PAR NR. 7
Af Kay Werner
Martins Forlag, 1958
Bogen om Par nr. 7 og Kaj Werner udkom i slutningen af 1958.
Dengang var der en enorm interesse omkring seksdagesløb i almindelighed og par nr. 7 i særdeleshed, og derfor var forhåndsinteressen for bogen også stor. Af samme årsag blev den en bestseller i de danske boghandeler i årene 1958-59.
Når Kaj Werner står angivet som forfatter, er det kun delvist rigtigt. Han har senere forklaret, at han har fortalt sin historie til journalisten Børge Munk Jensen, "Munken", som i sin tur har nedskrevet og redigeret stoffet - det man i dag kalder en ghostwriter.
Munken var dagbladet BT's udsendte medarbejder i Forum i 1950'erne, og dækkede alle begivenheder både foran og bagved banen. Derfor har han uden tvivl været den rette til at nedskrive historien om Kay Werner, som i sidste ende selvfølgelig har godkendt det skrevne.
2003.Juni.02
Kurt Starlit
- aka CykelKurt
1. KAPITEL
Fik kørekort, før han blev cyklerytter
Werner, Werner ... når råbet fra tusinder af struber trænger ned gennem tobakstågerne, medens jeg krumbøjet, sveddryppende og udkørt maser af sted, så kan jeg gang på gang selv i de mest hektiske fighter gribe mig i at tænke:
Drømmer du?
Er det virkelig dig, de råber på?
Eventyrligt er det, når jeg tænker tilbage, vidunderligt nu og da i sejrens store øjeblikke, men også hårdt, ubarmhjertigt, knugende - langt værre, end sikkert de fleste forstår. Nogen kalder os helte, andre det stik modsatte, og hvad mig selv angår ... tja, det vil måske fremgå af denne bog.Man har bedt mig skrive om min karriere, og den er i hvert fald helt usædvanlig derved, at den begyndte så sent, at jeg havde kørekort, længe før jeg spekulerede på at blive cyklerytter ...
Kay Werner Nielsen ... jeg forstår faktisk ikke, at mine forældre havde mod til at døbe mig med dette navn. Havde de været den mindste smule overtroiske, var det ikke sket. Sagen er nemlig den, at nok er jeg i dag den ældste af børneflokken i »Vejlby Galanteri«, som mine forældres forretning hedder, men jeg har haft en broder, der kunne have været ældre. Han blev døbt Kay Werner, men han døde, blot et halvt år gammel. De fleste havde næppe turdet døbe deres næste søn samme navn, idet det siges, at man så vil få sin navnebroders skæbne, men det troede mine forældre ikke på, og det var åbenbart meningen, at der var én, der skulle hedde Kay Werner Nielsen.
Jeg blev født den 28. maj 1922, et år efter min broders død, i Gl. Vejlby, og 14 dage før mine forældre, Carl og Kristine Nielsen, i huset ved siden af åbnede den forretning, de har den dag i dag, og dér, hvor jeg har hørt til den første snes år af mit liv og naturligvis stadig vender tilbage til, selv om jeg nu har stiftet hjem.
De første år har jeg ingen erindring om, hvem har det?
Min mor siger imidlertid ofte: »Allerede dengang begyndte du at klatre til vejrs« - og så fortæller hun om, hvordan jeg blot 1½ år gammel på en helt uforklarlig måde var klatret op på toppen af en høj stige, der var sat op imod huset, men ragede op over tagryggen. Jeg stod og balancerede på toppen 8-9 meter over jorden, og ingen turde sige noget, medens en onkel sneg sig ganske langsomt op imod mig, for at jeg ikke skulle blive forskrækket, og han havde også held til at komme helt op og gribe mig netop, som jeg mistede balancen. Et par måneder efter traf den samme onkel mig inde ved Aarhus. Jeg kom skubbende med min trillebør, endnu ikke to år gammel, og erklærede frejdigt, at jeg bare skulle ind for at hente min far. Jeg havde »trillet« over 6 km, så jeg har åbenbart fra fødselen af haft en god kondition.
Min første virkelige erindring fra barndomsårene er fra mit fjerde år. Jeg havde fået et flot sæt matrostøj og var meget stolt. Det havde jeg naturligvis på en dag, der kom familiebesøg fra Grenå. Der var et par fætre med, der var meget ældre end jeg, 12-13 år har de været, og de morede både sig selv og mig ved at trække mig rundt i en legevogn. Da vi kom forbi branddammen i Vejlby, fandt de på at skubbe legevognen baglæns ud ad en tange, som nogle drenge havde bygget et par meter ud i vandet, men vognen tippede rundt, og jeg røg ud i bølgerne. Der var ganske vist ikke dybere, end at jeg kunne bunde, men den dag i dag mindes jeg med rædsel mig selv stående i vand til armhulerne i Vejlby branddam i mit fine matrostøj.
Det var på samme tid, at en af disse fætre (der i parantes bemærket var et par rigtige »rødder«), gav mig den første cykletur. Jeg sad på stangen, og vi kørte ud ad en grusbelagt sti, hvor der samtidig lå et bræt for at lette det for de spadserende. Uheldigvis kom forhjulet til at kure op ad brædtet, så vi væltede og stod på hovedet ud over styret. Ansigtet kurede hen ad grusvejen, og jeg fik hovedet slemt skamferet. Samtidig var jeg kureret for at køre på cykle i meget lang tid, men selvfølgelig måtte det komme en dag. Jeg så jo, hvordan kammeraterne tumlede rundt, og til sidst prøvede jeg igen. Jeg lærte at køre på en gammel damecykle uden dæk og tog turen ned ad en bakke bag gadekæret. Jeg skred naturligvis på de tomme fælge og lå der igen, men heldigvis ikke værre, end at jeg prøvede påny, og denne gang gik det. Jeg var kun 6 år og vældig stolt. Den gamle damecykle havde jeg faktisk megen glæde af.
Jeg drømte om at få min egen cykle, men min far holdt igen.
»Det ligner ikke noget at give sådan en knægt sin egen cykle,« sagde han, og jeg var over 8 år, før han endelig forbarmede sig over mig. Det var nok fordi jeg var den ældste, at det tog sin tid, for alle mine mindre søskende har fået deres cykler, da de var blot 5-6 år. Jeg var lykkelig for min cykle og tumlede snart rundt med den i hård kappestrid med byens øvrige cyklende drenge. Jeg var kun mellem 9 og 10 år, så det kneb sommetider med at klare de ældre drenge, men så havde jeg min egen måde. Vi dystede på en rute, der gik rundt om kirkegården, og som jeg vil anslå til ca. 300 meter. I et af svingene var der en større grusbunke, ca. midtvejs banen rundt. Når jeg opdagede, at det kneb for mig, satte jeg alle kræfterne tidligt ind og sørgede for at komme til at ligge på siden af den, jeg ikke kunne hamle op med. Når vi så kom hen til svinget, trængte jeg ham længere og længere ud, så han, for at undgå kollision med mig, måtte køre op i grusdyngen, hvorpå jeg fortsatte banen rundt alene. En meget vellykket taktik, der tyder på, at jeg har medfødte muligheder på det punkt...og det har jo været en vigtig ting sidenhen.
Cykledysterne var kun drengestreger. Det, der for alvor betog mig, var fodboldspillet.
10 år gammel blev jeg FDF'er, og her fik jeg rigtig smag for at tumle med en bold. I tre år var jeg fast mand som venstre wing, fordi jeg var kejtbenet, ligesom jeg er kejthåndet. Det gik glimrende for mig, og jeg blev rost fra mange sider.
Havde der dengang været noget, der hed at blive solgt til italiensk fodbold, og det havde været fremme, hvilke kæmpesummer der var chancer for at få, så var jeg nok slået ind på at blive professionel fodboldspiller frem for at »køre cykle-vejen«.
Navnlig, fordi slet intet afslørede mine evner. Tværtimod var jeg lidt af en svækIing. Jeg husker således engang, da jeg før min konfirmation var med FDF'erne på cykletur til Sverige, hvordan jeg havde svært ved at klare den. Vi cyklede først til Frederikshavn, og efter at være kommet over med båden, cyklede vi rundt. I alt kørte vi på to uger omkring 1000 km. Vi var lige gamle, men alligevel var det et par andre drenge, der blev udtaget til at køre 35 km tilbage til en badestrand og hente en cykletaske med mine sager i, som jeg havde glemt der. Jeg selv blev anset for at være for svag til at klare en sådan tur.
Så kom tiden, hvor jeg for alvor skulle ud i livet og finde et job. Min lyst stod til noget med mekanik, og efter at en af mine kammeraters far havde bygget en legetøjsbil med rigtig motor i, som vi tumlede med, var jeg klar over, at automobil-mekaniker var det eneste rigtige. 15 år gammel kom jeg i lære inde i Aarhus, og det optog mig stærkt. Samtidig lovede min far, at han ville give mig et kørekort, så snart jeg fyldte 18 år, hvis jeg ville lade være med at ryge under hele min læretid. Det var egentlig vældig klogt på flere måder af far, for foruden at det var et plus for mig ikke at ryge under opvæksten, så var det jo også i høj grad i hans favør. Hjemme i forretningen solgte vi nemlig tobaksvarer, og det der med kørekortet bevirkede, at jeg ikke snuppede cigaretter fra hylderne, så i virkeligheden tror jeg, min far tjente på at betale kørekortet for mig. Jeg kørte iøvrigt bil, længe før jeg prøvede en racer-cykle. Jeg havde måske nok leget lidt med tanken om at køre cykleløb, men det med de 6-700 kroner, der skulle til for at skaffe en racer og det nødvendige materiale, var for meget for en mekaniker- lærling, så jeg nøjedes med at besøge »Gryden« ude i Marselisborg og følge banerytternes dyster derude. »Gryden« var den gamle cyklebane med dens stejle sving. Min helt dengang var den lokale stjerne Kai Nielsen, der kendte den specielle teknik, der skulle til på banen, og i kraft af dette fejrede store triumfer. Men at jeg selv skulle komme til at vinde løb på denne bane og siden nå langt længere end min helt, ja, det er jo netop det, der i dag står som eventyret for mig.
TEKST UNDER FOTO:
Det danske par nr. 7 sidste store triumf - sejren i Dortmund.
Kay Werner og Palle Lykke, der netop denne dag fyldte 22 år, er med guldkransene om halsen klar til at køre ud på æresrunden. Deres træner Jan van Dinteren er et stort smil. Han havde også god grund til at være dobbelt glad, for hans snilde klarede Palle Lykke's knælidelse og reddede parret igennem.
(Telefoto)TEKST UNDER FOTO:
I 1958-59 sæsonens første 6-dagesløb i Berlin endte vi som nr. 3 og kører her rundt med »bronze-kransene« efter guldvinderne Schulte- Bugdahl og sølvvinderne van Steenbergen-Severeyns.
..
.
2. KAPITEL
Opgav cyklesporten efter sit første løb
Det, der gav stødet til min start, var en avis-annonce. En aften, min broder og jeg sad derhjemme, rakte han pludselig avisen over bordet og sagde: "Det er lige noget for dig ..."
Det var en annonce, hvori den daværende leder af Århus Cykelbane, Sv. Hansen, skrev, at alle interesserede unge mennesker kunne komme ud på banen og prøve deres evner på cykler, som blev stillet gratis til rådighed. Det var meget sjovt, syntes jeg, og tog ud og prøvede. Der meldte sig mange flere, end man havde cykler til, og det var naturligvis lidt besværligt med at skulle dele cykle med flere andre, for blandt andet måtte sadlen ustandselig skrues op og ned, men det gik, og jeg klarede mig fint. Jeg blev den næstbedste af hele bundtet, kun slået af én, der hed Eiv. West, og som iøvrigt ikke blev ved ret længe. Han er vist nok lyntogsfører i dag og havde vel ikke tid til at passe træningen.
Det var i 1942, jeg mødte frem og tog "rytter-prøven", og jeg var 19 år gammel, ja endda meget nær de 20, så jeg var faktisk en gammel dreng. Jeg var sådan noget som 4-5 år bagud, men til gengæld tror jeg, at de mindst fire år, jeg satte til i starten, kommer mig til gode i dag. Mange unge mennesker bruger nemlig for mange kræfter, inden de rigtig er udvoksede og har fået tilstrækkelig fysik. Det kan give bagslag, når de kommer op i den modne alder, men den risiko er jeg som sagt ikke ude for. Jeg var udvokset og så nogenlunde moden, synes jeg da selv, da jeg lagde ud som rytter og - det kan jeg vist godt sige uden at blive beskyldt for praleri - lagde ud med store drømme efter min debut.
Men ak, hovmod står for fald, siger man jo. Det er måske en lidt stærk vending i mit tilfælde, for ligefrem overlegen tror jeg nu ikke på, at jeg var, men jeg havde i begynderløbet sat næsen op efter at blive en sikker nummer 1. Grunden til min store optimisme var, at jeg ved nogle prøver forud havde haft let ved at køre fra alle de andre og vist mig meget stærk. Uheldigvis havde en af dem, jeg delte cykle med, også kvalificeret sig til finalen, og det gjorde det umuligt for os at nøjes med én cykle. Baneledelsen løste problemet ved at tilbyde mig en splinterny baneracer, der samme dag var kommet fra København. Jeg skulle få den for 400 kroner og afdrage den over længere tid, så jeg slog til. Den passede mig vældig godt, og jeg kørte så meget fra de andre i de indledende heat, at kommissærerne undersøgte, om jeg nu også havde kørt med det påbudte standardgear. Der krævedes 81-gear, og de troede jeg havde kørt med 92.
I finalen, hvor jeg som sagt regnede mig for aldeles sikker, gav det pludselig et par knæk i kæden. Jeg så ned for nærmere at finde ud af, hvad der var i vejen, og jeg må have kigget lidt rigeligt, for da jeg atter så op, var de tre konkurrenter kørt og helt umulige at indhente. Jeg endte som nr. 4 og sidst, en så stor skuffelse for mig, at jeg på stedet besluttede at lægge cykelsporten på hylden. Men tiden læger... ikke sandt, og jeg behøvede forøvrigt ikke ret megen tid, før jeg var klar til at fortsætte og mødte frem på Århus-banen igen. Efter 3-4 løbedage blev jeg rykket op blandt de ældre amatører, og det var naturligvis noget hovedkuls at komme i det fine selskab, men det gik.
Den dag jeg husker bedst fra min første sæson var, da Grand Prix'et blev afviklet. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det. Alle de bedste københavnere gæstede banen og dystede med de lokale matadorer, Heron Mariager og Helmer Nielsen, om laurbærrene. Jeg var ikke med i dette, men havde fået lov til at komme med i et afsluttende linieløb, hvor alle kanonerne fra Grand Prix deltog. De havde imidlertid så travlt med at passe på hinanden, at de helt overså min eksistens. Jeg stak af, og før de blev klar over, at det kunne blive farligt, var jeg over alle bjerge og umulig at indhente. Det var min første store sejr, og aldrig har Riisskov forekommet mig så smuk som den eftermiddag, da jeg kørte langs med den på vej hjem fra cyklebanen til Gl. Vejlby. Den sejr bevirkede, at jeg tog den beslutning, at nu ville jeg noget som cyklerytter.
I de fire sæsoner på Århusbanen kørte jeg linieløb, handicap - ja ofte også sprint. Hver gang jeg var med i en sprinter-match, skrev bladene: "Kan I se, Kay Werner er en sprinter!"
Jeg kunne selv mærke, at jeg ikke var det, men man ville partout have mig frem som sprinter, så derfor kom jeg ikke til at køre tempokørsel. Derimod prøvede jeg i min 3. sæson landevejen. Jeg blev overtalt af en af mine rådgivere, Emilius Gammelgaard, til at tørne ud på et stafethold for Århus Amatør-Cykleklub. De store jyske landevejsnavne var dengang Børge Rasmussen, Århus og Ole Olsen, Herning. De gik sammen ud på sidste tur for at overgå den tid, jeg forinden havde kørt de 30,6 km på, men skønt de var to, medens jeg havde kørt alene, var mit resultat alligevel 46 sekunder bedre end deres fælles anstrengelser gav.
Denne overraskende præstation gav stødet til, at jeg prøvede landevejen endnu en gang og meldte mig til Odder-løbet over 22½ km. Jeg mente, at jeg som begynder på landevejen skulle melde mig i B-klassen, men jeg fik hurtigere tid end A-rytterne uden dog at få den smukke pokal, der var udsat for hurtigste tid. Den kunne kun en A-rytter erobre. Til gengæld rykkede man mig omgående og umotiveret op i A-klassen, skønt jeg ikke havde de points der skulle til. Man erklærede, at jeg ville tage alle præmierne i B-klassen, og det ville man ikke have. Jeg fandt hele den behandling, jeg kom ud for, meningsløs og tog det ihvertfald så fortrydeligt op, at jeg forsvandt fra landevejen med det samme.
På banen gik det stadig godt, men det blev lidt trivielt stadig at køre med de samme ryttere, som jeg kendte ud og ind. Under et par besøg på Ordrupbanen, hvor jeg blev nr. 3 i Grand Prix og nr. 4 i sprinter-Danmarks-mesterskabet, dog kun fordi en halv snes af de bedste var udelukket, syntes jeg, at det var vældig sjovt at prøve noget nyt. Samtidig ville jeg gerne have et andet arbejde, og da min onkel i hovedstaden meldte sig med et godt job til mig, slog jeg omgående til. Samtidig kunne jeg få hovedkvarter som cykelrytter på den smukke bane, hvor jeg syntes, det lå vældig fint for mig, og hvor jeg også hurtigt fandt mig godt tilrette, selv om jeg fik et chok, første gang jeg mødte op.
Det var Ordrupbanens træningsleder, eks-verdensmesteren Brask Andersen, der brølede efter mig: "De sidder jo ikke på cyklen, mand, De hænger på den..." Jeg var fuldstændig klar over, at hans ord havde vægt og fik ham til at love, han ville tage sig af mig, når jeg skulle rykke ind på banen for alvor.
Forøvrigt var han allerede manden bag min træning fra få dage ind i 1946, da jeg sammen med de øvrige ryttere rykkede ud på de ture, Brask Andersen arrangerede, og hvor vi blandt andet løb i skoven eller kørte Grand Prix på Furesøens is. Det var noget ganske nyt for mig at begynde så tidligt. I Jylland havde jeg altid hvilet hele vinteren og begyndte først på træningsarbejdet, når vejene var befriet for vinterens slud og virkeligt var blevet farbare. At det her var anderledes effektivt og gavnligt, blev jeg hurtigt klar over, og jeg svigtede derfor aldrig.
Da vi flyttede ind på Ordrupbanen, holdt Brask Andersen sit ord til mig, og det første, han gjorde, var at trække min sadel en hel tomme eller mere tilbage, så jeg kom til at sidde rigtigt. jeg må erkende, at jeg virkelig selv følte det, som om jeg nu endelig sad i ordets bogstaveligste forstand, og fra den dag gik det stadig fremad for mig. Jeg startede sæsonen med nr. 15 på ryggen, men for hver meeting kravlede jeg opad, og jeg sluttede som nr. 2 efter Axel Schandorff, der her på toppen af sin karriere kørte med nr. 1. Jeg vandt ialt 26 løb den sæson, blandt andet både BK's jubilæumspokal og mesterskab. To gange var jeg på landsholdet, henholdsvis mod Holland og Schweiz ... og aviserne skrev, at jeg i kraft af min indsats i de svære løb var bedste mand på holdet. Det var første gang, jeg var fremme i internationalt rampelys. Det var store øjeblikke, og samtidig med, at jeg havde sukces i Ordrup, glædede jeg mig over mit arbejde som bilmekaniker, som jeg fortsat passede med omhu ...
TEKST UNDER FOTO:
Øverst t.v.: Sammen med mor, far og min ældste søster og iført det fine matrostøj, som jeg endnu kan huske, jeg stod i gadekæret i.
Øverst t.h. og nederst t.v.: Samtidig med, at jeg blev FDF'er, hvilket jeg efter billedet at dømme var glad for - den gang kunne jeg ihvertfald smile, kan man nok se - blev jeg også "fodbold-stjerne".
Nederst t.h.: 19 år gammel på min første racer.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst t.v.: Fra mit første år på Århusbanen. Jeg er faktisk betydelig mere smalkindet i dag end dengang, men nu går jeg også lidt hårdere til sagen.
Øverst t.h.: Min første store sejr på Ordrupbanen, da jeg i 1946 erobrede BK's jubilæumspokal.
Nederst: Det var en stolt dag, da jeg debuterede på Danmarks landshold i en kamp mod Holland. Her er landsholdet før vor sejr. Fra venstre: Jens Aage Nielsen, Børge Gissel, Preben Lundgreen, Benny Schnoor, jeg selv og Axel Schandorff.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst: Kræfter havde jeg nok af, og blot løbene var lange, gik det for mig. Her vinder jeg et linieløb på en af banens store dage, hvor der er tæt med mennesker langs barrieren.
Nederst: Helge Jacobsen, favoritten, lykønsker mig til mit første danske mesterskab, efter at jeg til alles overraskelse havde slået ham i finalen. Jeg var ved at sprænges af glæde over for første gang i mit liv, at få en sejrskrans hængt om halsen.
TEKST UNDER FOTO:
Begynderen var pludselig efter at have været 32 omgange bagud kommet i spidsen i verdens hårdeste 6-dagesløb. Det var umenneskeligt, men hvor maden skulle ligge, fejlede jeg ikke noget.
..
.
3. KAPITEL
Det umulige skete
Da sæsonen 1947 begyndte efter en energisk skovtræning og et stort forarbejde under »Brasken«s ledelse, drømte jeg ikke om at blive professionel, men det blev alligevel det år, jeg tog springet.
Som så meget andet her i livet beror på en tilfældighed, var det også en bagatel, der gjorde mig til pengerytter. Et hold skulle til England og køre forfølgelsesløb. Ved udtagelserne blev jeg bedste mand. Det var helt i orden, og jeg ville gerne af sted, men havde ikke råd til at sætte så meget til, som jeg var nødt til, med mindre jeg kunne få godtgjort tabt arbejdsfortjeneste. Det meddelte jeg udtagelses-komiteen, der replicerede, at det kunne der slet ikke være tale om, og under diskussionen kom jeg til at sige sådan noget som, »så kan jeg lige så godt blive professionel». Det var en helt uoverlagt bemærkning, som jeg bagefter ikke selv tænkte nærmere over, men det var der åbenbart andre, der gjorde. Nogle dage efter henvendte nemlig DBC's sportsleder, Jørgen Beyerholm, sig til mig og gav mig et tilbud.
»500 kroner får De for at stille op i to parløb, der skal genoplive lidt af de gamle Forum-dage, plus 45 kroner i startpenge pr. løbedag fremover,« sagde Beyerholm til mig.
Det måtte jeg tænke lidt nærmere over, for det var jo ikke et tilbud, man satte sig på halen af forbløffelse over og straks tog imod for ikke at miste »sit livs chance«. Tværtimod forekom det mig at være temmelig småligt, men på den anden side måtte jeg indrømme, som det blev understreget for mig, at det udelukkende stod til mig selv at få noget mere ud af det ved at yde noget på banen. Dengang havde jeg ikke de forhandlingsevner, som jeg senere har erhvervet mig. Jeg funderede et par dage over situationen og kom til det resultat, at jeg som amatør ikke kunne nå længere. Jeg havde intet speciale, og jeg havde kørt mod alle dem, der var. Nu kunne jeg egentlig lige så godt forene det nyttige med det behagelige. Ved at blive professionel kunne jeg fortsat passe mit arbejde, stadig dyrke min hobby og endog tjene penge ved det. Ydermere kom jeg til at konkurrere med nye navne. Jeg slog til.
Min debut i de to omtalte parløb var sammen med Edgar Christensen mod stærke udenlandske stjerner, blandt andre Schulte-Pellenaars, Adrianssens-Bruyland, Dekuyscher-Bruneel med flere, ialt en halv snes par. Vi blev nr. 5 i det ene og nr. 6 i det andet løb, hvad af alle blev frernhævet som strålende klaret af debutanter i det selskab. Vi talte allerede om at danne fast par, hvis den megen tale om en vinterbane skulle vise sig at blive en realitet. Jeg blev dog hurtig klar over, at det som professionel gjaldt om at specialisere sig, og ligeså klart stod det efterhånden for mig, at det slet ikke var i sprint, jeg havde en chance for at gøre mig gældende, men at det ene og alene måtte blive i tempo-kørsel, løb, der stillede krav til udholdenhed og fysik ... ja, hvis jeg må sige det: Vilje.
Jeg vidste med mig selv, at min medfødte stædighed ville være af stor værdi i strabadsrige løb, hvor det gjaldt om ikke at miste humøret eller sejgheden, selvom det slæbte på.
Jeg meldte mig derfor i forfølgelsesløb, da mesterskaberne skulle køres i juli, og mødte i det indledende heat min debut-makker, Edgar Christensen, der da hørte til de bedste. Han slog mig, men tabte selv siden til Arne W. Pedersen. Imidlertid var mit nederlag så knebent, at jeg blev enig med mig selv om, at det trods alt var den rette vej, jeg var slået ind på ... og med tanke for at blive dansk mester i 1948 startede jeg hele mit forarbejde dette år. Min levevis, mine trænings-metoder og, da sæsonen kom, mine løb var lagt an på at kunne præstere det store den rigtige dag.
