Når grænser overskrides
Foto: Poul Rasmussen
Grafik: Cykelkurt
Peter Øvig Knudsen har med sine bøger om Blekingegadebanden åbnet for indsyn i en verden, som de fleste anså for ikke eksisterende. Hvad kan vi lære af historien? Det har jeg talt med forfatteren om.
Af Kurt Starlit
Da første bind om Blekingegadebanden udkom marts 2007, ramte det som en chokbølge. De fleste var rystet over, hvor effektivt en lille gruppe mennesker har holdt dansk politi for nar i årevis - tilsyneladende godt hjulpet af politiets egen ineffektivitet. Bandens metoder var effektive i en sådan grad, at man måtte spørge sig selv om det var gangstere, galninge eller fanatikere der var på spil.
Stilen blev fortsat i andet bind, der udkom senere samme år, og med en samlet, revideret og udvidet udgave i november 2008 afsluttes et epokegørende værk om nyere dansk historie.
Disse mange år efter optrevlingen af banden er det imponerende, hvor detaljeret men alligevel let tilgængeligt eet menneske har formået at beskrive bandens bedrifter - ikke nogen forherligelse, ikke nogen fordømmelse, kun de tørre facts serveret i en spændende og vedkommende indpakning. Hvordan har eet menneske overkommet alt dette? Jeg har spurgt forfatteren.
Vi mødes en skyet og regnfuld efterårsdag på Toldbod Bodega - et hyggeligt spisested i indre by, hvor Øvig har fremtryllet et hul i kalenderen. Den er ellers fyldt godt op med foredrag, interviews og rådgivning omkring filmatiseringer af bogen. Han viser sig at være en middelhøj mand med glatraget isse. Et iagttagende, firskåret ansigt, der ved hvor skabet skal stå - venligt men bestemt. Efter at have sat os ved et lille bord i et diskret hjørne, bestiller vi en lækker frokost med tilhørende drikkevarer. Så er scenen sat.
Idéen
Hvordan opstod ideen med bøgerne om Blekingegadebanden, var det et pludseligt indfald?Øvig: "Jeg havde jo skrevet to bøger om besættelsestiden ("Efter drabet" og "Birkedal"), så min arbejdsmetode lå fast derfra, nemlig interviews kombineret med arkivsøgning. Journalister arbejder jo normalt på den måde, at de som hovedregel laver interviews, mens historikerne fortrinsvis går i arkiverne. For mig er det kombinationen som er interessant - den gør at man bevæger sig på mere solid grund. Tidligere arbejdede jeg kun med interviews, hvilket ikke var særligt tilfredsstillende. Så arbejdsmetoden lå fast allerede fra bogen "Efter drabet".
Spørgsmålet var derfor ikke, hvordan arbejdsmetoden skulle være, men hvorvidt jeg skulle skrive bog nummer tre om besættelsestiden. Fra flere sider var jeg blevet beskyldt for at skrive om noget, jeg ikke selv havde oplevet - en temmelig absurd kritik, for på den måde kan man jo ikke skrive om noget af det, der ligger før ens egen tid. På den anden side forstår jeg kritikken et stykke ad vejen, og blev derfor enig med mig selv om, at hvis jeg skulle skrive om noget, der var sket i min egen tid, måtte det være venstrefløjen. Den betød meget for mig, da jeg var helt ung. Ikke mindst var den dannede for min måde at se verden på.
Jeg gik og blev venstreorienteret helt alene. Jeg kan huske at jeg lånte Bente Hansen's bog "Kapitalisme, Socialisme, Kommunisme" da jeg var omkring 13 år gammel. Jeg ville forstå, hvad de der ord betød, og mine forældre kunne ikke forklare det. Derfor begyndte jeg at låne bøger om politik på biblioteket, og blev på den måde venstreorienteret. Ingen af mine kammerater interesserede sig for politik, så jeg gik temmelig alene med tankerne indtil jeg kom i gymnasiet. Her var der nogle af de ældre elever som var maoister. Derfor blev også jeg maoist og medlem af KAP - Kommunistisk Arbejder Parti. Der er aldrig skrevet særlig meget om denne form for sekterisme med mange bittesmå partier, der allesammen mente at lige netop de havde fundet de vises sten.
