Udsendt i anledning af Hviids Vinstues 250-års jubilæum, 5. sept. 1973
Forord
Historien om Hviids Vinstue er i virkeligheden en beretning om "København i en nøddeskal", for Hviid er og har altid været mødestedet for et bredt udsnit af københavnere af alle aldre og samfundslag, selv om det måske nok i nogen grad er kunstnere og intellektuelle, der har udgjort dens stampublikum. På nærmeste hold har den været vidne til byens store brande 1728 og 1795, den har oplevet Englandskrigene 1801 og 1807, de slesvigske krige, den første verdenskrig og besættelsens fem forbandede år. Glædelige og sørgelige begivenheder er blevet drøftet i dens trange og mørke lokaler, og nu da den som byens ældste vinstue fejrer sit 250-års jubilæum, er det derfor fornøjeligt i erindringen at genopfriske nogle af de hændelser, der har udspillet sig i dens særprægede milieu, og mindes de slægter, som har skabt det.
- Steffen Linvald
Hvad er "Hviid" - dens historie og udvikling
"En gang Hviid, altid Hviid", sådan har ikke blot stamgæsterne, men også mange andre tænkt. For eksempel har Jens August Schade i den berømte vinstues gæstebog betragtet Hviid som et "åndehul for længe siden og et åndehul i dag". Det er nemlig her i den hyggelige kælder på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade, at de "rigtige" københavnere i generationer har sat hinanden stævne og i de små lavloftede rum under de tilrøgede bjælker - der iøvrigt for en femten år siden nær var blevet vinstuens skæbne, idet sundhedsmyndighederne efter 200 års forløb pludselig havde opdaget, at de i højden manglede 70 cm i at være "lovlige" - gælder i sandhed det gamle ord, at hvor der er hjerterum, er der også husrum. Thi hvad gør det, at pladsen er kneben og man næsten må sidde på skødet af hinanden - det forhøjer jo blot hyggen og taler til gunst for stedets afslappede atmosfære. Og fornøjeligt er det under disse omstændigheder at kaste et blik ud gennem de lavtsiddende vinduer og se livet udfolde sig på Kongens Nytorv i et perspektiv, som det ellers kun er hunde og småbørn beskåret.
For mange københavnere er "Hviid" blevet et andet hjem - ja en enkelt stamgæst har endog benyttet vinstuen som sit "kontor", hvor han havde fast træffetid. Det er blandt andet stamgæster som ham, der har givet stedet tradition, men det er den store og brogede flok af københavnere i alle aldre, der har skabt dens ry. Forretningsfolk og håndværkere, kunstnere og skuespillere, ældre akademikere og unge studenter - alle er de kommet her for på lige fod under gemytlige former at nyde en drink, eller hvis pengene har været små, blot en enkelt øl, som for en stund har fået dem til at glemme dagligdagens fortrædeligheder. Og ikke sjældent er det til "Hviid" deres tanker er gået, når de fjernt fra hjemlandets kyst har længtes efter København. Ikke mærkeligt at denne særegne vinstue, hvis atmosfære minder om de berømte engelske pubs, også falder i mange udlændinges smag, for her i disse gammelkøbenhavnske omgivelser synes de at finde byens egentlige melodi. Og så stor berømmelse har den, at en restaurant i Sorrento er blevet opkaldt efter den!
Nu hvor "Hviid" som Københavns ældste vinstue fejrer sit 250 års jubilæum og derfor forlængst har indskrevet sit navn i historiens annaler, er det naturligt at kaste et blik tilbage på dens minderige fortid. Hvilke begivenheder og hændelser har den ikke været vidne til, og hvad ville den ikke kunne fortælle, om den havde mæle. Det har den for så vidt som navnene på dens tidligere indehavere - kendte som ukendte vinhandlere - er optegnet på væggen under de tilrøgede loftsbjælker. Hver og en af dem repræsenterer en epoke i byens og vinstuens historie, som det er fornøjeligt at tænke tilbage på.
For 250 år siden var København kun en lille by, hvis knap 60.000 indbyggere klumpede sig sammen indenfor voldene, der lå som en ring omring staden og beskyttede den mod fjendtlige angreb. Grundmurede renæssancehuse med svungne sandstensprydede gavle og gårde af bindingsværk med stokværksfremspring og svalegange afvekslende med lave boder satte endnu deres præg på de middelalderlige snævre og krumme stræder og gader. Til undtagelserne hørte Kongens Nytorv, hvis tilblivelse og bebyggelse skulle tjene til glorificering af den unge enevælde. Det var blevet anlagt i 1670, og to år senere bestemte Christian V til vejledning for de byggelystne,
at ingen må på bemeldte torv nogen huse eller bygning sætte, som jo i det mindste befindes i to stokværk i højden, foruden kælder, og til gaden med en brandmur opført, og derhos iagttages, at samme huse, såvidt muligt er, på een manér og efter een bygningsmodel efter vore stadsbygmesters anledning bygges.
I enkelte tilfælde synes disse forskrifter imidlertid ikke at være blevet overholdt. Således lå der engang på hjørnet af Lille Kongensgade et toetagers bindingsværkshus med gavl ud til torvet og med en stærkt fremspringende hjørnekarnap på første sal. Sammen med de nuværende nabohuse, Kongens Nytorv 21 og Lille Kongensgade 4, udgjorde det oprindelig en stor ejendom, hvis historie kan følges tilbage til 1496, da den nævnes som "Hans Bogbinders ødehave på byens jord ved muren (d.v.s. bymuren langs daværende Østervold) og Hans Brolæggers humlehave".
