1864 - hvordan kunne det gå så galt?
Hvordan kunne det gå så galt, er et spørgsmål man med rette kan stille, når man hører om det håbløse udfald af krigshandlingerne i Sønderjylland 1864. For slet ikke at tale om de efterfølgende fredsforhandlinger i London.
For undertegnede, der i 1950'ernes folkeskole har været udsat for en ensidig forherligelse af det danske sindelag og den tapre landsoldat, har det været chockerende at opdage, hvordan det reelt stod til:
1. Danmark var selv årsag til krigen.
2. Danmark var militært uforberedt på krigen.
3. Dannevirke fæstningsværkerne var ubrugelige.
4. Dybbøl fæstningsværkerne var ubrugelige.
5. Preussen var militært set danskerne klart overlegne.
6. Det politiske lederskab i København gik i sort - kongen inklusive.
Resultatet var, at krigen blev tabt på slagmarken p.g.a. dansk selvovervurdering og freden blev tabt ved forhandlingsbordet p.g.a. dansk stivsind.
To bøger fra Buk-Swienty, "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als", behandler en række aspekter af den håbløse krig - de militære, de personlige og de politiske - og giver overbevisende dokumentation for, at det ikke havde behøvet at gå så galt. Skal man sige det meget enkelt, skyldes nederlaget en kombination af dansk selvovervurdering, politisk uduelighed og en nationalliberal tidsånd der opfattede et Danmark til Ejderen som en historisk selvfølge.
Men selv under disse omstændigheder havde det ikke behøvet at gå så galt som det faktisk gjorde, idet f.eks. stormagten England gerne ville have hjulpet det lille land mod nord under de efterfølgende fredsforhandlinger i London. Forudsætningen var blot, at det lille land kendte sin egen besøgelsestid.
Det var mildt sagt ikke tilfældet. Takket være en usmidig og inkompetent forhandlingsindsats (med statsminister Monrad styrende i baggrunden) mistede Danmark enhver chance for at komme ud af forhandlingerne med de omstridte områder (Slesvig, Holsten og Lauenborg) på danske hænder.
Derfor vil denne webside koncentrere sig om de politiske overvejelser i datiden, som er behandlet i Buk-Swienty's bøger, fordi det er her hovedansvaret for det tragiske udfald af krigen og freden skal placeres.
Krig bør altid være sidste udvej, når alt andet er forsøgt. Begivenhederne i 1864 viser, at alt andet langt fra blev forsøgt. De mange tusind danske soldater døde og lemlæstedes i en kamp, som i realiteten var afgjort på forhånd. Det militære nederlag var uundgåeligt, men de efterfølgende fredsforhandlinger kunne have været vundet med et minimum af omtanke og fleksibilitet fra dansk side.
Begge dele udeblev, hvilket er historiens virkelige tragedie.
Kurt Starlit
aka CykelKurt
2013.Okt.13
Danske soldater under tilbagetrækningen fra Dannevirke
Vigtige begivenheder
Krigen 1864 kaldes også 2. Slesvigske Krig (Treårskrigen 1848-51 kaldes "1. Slesvigske Krig"). Krigen blev udkæmpet mellem Preussen og Østrig på den ene side og Danmark på den anden side. Krigen førte til, at Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig helt op til Kongeåen (v. Kolding).
5. juni 1849 - Grundloven indføres.
Den første danske grundlov er underskrevet af Frederik VII. Loven gælder ikke i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvor den danske konge stadig (i 1849) er enevældig hersker. De tre hertugdømmer har dog rådgivende stænderforsamlinger.
8. maj 1852 - London-protokollen underskrives.
Kaldes også London-traktaten, som er navnet på den fredstraktat, der officielt afslutter Treårskrigen 1848-51 og garanterer status quo, som den havde været før krigens udbrud i 1848. Det konservative zarstyre i Rusland er traktatens hovedarkitekt. Traktaten, som bliver underskrevet af alle Europas stormagter, garanterer den danske helstat, d.v.s. at det danske monarki (i 1852) består af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Styreformen i hertugdømmerne skal fortsat være enevælde. Det tyske forbund får indføjet en bestemmelse om, at Slesvig ikke må knyttes nærmere til Danmark end Holsten. Med traktaten skriver den danske regering under på, at den ikke vil knytte Slesvig direkte til den danske grundlov og ej heller udskille Holsten.
18. nov. 1863 - Novemberforfatningen vedtages.
