænget til hvileskuret for. I pauserne mellem de første løb sidder de to halvdele af det historiske par uden at sige noget til hinanden. Stjerner i Danmark. Cirkusheste i Berlin.
Imens: Underholdning for omkring 12.000 tyskere i Berlins Velodrom. Diskokugle og blå spots i taget. 30 euro for en almindelig billet og 100 euro for et bord på gulvet. Så hører der også seværdige cheerleaders med på vejen hen til bordet.
Showet er uovertruffen. Eller kikset og kitschet. Alt efter humør og alkoholprocent. »På denne cykel trænede Jan Ulrich for Dynamo Rostock West.«
Den rustne, østtyske cykel er udstillet i gangene i hallen. Ved siden af kan man købe en Chantelli Model Giro til 2000 euro. Eller en Berliner Pils til tre euro, vodka til fire. Eller en Ford Fiesta, spaghetti, smykker, cykeltrøjer - ikke CSCs - bayernwürst med brød eller bjergost med peperoni.
Madsteder, showrooms, cykelsimulatorer, den glade kvintet Brass Up med deres hoppende messinginstrumenter og banjo. Kræmmermarked med boder.
Men mest af alt, øl- og sprutboder. Bjarne Riis betragter det hele. Fra en mindevæg stirrer hans tvetydige øjne ud på tyskerne - ved siden af, Olaf Ludwigs gule trøje fra Fredsløbet i 1986.

Miss Tyskland og Miss Berlin
Berlins 94. 6-dagesløb - det ældste i Europa - ruller. Det samme gør øjnene. Miss Tyskland og Miss Berlin hilser på rytterne. Dansen ruller i et højt gear i det tilstødende diskotek. Cykelløbet? Kører på storskærm i diskoteket.
DJ'en fra Squash-reklamerne - utvivlsomt den samme - taler naturligvis med ekko og kommenterer midt i numrene. Op-dullede kvinder samt midaldrende mænd rykker til tysk slagermusik med teknobeats som bund. Velodromen som Berlins bedste danse- og scorested. Lukker et par timer efter cyklingen ophører. Altså klokken fem nat.
Landsby-dj'erne fra provinsens kvindehåndboldkampe i Danmark har meget at lære fra pladevenderen i selve cykelhallen, hvor ét af lørdagens 15 løb køres.
Danskerne vinder ingen af dem. Til gengæld kan de i pauserne nyde eller skæve til mini-koncerten med Las Vegas-sangeren Tony Christie på gulvet.
De skal trods alt være der fra otte til tre om natten. Køre uden motivation. Madsens humør og køreevne er dog så småt tilbage. Han surfer på sin pda i pauserne, tjekker nyheder på avisernes websites. Syv'erne kommunikerer igen.

Gør det for publikum
»Jeg har lavet dette siden 1992. Hvorfor jeg gør det? Prøv at høre og se publikum. Berlin-tilskuerne er de mest fanatiske af alle. Det er ikke engang, fordi, det kan betale sig for mig. Jeg får betalt pr. løb, og jeg betaler rejse, hotel, soigneur og transport selv,« siger Madsen.
Berlin er sæsonens næstsidste løb, Ballerup det sidste. »Jeg bliver nødt til at finde noget andet i sommerperioden for at tjene nogle penge.«
36-årige Madsen skal genfinde sig selv. Ligesom det moderne Berlin og berlinerne har gjort det efter mange års opdeling og adskillelse. 6-dagesløbet i den tyske hovedstads Velodrom behøver ingen genfødsel. Den overlades til Ballerup.

ref.:
http://www.bt.dk/sport/cykling/artikel:aid=339268/

==============================================

BT 2005.Febr.03:
Jimmi ude i kulden

Af THOMAS NØRMARK KROG

Banerytteren Jimmi Madsen har mødt meget modgang i en lang karriere. Senest har afskeden med Team CSC været hård. Nu er han opsat på sejr i 6-dagesløbet, der starter i Ballerup i dag.

Harley Davidson blev Jimmi Madsen kaldt af sine tidligere holdkammerater på Team CSC, hvor den 36-årige rytter kørte indtil sidste sæson. Tilnavnet har han fået, fordi han bare kører derudad som en uopslidelig maskine. Jimmi Madsens motor har dog virket slidt de sidste par år, hvor sejrene ikke lige frem har stået i kø for den tidligere så succesrige banerytter. Da B.T. møder Jimmi Madsen i Ballerup Super Arena dagen før starten på seksdags-løbet, er det ikke de vilde armbevægelser, som den beskedne fyr fører sig frem med.

Stor skuffelse
Bjarne Riis har heller ikke været overbevist om Jimmi Madsens kvaliteter. Veteranen har måtte kigge langt efter en kontraktforlængelse med Team CSC. Det har været en stor skuffelse.
»Jeg er temmelig skuffet over ikke at få kontrakten forlænget med CSC. Jeg havde lige sat mig op til mentalt at skulle køre en sidste sæson på landsvejene. Men sådan skulle det ikke være,« siger Jimmi Madsen, der sidder på rumpen lige midt på banen i Super Arenaen.
»Det er frustrerende den måde, som jeg måtte stoppe på hos CSC.
I efterårssæsonen passede jeg mit arbejde, og jeg kørte de løb jeg skulle uden at høre noget som helst fra Bjarne Riis,« siger Jimmi Madsen.
19. oktober fik han et officielt brev fra CSC, hvor der stod, at kontrakten ikke blev forlænget.