Da mesterskabsdagen endelig oprandt, fik jeg som den formentlig dårligste deltager straks den sværeste opgave - selve mesteren Arne W. i det indledende heat. Det var jeg dog forberedt på og havde vænnet mig sådan til tanken i forvejen, at jeg ikke lod mig gå på. Skulle jeg være mester, måtte jo også Arne W. besejres, og det kunne jeg ligeså godt gøre med det samme. Det gjorde jeg så - og næste dag skrev aviserne, at nok havde jeg forbløffet ved at slå mesteren, men han havde haft en svag dag, og i halvfinalen mod Jørgen Wiberg ville jeg ikke kunne klare mig. Jeg svarede med at køre så stærkt, at jeg nær havde indhentet Wiberg. Da løbet sluttede, var vi på samme langside.
Dermed var jeg i finalen mod Helge Jacobsen, der havde sit bedste år og ligesom de andre på forhånd følte sig helt sikker på at vinde over mig. Jeg var imidlertid også blevet selvsikker efterhånden, og jeg husker, hvordan min træner, Godtfred Christensen, underbyggede det ved at sige: »Nu, du har slået Arne W. og Wiberg, de virkelig store, så kan du også nemt klare Helge.» Det var nu ikke så nemt. Vi ville begge vinde, og det gav os åbenbart ekstra kræfter, så det blev en vældig dyst, hvor skiftevis den ene, så den anden af os var lidt foran, men til sidst stred jeg mig 15 m foran ham - og jeg var Danmarksmester. Det umulige var sket ... det, jeg altid havde drømt om, men aldrig turdet tro på, var lykkedes.
At blive iført Dannebrogs-tricot, få guldmedalje og egekrans ... tja, det var så stor og vidunderlig en ting, at jeg endnu husker, hvordan jeg var ved at sprænges indvendig, da jeg stod deroppe i dommertårnet. Jeg har kun følt det lige så stærkt en eneste gang siden, og det var, da kransen hang om min hals, efter at Evan Klamer og jeg havde vundet det københavnske 6-dagesløb i 1955. Det må være fordi noget man særlig ønsker sig, går i opfyldelse, at det gør et så overvældende indtryk. I hvert fald har jeg fået mange laurbær mellem disse to, uden de har rørt mig særligt. Men denne min første krans gav mig et ekstra skub fremad. Næste dag slog bladene min sejr op med kæmpebogstaver over en hel side og skrev blandt andet: »Han kørte forfølgelsesløb for fjerde gang og blev dansk mester ... «
De senere år, når jeg har vundet den samme titel, har bladene blot bragt en notits om det, og de ganske få linier har som regel sluttet med ordet: Selvfølgelig!
Min sejr, altså den i sommeren 1948, bevirkede, at jeg blev udtaget som Danmarks repræsentant i forfølgelsesløb ved verdensmesterskabet i Amsterdam. Det var første gang jeg var sendt ud, ja, i det hele taget uden for landets grænser, og jeg var så benovet over det og over alt det, jeg så, at jeg helt glemte, det var cykleløb, det i virkeligheden drejede sig om. Jeg koncentrerede mig alt for lidt om opgaven. Netop det er en ting, som alle skal igennem. Man skal lære at indsuge atmosfæren i det internationale selskab, så man føler det som noget dagligdags at være i den. Før går det ikke for en cyklerytter i udlandet, det tør jeg lægge hovedet på blokken på.
At jeg blev mester bevirkede også, at jeg blev sat op i startpenge og kunne tillade mig at holde fri fra arbejde om sommeren, så jeg helt koncentrerede mig om at køre cykleløb. Det gav naturligvis en hel anden styrke, at jeg pludselig ikke havde andet at tænke på end træning og løb. Jeg følte det ærlig talt, som om jeg først nu var blevet rigtig cyklerytter. Det bevirkede, at jeg den følgende sommer, altså i 1949, sammen med Carl Koblauch var vor bedste omnium-rytter og havde chancer for at hævde mig, ligegyldig hvor stærke udlændinge Ordrupbanens ledelse hentede hertil. Jeg vandt flere store internationale matcher og i tilgift de sædvanlige points-løb, handicap og linieløb. Det var et anstrengende program, men Ordrupbanen er jo netop berømt for disse hårde løb, som har fået mange udlændinge til i tidens løb at oprette træningslejr heroppe, før de skulle til store begivenheder, fordi de derved har kørt sig i topform. At være med i dette program til daglig kan imidlertid også være for meget af det gode og få formen til at svinge både op og ned. Jeg var så uheldig, at netop på det tidspunkt, da verdensmesterskaberne skulle afholdes herhjemme, var jeg helt nede. Uden større håb stillede jeg op i forfølgelses- løbene, og det gik desværre, som jeg frygtede. Jeg mødte i det indledende heat min senere vinterbane-rival, australieren Arnold, og det gik lige, men i kvartfinalen blev jeg slået ud af den stærke hollandske mester og landevejsrytter Wim van Est.
- - -
Dette efterår rejste Arne W. og Koblauch til U.S.A. De ville sammen prøve lykken på den anden side Atlanten, men deres gode fortsætter varede kort. De blev uvenner over et eller andet. Det endte med, at Koblauch returnerede, og kort efter sin hjemkomst foreslog han mig, at vi skulle rejse til Belgien sammen og prøve at komme ind på vinterbanerne for også at få en vinterbeskæftigelse.
»Det har jo også sin betydning for sommerformen at holde den ved lige hele tiden,« erklærede Koblauch, og heldigvis fik han mig overtalt. Dermed begyndte jo først for alvor min stortid som rytter. Det var i januar 1950, at jeg for første gang satte mine ben på en vinterbane. Det skete i Antwerpen, og det var en helt ny fornemmelse at køre på en hurtig træbane, men en dejlig fornemmelse. Jeg følte mig helt flyvende.
I en hel måned hængte vi i dagen lang, mærkede formen komme, og håbede på at få lejlighed til at prøve, hvad vi egentlig var værd i et løb. Vi kunne kun vurdere vor styrke i den indbyrdes kappestrid og så nu og da, når andre trænede på banen og tilsyneladende lagde kræfterne i. Det var dog ingen tilfredsstillende målestok. Den sagde os for lidt. Vi snakkede med direktøren, sørgede for altid at være på banen, når han også var der. Hilste høfligt, lagde kræfterne ekstra i, når han tilfældigvis kastede et blik ud over de trænende ryttere. Alt sammen hjalp det tilsyneladende intet. Der var mange løb, men stadig ingen kontrakt til os. Vi var lige ved at give op. Men så en dag ...
..
.
4. KAPITEL
Kæmpede for livet i mit første 6-dagesløb
Der skulle en sygemelding til, for at jeg kunne få min vinterbane-debut ... tilmed en, der kom i den 11. time, så Antwerpens vinterbane- direktør ikke kunne nå at rekvirere berømtheder udefra, men måtte slå sig til tåls med det, der var ved hånden. Og det, der var nærmest ved, var altså Koblauch-Nielsen. Direktøren regnede ikke med, at vi kunne lave noget, men dækkede sig på forhånd ind mod kritik ved at meddele, at det var to danske mestre henholdsvis i sprint og forfølgelsesløb, han havde sikret sig til sin omnium-match. Og danske mestre måtte betyde en del, for Danmark var anerkendt som en stor cykle-nation. Vi blev derfor akcepteret af pressen.
Vi, der vidste, at det var knald eller fald for os, kørte til gengæld. som måske aldrig siden, og til alles overraskelse blev vi nr. 2 i matchen efter Schulte-Pellenaars, og næste dag, da vi af samme grund fik chancen i Gent, vandt vi foran Harris-Gillen. De belgiske blade skrev ordret:
Den største trumf i week-end'en havde Danmark i Koblauch-Nielsen. Hvem er de to danskere, der kan køre sådan på cykle og så længe har været i Belgien uden at vi kender dem?Resultatet af denne weekend blev, at de belgiske baner med ét stod os åbne, og da der kort efter skulle køres et 75 km parløb, var vi selvskrevne. Det kørtes - for at prøve noget nyt - med tre mand på hvert hold, hvad der var os ligegyldigt, da det hele var nyt for os. Vi skulle være på banen hele tiden, og det var faktisk en meget krævende debut for os, der var uden ringeste indsigt i de taktiske finesser. Vor makker - den 3. mand - var en belgier, der hed Depredhome, og han leverede en så fantastisk spurt, efter at vi hele vejen havde hængt med fremme, at vi endte som løbets nr. 2, men som sagt udelukkende på hans fortjeneste.
Jeg vil nærmest karakterisere vore placeringer i forgrunden i disse starter som et mirakel, men det var naturligvis vidunderligt for os, og de gav os så megen skræp, at det, som man få uger i forvejen ville have anset for aldeles umuligt, pludselig var en kendsgerning: De to danske mestre fik kontrakt til verdens hårdeste 6-dagesløb - det i Antwerpen. Alle Europas bedste mandskaber var trommet sammen - og så altså: Koblauch-Nielsen. Det var mit første rigtige parløb, og jeg tør sige en knaldhård debut. Havde jeg dengang anet blot lidt af det, jeg i dag ved om 6-dagesløb, så havde jeg næppe haft den dristighed at sætte mit navn under kontrakten. Nu gjorde jeg det øjeblikkelig med stor glæde og stolthed. Endnu værre blev det for os, fordi vi havde en dansk hjælper i løbet, som ikke havde den ringeste forstand på at være soigneur under et sådant marathonløb. Vi havde det virkelig slemt.
Efter tre døgns lidelser var vi kommet 32 omgange bagud, og så blev Koblauch taget ud. Han var totalt død. Jeg selv kørte i bogstaveligste forstand for mit liv. Jeg havde hørt, at man også ville tage mig ud, men jeg ville ikke selv. Jeg syntes, at jeg havde for mange kræfter i behold og vidste, at blot jeg kunne komme til at vise noget i dette løb, så ville nye muligheder åbne sig for mig. I min kvide fandt jeg på noget originalt - det syntes jeg i hvert fald selv, og det kom også til at give bonus. Hver gang et af de store par stak af og kom 50-60 m forud, brød jeg ud fra feltet, der ikke gad gå efter den enlige dansker, så jeg slap forholdsvis let op til udbryderne og kom med rundt. Da jeg havde gjort det nogle gange, fik tilskuerne for alvor øje på mig og jublede, hver gang jeg gentog det, de nok uden for barrieren kaldte en spøg, men som for mig var den bitreste alvor.
Et par gange så jeg direktøren nikke opmuntrende til mig, og dette rygstød fik mig til yderligere at folde mig ud. Jeg forstod, at jeg var reddet og mærkede kræfterne svulme. Da jagterne omsider indstilledes, fik jeg tilmed min første kompliment som vinterbanerytter, idet direktøren slog mig på skulderen og sagde, at jeg havde lavet klassearbejde, selvom jeg var begynder, og at jeg skulle køre videre i 24 timer endnu. Hvis der så ikke viste sig noget i mellemtiden, så måtte jeg udgå. Men det gjorde der heldigvis - tilmed den store sensation, takket være Carrara, der senere blev den hyggelige, elskeværdige og populære rytter i København og Århus. Dengang var han den mest lunefulde af alle, en vulkan, der ved den mindste anledning kom til udbrud.
Der var ikke optræk til noget som helst, da vi om morgenen under neutralisationen gik til ro. Alle mand var friske og tilsyneladende opsatte på at køre igennem, så jeg lagde mig til at sove uden større tro på mit held. Carraras luner kendte jeg ikke, men få timer efter vidste jeg alt om dem. Da vi skulle op og køre videre, nægtede han det pure, slog efter alt og alle og kunne i det hele taget ordne et helt kompagni af hjælpere. Ingen turde for alvor gøre noget imod ham, der var løbets favorit og iøvrigt ukronede konge. Han blæste på trusler fra direktionen og unionen, lagde sig blot om på siden og sov videre. Inden løbet skulle genoptages for alvor, havde man fået fat i hans unge kone, for at hun skulle hjælpe med til at få Carrara overtalt til at stå op og køre, før tilskuerne indfandt sig. Parret var nygift, og Carrara føjede også straks sin kone ved at stå op, men i stedet for at trække i tricot tog han sit civile tøj på, og med konen under armen forlod han kort efter vinterbanen og tog ud på restaurant med hende. Sådan var Carrara dengang - ung, impulsiv og ligeglad med det hele. Jeg siger: Heldigvis, for det var min redning.
Da han gik ud, blev hans fremragende makker Goussot alene, og så blev jeg sat sammen med ham. Han lå i spidsen for løbet, medens jeg, selvom jeg havde fået lov at forbedre positionen noget, stadig lå op imod 30 omgange tilbage. Efter reglerne skulle vi altså begynde 15 omgange bagud, men det mente ledelsen ville være for trist både for Goussot og for hele løbet, så man dispenserede fra reglementet, og vi begyndte kun seks omgange tilbage.
For mig var det naturligvis fantastisk at få en sådan makker. Jeg følte mig pludselig flyvende. I eftermiddagens stille timer tog vi, medens feltet luntede rundt, tre omgange ind, og i aftenens knaldhårde jagter, der i Antwerpen altid varer mindst fire timer, forbedrede vi yderligere positionen med én omgang.
Den næstsidste aften præsterede vi det utrolige: at komme i spidsen for løbet. Tænk engang ... begynderen Kay Werner Nielsen, der i tredie døgn havde ligget 32 omgange tilbage, førte i det femte døgn verdens hårdeste 6-dagesløb. Det var en sensation og et så voldsomt spring for en rytter i samme løb, at det uden tvivl betegner rekord. Det var naturligvis udelukkende min dygtige makkers skyld, men jeg fulgte ham dog i de hårdeste opgør og sugede i disse fantastiske timer til mig af lærdom, som blev mig til stor nytte resten af min karriere.
Men dette må tage på kræfterne, slide på den menneskelige mekanisme, og der er selvfølgelig grænser for, hvad selv den største vilje og de inderligste ønsker kan tvinge igennem. Jeg var fuldstændig udpumpet den sidste morgen og var skrækslagen for dagens strabadser. Det gik dog i eftermiddagens stilfærdige timer, men da den store finale var på sit højdepunkt, da der kun var en eneste time tilbage i det 145 timer lange løb, måtte jeg give mig - simpelthen »kaste håndklædet ind i ringen«. Det begyndte med, at jeg næsten ikke kunne se banen, og pludselig var den helt borte. Det lykkedes mig at tage farten af cyklen, uden der skete noget, og hjælperne, der heldigvis havde observeret faren, greb mig. Medens de stod med mig, dæmrede det langsomt igen, og jeg kunne atter begynde at se brædderne, rytterne, der fo'r forbi, og høre bruset fra tilskuerne. Iskolde svampe, lugtesalt o. s. v. gjorde mig køreklar, og jeg blev igen sendt ud i den hvirvlende heksekedel. Jeg kom i gang, men det varede kun et øjeblik, så forsvandt alt påny. Der var intet mere tilbage, ikke ét gram af kraft.
Så var der en, der kørte op på siden af mig, tog mig om skulderen og kørte mig ud af banen. Da jeg igen kunne se, opdagede jeg, at det var min makker Goussot. Vi kunne ikke tale sammen, for jeg forstod ikke fransk, men lidt engelsk kunne han, og der, i nødens stund, stod han ved min side, klappede mig på skulderen og sagde gentagne gange: »Good boy, good boy!«
Det skal jeg aldrig glemme ham ... disse trøstende ord, da han selv led den skuffelse, at han på grund af min svaghed var nødsaget til at gå ud af løbet, netop som det var ved at være forbi. Vi var ganske vist ikke blevet vindere, men en 5.-6. plads, som det tegnede til, havde også været flot, og jeg har vist aldrig ønsket noget så højt som, at jeg havde været i stand til at køre igennem. Men det var ligeså umuligt for mig som at cykle til månen.
Efter dette for mig så begivenhedsrige løb fik jeg igen Koblauch tilbage som makker i et par belgiske parløb. Han var imidlertid nok en god omnium-rytter, men for sprinterbetonet til at køre parløb, så særlige resultater nåede vi ikke. Og så gjorde vi os klar til at tage hjem for at forberede os til sommersæsonen ...
..
.
5. KAPITEL
Sat udenfor på grund af dårlig form, blev verdens nr. 3
Lige før Koblauch og jeg drog hjem fra Belgien, fik jeg et kontrakttilbud fra U.S.A., som jeg stadig gemmer. Det gik ud på, at jeg skulle køre 6-dagesløb med Arne W. Pedersen, men det havde jeg nu ikke lyst til, så vi tog hjem.
Sommeren 1950 gik - jeg er lige ved at sige som sædvanlig - hjemme i Ordrup, og den følgende vinter var jeg »den ensomme dansker« i udlandet uden større sukces. Koblauch var taget til Australien på den færd, der desværre blev hans sidste, idet han styrtede så voldsomt i en sprinter-match omkring nytårstid, at han døde af sine kvæstelser.
Vinteren sluttede med, at jeg fik en meget stor opmuntring, idet selveste direktør Mouton i Paris gav mig kontrakt til 6-dagesløbet i den franske hovedstad. Jeg var heldig igen, idet grunden var den, at man savnede en makker til Gillen og samtidig gerne ville have så mange nationer som muligt repræsenteret i løbet. Desuden syntes han, efter hvad han sagde til mig, at dansk cyklesport i tidens løb havde vist så stærkt et ansigt, at han meget gerne så en dansk rytter på sin bane.
Det var så svært at komme ud mellem fremmede ryttere i det store felt, hvor jeg hverken kendte den ene eller den anden, at jeg styrtede tre gange og fik meget slemme knubs, så jeg efterhånden faktisk var for medtaget til at fortsætte. Især var det gået ud over mit ene knæ. Imidlertid havde jeg siddet og regnet ud, at hvis jeg fuldførte, kunne jeg tjene nok til at købe en lille vogn i Belgien, og det fik mig til at holde ud og bide tænderne sammen, når smerterne var ved at overmande mig. Den sidste dag var mit knæ så stift, at jeg under neutralisationen måtte køre rundt med benet ude af tåclipsen. Helt galt var det, da jeg skulle yde noget i jagterne om eftermiddagen.
På det tidspunkt var man så langt fremme i løbet, at jeg havde reddet hele min gage. Gillen og jeg lå som nr. 5 og kunne, hvis jeg havde været i orden, uden tvivl være blevet løbets nr. 4. Det ville jeg gerne normalt have været med til, men min situation var så slem, at det føltes som en befrielse for mig, da schweizeren Armin von Büren opgav, og Gillen derved kunne få schweizeren Koblet til ny makker, hvis også jeg udgik. Det var mit andet 6-dagesløb, hvor jeg måtte sige farvel den sidste aften, men en trøst var det i hvert fald, at bilen var bjerget. Den købte jeg i Belgien på vejen hjem.
Knubsene fra Paris tog det sin tid at overvinde, og jeg havde den sommer meget svært ved at komme i form. Jeg vandt ganske vist forfølgelsesløbs-mesterskabet, men kun på min store rutine. Tiden var sådan, at sportsleder Jørgen Beyerholm ikke var tilfreds med den, og yderligere var det uheldigt, at verdensmesterskaberne i 1951 skulle foregå på den hurtige Vigorellibane i Milano. Den lå ikke så godt for mig, der har min force netop i de tungeste baner. Altsammen bevirkede det, at da verdensmesterskabs-holdet skulle udtages, blev jeg sat udenfor.
Det var meget kedeligt for mit navn og især for mine muligheder for at komme ind på de udenlandske vinterbaner, så jeg gav mig til at træne med fortvivlelsens kraft og syntes selv, at min form pludselig groede frem med stor fart. Nu ville jeg med, og jeg tilbød selv at betale alt, blot jeg blev anmeldt. Efter lang parlamenteren blev min sag taget op til fornyet behandling, og denne gang var man så imødekommende, at jeg blev udtaget på udtagelses-komiteens regning. Jeg skylder også den samlede københavnske presse stor tak for det, da alle sportsjournalisterne gik ind for mig og støttede mig i mit krav om at komme til start i Milano. Alt det var jeg godt klar over forpligtede mig dobbelt til at præstere noget stort, og jeg tør selv sige, at jeg voksede med opgaven og faktisk gav mere, end jeg havde i mig under de spændende kampe. Jeg nåede med frem blandt de fire bedste, men måtte så i semifinalen se mig slået af verdensmesteren Bevelacqua, der var i særklasse. Han slog bagefter Hugo Koblet i finalen. Jeg reddede broncemedaljen som nr. 3 ved efter en vældig dyst at slå Lucien Gillen, der havde sit bedste år som forfølgelsesrytter. Det var et stolt øjeblik for mig, da Beyerholm kom løbende hen over Vigorellibanen og gav mig fuld anerkendelse for min kørsel, efter at jeg var stået af cyklen som verdens nr. 3.
I den tid var der i Forum bygget en lilleputbane, hvor amatørerne kørte 10-dagesløb og havde sukces. Vi professionelle gik selvfølgelig og tænkte: Bare vi også kunne få en indendørs bane!
Vi havde dårlig tænkt tanken til ende, før der stod i aviserne, at Willy Falck Hansen og Uffe Josephsen havde fået den ide, at København igen skulle have en rigtig vinterbane, og at de havde alle planer klar. I begyndelsen var vi, som alle andre, meget skeptiske, men efterhånden som realiteterne hobede sig op, måtte vi bøje os. Det var et skønt øjeblik, da jeg blev kaldt til møde og fik forelagt en kontrakt om start i en lang række løb på en dansk vinterbane. Tænk, hvilke muligheder der pludselig åbnede sig for en . ... netop navnlig for mig. Som den bedste omniumrytter herhjemme og som nr. 3 ved verdensmesterskaberne var det nemlig min ringhed, man først og fremmest ville sikre sig. Ganske vist var min erfaring ikke overvældende stor, men jeg havde dog en række starter i udlandet bag mig, og min megen kørsel i det hele taget gav mig et klart plus fremfor de øvrige danske ryttere. Det var sød musik i mine øren, da Falck Hansen sagde: »Det er Dem, vi bygger på, Kay Werner!« Jeg anede i det øjeblik, at noget stort var ved at overgå mig, men drømte ikke om, at det skulle blive så fantastisk, som det blev.
TEKST UNDER FOTO:
At jeg var blevet vraget, men trumfede min deltagelse igennem ved verdensmesterskaberne, forpligtede dobbelt, og jeg gav mere end jeg havde i mig, da det gjaldt på Vigorellibanen i Milano. Det viser billedet fra 1951 tydeligt. Det er de sidste fem meter mod målstregen i kampen om 3 pladsen mod Gillen. Jeg gisper af anstrengelse og skæver spændt efter klokken for at se, hvis lampe der lyser først og afgør placeringen. Heldigvis var det min.
TEKST UNDER FOTO:
Det var et skønt øjeblik, da jeg blev kaldt til møde og af Willy Falck Hansen fik forelagt en kontrakt, der gjaldt en lang række starter i løb på en dansk vinterbane.
TEKST UNDER FOTO:
Th.: Plattner og jeg holder "krigsråd" midt under det københavnske 6-dagesløb efter krigen.
Tv.: Den enøjede franske rytter Bareth og jeg havde ikke svært ved at vinde Forum-premieren. Her er vi klar til æresrunden i det løb, der indledte en ny æra for dansk cykelsport.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst t.v.: "Faren bag barrieren" er slet ikke nogen fare for mig, og her ser De hvorfor.
Min kone Lis får en af mine mange sejrsbuketter i Forum.
Øverst t.h.: Ib Laursen var den første, jeg blev prøvet med, da det gjaldt om at finde det rent danske par, som kunne klare sig mod udlændingene, og som var en nødvendighed for at holde den store interesse ved lige.
Nederst: Vore koner, Lis og Kirsten (Klamers kone den mørke længst væk), har altid siddet i en loge på inderkredsen under vore løb.
..
.
6. KAPITEL
Da glansperioden begyndte
Så oprandt dagen, da København efter tolv års pause igen fik en vinterbane. Dermed begyndte glansperioden for alvor for mig. Først da den lille træbane lyste op under Forums hvælvinger, nåede jeg helt op. Nu kom jeg pludselig ud for virkelig at tjene penge som professionel cyklerytter. Hidtil havde der ikke været tale om noget større fast, tværtimod var det ofte ud af lommen. Således havde vinteren før været særlig dyr og kostet mig 3000 kr., fordi jeg partout ville på træningsophold i udlandet. Det kom mig til gengæld til gode nu, hvor jeg fik en stor kontrakt.
Debut'en på Vinterbanen glemmer jeg aldrig. Det begyndte så strålende - i lys, fest og farver med et jublende publikum. Det var virkelig et helt berusende øjeblik, da vi satte os i sadlen efter åbningsceremonien og startskuddet rungede, medens den klingende melodi: »Nu er, der stemning og fest ... « gjaldede ud i rummet.
Men hvilket løb blev det ikke!
Det blev rent ud sagt rædslernes løb, og skønt der blev kørt så hensynsfuldt, at tiden for de 100 km var 2 timer og 27 minutter, d. v. s. næsten en halv time langsommere end i dag, så skete der styrt hvert minut, fordi de øvrige danskere manglede rutinen. Særlig hårdt ramt blev Axel Schandorff, der fik brud på bækkenpartiet og på den allerførste dag blev sat udenfor i lang tid. Flest »flyveture« kom Rupert Christensen ud for. Han styrtede syv gange, Evan Klamer seks. Under det ene styrt fløj Klamer ind under de gummimåtter, der var lagt der, hvor siden det grønne »fortov« kom. Det eneste, man så af ham, var hårtoppen. Jeg kørte med Bareth, og vi havde ikke særlig svært ved at vinde, men det er jo klart med det store plus, jeg havde fremfor de øvrige danskere ved at være scenevant. Vi var en omgang foran Ib Laursen-Pauwells, Belgien, og Ove Claus Hansen-Giorgetti, Italien. Evan Klamer endte som nr. 5 fem omgange tilbage sammen med Benny Schnoor.