Den nationalliberale regering C.C. Hall vedtager en fælles forfatning for Danmark og hertugdømmet Slesvig, der anses for at være det første skridt i retning af et Danmark til Ejderen. Ifølge forfatningen skal London-protokollen fra 1852 afvikles. Forfatningen anses som den direkte grund til krigen 1864, idet Danmark iflg. denne protokol har forpligtet sig til ikke at knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten.
Helstaten
Ved Helstaten forstås den statsdannelse, der opstod i 1814 og varede til 1864. Den omfattede:
Kongeriget Danmark,
hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Desuden Island, Færøerne og kolonierne Grønland,
Guldkysten, Tranquebar og De Dansk-Vestindiske Øer.
Denne multinationale stat kaldtes Helstaten Danmark.
Helstaten Danmark 1814-64
7. dec. 1863 - Holsten og Lauenborg invaderes.
Det tyske Forbund invaderer Holsten og Lauenborg. Det sker som en reaktion på den danske Novemberforfatning, der er i strid med aftaler indgået i London 1852 - den såkaldte London-protokol. Invasionen består af forbundsstyrker fra Østrig, Preussen, Sachsen og Hannover.
2. febr. 1864 - Slaget ved Mysunde (ty. Missunde)
Et prøjsisk angreb slås tilbage ved Mysunde.
Mysunde er en del af Dannevirke's østlige fløj
5. febr. 1864 - Dannevirke rømmes.
Dannevirke (ty. Dannewerk) er et system af befæstninger i Sydslesvig (nutidens Slesvig-Holsten). I praksis er det en jordvold, som blev bygget af danskerne tværs over den jyske halvø under vikingetiden. Dannevirke ligger ca. 30 km nord for floden Ejderen (ty. Eider).
I 1864 er der i befolkning og regering en urealistisk tro på Dannevirke's evne til at holde en fremtrængende fjende tilbage. De nationalliberale politikere satser på Ejderpolitikken, der går ud på, at Danmark har en historisk ret til hele Slesvig, som derfor bør indlemmes fuldstændig i kongeriget Danmark - og ikke blot være tilknyttet som hertugdømme. Eftersom Slesvig går til Ejderen i syd, kaldes den nationalliberale kurs for Ejderpolitikken. Slagordet er Danmark til Ejderen. Efter de første kampe foran Dannevirkestillingen står det dog klart for den danske overkommando, at stillingen ikke kan holdes, hvorfor en hurtig tilbagetrækning af 40.000 mand gennemføres i løbet af et døgn.
6. februar 1864 - Slaget ved Sankelmark
Sankelmark er en landsby 7 km syd for Flensborg.
18. april 1864 - Slaget ved Dybbøl.
Danskerne løbes over ende og trækker sig tilbage til Als.
25. april 1864 - Londonkonferencen.
På engelsk initiativ indledes forhandlinger i London med de implicerede parter. I første omgang aftales en våbenhvile, som skal træde i kraft 12. maj. På konferencen drøftes forskellige delinger af Slesvig samt en løsning ved en folkeafstemning eller en voldgift - d.v.s. at en tredjepart trækker en grænse.
Tyskland
Tyskland, som eet samlet rige, eksisterede ikke i 1864. Landet bestod af 39 små og store kongeriger, fyrstendømmer og fristæder, som tilsammen blev benævnt Det tyske Forbund - Der deutsche Bund.
Det tyske Forbund, 1864
28. april 1864 - Fredericia-fæstningen opgives
Den danske hær trækker sig tilbage til Als.
12. maj 1864 - Våbenhvile træder i kraft.
20. juni 1864 - Forhandlingerne i London bryder sammen.
Forhandlingerne bryder endeligt sammen, fordi danskerne ikke vil acceptere en løsning ved en voldgift, men står fast på en grænse ved Dannevirke.
26. juni 1864 - Våbenhvilen udløber.
29. juni 1864 - Slaget om Als
5000 preussiske soldater går i land på Als, hvor danskerne hurtigt opgiver forsvaret af øen og trækker sig tilbage til halvøen Kegnæs. Herfra evakueres de videre til Fyn, hvortil de sidste soldater overføres 1. juli. Den danske hærs tab (døde, sårede og fangne) i forbindelse med kampen om Als bliver ca. 3000 mand, mens de preussiske tab er ca. 300. Preusserne (tyskerne) har dermed besat Als og resten af Jylland helt op til Skagen.
