VERDENS BEDSTE SEKSDAGESPAR
Af Henrik Elmgreen
I slutningen af 1920'erne var der i Tyskland to dygtige amatørpar, der gjorde sig pænt bemærket i de mange amatørløb rundt omkring på vinterbanerne, især på hjemmebanen i Dortmund's Westfalenhalle, der var kommet i gang i vinteren 1925-26 med Paul Schwartz som sportsleder. Det ene par hed Gustav Kilian-Hans Pützfeld, det andet Heinz Vopel-Willi Korsmeier.
Talenter ud over det almindelige? Måske.
Men der var i snesevis af dygtige tyske parløbsryttere dengang, hvor Tyskland var det store marked, og hvor ingen drømte om, at der blot få år senere skulle blive sat en brat stopper for seksdagesløbene i forbindelse med et nyt regimes magtovertagelse. Selv om konkurrencen således var mere end hård, vovede Kilian-Pützfeld alligevel i 1930 springet over i de professionelles rækker, og debuten fandt sted på hjemmebanen Dortmund i et tre timers parløb. Ak, var de dog aldrig blevet professionelle, det var deres første tanke efter en debut, hvor de var blevet kørt helt og aldeles sønder og sammen. Skamfulde og ydmyge forlod de banen, sky for publikums blikke.
Men springet var gjort, og allerede ti dage efter stod deres navne på plakaten for det 5. seksdagesløb i Westfallenhalle. Her gik det straks bedre, som det første rene dortmunderpar var de på forhånd publikums yndlige, og omend de ikke på noget tidspunkt var med i kampen om den førsteplads, som Tysklands på det tidspunkt bedste par, Rausch-Hürtgen, vandt, kunne de dog være tilfredse med den 8. plads, de opnåede.
l december 1931 skete der imidlertid et styrt på vinterbanen i Münster, der meget let kunne være blevet afslutningen på Gustav Kilians karriere, allerede før den egentlig var begyndt! Følgerne af en meget alvorlig knælæsion blev kun afbødet, fordi en læge blandt tilskuerne, der havde siddet lige ud for det sted, hvor Kilian styrtede, straks sprang ind over barrieren og tog vare på den styrtede, før en uoprettlig skade var sket. Alligevel kostede uheldet et halvt års pause, men her leverede manden, der senere fik tilnavnet »Der eiserne Gustav« (jernmanden Gustav), det første bevis på sin sejlhed. Han kom igen, og til vintersæsonen 1932-33 var han atter klar til kamp.
Med Vopel kommer du frem
l mellemtiden var også Heinz Vopel blevet professionel. De to ryttere var næsten jævnaldrende, af samme statur og højde, og kom i øvrigt godt ud af det med hinanden. Den tanke var dem ikke fjern, at de måske burde forsøge sig som par. »Med Vopel kommer du frem«, havde Kilian senior ofte sagt til sin søn, en bemærkelsesværdig spådom fordi faderen i øvrigt ikke havde større indsigt i og interesse for cyklesporten. Men sportsleder Paul Schwartz syntes ikke om ideen, han fandt dem for »sprinterbetonede« til at være makkere og holdt fast ved det gamle, Kilian med Pützfeld og Vopel med Korsmeier.
Sådan kørte de i seksdagesløbene i Dortmund og Frankfurt, og især i det sidste løb havde de etablerede stort besvær med at holde de unge himmelstormere nede på pladserne som nr. 5 og 6. Efter løbet i Frankfurt henvendte den berømte soigneur Beckmann, der på det tidspunkt passede Pijnenburg og schweizeren Emilio Richli, sig til Kilian med en højst uventet forespørgsel: »Kan jeg arbejde for dig i Stuttgart?«. Den befippede Kilian fik fremmumlet noget om, at det havde han vist ikke råd til, men Beckmann fejede hans indvending af: »Det finder vi nok ud af.« Og med den erfarne belgier som soigneur kørte Kilian-Pützfeld i Stuttgart deres hidtil bedste løb og endte på en sensationel andenplads, blot én omgang efter Pijnenburg-Richli. Alligevel blev det parrets sidste start sammen. På Kilians opfordring sad Vopel, der ikke havde kontrakt til løbet, på tilskuerpladserne den sidste aften, og straks efter løbet talte de to venner sammen: »Kan du se, hvor langt vi to kunne nå med en sådan mand ved vor side?« Et håndslag og sagen var klar, det nye par Kilian-Vopel var skabt. Hans Pützfeld fik som bekendt i Willy Funda snart en glimrende makker, mens derimod Korsmeier aldrig kom helt frem i første plan.