Allerede i det næste løb, et 8-timersløb, måtte jeg finde mig i et nederlag. Jeg kørte igen med Bareth, der rent ud sagt »døde« midtvejs og i det hele taget kun fuldførte, fordi Falck Hansen truede ham med, at han ved at opgive fik sin kontrakt til 6-dagesløbet annulleret. Ib Laursen vandt sammen med den meget populære franskmand Roger Reynes med Evan Klamer-Gosselin som nr. 2, og så kom Bareth og jeg. Vi var alle tre på samme omgangshøjde, så det var points'ene, der afgjorde dette løb. Det havde været så hårdt, at fire af danskerne frivilligt trak sig tilbage fra 6-dagesløbet. De var klare over, at de ikke kunne stå for mosten. Efter 8-timers-løbet fik jeg forøvrigt selv »et nakkedrag«, idet en af vore førende cyklesports-skribenter skrev:
Vi vil foreslå Willy Falck Hansen, at han bytter franskmanden Marcel Bareth ud med en anden som Kay Werners makker i 6-dagesløbet. Danskeren trænger til en mand med farve, helst en, der kan kaste så meget glans over et parløb, at han stråler ikke blot for sig selv, men også for makkeren. Forøvrigt behøver Falck Hansen ikke gå langt efter en sådan mand, idet han allerede har engageret en virkelig farverig rytter til sit felt. Det er den schweiziske all round-rytter Oscar Plattner, der i aftes blev nr. 5 med Ove Claus Hansen. Hvis nogen er i stand til at kaste glans over både sig selv og makkeren, så er det Plattner. Og den af danskerne, der trænger mest til at få lidt sol over sig, er faktisk Kay Werner.
Jeg fik »solen« ved min side, og Plattner og jeg vandt løbet, hvor der var 12 par fra starten og 10 fuldførende. Alle parrene var mixede - en dansker med en udlænding, en meget klog manøvre af ledelsen i dette første 6-dages-race herhjemme efter krigen. Den lille, energiske italiener Giorgetti og Ove Claus Hansen var vore eneste rigtig farlige modstandere og sluttede på omgangshøjde med os, uden at i hvert fald Plattner syntes at være nervøs for dem, for han fastslog bagefter: "Vi bestemte farten fra først til sidst." Nr. 3 blev Evan Klamer sammen med Gosselin to omgange tilbage.
Det var iøvrigt i det løb, at Jørgen Christensen kom til at spille en rolle, som man sikkert husker endnu. Han var makker med Forlini, der dengang var ukendt, men som ikke mindst netop i dette løb viste, hvilken fremragende rytter han var. Det lykkedes nemlig Forlini at holde sig selv og makkeren fremme i spidsen for løbet, indtil Jørgen Christensen simpelt hen besvimede i sadlen af overanstrengelse den sidste aften, og parret måtte tages ud af løbet. Siden nåede Forlini jo helt til tops sammen med Senfftleben og blev en af Europas store ryttere. Forøvrigt fik han allerede 10 dage efter 6-dagesløbet lejlighed til at vise sin styrke helt, idet han sammen med Giorgetti vandt et 3-timersløb 3 omgange foran Seres-Klamer og 4 eller flere omgange foran alle øvrige par, blandt andet franskmændene Reynes-Bareth og belgierne Verbruggen-Gosselin.
For mit eget vedkommende - uha!
Løbet blev en virkelig tragedie for mig. Det skulle endda have været min første store chance, idet jeg havde fået Ib Laursen til makker, så man for første gang skulle se et rent dansk par i funktion. Glæden varede kun et kvarter, så styrtede jeg så uheldigt, at kravebenet røg, og jeg var færdig både i dette løb og de to følgende 8-timersløb - en bet for mig på flere tusinde kroner foruden ærgrelsen over, at den mulighed, Ib og jeg havde fået for at vise det københavnske publikum, at vi kunne lave noget sammen, var røget.
Vi fik dog chancen igen. Efter mit come-back i nytårsløbet, hvor jeg kørte sammen med Bruyland, og vi tabte løbet med et eneste point, fordi Ib, der kørte med Depauw, pressede sig foran mig i den sidste spurt, blev vi makkere i et 25 timers-løb. Det vandt Bruyland-Acou foran Lakemann-de Bakker med Ib og mig kun én omgang efter på 3. pladsen. Vi fik megen ros for vor kørsel og syntes også, det gik os helt godt, selvom vi fik nogen støtte fra vore danske kammerater. Men sådan er professionel sport. Enhver er sig selv nærmest og tænker kun på egne fordele.
I de næste løb kørte jeg igen med Bruyland uden større sukces. Et 100 km-løb, hvor jeg kørte med Acou, gav mig det første nederlag til Evan Klamer, der efter mange gange at have været lige ved, endelig og fortjent fik heldet med sig og vandt et løb. Vi var én omgang efter. Også i sæsonens punktum over 100 timer placerede Klamer sig foran mig. Han kørte med Giorgetti og blev nr. 2 på omgangshøjde med vinderne Terruzzi-Rigoni, medens Ib Laursen og jeg var en omgang efter på 3. pladsen. En ganske pæn placering af os som rent dansk par i et så hårdt løb, men som man vil se, gik det lidt op og ned for mig i denne sæson, selvom jeg trods alt blev den mest vindende rytter.
Den værste dukkert havde jeg fået midtvejs i sæsonen i et løb sammen med Bruyland. Han var den aften mest interesseret i at se på noget, absolut også meget smukt, der sad og hang halvvejs ud over barrieren. Det bevirkede, at vi kiksede adskillige afløsninger. Det blev jeg sur over, og det endte med, at jeg også begyndte »at kigge«. Bruyland og jeg kom ikke mindre end 7 omgange tilbage - meget beskæmmende, og det var naturligvis ikke blide ord, vi kom ud for fra ledelsens side bagefter.
Det med at se nærmere på »farerne« bag barrieren og det, at folk lagde mærke til en og alle vegne råbte efter en, var en meget stor ting dengang. Det var selvfølgelig både svært og en stor fristelse med de mange blink, der lynede mod en og de mange breve og opfordringer til et lille møde, men ærlig talt, denne side af medaljen vænner man sig meget hurtigt til at tage som en selvfølge og ikke reagere nærmere overfor. Det er simpelthen noget, der hører med i billedet, og når der rundt om rytter-kabinerne ved løbene sidder en flot garde af unge piger, så er det en selvbestaltet »livvagt«, som rytterne smiler og vinker til, men det gør vi, for at de unge piger kan bevare illusionen, ikke mere. Der er næppe tvivl om, at mange af dem har fået en stor skuffelse, når de har stået udenfor Forums porte og ventet på en af de ryttere, som de har haft »kontakt» med under løbene, og han aldrig er kommet, simpelthen fordi han er listet væk ad en af de »hemmelige veje«, der er, netop for at rytterne kan slippe ubemærket hjem.
----------------------------
Da Vinterbanens porte lukkede efter den første sukcesfulde sæson, havde jeg håbet på en chance i udlandet, men ingen af vinterbanerne gav mig tilbud. Navnet var endnu ikke slået tilstrækkelig fast. Min form var endda virkelig god. De lange løb på Forum-banen havde givet mig et kolossalt plus, og jeg fik en stor sæson på Ordrupbanen - så stor, at alle ventede en fin indsats af mig ved årets verdensmesterskab i forfølgelsesløb, der foregik i Paris.
Jeg forskertsede imidlertid selv mine chancer ved at begå en kapitalbrøler på vejen derned. Jeg kørte nemlig i min lille Renault, den jeg havde købt for gagen ved den tidligere omtalte 6-dagesstart i Paris, og jeg blev så stivbenet af den lange køretur, at jeg helt faldt igennem, da det endelig virkelig gjaldt for mig den sommer om at vise noget. Selvfølgelig var det meget sjovt at vinde løb i Ordrup, men trods alt var det en placering ved verdensmesterskabet, der ville skæppe i kassen for alvor, så det var ærlig talt en kedelig og kostbar brøler, men samtidig en god lærestreg. Jeg har aldrig siden kørt i bil til begivenheder, der virkelig betød noget for mig, og jeg prædiker ved enhver lejlighed for kammerater og cyklesportsfolk, at de endelig ikke må udsætte sig for en længere bilturs strabadser.
..
.
7. KAPITEL
Kiksede mit livs største chance
Den følgende vinterbane-sæson fortsatte som den første, men med stadig fremgang for det danske felt, idet rutinen steg fra løb til løb og formen naturligvis også. Mange af mine danske kammerater var faktisk allerede blevet hele ekvilibrister, en langt hurtigere udvikling for det danske felt, end man havde ventet det.
I 6-dagesløbet fik jeg Gillen som makker. Falck Hansen syntes, at den sukces, vi havde haft sammen i sin tid i Paris, inden jeg blev tvunget til at opgive, skulle forsøges fortsat - og det blev den. Vi vandt, og Gillen kørte så strålende, at han samtidig også vandt alle københavnske tilskueres hjerter. Det var en virkelig populær sejr. Samtidig kørte jeg mig i de seks temmelig hårde dage i en sådan form, at jeg vandt de seks følgende løb i træk med forskellige makkere. Det var dog stadig udlændinge, jeg kørte med - men efterhånden syntes både ledelsen og jeg, at tiden var kommet, da et rent dansk par burde dannes, og jeg skulle se at finde en hjemlig makker at køre fast med, så det ikke stadig i avisreferaterne hed, at det var den »fænomenale udlænding«, der bar én frem.
Ligesom jeg i dag er fuldstændig på det rene med, at der skal to til at danne et par, så var jeg det også dengang, og jeg forstod også, at kunne dette par bestå af to danskere, der virkelig kunne hævde sig, så ville det være den helt store gevinst for interessen herhjemme, og det ville igen sige for banen og for os ryttere. Derfor begyndte jeg mod sæsonens slutning d. v. s. i de første måneder af 1953 - at se mig om efter en dansk makker.
Men hvem?
Jeg måtte selv vælge, og jeg syntes, at den, der havde det bedste snit over sig, var Ib Laursen. Vi havde allerede i den første sæson i en 3-4 starter sammen klaret os helt pænt og kørte nu igen nogle løb sammen, blandt andet i det afsluttende 100-timers-løb, hvor vi blev nr. 3. Da det var et meget hårdt løb med stærk udenlandsk besætning, var det faktisk en meget god præstation, men netop i det løb lagde jeg mærke til, hvor stærk og smidig Evan Klamer efterhånden var blevet, og jeg sagde til mig selv: Ham må du vist kigge nærmere på!
Ib Laursens og min kørsel sammen havde imidlertid givet til resultat, at vi fik en 6-dages-kontrakt til Kiel, og starten blev meget lovende, men efter tre dage forlod vi løbet i protest. Direktøren skar nemlig uden videre vor gage ned til det halve, fordi der ingen mennesker kom, og det ville vi ikke finde os i. Det havde vi dog nok gjort, hvis det havde været ens for alle, men vi var de eneste udlændinge, det gik ud over, men jeg må indrømme, at vi ganske vist også var de mest upåagtede af de par, der var med udenfor Tyskland. På løbets anden aften havde der kun været tre betalende tilskuere, og det var naturligvis ikke meget, når man tænker på, at der var plads til 6-7000 tilskuere i den iøvrigt lyse og festlige hal. Det var dog alligevel en dumhed af os at gå, viste det sig, for de sidste tre aftener var der overfyldt hus, så der lige blev dækning for ryttergagerne, men der var et kæmpetab for direktionen, og der har ikke været 6-dagesløb i Kiel siden.
Det er dog ikke det 6-dagesløb, der har haft den hårdeste skæbne. Det var det så sørgeligt berømte i St. Etienne - det, hvor Otto Olsen var med. Her var der den anden aften kun to betalende tilskuere, og dem tog »General« Carrara sig af. Han kørte nemlig op til de to mennesker og spurgte, hvor meget de havde betalt for billetterne. Da han fik prisen at vide, sagde han: »Jeg betaler Dem det dobbelte, hvis De vil være så elskværdig at forlade banen.«
Det sagde tilskuerne tak til, og så snart de var ude af døren, stoppede Carrara løbet og inviterede hele feltet på rødvin. Rytterne hyggede sig hele natten i stedet for at køre, og næste dag fortsatte løbet, som om intet usædvanligt var hændt. Det sluttede tilmed som en ret stor publikumsukces, der fik rytterne til at gøre en stor indsats. Sagen om feltets »fri-nat« og fest sivede imidlertid ud, og forbundet var naturligvis tvunget til at skride ind. Løbet blev annulleret, banen jævnet med jorden, og der er aldrig blevet tilladt løb i St. Etienne mere. Carrara fik en længere karantæne. Kun nogle ganske få slap for tiltale, deriblandt Otto, der naturligvis kun havde at følge trop med de stores luner, ligesom vi andre måtte det den gang, når vi var i udlandet.
Efter skuffelsen i Kiel gik jeg ind for at nå noget udendørs, og jeg fik den største sommer i min karriere. På Ordrupbanen vandt jeg praktisk talt alt, hvad jeg var med i. lkke færre end 64 gange kørte jeg først over den sorte målstreg, og i flere handicaps var jeg så flyvende, når jeg kom susende bagfra og røg forbi, at min træner, Godtfred Christensen, sagde: »Det er præcis med dig i dag, som da jeg i sin tid så Thorvald Ellegård.« I et par forfølgelsesløbs-matcher op til verdensmesterskaberne, der skulle foregå i Zürich, fik jeg en sådan tro på mig selv, at jeg var fast besluttet på, at nu skulle forfølgelseskongen, den uovervindelige Sidney Patterson fra Australien, ned fra tronen og jeg sidde på den i stedet.
Det, der gav mig særlig optimisme, var et opgør med den belgiske mester Glorieux. Ved en faktisk utilgivelig, men i dette tilfælde heldig fejltagelse var der kommet et alt for stort gear på min cykle, og egentlig skulle det knække mig i et så langt og krævende løb som en forfølgelses-match. Jeg syntes nok, det var lidt besværligt, men da jeg først fik det i sving, gik det så fantastisk for mig, at jeg på syv omgange indhentede belgieren. Glorieux fik et sådant chok herover, at han grædende stod af cyklen, gik ned i sin kabine og svor på, at han ville opgive cyklesporten. Han troede, at hans knusende nederlag betød, at han ikke var i form. Da Glorieux hørte mine omgangs-tider, forstod han, at hans dage alligevel ikke var talte, men at det var mig, der var kørende. Da ydermere min træner viste mig det store gear og afslørede misforståelsen, ringede det for mine øren: I år bliver du verdensmester. Ugen efter fik jeg yderligere den opmuntring, at Glorieux forsvarede sit belgiske mesterskab med glans, og når man ved, hvad Belgien betyder som cykle-nation, og hvilken kæmpestab af dygtige professionels der er i dette land, forstår man, hvad det betyder. Han sendte mig forøvrigt et telegram, som jeg bevarer som en stor klenodie. Det lød: Det var dig, der var fantastisk. Du bliver verdensmesterl
----------------------------
Med største omhu forberedte jeg mig derfor til Zürich-løbene og drog afsted med stor optimisme. Det gik også overmåde godt. Jeg opnåede de bedste tider i min karriere og slog blandt andet sådanne navne som italieneren Piazza og franskmanden Hassenforder. Det tip, som min rådgiver van Dinteren havde givet mig, om at tage et lille pust under de hårde forberedelser, en pause, som mange anså for tåbelig, gav her virkelig bonus.
Til sidst var kun selve verdensmesteren Patterson tilbage til den finale, hvor jeg var fast besluttet på at vinde mit livs sejr og nå den titel, der fra min første dag har været og så længe jeg lever vedblivende vil være mit største, men desværre efterhånden som hårene grånes stedse mere uopnåelige mål. Det gik glimrende fra starten. jeg mærkede, hvordan benene gled let og ubesværet under mig. Cyklen flintrede hen ad cementen på den glimrende Oerlikon-bane, og da jeg røg forbi den elektriske markering, anede jeg lige, at det var min grønne lampe, der lyste, medens hans røde lygte endnu ikke var tændt. Altså var jeg foran. »50 meter foran!« skreg en dansk stemme gennem larmen, da jeg fo'r gennem svinget. Jeg var på vej mod verdensmesterskabet. Nu måtte det ikke glippe. Omgang efter omgang kørte jeg med uformindsket fart - stadig glimtede min lampe først, alt tegnede godt. Endnu to omgange før målet var jeg foran ham, men næste gang lyste lamperne nøjagtig samtidig. Jeg var indhentet, og så i en forrygende finish gik den utrolig stærke og ukuelige australier forbi og vandt igen titlen, medens jeg følte det, som om de nære Alper faldt ned over mig og knuste mig. Så skuffet var jeg, men jeg fik dog samlet mig sammen til at gå med op til UCI-præsident Joirnard og modtage min medalje og lykønskning ved siden af Patterson, der netop var iført sejrstricot'en. Tænk så nær - kun en omgang fra målet uden at nå det.
Der findes næppe i denne verden større svælg end det, der er mellem at være den, der kører med kransen om halsen, og den, der er blevet nr. 2. Det værste af det hele var, at jeg bagefter og den dag i dag er sikker på, at det godt kunne have været mig, der havde kørt med kransen om halsen den dag, hvis jeg havde tænkt mig om. Jeg vidste jo, hvilken fremragende sprinter han var, og hvilken evne han havde til at komme igen til sidst, og derfor skulle jeg have sat alt på et kort i denne finale. Jeg skulle simpelthen have kvalt ham fra starten ved at køre med det samme store gear, som jeg havde brugt ved en fejltagelse den aften på Ordrupbanen mod Glorieux. Havde jeg gjort det, er jeg ikke i tvivl om, at sejren var blevet min. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det er en meget dum undskyldning i dag, men forhåbentlig tilgiver man, at jeg kommer med den. Og jeg skal indrømme, at jeg stadig har det nagende i mig, den tanke at jeg kunne have vundet den gang. Hver gang jeg nu er i Zürich for at køre på vinterbanen i Hallenstadion og går forbi Oelikonbanens mure lige overfor, griber jeg mig altid i at tænke: Det var dér, du kunne være blevet verdensmester!
Man siger, at enhver får sin chance her i livet. Jeg havde så afgjort min den dag, det er givet - men jeg forspildte den.
..
.
8. KAPITEL
Lykkelig idé skabte par nr. 7
Min 2. plads ved verdensmesterskabet i Zürich kom trods alt til at betyde kolossalt for mig. Den blev et nyt og afgørende vendepunkt i min karriere og kom til at skabe min største tid som cyklerytter til dato. Den bevirkede nemlig, at udlandet endelig fik øjnene op for, at jeg kunne køre, samt - og det var det allervigtigste - den fik Ordrupbanens sportslige leder Jørgen Beyerholm til at indstifte et nyt løb, som jeg kunne folde mig ud i - et, der skulle være en cadeau til min kørsel i Zürich og give publikum herhjemme anledning til at hylde mig. Dansk Par-Omnium kaldte Beyerhohn sit løb, og han fik den lykkelige ide at lancere parret: Kay Werner-Evan Klamer. »Jeg tror på jer som par,« sagde han, da vi underskrev kontrakt, og det var godt set. Det gik så fint, at vi vandt løbet, skønt de stærkeste vinterbanenavne var blandt deltagerne. Det bekræftede, hvad jeg i det sidste vinterbaneløb havde anet - at det netop var Evan Klamer, jeg måtte slå mig sammen med, hvis der skulle blive et dansk par, som kunne hævde sig på vinterbanerne.
Vor sejr gav os som sagt »blod på tanden«, og vi blev enige om i hvert fald at prøve sammen i de første løb på Vinterbanen for at se, hvordan vi faldt sammen på den hurtige træbane. Vi var dog klar over, at for at vor prøve sammen skulle have en regulær chance, så måtte vi gøre noget ganske ekstraordinært. Den eneste vej var at drage ud og opleve det internationale sus, så vi både kunne få træning i at køre sammen og helst også rutine i løb, hvis vi kunne få nogle starter. Det sidste gik helt over forventning. Så snart Ordrupbanens porte lukkedes, tog vi til Paris for at træne, og efter nogle ugers sveddryppende flid på Velodrome d'Hiver gav direktør Mouton os en kontrakt til »Grand Prix du Salon«. Det blev Klamers og min debut som vinterbanepar, og det var et temmelig hårdt job på den lange, tunge bane. Vi blev kørt tre omgange bagud og endte som nr. 9, men var dog foran 6-7 franske par. Da drømte vi ikke om, at vi blot to år senere i 1955 skulle vinde det samme fornemme løb en omgang foran det da af alle anerkendte mesterpar Gillen-Terruzzi og langt foran de øvrige kendte navne. Inden da var der dog gået mange prøvelser.
Efter 9. pladsen i Paris tog vi til Tyskland, hvor man altid har været rundhåndet overfor os med kontrakter. Vi havde i 1953 fået to 6- dageskontrakter - først i Dortmund, hvor vi blev nr. 7, tre omgange efter vinderne Gillen-Terruzzi, men allerede i det næste løb var der fremgang. Vi startede fem dage efter afslutningen i Dortmund i Frankfurter 6-dagesløbet og endte som nr. 6. Disse to hårde løb gav os naturligvis både blændende form og - rent ud sagt: god træning i at køre sammen, så da Forum åbnede sin sæson nr. 3 med et 100 timers-løb, så vandt vi dette nærmest efter behag. Og vi fortsatte også med at gøre et overbevisende indtryk i de næste par løb, men alligevel var direktionen herhjemme fortsat betænkelig ved at lade os køre sammen i det københavnske 6-dagesløb. Det gjaldt jo for dem om, at dette løb blev så spændende som muligt, fordi et 6-dagesløb med fuldt besatte tilskuerpladser fra start til mål redder hele sæsonen økonomisk.
I udlandet har man det simpelthen sådan de fleste steder, at man enten kun laver et 6-dagesløb hele sæsonen igennem eller i hvert fald højst et enkelt eller to løb mere. Det er kun i de helt store cykle-lande som Belgien, Frankrig og til dels Schweiz, at man gør lidt mere ud af det, men ingen steder blot en brøkdel af de mange løb, Forum afvikler. Direktionerne rundt om laver jo ikke cykleløb indendørs for sportens eller rytternes skyld - kun for kassens. Den kendsgerning kan man ligeså godt se i øjnene. Og den regel gælder også herhjemme. Derfor var det, at direktionen var betænkelig. Skulle vi ikke kunne holde til alle seks dage, var det store trækplaster væk. Man ville sikre sig ved at give os hver sin udlænding, men vi protesterede - i begyndelsen tilsyneladende uden at det hjalp synderligt, men da vi så satte sagen på spidsen og erklærede, at vi simpelthen nægtede at lade os skille, så bøjede man sig.
Før starten gav Evan og jeg hinanden håndslag på, at det skulle blive knald eller fald i dette løb, at vi ville give hver dråbe kraft i os og vise vinterbane-ledelsen og for den sags skyld også alle andre, at vi kunne noget sammen og var bedre, end man åbenbart troede.
Vor træner, hollænderen Jan van Dinteren, var os på dette punkt og i det hele taget en ganske uvurderlig støtte. Han troede på os og sagde også gang på gang: »Skal I nå noget uden for Danmark og have direktionerne andre steder til at sende bud efter jer, så skal det være som et dansk par.« Han lovede os, at han ikke blot ville bistå os med råd og dåd, men at han ville sætte alt, hvad han evnede, ind på at føre os igennem til et godt resultat.
De forenede bestræbelser af os alle tre gav resultat, og selv om det enkelte gange undervejs slæbte lidt på for os, så opmuntrede vi hinanden og fik den nødvendige »gang røg« af van Dinteren, så vi stadig holdt os med fremme.
Hvornår er et 6-dagesløb iøvrigt ikke ved at kvæle sin mand?
Kolossalt meget for os betød det naturligvis også, at vi mærkede publikums sympati i stadig stigende grad. Bruset, der uafladelig væltede ned mod os, når vi foretog fremstød, måtte betyde, at vi voksede med opgaven. Specielt den sidste aften fightede vi på livet Iøs, og det så en overgang ud, som om det helt utrolige skulle ske, idet vi var foran endnu kort før den sidste time, men så viste Gillen-Terruzzi lige, hvorfor det var dem, der blev kaldt verdens bedste par. Vor 2. plads var dog mere end nok for os - vor klasse var bevist, ingen talte mere om skilsmisse. Vi var blevet en institution som par, ja, vi oplevede endog, at anerkendte udenlandske eksperter skrev om os: »Nielsen-Klamer er blevet et begreb.«
Det var i december 1953, at al denne medgang pludselig kom, og den betød også for os, at gagerne steg, at cykle-fabrikkerne blev interesseret i, at vi kørte deres mærke. Kort sagt: Vi var virkelig på hastig fremmarch mod parløbs-elitens top.