3. juli 1864 - Kampen ved Lundby
Lundby er en landsby 14 km sydøst for Aalborg.
11. juli 1864 - Ministeriet Monrad går af.
Den nationalliberale Monrad-regering har udspillet sin rolle og går af. En ny Højre-regering under C.A. Bluhme tager over.
20. juli 1864 - Ny våbenhvile
Regeringen Bluhme aftaler ny våbenhvile med preusserne.
30. okt. 1864 - Freden i Wien
Fredsaftalen markerer den endelige afslutning af krigen 1864. Danmark afstår Slesvig, Holsten og Lauenborg, og bliver med aftalen reduceret til en ubetydelig småstat med 1,7 millioner indbyggere.
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Slagtebænk Dybbøl, side 132:
Fordi man i Danmark vidste, at Novemberforfatningen ville træde mange over tæerne, og sandsynligvis ville fremprovokere en væbnet konflikt, er Krigen 1864 i overvejende grad Danmarks krig. Med sin nye forfatning var Danmark langt hen ad vejen aggressoren. Sådan blev det ihvertfald set af det internationale samfund, der derfor heller ikke greb ind på Danmarks vegne, da krigen først kom.
Men selvfølgelig, der skal to til at danse tango, og da danskerne havde inviteret til dansen med sin nye forfatning, tromlede den prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck nærmest ud på dansegulvet. Han havde i flere år håbet på, at en lejlighed ville byde sig, men han havde ikke drømt om, at danskerne ville være så villige og letsindige dansepartnere.
Slagtebænk Dybbøl, side 133:
Danmark var i 1860'erne et tosproget og flerkulturelt rige. Selve kongeriget Danmark havde 1,6 millioner indbyggere; de tre tilknyttede hertugdømmer i alt 1,4 millioner. Før 1864 talte to trediedele dansk som hovedsprog og en trediedel tysk i Danmark. Disse blandede sprogforhold var der i samtidens Europa intet odiøst i. Næsten alle stater var multikulturelle og flersprogede.
I en sammensat helstat som den danske gik man op i spørgsmål, som i dag ikke giver megen mening. Først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle forblive en helstat - og i givet fald, i hvor høj grad helstatens provinser, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle styres igennem en fælles forfatning, eller snarere have en grad af autonomi under en enevældig dansk konge. De, som gik ind for bevarelse af helstaten, kaldte sig helstatsfolk.
Eller skulle man i stedet opløse helstaten og skabe et Danmark, som gik til Ejderen, hvilket ville sige et Danmark, som indlemmede Slesvig under sin kongetrone og i sin grundlov? De, som gik ind for dette, kaldtes de nationalliberale. De dominerede Rigsdagen fra og med 1857 og fik i 1863 Novemberforfatningen presset igennem.
Slagtebænk Dybbøl, side 347:
Havde danskerne ikke givet modstanderen muligheden for at sejre den 18. april - og havde prøjserne stormet tomme forsvarsanlæg - ville det have desillusioneret de prøjsiske hærledere. Så ville man endnu en gang være blevet berøvet et militært klimaks, sådan som det skete ved Dannevirke, og så ville utilfredsheden ingen ende have haft i Berlin. Det ville da have været et svækket Prøjsen, der gik til de fredsforhandlinger, som startede i London den 20. april 1864.
Når Dybbøl var en så stor tragedie, skyldes det ikke alene at tusinder af mænd var blevet dræbt og lemlæstet til ingen verdens nytte, men også den bitre kendsgerning, at havde danskerne undslået sig blodsudgydelsen, ville de have vundet en sejr og have stået stærkere i de forestående fredsforhandlinger.
Rusland, Frankrig og Storbritannien forsøgte sig som mæglere på konferencen. Men de danske forhandlere mødte lige så uforberedte op i London, som man havde været uforberedt på krigens komme.
De danske forhandlere havde stadigvæk ingen fornemmelse for magtpolitiske realiteter. Man havde ofret en stor del af hæren ved Dybbøl - og nu da man sad ved forhandlingsbordet, tog man fra dansk side som udgangspunkt, at man stadig var i besiddelse af Als, hvorved man prøvede at underspille nederlaget den 18. april.
Men blodbadet ved Dybbøl var ikke bare et tabt slag. Den militære realitet var nemlig nu, at den i forvejen underlegne danske hær havde mistet fatalt mange af sine bedste mænd og officerer. Hærens slagkraft - og herunder moralen - var blevet yderligere svækket.
