Seksdageskongerne
Uddrag af H. Elmgreen's bog
Atter stemning og fest i Forum
Omkring 1950 nedsatte Justitsministeriet et "Udvalg for større færdselssikkerhed", og som udvalgets PR-mand ansattes Ulrik Duurloo.
Har det noget med seksdagesløb at gøre?
Ja, i allerhøjeste grad, for samme Duurloo ønskede nemlig en særlig attraktion i forbindelse med sin store propagandaudstilling "Hovedvejen", som blev afholdt i det genrejste Forum (bombet 24. august 1943), og så havde han fundet på et ti dages marathonløb på cykel, og det havde ikke været svært at få såvel DBC som Landevejsunionen med på ideen, for hvem ville ikke være med til at genoplive seksdagesstemningen i Forum?
Løbet fandt sted 25. maj - 3. juni 1951, den samlede køretid var 223 timer, og der blev kørt uafbrudt, dag og nat. Banelegemets længde var 160 meter, men af tekniske grunde kunne det kun lade sig gøre at hæve det 30 grader i svingene (mod normalt 48-50 grader), hvorfor man valgte at lade landevejsryttere og ikke baneryttere deltage. Da det jo på løbets termin maj-juni måned var højsæson for landevejsrytterne, ville man ikke gribe ind i eliterytternes løbsprogram, men vaIgte at udskrive løbet for B-ryttere i klubhold på hver fire mand, seks klubber deltog: ABC, KCK, Amager, DCR, LCC og CC.
I løbsledelsen sad Johan Normann Hansen, Henry Hansen og Jørgen Beyerholm, og som speaker vaIgte man landevejslederen Erik Gutheil, der hurtigt skulle vise sig at være et fund på den post. Løbet blev en kæmpesucces med 50.000 tilskuere i løbet af de ti dage, og selv om der skete mange styrt på den for landevejsrytterne uvante bane, gik det endda. Slutresultatet blev en overlegen sejr til holdet fra Arbejdernes Bicycle Club, der var 23 omgange foran den nærmeste konkurrent, KCK. Det sejrende ABC-hold bestod af Axel Goltermann, Per Quist Andersen, Walther Hjorth Sørensen og Keld Leveau, af hvilke sidstnævnte senere skulle blive en mere end habil seksdagesrytter.
TEKST UNDER FOTO:
I maj-juni 1951 arrangerede Rådet for større Færdselssikkerhed en udstilling i Forum, hvor man bl.a. havde bygget en 160 meter lang træbane, på hvilken københavnske B-ryttere fra landevejen kørte tidagesløb. Arrangementet blev en succes og gav stødet til starten på en ny vinterbaneepoke.
Rædslernes løb
Der gik ikke mange dage efter tidagesløbets afslutning, før man i aviserne kunne læse de første gisninger om, at allerede til efteråret skulle København atter have en rigtig vinterbane og seksdagesløb igen efter tolv års pause. Direktør Uffe Josephsen fra A/S Umaco, der havde rejst udstillingen i forbindelse med tidagesløbet, fik kontakt med Willy FaIck Hansen, og de to gik så i gang med at realisere projektet, der i starten omgæredes med megen skepsis, men al tvivl blev gjort til skamme, og søndag den 18. november kunne helten fra 1930'erne, Danmarks "Spejder", Willy Falck Hansen, køre den første omgang på den nye vinterbane, inden han gik i kast med sin nye rolle som sportsleder.
Åbningsløbet over 100 km blev overværet af et fuldt hus, ca. 7.500 mennesker, men selv om tempoet ikke var imponerende, køretiden var 2 timer 27 minutter, hvor et 100 km løb normalt køres lige omkring de to timer, var løbet præget af en lang række styrt - først og fremmest fordi kun ganske enkelte af de danske ryttere havde vinterbanerutine. Rupert Christensen fik syv "flyveture", Evan Klamer seks, så det gik hårdt til, faktisk var der styrt hvert minut.
Løbets naturlige danske stjerne var Kay Werner, "vinterbaneveteran" med start i seksdagesløbene i Antwerpen og Paris på bagen, og med en 3. plads ved årets verdensmesterskab i forfølgelsesløb havde han skabt sig yderligere baggrund som international rytter.
Han vandt da også let løbet med den enøjede franskmand Marcel Bareth som makker, én omgang foran det dansk/belgiske par lb Laursen-Raymond Pauwels og debutanten Ove Claus Hansen med italieneren Alvaro Giorgetti.
Evan Klamer blev i åbningsløbet nummer 5 sammen med Benny Schnoor, fem omgange tilbage. For den danske sprintermester Axel Schandorff blev bekendtskabet med vinterbanen en bitter oplevelse, han styrtede så alvorligt, at han brækkede bækkenpartiet og var sat udenfor i lang tid. Han, der efter Kay Werner var regnet for vort bedste kort, fik i øvrigt aldrig på vinterbanen den succes, man havde drømt om.
TEKST UNDER FOTO:
Sådan så den ud - vinterbanen i 1950'erne. Broen til inderkredsen er nu erstattet af en tunnel.
Atter dansk seksdagessejr i Forum
At også andre danske ryttere havde talent for vinterbanekørsel afsløredes allerede i det andet løb, et otte timers natløb, hvor den lille lb Laursen vandt sammen med den franske rytter Roger Reynes, og hvor Ove Claus Hansen blev nr. 2 med belgieren Emile Gosselin.
Allerede 30. november 1951 skulle så starten gå til Københavns 7. seksdagesløb, og Willy Falck Hansen havde klogt blandet feltet sådan, at der i hvert par var en dansker og en udlænding. På den måde kunne der sammensættes et jævnbyrdigt felt, og man var sikker på dansk sejr!
Da Kay Werner i schweizeren Oscar Plattner havde fået feltets uden tvivl bedste udlænding som makker, var resultatet næsten givet på forhånd, men det forhindrede ikke, at løbet blev en formidabel publikumssucces med fulde huse og fin stemning, stærkt understøttet af speakeren fra tidagesløbet, Erik Gutheil, der skulle blive "stemmen" i hele denne Forumperiode. Kay Werner-Plattners sejr var sikker, men alligevel var der ved at ske en sensation den sidste aften.
Danskeren Jørgen Christensen, der næppe var udset til at spille nogen hovedrolle i det løb, havde som makker en dengang ret ukendt italiener ved navn Dominique Forlini (der et par år senere blev fransk statsborger og vinterbanerytter af format), og helt frem til løbets næstsidste time holdt de sig fremme i spidsen af løbet, indtil Jørgen Christensen simpelt hen besvimede af overanstrengelse.
På omgangshøjde med vinderne men langt efter i points kom Giorgetti-Ove Claus Hansen, derefter fulgte to omgange tilbage Gosselin- Evan Klamer, Reynes-Ib Laursen, Lakemann-Rupert Christensen og Bareth-Wenzel Jørgensen. På 9. pladsen, syv omgange tilbage, kom Knud Jakobsen med tyskeren Erich Bautz som makker. Efter at Heino Dissing straks efter de første løb havde renonceret på videre deltagelse på vinterbanen, var Knud "Jumbo" Jakobsen den eneste af de danske ryttere, der havde kørt seksdagesløb på den gamle vinterbane i Forum.
TEKST UNDER FOTO:
Åbningsløbet på den nye bane blev et rædslernes løb, først og frernmest fordi de danske ryttere manglede rutine. På billedet ses en sammenbidt Rupert Christensen, han styrtede ikke mindre en syv gange i løbet af de 100 km.
TEKST UNDER FOTO:
Schweizeren Oscar Plattner (t.v.) og Kay Werner blev de første seksdagesvindere i den nye vinterbaneepoke.
TEKST UNDER FOTO:
Snart var der atter stemning og fest i Forum, og også her følte scenekunstens stjerner sig draget af vinterbaneatmosfæren. Her er det Lilly Broberg, der underholder sig med Ib Laursen, et af de bedste danske navne i de første efterkrigssæsoner.
Et dansk par i sigte?
Som man vil kunne se, var det ikke den absolutte parløbselite, Vinterbanen hentede op til sine løb den første sæson, men mindre kunne også gøre det. Dels skulle konkurrencen så nogenlunde svare til, hvad de stort set urutinerede danskere kunne forvente at hamle op med, og dels er det en gammel sandhed i forbindelse med professionel sport, at aktørerne er de stjerner, som reklamen gør dem til. Alt var jo nyt, publikum var teknemmeligt og begejstret, og man havde muligheden for at holde interessen ved lige ved gradvis at gøre felterne bedre.
Da lb Laursen efter Kay Werner så afgjort var den danske rytter, der havde markeret sig stærkest i de første løb, var det naturligt, at det første nationale par, man søgte at skabe, kom til at hedde Kay Werner-Ib Laursen. I et 25 timers løb blev parret nr. 3 efter belgierne Bruyland-Acou og hollænderne Lakemann-Cor Bakker, og i sæsonens sidste løb over 100 timer, altså næsten et helt seksdagesløb, blev danskerne igen nr. 3, dennegang efter et virkeligt toppar som Terruzzi-Rigoni, mens Giorgetti-Evan Klamer blev nr. 2.
lb Laursen var en farverig rytter, der hurtigt lærte sig vinterbaneteknikken, og som til fulde forstod kunsten at køre for publikum. På eftermiddagene og i de stille timer underholdt han publikum med løjer og gags og var faktisk noget i retning af sin tids Debosscher. Men var han stærk nok til sammen med Kay Werner at danne et dansk toppar? Et enkelt seksdagesløb nåede de at køre sammen i udlandet, det var i Kiel i 1952, men det gik nu ikke så godt, for efter tre dages kørsel forlod danskerne løbet. Publikumstilstrømningen havde fuldkommen svigtet, og derfor skar direktionen danskernes gage ned til det halve. Det ville de ikke finde sig og forlod løbet i protest.