Jeg må i den forbindelse omtale vor trofaste træner Jan van Dinteren særskilt. Han havde passet os hver for sig. Først Evan, blandt andet i det første københavnske 6-dagesløb, siden mig i et par andre, og vi syntes begge, at han var så storartet og dygtig, at vi ikke kunne få nogen bedre mand ved vor side. Vi knyttede ham derfor til os i det første 6-dagesløb, vi skulle køre sammen, og siden holdt vi sammen i over fire år og oplevede hele skalaen af medgang og modgang, af triumfer og skuffelser. Vi holdt ubrydeligt sammen, og hvert år på van Dinterens fødselsdag den 23. januar sludrede vi om sagerne og enedes om at tage et år til.
Hvad van Dinteren betød for os - altså for par nr. 7 - ja, det kan ikke gengives på tryk. Han har sydlændingens let bevægelige sind, græder og ler, raser og jubler, men bag hele hans optræden skinner altid det ene igennem, at han virkelig mente os det godt. Vi har utallige gange været ude for, at van Dinteren rasede og gav os en ordentlig skylle, en noget usædvanlig optræden af en underordnet overfor sine arbejdsgivere, men måtte bagefter erkende, at det var nødvendigt. Den rigtige træner må svinge pisken. Vi er under et løb kun maskiner, medens han er maskinpasseren, den der sørger for, at vi er så »velsmurte« som muligt. Det gør han mesterligt, og van Dinteren havde sin store del af æren for, at det gik os så fint. Selv havde jeg en dejlig evne til at lade mange af hans raseriudbrud gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, men Klamer gik det vist lidt mere på. Efter løbene var det hele dog lutter idyl igen, og vi var altid enige om, Evan og jeg, at vi med Jan havde gjort det helt store kup.
Den vinter vandt vi en halv snes løb i Forum, store og små imellem hinanden, og vi havde den - jeg er lige ved at sige triumf - at det eneste løb, vi blev skilt i, ikke blev en sukces. Ledelsen mente, at der skulle skabes lidt variation, og vi gik så med til for en enkelt gang at køre med hver sin makker. Jeg bevarede 7-tallet sammen med belgieren Depauw, men mit lykketal hjalp ikke overfor Evan, der havde fået Preiskeit til makker. De vandt meget let i et svagt løb, men bagefter sagde Evan selv til pressen: »Styrkeforholdet mellem Kay og mig blev dog ikke belyst, for dels var Kay ikke kommet helt over sine skader, og dels var min makker dobbelt så god som hans.« Skaderne havde jeg pådraget mig ved et temmelig alvorligt styrt under et forudgående 3-timersløb.
Vi fik den vinter udvidet vort hjemlige »arbejdsfelt«, idet Århusbanen blev bygget, og den blev med sine kun 115 m - mere var der ikke plads til i Århushallen - verdens mindste bane. Spændingen var stor, om vi kunne rulle os rigtigt ud, men ved en smart finesse af Falck Hansen ordnedes det. Vore cykler blev gearet en lille smule ned, så vi kunne trampe af al magt uden at ryge ovenud i svingene, og maksimumdeltagelse i løbene blev sat til 9 par.
Evan og jeg vandt åbningsløbet den 19. januar 1954 over 100 km i 2.07,34 - en ganske god tid. Man skal være smidig, lidt af en ekvilibrist for at begå sig på banen - ja, det viste sig, som man sikkert husker, at enkelte ryttere rent ud sagt blev søsyge derovre, endog en kapacitet som australieren Arnold måtte melde pas og afstå fra en hel sæsons kontrakter. Han har dog også det store handicap, at han kun har et øje, og få steder har man som i Århus brug for sit fulde syn.
Jeg selv var ærlig talt også noget nervøs for at køre på Århusbanen i begyndelsen, og det hjalp ikke engang, at det første løb var helt uden styrt. I det næste blev jeg midt i det hele så bange, at Evan og jeg tabte 4 omgange på et øjeblik. Jeg kom dog over det, og vi nåede op og blev nr. 2 kun en omgang efter Carrara-Forlini. Det, der gjorde én nervøs, var, at man syntes, det var umuligt at få plads på banen og komme forbi de andre, men efterhånden lærte jeg, at det bare gjaldt om at køre til, så skete det altid, at der blev »et hul« i flokken, så der blev en chance for at smutte igennem.
Ved 6-dagesløbet i Århus måtte jeg desværre undvære Evan. I det sidste Forum-løb, et 32-timersløb, styrtede Evan så uheldigt, at han både fik hjernerystelse og beskadigede den ene achillessene. Jeg fik i Forum i stedet Plattner til makker og blev nr. 2 én omgang efter Godeau-Senfftleben, men i Århus fik jeg i stedet min fordums makker Ib Laursen, da ledelsen - Falck Hansen og Uffe Josephsen. - ønskede et rent dansk par med. Også det løb vandt franskmændene Senfftleben-Godeau, medens Ib og jeg måtte nøjes med 5. pladsen og iøvrigt på forhånd af Plattner havde fået at vide, at os regnede han i hvert fald ikke med. Han kørte med van Vliet og blev nr. 3, men var ligesom vi to omgange efter vinderne.
Da den hjemlige sæson var forbi, var Klamer klar igen, og vi kunne opfylde to kontrakter på 6-dagesstarter i udlandet - to kontrakter, hvoraf den ene klart understregede vendepunktet i vor cykle-tilværelse. Det drejede sig om vor deltagelse i Berlin. Man tilbød os en udmærket kontrakt, men vi fik at vide fra anden side, at den var mindre end den gage, de udenlandske storpar i løbet fik. Vi mente imidlertid, at vore mange resultater fra de danske baner, hvor vi altid var med fremme i forgrunden, berettigede til, at vi blev behandlet på lige fod med de navne, vi dels havde slået, dels kæmpet lige op med, og afslog derfor med den begrundelse kontrakten, der blev returneret uden den underskrift, som arrangørerne følte sig sikker på. Det havde de også kunnet gøre til hver en tid førhen, men nu var alt anderledes - mente vi selv, og var meget spændte. Der gik imidlertid dage, uden Berlin reagerede, ja, endog et par uger, men så kom der pludselig et kort telegram fra direktør Max Knaake: Jeg akcepterer - og dermed havde Evan og jeg vundet en meget betydelig sejr i det skjulte - en af dem, der sådan set ikke kommer det store publikum eller offentligheden ved, men som alligevel skal nævnes her, fordi den viser vor vækst som par nr. 7 også uden for de lokale danske rammer.
Inden vi gik i gang med de to 6-dagesløb, var vi først en tur i Paris, hvor vi var med i et 3-timers-løb, men det gik skævt. Det var Evans tilbagevenden efter sit uheld, og vi måtte opgive 45 minutter før afslutningen. I Berlin kørte vi os til gengæld varme igen og var med fremme til det sidste. Vi sloges den sidste aften voldsomt med løbets endelige vindere, »de flyvende hollændere« Schulte-Peters, og det tærede så stærkt på os til sidst, at vi tabte to omgange og endte som nr. 5. Dagen efter rejste vi til München og blev nr. 2 efter Preiskeit-Hörmann, men foran blandt andet Bruyland-Glorieux og flere andre kendte navne. Det var et dobbelt godt resultat for os, fordi Evan igen var uheldig og under et styrt forstuvede sin højre hånd, der generede ham resten af løbet. Han har dog alle dage været et fænomen til at bide smerterne i sig. Det gjorde han også her, og vi kørte som sagt virkelig godt. Det fik vi bekræftet af de tyske blade næste dag. De skrev, at man ønskede at se os snart igen.
Løbet var således et nyt stort skridt frem for os, men økonomisk var det derimod mindre godt, idet direktøren var løbet med kassen, da gagerne skulle betales. Det tyske cykleforbund betalte noget af vort tilgodehavende, men vi fik en hel del penge til gode, som vi aldrig har set og heller ikke kommer til.
TEKST UNDER FOTO:
Det andet 6-dagesløb vandt jeg med Lucien Gillen som makker.
TEKST UNDER FOTO:
Evan og jeg besluttede at slå os sammen og forsøge på vinterbanerne som dansk par, og under vort energiske træningsarbejde på landevejen lagde vi store planer om, hvordan vi ville gribe hele sagen an.
TEKST UNDER FOTO:
Billedet, der blev taget seks timer før vor sejr i Århus af det københavnske blad, som fotograferede alle løbets par iklædt laurbær for at være sikre på at have vinderne næste dag. Klamer var overtroisk og turde ikke tage kransen om halsen før tiden.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst: En ukuelig energi har Evan altid haft, og ofte gav han langt mere, end man skulle tro hans spinkle skikkelse i stand til. Han kunne kravle af cyklen tilsyneladende slået helt ud, men fem minutter efter førte han an i de hårdeste jagter.
Nederst: Bitter alvor er det dog også, heldigvis dog sjældent som her. Efter et voldsomt styrt ødelagde jeg mit ansigt sådan, at jeg ikke kunne kende mig selv. Min kone vil åbenbart heller ikke tro, det er mig, da mekaniker Finn Hansen fører mig ud til den ventende ambulance.
..
.
9. KAPITEL
Ingen, der ikke er gode nok, vinder et 6-dagesløb
At man kan blive kørt mat af mange starter i en lang vintersæson, måtte jeg sande i sommeren 1954. Jeg følte mig tung på cementbanerne, og det tog tid, før jeg endelig kom ordentlig i sving. Heldigvis var formen dog nogenlunde, da jeg efter at have vundet det danske mesterskab i forfølgelsesløb kom til verdensmesterskaberne i Köln. Det lykkedes mig ganske vist ikke at holde 2. pladsen fra året forud, men jeg var lykkelig for, at jeg nåede frem til 4. pladsen i verdenseliten.
Inden døre var det Århusbanen, der lagde for den vintersæson. Evan og jeg blev efter at have vundet premierens 100 km nr. 2 i 6- dagesløbet efter Strom-Patterson, så igen var min evige rival foran mig. Vi kom ikke ud i udenlandske vinterbaneløb dette efterår, skønt vi havde kontrakt med 6-dagesløbet i Dortmund, fordi Århussæsonen allerede begyndte den 1. november. Vi blev simpelthen købt fri af den tyske kontrakt. Det gik slag i slag herhjemme med starter i Århus, København og Århus igen. Det var næsten kun at køre, spise, sove, rejse mellem de to byer og skrive autografer. Vi kom i den sæson ud for vor hidtil største skuffelse, men siden også vor største triumf. Skuffelsen kom i det københavnske 6-dagesløb, hvor vi fulgte godt med, og hvor vi den sidste aften havde det held at være det par, der var bedst oplagt.
Da vi havde kørt en timestid under den hektiske finale, sagde jeg til Klamer: »Vi har dem i aften ... «
Med »dem« mente jeg Gillen-Terruzzi, parret, som vi havde slået flere gange i mindre betydende løb, men også gerne ville have ram på i et af dem med laurbærkranse. Gillen-Terruzzi var tilmed det eneste par, vi behøvede at frygte, og vi kunne mærke på os selv, at vi denne aften virkelig var i stand til at nå målet.
Vi havde det kæmpeuheld, at et rygte - et ondsindet og et af dem, som med mellemrum er lanceret om, at sejren var købt til os - havde bredt sig i Forum. Nu kunne det normalt have været lige meget, hvis ikke vi havde været så flyvende, men da det trak op til sejr for os, blev direktionen bange for, at vor sejr skulle blive udlagt som et bevis på, at løbet virkelig var aftalt. Det er klart, at dette kunne få store konsekvenser for Vinterbanen og for publikums tiltro til løbene derinde, men på den anden side kan man vel nok forstå, at det var bittert for os, det gik ud over, og som nu pludselig på grund af ubegrundede rygter ikke måtte vinde vort livs sejr.
Vi fik ikke selv noget at vide den aften, men kunne hurtigt mærke, at vi kom ud for ekstra vanskeligheder ved, at ledelsen simpelthen havde forlangt, at de udenlandske par skulle køre så samlet imod os, at vi ikke kunne vinde. Det enorme pres kunne vi naturligvis trods vor veloplagthed ikke stå for i de to timer, »krigen« stod på, og hele dramaet endte med, at vi igen blev nr. 2, mens Gillen-Terruzzi kørte rundt med laurbærrene. Vi var det eneste par, der kun lå en omgang efter dem, og vi havde samlet løbets højeste pointstal sammen. Jeg vil, så længe jeg lever, vove at påstå, vi havde vundet det løb på points, hvis ikke de udenlandske par i fællesskab havde forhindret det. Og jeg skammer mig ikke ved at fortælle, at jeg græd bagefter ... græd fordi vi ikke havde fået fair play ved, at alle kørte sin egen chance.
I ethvert 6-dagesløb har et par undervejs sine særlig lyse øjeblikke, og for de heldigste kommer det den sidste aften. Det kan mange gange blive afgørende for et hårdt løbs hele udfald, og det var i hvert fald blevet det den decemberaften i 1954, hvis altså ikke hele bundtet havde sat sig på os.
Iøvrigt vil jeg sige, at det med »de lyse øjeblikke« under et løb måske i publikums øjne kan skabe ting, der ser underlige ud. Et par, der den ene aften kører, som om de var på gravens rand, kan den næste være i spidsen for løbet.
»Svindel!« råber publikum, men det er der ikke tale om.
Ethvert par har sit krisedøgn, hvor det hænger gevaldigt på den. Jeg selv er for eksempel altid i meget store vanskeligheder i et 6-dagesløbs andet døgn, andre har det i det tredie og nogle endda senere i løbet. Til gengæld har man også øjeblikke, hvor man sprudler af lyst og synes, man lige har sat sig i sadlen. Er man nogle omgange bagud, er det klart, man flintrer afsted for at komme med frem. Netop på grund af disse kriser i et løb er det også, at felterne følges så nogenlunde ad. Alle favorit-parrene er bange for de »sorte øjeblikke« - kører hele tiden på, at de andre ikke skal få færten af, hvis de har det slemt. Og er man selv oplagt og impliceret i en jagt, så skal man alligevel hele tiden huske på: Der er langt hjem, brug ikke kræfteme for tidligt. Det er derfor, vi store par gemmer det endelige opgør længst muligt - fordi vi simpelthen ikke ved, hvad der venter os. Man må også huske på, at top-parrene i et 6-dagesløb er hinanden så jævnbyrdige, at ingen af os vover for tidligt at udfordre skæbnen for meget.
Hvorfor får de små par billige omgange, har mange spurgt. Jeg kan svare ... ja, rent ud og måske lidt brutalt sagt: Fordi de ikke kommer os ved!
I Paris har jeg været ude for, at de førende par, hvortil jeg selv hørte, sad og spiste morgenmad, da pludselig en jagt kom i gang. Jeg så op og så van Steenbergen, Schulte, Gillen o. s. v. ganske roligt spise videre og lade som ingenting. Alle de store par havde én repræsentant siddende ved morgenbordet. »Piv!« sagde det med mellemrum, når nogle ryttere kom susende forbi. Det var nogle af de små par, der lå 30 omgange tilbage, som forbedrede positionen. Da vi andre endelig igen satte os i sadlen, var disse to par kommet 15 omgange foran og havde således sikret sig lidt at tabe af. Inden det store publikumsryk begyndte om eftermiddagen, var »udbryderne« gledet tilbage til det »normale« for dem og var igen 30 omgange bagud. Vi havde endda slet ikke jagtet, bare kørt stærkt en kort tid. Det var nok til at bringe forholdet i orden.
Den slags kan dog kun ske i Paris, hvor løbet aldrig er neutraliseret, og hvor der er så dårlige ryttere med, at de ikke alle har kontrakt, men simpelthen kører med fra dag til dag for en lille startsum. De har ikke råd til at få røgt og pleje som vi andre, men har koner og kærester til at komme med maden til dem. Det er nogen, der virkelig har det svært.
Ethvert stort par i et 6-dagesløb ser fra starten sine konkurrenter an og bliver klar over, hvem der er de farligste. Disse par - som vi altså er så heldige at høre til - koncentrerer vi os om, fordi vi ved, at det blot er disse par, vi skal forbi til sidst. At nogle mindre navne derved får en billig mulighed for at følge med længere end deres klasse sådan set berettiger dem til, gør ikke så meget. Det er selve det endelige resultat, der betyder noget - det eneste, der lever videre fra ethvert 6-dagesløb, og når det skal stadfæstes, så skal de små nok blive skilt ud og komme ned, hvor de hører hjemme.
Som regel da!
Jeg må erkende, at der er undtagelser. I et tysk 6-dagesløb for et par år siden var der et lille lokalt par, der vandt, som sejrede ved en fejltagelse. De store ryttere havde rent ud sagt ladet dem få lov til at følge med fremme til glæde for det lokale publikum, fordi man var klar over, at den sidste og afgørende aften ville de alligevel i den store slutstrid blive skubbet bagud, hvor de hørte hjemme . . . troede man altså.
Men om forladelse!
Det lille par, der under hele løbet havde været »blinde passagerer« med fremme og ikke lavet en positiv indsats, men blot siddet på hjul og fået lov til det, havde den sidste aften netop det lyse øjeblik, jeg nævnte ovenfor. I stedet for at erkende, at de kun var med fremme på »nåde og barmhjertighed«, fordi de andre havde gjort arbejdet for dem, så faldt de for fristelsen. De store par, der var »møre« af deres indbyrdes kampe undervejs, måtte til sidst give op overfor deres forholdsvis friske modstandere, som vandt en sensationel og ufortjent sejr i stedet for at glide bagud i de sidste timer og sige tak til de andre, fordi de havde holdt hånden over dem så længe. De par, der gennem hele deres indsats i løbet havde vist sig som de bedste og helt igennem havde præget det, virkelig ydet en indsats og derfor skulle have været ene i slutstriden, blev naturligvis rasende over det tyske pars form for »tak« og svor, at hvor de fremtidigt mødte de to tyskere, skulle dette par aldrig få det let mere. Jeg tør sige, at parret aldrig har været med fremme i noget løb siden.
At der er delte meninger om vinterbaneløb - og 6-dagesløb i særdeleshed - er en kendt sag. Nogle er vildt begejstrede, andre synes, vi er helt skøre, og atter andre, at der er for meget »skæg« i foretagendet. At der er meget show i et 6-dagesløb, må erkendes, men samtidig må man heller ikke glemme, at det for os er bitter alvor. Jeg vil slet ikke tale om de rent menneskelige strabadser, de fremgår af det, som aviserne i kæmpe-overskrifter fortæller om vor kamp for at holde os i sadlen trods, ja, ofte trods skader, som de fleste andre ville lægge sig i seng i ugevis for. Jeg taler kun om alvoren i selve cykle-fighten. Den er ubarmhjertig. I jagterne giver alle mand sig ud, så de er ved at falde af sadlerne, så krampen river i alle muskler. Det er et arbejde, og I får det jo godt betalt, vil nogen sige. Det er rigtigt, men derfor er der alligevel stadig så megen sport i os alle, at vi gerne vil være med fremme - vil vinde.
Jeg kan også sige, at med undtagelse af et sådant enkelt »vådeskud« som det med de to tyskere, så er der aldrig nogen, der vinder et 6 -dagesløb, som ikke undervejs har gjort sig fortjent til det, som ikke har ydet en positiv indsats ved at være med fremme i de mest udmarvende jagter og virkelig har givet en 100 procents indsats. Ingen, der ikke har klasse nok, får laurbærkransene hængt om deres hals.
..
.
10. KAPITEL
Vor første 6-dagessejr
Skuffelsen over vort nederlag i 6-dagesløbet havde endnu ikke lagt sig, da jeg fik et nyt alvorligt nakkedrag. Det kom i form af et brev, som jeg fik stukket i hånden, lige efter at Evan og jeg havde vundet den knaldhårde 6-dages-revanche over 145 minutter, iøvrigt en virkelig stærk præstation af os.
Brevet var fra Bane-unionen og fortalte, at jeg var idømt to ugers karantæne for dårlig opførsel overfor kommissærerne og Vinterbane- direktionen. Jeg måtte læse brevet to gange igennem, fordi jeg slet ikke havde regnet med noget i den retning. Selvfølgelig havde jeg nok været lidt skrap i mine udtalelser efter løbet, »vi ikke måtte vinde«, men alligevel. Det virkede dobbelt besynderligt, efter at ledelsen havde givet mig 500 kr. for god sport i 6-dagesløbet, og ingen bagefter havde kritiseret mig med et ord. Det var ærlig talt hårdt lige i øjeblikket, men noget man selvfølgelig kommer over og ler ad siden. Forøvrigt var det også lidt af en økonomisk lussing for mig, at jeg måtte være tilskuer til det næste løb. På den anden side var jeg så udkørt, at det måske var godt for noget, at jeg fik lejlighed til for en gangs skyld at puste lidt.
For par nr. 7 som helhed var det jo også en alvorlig bet, for nu stod Klamer uden sin faste makker. Han fik Strom i det næste løb over 3 timer og måtte nøjes med en 3. plads efter Gillen-Rud Jacobsson og Terruzzi-Ib Laursen. Man havde mixed alle parrene som et modtræk overfor, at Evan var skilt fra mig. Iøvrigt fortsatte kommissærerne deres strenghed og satte rekord i bøderegn i dette løb, hvor jeg sad og hyggede mig på tilskuerpladserne. 11 bøder ialt faldt der, men dermed var man åbenbart blevet tilfreds, og et par dage efter kom man endog i julehumør og »benådede« mig, så jeg slap med halvdelen af karantænen og kunne altså igen være med i 8-timersløbet 2. juledag. Det vandt Senfftleben-Forlini på points foran Evan og mig.
I »Tour de Forum« blev vi nr. 2 igen efter franskmændene, men i Europa-kriteriets to indledende løb vandt vi overlegent. Under et gæstespil i Dortmunds »Die Nacht« kom jeg ud for et ærgerligt, men heldigvis også besynderligt uheld. Under et udbrud kolliderede jeg med en mand, der kom trillende ned over banelegemet, og jeg styrtede og fik så slemme knubs, at jeg ikke kunne køre i det næste Forum-løb, som Evan til gengæld vandt med Preiskeit. Den trillende mand i Dortmund var stævnelægen, der havde været oppe og tale med dommerbordet og var snublet på tilbagevejen og rullede ned over den skrå væg. Lægen gav et par nye sko skylden, men var iøvrigt uforskammet, så det hele virkede efterhånden, som om det var ham, der havde ret til at ligge og trille rundt på banen, og mig, der ikke måtte være der.
Jeg fik dog fuld erstatning fra direktionens side.
Ved Europa-finalen i Paris kørte vi absolut over forventning og blev nr. 4 kun en omgang tilbage til trods for, at Evan styrtede to gange. Vi var i de første par timer meget aggressive og førte løbet mange gange. Forlini-Senfftleben vandt, men vi fik megen rosende omtale, ikke mindst af direktøren for Velodrome d'Hiver i Paris, der erklærede, at han ville have os med i sit 6-dagesløb. Det viste sig senere, at det ikke blev ved snakken alene. Otto Olsen og Max Jørgensen, der var vore hårdeste hjemlige rivaler, var også som Danmarks nr. 2 med i Paris, og de kørte fint i betragtning af, at det var første gang, de var ude på den meget store vinterbane. De fuldførte som nr. 13, fem omgange tilbage, men flere store par havde givet op. Og man må huske på, at det kun var landenes bedste par, der var med her i dette fornemme løb.
Vi tog fra Paris direkte tilbage til Forum-finalen, et Grand Prix, der afvikledes i tre 3-timersløb på tre aftener i træk. Den evigt uheldige Evan blev her slået ud af en ondartet byld på knæet og måtte, efter at han under store smerter havde fuldført første aften, trække sig tilbage. I stedet kørte jeg videre med Benny Schnoor, og vi blev nr. 2 i anden afdeling, men den sidste aften blev han kørt så flad af tempoet, at han simpelthen faldt af cyklen 10 minutter før løbet var forbi. Jean Roth-Bucher kørte af med sejren. Det var forøvrigt det løb, hvor Max Jørgensen skulle have sin store chance sammen med charmøren Hugo Koblet, men »stjernen« kom hertil uden at være i form, så glansen gik hurtigt af ham, og chancen røg for Max, der måtte nøjes med en 5. plads sammenlagt.
Det var slut i Forum, men vi fortsatte omgående på Århus Vinterbane, hvor man denne vinter forsøgte sig med to sæsoner - den første som tidligere fortalt i november. Klamer var ikke klar til premieren, et Grand Prix over 8 timer. Det vandt Preiskeit-Hörmann med Godeau og mig i hælene blot 6 points efter på samme omgangshøjde. I 6-dagesløbet var det spændende, om Evans byld var helt borte. Han havde lidt géne af den den første aften, men kørte efterhånden al smerte væk og var efter sin ufrivillige pause i vældigt hopla, så allerede midt i løbet begyndte vi at ligne et vinderpar. Det var dog ikke første gang, men hidtil var det glippet ... og det var det oprigtigt talt også meget nær ved i Århus. De små tyskere Zoll-Weinrich, der befandt sig godt på den lille jyske bane, havde netop den sidste aften deres karrieres måske hidtil største øjeblik, og vi måtte køre på livet løs i to stive timer, inden de endelig blev møre, og en snes minutter før afslutningen blev definitivt knækket og besejret ved, at vi erobrede en omgang fra dem og siden holdt positionen løbet ud. Men ih, hvor det kneb, og hvor var det spændende!