Som Monrad senere indrømmede, kunne han - givetvis på grund af anfald af maniodepression - ikke se klart. Han ignorerede fuldstændig de militære realiteter og nægtede at gå ind på en deling af Slesvig. Forhandlingerne brød sammen.
Slagtebænk Dybbøl, side 349:
Atter kom våbnene til at tale. Og en ny dato mejslede sig ind i dansk historie: den 29. juni 1864. Ganske vist har den danske eftertid valgt helt at lade som om den dato ikke eksisterer, denne sommerdag, hvor krigens ret beset afgørende slag fandt sted. Slaget om Als - et vovet prøjsisk overraskelsesangreb hen over Alssund, der i dramatik og blodsudgydelse ikke stod tilbage for den 18. april, dog med den forskel, at den danske modstand denne gang blev fuldstændig knust.
Denne gang var der intet for en dansker at mindes, ingen 8. brigade der dækker en retræte. Ingen myter og legender kunne spindes om den 29. juni. Danskerne fik med det yderste af neglene reddet dele af enhederne på Als over til Fyn, men mere end 3.000 danske soldater blev dræbt, såret eller taget til fange den dag.
Da blev den danske nation for alvor grebet af panik. Københavns borgervæbning blev tromlet sammen, og Danmark syntes at være på vej til sin fuldstændige opløsning. For hvis prøjserne kunne tage Als - hvad ingen havde troet muligt p.g.a. den danske overlegenhed til søs - så kunne fjenden velsagtens også sætte over til Sjælland og sluttelig erobre København?
Først da de danske politikere og folkevældet i København opdagede, at også de var truet på livet, gik tragediens omfang for alvor op for dem - og da var meget allerede for sent.
Et totalt ydmyget Danmark fik elendige fredsbetingelser. Man måtte afstå hele hertugdømmet Slesvig samt Holsten og Lauenborg. Hermed mistede man næsten halvdelen af landets befolkning og mere end en trediedel af landarealet. Danmark var blevet en småstat.
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Dommedag Als, side 13:
London, Downing Street 10
Oversat til mundret dansk sagde Quaade, der selvfølgelig talte fransk, diplomaternes sprog, at den danske regering ikke kunne tilslutte sig det seneste britiske fredsforslag, der gik ud på, at en folkeafstemning i Slesvig én gang for alle skulle afgøre, hvor en fremtidig dansk-tysk grænse skulle gå.
Med denne udmelding, som han fremsatte kort efter at mødet var begyndt, kunne ingen længere være i tvivl om, at de sidste to måneders opslidende forhandlinger i London med briterne som mæglere havde været frugtesløse. Når våbenhvilen mellem Danmark og Prøjsen-Østrig udløb natten til den 26. juni, ville nye blodsudgydelser snart finde sted igen.
For briterne og vel for alle andre end danskerne var Quaade's udmelding forbavsende. Ønskede Danmark virkelig krigen genoptaget mod de to tyske stormagter? Øjensynligt ja. Efter nogle samtaler, der bølgede hidsigt frem og tilbage over forhandlingsbordet, var det hurtigt blevet klart, at der skulle et diplomatisk mirakel til for at forhindre krigens komme.
Et sidste og mest af alt formelt konferencemøde blev fastsat til den 25. juni. Som sædvanligt skulle mødestedet være Downing Street, og som sædvanligt var mødetidspunktet for de 13 mænd kl. 13 til et møde, der iøvrigt ville blive konferencens trettende. For danskerne skulle tallet 13 vitterligt vise sig at være ildevarslende.
Dommedag Als, side 14:
Karlsbad, Bøhmen i kejserriget Østrig
Ordet "ildevarslende" lå til gengæld den 49-årige prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck fjernt, da han modtog et telegram fra London, der meddelte, at fredsforhandlingerne var tæt på at bryde sammen. Ministeren havde svært ved at tro, at tingene i en sådan grad kunne falde ud til hans fordel. Igen hjalp danskerne ham mere, end han nogensinde havde turdet håbe på.
Dommedag Als, side 15:
Selv efter pres fra Storbritannien og Frankrig som advarede om, at Danmark ville stå isoleret hvis det kom til krig, nægtede den danske regering at trække Novemberforfatningen tilbage.