TEKST UNDER FOTO:
Kilian-Vopel.
»Flugten til Amerika«
Her stod et nyt ungt par parat til at erobre verden, men snart var det som om, der slet ikke var nogen verden at erobre. Vi er nemlig fremme ved vintersæsonen 1933-34, der jo skulle blive den sidste tyske seksdagessæson i mange år. For Kilian-Vopel som for så mange andre dygtige tyske parløbsryttere sank en verden i grus, for af at køre parløb på de åbne tyske sommerbaner kan man ikke leve, og der er naturligvis en grænse for, hvor mange tyske par, der ville blive plads til på de øvrige europæiske vinterbaner.
Sommeren 1934 kørte Kilian-Vopel i Holland og håbede på, at noget skulle vise sig. Det gjorde der i form af Piet van Kempen, der fik øje på dem og anbefalede dem til seksdagesløbet i London, der åbnede den nye vintersæson 1934-35.
Skulle van Kempen komme til at fortryde sin generøsitet?
I hvert fald skulle det blive lige netop det unge tyske par, der blev hans største rivaler i kampen om den sejr, han meget gerne skulle vinde med den lokale helt Sidney Cozens ved sin side.
Men for Kilian-Vopel skulle dette løb få langt større betydning end den øjeblikkelige glæde over et uventet godt resultat. Den amerikanske manager og tidligere rytter Willy Spencer var i Europa på jagt efter nye emner til de amerikanske seksdagesløb, hvor han arbejdede i andet plan på provinsbanerne, mens det stadig var den store Chapman, der styrede de største løb, dem der kørtes i New York og Chicago.
»Kør hos mig i USA, l får 125 $ pr. mand pr. løb, hvis I binder jer for mindst to år, rejsen må I selv betale!«, sådan lød amerikanerens »fyrstelige« tilbud til de to unge ryttere, der, ganske som Spencer vidste og regnede med, ikke havde nogen anden mulighed end at de ville fortsætte deres karriere. Altså slog de til, stærkt tilskyndet af deres ven og konkurrent Werner Miethe, der selv gjorde turen til USA.
Efter en tiggergang hos familie og venner lykkedes det at skrabe penge sammen til en sørejse til USA på 3. klasse, og de to venner kunne ikke lade være med skæve en smule misundeligt til landsmændene Walther Lohmann - Adolf Schön, der via Chapmans mellemmand i Europa, Oscar Egg, havde fået kontrakt til de "rigtige« seksdagesløb i Chicago og i New Yorks Madison Square Garden. For Lohmann blev glæden midlertid kort: allerede i den første afløsning efter blot to minutters kørsel i New York styrtede han så alvorigt, at han var færdig for resten af sæsonen.
Den første seksdagessejr
For Kilian-Vopel startede turneen i Canada, hvor de havde deres første start i Montreal. En helt ny kørestil og ukendte konkurrenter skulle de vænne sig til, og resultatet blev en femteplads, et godt stykke efter de populære canadiske vindere William Peden-Jules Audy, der kunne få hallen til at geråde i en stemning som i et galehus. Så var der mere afdæmpet i det puritanske Toronto hvor den gode amerikaner Jimmy Walthour vandt sammen med canadieren Henri Lepage, og hvor Kilian-Vopel gjorde gode fremskridt og avancerede til andenpladsen.
Og så i november 1934 kunne Kilian-Vopel notere sig for deres første seksdagessejr. Det var i Cleveland, hvor man som noget nyt kørte med tremandshold.Trediemanden var vennen Werner Miethe, der kort tid efter opgav sin aktive karriere og blev parrets manager og soigneur*.
Efter en andenplads i Pittsburgh, hvor de indtil den sidste aften havde lignet et vinderpar, for så i finalen at blive distanceret med hele to omgange af Walthour-Lepage, tog de hjem på juleferie, og da de i januar 1935 vendte tilbage for at opfylde resten af deres kontrakter i vinteren 1934-35 ventede der dem den glædelige overraskelse, at Spencer for god kørsel havde lagt 50 $ på deres gage pr. løb. Med en revanchesejr over Peden-Audy på canadisk grund kunne de glæde sig over en rimelig sportslig succes i deres første Amerikasæson. Økonomisk var der lige overskud nok til at betale de lån, de havde måttet stifte for overhovedet at kunne klare »flugten til Amerika«.
* På vinterbanerne bruger man ofte betegnelsen »manager« om den person, der fungerer som parrets træner og soigneur. Denne mand er af uvurderlig betydning, idet han foruden at give massage og i øvrigt sørge for rytternes ve og vel også som oftest er den, der lægger taktikken og har til opgave at sørge for, at alt fungerer som det skal.