Sådan fødtes det første par nr. 7
Den 22. maj 1952 så et nyt løb og et nyt dansk par dagens lys på Ordrupbanen. DBCs sportslige leder Jørgen Beyerholm opfandt løbet Dansk Par-Omnium og satte til lejligheden parret Kay Werner-Evan Klamer sammen. De vandt matchen i fineste stil foran berømte vinterbanenavne som australierne Strom-Arnold og schweizerne Walter Zehnder-Armin von Büren, og de besluttede sig for om muligt at forsøge sig som par i vintersæsonen. Den 26. oktober samme år fik de deres vinterbanedebut som par på Velodrome d'Hiver i Paris i et 100 km parløb, hvor de i et 18 par stort felt klarede en 9. plads, tre omgange efter vinderne Carrara-Forlini, slet ikke nogen dårlig start for et nyt par.
Da Forum slog sine porte op for den anden sæson i den nye epoke med et 100 km parløb den 20. november 1952, kunne man byde på to attraktioner: Hjemlig vinterbanedebut for det nye "par nr. 7" og professionel debut for "Kokken", Knud E. Andersen, der i en årrække som amatør havde været i top både på bane og landevej og 1949 på Ordrupbanen var blevet verdensmester i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Han havde nu passeret de 30 år, men håbede alligevel på at kunne gøre et par gode sæsoner som professionel. For Kay Werner & Klamer blev det succes, de vandt løbet, for "Kokken" blev succeen betinget, han blev nr. 3 med den dygtige belgier Lucien Acou men fik ikke de allerbedste "anmeldelser" efter løbet.
Selv om par nr. 7 vandt igen i det efterfølgende otte timers natløb, turde man dog ikke satse på parret i seksdagesløbet. Tænk hvis de nu ikke kunne stå distancen, så var det danske trækplaster væk, og hvad ville så publikum sige? Altså mixede man atter feltet.
TEKST UNDER FOTO:
Ib Laursen var på mere end en måde en farverig rytter på vinterbanen i begyndelsen af 1950'erne. Faktisk var han noget i retning af sin tids Debosscher.
Da Gillen blev københavnernes yndling
Dennegang fandt man den dygtige luxembourger Lucien Gillen som makker til Kay Werner. De to havde jo allerede med en vis succes kørt sammen i Paris et par år tidligere, og Gillen var accepteret i den europæiske parløbselite, et par uger i forvejen var han i seksdagesløbet i Hannover blevet nr. 2 med den tyske veteran Gustav Kilian.
Evan Klamer fik den hollandske sprinterstjerne Arie van Vliet som makker, Knud E. Andersen kørte på ny med Acou, lb Laursen dannede par med Alvaro Giorgetti og en anden seksdagesdebutant, Otto Olsen, kørte med franskmanden Marcel Bareth.
Med selveste Carl Brisson som starter gik det 8. københavnske seksdagesløb derudaf, og stemningen var høj med fulde huse dag efter dag. Sportsligt var vurderingen, at løbet var bedre end året før, og navnlig den sublime Lucien Gillen kørte sig i den grad ind i det københavnske publikums bevidsthed, at han i flere år skulle blive en af de udenlandske ryttere, der faktisk var lige så populær som de bedste danskere.
Rytterjalousi undgik man ikke, det var tydeligt, at der var krig mellem parrene Gillen-Kay Werner og Acou-Knud E. samt mellem sidstnævnte og van Vliet-Klamer. Gillen-Kay Wernes sejr kunne ingen røre ved, men van Vliet-Klamer og Acou-Knud E. endte som henholdsvis nr. 7 og 9, tre omgange efter vinderne, og det afspejlede vist ikke helt rigtigt det reelle styrkeforhold. Nu løb Giorgetti-Ib Laursen (løbets "røde djævle") med 2. pladsen foran Bareth-Otto Olsen og Bernard Bouvard-Ove Claus Hansen.
Efter seksdagesløbet fik Kay Werner-Klamer atter lov at køre sammen, og de fortsatte deres sejrsrække med at vinde et tre timers parløb, hvor det københavnske publikum fik lejlighed til at hilse på endnu én af de europæiske topryttere, Achille Bruneel, der begejstrede, men som med "Kokken" som makker kun kunne blive nr. 2. En uge senere sejrede han imidlertid i et tilsvarende løb med lb Laursen som makker, én omgang foran Acou-Otto Olsen og Kay Werner-Klamer.
TEKST UNDER FOTO:
Det blev da også med lb Laursen, at Kay Werner i første omgang søgte at danne et dansk par, som kunne klare sig i kampen mod de stadig stærkere udlændinge, der blev hentet op til Forum. Parret opåede flere gode resultater, men aldrig et egentligt gennembrud.
TEKST UNDER FOTO:
Så var der mere "go" i parret Kay Werner-Evan Klamer, der her ses i et skift i et af deres første løb sammen. Man fornemmer tydeligt, at det har været svært.
Wonderful Copenhagen
Det var andre tider, dengang, hvor man kunne få et københavnsk publikum til at gå til cykelløb i Forum op til to gange om ugen. Pengemangel til trods strømmede folk til de professionelle cykelløb, sekdagesstjernerne blev helte over det ganske land, ikke mindst efter at TV i midten af 1950'erne bragte timelange transmissioner fra løbene. Det var jo godt stof, og det var så dejligt nemt dengang i fjernsynets barndom blot at spænde et kabel ud over Rosenørns Allé, så var forbindelsen mellem seerne og seksdagesløbet knyttet.
Det var andre tider, vel, men København var i det hele taget noget ganske særligt i denne periode, for heller ikke på Europas andre vinterbaner ville man dengang kunne driste sig til at arrangere blot en brøkdel af de løb, man bød på i Forum. På de fleste tyske baner kørtes udover seksdagesløbet blot et enkelt stævne eller to, mens man dog på de belgiske baner i Antwerpen, Gent og Bruxelles samt i Dortmund og Zürich havde noget, der lignede en sæson, det samme var tilfældet i Paris, men som i København at sætte to professionelle parløb op om ugen - det ville ingen anden bane kunne magte. lkke underligt at de udenlandske ryttere talte om "Wonderful Copenhagen".
Men københavnerne svor til parløb. Hvor en initiativrig sportsleder måske af og til kunne få den idé, at det måtte være interessant at variere med f.eks. et stævne bygget op om sprint og/eller omnium, så slog det så godt som altid fejl. Selv da man på et tidspunkt fandt på at lancere den uhyre populære Evan Klamer i noget helt nyt, motorpace, slog det fejl. Københavnerne ville se parløb og kun parløb, en erfaring man også har gjort i den nyeste vinterbaneperiode.
TEKST UNDER FOTO:
Kay Werner var stjernen, men også andre danskere havde ambitioner. På billedet ses her to af dem, Axel Schandorff (nr. 2 fra venstre) og Kokken, Knud E. Andersen (helt til højre). Ingen af dern fik imidlertid den succes på vinterbanen, som de havde drømt om.
TEKST UNDER FOTO:
I 1952 kunne Kay Werner gentage sin seksdagessejr fra året i forvejen, denne gang med Lucien Gillen som makker. Den stærke luxembourger vandt ialt fire gange det københavnske seksdagesløb.
Gennembrud for par nr. 7
Vi er nu fremme ved sæsonen 1953-54, der skulle blive den virkelige gennembrudssæson for vinterbanens par nr. 7 i skikkelsen Kay Werner-Evan Klamer. 7-tallet var Kay Werners lykketal, den karakteristiske sorte tricot med dannebrogsærmerne blev opfundet, fordi Evan Klamer, der var handicappet af at bære briller, ved afløsningerne havde lettere ved at finde frem til den ensfarvede tricot, der tydeligt skilte sig ud fra de mange brogede tricots.
I øvrigt er der en del tricotsymbolik i forbindelse med seksdagesløbene, ikke blot i Danmark. Faktisk overalt kører par nr. 6 i knaldrøde tricots, og det er som regel også et par med "knald" i, der får lov at køre i dem. I Danmark har man ofte brugt at lade schweizerne (og i den mellemste vinterbaneperiode var der altid gode schweizerpar i Forum) køre som par nr. 6, så kunne man jo, når man havde det helt rigtige schweizerpar, lade 6-tallet udskifte med schweizerkorset, for en god del nationalisme hører også til.
På de tyske baner er par nr. 9, der kører helt i sort - die schwarzen Husaren - altid noget ganske særligt, i Berlin f.eks. bar i en lang periode Klaus Bugdahl altid denne trøje.
Det ligger i sagens natur, at par nr. 1 tildeles et af løbets formodede toppar, og ofte er tricotfarven helt hvid. I de år van Steenbergen var verdensmester, kørte han i sin VM-tricot, den hvide trøje med de fem brystringe i regnbuens farver, og hans makker Emile Severeyns kørte så helt i hvidt.
Van Steenbergens eksempel har senere dannet skole, men på en lidt uheldig måde. Hans efterfølger van Looy tog ideen op, men arrangørerne så gennem fingre med, at også hans makker Peter Post kørte i VM-trøjen, selv om han aldrig blev verdensmester, for så var parret jo ens. Den dag i dag kan man på mange vinterbaner se, at en regerende verdensmester og hans makker kører i VM-tricots, selv om det ofte er blevet påtalt af det internationale cykleforbund. I København er det dog, med en enkelt undtagelse, blevet håndhævet, at kun den, som retten tilkommer, må bære den trøje, der er cyklesportens fornemmeste udmærkelse.
Men tilbage til par nr. 7.