Så min tanke var, at jeg ville bruge min gamle veltjente arbejdsmetode på venstrefløjen. Men venstrefløjen er jo et stort emne, og desuden manglede den også det dramatiske element, som jeg var blevet forvænt med fra bøgerne om besættelsestiden. Man kan jo ikke bare skrive om nogen som har holdninger, hvis de ikke omsætter dem i handling. Man kan mene hvadsomhelst, men det er først når meninger og holdninger omsættes til handling at de får konsekvenser. Først der bliver det interessant at skrive om. Men så en dag stod der "Blekingegadebanden" på den indre skærm! Det var et pludseligt indfald, som jeg ikke kan forklare, men det indeholdt til gengæld alt det jeg søgte: venstrefløj, handling og drama!"
Indledningen
Arbejdsmetode og emne lå dermed fast. Nu manglede Øvig bare selve historien - handlingsforløbet. Han startede med at læse avisartikler om sagen, bl.a. Lars Willemoes' artikler i dagbladet Information. Derefter søgte han om adgang til arkiverne hos politiet, og til sin store overraskelse fik han tilladelsen efter nogle måneder.
Kendte politiet dig som journalist, eller henvendte du dig som privatperson?Øvig: "Jeg ved ikke om de allerede kendte mig, men jeg fortalte ihvertfald Hanne Bech Hansen, at jeg ville skrive en bog om Blekingegadebanden, og at jeg derfor gerne ville have aktindsigt. Det tænkte hun over i 4-5 måneder, hvorefter jeg fik tilladelsen. Jeg har efterfølgende (ad andre kanaler) fået oplyst, at de satte en mand til at læse mine tidligere bøger, for at finde ud af, hvad det var for en karl de havde med at gøre.
Da jeg havde fået tilladelsen fra politiet, vidste jeg at bogen kunne skrives. Derfor henvendte jeg mig til Blekingegadebandens medlemmer, og bad dem give deres besyv med. Det var der dog kun een af dem som ville."
Begrundede de øvrige hvorfor de ikke ville stille op, eller sagde de bare nej?Øvig: "Nogle sagde bare nej, mens andre skrev og forklarede at de havde lovet deres familier, at de ikke ville snakke mere om sagen. Det kan selvfølgelig være en mere eller mindre god undskyldning, men det var ihvertfald den forklaring jeg fik."
Har de forskellige bandemedlemmer skiftet navn eller identitet?Øvig: "Et par stykker af dem har, men de fleste har ikke. For de flestes vedkommende gælder det, at deres familier, venner og arbejdspladser er klar over, hvem de er. En enkelt af dem bor endda samme sted, som han altid har boet."
Overskridelsen
Kan man tænke sig et ideelt scenarie for Blekingegadebanden, at det hele kunne være endt lykkeligt uden blodsudgydelse og vold....eller var hele projektet i virkeligheden dømt til fiasko i det øjeblik den usynlige grænse overskrides - at det med andre ord er overskridelsen af vold- og våbentærsklen, som gør forskellen?Øvig: "Det er rigtigt nok, at det er i det øjeblik man begynder at bruge vold mod andre mennesker, at en grænse overskrides. Så man kan sige, at hvis de havde fundet en eller anden smart måde at stjæle pengene på, f.eks. it-kriminalitet, så havde der ikke været så tydelige ofre for forbrydelsen. Det er jo meget tydeligt, at som tingene er nu, er der nogle mennesker der har lidt overlast. Men det var ikke det der gjorde, at de til sidst blev fanget. De benyttede sig af vold i mange år, inden de blev anholdt.
Hvis de f.eks. havde stoppet deres aktiviteter efter Daells Varehus-kuppet i '86, var de formentlig aldrig blevet anholdt. Det var med kuppet i Købmagergade at rutcheturen startede. Man kan m.a.o. godt slippe af sted med at lave røverier i mange år - det er ikke det, der er det afgørende. Til gengæld tror jeg, at der starter en nedtur i hovedet på bandens medlemmer i det øjeblik de begår vold mod mennesker. For hvad kan berettige at man slår andre mennesker til plukfisk?
Jo, jeg synes det er overskridelse af en vigtig grænse, at begå vold mod andre mennesker, for så har man hævet sig selv op over almindelig moral og etik - gjort sig selv til Gud."