Intet passede Bismarck bedre, end at krigen atter stod for døren. Det gav ham chancen for at sætte alle kræfter ind på at forfølge sit endelige - og stadigt hemmelige - mål: at vinde prøjsisk kontrol med Holsten og den sydlige del af Slesvig og dermed også med havnebyen Kiel.
Dommedag Als, side 59:
Downing Street 10, London
Londonkonferencen var officielt brudt sammen, og de danske forhandlere gjorde intet for at ændre på udfaldet. De havde ingen indsigelser, viste ingen fortrydelse, intet havde de gjort, end ikke i uformelle forhandlinger, for at forhindre, at sammenbruddet kom. To år senere skrev den danske delegerede A.F. Krieger i sin dagbog fra forhandlingerne:
Havde nogen forud for konferencens opløsning fortalt os, at Als ville blive taget som det skete, ja da havde vi vistnok rådet til at tage freden i London à tout prix - for enhver pris.
Dommedag Als, side 169:
Allerede i slutningen af 1864 tilbød briterne sig som mæglere. De britiske ambassadører i Berlin, Wien og København foreslog de krigsførende regeringer, at der hurtigst muligt blev holdt en fredskonference i London. Uden tøven sagde Prøjsen og Østrig ja.
Otto von Bismarck understregede, at prøjserne ville være indstillet på en våbenstilstand og sågar en tilbagetrækning af tyske tropper fra krigsskuepladsen, hvis den danske flåde til gengæld opgav blokaden af de tyske havne.
Danmark, den svageste part, var derimod til briternes overraskelse afvisende. Ugen før de britiske ambassadører gik til de krigsførende regeringer med forslaget om en fredskonference, havde den danske regering udsendt en telegrafbesked - en såkaldt cirkulæredepeche - til London, Berlin og Wien med følgende bramfri udmelding:
Før Slesvigs besættelse ville vi have kunnet slutte fred med Tyskland. Efter denne begivenhed har den kongelige regering intet andet valg end at fortsætte krigen, indtil den tidligere tilstand er genoprettet i Slesvig og dette hertugdømme igen bragt under kongens myndighed. Først da kan vi forny vore bestræbelser på at ende striden med Tyskland ad forhandlingens vej.
Den danske regering signallerede hermed, at Danmark var parat til at kæmpe, indtil man havde uddrevet de tyske hære. I praksis ville det sige, at danskerne ville kæmpe til den bitre ende.
Helt turde den danske regering dog ikke lukke døren for forhandlinger. Monrad udbad sig på sin regerings vegne betænkningstid. Tre kostbare uger fik lov til at gå. Alt imens hentede den prøjsiske hær svært belejringsskyts til Dybbøl og kunne for alvor stramme grebet om den danske stilling.
Imens den danske regering i København trak tiden ud, begyndte der således at falde flere og flere granater over Dybbøl, og først den 18. marts - dagen efter, at den danske hær med store tab blev kastet ud af Ragebøl og Dybbøl by foran skanserne - meddelte Monrad, at Danmark nødtvungent ville gå til forhandlingsbordet. Han understregede dog, at danskerne ikke ønskede hverken våbenstilstand eller våbenhvile.
Det var hans antagelse, at Dybbøl-stillingen var så stærk, at den ikke vilde falde, i hvert fald ikke inden for en overskuelig fremtid, og han ræsonnerede desuden, at danskernes blokade af de tyske havne først for alvor ville blive effektiv i løbet af foråret, og at det ville være i dansk interesse at lade krigen fortsætte, mens der blev forhandlet om fred.
Dette ville Storbritannien dog ikke gå med til, og tøvende samtykkede den danske regering slutteligt i, at forhandlingerne også skulle tilvejebringe en våbenstilstand eller våbenhvile.
Våbenhvile
Våbenhvile er betegnelse for en relativ kort standsning af kamphandlinger. Der er aftalt et tidspunkt for, hvornår kamphandlingerne igen kan fortsætte. Al kamp indstilles dog, hvis de stridende parter i mellemtiden bliver enige om fredsbetingelserne.
Våbenstilstand
Våbenstilstand er en mere langfristet og som regel mere permanent standsning af kamphandlinger. Der er ikke aftalt noget tidspunkt for ophøret af våbenstilstanden, og fjendtlighederne starter kun op igen, hvis parterne er enige om, at dette skal ske.