Gennembrud
Kontraktligt havde de bundet sig for to sæsoner hos Spencer og måtte altså i efteråret 1935 atter tage turen til USA - på ny for lånte penge. Med på rejsen dennegang var foruden Werner Miethe også bl.a. danskeren Erland Christensen. Men nu gik det til gengæld virkelig strygende for Kilian-Vopel, der i seksdagesløbet i Montreal præsterede at slå Chapmans toppar Letourneur-Giorgetti så eftertrykkeligt, at de opgav den sidste aften og forlod banen uden at deltage i den afsluttende banket!
Spencer gned sig i hænderne,, det var en kendt sag, at der herskede et inderligt jalousiforhold mellem de to managers, hvor Chapman så suverænt spillede rollen som »the big brother«. Da parret derefter vandt lige så suverænt i Pittsburgh, fik Chapman for alvor øje på dem, og i ærgrelse over, at det blev Spencer og ikke ham selv, der først fik dem til Amerika, fyrede han sin agent i Europa, Oscar Egg.
Men der skulle handles, og pr. telegram sendte den store manager nu de to tyskere et tilbud på start i Chicago for et beløb af 125 $ pr. dag, det samme som de hos Spencer fik for et helt løb. Spencer gav sine ryttere grønt lys - ganske vist i håb om en ny triumf over sin rival.
l Chicago-Stadium gik de to venner så for første gang til start i et af de store amerikanske seksdagesløb, som ene tyske par mod 17 Chapmanteams, og de var straks fra starten klar over, at det var her, den store prøve skulle stå. Selve sceneriet måtte fascinere dem: 30.000 tilskuere på åbningsaftenen fordelt på tre balkoner over hinanden, en fantastisk atmosfære, der nok kunne tvinge selv de bedste i knæ. Med 18 par på banen og udelukkende blandt fjender var der kun én taktik, der duede: at køre fra spidsen. Og det gjorde de så - så godt de kunne. Fra inderbanen dirigerede Miethe dem med skarpe pift i fingrene. Et pift betød, at der skulle trædes an efter en vunden omgang, og hvis der derefter blev piftet to gange, skulle man derudaf igen! For de to fra Dortmund forekom det, som om de konstant hørte piften for deres øren. Det var tydeligt, at de ikke var populære hos arrangørerne, hvor man hos de fleste andre par tog det ret så lemfældigt med afløsningerne, regnede det med bøder til Kilian-Vopel, og selv om de faktisk konstant var i spidsen for løbet, fik de påtale for ikke at køre deres chance, straks de ikke gik efter selv det mindste par, der var helt uden placeringschance i løbet. Den omsorgsfulde Miethe følte sig foranlediget til ikke at overlade noget til tilfældighederne, så han hentede mad til sine ryttere fra en tysk restaurant 10 km fra hallen - for alle eventualiteters skyld!
Finale på forskud!
De værste konkurrenter var »de røde djævle«, Letourneur-Debaets, men før den sidste aften lå seks par på omgangshøjde, Kilian-Vopel med de fleste points, men efter det amerikanske system, hvor den sidste time kørtes som en lang spurtserie med forhøjede points, kunne alt ske. Derfor tog man også dobbelt entré på finaleaftenen, hvor det faktisk var beregnet, at løbet helst skulle afgøres i de allersidste minutter.
Programmæssigt tømmes hallen kl. 17.30 og sædvanen tro triller rytterne stille rundt i den uofficielle neutralisation mellem eftermiddag og aften. Én rytter fra hvert par er på banen, iført overtrækstøj, halstørklæde, tophue, knævarmere etc. Men Miethe er forsigtig, mens Vopel kører på banen, går Kilian ikke som normalt ned i køkkenet men blunder bag forhænget i kabinen, som makkeren er han iført overtrækstøj.
Og pludselig river Miethe forhænget til side!
Letourneur-Debaets har forsøgt et fremstød, og Vopel er i vanskeligheder på banen. Ene mand kan han ikke forhindre de røde djævle i at vinde en omgang. Lynhurtigt er Kilian på banen, der er ikke tid til at smide overtrækstøjet, det må ske etapevis i afløsningerne, og så bliver der kørt cykleløb.
Løbskommissærerne og de undrende vaskekoner er de eneste tilskuere til en to timer lang nådesløs jagt, som savner sin lige i seksdagesløbenes historie. Og nu er de to tyskere kommet i gang, »maskinen« Kilian-Vopel kører nu i højeste gear, og de fortsætter, så længe det passer dem. Da jagten endelig stilner af, er i seksdagesløbet afgjort: Kilian-Vopel er syv omgange foran deres nærmeste konkurrenter! Og endnu er der ikke en tilskuer på banen .