Femogtyve år senere i 1521 lå her imidlertid en gård, der tilhørte rigsråd og lensmand Albert Jepsen Ravensberg og hans hustru Sophie Podebusk. Siden kom den i andre kendte adelsmænds besiddelse, deriblandt rentemester, senere stiftsbefalingsmand over Ålborg stift, Steen Hohendorff til Rønneholm, som omkring 1667 i forbindelse med sløjfningen af den middelalderlige Østervold langs Kongens Nytorvs vestside fik tillagt sin ejendom en omtrent 10 alen bred strimmel jord. Dens sidste adelige ejer var amtmand, etatsråd Christen Skeel til Vallø og Rudholt, der i 1706 solgte den til den ansete læge, professor Johan von Buchvald. 2)
Denne havde da en ret eventyrlig karriere bag sig. Oprindelig uddannet som barbersvend havde han på en fireårig studierejse til Holland, Tyskland og Østrig i 1683 oplevet Wiens belejring af tyrkerne og var efter sin hjemkomst blevet udnævnt til skibskirurg. En ny rejse til Holland og Paris, hvor han studerede medicin og kirurgi, medvirkede sikkert til at skaffe ham embedet som livkirurg hos kronprins Frederik (IV), i hvis store udenlandsrejse til Italien og Frankrig han deltog 1692-93. Derefter blev han medicus og kirurg ved flåden, men rejste 1697 til Leiden, hvor han tog en licentiatgrad. Tre år senere blev han dr. med. ved Københavns Universitet, og derefter avancerede han støt og roligt til professor og rektor for universitetet. 80 år gammel afgik han ved døden i 1738. 3)
Allerede i Skeels ejertid var kælderen under hans ejendom på Kongens Nytorv blevet udlejet til et par franske vinhandlere, Paul Bion og Pierre Boué. At dømme efter en klage fra 1704 synes de øvrige vinhandlere i dem at have set en farlig konkurrent. 4) Dette synes dog ikke at have fået dem til at opgive deres næring, for til advarsel for andre offentliggjorde oldermanden for vinhandlerlauget den 24. februar 1705 navnene på de udlændinge, der gjorde lauget indpas, og da heller ikke dette synes at have haft nogen virkning, indgav han som et sidste forsøg på at komme de indvandrende vinhandlere til livs den 17. marts 1708 en klage til kongen, hvoraf det fremgik, at
en del fremmede nationer og franske købmænd og groshandlere, som ej ere udi lauget og ej heller have lært professionen, dog understå sig til at sælge og udtappe vine i deres huse ligesom vinhandlerne, så og desforuden lade deres vine og brændevin forse og forarbejde ved deres egne folk og andre utilladte personer. De besværede sig oven i købet over lauget og ønskede yderligere friheder, hvorved kongens indfødte undersåtter vilde ruineres, idet somme ikke vilde blive istand til at holde svend, langt mindre en dreng. 5)
Hvor længe Bion og Boué herefter har kunnet holde stand i kælderen under Kongens Nytorv vides ikke, men sikkert er det altså, at allerede i begyndelsen af 1700-tallet har der været en vinkælder i ejendommen, men da dens indehavere ikke var tilknyttet vintapperlauget, har den ikke været betragtet som "lovlig". Det blev den sikkert først anset for at være, da de blev anerkendt af dette, og det er jo nok grunden til, at 1723 er blevet fastsat som det år, den er blevet oprettet.
Om de første årtier af dens historie vides i virkeligheden intet, men som Henrik i Holbergs "Maskerade" siger:
Unge folk har sine tidsfordriv og gamle folk sine. Ungdommen fornøjer sig med spil, dans og deslige lystigheder, gamle folk her i landet ved at sidde på et vinhus om aftenen og igjennemhegle ungdommens fejl, indtil de af fire vægtere må lade sig slæbe drukne hjem. Jeg siger det ikke for at laste gamle folk, men for at vise, at hver alder har sine fejl. Om det nu er mindre synd at gå drukken hver aften til sengs, hvilket er gamle skikkelige folks grande mode hos os, eller at gå på maskerade på visse tider af året, det lar jeg stå ved sit værd... 6)
Tydeligere kan borgerskabets glæde ved vinhusene næppe udtrykkes, for når selv en Jeronimus kan finde behag i at besøge dem, er det givet, at de på Holbergs tid har været en del af byens hverdag. Værtshuse, ølkældre og vinstuer fandtes der da næsten også i enhver gade. Et stort antal blev ganske vist ødelagt under byens første større brand den 20.-23. oktober 1728, hvor er trediedel af staden blev lagt øde. Til de bydele der blev skånet, hørte kvarteret omkring Nikolaj Kirke og Kongens Nytorv, og mange af dem, der var blevet husvilde, fandt derfor her et midlertidigt logis. Buchwalds ejendom på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade husede således efter branden ialt 36 personer, hvoraf de 16 havde mistet deres eget hjem. 7)
I de følgende år genrejstes staden, og det blev nu de såkaldte ildebrandshuse med kvist og trekantsgavl midt over facaden, der kom til at sætte deres præg på gadebilledet. Om huset på Kongens Nytorv vides imidlertid ikke andet, end hvad indskrifterne på vinstuens vægge beretter om navnene på dens indehavere. I skøde- og panteprotokollerne 8) er det første gang nævnt den 25. juli 1746, da det i fællesskab erhverves af Bernt Jacob og hans svigersøn Meyer Levi Jacob, som endnu ejede det i 1757. 9)
Endog navnene på vinstuens ældste indehavere er vanskelige at efterspore. Den første, oplyses det i "Danmarks ældste Forretninger", som KRAK udgav 1910, skal have været en vis C. Hendrichsen, men hverken han eller hans efterfølger Jens Giemsen, der ifølge samme kilde skal have overtaget forretningen i 1730, har det været muligt nærmere at efterspore. Muligvis kan den sidste dog være identisk med vinhandleren Jens Gemzøe, der den 12/4 1728 fik borgerskab som øltapper og dengang boede på Østergade 10). Han optræder i et skifte 1739, og endnu i 1747 omtales han under benævnelsen værtshusholder som arvepart i en sag. 11)
Dette behøver ikke at stride mod KRAK's antagelse, at han allerede i 1740 som ejer af vinstuen på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade skal være blevet efterfulgt af en mand ved navn Tjæbe, som måske kan være den Joseph Phoebe, der i 1732 havde fået kgl. privilegium til at handle med vin, skønt han ikke var medlem af Vintapperlauget. 12) Ifølge indskriften på væggen skal Thomas Soderup i 1751 have eferfulgt ham som vinhandler, men i så fald har han kun drevet den i godt en halv snes år, for den 27. juni 1763 blev ejendommen købt af stadskaptajn og hofgrovsmed Michael Nietze, der lod den tidligere adelgård nedrive og erstatte af en moderne nyklassisk ejendom.