I efteråret 1953 skulle det være, og parret havde held til at få et par kontrakter til udenlandske seksdagesløb som optakt til den danske sæson. Deres udenlandske seksdagesdebut fandt sted i Frankfurt, hvor de blev nr. 8, fire omgange efter vinderne Koblet-von Büren, der til gengæld var én omgang foran Gillen-Terruzzi og Roth-Bucher på de næste pladser, altså et løb med de absolut bedste navne.
Et par dage efter blev de nr. 3 i et 75 km parløb i Zürich, på omgangshøjde med Gillen-Terruzzi og Roth-Plattner, og i seksdagesløbet i Dortmund klarede de en 6. plads, kun tre omgange efter Gillen-Terruzzi, Koblet-von Büren og Schulte-Peters.
I Forum var det danske par herefter suveræne i de første løb, men i seksdagesløbet fra 9.-15. december måtte de "nøjes" med en andenplads efter Europas absolutte storpar på dette tidspunkt, Gillen-Terruzzi, men de var foran et så godt par som belgierne Bruneel-Acou på 3. paldsen. Et virkeligt publikumspar i dette løb var hollænderen Jan Derksen med Otto 0lsen som makker, hvoraf sidstnævnte blev populær ikke blot hos det almindelige publikum men også hos sangerinden Birthe Wilke, der senere blev hans kone.
Men par nr. 7 var nu blevet en institution, såvel i udlandet som på hjemmebane. Der var snit over parret, der også arbejdede "professionelt" på de indre linier med en mand som hollænderen Jan van Dinteren som soigneur eller "manager". En manager i van Dinterens klasse vil altid være kostbar, især for et nyt par på vej opad, men på Iængere sigt var en sådan mand en absolut betingelse for succes. Van Dinteren var kendt for at have et temperament som den mest varmblodede rytter, og historierne om hans "ballonopstigninger", hvor han i raseri forlod sit par, for straks efter at vende tilbage, er utallige, men Kay Werner beholdt ham hos sig hele sin karriere, og også Palle Lykke havde glæde af ham i de bedste af sine år, efter at Kay Werner havde trukket sig tilbage.
TEKST UNDER FOTO:
En farverig og populær rytter på Vinterbanen i begyndelsen af 1950'erne var italieneren Alvaro Giorgetti (t. h.), der her interviewes efter sin 2. plads i seksdagesløbet 1952 sammen med Ib Laursen.
TEKST UNDER FOTO:
I belgieren Achille Bruneel (t.v.) fik Ib Laursen en virkelig stjernemakker, og de vandt da også et parløb sarnmen. Over dem skimtes Evan Klamer.
TEKST UNDER FOTO:
Med Otto Olsen fik vinterbanen i sæsonen 1952-53 tilgang af endnu en talentfuld rytter. Han gratuleres her af Kay Werner og Klamer efter en sejr i et kort parløb sammen med belgieren Lucien Acou. Midt i billedet ses træner Knud Jakobsen.
TEKST UNDER FOTO:
Max Hansen som Leopold fra "En sommer i Tyrol" affyrer startskuddet til et københavnsk seksdagestøb. Rytterne bag ham er fra venstre Otto 0lsen, Kurt Drewsen, Ove Claus Hansen og Lucien Gillen.
Hvor det gjaldt om at sno sig
Der var så god gang i vinterbaneforretningen i København, at det nu skulle være alvor med en udvidelse af virksomheden med en "filial" i Århus. I Århushallen byggedes verdens mindste vinterbane, 115,38 meter, og tirsdag den 19. januar 1954 åbnedes banen med et 100 km parløb.
Selv om man fandt på at geare cyklerne ned i forhold til det normale, og selv om man maximerede deltagelsen til ni par, skulle det vise sig at blive en mere end vanskelig opgave at køre rigtigt cykelløb i den lille Århushal. Ja, skal man være helt ærlig, må man vel sige, at det faktisk var så godt som umuligt...
Banelegemet var så smalt, at hvis to par afløste samtidig ud for hinanden, var det ikke muligt for en femte rytter af passere. En af løberdrengenes store fornøjelser var at vise, hvordan man kunne stå på målstregen og kaste en appelsin, så den kunne løbe hele banen rundt...
Mange ryttere blev simpelthen rundtossede af at køre på banen, det gjaldt bl.a. australieren Arnold, der havde glasøje og derfor havde svært ved at orientere sig. Men "the show must go on", og det gjorde det så i de næste syv år - og for det meste til det århusianske publikums store begejstring.
Der fortælles mange gode Århushistorier fra de år og en af dern skal gengives her. Det gik virkeligt stærkt på den lille bane, hvor en omgang kunne køres på 7-8 sekunder, men ved denne lejlighed gik det mere end almindeligt stærkt. Historien stammer fra nu afdøde speaker Erik Gutheil, og det skal være ganske vist:
Vi skulle på Århusbanen køre et parløb over 1001 omgange, det lyder drabeligt, men svarede jo trods alt ikke til mere end ca. 115 km. Desværre var starten blevet forsinket, og efterhånden som løbet skred frem, viste vore beregninger ved dommerbordet, at den var gal. Der skulle nemlig være løb i Forum dagen efter, og hele feltet med officials skulle med færgen kl. 24. Det ville vi ikke kunne nå, hvis der ikke skete noget. Omgangstælleren var en sindig jyde, der havde gevaldigt svært ved at følge med, så jeg ofte måtte hjælpe ham, når han var ved at løbe sur i det, det gik jo virkelig stærkt, og det benyttede jeg mig af. Da han skulle skifte fra 800 til 799, bluffede jeg ham til at skifte 7- tallet ud med et 6-tal, så der stod 699 omgange. Det gik fint, ingen bemærkede det, og jeg regnede ud, at hvis jeg kunne lave nummeret igen ved f.eks. 400 omgange, passede pengene. Det gik næsten, omgangstælleren hoppede troligt på den igen, men straks efter ringede telefonen ovre fra presselogen på inderkredsen. Det var Aktuelt's Børge Jackson:
"Hør, der blev vist sat ny verdensrekord for de sidste 100 omgange, hva'", lød hans hvasse stemme i røret.
"Skal du ikke med færgen kl. 24, spurgte jeg ham.
"Joh..."
"Så pas dine skriverier, så klarer vi løbet!"
Fra min plads i dommerlogen kunne jeg se ham på inderkredsen. Vore øjne mødtes, han smilede og lagde røret på.
TEKST UNDER FOTO:
Det var dem, der skabte myten om par nr. 7: Kay Werner og Evan Klamer i de sorte tricots med dannebrogsærmerne.
TEKST UNDER FOTO:
Verdens mindste vinterbane, Århusbanen, med sine 114 meter og de karakteristiske tilskuerpladser i balkoner over hinanden - "kaninburene".
TEKST UNDER FOTO:
"Vi venter på Godeau." Her ankommer den tyndhårede franskmand blot en halv time før løbets begyndelse. Det er Evan Klamer og Terruzzi, der her morer sig over den fortravlede franskmand. Sammen med Senfftleben vandt han det første seksdagesløb i Århus.
TEKST UNDER FOTO:
Rytterne lærer hurtigt at sno sig, også på Århusbanen. Her er det Otto Olsen, der demonstrerer, at kniber det, kan man jo blot tage barrieren til hjælp!
Seksdagesløb uden par nr. 7
Åbningsløbet i Århus vandtes af Kay Werner-Klamer, 100 km i 2 timer 12 minutter, men i seksdagesløbet måtte man undvære det populære par nr. 7, for Klamer styrtede alvorligt i et løb i Forum umiddelbart forinden og kunne ikke starte. I stedet kørte Kay Werner med sin første danske makker, lb Laursen, men selv om de kun kunne blive nr. 5, to omgange efter de franske vindere Senfftleben-Godeau, var Århusianerne begejstrede.
Så etablerede var Kay Werner-Klamer nu, at de yderligere fik kontrakter til to seksdagesløb efter den danske sæson: Berlin, hvor de blev nr. 5 efter de "flyvende hollændere" Schulte-Peters, og i München, hvor de i et godt nok noget svagt besat felt blev nr. 2, én omgang efter de tyske vindere Hörmann-Preiskeit, men foran Petry-Schürmann og belgierne Glorieux-Bruylandt. Også i dette løb var der dramatik, idet de to verdenssprintere fra Holland Jan Derksen-Arie van Vliet dannede par og faktisk var løbets favoritter, men trak sig tilbage på et tidspunkt, hvor de lå på førstepladsen, fordi arrangørerne ikke kunne stille fornøden garanti for deres gager. Publikum svigtede nemlig løbet, der blev det sidste i den bayerske hovedstad for en lang tid.
Tre sæsoner i par nr. 7's tegn
Men på de danske vinterbaner fortsatte succeen. Publikum blev ved med at strømme til parløb vinteren igennem, og efterhånden blev Danmark et parløbsrytternes Eldorado. Hvor i Europa kunne man påregne så mange startmuligheder og med så korte intervaller som i Danmark? Flere af de bedste udenlandske ryttere installerede sig efterhånden mere eller mindre fast i Danmark, i hvert fald for vinteren, det gjaldt bl.a. Arnold, Terruzzi, Klaus Bugdahl og Emile Carrara, der endog til sidst blev dansk gift og blev i landet også efter den anden københavnske vinterbaneepoke var slut. Fjernsynet var endnu ikke nogen konkurrent, tværtimod stimulerede de mange transmissioner kun interessen, og så længe man kunne køre med et nationalt par nr. 7 i topklasse, var sagen klar. Kulminationen nåede Kay Werner-Klamer som par i det 11. københavnske seksdagesløb i december 1955.