Da et festklædt og forventningsfuldt finalepublikurn indfinder sig ved 20-tiden, ser det en samling dødtrætte og desillusionerede ryttere rulle stille rundt på banen, der sker ikke mere. Chapman-river sig i sin sparsomme hårvækst af fortvivlelse, og folk giver med højlydte HE-HE-HE råb deres mishag til kende. Kun ét sted er der stemning og fest, i manager Spencers loge på inderkredsen, hvor champagnen skænkes op med rund hånd.
Endelig i Madison Square Garden
Og så var Kilian-Vopel ved deres drømmes mål: et engagement til det seksdagesløb, der stadig stod som det rigtigste og største af alle, det i Madison Square Garden i New York. Kun et par uger efter Chicago skulle der køres i New York, og selv om der med Schön, Pützfeld og Hürtgen allerede var tre tyskere i feltet, mente Chapman ikke at kunne undvære vinderne fra Chicago.
Allerede den første aften var stemningen og forventningerne store, næsten halvdelen af tilskuerne var af tysk afstamning, aldrig før havde et rent tysk par haft sejrschancer i New York, og man skulle helt tilbage til 1912 for at finde den sidste tyske sejrherre, det var Walter Rütt, »The Bearcat«, der dengang havde vundet med amerikaneren Joe Fogler. Og for at gøre det hele endnu mere tysk, var det selveste sværvægtschampionen Max Schmeling, der skød startskuddet.
Med 18 par på den korte 166 meter bane var det svært at begå sig, og den store Kilian styrtede ikke mindre end 16 gange. Og atter måtte tyskerne finde sig i at have kommissærerne med sportsleder Frank Kramer i spidsen imod sig, og på ny regnede bøderne ned over dem, men med en gage på nu 175 $ pr. dag var der råd til at betale dem. Og de to venner fik lov at opleve den igen ganske særlige stemning ved New Yorker seksdagesløbet, hvor der er liv døgnet igennem. Fra tidligt på dagen bringer de mange italienske tilskuere liv på tilskuerpladserne, og de er ikke til at drive væk, når eftermiddagens jagter og spurter er overstået. De har forsynet sig rigeligt med brød, vin og kvinder og gør seksdagesløbet til en folkefest. Om aftenen underholder syv jazzorkestre, og der er liv natten igennem, når der er blevet stille på Broadway og når Metropolitan Operaen har lukket de sidste gæster ud. Wallstreetbosserne udsætter kæmpepræmier i spurterne, og Sonia Henie, Douglas Fairbanks, Jr. m.fl. lader sig se på tilskuerpladserne.
Jernhårdt er løbet også: ikke noget med at køre på det grønne fortov, der afspærres med sandsække, og turistcykel med opadbøjet styr og bred sadel i neutralisationsperioderne kendes ikke. l sin erindringsbog »Allein ist man nichts - als Mannschaft alles« (alene er man intet - som hold alt) har Gustav Kilian om dette seksdagesløb i New York 1935 skrevet, at det var det hårdeste men også det smukkeste i hans karriere - og sejren, som han og Vopel vandt, samtidig den største, de opnåede sammen.
Da de seks døgn var forbi, havde feltet tilbagelagt en distance af 4.086,2 km, og Kilian-Vopel havde i finalen besejret to af verdens absolut bedste seksdagespar, amerikanerne Walthour-Crossley og franskmændene Letourneur-Broccardo.
Da de kørte æresrunde til tonerne af »Deutschland, Deutschland über alles«, lod deres begejstrede landsmænd det på ægte amerikansk manér regne med papir og konfetti ned over dem.
En kort juleferie i Europa brugtes bl.a. til at vinde et otte timers natløb i Dortmund foran det fransk/belgiske par Ignat-Depauw, og derefter gik turen atter tilbage til USA, hvor Kilian-Vopel fortsatte deres sejrsserie, og da vinteren var forbi, kunne de notere sig for otte seksdagessejre i ti starter!
TEKST UNDER FOTO:
Det klassiske billede af Kilian-Vopel i en perfekt afløsning. På de amerikanske baner kørte man endnu i 1930'erne uden styrthjelm.
TEKST UNDER FOTO:
Da den første sejr i det berømte Madison Square Garden blev vundet i 1935, følte Kilian-Vopel, at de havde nået et højdepunkt i deres karriere. Uberørte af anstrengelserne ser de bestemt heller ikke ud til at være.