Årsagen hertil kendes ikke, men muligvis har det gamle bindingsværkshus været noget forfaldent, og da det desuden sikkert har været ret utidssvarende indrettet, har det været mest fordelagtigt for ham at udnytte den store grund til opførelsen af et nyt hus med herskabelige lejligheder. I november 1767, da dette var færdigbygget, blev der foretaget en vurdering. 13) Hjørnebygningen udgjorde da sammen med nabohuset Kongens Nytorv 21 een stor ejendom med facade ud til Kongens Nytorv på 11 fag, hvoraf de syv, der dannede et fremspring med altan over en port midt på huset, var fire etager højt, hvorimod yderfagene indtil 1802 kun var tre. Gentagne ombygninger ændrede i tidens løb dette facadeskema, og i 1892 fik nr. 21 af Det kgl. Teaters arkitekt Vilhelm Dahlerup sin nuværende skikkelse, hvorved den ud til torvet fik udseende af at være en selvstændig ejendom. Derimod har hjørnehuset med Hviids Vinstue ikke ændret sig synderligt, selv om facaden først i 1866 synes at være blevet oliemalet, samtidig med at de to dækplader af sandsten er blevet anbragt over nedgangene til vinkælderen. 14)
I vurderingen fra 1767 oplyses, at foruden denne var der i kælderen en gæstestue med en bilæggerovn, "hvorpå en tromle og 4 messingknopper", to brændselskamre og bag disse en forstue med opgang til gården, hvorfra der var afdelt to spisekamre, "dernæst et køkken med indretning og et sovekammer med vinduer fra Lille Kongensgade", i hvilket der var to faste skabe og en vindovn.
11. februar 1796, da ejendommen tilhører vinhandler Lars Kuuhr, foretages en ny vurdering, der supplerer den første. 15) Af denne fremgår det, at de to nedgange fra gaden har dobbelte døre og indvendig glasdøre, som fører ind til en forstue, der har gipset loft, trægulv og brystpanel på væggene. Gæstestuen ud til torvet har ligeledes gipset loft, mens væggene nederst har paneler og derover er betrukket med malet lærred. Trappen op til stueetagen nævnes nu for første gang.
I modsætning til den usikkerhed, der gjorde sig gældende med hensyn til identiteten af vinstuens tre ældste indehavere, synes deres efterfølgere i grovsmed Nitzes herskabelige ejendom næsten alle at have været velkendte københavnske vinhandlere. Den første, der er nævnt på mindevæggen, er Herman Dreier 16), som tidligere skal have drevet et værtshus i Vingårdsstræde 17). Ti år efter, at han var tiltrådt, sælges ejendommen i 1778 til kgl. mundkok Jean Heqvet, der ejer den til 1795. 18)
For vinkælderen har disse år måske ikke alle været lige lette at komme igennem. Statslige indgreb i det private erhvervsliv forekom allerede dengang, og nutidens sparebestræbelser har på en vis måde deres parallel i forordningen om den såkaldte Overdådigheds Indskrænkning, som regeringen udstedte den 20. januar 1783 for at "råde bod både på handelens og statens underbalance", idet der erfter dens mening blev brugt for meget valuta til import af udenlandske varer, og den hellere så pengene anvendt til fremme af den indenlandske industri. Befolkningen, "som dog udgjøre staten", skulle ligesom nu mod dens ønske og vilje tvinges til sparsommelighed. Regeringen gik endog så vidt som at bestemme, at der ved private middagsselskaber kun måtte serveres et vist antal retter og kun drikkes rød eller hvid fransk vin, malaga, madeira og punch. Da forbudet mod at nyde og sælge andre slags vine, likører og udenlandsk øl også kom til at gælde for værtshuse og vinhandlere, lykkedes det dog vintapperlauget at få det ophævet ved at hævde, at det ville blive til skade for skibsfarten og forringe statens indtægter. Var det blevet opretholdt, ville sikkert mange vinhandlere være gået fallit, og om indehaveren af vinkælderen på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade havde kunnet ride stormen af, er det naturligvis vanskeligt nu at udtale sig. 19)
Fra den 5.-7. juni 1795 hærgedes hovedstaden for anden gang i samme århundrede af en stor ildsvåde, hvor næsten hele den sydvestlige del af det gamle København, deriblandt næsten hele kvarteret omkring Nikolaj Kirke, gik op i luer. Det må derfor betragtes som noget af et under, at karreerne ud til Kongens Nytorv undgik at blive flammernes bytte. Om denne begivenhed kan have haft nogen indflydelse på salget af Heqvets ejendom vides ikke, men i hvert fald tilskødes den fjorten dage efter brandens ophør ved skøde af 22. juni 1795 den allerede nævnte Lars Kuuhr, hvis hidtidige værtshus i Holmens Kanal var nedbrændt. 20)
Både som vært i vinstuen og som husejer efterfølges han imidlertid allerede år 1800 af vinhandler Abraham Preus, efter hvis død i 1834 begge dele går i arv til handelsbetjent N.B.C. Andrup, der fra 1839-45 driver den sammen med I.A. Andersen, hvorefter hans svoger, vinhandler C.J.A. Hansen, den kendte maler og raderer Hans Nikolaj Hansens fader, optages som kompagnon. 21) 1856 anbefalede Hansen og Andrups vinhandel en gros og en detail sig i Kiøbenhavns Adressebog med "et complet lager af fine og ordinaire vine, spirituosa, liqeueurer & fremmede ølsorter, i oxehoveder, ankere & hele og halve flasker".