Det var ikke alene af anstrengelse, sveden drev ned ad vore ansigter - jeg er sikker på, at angstens sved var blandet deri. Og Evan priste sig lykkelig over, at han ikke under neutralisationen først på aftenen havde ladet sig fotografere med laurbærkransen på, men først fik den om halsen, da sejren virkelig var hjemme. Et københavnsk blad havde nemlig, for at sikre sig et billede af de laurbærkransede vindere hjemme på redaktionen i København, så snart løbet var færdigt, anmodet om at måtte fotografere de par, der havde vinderchancer, med laurbærkransene om halsen, så snart eftermiddagens løb var slut og tilskuerne forlod hallen. Ingen af rytterne var rigtig glade for det. Vi har alle mere eller mindre en snert af overtro i os, men de fem par, der kunne være tale om, indvilgede til sidst. Det er jo meget godt at stå sig med pressen, som vi nødigt ville støde. Under stor munterhed fik vi derpå i nogle minutter fire udenlandske »vinderpar« at se køre rundt med laurbær om halsen i den tomme hal. Da turen til sidst kom til Evan og mig og jeg allerede sad på cyklen bekranset af »Spejderen«, fik Evan skrupler, da Falck Hansen ville hænge sejrskransen om hans hals: »Nej, De må alligevel ikke,« sagde han. »Jeg er sikker på, at får jeg kransen uberettiget på nu, så får jeg den ikke senere på aftenen, og den chance vil jeg ikke have ødelagt. De ved nok, man skal ikke friste skæbnen.«
Ingen overtalelse var mulig, men sagen blev klaret, så Willy stod med den ene krans i hånden og viste den til Evan eller ligesom rakte den hen mod ham, medens jeg sad på cyklen ved siden af ham med den anden om skulderen. Jeg har aldrig været overtroisk, men jeg var lige ved at blive det i den hektiske finale, og det første, Evan sagde mellem glædestårerne efter vor fælles triumf, var: »Der kan du se, hvor heldigt det var, at jeg ikke tog den krans på før tiden. Det kneb nok endda.«
Sejren, som vi rostes meget for i bladene, var den første virkelige oprejsning for os for mange tidligere skuffelser og modgang.
TEKST UNDER FOTO:
Der er meget show under et seksdagesløb, men vi kan jo heller ikke køre livet af os hele tiden. Her er jeg ude på æresrunde med en barnevogn, jeg har vundet, og en af par nr. 7´s hårdeste rivaler gennem tiderne, charmør Terruzzi, benytter lejligheden til en køretur, der er uden anstrengelse for ham selv. Tværtimod nyder han en meget vederkvægende iskage.
TEKST UNDER FOTO:
Vi tre, der så længe holdt sammen med held.
Vor dygtige træner, Jan van Dinteren, er ved at forklare noget vigtigt, medens vi gør os klar til æresrunden.
At dømme efter hans ansigtsudtryk har vi vundet!
TEKST UNDER FOTO:
Th.: Det var hårdt at være uden den uheldige Evan, der den sidste aften kom på hospitalet, men det lykkedes dog Müller og mig at køre løbet til ende. Her er vi i en afløsning.
Tv.: For en gangs skyld ikke nr. 7, men nr. 12 - i det parisiske seksdagesløb, hvor vi havde eks-verdensmesteren på landevej, Heinz Müller, som 3. mand i "parret", og hvor vi yderligere dannede seksmandshold med tre australiere, der endte med at vinde en sensationel sejr. Jeg gør morgentoilette uden for kabinen.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst: Det er ikke almindeligt, at træneren kommer med på æresrunden, men vi forlangte det som en tilkendegivelse overfor alle, hvor meget Jan betød for vor sejr.
Nederst: Vor største sæson indledtes med andenpladsen i det berlinske seksdagesløb, og vi er her med sølvkransene om halsen klar til at køre æresrunde flankeret af vore to glade danske direktører, Ernst Nielsen (til højre) og Willy Falck Hansen (helt til venstre).
I Tyskland får vinderne en guldkrans , nr. 2 en sølvkrans og nr. 3 en lauerbarkrans.
..
.
11. kapitel
Styrtet, der kostede sejr og 20.000 kr.
Sejren i Århus betød yderligere et skub for os henimod opfyldelsen af det løfte, direktør Mouton havde givet os om, at vi skulle med i hans 6-dagesløb i cyklesportens Mekka: Paris. Det er nemlig en gylden regel, at det parisiske 6-dagesløb tæller alle de par i sin startliste, der den pågældende vinter har vundet 6-dagesløb på de europæiske baner, så man faktisk ved at lade alle vinderne mødes her får et uofficielt mesterpar.
Intet er mere betydningsfuldt for en vinterbane-rytter end at komme med i løbene på Velodrome d'Hiver i Seinestaden, og specielt naturligvis i det mest krævende af alle løbene. Det var det blå stempel for et par. Vi fik det - dog ikke som par alene, for direktør Mouton havde for at prøve noget nyt fra det hidtil gængse fundet ud af, at han ville prøve at køre løbet med tre mand i hvert »par«. Ideen var med dette 3 mands-holdløb, som ellers foregik efter nogenlunde de sædvanlige parløbsprincipper, at der hele tiden var en frisk og udhvilet mand at sætte ind for parrene, og at man derved ville sikre løbet flere jagter, mere fart og større kolorit i det hele taget . .. samt, og det var nok det væsentligste, gøre noget for at hindre tilskuerne i at synes, det altid var det samme, 6-dagesløbene bød på.
Vi fik den tyske eks-verdensmester på landevej, Heinz Müller, til trediemand, og han var os en virkelig god støtte, udholdende og stærk. Sammen dannede vi en trio, der var med til at præge løbet og - ja, det lyder utroligt - til sidst skulle vi virkelig have vundet dette race. Da der var fire timer tilbage af løbet, der under de nye former blev en kæmpemæssig publikumsukces og slog tilskuerrekorden 15 år tilbage, var vi i spidsen for løbet med en omgang foran en anden outsider-trio: australierne Patterson-Arnold-Mockridge. Der er ingen tvivl om, at vi sagtens havde holdt denne stilling, men så skete katastrofen. Klamers forring eksploderede, og han slyngedes voldsomt hen ad banen, hvor han blev liggende bevidstløs. Så alvorlige var hans kvæstelser, at han måtte føres til hospitalet og indlægges, og da Heinz Müller og jeg herefter løbet ud kun var et par mod trio'er, var det klart, vi måtte komme til kort. Vi satte 10 omgange til og endte som nr. 8, d. v. s. midt i feltet, hvad der var ganske godt gjort. Carrara-Jacoponelli, der også mistede deres trediemand, forliste for eksempel den sidste aften 38 omgange.
Ud over følgerne for Klamer af det frygtelige styrt, så var uheldet tragisk ved, at det betød vor sejrs-chances forlis. Jeg tør sige med sikkerhed, at det uheld kostede os sejren - ja, kan endog bevise det, for australierne vandt løbet, og dem var vi klart overlegne og havde været foran hele løbet og var det også, da styrtet skete. Noget andet er, at det kun skyldtes ganske særlige omstændigheder, at vi to outsider-par havde domineret så kraftigt, og det var, at vi var udenfor den forbitrede fight, der stod mellem løbets fire største hold. Den franske favorit-trio: Senfftleben-Forlini-Godeau, hollænderne Schulte-Peters-Derksen, samt de to schweiziske hold: Koblet-von Büren-Plattner og Roth-Bucher-Schar var kommet i en krig, der kostede blod. Uafladelig kørte de mod hinanden og gik efter, så snart et af de øvrige mandskaber rejste sig i sadlen, medens de i deres iver for at passe på hinanden ikke tog det så højtideligt, når vi andre par tog omgange. At det lige på sejrens dag var taget med ind i betragtningerne over en sejr, er klart, men siden var det gået som altid ved den slags ting: Kun det nøgne resultat havde stået tilbage og fortalt, at der havde været dansk sejr i Pariser 6-dagesløbet, men det skulle ikke være sådan. Jeg tror dog ingen kan gøre sig begreb om, hvor godt det faktisk var af Müller og mig, at vi holdt os i sadlen uafbrudt i de fire timer til slut og klarede os nogenlunde, skønt vore modstandere stadig kunne have en mand ude at samle kræfter til nye fremstød. Vi var begge fuldstændig færdige, da Iøbet var slut. Der var den aften, da der blev skudt af, ikke tvivl for mig om, at det til dette øjeblik var den bedste præstation, jeg havde udført.
Klamers styrt kostede os 3.500 kr. hver og forresten også de tre sejrende australiere. Der var udskrevet et holdløb for 6 mand med en præmie, på 1 million francs, ca. 20.000 kr. Vi var sat sammen med de tre australiere og havde vundet, men ved at Müller og jeg røg ned på løbets 8. plads i de sidste timer, blev vi sammen med den australske vinder-trio kun nr. 2 i holdløbet. Nå - penge var ikke det vigtigste i forbindelse med denne sag.
Vigtigere var det, at Klamer fik sin førlighed igen, og det viste sig heldigvis, at han kom hurtigere over uheldet end det straks tegnede til. Få dage senere kunne han køre ned til Rivieraen med fru Kirsten til en hårdt tiltrængt ferie - ja, jeg vil nærmest kalde det rekreation.
6-dages-favoritterne slap ikke så nemt om ved deres »fald«. De fik deres gage tilbageholdt og hele løbets forløb og udfald blev taget op til revision. Os kunne det være ligemeget, da vi havde slidt for vor sag, hvad alle havde kunnet se. Undersøgelsen fastslog, at der ikke var tale om aftalt spil, men direkte jalousi. Schulte, der var Europas store rytter, var blevet stødt over, at Senfftleben havde været lidt for stor på det i omtalen af hans og hans to holdkammeraters sikre vinder-chancer. Schulte havde derfor allieret sig med schweizerne om for enhver pris at hindre Senfftleben i at vinde løbet. Da Senfftleben opdagede det, mobiliserede han til gengæld alle de mange franske ryttere i løbet til at hindre, at der blev hollandsk eller schweizisk sejr. Den australske sejr blev herefter fastslået som en tilfældig udgang af de stores krig, der stempledes som »yderst hensynsløs og til stor skade for hele løbets udfald og cyklesportens omdømme«. For at være anstifter af dette blev Schulte forment adgang for stedse til Pariserbanen, et forbud det gik med som så mange andre heldigvis. Det blev hurtigt glemt.
Også jeg tog direkte fra Paris på ferie. Det havde været en meget streng og lang vinter-sæson, så det var ganske nødvendigt at få et hvil og mobilisere nye kræfter. Jeg tog til Mallorca med min kone, og ikke mindst for Lis' skyld var jeg glad for at kunne gøre det, så også hun kunne få en belønning for at have siddet i en loge i de røgfyldte lokaler nætter igennem hele den lange vinter. Jeg var godt klar over, at hun gjorde det mere, for at vi kunne være sammen trods barrierens adskillelse end af lutter interesse, for der er nerver på hos vore koner, der er bange for, at vi skal styrte. Det er i det hele taget ikke så morsomt at være cyklerytter-kone og have en mand, der bare skal træne, spise, sove og køre løb, så vi nød rigtig de uger, vi var på solskins-øen. Jeg havde dog min landevejs-racer med for ikke helt at glemme, hvordan det var at køre på cykle, men de 45-50 km, jeg kørte på den hver formiddag, kunne ikke ødelægge idyllen. Der var absolut ikke tvivl om, at den måde, jeg her »smøgede« vinter-strabadserne af mig på, var helt rigtig, og jeg mærkede, hvordan nye kræfter spirede frem.
Alt var således i bedste orden, men det var derimod ikke den fikse ide jeg fik ved hjemkomsten med at forberede mig til verdensmesterskabet i forfølgelsesløb ved at køre så lidt som muligt på bane og så ofte som muligt på belgiske landeveje. Verdensmesterskaberne var nemlig lagt til Vigorelli-banen i Milano, den bane der er så let som nogen vinterbane, og det tunge tråd, jeg fik ved at køre med i de meget krævende, ja, direkte livsfarlige belgiske landevejsløb, ofte på toppede brosten, gav bagslag i Italien, så jeg blev ikke noget og kørte det dårligste, jeg endnu har præsteret ved den fornemme styrkeprøve.
Når jeg påstår, at de belgiske landevejsløb er direkte livsfarlige, så skyldes det, at Belgien er det land i verden, der har de fleste professionelle cykleryttere, og de i deres kamp for tilværelsen er ganske hensynsløse i deres køremåde overfor sig selv og alle andre. Det gælder om at komme frem og sikre sig en præmie, det eneste de får ud af at være med, idet der kun er gage til den belgiske mester samt nogle få virkelige kapaciteter. De øvrige stiller op uden at få en øre for det, som regel 150-200, ja ofte flere ryttere, og da der kun er 30 præmier i løbet, så skal mange »ud i mørket«. Der køres på livet Iøs, og det er klart at det giver god træning til dem, der slipper godt fra det, hvad jeg altså var heldig at gøre, men jeg indrømmer, at jeg også et par gange trak mig i situationer, hvor det tegnede til at blive for hedt. Havde verdensmesterskaberne skullet køres i Gent eller Ordrup, så havde det været en glimrende form for træning, fordi de tunge baner her kræver den slags forberedelser. Nå, godt for noget var det, for jeg var jo kommet i form og var rigtig i hopla til tunge løb, så da jeg blev tilbudt start mod alle de store landevejs-navne i et kriterium over 100 km ved Basel, akcepterede jeg.
Midt i løbet var de tre store navne van Steenbergen, Koblet og italieneren Laureti stukket af, medens jeg lå bagved i hovedklyngen på 78 mand. Jeg var klar over, at i selskab med denne hær ville jeg drukne totalt i spurten, så efter alle kunstens regler prøvede jeg et udbrudsforsøg - ville alene fri og kørte fra side til side, indtil det endelig lykkedes mig at ryste de mange af. Hurtigt lå feltet et par hundrede meter bagude, men da jeg vendte mig også efter det, opdagede jeg, at en anden rytter var kommet Iøs og søgte at slå følge med mig. Det var den stærke italiener Magni. Jeg bremsede omgående, for det var klart, at vore forenede anstrengelser ville være en større fordel fremfor alene at prøve, og de lykkedes os også ved skiftevis at føre for hinanden at køre de tre foranliggende kanoner ind. Vi fem holdt stillingen sammen til målet og var 1,10 minutter foran feltet. I spurten blev jeg sidst af os, men en 5. plads blandt verdens bedste landevejsryttere var et så fint resultat, at jeg regner det til mine bedste. Samtidig fik jeg endnu engang understreget, at min form virkelig var god. At vinde tunge løb på Ordrupbanen var meget godt, men ikke det store bevis. Det var det derimod, når jeg kunne følge van Steenbergen og co. flere snese kilometer. Grundlaget for en stor vinterbane-sæson syntes til stede.
..
.
12. KAPITEL
Aftenen, vi aldrig glemmer
Så snart Ordrupbanen lukkede, tog vi ned til van Dinteren og var i træningslejr på banen i Antwerpen. Vi forberedte os bedre og mere energisk end nogensinde før, fordi vi begge følte, at grundlaget med først hvilen i foråret, så den hårde udendørs-træning, som vi begge var gået ind for, virkelig var noget at bygge videre på. Jeg tør sige, resultatet ikke udeblev. Det blev vor største sæson med placeringer i så godt som alle de mange 6-dagesløb, vi kørte ... ja, for mig, der helt slap for store uheld, var det mit livs vinter. En sådan sæson får jeg aldrig igen. Det er givet.
Vi lagde ud med det berlinske 6-dagesløb, der allerede blev kørt i oktober, og midt i løbet tegnede det ikke så godt, for efter at vi havde været i spidsen i det andet døgn, fik vi pludselig »bly« i benene og faldt helt ned på 9. pladsen, men vi kom stærkt igen, og det sidste døgn kom alle vore mange kræfter rigtig til sin ret. Vi kom igen forrest i løbet sammen med Gillen-Terruzzi, der endte med i kraft af Terruzzis hurtighed at vinde på points. Vi var flere gange i de sidste to timer ved at overrumple dem og få den afgørende omgang, men Terruzzi er ikke sådan at slippe af med. Selvom der nogle gange var luft, så flintrede han hver gang op i hjul hos os. Vor 2. plads i løbet var vældig populær, og vi havde blandt andet den tilfredsstillelse at være en omgang foran et så stærkt par som van Steenbergen-Pattersson, der blev nr. 3. Løbet var så hårdt, at otte ryttere udgik den sidste dag på grund af den vilde fart, som vi fik skylden for at have pisket op. Willy Falck Hansen lykønskede os med ordene: »Så godt har I aldrig kørt før!« Han overværede finale-aftenen sammen med den nye direktør for de danske baner, Ernst Nielsen, der havde overtaget ledelsen hjemme i stedet for Uffe Josephsen.
Jeg var forøvrigt nær blevet sat ud af spillet i Berlin, for under en voldsom jagt kom en af de små tyske ryttere i vejen for mig, og vor voldsomme kollision sendte mig ind over tilskuerpladserne, hvor jeg havnede lige i favnen på en mandlig tilskuer i en af inderkreds- logerne. Han tog helt stødet af for mig, så jeg faktisk intet kom til, men selv blev han desværre temmelig slemt medtaget.
Allerede et par dage efter Berlin tog vi »hævn« over Gillen-Terruzzi, og det skete i selveste Paris i et 100 km parløb. Vi overrumplede dem ved straks i starten at erobre en omgang og siden hele tiden tage en ny omgang, når de tog en, så vi bevarede vort plus. Det var et, hårdt job, naturligvis, men vi havde kræfter nok til det.
Fra Paris gik det direkte til Dortmunds 6-dagesløb, hvor vi havde en del modgang, men heldigvis tidligt i løbet. Klamer styrtede, og jeg fik for en gangs skyld siddesår, men troldmanden ved vor side, van Dinteren, kurerede os begge, og vi sluttede som de stærkeste igen, men for anden gang i træk kom vi til kort på points overfor en stærk sprinter. Denne gang var det Armin von Büren, der ordnede points'ene, så han og Koblet kunne vinde med os som nr. 2.
Vor kørsel vakte efterhånden opsigt, og at vi pludselig var blevet meget værd, fik vi et bevis for ved, at direktør Adolf Schön fra banen i Frankfurt købte os fri fra kontrakten i Basel. Vi skulle køre en 100 km her to dage efter at løbet i Dortmund var forbi, og tre dage før vi skulle have vor tredie 6-dages-start i træk i Frankfurt. Han ville ikke risikere, at »die starke Dänen« skulle komme ud for uheld på den lille schweiziske bane og ikke være i stand til at køre med hos ham. Vi besvarede Schöns tillid til os ved at have initiativet og virkelig gøre en stor indsats.
Forklaringen på, at vi sådan pludselig kunne være helt fremme og placere os i løb efter løb, var den naturlige, at vi havde sommerens hårde træning og mange Ordrupløb bag os. Det gav os et kæmpeplus frem for de fleste af de øvrige par, der først gennem 6-dages- starterne skulle finde den melodi, vi andre havde. Det er få af de store parløbs-navne, der kører baneløb om sommeren. De er med i de lange, krævende landevejsløb og skal lige stille sig om først.
Der var faktisk igen optræk til, at vi skulle vinde et 6-dagesløb, men de store udenlandske par syntes åbenbart, at det blev lidt for »broget« med os, og holdt sammen. Det er dog et spørgsmål, om det havde været nok. For i løbets sidste time - henholdsvis 40 og 18 minutter før afslutningen - var vi kommet en halv omgang væk under den fyldte hals vældige jubel. De 20.000 tilskuere, der ikke selv havde nogen landsmænd med fremme, havde slået deres interesse på os - vel fordi de klart og tydeligt gennem vore energiske udfoldelser kunne se, hvor gerne vi ville vinde, og hvor meget vore udfordringer til de andre betød for hele spændingen. Uheld kan man imidlertid ikke vare sig imod. Begge gange vi var sluppet væk i den sidste time og troede, at nu gik det for os, lød der et brag. Den ene gang kolliderede vi i en afløsning og slyngedes hen ad banen, heldigvis uden at komme noget til. Den anden gang eksploderede min forring. Vi endte som nr. 3 efter Senfftleben-Forlini og Roth-Bucher, men foran blandt andet Koblet-Pattersson. Altså stadig placeret, men det var også et slid, og vi måtte tænke på at have kræfter til den nært forestående hjemlige sæson, så vi afslog kontrakter til 6-dagesløb i Münster og til almindelige løb i Basel og Zürich. Tænk, at vi skulle komme ud for detl Ikke i drømme havde vi tænkt det muligt, at par nr. 7 skulle komme i en så gunstig position, at vi sådan kunne give afkald på tilbud fra udenlandske baner.
Men det var klogt nok af os, for reaktionen efter de mange starter, vi allerede havde haft, meldte sig ved hjemkomsten, og i det nye Forum - direktør Ernst Nielsen havde givet Vinterbanen en smuk oppudsning slappede vi lidt af i åbnings-løbet, selvom vi blev nr. 2 efter Gillen- Terruzzi. »Der var for lidt fight i os i dette løb til at opfylde de store forventninger, man havde næret til os herhjemme,« fastslog pressen.
Til gengæld gav vi vist alle oprejsning i Evans og mit største løb sammen: 6-dagesløbet, der kørtes fra 8.-14. december og endte med vor sejr. Vi havde på forhånd sagt, at vi ville sætte alt på et kort med »sejr eller intet«, og vi gav hinanden et kraftigt håndslag, inden vi den sidste aften gik ud til den afgørende fight og lovede både hinanden og van Dinteren, at vi ville forsøge at slå knock out på feltet ved en hæsblæsende, uafbrudt jagt, der måtte ende med, at vi enten selv faldt af cyklerne af træthed eller også havde held til at vinde løbet. Jeg må indrømme, at det var lige ved, at det var blevet os selv. I den sidste voldsomme fight, der afgjorde det hele, havde vi i selskab med Senfftleben-Forlini så længe ligget en halv omgang foran feltet, uden at det veg en tomme, at vi følte kræfterne svinde og forsøget håbløst, men netop som vi var indstillet på at give op, gav feltet sig.
Jeg vil gerne have lov til fra min tykke scrapbog at citere, hvad et af de københavnske blade skrev om denne aften, den mest bevægede i par nr. 7's historie, og den bedste, Evan og jeg havde sammen:
13 minutter blev afgørende i 6-dagesløbets store finale ... tretten minutter, hvor det danske og det franske par stampede løs af alle kræfter på den ene banehalvdel, medens de øvrige storpar i fællesskab jagede dem på den modsatte side. Ingen af parterne ville vige en tomme, men til sidst måtte flertallet give op for de to pars forenede anstrengelser, og dermed blev det bevist for alle, hvem der var løbets stærkeste mandskaber til sidst. At danskerne så i kraft af en klogere pointspolitik siden sikrede sig laurbærkransene, var naturligvis den helt store fuldtræffer. Taktfast lød klapsalverne fra de overfyldte tilskuerpladser, da man mod slutningen så, hvorledes alle franske forsøg på at tage en afgørende omgang blev afvist, og man forstod, at den danske sejr var hjemme. Da afslutningsskuddet lød, blev alle bifaldsrekorder i Forums historie totalt udslettet af et entusiastisk publikums spontane glæde over sejren og hyldest til to energiske ryttere, der havde givet alt, hvad de havde i sig for at nå det store mål.----------------------------
Selv kørte de stolte to danske ryttere rundt med oprakte arme og en sådan sejrsstolthed lysende ud af ansigterne, at enhver forstod, at der trods penge og show også var en god portion ærgerrighed blandet ind i den danske indsats. Det var den helt ægte glæde over det store resultat, man kom ud for, og i kabinen stod de to danske rytteres hollandske træner van Dinteren og tudbrølede. Han, der ellers gennem snesevis af 6-dagesløb burde være hærdet, kunne ikke klare den 17. sejr, han havde ført et mandskab frem til. »Det må være, fordi jeg aldrig har været så stolt over at føre nogen ryttere frem til sejr som Kay og Evan,« sagde han.
De kæmpe-ovationer, der hilste danskerne på æresrunden, var en klar understregning af, at de 8-9000 mennesker, der var presset sammen i hallen, fuldt ud vurderede, den danske kørsel, og en fortjent belønning for en glimrende præstation. I næsten tre timer havde danskerne dels måttet fighte på livet Iøs, dels køre på defensiven til sidst, men med vågent øje overfor alle de mange farer, som lurede på deres føring. Alle par kunne forbedre placeringen i denne usædvanlig jævnbyrdige dyst ved at smutte af sted, og når det skete, var det som regel Kay Werner og Evan Klamer, der måtte øse af kraftreserverne for at hente konkurrenterne hjem. I begyndelsen var Strom-Arnold de værste. De gjorde endog det usædvanlige, at de brød ud og tog en omgang, medens man kørte pointsspurter. Det hører til god tone ikke at gøre det, men i aftes gjaldt åbenbart alle kneb for sejren. Heldigvis. Så sent som kl. 21.20 kom australierne alene i spidsen for løbet, men netop da de fik kontakt med den bageste del af feltet, røg danskerne af sted og bragte sig på højde med dem. Siden var det franskmændene, der var danskernes »fjender«, men de to par fandt dog hinanden i det store »forfølgelses-opgør« fra kl. 22.09 og de tretten følgende minutter ... det, der afgjorde sagen. For franskmændene kunne samarbejdet betale sig, fordi de ved at få omgangen ville komme op fra 6. til 2. pladsen og yderligere havde det håb siden at kunne smutte fra danskerne. De gjorde mange forsøg, men tiden gik, uden det lykkedes, og til sidst hang laurbærkransene om de to dygtige danske rytteres hals. Begge danskere var naturligvis i den syvende himmel, men kunne derfor alligevel ikke skjule, hvor medtaget de var af den store ildprøve til sidst. De havde givet alt, hvad de havde i sig, og så snart de var kommet op i kabinen, sank de stønnende sammen på sovebriksen og lå længe med lukkede øjne og hev efter vejret. Ingen kunne være i tvivl om, at her havde to sportsmænd virkelig givet hvert gran af kraft og saft, de havde i sig ...