Verdens bedste par
Hjemme i Dortmund blev de modtaget som helte, også af det officielle Tyskland, der på trods af moralske anfægtelser over seksdagesløbene og deres væsen ikke undslog sig for at tage de to »sportsgesandters« sejre i det store udland til indtægt.
Inden de i vinteren 1936-37 atter skulle til USA, lod de sig engagere til seksdagesløbet i London - ikke uden en vis betænkelighed, ganske vist, for det ligesom lå i luften, at den europæiske elite meget gerne ville dukke heltene fra Amerika. l Europa var brug af styrthjælm i baneløb nu blevet obligatorisk, og det bekom »amerikanerne« skidt. Men straks fra starten sikrede Kilian-Vopel sig et forspring på to omgange, som det lykkedes dem med næb og klør at forsvare indtil den sidste dag, hvor de måtte afgive den ene, men altså dog kunne vinde løbet én omgang foran det beigiske par Jean Aerts-Albert Buysse, kollegaerne fra USA, Walthour-Crossley, og franskmændene Ignat-Diot, der på det tidspunkt var kommet stærkt frem og snart også gjorde sig gældende i USA. Især Piet van Kempen havde lagt sig gevaldigt i selen for at hindre en tysk sejr, men han formåede det ikke, og selv måtte han sammen med sin bror Jan nøjes med en 5. plads.
Tilbage i USA gik »verdens bedste par« nu fra sejr til sejr og var blevet et begreb for de amerikanske tilskuere. »Crazy Gus« og »Heinz-Ketschup« (fordi han engang tog fejl af ketschup og marmelade) var uhyre populære, men det var det nazistiske styre hjemme i Tyskland ikke, og det kunne trods al personlig velvilje ikke helt undgå at smitte af på Kilian-Vopel, der snart skulle begynde at mærke de første antydninger af kommende vanskeligheder...
Var det måske skriften på væggen, da man efter endnu en stor sejr i Madison Square Garden på æresrunden ikke traditionen tro spillede nationalmelodien men »Ach, du lieber Augustin«...
Men som verdens bedste par mente de nu at kunne tillade sig at sætte deres pris. Havde man ikke hørt om, hvordan Alfred Goullet i begyndelsen af 1920'erne hos Chapman havde kunnet få 1.000 $ pr. døgn? Skulle så f.eks. 400 $ pr. mand pr. døgn være for meget for Kilian-Vopel?
»Ikke tale om«, var Chapmans svar, »Jeg kører uden jer«.
Og det gjorde han, men han begik den dumhed at publicere, at Kilian-Vopel ikke deltog, fordi de var rejst hjem til Europa for at opfylde kontrakter der. Da Kilian-Vepel læste det i aviserne, besluttede de sig til stille og roligt at møde op i Madison Square Garden på åbningsaftenen.
Stor ballade!
Mange tyske tilskuere forlod deres pladser i protest, Chapman fik læst og påskrevet i pressen, og løbet blev en dundrende fiasko. Straks herefter kørte - og vandt Kilian-Vopel i Chicago, for et honorar af 400 $ pr. mand pr. døgn (ca. 16.000 kr. til hver for et seksdagesløb).
l et efterfølgende løb i Milwaukee styrtede Kilian så alvorligt, at han måtte opgive ikke blot dette løb, men hele resten af vintersæsonen. Tilfældet gjorde, at Vopel herefter fik sin gamle makker fra amatørdagene, Willi Korsmeier, ved sin side og med ham blev løbets nr. 2.
TEKST UNDER FOTO:
"De tyske politihunde" og "verdensmestre i seksdagesløb" står der om Kilian-Vopel på dette amerikanske postkort.
TEKST UNDER FOTO:
Så mageligt som man nu kan sidde på en racercykel fordriver Kilian tiden under en neutralisationsperiode med avislæsning.
Ikke lykken at være tysker
l vinteren 1937-38 måtte Kilian-Volpel oftere og oftere erfare, at de ikke blot havde venner i USA. l Chicagos seksdagesløb fik de kærligheden at føle , idet de røg ind i en bitter strid med det dygtige franske par Ernile lgnat-Emile Diot, som ledelsen ganske tydeligt hellere så på løbets førsteplads end tyskerne. Den stærke rivalisering mellem de to par bevirkede, at de på et tidspunkt begge var omkring 20 omgange efter, men så tog de sig dog sammen til en fælles modaktion og hentede de tabte omgange tilbage. Det var franskmændene, der først nåede op på omgangshøjde med spidsen, og så begyndte komedien igen. Hver gang Kilian-Vopel ville ud efter den omgang, der skulle bringe dem lige med lgnat-Diot, var der et af de små par, der styrtede på »amerikanermanér«, og løbet blev neutraliseret, så tyskerne ikke kunne nå at få deres omgang. Resultatet blev at Kilian-Vopel måtte tage til takke med en 2. plads efter Ignat-Diot.