Efter Andrups død videreførte C.J.A. Hansen forretningen til sin død i 1882, da den overtoges af vinhandler Ernst Hviid, hvorimod ejendommen forbliver i Andrups enke, fru F.V. Andrups besiddelse til den efter hendes død den 6. juni 1904 tilskødes Ernst Hviids enke fru Henriette M. Hviid, født Jensen. Da havde Ernst Hviid, som vinstuen skylder sit nuværende navn, været død i seks år, og forretningen blev nu drevet af hans søn Alfred Hviid, hvis enke fru Alice Theodore Hviid med Gunnar Hansen som bestyrer overtog ledelsen efter hans død i 1933. I 1947 afgik hun selv ved døden, men allerede i 1936 var ejendommen blevet erhvervet af "A/S Ejendomsselskabet Matr. 4 af Øster Kvarter", d.v.s. Magasin du Nord, der købte den som et led i dets påtænkte udvidelsesplaner. Som indehaver af Hviids Vinstue efterfulgtes fru Hviid af restauratør Aage Sørensen, og efter hans død i 1955 overtoges den af hans enke fru Gudrun Sørensen. Efter hendes død i 1957 blev der dannet et aktieselskab, "Aktieselskabet af 15. oktober 1957", som har videreført den gamle vinkælder, og med Werner Hansen som administrerende direktør har den siden oplevet en renæssance. 22)
Det er ikke mærkeligt, at Hviids Vinstue er blevet populær. Dens afslappede og hyggelige atmosfære er jo noget københavnerne i vor stressede tid forstår at vurdere, og det er sikkert også en af grundene til, at den er så besøgt. For at skaffe plads til dens mange gæster lykkedes det i 1965 at få inddraget en forretning i nabohuset, Lille Kongensgade 4, der efter at være blevet ombygget og istandsat i udseende næppe er til at skelne fra de oprindelige lokaler.
Kan man tro forfatteren Carl C. Christensen, drak man i gamle dage på vinstuerne "foruden vin enten rom- eller arrakspunch, og den sidste nødes såvel kold som varm ... Romspunchen blev afløst af kognakstoddyen - fortæller han - mest af caminade kognak, der atter afløstes af den vistnok fra Sverige stammende drik kognak og sodavand. I midten af 1880'erne afløses da denne whisky med soda, og det første sted i København, hvor denne nu så yndede drik indførtes, var i Wiener-kafeen i Hotel Kongen af Danmark, hvor en hollandsk handelsrejsende havde anbefalet de daværende stamgæster denne drik". 23)
Hviid holder traditionerne i hævd, og kun "våde varer" serveres hernede. Er man sulten, må man gå andetsteds hen, thi det er end ikke muligt at få en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Til gengæld er der ikke grænser for vinkælderens formåen, selv om de fleste i vore dage nok foretrækker et glas øl fremfor de lidt stærkere drikke. I slutningen af forrige århundrede opnåede Ernst Hviid stor berømmelse for sin Dansk Bitter Elixir, der blev indregistreret i 1894, og som kunne tilsættes vine, cognac, akvavit etc. Den vandt endog så stort et ry, at den på en international udstilling i Amsterdam 1895 var den eneste danske bitter, der fandt nåde på de engelsk-amerikanske barer. 24)
I vore dage er det Hviids gløgg, der har opnået en tilsvarende berømmelse. Som Politiken skrev i december 1967:
Prøver af den gløgg, der serveres på fem restauranter i København viser, at den sjældent er så berusende som et glas rødvin. To steder var alkoholprocenten kun omkring fire - og den stærkeste var på 16 procent.
At det var Hviid, der kom ind som en flot nr. 1, kan ikke undre! 25)
Et gammelkøbenhavnsk milieu
Århundreders slid har sat sit præg på Hviids Vinstue og givet den en naturlig patina, som andre lignende steder forgæves søger at opnå ad kunstens vej. Mørk og tilrøget, men hyggelig og venlig modtager den sine gæster, der finder sig godt til rette i dette specielle milieu, selv om det vel næppe nogensinde kommer dertil, som "At tænke sig" for nogle år siden spåede, at "Århusrektorens ide med fakultetsmøder på kroen har fluks smittet af i København. Således skal Hviids Vinstue danne ramme om Hviidenskabernes Selskabs næste bestyrelsesmøde".
Men hvad er nu sandheden om Hviids Vinstue? Hvad er det, der gør den så tiltrækkende? Er det blot dens hygge og gode beliggenhed, for selv om dette nok spiller en rolle, ligesom det også forekommer mange gange mere "spændende", at man for at komme ind i den ikke skal op ad, men tværtimod ned ad nogle trin, hvad der giver "en beroligende fornemmelse af, at dette ikke er Albertslund", som Erik Bach i 1971 udtrykte det i Politiken, så er det nok langt mere afgørende, at "der er en atmosfære her, som gjør det til et lite stykke levende kulturhistorie", som en nordmand træffende har sagt og i virkeligheden det samme som bladet Prop og Kapsel skrev i 1968:
I Nyhavn kan man se folk drikke sig fra sans og samling, og i Vesterbros og Nørrebros sidegadeværtshuse kan man se folk, der er ude for at lade ugelønnen springe hurtigst gørligt. I minefeltet oplever man sjældent sådant. I kvarterets mange yderst forskelligartede udskænkningssteder kommer folk nok for at tage sig et glas, men det gøres med kultur. Det er her kunstnere, forfattere og folk med hang til livsfilosoferen mødes. Naturligvis kommer her tillige en del, der blot regulært vil slukke tørsten, men de respekterer den atmosfære, der hviler over de fleste af disse barer og restauranter.
Og til disse hører først og fremmest Hviids Vinstue!