Dyr omgang
»Det var ikke engang Bjarne Riis selv, der kontaktede mig. Når jeg forsøgte at få en forklaring fra ham selv, var det bare en gang bla-bla,« siger Jimmi Madsen og laver mundbevægelser med sine hænder.
Den aldrende stjerne må derfor køre som amatør i hele den kommende sæson uden så meget som en personlig sponsor i ryggen. Fordi Bjarne Riis nølede helt frem til sidst i oktober, har Jimmi Madsen nemlig ikke kunne nå at skaffe en sponsor op til banesæsonen.
Men der stilles overhovedet ikke spørgsmål ved, om han skal fortsætte karrieren. Jimmi Madsen har fortsat et så stort overskud, at han må fortsætte.
»Det er en dyr omgang, når jeg selv skal betale massør, fysioterapeut og materialer. Men når man først får et klart svar fra en chef omkring 1. november, er det svært at nå at skaffe en sponsor. De hænger ikke på træerne i cykelsporten, så jeg må selv punge ud for at tage rundt til løbene her til vinter,« siger Jimmi Madsen, og sender et hurtigt blik til sin massør, der kommer gående med en af Madsens superlette banecykler.

Mange makker-skift
»Pas på, er den er altså dyr,« siger Jimmi Madsen til massøren og griner. Helt mistet humøret har han heldigvis ikke.
I Ballerup Super Arena har Jimmi Madsen også masser af grund til at smile. Her er han en stjerne og arrangørerne betaler for hans ophold. Jimmi Madsen ser da også frem til sammen med makkeren Jakob Piil at trække i Dannebrogs-trikoten og vise hele Danmark, at det tidligere kæmpetalent stadig kan sejre. Sidste 6-dagssejr ligger ellers hele seks år tilbage, og Jimmi Madsen ved godt selv, at han kunne have fået langt mere ud af sit talent, hvis ikke skæbenen havde drillet ham.
»Sammen med Jens Veggerby dannede jeg jo et stærkt par nr. 7. Men Jens måtte jo stoppe med en skade, og siden har jeg ganske enkelt måtte skifte makkere alt for mange gange. Tayeb Braikia fik jeg også startet et godt makkerskab med, men han valgte at satse på landevejsløb, inden han styrtede så voldsomt,« siger Jimmi Madsen.
Nu skal Jimmi Madsens niende 6-dagssejr i hus på dansk grund, som et sidste fint indtryk af en flot karriere trods alt.
»Min form skal nok ramme de næste seks dage,« siger han og smiler trods alt selvsikkert.

ref.:
http://www.bt.dk/sport/cykling/artikel:aid=340040/

==============================================

CyclingWorld 2005.Febr.14:
Nyt hold til Jimmi Madsen

Efter den flotte sejr i det netop afholdte Københavnske 6-dages løb, har Jimmi Madsen besluttet sig for hvilket hold han skal køre på efter bruddet med CSC.

Det bliver det danske amatør hold Team Mermaid-Renault som får glæden af at have Jimmi Madsen på holdet. Team Mermaid-Renault er det gammel Team Bornholm som op til sæsonen 2005 har skiftet navn til Team Mermaid-Renault.

Jimmi Madsen forventer at skulle køre alle de store danske løb i sæsonen 2005, herunder Post Cup og selvfølgelig DM, samt deltage i Team Mermaid-Renault internationale løbsprogram. Derudover forventer Jimmi Madsen også at lave en aftale med et spansk amatør hold med henblik på deltagelse i de vigtigste spanske amatørløb.
"Vi er utrolig glade for at have Jimmi Madsen tilbage på vores hold igen" udtaler sportschef Fritz Mogensen, og fortsætter:"Og der er ingen tvivl om at Jimmi´s store erfaring og rutine kan blive til stor hjælp på vores unge team".

ref.:
http://www.cyclingworld.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&id=3130

==============================================

CyclingWorld 2005.Nov.19:
Jimmi Madsen

6-dagessæsonen 2005/2006 bliver den sidste for Jimmi Madsen.

Madsen har i en lang periode været blandt verdens bedste baneryttere. Det er blevet til en række internationale medaljer, men også en fast plads i det internationale 6-dagesfelt i mere end 10 år.

Det er blevet til OL deltagelse i 1988, 1992, 1996 og 2000, hvoraf bronzen i 4000 meter holdforfølgelsesløb i Barcelona i 1992 må betegnes som en af karrierens største bedrifter.

På landevejen fik Jimmi Madsen tre år på Team CSC, hvor det ikke blev til de store resultater, men som en værdsat rolle som hjælper. Madsen har desuden repræsenteret bl.a. Team Bornholm og Lyngby CC.

Største resultater:
     VM-sølv i parløb med Jakob Piil i 1999
     OL-bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb i 1992
     VM-bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb i 1993
     Europamester i parløb med Jens Veggerby i 1996 og 1997
     Europamester i Derny pace i 2000
     17 danske mesterskaber

Vinder af følgende 6-dagesløb:
     1995 Forum med Danny Clark
     1995 Herning med Jens Veggerby
     1996 Stuttgart med Jens Veggerby
     1997 Forum med Jens Veggerby
     1997 Herning med Jens Veggerby
     1998 Bremen med Jens Veggerby
     1999 Forum med Tayeb Braikia
     1999 Gent med Scott McGrory
     2005 Ballerup med Jakob Piil

I 1983 vandt Jimmi Madsen Københavns Mini seksdagesløb sammen med Lars Peter Wilken.

Jimmi Madsen er født 4. januar 1969.

ref.:
http://www.cyclingworld.dk/index.php?p=portratter/profil.php&id=36

==============================================

 

6D Index

 

Til forsiden