Kilian og Vopel var nu i deres bedste alder som cykleryttere, begge omkring de 30 år, og de ville ganske givet i endnu flere sæsoner kunne have gået fra sejr til sejr, men den tilspidsede verdenspolitiske situation, hvor den anden verdenskrig med uafvendelige skridt rykkede nærmere og nærmere, gjorde forholdene stadig vanskeligere for de to. De vandt godt nok stadig mange løb i USA, men oftere og oftere måtte de finde sig i at blive skilt ad: dels var folk ganske naturligt lidt trætte af altid at se det suveræne par vinde, og dels kunne man bøde lidt på stemningen hos de mest tyskfjendske ved at parre de to tyskere med populære lokale ryttere. Således vandt Kilian med amerikaneren Bobby Thomas i Buffalo 1938 og i Chicago 1939, med Cecil Yates i Buffalo 1939 og med Henri O'Brien i Columbus 1940. Vopel vandt i Pittsburgh 1937 med canadieren Jules Audy og i Buffalo 1940 med Yates.
Efter krigsudbruddet i september 1939 var det kun med nød og næppe og efter tilladelse fra højeste sted (propagandaminister Goebbels) at parret fik lov til at rejse til USA i sæsonen 1939-40. Tykland var jo endnu ikke i krig med USA, og det skulle tages som et udtryk for den tyske suverænitet at man sagtens kunne tillade sig at give et par unge sportsfolk fri fra militærtjeneste for at drage ud og repræsentere Det tredie Rige. Men rejsen måtte foretages med den transsibiriske jernbane (så lærer l også vore nye russiske venner at kende, var Goebbels kommentar) over Japan og derfra til San Francisco, en rejse der ialt varede tre måneder.
Den sidste sejr - og et stort held i uheld
Krigssommeren 1940 måtte Kilian-Vopel tilbringe i USA, hvor de på New Yorkernes ferieø Coney Island deltog i en serie løb om de amerikanske sommerbanemesterskaber. Kilian fejrede den triumf at blive amerikansk stayermester og køre æresrunde i mesterskabstricot i stars and stripes, og Vopel blev nr. 3 i sprintermesterskabet.
l den anden krigssæson 1940-41 blev situationen endnu mere uholdbar for de to tyskere. l stort som småt mærkede de modviljen mod alt, hvad der var tysk, således var en dag de små pynteflag, man anbringer på kabinerne, revet ned hos Kilian-Vopel, og arrangørerne besluttede at anbringe amerikanske flag på alle kabiner. l marts 1941 kørte og vandt Kilian-Vopel deres sidste amerikanske seksdagesløb sammen. Det var i Buffalo, hvor et stort kontingent af canadiske tilskuere hujede og piftede ved ethvert tysk fremstød, Canada var allerede i krig med Tyskland. Tidligt på forsommeren 1941 fik de to seksdageskonger fra det tyske konsulat et vigtigt tip: hvis de ville hjem til Tyskland, var det ved at være på høje tid, for noget var under opsejling...
Med stort besvær og under mange ubehageligheder kom de ud af USA, og i Yokohama var de så atter klar til en lang, ørkesløs rejse med den transsibiriske jernbane - men ak, »alt udsolgt«, og man måtte belave sig på otte dages ventetid. l sidste øjeblik kom de dog alligevel med - på afbud. For første gang i lang tid kunne de to venner føle, at heldet atter havde tilsmilet dem, men til gengæld også i langt højere grad, end de selv først var klar over: vi er i juni 1941, den 22. juni støder tyske tropper ind over den russiske demarkationslinie, krigen mellem Tyskland og Rusland er begyndt, og otte dages ventetid i Yokohama kunne vel have betydet, at Kilian-Vopel aldrig mere havde set deres fædreland.
Her slutter for så vidt historien om verdens bedste seksdagespar, omend der vil blive lejlighed til en lille efterskrift i et senere kapitel. Hjemkomne til Tyskland blev de som alle andre revet med i Det tredie Riges undergang og måtte i ruiner og murbrokker, i nød og elendighed se en hård karrieres surt sammensparede erhvervelser gå al kødets gang. Da kanonerne endelig tav i maj 1945, måtte også Gustav Kilian og Heinz Vopel gå i gang med at skabe sig en ny tilværelse.