De havde da tidligere på året vundet deres første seksdagessejre sammen i Århus, men konkurrencen havde ikke været hårdere, end at det forholdsvis upåagtede tyske par Zoll-Weinrich kunne blive nr. 2 og det til lejligheden mixede italiensk/franske par Terruzzi-Jacoponelli nr. 3. Efter to år i træk at være blevet nr. 2 i Københavns seksdages, begge gange efter Gillen-Terruzzi, skulle det nu være. Optakten havde været god, par nr. 7 havde hentet flere placeringer i de udenlandske løb: nr. 2 i seksdagesløbet i Berlin efter GillenTerruzzi, men foran et så stærkt par som van Steenbergen-Patterson, sejr i et 100 km parløb i Paris foran hele eliten med Gillen-Terruzzi i spidsen, en ny 2. plads i Dortmunds seksdages, dennegang efter Koblet-von Büren men foran tyskerne Holzmann-Intra, Gillen-Terruzzi, Patterson-Preiskeit, Roth- Bucher og Senfftleben-Forlini, resultater der fortalte, at par nr. 7 nu var et par, man regnede med, også internationalt.
Feltet til det 11. københavnske seksdagesløb var virkelig godt med de sidste to års vindere Gillen-Terruzzi i spidsen sammen med franskmændene Senfftleben-Forlini, der netop på dette tidspunkt var på deres højdepunkt, australierne Strom-Arnold var også med og tillige et schweizisk par, hvor Jean Roths faste makker, Walther Bucher, havde fået en ung schweizisk rytter som makker, Fritz Pfenninger, en mand, man i de følgende år skulle komme til at høre betydeligt mere til.
Finalen gav den propfyldte Forumhal alt, hvad et seksdagespublikum kan ønske sig: 51 minutter før afslutningen stak par nr. 7 af og fik følgeskab af franskmændene, og derefter udspandt der sig den klassiske forfølgelsesduel med det franske og det danske par på den ene side af banen og feltet ført an af Gillen-Terruzzi, Strom-Arnold og Petry-Schürmann på den anden. Da omgangen kom hjem, var Forums tag ved at hæve sig af begejstring over den nok populæreste sejr, der nogensinde - inclusive Willy Falck Hansens, inclusive Palle Lykkes og inclusive Ole Ritters - er vundet i et dansk seksdagesløb.
Hele landet talte seksdagesløb, skolebørnene byttede billeder af seksdagesheltene i frikvarterene (og af og til også i timerne), på hver en lille villavej og i hver en baggård blev der kørt "seksdagesløb", sangerinden Lisbeth Frandsen indsang assisteret af Gunnar NU en schlager "Par nr. 7", de lykkelige indehavere af fjernsynsmodtagere kunne være sikre på at have brød til kaffen, når der var seksdagesløb på skærmen - og til gengæld hele opgangen på besøg!
Kunne succeen blive større?
Man skulle ikke tro det, og i begejstringens rus besluttede Willy Falck Hansen og Ernst Nielsen (der havde afløst Uffe Josephsen som administrerende direktør) at smede mens jernet var varmt - altså satte man i februar 1956 endnu et seksdagesløb op. Det blev dog næsten for meget af det gode. Selv om feltet sikkert var endnu flottere end i sæsonens første seksdages, og selv om det på ny blev en økonomisk succes, kunne det næsten ikke undgå at blive lidt af et antiklimaks. Senfftleben-Forlini vandt løbet foran Schulte-Peters og med par nr. 7 på trediepladsen, foran bl.a. van Steenbergen-Severeyns og Strom-Amold. Siden har man dog ikke i Forum forsøgt sig med mere end ét seksdagesløb pr. sæson.
TEKST UNDER FOTO:
Normalt har rene sprintere ikke noget at gøre i et seksdagesløb, men på den korte Århusbane kunne de nok klare sig. Her ses de to berørnte hollændere Arie van Vliet (t.v.) og Jan Derksen i en afløsning.
TEKST UNDER FOTO:
Parate til at lade champagnepropperne springe efter deres største hjemlige triumf, sejren i seksdagesløbet i Forum 1955. Dette løb dannede vel højdepunktet på Kay Werner / Klamers karriere som par.
TEKST UNDER FOTO:
En drømmemakker fik Kay Werner i seksdagesløbet i Zürich 1956, da Evan Klamer havde måttet opgive, og danskeren blev sat sammen med selveste Gerrit Schulte, hvis makker Gerrit Peters ligeledes var udgået. Sammen var de totalt suveræne, og Kay Werner vandt sin første seksdagessejr i udlandet.
Når bare du kan æde, skide og sove...
Der er næppe tvivl om, at sæsonen 1955-56 var Kay Werner-Klamers bedste, men især for den fysisk ikke så veludrustede Evan Klamer havde den også kostet dyrt. I vinterens sidste seksdagesløb i Zürich måtte han efter en god start den tredie aften kaste håndklædet i ringen. Mens Kay Werner næsten i det uendelige kunne køre på sin klasse og sin fabelagtige kondition, var den spinklere Klamers ressourcer i virkeligheden begrænsede, men han kompenserede med en rent ud sagt fantastisk vilje og moral, der ofte fik ham til at yde langt mere, end man kunne forvente - og vel også mere, end hvad godt var. På et tidspunkt måtte det give bagslag, og det begyndte det så småt at gøre i begyndelsen af 1956.
I Zürich betød det, at Kay Werner fik en uventet chance, idet Schulte's makker Peters nu også måtte betale sin pris for i flere sæsoner at være blevet presset ud over sin ydeevne af sin djævelske makker. Så fandt da de to "djævle" sammen, og Kay Werner fik vel her en makker som aldrig før eller siden i sin karriere.
"Tror du, du kan stå for det", spurgte Schulte sin nye makker og så på ham med et ransagende blik.
Det mente Kay Werner nok han kunne.
"Også hvis det bliver nødvendigt at jagte i fire timer i træk", ville den barske hollænder med de små stikkende øjne vide.
Jo, det skulle nok gå.
"Så husk på", sagde den gamle veteran med al den visdom, han havde samlet sig gennem en lang karriere som ballast, "at så længe man bare kan æde, skide og sove på kommando, så skal man nok klare sig i et seksdagesløb!"
Resultatet blev en suveræn sejr til Schulte-Kay Werner, allerede to timer før afslutningen gik de til fronten og blev der. Det var Kay Werners første sejr i et udenlandsk seksdagesløb, og hvis man et øjeblik glemmer Arne W. Pedersens under specielle forhold i USA i 1948 vundne sejr, den første danske triumf i et udenlandsk seksdagesløb overhovedet.
TEKST UNDER FOTO:
Omend det var svært at køre på den Iille Århusbane, forstod rytterne dog kunsten at spille for galleriet, som i denne spurt, hvor man har formået det kunststykke at få hele fem mand på linie, nedefra er det Terruzzi, Plattner, Klamer, Ib Laursen og tyskeren Heinz Zoll.
Farvel til et par nr. 7 - og goddag til et nyt
Endnu én stor sejr nåede det første par nr. 7 at vinde sammen, det var i Frankfurts seksdagesløb i oktober 1956. Her viste Evan Klamer igen sin fantastiske evne til at byde sig selv det utroligste: under den sidste times afgørende jagt styrtede han voldsomt, men slog sig fri af samaritterne, og selv om hans briller var knust, styret på hans cykel slået skævt og hjulene molesterede, sprang han straks i sadlen og fortsatte løbet. Den afgørende omgang blev hentet hjem, og for første gang i seksdagesløbenes historie havde et dansk par hentet en sejr på udebane. Par nr. 7 var én omgang foran Senfftleben-Forlini og to omgange foran Arnold-Terruzzi, så det var en sejr, der betød noget.
Men resten af sæsonen 1956-57 blev en lang række skuffelser for par nr. 7.
I seksdagesløbet i Århus kunne danskerne ikke forhindre den nye mand Fritz Pfenninger i at vinde sin første sejr sammen med landsmanden Oscar Plattner, Kay Werner-Klamer blev nr. 2 foran Terruzzi -Weinrich og Otto Olsen-Max Jørgensen. Otto og Max udgjorde i den periode et gedigent dansk par og opnåede enkelte sejre i korte parløb på de danske baner. "Rokke og Rulle" kaldte folk dem med adresse til tidens nye dansemode, hvor Max Jørgensen med sin kraftbetonede, energiske stil var "Rokke", mens "Rulle" stod for den mere elegante og stilrene Otto Olsen.
Andre danske ryttere markerede sig i denne periode, bl. a. Keld Leveau, der i de danske løb oftest havde Emile Carrara som makker og læremester, men som i seksdagesløbet i Århus i begyndelsen af 1956 havde fået chancen som Kay Werners makker, da Klamer på grund af efterveerne fra et biluheld var forhindret i at køre. Parret var blevet nr. 3 efter så gode par som Roth-Bucher og Senfftleben-Forlini. Fra den nye sæson var der kommet tilgang fra amatøremes rækker af de succesrige landevejsryttere Hans E. Andresen og Knud Lynge, så pludselig var den danske stab vokset betydeligt i bredde. Ingen af danskerne kunne naturligvis som par true Kay Werner-Klamers position, men efterhånden som sejrene udeblev for par nr. 7, fornemmede man de første gisninger... Hvis nu, hvem skulle så den nye mand i par nr. 7 være?
Vinterbanerne havde i den sæson fået et nyt storpar i Arnold-Terruzzi. Strom var blevet for gammel, og Terruzzi kvittede Gillen og hans far til fordel for et makkerskab med Reginald Arnold. I det københavnske seksdagesløb i december 1956 lykkedes det imidlertid Gillen at give sin gamle makker et blåt øje. Han vandt nemlig løbet med Gerrit Schulte som makker, og det var samtidig den lange luxembourgers fjerde seksdagessejr i Forum, en rekord som siden kun er blevet tangeret af Kay Werner. Arnold-Terruzzi blev nr. 2 og så kom Kay Werner-Klamer som nr. 3, pænt uden at være pralende... Med en distance på 3.380,4 km på de 145 timer var man blot 95,6 km fra Rausch-Willy Falck Hansens Forumrekord fra 1934, og resultatet skulle da også blive stående som det bedste i efterkrigstiden.