Det kan naturligvis ikke nægtes, at dens specielle atmosfære til dels skyldes det gammeldags præg, der kendetegner lokalernes udstyr, idet der er lagt vægt på, at de moderniseringer, der mellem år og dag har fundet sted, er sket i overensstemmelse med stedets ånd. Det er derfor også fornøjeligt i en ældre beskrivelse af den, hvor fantasi og virkelighed ganske vist er blandet sammen, at genkende nogle af dens karakteristiske interiører og duften af dens specielle atmosfære. 26)
"I 1723 blev altså den bekendte vinkælder til", hedder det. Og videre:
Bærestole, bårne af liberiklædte tjenere, holdt udenfor den lavloftede kælder, på hvis hynder embedsmænd, krigere, diplomater og rige håndværkere strakte sig, mens de lod den gyldne saft glide og talen falde på den ædle Hans Egede, hvis Grønlandsfærd samtiden fulgte med så megen opmærksomhed, al den stund den nidkjære præsts rejse havde givet os ideen til kolonisationstanken og skabt Det Grønlandske Kompagni.
Sidder man nu under vinkjælderens hvidtavlede loft, kommer alle disse fædrelandshistoriske minder frem.
Lige for nedgangsdøren står to mægtige fade vagt. De danner ligesom strædet ved Gibraltar indløbet til det farverige Middelhav, hvis kyster beherskes af græske, spanske og italienske vine.
Herinde ligger to mindre værelser, hvor stamgjæsterne bænker sig og med glasset i hånd politiserer eller diskuterer dagens nyeste emne. I den større stue tilhøjre står et par magelige gamle sofaer med voxdugsbetræk og på væggene ses falmede litografier af munke syslende med vinfade.
Øverst oppe under loftet står kjælderens historie optegnet i navne - vingudernes kongerække ... som man ser er der ikke påfaldende mange år mellem disse regenter, hvis trone er et oxehovede, hvis scepter er en fyldt bouteille og hvis rigsæble er et slebent glas!
En egen stille hygge hersker dernede i den gammeldags udstyrede vinkjælder, og de gamle koryfæer er ikke glemte. To billeder hænger der over den største sofa, forestillende den bekjendte politiker L.N. Hvidt og skuespilleren Frydendahl ...
Nå, også kjælderen har måttet bøje sig for tidens radikale fordringer tre elektriske pærelamper hænger under loftet og belyser de gamle, forbavsende tykmavede gjæster, der efterhånden som temperaturen stiger i rummet dernede, skiftevis aflæser det store termometer ...
Meget er naturligvis siden forandret, og de tre elektriske pærer forlængst blevet udskiftet med en lampe over hvert bord, men når alt kommer til alt synes den berømte vinkælder imidlertid i store træk at have bevaret sin gamle skikkelse.
Allerede ude på torvet fortæller skiltningen og vinduernes smukke glasmalerier, hvor Baccus er fremstillet mellem to vintønder, udført af kunstneren S. de Turezin efter de oprindelige vinduer, der skyldes maleren Viggo Madsen, at denne vinstue er grundlagt 1723. Stemningen er således ved første blik straks anslået, hjørnedørene frister indbydende til et besøg i den århundredgamle kælder, hvis mangeartede dufte af øl og vin, tobak og mange mennesker allerede ude på torvet har pirret lugtesansen og gjort os nysgerrige. Lystigt tikker et smukt 1700-tals lygteur i hjørnet over et vinfad mellem de to døre, medes gamle fotografier af Kongens Nytorv danner et stille accompagnement til glassenes klirren ved baren. Og er end priserne på øl og de mere ædle drikke ikke længere de samme som på I.A. Andersens prisliste fra omkring 1840, så er de dog langt fra afskrækkende. I pejsestuen ved siden af ses under loftet de tidligere omtalte navne på vinstuens indehavere gennem tiderne, og mellem de solide egetræsborde og de læderbetrukne stole bliver man næsten rørt over at finde en gammel Christian VIII-sofe, der sikkert har været vidne til mange fornøjelige episoder i den minderige stue. Gulvene er her som overalt belagt med smukke rødlige ølandske fliser, og på væggene hænger franske kobberstik og portrætter af nogle af de skuespillere, som i tidens løb har været stamgæster hernede.
I stuen ved siden af, hvor dagslyset kun med vanskelighed kan trænge ind, men hvor hyggen til gengæld er så meget desto større, er det ene af vinstuens to engelske standure fra midten af 1700-tallet anbragt. Pudsigt nok er det her, der oprindelig var køkken, men dets murede ildsted er forlængst blevet erstattet af en lun siddeplads med den gamle skorsten som loft og vægge. Gennem en smal "gang", hvor der over bænkene hænger morsomme lithografier af glade munke og nonner, kommer man ind i en større stue med blyindfattede ruder ud til Lille Kongensgade. Her ses på væggen et meget morsomt maleri med en gengivelse af en fornøjelig værtshusscene og et maleri fra 1964 af Niels Erik Esmann, der på dette sted har foreviget en række stamgæster, der gennem årene er blevet nære venner af huset.
Derfra kommer man så ind i den del af Hviids Vinstue, som udvidelsen 1965 omfattede. Det store rum, der har selvstændig indgang, er som tidligere nævnt beliggende i nabohuset, Lille Kongensgade 4, men dette skal man vide, for i virkeligheden adskiller det sig hverken ved sit udstyr eller sin indretning fra de øvrige rum, idet både gulvfliser som loftsbjælker har samme karakter som i disse. På bagvæggen står husets andet engelske standur og ved væggen modsat dette er indrettet en bar.