TEKST UNDER FOTO:
Kilian-Vopel
ref. Henrik Elmgreen, "Seksdageskongerne", 1979, p. 61 - 70
==============================================
Atter seksdagesløb i Tyskland
Hvad især mange tyske ryttere længe havde drømt om, blev i vinteren 1949-50 til virkelighed: de tyske vinterbaner genåbnede, og efter femten års pause blev der atter kørt seksdagesløb i Tyskland.
Og forbløffende var det at se, hvordan de atter dukkede op og meldte sig under fanerne, de gamle navne fra 1930'erne - ja i enkelte tilfælde endog fra 1920'erne! Især i den britiske besættelseszone havde sportsinteresserede engelske kommandanter anset det for en fornuftig adspredelse at arrangere sportskampe, herunder cykleløb, straks efter at den første forvirring oq tumult efter sammenbruddet i maj 1945 havde lagt sig.
I små lukkede gadeløb havde man kunnet se fortidsstjerner, seksdagesvindere og verdensmestre som Walter Lohmann, Heinz Vopel, Gustav Kilian, Karl Göbel, Willy Funda, den gamle »Lotte« Ehmer m.fl. spurte på livet løs om præmier som spegepølser, halve pund kaffe, smør og lign., i disse år »skatte«, som den almindelige tysker næsten var afskåret fra at erhverve sig. Og de mest ambitiøse af de gamle ryttere ventede blot på den dag, hvor de atter kunne få lov til at konkurrere internationalt: nu kom den.
Foruden de allerede nævnte navne var også Paul Kroll endnu aktiv og kørte med i et par at de første seksdagesløb. Han havde været med i det berømmelige verdensrekordløb i Berlin i 1924. For ham fik det imidlertid en sørgelig ende, idet han styrtede under et almindeligt parløb efter en punktering på forhjulet, og i faldet pådrog han sig et kraniebrud, der var så alvorligt, at han døde af sine kvæstelser.
Med en sej beslutsomhed nægtede disse gamle kæmper at bøje sig for naturens lov, de fleste af dem var et godt stykke over de 40 år. Det var som om, de nu krævede i den sidste ende at få et par af de år, krigen havde berøvet dem.
Endnu en seksdagessejr til Kilian-Vopel
De fleste af de gamle måtte dog som oftest bøje sig i kampen mod deres langt yngre konkurrenter, men de to største, Kilian og Vopel, kunne endnu imponere med deres stil og klasse. Især Gustav Kilian var i forbavsende grad i stand til at bevare formatet og køre med i første plan lige til sine sidste år som aktiv.
Den første vinterbane, der kom igang, var München, og her resulterede et af de første parløb i en populær sejr til Gustav Kilian-Walter Lohmann, og da det første tyske efterkrigs seksdagesløb kort tid efter kørtes på samme bane, kunne de blive nr. 5 efter vinderne Naeye-Depauw fra Belgien.
Også berlinerne skulle atter til seksdagesløb, ikke i det gamle Sportspalast, men i det nye Sporthalle ved radiohuset. Her blev det tidens nye navne der dominerede, Terruzzi-Rigoni vandt foran Strom-Arnold.
Hannover, der ikke tidligere havde haft seksdagesløb, fik nu også en bane op at stå, og til det første seksdagesløb i 1950 kunne man præsentere en særlig attraktion. Da Walter Lohmann kort tid forinden brækkede et kraveben, stod Kilian uden makker, og man fik ham så overtalt til at danne par med sin gamle ven og krigskammerat, Heinz Vopel.
"Verdens bedste seksdagespar" var således genopstået, og i Hannover kunne man, som ved de fleste andre arrangementer i Tyskland på dette tidspunkt, notere fulde huse dag og nat. En begejstret menneskemængde så »heltene fra da far var dreng« vinde endnu en seksdagessejr, deres 28. sammen - men den første på tysk grund! Så begejstrede var publikum, at de under æresrunden sprang op fra deres pladser og spontant gav sig til at synge den på det tidspunkt forbudte nationalsang »Deutschland, Deutschland über alles« ...
Herefter var de to gamle makkere næsten nødt til at køre en serie løb sammen, og selv om årene ikke kunne blive ved med at gå sporløst hen over dem, kunne de dog stadig opnå forbløffende resultater. l 1951 blev de nr. 3 i Hannover, og i Berlin kronede de deres karriere som par med deres 29. og sidste seksdagessejr sammen, og de to gamle kæmper kunne notere sig for den triumf at være én omgang foran den unge generation repræsenteret ved Terruzzi-Rigoni på 2. pladsen og Gillen-Guy Lapebie på 3. pladsen, ryttere der næsten kunne være deres sønner. Kilian havde ellers i den unge schweizer Jean Roth fundet et talent, som han fik ved sin side i en række løb og gav den første værdifulde indføring i seksdagesløbenes mysterier. Med den hurtige »jetjager« som makker vandt han således seksdagesløbet i Münster 1950, i øvrigt det første der blev kørt i den lille Halle Münsterland, og parret Kilian-Roth tegnede sig også i de næste år for flere placeringer. Gustav Kilian var 46 år gammel, da han endelig i januar 1954 sluttede sin karriere, og så var det endda ikke engang ganske af egen fri vilje, men fordi han havde lagt sig ud med den sportslige ledelse på vinterbanen i Dortmund og fået en længere karantæne ...