Det første møde blev sat til den 12. april (1864). Ud over mægleren Storbritannien og de krigsførende lande blev Rusland, Frankrig, Sverige-Norge og Det Tyske Forbund indbudt til konferencen. Med undtagelse af Det Tyske Forbund havde disse lande sammen med Storbritannien og de krigsførende parter underskrevet London-traktaten i 1852, Treårskrigens endelige fredstraktat, der garanterede den danske helstatskonstruktion.
Netop som danskerne langt om længe indvilgede i at gå til forhandlingsbordet, begyndte Bismarck så til gengæld at trække tiden ud. Han ønskede fortsat forhandlinger, men i løbet af april havde han øjnet muligheden for en stor prøjsisk sejr ved Dybbøl, før forhandlingerne blev indledt. Det var derfor afgørende for Bismarck, at tiden blev trukket ud endnu et par dage. Med en sejr ved Dybbøl ville Prøjsen stå anderledes stærkt i London.
Til Bismarcks held var også Det Tyske Forbund inviteret med til forhandlingerne, og denne løst sammensatte samling af tyske stater havde brug for tid til at finde en egnet delegeret, der kunne repræsentere forbundet. Ikke før han var fundet, kunne parterne sætte sig ved forhandlingsbordet, argumenterede Bismarck.
Konferencen, der skulle have startet den 12. april, blev udskudt. Briterne satte forhandlingsstart til 20. april, og hermed nåede Bismarck at få sejren ved Dybbøl. Med nederlaget ændredes det danske forhandlingsudgangspunkt fra dårligt til elendigt.
Dommedag Als, side 177:
De danske delegerede kunne have været nok så smidige, de kunne have været nok så enige, fremsynede og nok så handlekraftige - alligevel ville det i sidste ende næppe have gjort hverken fra eller til. Som udsendinge for den danske regering måtte de følge den kurs, statsministeren og til en vis grad kongen udstak.
Fordi man befandt sig i telegrafens tid, var det svært som delegeret at handle på egen hånd. Beskeder mellem regering og de udsendte blev telegraferet og næsten øjeblikkeligt kommenteret. Enhver lille forhandlingsdetalje kunne følges på lang afstand. Det stod i modsætning til bare få år tidligere, hvor kommunikationen foregik med breve, der kunne være undervejs i ugevis. Dengang havde en forhandler stort råderum. Sådan var det ikke længere.
Hovedansvaret for forhandlingernes gang faldt således tilbage på statsminister og midlertidig udenrigsminister D.G. Monrad, ihvertfald i forhandlingernes første fase. I den sidste fase var det kongen der førte ordet. Men det blev tingene ikke ligefrem bedre af.
Hvor umulig en opgave de tre delegerede var blevet sendt ud på, fremgår af de uklare, uafklarede og selvmodsigende instrukser de fik fra statsministeren. Instrukserne afspejlede, i hvor høj grad Monrad og de andre nationalliberale politikere var i vildrede med sig selv.
De nationalliberale havde kæmpet for, at Slesvig blev nærmere knyttet til Danmark, men nu var den danske hær så godt som fordrevet fra slesvigsk grund. Hvilken diplomatisk kurs kunne de på den baggrund med rimelighed følge? Ideelt ingen, hvis kursen skulle være bare den mindste smule attraktiv for en nationalliberal. Realistisk set var der tre veje danskerne kunne søge ved forhandlingsbordet.
1. En genskabelse af situationen som den var før krigen. Det vil sige en genindførelse af helstaten Danmark.
2. En deling af Slesvig i en dansk og en tysk del.
3. En personalunion - d.v.s. en løsere dansk tilknytning til Slesvig og Holsten, hvor kongeriget Danmark og hertugdømmerne havde fælles konge, men ellers var politisk autonome.
Den første løsning - en genetablering af helstaten Danmark - var naturligvis uattraktiv for Monrad og de andre nationalliberale, fordi den danske regering netop havde kastet Danmark ud i en krig for at afvikle helstaten.
Den anden løsning - en deling af Slesvig - var af ideologiske grunde endnu mere frastødende, også selv om denne løsning afgjort var den mest logiske.
Forud for Treårskrigen 1848-50 havde det for mange fremtrædende nationalliberale politikere, selv for Monrad, været en almindeligt accepteret tanke, at man skulle løse den dansk-tyske strid en gang for alle ved at dele Slesvig efter nationale tilhørsforhold. Men fronterne blev hærdede med Treårskrigen, og med den danske sejr blev det et ideologisk mantra, nærmest et kampråb, at hele Slesvig skulle tilknyttes kongeriget, også selv om den sydlige del var tysksindet.