At Hviids Vinstue er et sted, hvor man befinder sig godt og slapper af uden at føle sig tynget af stedets århundredgamle traditioner, viser gæsternes munterhed og deres tegninger på dens lampeskærme. De værtshuse, hvor dette er tilladt, kan sikkert tælles på een hånd, og det må derfor tages som udtryk for værtens og hans medarbejderes enestående evne til at få deres gæster til at føle sig som hjemme. Blandt andet derfor har den journalist da også ret, der skrev, at dette sted har haft "større mentalhygiejnisk betydning end noget andet værtshus her i landet. Gennem århundreder har det været åndehul for digtere, malere, skuespillere, komponister, forretningsfolk, læger, repræsentanter for kongehus og adel". Og han slutter: "Det lyder pragtfuldt paradoksalt, når man siger, at de alle i tidens løb har søgt herned i de tæt tilrøgede, overfyldte lokaler for at få luft - for at kunne ånde i Hviids historie - det er et stykke kulturhistorie", mener han. 27)
Gæsterne - som de var, og som de er
Atter engang vil vi give os fantasien i vold og følge forfatteren Gustav Lehrmann i hans omtale af de mange berømtheder, der gennem seklerne skal være blevet inspireret af stemningen i den gamle vinkælder. Således fortæller han, at "Ewald har fået mange gode ideer her", hvorimod han ikke ved, om Wessel har besøgt den, "men hvorfor skulle han netop have undgået dette sted, han der kunne sin værtshusgeografi som ingen anden", og han fortsætter:
Kongelige personer har slået sig løs i lokalerne. Den senere Kong Frederik V boede som kronprins på Charlottenborg 28) og havde nemt ved at smutte herover. Og når Christian VII havde en af sine ture, tumlede han herned og smadrede servicet, hvis værten ikke i tide nåede at få sat skodderne for... 29)
Nogle mener også, det var i denne vinkælder, at der i året 1800 tjente en vinkyper ved navn Christian Heinrich Pätges, der stammede fra Rhinlandene. Han blev gift med en ung tjenestepige fra omegnen af Frankfurt, Henriette Hartwig, og i dette ægteskab fødtes i 1812 datteren Johanne Louise, den senere så berømte skuespillerinde fru Heiberg, der kom til verden i en sidebygning til Lille Ravnsborg på Nørrebro, hvor forældrene dengang drev værtshusholderi. 30)
Mange skuespillere har i årenes løb været stamgæster hos Hviid, hvor de mellem prøverne på teatret har holdt af at nyde et glas vin, og tit og ofte har latteren runget under de lave loftsbjælker, når de gav en af deres historier til bedste. Olaf Poulsen var således hyppig gæst hernede, og da han i skuespilleren Sophus Neumann ejendommeligt nok så en farlig konkurrent, fik han forhindret hans ansættelse på Det kgl. Teater. Dette skal være sket hos Hviid, og beretningen herom er tillige et eksempel på datidens form for en practical joke. Den dag, Neumann havde aftalt et møde med teaterchefen for at drøfte de nærmere betingelser, fordrev han ventetiden hos Hviid, og under venskabs maske fik Olaf Poulsen ham nu til at drikke mere portvin end godt var. Da derfor rygtet om, at "Neumann stænker" var ilet forud for hans ankomst til teatret og endog var kommet teaterchefen for øre, ville denne ikke modtage ham, og om det nu var af denne grund eller ikke, Neumann blev ihvertfald aldrig fast knyttet til Det kgl. Teater.
Foruden skuespillere hører digtere og forfattere, journalister, malere og billedhuggere, musikere og arkitekter - kort sagt kunstnere af enhver kategori til dem, der udgør Hviids sikre klientel. Berømtheder eller ej - under det lave tilrøgede kælderloft forenes de alle i ønsket om et øjeblik at få lov til over en øl eller et glas af den ædle drue at puste ud og være sig selv, inden der atter bliver stillet krav til dem om at spille deres rolle i livets karrusel.
Det er sikkert tanker i denne retning, den lyse digter Jens August Schade har gjort sig, 31) da han i 1964 digtede:
Den tid den tid -
det tog så mange år
da jeg kom ned til jorden
for at se
de mange gale mennesker
hos "Hviid".
Velsignet blev det gyldne øl
af bordets vennetale -
det var som blev det båret
ind
på vinger af en svale.
Den unge pige blev en sky
nedsteget til min hånd -
indflettet her i byens ånd
en sløjfe i dens hår.
Og bænken gyngede så
småt
ved kjærlighedens fødsel
vi sad som på en elefant
på universets kant.
Det er dog ikke alle kvinder, der er lige velkomne hos Hviid. I anledning af billedhuggeren Axel Bay Hansens 60 års dag i vinter skrev Bro Brille i EkstraBladet, at når han kaldte Hviids Vinstue for Hviids Dagligstue var det, for han syntes det gik ligeså pænt til her som i en almindelig dagligstue, og at en af grundene hertil måtte være, at enlige kvinder, "der tilbyder selskab til andet end at drikke", var uønskede, som følgende historie viser.
For nogen tid siden, fortælles det, blev Hviid hyppigt besøgt "af en for penge særdeles gæstfri blondine", og en dag sagde værten derfor til hende, at han blev nødsaget til at give hende karantæne et stykke tid, og på spørgsmålet "hvor længe" svarede: "Åh, skal vi sige 30 år - så er faren ved Deres besøg overstået!"
En uvenlig sjæl kunne måske udlægge denne lille anekdote som et tegn på, at i kælderen på Kongens Nytorv holdes klunketidens forløjede moralbegreber stadig i hævd, men som dens gæster vil vide, er dette så langt fra tilfældet. Dog tillades det ikke de kvindelige nøgenmodeller fra akademiet at udstille deres yndigheder in natura ved baren, som en tegning i Hudibras 1951 måske kunne tyde på! Hviids Vinstue er, som forfatteren Hans Lyngby Jepsen har udtrykt det, et sted, "hvor man blev fuld på en mer sober måde". 32)
Heller ikke var der nogen, der i juni 1970 lagde rødstrømperne nogen hindringer i vejen i deres jagt på enlige mænd som protest mod dem, "der køber øl til pigerne og dermed føler, de har ret til at gå videre, end pigerne egentllig synes om." Men aktionen blev en fiasko, "fordi det ikke var de mænd, vi tænkte på, der sad ved bordene", udtalte de bagefter, og det havde de måske nok ret i: "Jeg er skoleelev og min kammerat er lærling", sagde en af dem, de gik til angreb på. "Så vi har dårligt råd til at købe øl. De gav os cigaretter, og en af dem tog på min arm og mit lår og sagde, at det var vel nok nogle flotte muskler, jeg havde. Jeg forklarede hende, at det er fordi jeg cykler i skole hver dag...!"