Et af de sidste løb i denne Forumsæson var europamesterskabet i parløb over 100 km, der for første gang kørtes i Danmark. I dette løb var der virkelig igen snit over par nr. 7, og de to danskere Iå faktisk til at vinde løbet, men til sidst måtte de give op over for en kombine af udenlandske par, der ganske tydeligt ikke ønskede par nr. 7's triumf. Det er sjæIdent, at professionelle ryttere efter et løb for alvor langer ud efter deres modstandere, men efter dette løb måtte Kay Werner give sin harme luft. Han følte, at han og hans makker virkelig var blevet udsat for en grov uretfærdighed, og han havde mere end svært ved at acceptere nederlaget. Arnold-Terruzzi vandt løbet, og det lykkedes også at få bugseret et sekundært belgisk par, Arsene Rijckaert-Josep de Beuckelaer frem på andenpladsen foran Kay Werner-Klamer. Måske var det skriften på væggen: man respekterede ikke længere par nr. 7?
Sæsonens to sidste seksdagesløb blev nærmest katastrofale for par nr. 7.
I Antwerpen, hvor Arnold-Terruzzi-Lauwers vandt, endte den danske trio Kay Werner-Klamer-Leveau på 6. pladsen, tolv omgange tilbage (der sluttedes med dernypace, og det var ikke danskernes livret), og i Zürich, hvor Kay Werner- Klamer sluttede på en upåagtet 8. plads, tre omgange efter vinderne Schulte-A. von Büren, begyndte det allerede at stå klart, at sådan kunne det ikke fortsætte.
Men ligesom par nr. 7's succeer altid havde været godt pressestof, var deres skilsmisse det også. Stille kom det ikke til at gå af, da det i foråret 1957 rygtedes, at Kay Werner gik med tanker om at være sin gamle makker "utro". Sympatien var fuldt ud på den "krænkede" parts side, og så stærkt var presset fra såvel pressen som den danske vinterbaneledelse, at Kay Werner i første omgang opgav sine planer om at danne fast par med Lucien Gillen og i stedet lod sig overtale til at starte endnu en sæson med Klamer.
Parret lagde ud med Berlins seksdagesløb, kørte godt i starten, men den sidste eftermiddag måtte Klamer opgive, og Kay Werner fuldførte med tyskeren Eddy Gieseler på 5. pladsen. Dortmunds seksdagesløb blev det 24. og sidste, Kay Werner og Evan Klamer kørte sammen. På papiret klarede de det hæderligt med en 4. plads, men realiteten var, at der på grund af en række styrt og andre uheld til slut kun var to storpar tilbage i løbet. Arnold-Terruzzi vandt løbet foran van Steenbergen-Severeyns, og tyskerne Reinicke-Junkermann kunne blive nr. 3 foran par. nr. 7.
Dermed var et stykke dansk vinterbanehistorie slut. De to kom aldrig til at køre sammen mere, men få uger senere, da den danske vinterbanesæson skulle starte i Forum, var der dannet et nyt par nr. 7: Kay Werner-Palle Lykke.
Men inden det kom så langt, havde Kay Werner i seksdagesløbet i Paris haft endnu en besynderlig skæbne. Som tidligere omtalt kørtes løbet de sidste år med tremandshold, og Kay Werner havde startet løbet med Carrara og Klaus Bugdahl som makkere. På andendagen lå trioen i spidsen før løbet, men så blev både Carrara og Bugdahl ramt af sygdom og måtte udgå. Derefter blev danskeren sat sammen med de to små franskmænd Vitre og Barmier, der imidlertid snart fik nok af tempoet, og så endelig på løbets sidste dag kom han ind på hold med Arnold og landevejsrytteren Jean Forestier, med hvem han sluttede som nr. 8.
Mon ikke det er lidt af en rekord: seks makkere i ét seksdagesløb?
TEKST UNDER FOTO:
Fra midten af 1950'eme gjorde TV og dermed også reklamerne for alvor deres indtog ved seksdagesløbene. Fra at være en københavner- (og Århus) begivenhed, blev vinterbaneløbene nu en landeplage, som alle måtte følge, om ikke andet så på skærmen.
TEKST UNDER FOTO:
En næsten lige så stor rolle som rytterne spiller speakeren, der skal formidle stemning og drama fra banelegeme til tilskuerpladser. Manden med den gyldne stemme hed i 1950'erne Erik Gutheil, der, som van Steenbergen demonstrerer det, i bogstaveligste forstand var på hat med rytterne. I baggrunden ses Anker Meyer Andersen, der sammen med Willy Falck Hansen stod for den sportslige ledelse.
TEKST UNDER FOTO:
Også et par nr. 7, Kay Werner afløser med Keld Leveau under seksdagesløbet i Århus i februar 1956. Klamer var kommet til skade ved at automobiluheld kort forinden, og det gav den dygtige og elegante Leveau chancen for at komme helt frem i første række. Parret endte på en 3. plads.
Palle fra Fyn
Den knap 21 -årige Palle Lykke havde i flere år været betragtet som noget i retning af dansk cyklesports vidunderbarn, inden han i november 1957 tog springet over som professionel. Utroligt alsidig var han, kunne køre lige godt på bane og landevej, og var ved VM i Ballerup 1956 blevet nr. 4 i amatørernes landevejsløb. Det løb sluttede med en massespurt, og havde ikke en ilter italiener trukket ham i trøjen på de sidste meter, var der uden tvivl blevet medalje til Palle fra Fyn. Hans fynske tungemål og hans drengede udseende i forbindelse med den kendsgerning, at han var bragende dygtig til at køre på cykel, skulle nødvendigvis gøre ham til publikums helt, og det blev han da også fra den første dag i Forum.
Det var tanken, at Kay Werner i hvert fald indtil videre skulle danne par med Gillen, men til Forums åbningsløb, hvor feltet var nogenlunde moderat, spillede man for galleriet og præsenterede fremtidens par nr. 7 i form af Kay Werner-Palle Lykke. Senfftleben-Forlini vandt løbet, men det nye par klarede en 6. plads, kun én omgang efter, omend den ungde debutant var ret så "groggy" undervejs og måtte tages under kraftig behandling af sin soigneur Knud Jakobsen for ikke at opgive.
Makkerskabet Kay Werner-Gillen blev ingen succes. Efter bruddet med Terruzzi havde den lidt enspænderagtige Gillen haft svært ved rigtigt at finde fodfæste i parløbseliten, og den vinter var han i hvert fald ikke særligt godt kørende. Efter et par skuffende placeringer i de sidste parløb inden seksdagesløbet, måtte det så briste eller bære i de 145 timer. Det nærmeste bristede, i hvert fald blev Kay Werner-Gillen kun nr. 3 efter det overraskende vinderpar Roth-Pfenninger og Arnold-Terruzzi.
Et par forsvandt, et nyt opstod - og grunden til et tredie blev lagt!
Sådan kan man faktisk godt sige om det 14. københavnske seksdagesløb i december 1957. Det blev et dramatisk løb på mange måder. Gillen-Kay Werners forsøg på at spille en rolle i finalen havde været så spagfærdig, at det måtte stå klart, at her var der ikke noget at bygge på.
Til gengæld blev vinderne Roth-Pfenninger ved et tilfælde Schweiz' nye storpar. Egentlig skulle Roth have kørt med Armin von Büren, makkerskabet Roth-Bucher var nemlig gået i opløsning, fordi Bucher i disse år satsede stærkt på motorpacede løb og i øvrigt blev verdensmester i denne disciplin i 1958, og von Bürens makker Koblet så man nu kun sjældent på vinterbanerne, men den store von Büren styrtede under opvarmningen til et af de sidste parløb inden seksdagesløbet så alvorligt, at han hverken kunne starte i det løb eller i seksdagesløbet. I hast hentede man så den unge Fritz Pfenninger, der tidligere havde vist gode takter i Danmark, op som makker tiI Roth, og de blev altså løbets overraskende vinderpar, ikke mindst fordi den unge Fritz her for alvor viste, hvilke evner der boede i ham.
Palle Lykke havde fået Emile Carrara som makker med det formål, at den rutinerede franskmand skulle lære den unge fynbo et og andet om parløbssportens mysterier, og de kørte da også hjem på en yderst respektabel 6. plads. Den temperamentsfulde franskmand var ellers fra starten ikke meget for at skulle køre med en debutant.
Det bliver enden på min karriere, jamrede han.
Årh ta og og hold op, den har sgu været forbi i flere år, bed parrets soigneur Knud Jakobsen ham af, men hvis du vil holde op med at jamre dig, skal jeg se, om jeg kan skaffe dig lidt håndører fra Monark (det cykelmærke Palle Lykke kørte), hvis du vil køre et pænt løb med drengen.
Det var straks en anden sag, og da det virkelig lykkedes Knud Jakobsen at få Monark til at bevilge 500 kr. (i 1957 noget i retning af en månedsløn), strålede franskmanden som en sol. Desværre kunne han ikke holde sin mund, men skulle straks berette om sin lykke for de andre ryttere, og historien kom da også løbets kaptajn og ukronede konge, Rik van Steenbergen, for øre:
"Hvad er det jeg hører, har du fået en ekstrapræmie? - den går med i fællespuljen!"
Herefter har den stakkels Milo vel kunnet hæve omkring en 50'er af sine dejlige 500 kr.
Men Palle Lykkes kørsel i dette hans første seksdagesløb var så lovende, at for de fleste eksperter var det klart, at det blot ville være et spørgsmål om tid, før det nye par nr. 7 kunne være en realitet. For den nu 35-årige Kay Werner var spørgsrnålet blot, om det kunne nås, inden han blev for gammel...