Jeg tror det var i udsendelsen fra DR2, at banden forsvarede sig med, at de lidelser de evt. måtte have påført enkelte mennesker i Danmark og omegn var for intet at regne i forhold til de lidelser israelerne havde påført palæstinenserne. Det var m.a.o. ikke fordi banden var begejstret for at slå på panden, men det kunne blive et et nødvendigt offer - og under alle omstændigheder i småtingsafdelingen i forhold til israelernes metoder. Holder sådan et forsvar?Øvig: "Hvis man laver sådan en manøvre med at sammenligne med noget der er endnu værre, kan man jo stort set forsvare hvad som helst. Der var eksempelvis millioner af jøder der blev slået ihjel under krigen, så hvis man sammenligner sig med det, har man dermed givet sig selv frie hænder. Så det forsvar holder absolut ikke.
Men desværre er problematikken ikke altid helt så enkel, f.eks. var modstandsbevægelsen under krigen nødt til at bruge vold. Uden vold var modstandsbevægelsen selv blevet udraderet. Så jeg udelukker ikke vold i alle situationer og under alle omstændigheder."
Magtovertagelsen
Der var i 1970'erne mange diskussioner på venstrefløjen om, hvorvidt det var legalt at overtage magten i Danmark v.h.a. vold og våben. Man refererede til flere steder i verden, hvor det politiske højre havde grebet magten uden hensyntagen til folkets ønsker, samt at kapitalisterne ikke frivilligt afgav magten. Det undrer mig lidt, at du slet ikke kommer ind på denne problematik i dine bøger. Hvis Blekingegadebanden vurderes på denne baggrund, ser deres handlemåde betydelig mere forståelig ud, vil jeg mene. Ikke mere sympatisk, men mere forståelig. Er det ikke relevant at tage dette aspekt med ind i bedømmelse af banden?Øvig: "Nu skal man lige huske, at Blekingegadebanden ikke var optaget af at lave revolution i Danmark. Den danske arbejderklasse var iflg. Gottfred Appel's lære opkøbt og bestukket af den internationale kapital. Revolution i Danmark var derfor udskudt på ubestemt tid. De var jo i gang med at lave verdensrevolution, som skulle startes i den tredie verden.
Men når folk så siger til mig, at Blekingegadebanden intet havde med venstrefløjen at gøre, at de var helt isolerede ude på det yderste fjeld, så bliver jeg nødt til at minde om, at store dele af venstrefløjen faktisk flirtede med planer om magtovertagelse med vold, bevæbning af de særligt udvalgte og andet af samme skuffe. Jeg har jo selv været medlem af et parti (KAP) der mente, at vejen til socialisme indbefattede en væbnet revolution, fordi kapitalisterne ikke frivilligt ville afgive magten. Man var nødt til at tage den med magt."
Det har venstrefløjen jo kunnet begrunde med ting der skete ude i den store verden, f.eks. militærets magtovertagelse i Chile. Man kan med andre ord ikke uden videre regne med, at de andre overholder den officielle dagsorden - den officielle agenda.Øvig: "Jeg tror nu stadigvæk på demokratiet, og egentlig så tror jeg også...(pause)..."
...men hører det ikke med til bedømmelsen af Blekingegadebanden, at i den tid de opererede i, var det på venstrefløjens dagsorden, at man i en given situation kunne tage magten med det, som dengang blev kaldt udenomsparlamentariske midler?Øvig: "Jo jo, den store forskel var vel egentlig, at hovedparten af venstrefløjen ingenting foretog sig - de bare snakkede - mens Blekingegadebanden omsatte ordene til handling. Men det giver også et særligt ansvar, fordi det trods alt er alvorligere at udføre en handling, fremfor blot at planlægge den engang i en uvis fremtid. Men der er ikke nogen afgørende principiel forskel på de to tankesæt."
Skillelinien går m.a.o. mellem det man gør og det man ikke gør?Øvig: "Det er ihvertfald én af skillelinierne, for der går også en linie ved overvejelsen om at bruge vold, for at opnå sine politiske mål. En del af venstrefløjen, bl.a. den del jeg var på, havde forlængst overskredet denne grænse. Så på den baggrund synes jeg ikke man kan sige, at Blekingegadebanden levede i en helt anden verden. Jeg har sommetider sat sagen lidt på spidsen ved at hævde, at Blekingegadebanden bare omsatte den øvrige venstrefløjs tanker til handling. Det giver selvfølgelig Blekingegadebanden et særligt ansvar, men gør den ikke ideologisk forskellig fra resten af venstrefløjen."
Stemmen
Hvordan er dit forhold til Blekingebandens medlemmer - har du (fået) et personligt forhold til nogle af dem?Øvig: "Kun til een af dem. Jeg har snakket med et par stykker af dem, men har kun snakket meget med een af dem. Og kun besøgt denne ene. Ham har jeg til gengæld besøgt mange gange, og snakket rigtig mange aftener og sommetider nætter med. Det synes jeg er blevet til en personlig relation, men om vi ligefrem bliver venner, må tiden vise. Men en personlig relation vil jeg godt kalde det."