Det er på den anden side heller ikke helt rigtigt, hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved selvsyn, når det andet sted hævdes, 33) at Hviid
er studenternes og skolepigerens eventyr, en røgfyldt, rodet og trang kælder, hvor alle drenge har polotrøje og skæg, medens alle skolepiger har skolebøger under armen. Sang, piberøg og højlydte debatter truer med at sprænge kælderhvælvingerne, og man skal være heldig for at erobre sig en taburet og en stump bordplads til at stille sit ølglas på.
Nærmere sandheden kommer nok et engelsk udsagn om, at det er et "intimate drinking place for the 20s and 30s who are seeking a semibohemian and sophisticated atmosphere". 34)
Men at Hviid også søges af Bacchus' lidt ældre tilhængere er der talrige eksempler på, som følgende lille historie af Erik Bach bekræfter: 35)
Hernede på Hviids Vinstue sad engang en kendt københavnsk vekselerer, der vel havde byens flotteste portvinsnæse. Han sad i krogen en dag med sit vanligt flot skænkede glas foran sig, da min ven Rasmus Christiansen kom gående ovre fra teatret og trådte ned i dybet. Han fik i dunkelheden øje på vekselereren og hans opdækning, og så sagde Rasmus de uforglemmelige ord: "Jamen god dag, kære ven, sidder du her og pudrer dig?"
Og under krigen, da tyskerne havde hovedkvarter på Hotel d'Angleterre, var det "hele det eksklusive selskab", der ellers plejede at sætte hinanden stævne i dets bar om eftermiddagen, som i stedet mødtes hos Hviid. Men til daglig er det, for endnu en gang at citere Schade, "et lille sted på jordkloden, hvor skribenter, malere, skuespillere, komponister, kunstnere og åndsarbejdere af mange slags mødes sammen med københavnere og folk fra provinsen og udlandet af mange slags - damer af samme slags og andre - mennesker fra den store verden". 36)
Mange er derfor de, som har indskrevet deres navne i Hviids gæstebøger, som ville være en lækkerbidsken for enhver autografjæger, om de blev udbudt til salg. Og indimellem navnene fortælles også et og andet om dette værtshus og dets personales venlighed og særlige evne til at omgås gæsterne, så de føler sig godt tilpas, selv om de undertiden må nøjes med et stolehjørne eller blot en krog ved baren.
Ved denne og omkring bordene blandes nu som tidligere unge og gamle, kendte som ukendte, rangspersoner og gadens bohéme. Deres navne læses i gæstebøgerne, men at omtale dem alle lader sig ikke gøre. Mange er døde, men deres navne er ikke glemt, og i flæng skal derfor nævnes: Otto Gelsted, Kai Holberg, Christian Houmark, Johan Skjoldborg, Johannes Weltzer, Andreas Winding, Hans Henningsen, Arne Lofthus, Vilhelm Lundstrøm, Viggo Madsen, Storm Petersen, I.F. Willumsen, Niels Hansen, Osvald Helmuth, ikke at forglemme Carl Brisson, der også synes at have sat pris på Hviid, når han besøgte København.
Andre, der endnu lever og er ligeså ivrige gæster hos Hviid, kunne med samme ret være nævnt, men lad os i stedet fortælle en lille anekdote om maleren Lundstrøm. Da han blev udnævnt til professor ved Kunstakademiet, drillede vennerne ham og spurgte, hvordan det kunne være, han gad påtage sig dette arbejde. Hertil skal han have svaret: "Jeg skal alligevel på Hviids Vinstue hver dag, og når jeg så er på Kongens Nytorv, kan jeg jo lige så godt slå et smut over på den anden side". 37)
Glemmes skal det heller ikke, at digterpræsten Kaj Munks navn på en mærkelig måde er blevet knyttet til Hviids Vinstue. Herom skriver Flemming Bergsøe i sin bog "Det underlige år", hvoraf et afsnit blev citeret i Det kgl. Teaters program 1969 38) til erindring om, at det den 4. januar da var 25 år siden, at Kaj Munk blev myrdet af nazisterne. Det er et helt lille stemningsbillede, Bergsøe giver:
På Hviids Vinstue på Kongens Nytorv sætter man hinanden stævne, her går man ned for at høre nyt, og for at få cigaretter. Til lyden af højrøstet skvadren, sagte mumlen og i osen fra dårlig tobak nedsvælger man sin gin og vermouth, der fra måned bliver mere og mere giftig.
Onsdag den 5. januar er der særlig spænding nede i den mørke kælder. Det er meddelelsen om Kaj Munks mord, der sætter sindene i bevægelse ...
Nede i den lille kahyt foran vinstuens skænk er der denne eftermiddag samlet et selskab af mine bekendte, der ligesom de øvrige gæster drøfter mordet, som har rystet hele landet. Det er Inge og Knud Sønderby, Kjeld Abell, Ove Brusendorff og skuespilleren Mogens Wieth.
Kjeld Abell har tidligere på dagen haft en samtale med Frederik Schyberg, og de har været enige om, at "der måtte gøres noget", teatret kan ikke miste Kaj Munk uden at mindes ham på en eller anden måde, men hvordan?
Tiden og omstændighederne taget i betragtning forekom det dem alle et uløseligt problem, da enhver demonstration ville kunne skade teatret - det måtte end ikke flage på halv - men en lykkelig inspiration fik pludselig Kjeld Abell til senere på dagen midt under forestillingen at træde ind på scenen, afbryde spillet og henvendt til publikum at sige: "Jeg beder Dem alle om at rejse Dem op og et øjeblik mindes Danmarks store dramatiker, som idag er død!" Publikum adlyder overrumplet og bevæget.