Heinz Vopel kørte yderligere en sæson og sluttede først af i februar 1955 få måneder før han fyldte 47 år. Sin sidste start uden for Tyskland havde han i øvrigt i Forum i København den 13. januar 1955, hvor han i et parløb blev nr. 11 med Ib Laursen. Vopel døde i øvrigt allerede fire år senere i en relativt ung alder, mens derimod Kilian efter et par års pause atter dukkede op i rampelyset som succestræner for de vesttyske baneamatører som han indtil 1977 førte frem til verdensmesterskaber og olympiske mesterskaber på stribe.
Med 29 seksdagessejre sammen er de suverænt alle tiders mest vindende sekdagespar, og selv i vore dage, hvor der næsten er gået inflation i seksdagesløb, vil det være svært for noget andet par at slå denne rekord.
Begge gjorde de vel i øvrigt nok den stolte fars klassiske fejl: de forsøgte at overføre deres egne ambitioner på deres sønner, Heinz Vopel og Gussy Kilian, der begge opnåede pæne resultater som amatører i slutningen af 1950'erne, for derefter at blive ret så mislykkede professionals. Fædrenes drøm om at de skulle danne et nyt storpar gik aldrig i opfyldelse. Et par som Kilian-Vopel fødes kun én gang i et århundrede!
ref. Henrik Elmgreen, "Seksdageskongerne", 1979, p. 78-80
==============================================
Efterskrift
Pr. 4. januar 2004 ser stillingen således ud:
1 Bruno Risi – Kurt Betschart (SUI) 34 victories
2 Gustav Kilian – Heinz Vopel (GER) 29 victories
3 Rik van Steenbergen – Emile Severeyns (BEL) 19 victories
3 Peter Post (NED) – Fritz Pfenninger (SUI) 19 victories
3 Danny Clark (AUS) – Anthony Doyle (GBR) 19 victories
6 Silvio Martinello – Marco Villa (ITA) 16 victories
7 Eddy Merckx – Patrick Sercu (BEL) 15 victories
7 Danny Clark – Donald Allan (AUS) 15 victories
9 Peter Post (NED) – Patrick Sercu (BEL) 14 victories
10 Wilfried Peffgen – Albert Fritz (GER) 13 victories
10 Andreas Kappes (GER) – Etienne Dewilde (BEL) 13 victories
12 Peter Post (NED) – Rik van Looy (BEL) 10 victories
13 René Pijnen (NED) – Francesco Moser (ITA) 9 victories
13 Patrick Sercu (BEL) – Albert Fritz (GER) 9 victories
13 Matthew Gilmore (BEL) – Scott McGrory (AUS) 9 victories
13 René Pijnen – Leo Duyndam (NED) 9 victories
13 William Peden – Jules Audy (CAN) 9 victories
13 Jean Roth – Walter Bucher (SUI) 9 victories
13 Gérard Debaets (BEL) - Alfred Letourneur (FRA) 9 victories
20 Kay Werner Nielsen – Palle Lykke (DEN) 8 victories
20 Patrick Sercu (BEL) – René Pijnen (NED) 8 victories
ref. UIV (klik på History)
Som det ses, er "Verdens bedste par" i de mellemliggende år blevet overhalet af Bruno Risi og Kurt Betschardt, som efterhånden kan notere sig for 34 sejre. Personligt mener jeg dog ikke at det schweiziske par, som jeg har set adskillige gange, kan måle sig med Kilian-Vopel. De generelle betingelser og nådesløse jagter som fandtes tilbage i 1930'erne og 40'erne var anderledes hårde end de mere regulære løbsbetingelser som Risi-Betchardt har kørt under.
Som ryttere betragtet synes jeg heller ikke Risi-Betschardt når eksempelvis
- Steenbergen-Severeyns (Belgien),
- Merckx-Sercu (Belgien) eller
- Martienello-Villa (Italien)
(som jeg alle har set) til sokkeholderne....men det er som sagt bare min personlige mening.
Kurt Starlit
2004.Maj.13
==============================================