Er han en interessant person?Øvig: "Ja, han er en meget begavet og reflekterende person, som virkelig er gået langt ind i at diskutere denneher sag. Det er ham jeg kalder "stemmen" i bøgerne."
Nå, jeg troede at "stemmen" var skiftevis det ene og det andet bandemedlem som talte - at du lod "stemmen" tale sådan for at camouflere, hvem der havde udtalt hvad.Øvig: "Der er flere andre som har spurgt om det samme, men "stemmen" er altså een og samme person. Der er et kapitel i bind 1 og et kapitel i bind 2, hvor jeg nærmest har et interview med et bandemedlem. Det er een og samme person. Så har jeg også talt med nogle andre, som ikke var med i bandens inderkreds; de er citeret visse steder anonymt. Men de to store kapitler, hvor der er en som fortæller, er een og samme person.
De øvrige bandemedlemmer er iøvrigt ikke særlig begejstret for, at han har fortalt løs. De synes simpelthen han har været for åbenmundet."
Var det deres strategi at klappe i som en østers....havde banden i det hele taget en strategi for det tilfælde at de blev anholdt?Øvig: "Ja, det er absolut mit indtryk. Jeg har jo hørt fra kriminalpolitiet, at hvis folk ikke fortæller noget, så bliver opklaringsarbejdet mildt sagt besværligt. Alle løsrevne papirlapper o.s.v. - alt skal sættes ind i de rigtige sammenhænge af politiet selv. Det er et kæmpe puslespil, hvor de ingen hjælp får. De har jo ikke det færdige billede, som findes udenpå æsken til puslespillet, men sidder billedligt talt med et utal af puslespilsbrikker, hvor de ikke aner hvad det skal forestille eller hvad det skal ende med. Et kæmpe arbejde."
Gennemførte banden sin strategi med at forholde sig tavs?Øvig: "Ja, stort set. En af dem - Peter Døllner - snakkede lidt med politiet før retssagen, men han var jo gået ud af gruppen flere år før arrestationen. Kernen sagde ingenting, og det har man jo ret til. Da de kom i retten, udtalte de sig de steder, hvor der var beviser imod dem. Ellers fastholdt de, at de var uskyldige."
Spørgsmålet om, hvem der affyrede det dræbende skud er aldrig blevet opklaret. Er det på grund af bandens tavshed gennem hele retssagen?Øvig: "Ja, det må man sige. Hvis de havde udtalt sig, ville de dermed løbe risikoen for at afsløre drabsmandens identitet. Vi bruger jo ikke at dømme kollektivt, så banden som sådan kan ikke dømmes. Man er nødt til at udpege den enkelte gerningsmand i den enkelte sag. Hvis bare een af deltagerne i Købmagergade-kuppet havde løftet sløret, ville sagen have stået helt anderledes."
Bandens medlemmer har jo ikke - såvidt jeg forstår - på nogen måde kunnet kommunikere med hinanden under isolationsfænglingen?Øvig: "Nej, kun i den udstrækning forsvarerne har talt med hinanden. Bandens medlemmer sad jo isolationsfængslet forskellige steder i landet, og har derfor ingen muligheder haft - bortset fra forsvarsadvokaternes mulighed for at tale med hinanden. Jeg ved ikke præcis hvordan reglerne er, eller hvor meget advokaterne må sige, men de (advokaterne) har uden tvivl talt en del sammen."
De havde altså hver deres forsvarer?Øvig: "Ja for søren. Den enkelte advokat forsvarer den enkelte klient, som derefter dømmes enkeltvis. Og det var nogle dygtige forsvarere, det er jeg heller ikke i tvivl om."
Er det beskikkede forsvarere, altså nogle som det offentlige har udvalgt til bandens medlemmer?Øvig: "Nej, de har selv valgt deres forsvar, flere af advokaterne var kendt for at være lidt venstreorienterede, f.eks. Torkil Høyer og Niels Forsby. De havde da ihvertfald en venstreorienteret baggrund. Torkil Høyer har f.eks. været medlem af KAP ligesom jeg."
Du kan måske ligefrem huske ham derovrefra?Øvig: "Ja ja."