Selv behøver jeg vist ikke komme nærmere ind på, hvordan det var endelig at vinde dette store løb og se vort største ønske blive opfyldt. Evan og jeg glemmer aldrig den aften, da Forums hvælvinger var ved at falde ned over os på grund af publikums glæde sammen med os. »Ih, hvor er jeg glad!« sagde Klamer, da vi sammen kørte rundt, og det rørte os begge at se, hvordan van Dinteren græd af glæde. Han måtte også føle det som sin sejr, for han havde sin kæmpe-andel i vor sukces ved sin gode røgt og pleje, sit taktiske overblik og sin »pisk«.
----------------------------
Klamer havde iøvrigt det sidste døgn skjult slemme sidde-besværligheder for vore konkurrenter, og selvom han glemte smerterne i den enerverende, altopslugende sidste aften, så var det en ekstra stor præstation af ham. Selv har jeg aldrig kørt bedre og aldrig været mere besjælet af vilje og tro på en sejr. Vi var begge, tydeligt for alle, helt på toppen af vor styrke i netop det løb, og hvilke sejre vi end vandt siden, og hvad der end vil ske mig fremover, så vil aldrig noget kunne komme på siden af aftenen den 14. december 1955 på den bane, der har betydet mest for os af alle de mange, vi har kørt på. Det skulle da lige være, hvis min drørn om at blive verdensmester i forfølgelsesløb skulle gå i opfyldelse. Jeg drømmer den faktisk endnu, selvom jeg må erkende, at min værste fjende: alderen, efterhånden trænger sig på, og den kan man jo desværre ikke stritte imod. Det er ikke sådan, at jeg på nogen måde mærker den direkte eller har mistet troen på, at jeg endnu i 2-3 år vil være i stand til at holde mig på toppen og fremme der, hvor et verdensmesterskab er muligt at vinde med det fornødne held, men dette fornemme løb foregår kun en gang pr. år, og så må jeg jo erkende, at særlig mange chancer kan der ikke blive mere. Jeg vil også slå en streg under min bemærkning om fornødent held. Det skal der til i de afgørende øjeblikke i alle betydende løb, hvor konkurrencen er så hård og jævnbyrdig, at en ubetydelighed, ja, den mindste bagatel kan forvandle den største triumf til dyb fortvivlelse - eller omvendt ...
TEKST UNDER FOTO:
Øverst: Da vi kom op i omklædningsværelset, faldt vi side om side om på en af sovebriksene fuldstændig udkørte. Ingen, der så os her, kunne være i tvivl om, at vi havde kørt hver gran af kraft vi havde, ud af kroppen. Nederst: Da par nr. 7's største sejr var hjemme, græd vi alle tre af glæde.
TEKST UNDER FOTO:
Øverst: Det nye par nr. 7, der skabtes af Evan Klamers voldsomme sammenstød med et træ, ses her i fuld aktion under 6-dagesløbet på Århusbanen. Leveau, som jeg netop sætter af sted, kørte her et virkelig godt løb, så vi endte med at blive nr. 3.
Nederst: Som sejrherrer under æresrunden i Frankfurt am Main - vor første og eneste seksdagessejr på udenlandsk bane. Evan er uden briller. De blev knust ved hans dramatiske styrt i de sidste minutter, et alvorligt uheld, der dog ikke kunne kue ham.
TEKST UNDER FOTO:
Th.: mit livs makker tør jeg nok sige, at Gerrit Schulte fra Holland blev, da vi ved vore normale makkeres uheld blev sat sammen i Zürich. Så overlegne var vi, at vi i de fire dage vi kørte sammen, havde løbet i vor hule hånd.
Tv.: Det er altid spændende at se, hvad aviserne skriver om en. Her læser jeg i en stille time under seksdagesløbet i Dortmund.
TEKST UNDER FOTO:
Det er ikke medgang og smil alene at være 6-dagesrytter. Mange hårde knubs falder der af.
.
.
.
13. KAPITEL
Et nyt par nr. 7 og en 6-dages-sejr, jeg ikke havde drømt om
Vor sejr i 6-dagesløbet, der især var en streg i regningen for Gillen-Terruzzi, som efter sejre de to forudgående år havde håbet at sige alle gode gange tre, skabte en så kolossal interesse for Vinterbanen, at ledelsen besluttede at afholde endnu et 6-dagesløb i København i denne sæson, og det blev fastlagt til den første uge af februar som et punktum på banens »jubelår«.
Imellem de to 6-dagesløb kørte vi naturligvis de traditionelle korte løb forøvrigt i januar såvel på Århus- som Forum-banen. Vi havde nogle store dyster med de »flyvende hollændere« Schulte-Peters samt belgierne van Steenbergen-Severeyns og Acou-van Daele med skiftende held. Et par af løbene vandt vi dog, blandt andet Forums Grand Prix i tre afdelinger, skønt vi i det afsluttende 3-timersløb kun blev nr. 6. Vi havde imidlertid klaret os så godt i de indledende 8 timer lørdag nat og søndagens 100 km om eftermiddagen, så vi lige bjergede sejren hjem sammenlagt trods vor svage indsats om aftenen.
I en landskamp med Tyskland var Danmark totalt overlegen. Sensationen var, at Otto Olsen-Rud Jacobsson vandt det afsluttende parløb med Max Jørgensen-Kajberg som nr. 2, medens Evan og jeg måtte nøjes med en 3. plads. Det var aldrig sket før, at to rent danske par var kommet foran par nr. 7, men forklaringen lå simpelthen i den forud lagte slagplan, der gik ud på, at Evan og jeg skulle koncentrere os om at holde de to stærkeste tyske par Preiskeit-Gieseler og Zoll-Weinrich tilbage, medens de øvrige danske par skulle stikke af og holde sig foran. Taktikken lykkedes 100 procent, idet vi som nævnt var tre danske par forrest i løbet, medens Preiskeit-Giseler var 3 omgange efter og Zoll-Weinrich yderligere en.
I 6-dagesløb nr. 2 var feltet det mest imponerende til dato, idet direktør Ernst Nielsen havde taget den parisiske ide op med at engagere vinderne af samtlige vinterens europæiske 6-dagesløb, så man fik en så flot samling navne, at det vakte berettiget opsigt overalt ... forøvrigt også vrede i Paris, hvor direktør Mouton blev så gal over, at hans ide var taget op, at han telegrafisk meddelte, at han ikke ville engagere nogen af de ryttere, der kørte med i København, til sit løb, men lave et løb udelukkende for landevejs-ryttere.
»Alle tider«s felt kørte et meget hårdt løb, så længe det var i stand til det, blandt andet blev der en aften sat rekord ved at feltet i et par store jagter erobrede ikke mindre end 195 omgange. Desværre var der samtidig en influenza-epidemi over byen, og vi slap heller ikke. En overgang lå ikke mindre end syv af de store navne syge, men ved lægekunstens hjælp blev de holdt nogenlunde »i live« - dog måtte Carrara udgå, og også Koblet og von Büren. Klamer var den hårdest medtagne. Det var, som om sygdommen ikke ville slippe sit tag i ham, og først den sidste aften kom han nogenlunde til hægterne, men vi var dog glade for, at alle parrene havde bryderier, så det ikke blev den helt »vilde afslutning«. Vi bjergede 3. pladsen efter Senfftleben-Forlini og Schulte-Peters, men foran blandt andet van Steenbergen- Severeyns og Strom-Arnold. Det var vi fuldt tilfredse med. Økonomisk blev løbet en stor sukces, men trods det erklærede direktionen bagefter, at det var sidste gang, man afviklede to løb på en sæson. »Vi vil hellere tryllebinde København med et 6-dagesløb end sprede interessen med to, selvom vi også kan få udsolgt til begge,« var en af Falck Hansens kommentarer.
Jeg tror, det er en meget klog beslutning.
6-dages-revanchen over 145 minutter blev sæsonens punktum, og der kørtes så voldsomt mellem alle de fuldt restituerede par, at rekorden blev slået med 1,6 km. van Steenbergen-Severeyns vandt, og vi sluttede af med en 4. plads. Forøvrigt satte jeg selv en bemærkelsesværdig rekord i denne Forum-sæson, og en der var særlig dejlig: jeg var ikke på lægebesøg en eneste gang! Lægen havde som helhed meget lidt at bestille. Alle mand var dygtige til at styre, men naturligvis kan styrt ikke helt undgås. At en ring eksploderer, kan ingen gardere sig imod, og det kan ske i øjeblikke, hvor det er umuligt at holde balancen.
Vor tragedie dette år kom ikke på banen, men udenfor. Den kom aftenen før 6-dagesløbet skulle startes på Århus-banen, der var bygget om fra træ- til stålbane og havde fået os alle til at gispe første gang vi så den. Det var igen Evan, der var uheldig. Efter at han på de spejlblanke isveje havde gennemført bilturen uden uheld fra København til Århus, og vi havde holdt møde med direktionen på Århushallens kontor, skulle han blot køre de sidste par kilometer ud til mine forældre i Gl. Vejlby lige udenfor Århus. Vi skulle fejre min mors fødselsdag og havde vore koner med. Jeg kom lidt senere derud og blev modtaget med den chokerende meddelelse, at Evan kun 5-600 m fra mine forældres hus var kuret tværs over vejen og i stærk fart havde knust sin bil mod et vejtræ. Både han og fru Kirsten havde fået slemme kvæstelser og var indlagt på hospitalet. Klamer havde blandt andet hjernerystelse, så hans start var udelukket, og Falck Hansen fik travlt med at lave feltet om og forhandle med de implicerede. Jeg kunne godt have fået en stor udlænding, men enedes med ledelsen om, at det trods alt var bedst med et rent dansk top-par, og da Keld Leveau havde kørt godt og var publikums yndling i Århus, hvor han havde ydet mange store præstationer med Carrara, blev der dannet et nyt dansk par nr. 7, der hedder Kay Werner-Leveau. Ja, undskyld jeg nævner mig selv først, men jeg følger den gængse betegnelse fra pressen.
Feltet var stærkt med de københavnske vindere Senfftleben-Forlini, Roth-Bucher, van Vliet-Plattner, Carrara-Godeau og Zoll-Weinrich som den udenlandske besætning, og det var hårdt for os at følge med og få et perfekt samarbejde i gang. Ind imellem havde vi lyse øjeblikke, ja, den næstsidste nat forbløffede vi alle ved fra at være fire omgange bagud pludselig at gå frem og tage spidsen, men i den endelige slutkamp blev det Roth-Bucher, der kørte sejren hjem en omgang foran Senfftleben-Forlini og to omgange foran os, der på 3. pladsen havde Zoll-Weinrich i hælene som sædvanlig.
Efter løbet blev jeg nærmest pebet ud, hvad ærlig talt var nedslående, fordi jeg havde kæmpet som en Iøve, hvis jeg selv må sige det. Let er det ikke at få en ny makker, og endnu sværere når det er en så ung og urutineret rytter, som Leveau var, men jeg må sige, at Leveau kørte langt bedre, end man kunne forvente, og igen beviste, at han befinder sig godt på den jyske bane.
Han tegnede sig endog for en sejr i det sidste løb på Århusbanen, hvor han kørte med Kenninger, medens jeg havde fået Evan tilbage. Efter at have genoptaget træningen efter hospitalsopholdet havde han været uheldig igen med at få hånden ind i forhjulet og stå på hovedet, men han ville partout med. Det otte timer lange natløb var dog en meget hård tørn for ham, og det var beundringsværdigt, at han sled sig igennem og vi kunne blive nr. 3.
Det var slut på den danske sæson, men inden cyklen skulle stilles hen for en kort ferie, skulle jeg opleve endnu et uforglemmeligt minde og vinde en 6-dagessejr, som jeg ikke i drømme havde ventet. Klamer og jeg var blevet engageret til 6-dagesløbet i Zürich...det løb, der hvert år slutter den europæiske vinter-sæson, og det var også med tanke herpå, at Klamer havde givet sig i kast med natløbet i Århus. Vi fik en strålende start i Zürich, erobrede seks omgange den første time, hvor vi stadig var i spidsen, og vi blev kåret som nattens par.
Allerede næste aften kom imidlertid bagslaget. Klamer fik krampe, når det gik Iøs, og det gjorde det ofte og med hårdhed, idet vi var indblandet i de store schweizerpars indbyrdes rivalisering og krig. Det var godt, at jeg ikke var Evan den nat. Han havde det modbydeligt. Det var de mange alvorlige knubs, han i vinterens løb havde fået, der meldte sig. Farten var så stærk, at de »flyvende hollændere«, Schulte-Peters, blev sprængt, så Schulte måtte fortsætte alene.
Klamers kamp mod sine skader var imidlertid forgæves. Den tredie aften gav Jean Roth ham rent ud sagt »dødsstødet« i en voldsom jagt, og Evan måtte slutte sæsonen fire døgn før det var meningen. Det skete på dramatisk måde. Jeg husker endnu, at vi lige havde erobret en omgang, og medens speakeren, den fænomenale Sigmund Durst i mikrofonen annoncerede: »Mannschaft nr. 7, die dänen Nielsen- Klamer hat ein runde gewunnen,« så vinkede Evan mig ned og sagde: »Jeg kan ikke mere, Kay, jeg er helt færdig.« Evan sluttede således den sæson, hvor han havde sat rekord i uheld, med at erobre en omgang. Det var synd for ham, og jeg må igen understrege, at han faktisk i det sidste døgn før han gik ud havde ydet mere, end man kan forlange af et menneske. Det var det 17. 6-dagesløb, Klamer kørte, og det første, han ikke fuldførte.
For mig var det et held, at Evan, når det skulle være, udgik netop da, for derved fik jeg den enlige Schulte til makker og skiftede fra nr. 7 til nr. 2. Vi startede fire omgange tilbage, men erobrede allerede i de første timer tre af dem under stor opmærksomhed, og vi fik præmie for stærk kørsel den første nat. Vi dominerede rent ud sagt resten af løbet, ja, så stærke var vi, at vi den sidste aften nogle gange var to omgange foran det nærmeste par, Roth-Bucher. Det var en helt usædvanlig situation for mig at have en så stærk makker, at vi simpelthen kunne ligge højt oppe i banen og ligesom være tilskuere til det hele og slå ned, når vi følte, de kom lidt tæt på vor føring. I virkeligheden var det en enestående finale, fordi det er meget sjældent, at alle og enhver i en udsolgt hal de sidste par timer er klar over, hvem der bliver den endelige vinder. Vi var simpelthen så stærke sammen, at det var umuligt, der kunne blive spænding, og vi dokumenterede vor styrke ved at gå frem to timer før afslutningen og aldrig give spidsen fra os mere.
BT's udsendte medarbejder skrev hjem om finalen:
Skønt Kay Werner kørte helt oppe ved barrieren, medens makkeren Schulte suste mod målet, rakte den slanke dansker i triumf armene i vejret, da afslutningsskuddet lød her i aftes, og et sekund efter rev han sin styrthjelm af og slyngede den med større smil end man nogensinde før har set på hans ansigt ind over de jublende menneskemasser. Dette sjældne udslag af glæde hos den ellers så flegmatiske dansker var mere end forståeligt. Ikke blot nåede han at blive 6-dages sejrherre på en udenlandsk bane, men han blev med dette resultat Europas 6-dageskonge i denne sæson. Denne trone havde ingen tænkt sig, at danskeren skulle sidde på ...Når jeg blev kaldt »konge«, så skyldtes det, at en af eksperter udarbejdet liste over sæsonens mest sejrende ryttere havde mig som nr. 1 med 275 points foran Arnold med 248. Jeg var blevet placeret i samtlige de syv 6-dagesløb, jeg havde deltaget i, og havde opnået to sejre, to 2. pladser og tre 3. pladser. Ingen andre har nået at blive placeret i samtlige sine 6-dages-starter i samme sæson, så det var med let sind, jeg kørte sydpå til en i mine egne øjne yderst velfortjent ferie på mit dejlige Mallorca.
..
.
14. KAPITEL
Utrolig sejrsvilje - og vendepunktet
Sommeren 1956 var præget af, at Danmark skulle afvikle verdensmesterskaberne. Jeg selv gik 100 procent ind for at være på toppen til forfølgelsesløbet og troede ærlig talt, at jeg ville nå helt til tops her, selvom jeg stillede op uden at vide ret meget om min styrke, fordi jeg havde vundet mit eneste forfølgelsesløb forud ved Danmarksmesterskabet ved at indhente Henning Larsen. Formen var i hvert fald god og optakten også, idet jeg først slog Strehler, Schweiz, og derpå Pierre Brun, Frankrig, hvorefter jeg var i semifinalen. Mod den sidste var det ikke nødvendigt for mig at køre mig ud, men ved at spare på kræfterne havde jeg fået den dårligste tid af de fire tilbageværende og skulle derfor ifølge reglementet op mod den, der havde hurtigst tid. Pressen skældte mig vældigt ud som dårlig taktiker, men selv mente jeg, at det kunne være lige meget, hvem jeg mødte af de tre øvrige, for det gjaldt jo om at blive verdensmester, og så skulle jeg slå dem alle. I semifinalen mødte jeg franskmanden Anquetil og havde mente jeg selv - fundet den store fidus og hemmeligholdt den strengt. Skønt jeg gav hver dråbe, jeg havde i mig, måtte jeg imidlertid se mig slået med 2½ sekund, og da jeg bagefter lykønskede Anquetil og fortalte ham om mit »skjulte våben«, nemlig at køre med et større gear end normalt, lo han højt og trak mig hen til sin cykle og viste mig, at han havde haft præcis samme ide. Sådan kan det altså gå.
Senere måtte Anquetil se sig besejret af Messina, der for tredie gang tog verdensmesterskabet, medens jeg klarede 3. pladsen ved igen at vise mig stærkere end min konkurrent fra første heat, schweizeren Strehler.
Et par timer efter vor dyst i Ordrup var Strehler og jeg iøvrigt på vej til Milano. Her deltog vi i en verdensmesterskabsrevanche to dage senere. Den afvikledes som en omnium-match, og jeg klarede mig ovenud godt:
1. Rik van Steenbergen, Belgien, 30,
2. Kay Werner, Danmark, 22,
3. Magni, Italien, 21,
4. Strehler, Schweiz, 20,
5. Darrigade, Frankrig, 14,
6. Severeyns, Belgien, 10,
7. Anquetil, Frankring, 5½ og
8. Hassenforder, Frankrig, 3½.
Alle på nær van Steenbergen (som det år blev landevejs-verdensmester), er det ryttere, som havde været med i forfølgelsesløbene i Ordrup.
Alle disse løb var af stor værdi for mig før vinterens parløb. Evan forberedte sig energisk derhjemme, havde som jeg selv været med i nogle gadeløb blandt andet i Esbjerg, desuden startet i Ordrupbanens almindelige, men krævende program og sørget for resten ved at hænge i på landevejen. Han sprudlede nærmest af lyst til at vise noget, da vi endelig kom i gang - som altid i det berlinske 6-dagesløb, der lagde for i oktober. Vi startede, som om vi ville køre hele feltet sønder og sammen, den første nat nærmest legede vi med de øvrige og havde let ved at holde føringen i løbet. Det fortsatte de følgende dage og gav bonus ved, at de øvrige vinterbaner ligefrem begyndte at slås om os, der før havde måttet tigge dem. Fra Zürich fik vi således tilbudt flyvebilletter frem og tilbage fra København ved siden af vor normale kontrakt, noget helt uhørt, idet vi normalt selv må sørge for rejseudgifter. Basel meddelte os, at vi selv kunne bestemme, hvad dag vi ville køre der, så ville de arrangere et løb. Det var dejlige dage - eller jeg skal snarere sige timer, for det er timerne, vi regner med i et 6 -dagesløb. Så styrtede imidlertid Evan voldsomt i løbets fjerde nat. Under en spurtduel med Zoll stod han på hovedet i 60 km's fart. Han måtte neutraliseres, og da han blev ved at have hovedpine, måtte lægen undersøge ham nærmere. Det så lidt trist ud for vor fortsættelse i nogle timer, men Evan ville ikke have været Evan, hvis ikke han havde bidt tænderne sammen, rejst sig fra briksen og tørnet ud igen. Det næste døgn lå vi rent ud sagt »på rullen«, men det forstod konkurrenterne godt.
Vi måtte sunde os lidt efter uheldet for så at sætte alle kræfter ind til sidst. Morgenen før finalen skrev de tyske blade: »Belgierne eller danskerne - andre kan det ikke blive i dette 6-dagesløb. Det har hele styrkeforholdet klart bevist indtil dette øjeblik.« Vi troede også selv, at det måtte blive van Steenbergen-Severeyns eller os. Belgierne havde samme tro, og derfor koncentrerede vi os for meget om hinanden. Rejste den ene af os i sadlen, var modparten straks over os, medens vi ikke tænkte noget videre på de øvrige og da slet ikke på schweizerne Roth-Bucher, der ikke havde vist noget som helst i hele løbet. Men, som et blad skrev: De kloge narrer de mindre kloge - sådan havde de to schweizere hele løbet lullet os i søvn med, at de ikke var i form, for så den sidste aften pludselig at vise sig flyvende. Endnu da de havde bragt sig i spidsen med en omgang, tog vi ingen notits af det, men da vi i den sidste time skulle tage den omgang tilbage, de havde snuppet fra os, viste det sig umuligt. Tilmed blev de støttet af den tysk-italienske konstellation Ziege-Terruzzi, der i kraft af et kæmpe-pointsantal lå på 2. pladsen. Jeg tør sige, at både jeg selv, men måske i endnu højere grad van Steenbergen hang med skuffen, da vi sluttede løbet som nr. 3 og 4. Evan og jeg oplevede dog at få en stormende hyldest som trøst, fordi det tyske publikum åbenbart bedømte vore store anstrengelser på baggrund af vort handicap ved Evans fald. Steenbergen derimod blev pebet ud.
Umiddelbart efter Berlin-løbet pakkede vi vore kufferter, og næste morgen kørte vi til Frankfurt am Main, hvor starten gik samme aften til vort næste 6-dagesløb. Hårde konditioner ville mange sige - og det er det, men man vænner sig til det. Jeg må dog indrømme, at i Frankfurt var jeg så træt, at jeg de første 10 timer sad ret op og ned i kabinen og faldt i søvn. Evan styrtede to gange af lutter træthed, og i det første døgn lå vi og rodede helt nede på 7.-8. pladsen. Midtvejs kom imidlertid forvandlingen, specielt fik jeg selv nogle heldige perioder, hvor jeg rent ud sagt blev overrasket over mig selv, så stærkt var jeg i stand til at køre. Jeg tror, det influerede på Evan også, så han blev i bedre humør og ligefrem blev smittet til at køre over evne. Den tredie nat bragte vi -os fra baggrunden helt frem i spidsen for løbet under en fyldt hals larmende jubel. Det var næsten som at køre derhjemme, og også denne stemning til fordel for os kan have haft sin store betydning for vor kørsel. Par nr. 7 var hernede for en gangs skyld ændret til par nr. 4, det nummer schweizerne Koblet-von Büren de fem forudgående 6-dagesløb havde kørt med og to gange vundet med. Det var dog tydeligt, at vor pludselige overlegenhed irriterede de øvrige lidt, og kloge af skade fra Berlin trak vi os tilbage fra spidsen og holdt os een omgang bag teten, men stadig var vi med til at præge løbet. Den sidste aften følte vi selv, at timen var kommet, da vort store ønske om en sejr på udenlandsk bane kunne gå i opfyldelse, og vi gav håndslag på, at nu skulle det være. Det lykkedes, men ærlig talt var det lidt af et mirakel, for alt var imod os, men al besvær blev overvundet, og vi fik til sidst guldkransene hængt om halsen, medens 16.000 mennesker skreg sig hæse. Deres begejstring skyldes udelukkende, at de virkelig forstod de trængsler, vi måtte igennem og var imponeret over, at vi havde klaret det. 10 minutters vældig jagt gav os sejrsrunden i den sidste time, men midt under den afgørende fight styrtede Evan voldsomt til jorden ved at kollidere med en konkurrent. Tre samaritter fo'r hen og ville føre ham til lægeteltet, men Evan, der kun havde tanke for løbet og sejren, slog sig fri, og skønt hans briller var knust, styret skævt og hjulene medtaget, sprang han i sadlen igen og rasede videre. Det hele varede blot tre omgange, og da jeg ved hans uheld øjeblikkelig var slået ned bag Gillen, der var med i udbruddet, mistede vi ikke noget. Kampen rasede videre, og 10 minutter efter var den vundne omgang en kendsgerning.