En bitter afsked - og come back
Men hvad var der blevet af Evan Klamer?
Vinterbanens ledelse var klog nok til at spille på den forladte halvdels fantastiske popularitet, og i seksdagesløbet satsede man stort ved at sætte ham sammen med hollænderen Gerrit Schulte. Om det var en klog disposition med den barske hollænders køremåde in mente, fik man aldrig opklaret, for "den flyvende hollænder" kom ikke, netop fordi han ikke kunne komme til at flyve. Tåge over lufthavnen i Antwerpen stoppede ham, så han ikke kunne nå frem til starten, og i sidste øjeblik måtte feltet laves om under stor dramatik.
Det var vigtigt for hele løbets karakter, at der blev sikret Klamer en stærk makker, især efter at kombinationen Kay Werner-Gillen ikke havde haft den store succes i de forudgående løb. Løsningen blev at overtale Rik van Steenbergen med gode ord - og ganske givet en endnu bedre betaling - til at lade sig skille fra sin faste makker Emile Severeyns og danne par med Klamer. Herefter blev Severeyns makker med danskeren Jean Hansen, der som amatør havde været helt i top, men som endnu i sin anden sæson som pengerytter ikke havde haft den ventede succes. Nu fik man samtidig givet ham endnu en chance, mens hans oprindelige makker Jørgen Frank Rasmussen måtte finde sig i spille tilskuerens rolle.
Parret van Steenbergen-Klamer blev straks en succes, og de første par døgn var parret med i spidsen. Men så brast det endnu engang for Klamer, en ondartet og smertende byld i skridtet tvang ham til at opgive, og han måtte endog hospitalsindlægges og gennem et par måneder lade sig underkaste hele tre operationer, inden han var de indvendige bylder kvit, der uden tvivl gennem længere tid havde plaget ham og haft sin del af skylden for hans alvorlige formnedgang. I Forumløbet betød det, at Jean Hansen, der sammen med Severeyns havde kørt sit hidtil bedste som professionel, atter måtte ud af "baronens seng", så man kunne gendanne parret van Steenbergen-Severeyns.
Lidt hårdt?
Måske, men det er ikke altid, at der i professionel sport er plads til at vise de helt store menneskelige hensyn.
Men Evan Klamer ville ikke have været den, han var, hvis han havde givet sig tilfreds med at slutte sin karriere på den måde. Sæsonen 1957-58 var tabt for ham, og at komme til at genindtage en virkelig stjernetilværelse, kunne han heller ikke drømme om, men han ville slutte med manér, og det lykkedes.
Sit første come back gjorde han på Ordrupbanen i sommeren 1958, hvor han omgående fik bevis for, at folket ikke havde glemt ham. Blot han placerede sig i et beskedent linieløb eller handicap, jublede publikum. Og i vinteren 1958-59, hvor man til Forumsæsonen fandt en ideel makker til ham i den stærke Reginald Arnold, kørte han en serie glimrende løb, altid med fremme også med enkelte sejre som resultat. Med sans for det smarte havde man "delt boet" mellem Kay Werner og Evan Klamer på den måde, at Kay Werner beholdt 7-tallet, nu på en dannebrogstricot, mens Klamer fortsat kørte med den sorte tricot, men som par nr. 2. De sorte 2'ere Arnold-Klamer var et farverigt par den vintersæson, og om sit makkerskab med den dygtige og snedige australier har Klamer selv engang fortalt følgende:
"Aldrig har jeg følt, at det var så nemt som det år, hvor jeg kørte med Arnold. Hvor man før skulle kæmpe for at komme med i det rigtige udbrud og for sin position i feltet, gik det nu som en leg, for få havde som Arnold venner i feltet, altid var der plads til én på det rigtige hjul, og altid kunne man komme med i det rigtige udbrud."
Så godt kørende blev Klamer, at han i seksdagesløbet i Münster i november 1958 kunne blive nr. 3 med Knud Lynge som makker efter gode par som Roth-Pfenninger og Bugdahl-Petry, og han forsøgte sig også en kort overgang som stayer, men det opgav han nu hurtigt igen. Efter succeen i sit come back var det hans tanke også at tage sæsonen 1959-60 med, men efter en bundplacering i seksdagesløbet i Dortmund umiddelbart før den danske sæson, valgte han at slutte. Han var da 36 år og havde iøvrigt nok at gøre med en nystartet cykleforretning på Frederiksborgvej i København.
Efter sin karriere kom han efter nogle års forløb atter ind i cyklesporten som formand for det danske professionelle cykleforbund, og den post havde han indtil sin alt for tidlige død i foråret 1978. Man siger, at sportens stjerner glemmes, når de forsvinder ud af rampelyset, men ved Evan Klamers begravelse i Lundtofte Kirke var den store sal fyldt til sidste plads.
TEKST UNDER FOTO:
Seksdagesløbet i Forum 1957, som bød på så megen dramatik. Palle Lykke debuterede med franskmanden Carrara som makker.
TEKST UNDER FOTO:
Evan Klamer fik selveste van Steenbergen som makker efter at Schulte ikke var nået frem, men måtte udgå.
TEKST UNDER FOTO:
Herefter fik van Steenbergen atter sin faste makker Emile Severeyns ved sin side.
TEKST UNDER FOTO:
Et af løbets populæreste par var Arnold-Terruzzi, der sluttede på andenpladsen.
TEKST UNDER FOTO:
For Kay Werner var det en skuffelse sammen med Gillen blot at kunne blive nr. 3.
TEKST UNDER FOTO:
Og endelig løbets vindere Roth-Pfenninger, der her interviewes af Gunnar NU. Det løb betød et gennembrud for den unge Fritz Pfenninger.
TEKST UNDER FOTO:
Evan Klamer. En ukuelig fighter var han så længe, kræfterne overhovedet kunne række, og selv efter sin alvorlige sygdom præsterede han et godt come back. Hans popularitet holdt sig langt efter, at den aktive karriere var slut, og for hans mange venner kom budskabet om hans alt for tidlige død som et chok.
Par nr. 7 i topklasse
Men da Evan Klamer i 1959 stod af cyklen for sidste gang, havde det nye par nr. 7 forlængst etableret sig. Den sidste tvivl om det nye makkerskab blev fejet af bordet med parrets sejr i seksdagesløbet i Århus i januar 1958, det første seksdagesløb de overhovedet kørte som makkere. Det var her, den unge Palle brød sammen under sejrsceremonien, bevæget over at være blevet seksdagesvinder i sit andet løb og over de 50 kr., som hans gamle farmor havde tildelt ham i den sidste time for god kørsel. Da var der ikke et øje tørt, heller ikke hos de mange tusinde ved TV-skærmene.
Sejren blev vundet foran et klassemandskab som Roth-Pfenninger, og på trediepladsen kom Nando Terruzzi med Knud Lynge som makker. Danskeren havde fået chancen med Terruzzi, fordi Arnold havde måttet opgive at køre på den lille Århusbane, et lille plaster på såret over, at det altså ikke blev ham, der fik chancen i det nye par nr. 7...
Hvad Kay Werner-Klamer havde måttet kæmpe for i tre til fire sæsoner, nåede det nye par nr. 7 næsten med det samme: at blive accepteret i den europæiske parløbselite. Deres første start på udenlandsk grund var i seksdagesløbet i Zürich i marts 1958, altså stadig i Palle.Lykkes debutsæson, og her blev de i et ret hårdt løb nr. 5, blot én omgang efter vinderne Roth-Pfenninger og van Steenbergen- Severeyns, og på omgangshøjde med Arnold-Terruzzi og Senfftleben-Forlini.
Allerede fra sæsonen 1958-59 var de fast indarbejdede i toppen, vandt deres første udenlandske seksdagessejr i Dortmund i november 1958 foran Arnold-Holzmann, der var eneste par på omgangshøjde, mens Roth-Pfenninger, Terruzzi-de Rossi, Gillen-Post og van Steenbergen-Senfftleben var én omgang efter, og var forinden blevet nr. 3 i seksdagesløbene i Berlin og Frankfurt.
TEKST UNDER FOTO:
Efter knap en sæson var par nr. 7 genopstået i ny skikkelse. På Århusbanen vandt Kay Werner-Palle Lykke i januar 1958 deres første seksdagessejr. Det er tydeligt at se, at både den unge debutant (t.h.) og den garvede veteran er berørte af situationen.
Den evige duel
Fra sæsonen 1958-59 begyndte også "den evige duel" mellem det nye par nr. 7 og Europas absolutte toppar van Steenbergen-Severeyns. Især på de danske vinterbaner var det igen og igen disse to par, der dystede om topplaceringeme, og snart var billedet det samme også de fleste steder i udlandet. I tre sæsoner varede duellen, og til sidst kunne det ikke undgå at virke en smule trivielt. Man begyndte at fornemme, at der ikke længere var den bredde i europæisk parløbssport, som der havde været blot få år tidligere...
Men føreløbig jublede man på de danske vinterbaner over det nye par nr. 7, der ganske givet var det bedste danske vinterbanepar, der nogensinde har eksisteret. Deres resultatliste taler for sig selv, på tre sæsoner vandt de otte seksdagesløb sammen og var ialt 21 gange placeret blandt de fire første i ikke ret mange flere starter.
Men i det 15. københavnske seksdagesløb 5.-11. december 1958 måtte par nr. 7 bøje sig for ærkerivalerne van Steenbergen-Severeyns, der vandt på points foran danskerne og Roth-Pfenninger, mens Arnold-Klamer kom på 4. pladsen, én omgang efter, og i sæsonens seksdagesløb i Århus, der kørtes i slutningen af januar og begyndelsen af februar 1959, vandt Knud Lynge endelig den så længe ønskede sejr med Terruzzi som makker. Kay Werner-Palle Lykke blev nr. 2 foran Roth-Pfenninger, mens Klamer endnu engang måtte nøjes med 4. pladsen, én omgang tilbage, dennegang med Klaus Bugdahl som makker.