Det våben som politibetjenten i Købmagergade blev skudt med, var det umuligt at finde tekniske spor på det?Øvig: "Sikkert ikke, men våbnet - det oversavede jagtgevær - blev jo aldrig fundet. Og selv om det var blevet fundet, vil jeg tro at det forinden var blevet omhyggeligt renset for fingeraftryk. Jeg husker ikke, om de havde handsker på under kuppet, ihvertfald tog de våbnet med sig, og man har aldrig senere fundet det."
Forståelsen og accepten
Forstår eller acccepterer du deres handlinger? Der ser jo, så vidt jeg kan se, ikke ud til at være nogen afstandtagen fra deres handlinger i dine bøger?Øvig: "Jeg besluttede fra starten, at undlade min personlige mening i bogen. Jeg vil dog gerne sige min mening, hvis nogen direkte spørger mig. I bogen er jeg den der foretager udvælgelse af stoffet, det er mig der skriver historien, så min holdning farver derfor også historien. Jeg vil bare gerne fremstille sagen så nøgternt, nuanceret og uhildet som muligt. Alt er baseret på kilderne, der er ikke tilføjet noget, jeg digter ikke med, jeg fantaserer ikke. Men det er klart at mine holdninger, mit verdensbillede og mit syn på sagen ikke kan undgå at påvirke, hvad jeg tager med - og ikke tager med. Derfor er jeg også uenig med Blekingegadebanden om nogle af de ting jeg har taget med i bogen. Enhver anden som havde skrevet bogen - ikke mindst, hvis det havde været et af bandens medlemmer - havde uden tvivl skrevet en helt anderledes historie.
Det der med at forstå og acceptere deres handlinger, der vil jeg gerne sætte en klar adskillelse mellem at forstå og at acceptere - det er to meget forskellige ting. Det har været en vigtig bestræbelse for mig at forstå, hvordan de kunne komme så langt ud, at de begyndte at slå folk ned og skyde dem. Men jeg accepterer det ikke!"
Jeg fandt et citat, som siger noget i retning af....."at forstå Blekingegadebandens idealistiske baggrund er at forstå hvad terrorisme er." Det kunne vel også være sådan en slags programerklæring for bogen?Øvig: "Jo, men der er forskel på hver gruppe, f.eks. kalder jeg ikke Blekingegadebanden en terrorgruppe."
I DR2-udsendelsen bliver der da ellers snakket meget om terrorisme.Øvig: "Det er nok fordi de mekanismer som fungerer i Blekingegadebanden - med deres form for politisk fanatisme - er de samme mekanismer som fungerer i terrorgrupperne, uanset om de er politiske eller religiøse: at man kan tillade sig at begå vold og drab i den hellige sags tjeneste. Jeg tror ikke det er afgørende, om det drejer sig om religiøs eller politisk fanatisme. Det afgørende er, at det er fanatisme, hvor man gør sig selv til herre over andre menneskers liv og helbred.
Sommetider kan det være nemmere at forstå nogen der kommer fra ens egen kultur. Det her er jo nogle drenge fra Gladsaxe. Derfor har vi måske nemmere ved at sætte os ind i deres motiver end hvis de f.eks. kommer fra Pakistan. Men grundlæggende tror jeg mekanismerne er de samme."
Arbejdsmetoden
Når du i bogen opremser alle de dokumenter som du har været nødt til at gennemlæse i forbindelse med sagen, har jeg undret mig over hvordan du egentlig arkiverer alle disse oplysninger. Skriver du op på små huskesedler, fotokopierer du alt materialet, indtaler du på en båndoptager, eller hvad gør du?Øvig: "Noget af det vigtigste politimateriale har jeg fået lov at afskrive, eller skrive noter på den bærbare. Andre gange, hvis jeg f.eks. skulle bruge citater, har jeg skrevet direkte af - ord for ord."
En politirapport må man ikke bare kopiere og tage med hjem?Øvig: "Nej, det er en tilladelse man får, som er forskellig fra gang til gang, fra sted til sted."
Har du i dit arbejde med Blekingegade-sagen nogensinde modtaget trusler fra f.eks. politiet, private eller PET?Øvig: "Der er nogle af kvinderne i kredsen omkring Blekingegadebanden, som har været sure på mig, meldt mig til politiet og hyret advokater til at skrive breve til mig. Det er dog ikke noget der har fået mig til at handle anderledes. Jeg er altid omhyggelig med, hvad jeg skriver. Jeg har ikke modtaget trusler om vold, hvis det er det du mener - overhovedet ikke."