Resten af løbet behøvede vi blot at passe på Senfftleben-Forlini, der til gengæld måtte passe på Terruzzi-Arnold, men det hele var så enerverende og kampen så intens, at Klamer ikke havde tid og mulighed for at udskifte sin havarerede cykle, men måtte køre løbet til ende på den. Jeg vil gerne kraftigt understrege, at det var en imponerende præstation, Evan her udførte. På sin havarerede cykle og med sine briller delt i to halvdele hængende fra hver sit øre kørte han af sted med krumbøjet ryg som en besat. - jeg skal nok klare det, Kay, råbte han, og ved at se ham sådan voksede jeg vist også selv. Direktør Ernst Nielsen, der overværede vor sejr, mente, at vi aldrig havde kørt så stærkt som i denne sidste time. Jeg mener selv, at vi gjorde det ligeså godt, da vi vandt i Forum, men det er også den eneste gang. jeg er særlig glad over sejren på Evans vegne, fordi jeg synes, at den kørsel, han viste, fortjente en sådan triumf, og han havde heller aldrig før prøvet at vinde uden for Danmark, sådan som jeg havde det. For os begge var det igen et mål, der blev nået, men samtidig - det kan jeg se klart i dag - var også højdepunktet, ja, jeg kan vel endda sige vendepunktet i vor karriere og i vort samarbejde nået.
Facit af 6-dagesløbet i Frankfurt blev iøvrigt:
Nr. 1, Evan og jeg med 261 points,Alle øvrige par var mere end fire omgange bagud, så det var et Iøb, hvor der virkelig var iøjnefaldende forskel på parrene.
én omgang efter Senfftleben-Forlini, 314 points,
to omgange efter Terruzzi-Arnold, 461 points,
Gillen-Scholl, 264 points,
van Daele-Severeyns, 151 points.
Vi fortsatte direkte fra Frankfurt til Dortmund, hvor 6-dagesløbet to døgn senere var i fuld gang, og vi egentlig startede godt, men så kom reaktionen, og vi lå længe langt nede i rækkerne. Mod slutningen kørte vi os noget op, men nåede aldrig at vise vort bedste. Vi bjergede en 4. plads efter van Steenbergen-Severeyns, Schulte-Holzmann og Terruzzi-Arnold foran de tyske ryttere, men følte selv, at det ikke rigtig gik for os. I dette løb havde jeg iøvrigt et af mine slemme fald, idet jeg i fuld fart kolliderede med Schulte. Jeg kom tilbage efter en timestid noget medtaget, men han måtte neutraliseres i 12 timer, før han kunne fortsætte. Også det lagde en lille dæmper på os.
Under løbet i Dortmund var den hjemlige sæson begyndt i Århus uden os, og 6-dagesløbet stod for døren i Århushallen, så vi måtte påny ile lige fra et af de krævende løb og direkte til det næste. På vejen hjem havde jeg det uheld at køre sammen med en lastbil lige uden for Vejle. Min vogn fik forpartiet knust, men selv slap jeg med en bule i panden. Bud efter mig var der, men heldet stod mig bi, og jeg nåede tidsnok frem til Århus til at få en god, lang søvn, inden vi som par nr. 7 og i de gamle, kendte farver tørnede ud. Det var svært de første dage at stille sig om fra de store baner i Tyskland til miniaturebanen i Århus, så der måtte manøvreres med forsigtighed af os og først mod slutningen nåede vi lidt af det gamle. Vi endte som nr. 2 på omgangshøjde, men slået på points af Plattner-Pfenninger. I revancheløbet kom jeg ud for mit værste uheld nogensinde, idet jeg blev impliceret i et massestyrt og ilde tilredt. Jeg knaldede hovedet lige ned i banen og fik en dyb flænge i panden, to blå øjne og brud på næsen. Jeg blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor man i begyndelsen frygtede hjernerystelse også, men så galt var det heldigvis ikke gået. Mine øvrige skader bevirkede dog en uges hospitalsophold, og at jeg ikke kom med ved Forum-premieren, hvor Evan kørte med Rijckaert og blev nr. 3 på 100 km efter Terruzzi-Arnold og Carrara-Leveau.
Jeg deltog i det næste løb, men blev en halv time før afslutningen taget ud af lægen, fordi blodet tapløb af min næse i 20 minutter og ikke var til at standse. Jeg ville ikke selv, og først da Riemke sagde: "Enten går De ud nu, eller også nedlægger jeg startforbud mod Dem i 6-dagesløbet", opgav jeg - forøvrigt hilst af en meget skuffende pibekoncert af publikum, der dog måtte have vidst, at der var risiko for dette efter mit store styrt i Århus.
I det næste løb tog vi »hævn« og vandt, men i 6-dagesløbet måtte vi nøjes med 3. pladsen efter Schulte-Gillen og Arnold-Terruzzi. Når jeg skriver »nøjes med«, så er det forøvrigt lidt misvisende, for i virkeligheden var det slet ikke så dårligt i betragtning af, at Evan ikke rigtig kunne stå for mosten. Jeg kunne godt mærke, han havde det svært. Jeg tror nu, at hans fysik simpelthen ikke var stor nok til at pine sig igennem fem 6-dagesløb på så kort tid, som vi havde gjort det. Men derfor er det naturligvis dobbelt prisværdigt, at han i den grad kvalte sig selv og tvang sig igennem.
I de kortere løb på vinterbanen, næsten udelukkende 3-timersløb, gik det os helt godt. Vi var specialister i disse løb og vidste præcis, når vi skulle sætte ind, så vi på ren og skær taktik kunne hævde os. Vi præsterede hat trick og havde fra dansk side den nybagte professionel Hans E. som farligste rival, først da han var makker med van Steenbergen, siden da han fik Gillen. Men som sagt: Så godt kørende som tidligere var par nr. 7 ikke mere ... desværre.
TEKST UNDER FOTO:
Det er i et sådant øjeblik man ønsker, at man aldrig var blevet cykelrytter.
TEKST UNDER FOTO:
"Troldmanden" van Dinteren er en mester i at holde vore muskler i bedste stand.
Her er det Evan der får en omgang.
TEKST UNDER FOTO:
I 6-dagesløbet måtte Evan Klamer udgå, hårdt medtaget, og efterfølgende langvarigt hospitalsophold og flere operationer viste, hvad han havde haft at kæmpe med.
Billedet viser det tragiske øjeblik, da Evan forlader Forum med fru Kirsten.
TEKST UNDER FOTO:
Tårer og smil efter den mirakuløse og sensationelle sejr i den århusianske 6-dagesløb, hvor den danske Benjamin i sit andet 6-dagesløb allerede kunne hjemføre laurbærkransen. Større talent på vinterbanerne end ham har dansk cyklesport aldrig fostret.
..
.
15. KAPITEL
Skilsmissens time - endda to gange
Hvad er der i vejen med par nr. 7?
Det spørgsmål blev jeg ofte stillet overfor i den sidste halvdel af den vintersæson, der skulle blive vor sidste. Selv syntes jeg ærlig talt, at jeg stadig var lige stærk. Man kan mærke det på den måde, det stadig glider for een på. Så snart man føler lede ved at sidde i sadlen eller andre symptomer på uoplagthed, så må man være på vagt. Det er de første tegn på »Fare på færde«.
Der var imidlertid ingen tvivl om, at vor kørsel ikke var som før. Det lette og flyvende, som så ofte havde fået os til at føle selv hårde opgør som lidt af en leg, manglede. Vi måtte som oftest kæmpe mere end førhen for at hænge med. Alt virkede trægt og tungt, det kostede ekstra sved. Vi kunne ikke mere skjule for os selv, at vi mere og mere sjældent var det oplagte par nr. 7, som tilskuerne gennem årene havde jublet for. Måske mærkedes det ikke udadtil, og vi vandt også stadigvæk en sejr nu og da, men vi røg også ned som nr. 6 og 10, noget uhørt gennem adskillige år. Hele inderkredsen talte i smug om, at det gik tilbage for os. Højt blev der aldrig sagt noget. Grunden kunne ingen påpege. Da anede ingen, heller ikke Evan selv, at hans besværligheder stammede inde fra. Først senere viste hans alvorlige sygdom klart grunden.
Kun et par af januars og februars løb vil jeg trække frem fra den lange monotone række. Den 27. januar vandt vi det københavnske Grand Prix over 100 km og bagefter sprang champagne-propperne - ikke for denne sejr alene, men fordi det var den 25. sejr, Evan og jeg kørte hjem sammen på den københavnske bane. Den største af disse var 6-dages-sejren, de øvrige sejre var i syv 8-timersløb, seks 100 km samt løb over 27 timer, 25 timer, 145 minutter, 150 minutter og 50 km.
Også Europa-kriteriet den 7. februar skal nævnes. Her havde Evan og jeg igen for en gangs skyld fundet lidt af melodien, og da vi opdagede det, gav vi hinanden håndslag på, alt vi ville vinde. Midtvejs gik vi frem til teten, og det var en taktisk brøler, idet vi derved alt for tidligt i løbet viste konkurrenterne, at vi var veloplagte. Vi forsvarede vor førerposition det meste af en time, men overfor konkurrenternes forenede anstrengelser kunne vi ikke blive ved, og til sidst kom Terruzzi-Arnold frem og vandt med belgierne de Beuckelaer-Rijckaert på 2. pladsen og os som nr. 3. Den aften forlod jeg Forum direkte fra banen uden at klæde om. Jeg gik lige ud i min vogn, kørte hjem og afbrød telefonen. Jeg syntes, at det var den største uretfærdighed, jeg i hele min karriere havde været ude for. Jeg følte nemlig selv, at jeg netop i det løb var den bedste af hele bundtet, og da også Evan kørte godt, skulle vi have vundet. Havde Evan været helt den gamle, havde vi også gjort det, og jeg tror bestemt også, det var gået, hvis ikke de andre havde rottet sig sammen imod os. End ikke så oplagt chikane som albuer, der blev brugt for at hindre os i at komme frem, fandt kommissærerne på at skride ind mod. Det løb har det altid været et af mine største mål at vinde, og aldrig har min chance været så stor, som hvis vi havde fået fair play den aften. Jeg glemmer den aldrig, om så jeg bliver hundrede år.
Efter Forum kørte vi med i to 6-dagesløb udenlands.
Det første i Antverpen var for 3-mandshold, og Keld Leveau blev knyttet til Evan og mig. Det blev et ualmindeligt ondartet løb for os - dels fordi der var indlagt mange derny-afdelinger og blandt andet sluttedes med derny hele den sidste time, dels fordi mine to makkere ikke var stærke nok. Jeg tør med et mildt ord sige, at vi måtte kæmpe for livet fra først til sidst. Allerede i det andet døgn var vi 12 omgange bagud, men mellem jagterne fik vi som de andre »småpar« lov til at forbedre positionen. Kun meget få gange lavede vi større ting, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden blev mere og mere sur over, at det gik så skævt.
I de stille timer sad jeg og funderede over sagen og blev klar over, at det, der hele vinteren i stadig stigende grad havde strejfet mine tanker, nu måtte ske. Det var nødvendigt, at jeg fik en ny makker, og jeg måtte søge ham udenlands, da jeg ikke kunne få tilstrækkelig støtte af Evan eller andre landsmænd trods deres uden tvivl gode vilje til at yde mest muligt. Det tærede for meget på mine egne kræfter at skulle holde et dansk par fremme i forgrunden. For hver start gik det stadig mere op for mig, at jeg var på vej til at »dræbe« mig selv ved at skulle ofre mit eget overskud af kraft for at opveje makkerens svagheder. Når man husker på, at jeg er en professionel rytter, at det drejer sig om mit levebrød, kan ingen vist fortænke mig i, at jeg besluttede at se på min egen fordel - se på, at jo bedre placeringer jeg fik, des flere og større kontrakter, altså indtægter, fik jeg.
Da 6-dagesløbet i Antverpen sluttede med os som nr. 6, hele 12 omgange tilbage, måtte jeg endog på tryk i en dansk avis se en udtalelse af den »flyvende hollænder«, Gerrit Schulte, der sagde:
Nielsen er helt forrykt. Han ligger og slider sig op på sine landsmænd, skønt alle vi stærke gerne vil have ham som makker. Han kunne have været deltager i både den trio, der vandt løbet og den, der blev nr. 2, men sagde nej for at køre med to danskere. Hvad han laver under løbene er enormt. Det er virkelig arbejde for en kæmpe, men jeg forstår ikke, hvorfor han ser så stærkt på de nationale interesser frem for at tage sin egen fordel. I længden vil han ikke kunne holde til det, og hvem vil så tage sig af ham. Se på mig. Der er mange hollandske ryttere, men kan jeg få en bedre makker, så tager jeg skam en udlænding. Man får intet for en sådan hensynsfuldhed som den, Nielsen viser ...Jeg nævner ikke dette her for på nogen måde at fremhæve mig selv eller for at trække andre ned, men udelukkende for at blive forstået - for at vise baggrunden for det hele og for de skilsmisser, der er inden for vinterbane-sporten. Et makkerskab skal for at blive bevaret være sådan, at de to ryttere yder hinanden gensidig støtte, bakker hinanden op. Har den ene en dårlig dag, så er det klart, at den anden må tage et ekstra nap til fælles bedste og omvendt en anden dag. Men når det en dag kommer der til - og det gør det som regel - at den ene af en eller anden grund falder fra, så den anden vedvarende skal tage det største slæb, så går det ikke i længden i dette nervernes puslespil, hvor udmattelsens svøbe ofte kan få tingene til at tegne sig mere trist end ellers og bevirke mindre overbærenhed, end man normalt måske ville vise.
Allerede før Antwerpen-løbet var forbi, havde jeg taget min beslutning om at gå mine egne veje, og den blev yderligere underbygget i Zürich, hvor Evan og jeg igen var på tomands-hånd. Her gik det os ærlig talt meget svagt. Hele tiden var vi langt tilbage, kom aldrig til at spille nogen rolle, og det hele var rent ud sagt ad Pommern til. Selv to meget små par kom foran os, der endte på 8. pladsen, tre omgange tilbage, og så endda havde det held, at seks af de store navne undervejs måtte udgå med skader.
Det var ikke min mening, at min skilsmisse fra Evan skulle offentliggøres før efter endt sommerferie. Fra Zürich skulle vi hver for sig sydpå til nogle ugers tiltrængt hvile, og jeg ønskede, at han skulle nyde ferien i fred og ro uden at have den bekymring, som jeg vidste, min plan ville skaffe ham. Jeg syntes, at jeg efter fire års makkerskab - forøvrigt verdensrekord - og de mange store øjeblikke, vi havde oplevet sammen, skyldte ham det hensyn, men en københavnsk sportsredaktør kom mig i forkøbet og afslørede skilsmissen, hvad vist nok bragte mig i miskredit derhjemme. Mange syntes, at jeg burde have fortalt Evan det selv frem for, at han skulle høre det på anden vis. Det ville jeg som sagt også efter ferien, men den hensynsfuldhed skulle jeg altså ikke have forsøgt at vise.
Jeg var især spændt på, hvad den hjemlige direktion ville sige til mit skridt, og havde den glæde, at direktør Ernst Nielsen erklærede:
Jeg må indrømme, at for mig var det ingen overraskelse, at par nr. 7 er blevet sprængt. Jeg har længe fulgt udviklingen og anet, hvor det bar hen. Set med Kay Werners øjne kan man godt forstå ham, og for så vidt er det naturligt, at han prøver at finde en bedre makker. Det er lidt synd for Klamer, men enhver er sig selv nærmest i professionel sport, og Klamer er jo langt fra sat udenfor af den grund. Vi må se, at finde et stort udenlandsk navn til ham, så vi kan få nogle dueller mellem de to fordums store navne ...
Min plan var at danne et nyt kompagni med Lucien Gillen fra Luxembourg - ham, jeg før havde fejret triumfer med og som også manglede en makker. Vi blev hurtigt enige, og vor genopståen som par skete på Ordrupbanen i dansk par-omnium, som vi vandt blandt andet foran Klamer-Hans E. og Terruzzi-Arnold. Publikums tilgivelse havde jeg dog endnu ikke fået for min skilsmisse fra Evan, og for første og forhåbentlig eneste gang i min karriere kom jeg ud for at køre rundt med laurbærkrans om skulderen, hilst af en voldsom pibekoncert.
Men tiden læger, siger man. Jeg blev i hvert fald igen efterhånden accepteret af det danske cykle-publikum ... og så skete der iøvrigt det uventede, at par nr. 7 på trods af alle profetier og udtalelser fra alle vi impliceredes side endnu en gang skulle genopstå i sin oprindelige skikkelse. Da det kom til stykket, viste det sig, at direktør Ernst Nielsen alligevel ikke kunne forstå, at enhver er sig selv nærmest ... eller det var måske netop det han kunne, til egen fordel. Han ønskede nemlig Evan og mig sammen igen og pressede os så hårdt, at jeg til sidst gav efter på trods af de aftaler, jeg havde med Gillen. jeg kan også godt se sagen fra den danske direktions side. Selvfølgelig er det meget vigtigt at have et stærkt dansk par i toppen som trækplaster, men det skal jo så være et, der virkelig kan hævde sig, sådan som Evan og jeg en lang overgang var i stand til.
Evan og jeg fik kontrakt til de to første tyske 6-dagesløb i Berlin og Dortmund. Det første døgn gik det helt fint i Berlin.
Skulle det gamle par virkelig få en ny æra?
Men ak, da der virkelig blev kørt til, gik det ikke. Evan fik en svagheds-periqde, og vi gled bagud uden at være i stand til at finde ordentligt fodfæste i feltet igen. Den impulsive van Dinteren kom i sin skuffelse herover med nogle uoverlagte, uheldige bemærkninger om Evan. De kom en tysk pressemand for øre og blev slået op i aviserne, og så var spillet gående. Stakkels Evan, der sloges med sin modgang, mistede naturligvis helt humøret over dette, og det hjalp kun lidt, at Jan beklagede, hvad han havde sagt. Ydermere ramtes Evan af et maveonde, og den sidste eftermiddag måtte han opgive. Jeg fik i stedet tyskeren Gieseler til makker og endte som nr. 5, to omgange tilbage.
Episoderne i Berlin bevirkede, at Evan nægtede at fortsætte med van Dinteren som soigneuer, og efter at han og jeg havde snakket ud om sagerne, enedes vi om at finde en anden til 6-dagesløbet i Dortmund og her prøve på at rehabilitere os for Berlin-skuffelsen. Selvom det var Evan, det gik ud over i Berlin, så var hele affæren næsten mest kedelig for mig, fordi mange troede, jeg havde haft en finger med i spillet. Både gennem breve og opringninger fik jeg dette læst og påskrevet af cyklesportens mange enthusiaster, der altid er vågne og klar til at give deres besyv med. Alle, der tænker sig om, vil dog kunne forstå, at jeg ikke ville lave sabotage mod mig selv. Kunne vi klare os sammen, var det langt bedre, end jeg var deltager i mixed par.
Det var dog klart for alle, at løbet i Dortmund var vort skæbneløb. Gik det heller ikke ... ja, så var der ikke mere at gøre. Med belgieren Justin som ny soigneur og overvåget af den hjemlige direktion og presse gik vi i gang med den nye opgave. Påny lovede det godt i starten, men igen gik det ikke for Evan, da de virkelig hårde takter blev sat ind, og vor indsats blev efterhånden så rystende svag, at direktionen midtvejs ville tage Evan ud og sætte mig sammen med Jean Roth. Det forhindrede Willy Falck Hansen dog, og vi fuldførte og endte som løbets nr. 4. Det skyldes dog, at diverse uheld satte så mange mand ud af spillet, at der til sidst kun var to stærke par med: Arnold-Terruzzi, der vandt, og van Steenbergen-Severyns, der blev nr. 2. De to tyskere Reinicke-Junkermann blev nr. 3 foran os, og det fortæller jo egentlig alt om vor kørsel.
Evan havde iøvrigt allerede den sidste dag i løbet meddelt mig, at han godt kunne se, at som sagerne stod, så var en ny skilsmisse det eneste rigtige. Nu ville han hjem og se at blive fuldt restitueret, fordi han godt kunne mærke, at der var noget galt. Vi havde endda en kontrakt et par dage efter i Basel, men Klamer bad Keld Leveau træde ind i hans sted.
Vor skilsmisse nr. 2 var heldigvis i god forståelse, og med håndtryk om gensidigt kammeratskab fremover, selv om vi nu skulle prøve med hver sin makker. Jeg selv var oprigtig ked af, at det ikke var gået, og jeg husker endnu, at længe efter at vi den morgen i Dortmund var kørt hver sin vej, lød hans sidste ord i mine øren: - Så farvel da, Kay, og tak for denne gang. Det var synd, vi ikke fik et 6-dagesløb mere sammen. Det ville have været vort løb nr. 25...
Han tog tilbage til København - jeg mod nye opgaver i Paris.
..
.
16. KAPITEL
Tvunget til makkerskab, der genrejste par nr. 7
Tre døgn efter mit farvel til Evan Klamer i Dortmund lød starten for det parisiske 6-dagesløb, hvor jeg begyndte med Carrara, Frankrig, og Claus Bugdahl, Tyskland, som makkere, men hvor det hurtigt viste sig, at lykken også her vendte mig ryggen. De opgav begge med halsbetændelse, efter at vi havde været i spidsen i 2. døgn. jeg fik et par mindre kendte franske ryttere som makkere, men de udgik også, hvorpå jeg kørte 12 timer alene. Netop som jeg skulle tages ud, opgav den franske sprinter Gaignard, og jeg trådte ind på hans hold og sluttede løbet med Arnold-Forestier. Vi blev nr. 8.
Så snart løbet var forbi, suste jeg til Basel, hvor Leveau og jeg egentlig gjorde det godt ved at blive nr. 6 trods et slemt styrt for Leveau. Vi var kun en omgang efter vinderne Koblet-Bucher, og det var udelukkende vore manglende sprinter-evner, der var skyld i, at vi fik så få points, at vi blot blev nr. 6.
Så gik det hjemad til den danske sæson og de spændende og uvisse muligheder, den kunne byde på. Nogle uger forinden var Palle Lykke gået over ... og det skabte straks visse forhåbninger hos mig, idet jeg altid havde anset ham for et virkeligt geni på en cykle, men det var selvfølgelig fremtidsmusik med den unge mand, om hvem en kapacitet som van Dinteren en gang sagde: »Han bliver en af Europas største parløbs-ryttere, og jeg håber for dig, at det sker, inden du bliver for gammel.«
Jeg ville naturligvis dårligt tro mine egne øren, da jeg ved hjemkomsten fik at vide, at man havde tiltænkt mig debutanten, unge Palle, i åbnings-løbet, fordi Gillen, som man ellers havde lovet mig, var forhindret i at køre den første dag. Det var en nødsituation, sagde man, fordi man på grund af to 6-dagesløb samtidig på andre baner ikke havde kunnet skaffe en virkelig dygtig udlænding til at støtte ham. »Det er en fallit-erklæring af de andre, hvis Kay Werner klarer sig til premieren,« skrev bladene - og så gik det i virkeligheden slet ikke så dårligt. Vi endte som nr. 6, ligesom fire andre par én omgang efter Senfftleben-Forlini. Klamer blev bedste dansker på 3. pladsen sammen med Plattner. Palle Lykke bekræftede ved sin kørsel, at han havde evner langt ud over det sædvanlige. Han manglede endnu evnen til at kvæle sig og ville faktisk give op midtvejs, men blev heldigvis tvunget i sadlen igen af vor træner Knud Jacobsen, der samtidig dyppede ham i en spand isvand. Bagefter var Palle Lykke selv vældig stolt over, at han havde klaret det. Her blev grunden i virkeligheden lagt til det mandfolk, han siden på rekordtid har udviklet sig til.
I den næste start blev det overladt til Carrara at agere lærernester for den unge Palle, medens jeg fik min ønskemakker Gillen. Alle har sikkert endnu i frisk erindring, at vort makkerskab ikke gik. Gillen havde været syg det meste af sommeren forud og var endnu ikke fuldt restitueret. Det prægede hele hans kørsel. Vi blev blot nr. 4 i debut'en. Han svor på, at det ville blive bedre i næste start. Da endte vi som nr. 7, to omgange tilbage, hilst af piben. Så satte vi vor lid til 6-dagesløbet. Gennem disse mange timer måtte Gillen køre sig over sine vanskeligheder og blive den gamle. Endnu engang glippede det. Vi endte som nr. 3 med besvær, og selv Gillens far kunne se, at det var mig, der måtte støtte hans søn i dette løb. Det udtalte han i hvert fald til aviserne. jeg havde således ikke fået det plus ved at skifte makker, som jeg havde ventet og havde grund til at tro. Jeg vil dog hævde, at med en Gillen på de højder, som jeg havde troet, så havde Roth- Pfenninger aldrig vundet det 6-dagesløb.
Det var i dette løb, at Evan Klamer skulle have kørt med Schulte, men denne nåede ikke frem, fordi der var tåge over lufthavnen i Antwerpen. I stedet kom par nr. 7 til at hedde van Steenbergen-Klamer. Det holdt desværre kun til midtvejs, da Evan måtte udgå og siden gennem et flere måneders hospitalsophold med tre operationer fik forklaringen på, hvorfor det var gået så skævt for ham i lang tid. Indvendige bylder havde ligget og ulmet, for så i det københavnske 6-dagesløbs hårde opgør at bryde ud i lys lue.
I 6-dages-revanchen blev Gillen og jeg kun nr. 5, så sagde ledelsen stop, og jeg stod overfor en ny skilsmisse. Man mente, at jeg ligeså godt kunne køre med Palle Lykke som med Gillen, og det kunne jeg måske også. Palle viste stadig fremgang med stormskridt. I 6- dagesløbet endte han som nr. 6 sammen med Carrara, og i revanchen viste han sammen med Knud Lynge ny styrke. De seks hårde døgn i Forum havde virkelig hærdet ham. Jeg syntes imidlertid, at jeg, efter stadig at have slidt og slæbt forgæves for at nå til tops, nu ville have en makker, som jeg kunne føle mig sikker på, så jeg krævede Schulte og fik det. Vi havde i det sidste løb i Forum-sæsonens første halvdel et vældigt opgør med van Steenbergen-Severeyns, men blev slået af dem på points efter at have fremtvunget et tempo, der gav ny 100 km-rekord i Forum. 2. pladsen var mit bedste resultat hidtil denne sæson i København, men jeg synes også, jeg har lov at sige, jeg virkelig havde utur med mine makkere, så kan folk skrive nok så mange breve til mig om, at det var mig, der var svag, sådan som de gjorde det den sæson. Det vil ikke ændre mit eget synspunkt.