Et interessant islæt savnedes i den vinters løb, publikumsparret Arnold-Terruzzi. Den internationale vinterbaneunion begik utvivlsomt en dumhed, da den forud for sæsonen vedtog ikke at acceptere mixede par, med mindre den ene af parrets ryttere var fra arrangørlandet. Reglen, der i praksis var næsten umulig at administrere, gik snart i glemmebogen, men man opnåede altså at få bremset parret Arnold- Terruzzi, og da de et par sæsoner senere atter fik lov at køre sammen, var det ved at være for sent.
TEKST UNDER FOTO:
Seksdagesløbet i Forum blev ved med at være den store folkeforlystelse, her er det Dirch Passer og Lommerpigerne, der sørger for stemning før starten til et seksdagestøb sidst i 1950'erne.
Fjerde sejr til Kay Werner i Forum
Det nye par nr. 7's største triumf på hjemlig grund kom i sæsonen 1959-60 i det 16. københavnske seksdagesløb i december 1959, og det blev på flere måder et bemærkelsesværdigt løb. Det var det første i Forum, hvor man gav efter for udvikiingen og dekreterede total lukning af banen og neutralisation i seks timer kl. 6-12. Det betød, at distancen faldt til 3.036 km mod 3.380 km året i forvejen, men ser man på resultatlisten, betød det også, at de mindste par kom langt længere bagud, end det ellers havde været sædvane: Arne K. Jonsson-Bendy Pedersen var 34 omange tilbage som nr. 10, Rud Jacobsson-Leif Hammel og Knut KarIsson-Otto Olsen som nr. 11 og 12 hele 36 omgange efter vinderne.
Mere hvile gav tilsyneladende også mere veloplagte ryttere og højere tempo i de timer, hvor der blev kørt, og endelig blev der færre "døde" perioder, hvor de små par kunne hente tabte omgange hjem. Løbet fik da også stort set rosende ord i pressen, og det hjalp ganske givet på stemningen, at det altså lykkedes de nationale farver at triumfere med en solid pointssejr over den evige fjende, beIgierne van Steenbergen-Severeyns og én omgang foran det genopstandne par Arnold-Terruzzi og Roth-Pfenninger.
Det var Kay Werners fjerde og sidste seksdagessejr i Forum, hvormed han altså kom á point med Gillen. Løbet viste også, hvor gode de næstbedste danskere efterhånden var blevet. Hans E. Andresen, den populære hønsefarmer fra Høsterkøb (når han var i udbrud spilledes "Den toppede høne"), blev nr. 5 med Oscar Plattner, og Knud Lynge placerede sig som nr. 6 med Klaus Bugdahl som makker, begge var kun to omgange efter vinderne, og yderligere en omgang tilbage kom den lysblonde Bent Ole Retvig, der imidlertid også i Peter Post havde fået en formidabel makker, ivrig efter at vise, hvad han kunne, også når han ikke havde Gerrit Schulte ved sin side.
Der er endnu en grund til, at man vil huske dette seksdagesløb, belgieren Willy Vannitsen. Den store Rik van Steenbergen var på det tidspunkt vinterbanernes suveræne konge, og han lagde især vægt på, at ingen landsmænd skulle formaste sig til at gøre ham den rang stridig. Fra sin totalt underdanige makker Emile Severeyns havde han intet at frygte, men hjemme i Beigien var der to ryttere, der hed Rik van Looy og Willy Vannitsen. Især førstnævnte gav Rik I problemer på landevejen, hvor han halvt om halvt havde måttet renoncere, men vinterbanerne var hans kongerige, hvor han ikke tålte nogen belgier hverken over sig eller ved siden af sig. Det havde derfor været ham en gevaldig torn i øjet, da parret van Looy-Vannitsen i 1957 havde vundet seksdagesløbet i Bruxelles, og da Vannitsen fra sæsonen 1959-60 bebudede, at han nu for alvor ville køre frem på vinterbanerne, knurrede den gamle Rik. Vannitsen fik kontrakt til seksdagesløbet i København og blev makker med danskeren Keld Leveau, der også hørte til i kategorien lige under Kay Werner og Palle Lykke. Forud for løbet udtalte Vannitsen sig til pressen som en cyklesportens Cassius Clay. Og sportspressen har næppe været uvillig til at understrege belgierens ytringer, for det her var jo "stof", så der var lagt op til det helt store jalousidrama.
Og det fik man!
Vannitsen kørte straks fra starten aggressivt og uden respekt for store navne eller uskrevne regler, og det kommer man normalt ikke langt med i seksdagesløbenes verden. Da general Rik blæste til modangreb, kom der orden over tropperne, og Vannitsen-Leveau blev kørt langt agterud, inden de seIv valgte at opgive løbet. Vannitsen var langt fra nogen dårlig rytter, men format til at spille det spil, han havde lagt op til, det havde han ikke, og han kom aldrig til at betyde noget virkeligt hverken på landevejen eller på vinterbanerne, hvor han dog et par år efter vandt en enkelt seksdagessejr i Antwerpens tremandsløb med Post og van Looy som makkere, og da han i 1965 sluttede sin karriere, havde han længe været et glemt navn.
TEKST UNDER FOTO:
Også det nye par nr. 7 nåede at vinde en seksdagessejr i Forum, det var i 1959. I midten ses parrets temperamentsfulde soigneur Jan van Dinteren, der dog ved denne lejlighed kun havde grund til at smile.
På jagt i Forum
Men det blev efterhånden mere og mere mærkbart, at man havde brug for variationer for stadig at kunne fastholde publikums interesse om de mange løb i Forum, og så fandt man på at indlede en jagt på først den lokale 100 km rekord og derefter på verdensrekorden. De mange løb bragte selv de mindre ryttere i en glimrende form, og det var bl.a. baggrunden for, at man i en periode kunne se rekorderne rasle. Jagten var blevet indledt allerede i finaleløbet i sæsonen 1958-59, hvor man til lejligheden havde dannet "superparret" van Steenbergen-Kay Werner, der da også kvitterede ved at sætte ny Forumrekord med 1:55,11. Dermed havde de slået den gamle rekord med 1 minut 38 sekunder, men de var tilsvarende 1 minut 6 sekunder fra schweizerne Roth-Buchers absolutte rekord fra et løb i Zürich et par år tidligere, 1:54, 05.
Nytårsaften 1959 kørtes der i Forum et 100 km parløb, hvor man havde det handicap at have konkurrence fra andre baner og derfor måtte undvære bl.a. Schulte og van Steenbergen. Man lavede derfor et par af de ledige makkere, Peter Post-Emile Severeyns, og minsandten om de ikke havde den frækhed at vinde løbet - og i ny rekordtid 1:54,53!
Og så gik det stærkere og stærkere: verdensrekorden faldt 7. januar 1960, da Kay Werner-Palle Lykke kørte på 1:53,37, men den 21. januar satte Arnold-Terruzzi trumf på og viste, at der endnu var krummer i dem og etablerede med 1:52,13 en rekord, der stadig står som vinterbanernes uofficielle rekord på 100 km og som i øvrigt svarer til et timegennemsnit af 53,5 km. En rekord sættes ikke af et par alene, men af et felt, hvor alle mand er i stand til at hjælpe med til at holde tempoet, så det er på sin plads at nævne, at på de næste pladser i rekordløbet kom van Steenbergen-Severeyns, Kay Werner-Palle Lykke og Schulte-Post, alle på omgangshøjde, derefter én omgang tilbage Forlini-Bendy Pedersen og to omgange tilbage Knud Lynge-Keld Leveau og Hans E. Andresen-Bent Ole Retvig.
Farvel til de glade 1950'ere
Nye tider var det også blevet på den måde, at der var sket udskiftninger i den sportslige ledelse.
Forud for det 16. københavnske seksdagesløb i december 1959 var Willy Falck under megen dramatik blevet sat fra bestillingen og erstattet af sin gamle krigskammerat, Anker Meyer Andersen, der i øvrigt i flere år havde fungeret som vice-sportsleder. I sæsonen 1960-61, der skulle vise sig at blive den sidste i en årrække, Iå den sportslige ledelse hos lb Vagn Hansen, mens Anker Meyer atter var rykket ned som "vice". Tal og analyser forud for sæsonen viste, at omkostningsniveauet nu var kommet så højt op, at man faktisk skulle regne med en belægningsprocent ornkring de 90 og en bruttoindtægt fra entré på over to millioner kroner, for at kunne gøre sig håb om balance!
19 løbedage + et seksdagesløb skulle der afvikles i perioden fra 10. november 1960 til 2. februar 1961. Når seksdagesløbet sættes til syv aftener, ville det sige noget i retning af cykleløb hver tredie til fjerde aften sæsonen igennem. Det havde man med succes kunnet byde det københavnske publikum i en årrække, men det kunne man ikke mere, skulle det vise sig.
De glade 1950'ere var forbi på mere end én måde.
Den nye sportsleder lb Vagn Hansen lagde sig ellers mægtigt i selen for at sikre sig publikums bevågenhed: løb for tremandshold, løb i dernypace, parløb efter nye propositioner som "etapeløb" etc., men skrue tiden tilbage kunne han ikke. Endelig er det nu engang også sådan, at det er rytterne, der skal skabe løbene, og ikke "smarte" propositioner og løbsformer, og karakteristisk var det, at en af "nyhederne" til denne sæson var den genopstandne Sidney Patterson, der som makker med Arnold skulle genoplive erindringen om fortidens Strom-Arnold. Patterson var en herlig cyklist, men egentlig parløbsrytter var han ikke, og han blev ikke bedre med årene.