Fremtiden
Er det din plan at leve resten af dine dage som forfatter, eller vil du gerne tilbage til det journalistiske?Øvig: "Nu er det jo stadigvæk en slags journalistik jeg laver, men det fremtidige arbejde kommer fortsat til at blive i bogform. Jeg tror ikke jeg kan gå tilbage og passe et normalt journalistarbejde længere. Jeg er så glad for at skrive bøger, så at gå tilbage ville virkelig føles som... Hvis ikke jeg kan leve af at skrive bøger, er det bedre at finde et helt andet arbejde - gartner f.eks.
Nu kan jeg ihvertfald leve af skriveriet i nogle år, fordi der har været så gode indtægter på Blekingegade-bøgerne. Indtægterne bliver antagelig ved i et par år, fordi bøgerne bliver ved med at sælge, og fordi jeg holder foredrag, og ikke mindst kommer der sikkert også en del penge fra filmatiseringer og teateropsætninger af bandens historie."
Processen
Når du går i gang med en ny bog, kan man så slå et slag på tasken, og forudsige tiden der går fra den dag du begynder på bogen, til den dag bogen ligger ude hos boghandlerne?Øvig: "Gennemsnittet er tre år, men det svinger meget; Blekingegadebøgerne har taget betydelig længere."
Hvad med den samlede udgave, der har vel ikke været så meget arbejde i den, er det ikke bare etteren og toeren sat sammen til een bog?Øvig: "Neeej, der har da været en del arbejde med treeren, cirka en måneds koncentreret arbejde, vil jeg tro. Blandt andet er der tilføjet to nye kapitler og hundrede sider med dokumenter."
Hvordan er din arbejdsdag normalt, er du disciplineret?Øvig: "Ja bestemt, jeg arbejder fra børnene er afleveret i daginstitution til jeg henter dem igen - d.v.s. 7 timer med fred i hytten. Jeg har nærmere problemer med at holde op igen, f.eks. ville jeg gerne have læst nogle bøger her i efteråret. Det er jeg stadig ikke kommet i gang med. Og så længe jeg ikke har været igennem et par bøger i fred og ro hjemme i lænestolen, går jeg ikke i gang med den næste bog. Der skal være en lille pause."
Jeg læste i en avis at du har et læserpanel, som kommer med forslag og ændringsforslag til dine bøger. Blandt andet blev det foreslået, at du skulle skrive bogen om Blekingegadebanden som en thriller. Men det var du absolut ikke indstillet på. Betyder det, at du hele tiden har været klar over, at den fiktive afdeling var ude af betragtning?Øvig: "Ja!
Inden jeg gik i gang med bogen om torturbødlen Birkedal var jeg i tvivl om det skulle være en roman eller virkelighed. Men dengang var der en romanforfatter - Kirsten Thorup, som var den der satte mig i gang med bogen - der sagde, at jeg for guds skyld ikke måtte skrive bogen som roman, fordi det ville blive en meget vigtigere bog, hvis jeg holdt mig til virkeligheden. Og det kunne jeg godt se bagefter, at hun havde fuldstændig ret i. Der er ingen grund til at finde på noget, når virkeligheden er så fantastisk. Derfor har jeg heller aldrig været i tvivl om at bøgerne om Blekingegadebanden skulle være 100% dokumentarisk. Men det er rigtigt nok, at der var en af mine læsere der syntes at jeg godt kunne digte lidt med."
Støtten
Jeg er lidt nysgerrig efter de økonomiske omstændigheder for en forfatter af i dag. Hvad lever man f.eks. af, når man skriver på sådan et stort projekt, som du har været i gang med - er der nogen form for støtte at hente?Øvig: "Hvis man er heldig, så lever man af den bog man lige har udgivet - altså den tidligere udgivelse. "Birkedal" solgte rimelig pænt, så det kom der en del penge ud af. Derudover holdt jeg foredrag om Birkedal, og det gav også noget. Så jeg havde lidt indtægter ad den vej, men slet ikke nok til at arbejde tre år på Blekingegadebanden. Derfor har jeg søgt støtte hos Litteraturrådet, som i sidste ende er staten, plus en tre-fire private fonde."
Hvor meget skal man gå i detaljer, når man søger støtte hos diverse fonde?Øvig: "Meget!
Der er jo mange om buddet, som søger støtte til alt muligt, så man skal for det første være heldig for i det hele taget af få penge, det vil sige man skal skrive en ansøgning som virkelig overbeviser dem om, at projektet bliver til virkelighed. Der er ikke noget de hader mere end at give penge til noget der løber ud i sandet."