Den tredie løsning, en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne, forekom de nationalliberale så forfærdelig, at de end ikke ville overveje denne mulighed. Personalunionens medlemmer fik måske en fælles konge, men hertugdømmernes politiske autonomi ville blive så stor, at denne ordning måtte betyde, at Slesvig gled bort fra al dansk indflydelse.
Helstatsmanden kong Christian IX, der som medlem af Statsrådet nød indflydelse på den danske udenrigspolitik, havde helt andre drømme. Helst så han helstaten, det gamle Danmark, bevaret. Var dette ikke muligt, var hans klare anden prioritet oprettelsen af en personalunion, også selv om det var en løsere statskonstruktion end helstaten. I det mindste ville han i en personalunion fortsætte med at være en slags overhoved over de territorier, der tidligere udgjorde helstaten, hvis man da kunne enes om, at han og hans familie bevarede arvefølgeretten.
Eftersom den danske regering under Monrad ikke kunne øjne nogen attraktiv kurs for Danmark og heller ikke bare kunne afvise kongens synspunkter blankt, blev den instruks, de danske delegerede i London fik fra deres regering, en rodebutik af modsatrettede tanker og krav. Instruksen, som Monrad skrev på baggrund af et udkast udformet af Udenrigsministeriets departementschef, Peter Vedel, rummede tilmed en iøjnefaldende grad af mangel på kompromisvillighed. Det var næsten, som havde instruksens forfatter ikke forstået, at danskerne havde tabt - ikke vundet - slaget ved Dybbøl.
Dommedag Als, side 235:
Få minutter inde i mødet den 22. juni, Londonkonferencens tolvte, bad den danske chefforhandler Quaade om lov til at læse en erklæring højt. Danskerne afviste det britiske forslag om en folkeafstemning, og de holdt fast i en grænse syd for Dannevirkelinien.
Dermed brød Londonkonferencen i praksis sammen. Det fastslog en træt lord Russel på det næste og trettende konferencemøde den 25. juni, der egentlig blot blev holdt rent proforma. Forgæves havde diplomatiet talt. Nu var det igen våbnenes tur.
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Efterspil
Efter sammenbruddet af forhandlingerne i London (25. juni 1864), angriber prøjserne øen Als, hvor resterne af den danske hær mister yderligere ca. 3.000 mand inden den hovedkuls stikker halen mellem benene.
Det ender alt sammen med en ny våbenhvile (20. juli 1864) i Wien, hvor danskerne forhandler direkte med sejrherrerne Preussen & Østrig.
Forhandlingerne resulterer i betingelsesløs afgivelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Traktaten underskrives den 30. oktober 1864.
Danmark går med afgivelsen af de tre områder ned fra et indbyggertal på 2.6 millioner til 1.7 millioner og er med ét slag reduceret til en ubetydelig lilleputstat.
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
LiNKS
Slagtebænk Dybbøl (dokumentarfilm)Et afsluttende ord
Krigen 1864 (Historiecenter Dybbøl Banke)
A.F. Krieger, nationalliberal politiker
Albrecht von Roon, preussisk krigsminister
Carl Lundbye, dansk krigsminister
Carl Ploug, redaktør af Fædrelandet, nationalliberal
Christian Emilius Reich, dansk krigsminister
D.G. Monrad, dansk nationalliberal politiker
Edward Dicey, korrespondent på The Daily Telegraph
Edwin Freiherr von Manteuffel (= Friedrich von Manteuffel)
George Joachim Quade, dansk chefdelegeret v. fredsforhandlingerne i London 1864
Kong Christian IX, dansk konge
Otto von Bismarck, preussisk ministerpræsident
Prins Friedrich Karl af Preussen, preussisk hærfører
Torben Bille, forhandlingsdeltager for Danmark i London
Wilhelm d. 1. af Tyskland, preussisk konge
Danskernes svimlende selvfølelse
TV-serien "1864" af Ole Bornedal, udsendt af DR, okt. 2014
Som nævnt i indledningen indeholder Buk-Swienty's to bøger om krigen i 1864 til overflod militære, personlige og politiske vinkler på sagen. Citaterne her på siden er kun et lille udvalg af de politiske overvejelser omkring den famøse krig, som bøgerne bugner af. Det tilrådes derfor interesserede selv at læse de to bøger. Det er intet mindre end chokerende læsning.
Har du spørgsmål eller kommentarer til denne side, skriv til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