I pausen i Forum afvikledes den jyske sæson på Århusbanen, og her gav man mig i åbnings-løbet Palle Lykke, idet man endnu engang understregede værdien ved at have et nationalt storpar. Jeg selv mente det var for tidligt, men akcepterede og fik den overraskelse, at Palle fandt sig endnu bedre til rette på den lille bane end i København. Han ligefrem boltrede sig på den, og vi vandt åbnings-løbet, hvori ganske vist også vore to hårdeste konkurrenter blev sprængt. Arnold måtte forlade Terruzzi og Århusbanen for stedse, idet han, der kun har et øje, havde for svært ved at manøvrere her, hvor reaktionerne skal komme dobbelt hurtigt. Endvidere styrtede Roth-Pfenninger og måtte opgive, jeg ønskede derfor at prøve makkerskabet med Palle endnu en gang i et efterfølgende 8-timers natløb, før jeg ville give efter for direktionens pres om at køre 6-dagesløbet med ham. Også i dette løb fik det nye par nr. 7 sukces - endda blev afslutningen en knaldhård jagt over en halv time med Terruzzi-Knud Lynge, men Palle stod for det hele, og dermed var vort makkerskab i 6-dagesløbet o.k. Jeg kom ikke til at fortryde det.
Fra først til sidst fik jeg en god støtte i den danske Benjamin - ja, jeg tør næsten sige, at for hver time, det lange, hårde løb skred frem, stod det mig mere og mere klart, at her var manden, jeg måtte bygge en ny stortid på. Selvfølgelig var han endnu ung og uprøvet, men hans usædvanlige talent var sådan, at alle cyklesportens store navne spærrede øjnene op, efterhånden som de så ham i kamp - og nikkede betydningsfuldt til mig. Selvom det skulle koste mig nogle placeringer at begynde med ham allerede nu, så syntes jeg, det var det værd.
Finaleaftenen gjorde mig 100 procent sikker. Her fulgte Palle med i selv de hårdeste takter, og da han kort før afslutningen, da vi lå i vinderposition, blev slynget hen ad banen, sprang han op med lynets fart, løb rundt til vor kabine og greb reservecyklen, sprang i sadlen og fortsatte. Her var ikke noget med at tænke på skader eller lade sig chokere, det gjaldt kun et: Sejren. Sådan optræder kun en virkelig stor rytter.
Da afslutnings-skuddet drønede gennem hallen for vor sejr foran Roth-Pfenninger, Terruzzi-Lynge m. fl., så var det også et af de store øjeblikke i min tid. Palle Lykkes glæde over triumfen var smittende, og da han for åbent tæppe med grådkvalt stemme takkede mig for løbet og sin gamle farmor, fordi hun den sidste time havde tildelt ham 50 kr. i præmie for stærk kørsel, græd i både jeg og den halve hal. Par nr. 7 var genrejst, der var igen noget at bygge på, og samtidig var det noget af en rekord, der blev sat da en debutant i sin første sæsons andet 6-dagesløb kunne køre hjem med sejrskransen.
Et af de danske blade skrev:
Miraklet var sket, den uforlignelige danske storrytter Kay Werner og den største komet, Danmark har fostret i professionel cyklesport, Palle Lykke, havde nået den første triumf af de mange, som ganske givet vil følge efter denne sejr. Med armene jublende i vejret en halv omgang og derefter med bøjet hoved og tårerne trillende ned ad kinderne konstaterede Palle Lykke, at det ufattelige for ham var sket: at han allerede stod som 6-dages-vinder i sit andet løb.Revanchen vandt vi også, og i det hele taget gik det glat i Århus, men så snart vi vendte tilbage til Forums store bane, begyndte modgangen, Palles kræfter slog ikke rigtig til, og en uge efter vi havde været helte i Århus, gik vi upåagtede ud under Forums hvælvinger som nr. 4 i et 3-timersløb. Få dage efter fik vi pibekoncert, da vi sluttede fire omgange tilbage som nr. 6 - så let kan alt ændre sig. »Vi frygter dem i Århus, regner dem ikke i København,« sagde konkurrenterne rent ud, og i det årbusianske punktum dagen før pibekoncerten i Forum var det også gået, som det skulle. Her blev vi nr. 3, kun en omgang tilbage.
Ledelsen besluttede efter det nedslående resultat, at jeg endnu engang skulle skilles - denne gang altså fra Palle. Jeg fik Gillen tilbage og oplevede den 23. januar min første sejr i denne sæson på den københavnske vinterbane. Til gengæld fik jeg pludselig en sejrsrække, men med forskellige makkere. Publikum krævede mig tilbage til Palle Lykke i det efterfølgende 8-timers natløb, hvor jeg ellers var sat sammen med Gillen. Feltet blev så lavet om, så alle parrene blev mixede, og det lykkedes for os at hævde os. Vi vandt, iøvrigt i et fantastisk opgør med Terruzzi-Lynge. Bagefter skulle Palle have et lille pust, det mente man taktisk klogt. Jeg fik Schulte og vandt de to næste løb, blandt andet Vinterbanens Grand Prix, med ham. Palle kørte med Gillen, men var igen lidt i skygge.
Så kom vi sammen påny i sæsonens to sidste løb, blev nr. 4 i det første, men endte som nr. 9 i Europa-kriteriet, der satte punktum for sæsonen. Det var det løb, hvor de store par kom op at slås og Roth-Ffenninger samt Arnold-Terruzzi endte på de to nederste pladser - et løb, der var så uregelmæssigt på grund af de store pars krig, at jeg ikke vil regne med andet resultat end selve 1. pladsen. Den erobrede van Steenbergen-Severeyns, og de var også de bedste.
Fra Forum-sæsonen, hvor jeg kun ialt fem gange havde lejlighed til at køre rundt som vinder, tog Palle og jeg til Dortmunds »Die Nacht« - jeg for at køre med den lokale helt Marsell, Palle som makker med Knud Lynge. Jeg havde ialt tre makkere den nat, endte som let vinder sammen med italieneren de Rossi, efter at Marsell var kørt træt ved midnatstid og min nye makker Pierre Brun, Frankrig, en time før afslutningen styrtede. Palle og Knud blev nr. 3, og vi havde i fællesskab sammen med Senfftleben-Forlini (nr. 2) let spil overfor de tyske mandskaber. Søndagen efter kørte Palle og jeg som makkere i Paris. Direktør Mouton ville se parret, der havde vundet i Århus, i et 100 km-løb, og vi var med til at præge Iøbet, selvom vi på den meget store bane til sidst røg ned som nr. 4, fire omgange tilbage.
Vor virkelige prøve på udenlandsk grund var dog 6-dagesløbet i Zürich, hvortil jeg hele vinteren havde haft kontrakt, medens Palle først fik chancen på grund af forskellige afbud i sidste sekund. For mig var dette løb af stor vigtighed, idet der her under meget krævende forhold på fremmed grund var chance for at bedømme min fremtid med Palle. Skønt han startede med feber, gik han dog med i de hårdeste jagter, og midtvejs i Iøbet blev han kåret som hele feltets populæreste rytter. Det siger ikke så helt lidt, for alle de bedste navne var der. Løbet endte med et af de voldsomste finale-opgør, jeg har været impliceret i, idet van Steenbergen-Severeyns og Roth-Pfenninger begge ville vinde og kæmpede så voldsomt, at Severeyns helt knækkede sammen til sidst, få minutter før afslutningen, så. schweizerne vandt. Men Palle holdt, og vi blev nr. 5 og slog flere store par, blandt andet Bucher-von Büren, Brun-Graf. Den sidste aften havde jeg et voldsomt styrt og var en overgang ret medtaget, men Palle kørte til gengæld over evne i disse minutter og viste påny, at han helt igennem er af det rette stof. Havde jeg nogensinde været i tvivl om, at han var manden, med hvem jeg kunne danne et nyt stort, nationalt par, så viste dette løb på fremmed grund og med hele eliten intakt, klart og tydeligt, at ligegyldigt om der kom dukkerter ind imellem, så var Palle rytteren, jeg ikke selv måtte slippe.
Glade og tilfredse med en lang, hård sæson drog vi sammen på en tiltrængt ferie til Mallorca for at samle nye resourcer til sommeren hjemme i Ordrup i første omgang, men siden til nye, store opgaver på vinterbanerne. Det er der, vi skal hævde os - der, par nr. 7 skal til tops, og jeg føler mig sikker på, vi også kommer det. Denne sæsons første 6-dages-starter på tysk jord, specielt premieren i Berlin, viste det klart og tydeligt. Hele tiden var vi med i teten, med til at præge løbet, og at Palle i det 5. døgn havde en svagheds-periode, er kun, hvad vi alle kommer ud for under disse lange, krævende løb. Den sidste aften, da det gjaldt for alvor, kørte ban, som jeg aldrig har set nogen dansker køre. Uopslidelig i en af de længste jagter, vi har været med i, da vi sammen med Schulte-Bugdahl gjorde op med det førende par van Steenbergen-Severeyns - og lynhurtig i spurterne; blandt andet skaffede han, der i år blev dansk sprintermester, os en bil i præmie undervejs. Vi endte som nr. 3 i dette sæsonens første 6-dagesløb, kun slået på point af Schulte-Bugdahl og van Steenbergen- Severeyns.
Kun en time efter løbet var slut, var vi i bil på vej ud af Berlin. Man kan alligevel ikke sove de første timer efter et 6-dagesløb, så vi syntes tiden ligeså godt kunne udnyttes og kørte til Hannover. Her sov vi seks timer, så gik farten videre til Frankfurt, hvor den næste store opgave ventede os. 6-dagesløbet her startedes kun 47 timer efter, at vi havde kørt æresrunde i Berlin - en hård tørn.
Det blev et uheldsløb for os, d. v. s. i første række Palle. Allerede den første aften fik han en slem flyvetur, men den 3. nat kom det alvorligste styrt. Han faldt sammen med Pfenninger, der senere måtte opgive, og da han kom hen til kabinen, sad to fingre vredet fuldstændigt tilbage. »Jeg har brækket dem,« sagde han, »det er sket med mig.« Heldigvis konstaterede lægen, at der intet brud var, men at fingrene var gået af led og hånden alvorlig forstuvet. I to dage kunne vi ikke skifte normalt og klarede os i det hele taget kun igennem, fordi Rik van Steenbergen gav os et råd fra en gang, han selv var ude af stand til at skifte. Afløsningen foregik nu på den måde, at Palle, lige før han nåede op til mig, slap styret med sin højre hånd - den der var beskadiget - løftede armen ud til siden og krummede den. Idet han suste forbi mig, greb jeg så med min venstre hånd fat i hans arm, og i samme sekund Palle mærkede, jeg havde fat, kastede han sig skråt frem i sadlen, som om han ville slynge mig hen ad banen. Det var en lidt farlig manøvre, og et par gange kolliderede vore styr og pedaler også, men heldigvis uden uheld. Til sidst var vi helt ferme til det, men naturligvis var det ikke nogen særlig god facon, blandt andet betød det, at jeg måtte træde mig op i fart, inden Palle nåede frem.
Heldigvis var hånden dog kommet sig så meget inden finalen, at Palle igen kunne skifte nogenlunde normalt, og i kampens hede glemte han sit handicap. Det blev en virkelig hård dyst igen. van SteenbergenSevereyns kørte, som jeg sjældent har set dem præstere magen til, og i et forsøg på at fravriste dem sejren slog vi os sammen med det tyske par Bugdahl-Petry, så vi skiftevis brød ud. Vor udmattelses- taktik prellede dog ganske af på belgierne, der vandt så at sige efter behag. Bugdahl-Petry blev nr. 2 og vi igen nr. 3. Vi var alle tre på omgangshøjde, så det var points'ene, der afgjorde rækkefølgen. Havde vi koncentreret os om at blive nr. 2, kunne vi let være blevet det. Nu fulgte vi ikke med i, hvem der scorede flest points i den sidste store nervekrig. Vi gik efter guldkransene, men det var altså mere, end vi ved denne lejlighed kunne gabe over.
To dage efter kørte vi »Grand Prix de Salon« i Paris - et 100 km parløb, som gav os en 4. plads og dermed blev den eneste af vore otte starter i udlandet, hvori vi ikke er blevet placeret blandt de tre første. En 2. plads fik vi i Berliner-Sportspalast, da det gjaldt 6-dages-revanchen i et 6-timers natløb. Det var igen van Steenbergen-Severeyns, der var for stærke for os, men vi var lige i hælene på dem og blev kun slået på point.
Vi drog direkte fra Berlin til Basel, hvor vi »dagen derpå« endelig blev nr. 1. Det skete i et 100 minutters parløb, som vi vandt en omgang foran Terruzzi-de Rossi og Roth-Pfenninger. Dagen efter blev vi nr. 3 i Gent, ligeledes i en 100 minutter. Vore »arvefjender« van Steenbergen-Severeyns vandt foran Schulte-van Daele og os. Vi havde dog på dette tidspunkt været uafbrudt på farten i to døgn, og mellem starten til 6-dages-revanchen i Berlin fredag kl. 22 og til vi var færdige i Gent ved midnatstid om søndagen, havde vi ikke fået mere end 2½ times søvn, så hvis ikke vi havde været så udmattede, regner jeg med, vi også havde vundet her.
TEKST UNDER FOTO:
Selvom vi er professionelle, har vi heldigvis stadig så megen ærgerrighed og sportsånd i os, at vi kan juble sammen over en sejr.
TEKST UNDER FOTO:
Mit sidste måltid før starten til et københavnsk 6-dagesløb. Som man ser, skal der godt med vitaminer til, før jeg vandrer i "fængsel" bag Forums porte.
TEKST UNDER FOTO:
Th.: Italieneren Messina, der her i København tog det verdensmesterskab, jeg så gerne ville have erobret.
Tv.: Jeg ser med beundring og ærefrygt på "manden, jeg ikke kunne slå".....den fænomenale australier Sidney Patterson, verdens bedste forfølgelsesløbsrytter, i flere år også en god sprinter; det er netop før en af hans sprinterstarter, vi er kommet i diskussion om den verdensmesterskabs-finale, vi nogle dage efter skulle køre.
TEKST UNDER FOTO:
Muntre øjeblikke er der heldigvis også under løbene som her, hvor jeg blæser feltet et stykke (tv.), dels prøver en ny form for æresrunder sammen med Terruzzi (th.).
I midten: Kåret som populæreste rytter under BT's hjerternes aften i Århus kører Palle Lykke under tordnende jubel en æresrunde med en af sine utallige beunderinder.
..
.
17. KAPITEL
Sejren i Dortmund
Vor sidste start, inden vi drog hjemad, var 6-dagesløbet i Dortmund, hvor jeg føler mig som på hjemmebane. Gennem mine tidligere løb her har jeg opnået en vis goodwill hos Dortmund-publikummet, der ofte med deres bifald har gjort mig ekstra flyvende. Det, at vi i dette løb havde fået de hvide trøjer og nr. 5 - de samme som jeg tidligere har vundet løb i dernede - tog vi for et godt varsel. Vi lagde ud i flyvende stil og bragte os foran allerede i løbets første døgn, men så begyndte besværlighederne.
Palle fik pludselig forfærdelig ondt i det ene knæ. »Det ordner vi hurtigt,« sagde van Dinteren, men timerne gik, og ligegyldigt hvad end vor dygtige hollandske soigneur fandt på af »trolddomskunster«, så blev smerterne værre og værre. Til sidst fremkaldte salverne kun store brandsår, men de hjalp ikke. Efterhånden kunne Palle ikke træde igennem mere, så det kneb for os at være med i jagterne. Midtvejs var vi fra vor førerposition dumpet 3 omgange tilbage, men så netop da alt håb syntes ude, fik van Dinteren den lyse idé at undersøge Palles sko og måle dem ud. Det viste sig, at der var en lille skævhed i den højre, så foden fik en ubetydelig skrå stilling. Så gjorde van Dinteren det, man ellers absolut ikke må. Han gav Palle et par nye sko på. Allerede få timer efter, at Palle havde fået de nye sko på, gik det bedre, og da femte døgn begyndte, var han helt o.k. Endnu engang havde Jan reddet os. Vi gik igen frem i spidsen, og efterhånden dominerede vi både i jagter og points-spurter.
Løbet blev den sidste dag lettere for os, fordi vore farligste rivaler van Steenbergen-Severeyns blev splittet. Severeyns fik høj feber og faldt nærmest i vildelse af cyklen, fik en slem læsion over det ene øje og måtte udgå. van Steenbergen fik i stedet Senfftleben til makker, men det var naturligvis ikke det samme. For os var uheldet ærgerligt, fordi vi var så godt kørende, at jeg vil vædde 100 mod 1 på, at vi endelig havde haft chance for at sige tak for sidst til de to belgiere, der i alle vore øvrige møder i denne sæson havde været foran os. Nå, vi får forhåbentlig fat i dem en anden gang.
I selve finalens to sidste timer var vi klart de bedste, og efter at vi 38 minutter før afslutningen i en 9 minutter lang jagt havde bragt os foran de farligste konkurrenter, blev vi intet øjeblik mere truet i dette løb. Det var et dobbelt stort øjeblik for Palle at få guldkransen om halsen den aften, fordi han netop den dag fyldte 22 år og gennem sejren fik den bedste fødselsdagsgave, han kunne få.
Det var et herligt punktum på vore udenlands-starter, der har givet os den bedst mulige start på denne vintersæson og et godt rygstød for de mange løb, som vinker forude. Vi - den unge stjerne med den lange karriere for sig, og jeg, der desværre snart er passé - vil i dem gøre vort yderste for stadig at være fremme i forgrunden til glæde og gavn for os selv, for dansk cyklesport og for det publikum, der så ofte bærer os frem.
..
.
18. KAPITEL
Ikke nogen anbefalelsesværdig vej
37 gange har jeg været med i et 6-dagesløb, og syv gange har jeg været med til at vinde.
»Hvilken sejr er den største, De har vundet på cyklen?«
Det spørgsmål er jeg så ofte blevet stillet overfor, at jeg vil tage det med her i denne bog og vil svare som altid: Slet ikke nogen af dem, som De tror, for det er ikke nogen af dem, hvor vi har kørt æresrunder under tusinder og tusinder af menneskers begejstring. Min og mine makkeres største sejre er skabt i det skjulte. Jeg tænker på de overvindelser, der må til nede i kabinen, endda måske de største i løb, hvor vi slet ikke hævder os særlig godt.
Når vi føler os så syge, at vi faktisk ikke kan røre en muskel, uden at det gør ondt, er så forkølede, at halsen er tillukket, eller har store, smertende siddesår så er det en stor sejr over sig selv, når man alligevel kravler i sadlen og kører rundt. Gang på gang har jeg, når et løb er til ende, tænkt: Det er utroligt, at vi klarede den skade, at vi overvandt det sygdomstilfælde etc. At være på gravens rand i sine egne øjne, men alligevel gå op og fighte på livet løs, som om man var det mest veloplagte menneske i hallen ... tja, det forstår kun den, der selv har prøvet at være gennem en sådan skærsild, at bedømme efter fortjeneste, men at netop det er de største sejre, en 6-dages-rytter vinder, er en ganske given ting.
Og det at være 6-dages-helt er ikke bare den misundelsesværdige tilværelse, som så mange tror. Selvfølgelig er det meget sjovt, at så mange interesserer sig for ens gøren og laden, men det har også sin bagside. Således har man slet intet privatliv i sæsonen, og det intensive trænings- og forarbejde, der skal gøres, det målbevidste liv, der skal leves, er så hårdt, at det absolut ikke er nogen anbefalelsesværdig vej at betræde, og jeg vil iøvrigt mene, at man slet ikke kan sætte sig det som mål på forhånd, sådan som man selv kan bestemme sit håndværk. De fleste kommer dumpende ind i det, men for at hævde sig skal man have talent, ja, faktisk være født til det. Og man skal være hård, kunne stå for modgang. Der skal så lidt til, for at de mål, man sætter sig, ikke nås. De store soigneurs påstår, at man skal være bygget på en ganske bestemt måde i ryggen og have et bestemt brystmål for at kunne nå toppen, selv om alene det at køre og træne også kan udvikle efterhånden. Det er næppe noget, der direkte går i arv fra far til søn.
Jeg kører, fordi det morer mig, fordi jeg har været så heldig at være en af de få udvalgte, der fik evnen og talentet i dåbsgave, omend jeg opdagede det sent, og endelig kører jeg i dag, fordi det efter at have været decideret hobby er blevet en levevej ... men dog ikke mere, heldigvis, end at jeg stadig har min sportslige ærgerrighed, og at mit ønske om at være blandt eliten, at være der, hvor der fightes om placeringerne, er lige hedt. Jeg ved godt selv, at for mig, der snart bliver 37, kan årene i toppen tælles på en hånd, alderen løber man jo desværre ikke fra. Jeg håber dog nogle få sæsoner endnu at kunne hindre min lykkelige stjerne i at miste sin glans, så jeg rigtig kan få noget ud af mit held med det prælske, sprudlende talent, jeg har fået ved min side.
Når jeg trækker mig tilbage fra cyklesporten, bliver det til bil-branchen, som jeg kom fra.
Jeg kan stadig lave en bil ...
TEKST UNDER FOTO:
Selvfølgelig er det rart at være populær og ungdommens helt, men .....
TEKST UNDER FOTO:
Det er næppe noget, der går i arv fra far til søn.
..
.
De københavnske 6-dagesløb:
1951:.
1. Kay Werner-Oscar Plattner. 204 p.
2. Alvaro Giorgetti-Ove Claus Hansen, 67 p.
2 omgange tilbage:
3. Emile Gosselin- Evan Klamer. 430 p. (3096,56 km)1952:
1. Kay Werner-Lucien Gillen. 172 p.
1 omgang tilbage:
2. Giorgetti-Ib Laursen. 216 p.
2 omgange tilbage:
3. Bareth-Otto Olsen. 232 p. (3221,4 km)1953:
1. Lucien Gillen-Ferd. Terruzzi. 296 p.
1 omgang tilbage:
2. Kay Werner-Evan Klamer. 339 p.
2 omgange tilbage:
3. Bruneel-Acou. 446 p.
(3330,2 km)1954:
1. Lucien Gillen-Ferd. Terruzzi. 248 p.
1 omgang tilbage:
2. Kay Werner-Evan Klamer. 417 p.
2 omgange tilbage:
3. Strom-Patterson. 329 p.
(3140,2 km)1955:
1. Kay Werner-Evan Klamer. 476 p.
2. Georges Senfftleben-Forlini. 244 p.
1 omgang tilbage:
3. Lucien Gillen-Ferd. Terruzzi. 383 p.
(3306 km)1956:
1. Georges Senfftleben-Forlini. 593 p.
2. Gerrit Schulte-Peters. 193 p.
1 omgang tilbage:
3. Kay Werner-Evan Klamer. 400 p.
(3366 km)1956:
1. Gerrit Schulte-Lucien Gillen. 264 p.
1 omgang tilbage:
2. Ferd. Terruzzi-Reg. Arnold. 526 p.
3. Kay Werner-Evan Klamer. 440 p.
(3304,5 km)1957:
1. Roth-Pfenninger. 646 p.
2. Ferd. Terruzzi-Reg. Arnold, 615 p.
3. Kay Werner-Evan Klamer.. 292 p.
(3357 km)
De århusianske 6-dagesløb:
1954:.
1. Godeau-Georges Senfftleben
2. Roth-Pfenninger lini.
3. Van Vliet-Plattner
5. Kay Werner-Ib Laursen
1954:
1. Strom-Patterson
2 Kay Werner-Evan Klamer
3. Zoll-Weinrich1955:
1. Kay Werner-Evan Klamer
2. Zoll-Weinrich
3. Ferd. Terruzzi-Jacoponelli1956:
1. Roth-Bucher
2. Georges Senfftleben-Forlini
3. Kay Werner-Keld Leveau
1956:
1. Oscar Plattner-Pfenninger
2 Kay Werner-Evan Klamer
3. Ferd. Terruzzi-Weinrich
1957:
1. Kay Werner-Palle Lykke
2. Roth-Pfenninger
3. Ferd. Terruzzi-Knud Lynge
Mine udenlandske 6-dagesplaceringer:
Nr. 1 i Zürich 1956 med Schulte
Nr. 1 i Frankfurt 1956 med Klamer
Nr. 1 i Dortmund 1958 med Palle Lykke
Nr. 2 i München 1954 med Klamer
Nr. 2 i Berlin 1955 med Klamer
Nr. 2 i Dortmund 1955 med Klamer
Nr. 3 i Frankfurt 1955 med Klamer
Nr. 3 i Berlin 1956 med Klamer
Nr. 3 i Berlin 1958 med Palle Lykke
Nr. 3 i Frankfurt 1958 med Palle Lykke
Nr. 4 i Dortmund 1956 med Klamer
Nr. 4 i Dortmund 1957 med Klamer