Men du fik støtten?Øvig: "Ja, men jeg levede ikke overdådigt af pengene, men dog sådan at familien og jeg kunne klare os igennem."
Hvordan kom du i forbindelse med Gyldendal?Øvig: "Der er ingen lette løsninger. Derfor må man nødvendigvis indsende et fuldt færdigt manuskript til bedømmelse - med risiko for, at værket bliver vraget. Det var det jeg gjorde. Jeg tror det var min fjerde bog som udkom på Gyldendal. Jeg har tidligere udgivet bøger på Tiderne Skifter og Brøndum, men startbetingelserne er de samme. Efter den første bog forbedres betingelserne gradvist - især hvis den sælger godt - sådan at man kan ende med på forhånd at have en idé godkendt fra forlaget. Gyldendal er de største herhjemme, men er også en del mere kritiske end de øvrige."
Hvem vurderer bøgerne hos Gyldendal?Øvig: "Der sidder en række redaktører derinde, som læser de indsendte manuskripter. De fordeler opgaverne imellem sig. Forfattere som allerede er kendte (af forlaget), har som hovedregel en fast redaktør til at vurdere deres ting. Jeg har f.eks. Johannes Riis, som også er litterær direktør derinde. Iøvrigt den samme stilling som Klaus Rifbjerg i sin tid besatte."
Hvem er du inspireret af som forfatter. Er det nogle bestemte mennesker, eller går du bare ud fra dig selv og stoffet?Øvig: "Jeg har læst Torkil Hansen, fordi han også skriver i den dokumentariske genre, men samtidig skriver så man gider læse det - for eksempel "Hamsun", et stort trebindsværk om Knut Hamsun. Jeg vil jo ikke skrive historiske bøger, som læses af pligt, men vil helst have, at folk læser mine bøger, fordi de er spændende."
Hvordan kom du i gang med det journalistiske?Øvig: "Jeg lavede simpelten blad fra jeg var 11-12 år. Når jeg legede, så lavede jeg blad, "Holmebladet", fordi jeg boede i en lille forstad der hed sådan. Så spritduplikerede vi oppe på skolen. I starten skrev vi det i hånden, men senere på skrivemaskine og gennemslagspapir. Endnu senere blev det til et skoleblad. Så kom jeg i praktik på EkstraBladet, takket være en af forældrene (Ambro Kragh) som var journalist på avisens Århus-redaktion. Efter en uge på redaktionen var jeg ikke i tvivl længere. Mens jeg gik på Journalisthøjskolen kom jeg også i praktik hos EkstraBladet. Der var jeg i 1½ år og lærte meget. Men jeg lærte nu også, at jeg ikke skulle være resten af livet på EkstraBladet!"
Kilderne
Når nu der helt åbenbart er tale om en masse kilder du har trukket på i forb. m. bogen, hvorfor er disse kilder så ikke angivet i bogen?Øvig: "De ligger på nettet, på min hjemmeside oevig.dk, og der har de hele tiden ligget. Nu er de så kommet med i andenudgaven af bøgerne, for at komme de kritikere i møde som mente, at man ikke kunne stole på internettet - at de ville være væk om f.eks. ti år. Jeg mener ikke de har ret, men har ikke desto mindre imødekommet kritikken."
I indvandrerkredse møder man ofte...lad os kalde det en skepsis overfor det danske samfund, fordi de unge mennesker føler sig ringeagtede og udstødte af samfundet. Ligger der en latent mulighed/fare her for fremtidige Blekingegadebander?Øvig: "Så klog er jeg ikke, at jeg kan svare på det spørgsmål. Men ihvertfald er det jo klart, at et element i Blekingegadebanden - og sikkert også i andre grupper som kunne opstå i fremtiden - er en retfærdig harme over verdens uretfærdigheder, som de derfor skal lave om på. I Blekingegadebandens tilfælde var det vel nærmest den globale situation der vakte harmen, mens det for andre kan være noget mere personligt. En følelse af retfærdig harme ser ud til at være den fælles drivkraft."