For Det kgl. Teater er det en lykkelig løsning, Kjeld Abells navn er nært knyttet til teatret, men han har dog intet med dets ledelse at gøre. For ham selv derimod medfører handlingen, at han må gå under jorden...
Om der iøvrigt i Hviids Vinstue under besættelsen eller ved andre lejligheder er blevet lagt råd eller truffet beslutninger af større rækkevidde lader sig næppe efterforske, men sikkert er det, at enhver begivenhed som har interesseret den lille flok, der jævnligt mødes hernede, er blevet debatteret, men diskussionerne foregår dog næsten altid under fredsommelige former, til trods for at deltagerne ofte har en vidt forskellig opfattelse af tilværelsens problemer. Hviids klinetel er nemlig i virkeligheden et bredt udsnit af befolkningen.
Det er også karakteristisk for Hviid, at det ikke først og fremmest er de ældre årgange, der søger deres græsgange hernede, men i lige så høj grad ungdommen - og det viser måske bedre end så meget andet, at trods sine 250 år - eller mere - som den nu fejrer, er Hviids Vinstue langt fra stagneret i traditioner og givne former. Dette har ingen vel bedre givet udtryk for end den unge amerikanske digter Prentis Jenkins. 39)
Stiger ned i dette fængsel af svunden tid, tider,
indsuger fra dets båse
luftens sfære, lugte forlængst indfangne
af deres vægge,
gennem kroge og gange uden rim trænger,
med styrke, røg
hvis kvalitet deres forfædre med megen
tilfredshed har inhaleret.
Nye cigaretter, gamle cigaretter, veltjente piber
dækker væggene med lag af fortid uden at fjerne
eller sløre de genfærd, hvis skygger ikke svinder,
evigt stivnet metodisk forvirring på falmede,
skårede guldrammer.
Iagttager hvor folk møder folk af anden art,
forstår nu,
at man nemt, med eller uden bistand af tro,
kunne have arvet den andens lod.
Ungdommens energi, alderens erfaring, begge
repræsenteret her,
blander samtale med raflebægre, og lyd i bevægelse
af firkantede, rundryggede stole med fremmede vers,
hjemlige for det lokale øre.
Hviid, den gamle, den nye verdens mødested, som
fortsat smeder rænker,
som frigør, fjerner, tilfredsstiller og dæmper bølgeslaget
af vore indestængte ønsker.
Hviid, en magnet, trækker klarhed til Kongens Nytorv,
opdager Hviid (sjældent at finde hvidhed under sneen).
Henvisninger og noter
1) Forordning af 4. juli 1672. Københavns Diplomatarium V, s.596
2) H.U. Ramsing: Københavns Ejendomme 1377-1728. Kbhvn. 1943. Øster Kvarter s. 18 ff.
3) Dansk Biografisk Leksikon
4) O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, VI, Kbhvn. 1892, s.80
5) O. Nielsen: Vintapperlauget i Kjøbenhavn 1694-1861
samt Vinhandlerforeningen 1862-94. Kbhvn. 1894, s.60
6) O. Nielsen: Kjøbenhavn på Holbergs Tid, Kbhvn. 1884, s.155
7) Kjøbenhavns Huse og Indvaanere efter Branden 1728.
Udgivet af Kjøbenhavns Brandforsikring 1906.
8) Landsarkivet for Sjælland m.v.
9) Geddes Kort 1757
Udgivet af Københavns Kommunalbestyrelse 1940
10) Huse og Indvaanere efter Branden 1728.
11) For disse oplysninger bringer jeg Københavns Stadsarkiv min bedste tak.
12) Vintapperlauget 1694-1861, s.78 og s.84
13) Brandtaksation af 17. november 1767 i Landsarkivet for Sjælland.
14) Historiske huse i det gamle København.
Udgivet af Nationalmuseet 1972, s.107 ff.
15) I Landsarkivet for Sjælland.
16) Se Vejviseren for 1773.
17) Knud Bokkenheuser: Det historiske Hjørne. Kbhvn 1919, s.4
18) Skøde- og pantekontrol, Øster Kvarter. Landsarkivet for Sjælland.
19) Carl Bruun: Kjøbenhavn III, Kbhvn. 1901, s.558 ff.
20) Vinhandler Lars Kuuhr tilskødes 22. juni 1767 Holmens Kanal,
nuv. matr. nr. 262, gadenummer 6.
Skøde- og panteprotokol, Øster Kvarter.
21) Om Hans Nikolaj Hansen, se: Dansk Biografisk Leksikon
22) Disse oplysninger skyldes Werner Hansen.
23) Carl C. Christensen: Fra Voldenes København. Kbhvn. 1924, s.24 ff.
24) Oplysning i Hviids gæstebog
25) Politiken, 17. december 1967
26) Se Hviids gæstebog.
27) Familiebladet, 7. juni 1968
28) Fra 1743-45 boede han her sammen med kronprinsesse Louise,
medens Prinsens Palæ var under opførelse.
29) Information, 17. november 1967.
30) Aktuelt, 7. februar 1957, jvnfr. Johanne Louise Heiberg:
Et Liv gjenoplevet i Erindringen. 4. udg., Kbhvn. 1944, Bd. I, s.13
31) Trykt i Morgenbladet, 18. april 1964.
32) B.T., 22. maj 1972
33) Udklip i Hviids gæstebog
34) ibid.
35) Politiken, 22. maj 1971
36) Jens August Schade: Hviids Vinstue i København
(Maa jeg be om en kælderbeværtning, Kbhvn. 1964, s.105).
37) Familie Journalen, 6. januar 1970.
38) Nr. 5. Sæson 1968-69
39) Digtet er oversat af Hans Meier.
Trykt i Information, 29. maj 1967.
Desuden:
Knud Bokkenheuser: Fem om bordet i Ernst Hviid's Vinstue, Kongens Nytorv 19.
Et historisk tilbageblik i anledning af 200-års jubilæet. Kbhvn. 1923.
Hviids Vinstue
Hviids Vinstue (CykelKurt)
Hviids Wine Room (YouTube)
