Hans-Henrik Ørsted nåede otte 6-dagessejre

 


 


Hans-Henrik Ørsted

Hans-Henrik Ørsted (født 13. december 1954 i Grenaa) er en dansk cykelrytter og indehaver af timerekorden på 48,14472 km i tidsrummet 9. september 1985 til 26. september 1986, hvor den blev slået af Francesco Moser med næsten 400 meter.

Tre Verdensmesterskaber opnåede Ørsted som professionel.

Hans-Henrik Ørsted vandt bronze i 4 km forfølgelsesløb ved de Olympiske Lege 1980 i Moskva.

I 1985 vandt Ørsted det københavnske seksdagesløb i Forum sammen med Gert Frank som det klassiske par nr. 7.

Hans-Henrik Ørsted er tip-tip-oldebarn til H. C. Ørsted.

 

Danmark har nok aldrig haft en større tempoekspert end Hans-Henrik Ørsted. Tre VM-titler i forfølgelsesløb, fem andre VM-medaljer i disciplinen, OL-bronze og en time verdensrekord for amatører samt ni andre verdensrekorder taler for sig selv. Ørsted var et fænomen, en specialist, en perfektionist og en cykelrytter med enorm vilje, stor stædighed og som altid var kompromisløs.

Men Ørsted var også 6-dagesrytter med stor succes. Hans teknik var ikke medfødt, men den enorme styrke kompenserede for dette. Som en del af Par nr. 7 med Gert Frank i 1980'erne blev Ørsted folkeeje. De to vandt sammen seks 6-dagesløb, men der var ingen tvivl om at samarbejdet mellem de to ikke altid fungerede optimalt, og nok kostede muligheden for yderligere sejre.

Frank/Ørsted var første gang et par i Rotterdams 6-dagesløb i Rotterdam 1981. Her endte det med en fjerdeplads. Men hurtig kom den store succes. I København blev det til en andenplads, men i 1981 blev det til sejre i Dortmund og Herning for Frank/Ørsted.

I alt otte 6-dagesløb nåede Hans-Henrik Ørsted at vinde. Udover sejrene vandt Hans-Henrik Ørsted 6-dagesløbet i Berlin i 1985 med Danny Clark og i København i 1988 med Roman Hermann.

Gert Frank og Hans Henrik Ørsted blev desuden europamestre i parløb i 1981 og 1983. Ørsted nåede også at vinde to enkeltstarter i det daværende Bikuben Danmark Rundt.

Den sidste 6-dagessejr for Hans-Henrik Ørsted var den med Hermann i 1988 i København - udgave nr. 30 af løbet i Forum.

Gert Frank havde stoppet karrieren, og Ørsted måtte klare sig alene og med skiftende udenlandske makkere i de europæiske 6-dagesløb. Det var inden Forum blandt andet blevet til en andenplads i Køln med Tony Doyle, der sammen med Clark var de største modstandere i Forum.

Ørsted var super motiveret og målrettet mod at vinde karrierens sidste 6-dagesløb i Danmark. Og det var et super populært par, der kunne juble over sejren efter en finaleaften, der huskes for en afbrydelse på 40 minutter grundet vand på banen.

 


Ørsted & Hermann i Forum 1988.

 


Roman Hermann

Roman Hermann fra Liechtenstein fik ved 6-dagesløbene i Forum tilnavnet "Damernes ven".

Det blev til 15 6-dagessejre, et europamesterskab og flere EM-medaljer i karrieren for Hermann. Blandt andet blev det til flere top-3 placeringer i Forum og en sejr i 1988 med Hans-Henrik Ørsted.

Roman Hermann, født den 27. marts 1953, deltog i det københavnske 6-dagesløb i alle udgaverne fra 1976 til 1989.

Han kom, sammen med Ole Ritter, i Par nr. 7 i 1976 efter Leo Duyndams styrt, og var også i Par nr. 7 med Ørsted i 1988.

14 deltagelser i København, hvilket er samme antal som belgiske Etienne De Wilde, nåede Hermann.

De to er kun overgået af Danny Clark med hele 21 starter i København!

Sidste løb i karrieren for Hermann var det københavnske 6-dagesløb i 1989, hvor han sammen med den første amatør nogensinde i løbet, den olympiske mester i pointløb Dan Frost, endte på tredjepladsen.

Men de fleste danske 6-dagesfans husker nok alligevel Hermann for hans charme, elegante udseende og gode tag i damerne. En super populær rytter til det københavnske 6-dagesløb i Forum.

 


Hermann & Ørsted 1988

 

ref.:
http://www.cyclingworld.dk/hans-henrik-oersted-naaede-otte-6-dagessejre/

 

6D Index

 

Til forsiden