Så var der mere fomyelse i at landevejens nye verdensmester, Rik van Looy, havde ladet sig friste af de mange penge, der kunne tjenes på vinterbanerne og taget imod et tilbud om makkerskab med den kommende storrytter Peter Post, der var blevet ledig efter at Schulte havde trukket sig tilbage. Med Rik II contra Rik I var der lagt op til en rivalisering, der kunne tegne spændende, men landevejsstjernens opdukken betød så sandelig også noget væsentligt for de budgetter, vinterbanen skulle arbejde efter, og da han stadig skulle tjene sine helt store penge på landevejen, og da hans sportslige ambition så ganske givet også i alt væsentligt Iå der, skulle seksdagesløbene helst ikke være hårdere, end at de var en behagelig førtræning til landevejssæsonen.
Forums åbningsløb vandtes, for tredie år i træk, af Kay Werner-Palle Lykke, to omgange foran schweizerne Plattner-Strehler og det næstbedste danske par Hans E. Andresen-Bendy Pedersen. Tre debutanter talte feltet: Niels Baunsøe, Jens Sørensen og Freddie Eugen. Til de to førstnævnte var der stillet store forventninger, men den sidste blev senere parløbsrytter af internationalt format...
TEKST UNDER FOTO:
Tre år efter Kay Werner/KIamer vandt Kay Werner/Palle Lykke seksdagesløbet i Frankfurt. Det er den evige rival, Rik van Steenbergen, der gratulerer. I forgrunden ses i øvrigt nu afdøde Otto Weckerling, der i mange år med hård hånd styrede vinterbanerne i Dortmund og Frankfurt.
TEKST UNDER FOTO:
Topmøde på højeste plan, generalerne Rik van Steenbergen og Kay Werner holder rådslagning, mens van Dinteren lytter til med skeptisk mine.
Sidste seksdagesløb i København i 15 år
Det 17. og for en årrække sidste seksdageløb i Forum fik ikke det bedste eftermæle, nedenstående referat fra bladet Cykle Sport taler for sig selv:
Københavns 17. seksdagesløb gav sejr til Steenbergen-Severeyns foran Bucher-Pfenninger og Kay Werner-Palle Lykke efter en af de mest interesseløse afslutninger, der endnu er præsteret. Ganske vist kræver "folket" brød og skuespil, men alligevel... lidt sport ind imellem havde ikke været af vejen.
Lagde De i øvrigt mærke til dette års publikum på inderkredsen?
Det har aldrig været ringere, og man kan kun konstatere, at nu er bunden nået - også i den retning.
Sæsonen endte i kaos, de sidste løbedage måtte annulleres efter at publikum efter seksdagesløbet svigtede totalt.
De sidste vinterbaneløb i Danmark i denne omgang kørtes i januar-februar 1961 i Århus, hvor Ernst Nielsen og Willy Falck Hansen stod som henholdsvis direktør og sportsleder. Seksdagesløbet gik for så vidt nogenlunde tilfredsstillende, idet publikum fik en underholdende finale med Kay Werner-Palle Lykke som vindere af det, der skulle vise sig for dem begge at blive deres sidste seksdageløb på dansk grund. Plattner-Bugdahl blev nr. 2 foran van SteenbergenSevereyns og Forlini-Patterson. Det allersidste løb, et otte timers natløb, kørtes den 18. februar med Bugdahl-Severeyns som vindere foran Plattner-Patterson og Terruzzi-de Rossi, og herefter var det slut. Flere forsøg på at rekonstruere vinterbanedriften i København mislykkedes, man arbejdede en overgang med en skitse med blot et seksdagesløb og tre til fire mindre parløb, men heller ikke det kom op at stå, og en ansøgning om tilladelse til i vinteren 1961-62 at arrangere løb i Århus blev afvist af Danmarks Cykle Unions Baneunion, der som sportslig instans skulle give sin tilladelse, men som benyttede lefligheden til at sige stop for en drift, der næppe nogensinde sportsligt set havde været fuldt ud tilfredsstillende.
Hvor blev de af?
Atter kan man spørge, hvor blev de så af, de danske ryttere, der for fleres vedkommende havde haft en endog ganske god levevej gennem vinterbaneløbene?
For flertallet af de danske professionals betød det faktisk afslutningen på deres karriere. Enkelte tog sommeren 1961 med på Ordrupbanen, men den sæson blev samtidig den sidste, hvor man i Ordrup kørte med en fast professionel klasse, og herefter var der reelt ikke længere nogen beskæftigelsesmulighed i Danmark for professionelle cykleryttere med undtagelse af ganske enkelte "invitationsmatcher" i ny og næ.
For ryttere som Knud Lynge, Keld Leveau, Bendy Pedersen, Hans E. Andresen og Bent Ole Retvig m.fl. var det helt slut. Flere af dem havde kunnet opnå respektable resultater på vinterbanerne, men de havde ingen realistiske muligheder for at sIå igennem i udlandet uden en dansk vinterbane i ryggen.
Det var naturligt, at sæsonens tre debutanter var indstillede på dog at prøve muligheden for at overleve som professionals. Mens deres ældre kolleger i nogen grad kunne siges at have haft deres tid, gjaldt det for Baunsøe, Jens Sørensen og Eugen, at de alle aldersmæssigt kunne regne med at have deres bedste tid foran sig. Altså drog de til udlandet og forsøgte i sæsonen 1961-62 at få fodfæste på Europas vinterbaner.
Det viste sig at blive mere end svært.
Jens Sørensen måtte drage til Australien for overhovedet at komme til at køre, og her deltog han i årene 1961-1964 i en række seksdagesløb under åben himmel. Han blev i 1961 nr. 2 i Perth og i 1962 nr. 4 i Melbourne med P. Dalton som makker, og i 1964 blev han igen nr. 2 i Perth med den dygtige australske sprinter Ron Baensch. Et par år senere vendte han tilbage til dansk cyklesport som amatør, kørte lidt på landevejen og lidt på Ordrupbanen. På den nye vinterbane i Forum har han også nået at køre en enkelt sæson som amatør, og i dag kan man stadig finde ham som aktiv på landevejen - i old boys klassen!
Niels Baunsøe, der længe blev betragtet som et af de største emner i dansk cyklesport, havde særdeles svært ved at forlige sig med den barske tilværelse som lille rytter på Europas vinterbaner. I starten fik han enkelte chancer med Freddie Eugen som makker, og i enkelte løb gik det også ganske godt, men han opgav snart og drog hjem. Efter mange hede debatter for og imod i dansk cyklesport blev han endelig i 1964 den første professionelle rytter i dansk cyklesport, der fik sine amatørrettigheder tilbage.
I moderne tid vel at mærke. I tiden op til og lige efter den første verdenskrig forekom det også, at ryttere, der havde haft professionel licens, atter fik lov at køre som amatører. Som amatør kørte han derefter en række gode løb i landevejens A-klasse, inden han efter sæsonen 1965 definitivt sluttede sin karriere.
Manden med de mindste forudsætninger, B-rytteren Freddie Eugen (for det var han faktisk kun, da han i 1960 på eget initiativ skrev kontrakt med vinterbanen), viste sig at være manden med den største vilje. Om hvordan det lykkedes ham at slå igennem og blive parløbsrytter af internationalt format, vil der blive lejlighed til at berette i et efterfølgende kapitel.
Men hvad med de to største, par nr. 7?
Egentlig kunne man vel nok sige, at Kay Werner med sine snart 39 år havde alderen til at slutte karrieren, men faktisk var han indstillet på at tage en sæson mere, også uden en vinterbane i Forum, og hans resultater i den netop afsiuttede sæson kunne vel også berettige ham til det: som seksdagesvinder i Frankfurt, Zürich og Århus og med en række andre topplaceringer stod han faktisk som vinterens mest vindende rytter, og der er næppe tvivi om, at han havde klasse til at klare mindst én sæson mere. Private forhold (forpagter af en stor BP- tank ved København) gjorde imidlertid, at han valgte at stoppe, mens legen var god.
Når der ses bort fra tilfredsstillelsen ved at køre for et eget publikum, var der ikke de store problemer for Palle Lykke. Han var 24 år nu, havde sine bedste år foran sig og var forlængst accepteret og anerkendt i den europæiske parløbselite - ja, med den alder, de fleste af topnavnene havde, kunne han faktisk påregne i løbet af blot et par sæsoner at høre til den absolutte top. Kontrakter kunne han få lige så mange af, som han ønskede, nu gjaldt det blot om at finde en ny makker...
Heller ikke det var svært.
Især ikke når man som Palle Lykke fik Europas seksdageskonge, Rik van Steenbergen, til svigerfar...
TEKST UNDER FOTO:
Et af 1950'ernes populæreste par i Forum, Ferdinando Terruzzi (t.v.) og Reginald Arnold. Det endte med at blive dem, der kom til at stå som indehavere af 100 km rekorden med fantastiske 1:52,13, opnået den 21. januar 1960.
TEKST UNDER FOTO:
En ung mand nåede på falderebet at starte sin karriere som professionel parløbsrytter i Forum. Det var Freddie Eugen, manden der kom fra ingenting. Han var blot B-rytter på landevejen, da han i november 1960 tog skridtet over i de professionelles rækker, men han havde dog allerede som amatør nået at vise sine anlæg. Vinteren forinden havde han vundet amatørernes Blå Bånd, en gennemgående konkurrence i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Her ses han efter netop denne sejr sammen med Anker Meyer Andersen, der var sportslig leder af amatørløbene på vinterbanen.
ref. Henrik Elmgreen "Seksdageskongerne" 1979, side 98 - 125
L&J
LENTZ & JENSSENS FORLAG
ISBN 87 7554 028 2