Når jeg spørger er det også fordi du har sagt noget i retning af, at...."forståelse af Blekingegadebanden kan være en forståelse af, hvordan andre tilsvarende udstødte grupper kan finde på at agere".Øvig: "Nu var Blekingegadebanden jo ikke udstødte. Det er en af de ting som er med til at gøre banden interessant, for de var bestemt ikke udstødte, men levede tværtimod i sunde familier og alting. Mange af de terrorangreb vi hører om, er jo heller ikke udført af udstødte. Terrorangrebene i London var f.eks. udført af tilsyneladende velintegrerede unge mennesker, som alligevel havde den der harme eller vrede over tingenes tilstand."
Filmatiseringen
Hvordan går det med filmatiseringen af bogen?Øvig: "Der er nogen som i disse dage er i gang med at optage en dokumentarfilm, som har premiere i biograferne til marts (2009). Senere kommer den i fjernsynet. Så er der et svensk projekt, som er en TV-serie der laves i samarbejde med DR. Men det er dansk produceret af selskabet Nimbus."
Hvad er din rolle i filmen, er du rådgiver eller hvad? Kan du f.eks. bremse udviklingen af en film, som du finder problematisk?Øvig: "Nej, det kan jeg ikke. Jeg har solgt rettigheder til at de må lave en film - både til dem der skal lave en dokumentarfilm, og til dem som skal lave TV-serien. Og så er jeg ansat som konsulent, d.v.s. at jeg står til rådighed for dem, hvad de måtte ønske at spørge mig om, eller hvis de iøvrigt har brug for min hjælp. Men jeg kan ikke stoppe projektet. Jeg kan sige hvis jeg er utilfreds, at de ikke må bruge mit navn, men jeg kan ikke stoppe projektet."
Oprindelig så var det vel ham der ude i Hvidovre, Ålbæk...Øvig: "Han har sit eget projekt, jeg ved ikke rigtig hvad."
Var det ikke oprindelig meningen at filmatiseringen skulle være gået den vej?Øvig: "Jeg ville synes det havde været fint at samarbejde med Zentropa, men det kunne altså ikke lade sig gøre. Det er dog ikke mig som har ført forhandlingerne, det er svenskerne. Jeg har været med til nogle af møderne, og været meget opsat på et samarbejde, men det blev desværre ikke til noget."
Der har jo stået en del i aviserne om sagen...Øvig: "Jo, men det der har stået, har jeg ihvertfald ikke kunnet genkende. Jeg har aldrig forhandlet med Zentropa, men kun forsøgt at få svenskerne og Zentropa til at arbejde sammen. Det var mit håb, men det er desværre ikke lykkedes."
Hvad var din tilknytning til Zentropa, var du ansat som konsulent eller...Øvig: "Nej, jeg har tidligere arbejdet sammen med Lars von Trier, men det var i en helt anden forbindelse."
Vendepunktet
Er det for meget sagt, at bøgerne om Blekingegadebanden har betydet et kunstnerisk vendepunkt i din karriere?Øvig: "Vendepunktet kom langt tidligere, nemlig da jeg skrev "Efter drabet" for tre bøger siden. Det var der jeg opdagede, at jeg kunne skrive bøger på den måde - dokumentariske bøger med arkivarbejde og møde med øjenvidner o.s.v. I den forstand er bøgerne om Blekingegadebanden ikke anderledes end de to foregående - de er bare blevet en større succes. Og det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke noget vendepunkt."
Efter to timer i selskab med forfatteren, haster Øvig videre i sit travle program: opfølgning på de tre bøger om Blekingegadebanden, konsulent på flere filmatiseringer, foredrag på aftenskoler, aftaler med forlaget, samvær med familie og venner. Først når foråret kommer, bliver der midlertidigt lukket for foredragsvirksomheden. Så håber Øvig at få tid til at slappe af med dansk skønlitteratur, der bruges som opladning til nye opgaver. "I øjeblikket er der dog ingen nye emner på tapetet", siger han på vej ud ad døren. "Men det kan hurtigt komme, hvis en idé pludselig dukker op - på samme måde som Blekingegadebanden."
Det er vi nogle stykker der ser frem til.
Jeg siger tak til Øvig, fordi han ville afse tid til interviewet.
Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, så skriv til:
Kurt Starlit
2008.Nov.10
LINKS:
Blekingegadebanden stod bag flere forbrydelser
Blekingegadebanden en bestseller fra dag ét
Kapitel 1: Arrestationen (1989)
"Blekingegadebanden" får Cavlingprisen
Udsendelsen på DR2: "Autograf" (2008.Sept.23)
PET-kommission bliver sat under ekstra pres
Stikordsregister, bind I (Den danske celle)
Stikordsregister, bind II (Den hårde kerne)
I samme serie:
