Søren Kierkegaard
- den danske filosof og hans tanker
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: CykelKurt
Indledning
Hva' rager Kierkegaard mig, tænkte jeg, da en ven foreslog et nærmere kig på den danske filosof. For vist er der skrevet en masse lange og tunge værker om manden og hans tanker, som jeg for det første ikke orker at tygge igennem, for det andet må forlange, at selv en Kierkegaard kan formulere sig, så også Maren i Kæret og CykelKurt kan være med.
Heldigvis findes der en ganske let og munter film fra Det danske Filminstitut, som på bedste vis fører en novice ind i det Kierkegaard'ske univers. Filmen er her på siden afskrevet ord for ord, så man ved selvsyn kan bedømme Kierkegaard's verden og synspunkter. Havde det ikke været for netop denne film, var Maren og CykelKurt aldrig kommet i gang med hans tanker, hvilket afgjort er en skam, da Kierkegaard har tænkt mange interessante tanker om det, at være menneske. Check selv efter!
- Kurt Starlit
aka CykelKurt
2013.Aug.12
Kierkegaard's liv - kort fortalt
- 1813, født i statsbankerottens år
- En pinefuld barndom og ungdom i faderens skygge.
- 1840-41, forlovelse med Regine Olsen
- 1846, offentlig udhængning i Corsaren
- 1854, Kirkekampen, Kierkegaard's krig mod Folkekirken
- 1855, død på Frederiks Hospital (Bredgade).
DET DANSKE FILMINSTITUT
præsenterer
SØREN KIERKEGAARD
en film af Anne Regitze Wivel
Medvirkende:
Anne Regitze Wivel (oplæser)
Johannes Møllehave
Joakim Garff
Niels Barfoed
Paul Müller
Jørgen Carlsen
Ole Morsing
elever på Testrup Højskole
elever på Folkeuniversitetet
Kapitel 1. Den ulykkelige og synspunkter på forfatterskabet
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
1. / 00:20
Kierkegaard:
Et forord er en stemning. At skrive et forord er ligesom at hvæsse leen, ligesom at stemme guitaren, ligesom at snakke med et barn, ligesom at spytte ud ad vinduet. At skrive et forord er ligesom at ringe på en mands dør for at gække ham, ligesom at gå en ung piges vindue forbi og se på brostenene. Det er ligesom at slå med sin stok i luften efter vinden, ligesom at svinge med hatten, uagtet at man ingen hilser. Det er ligesom at være med, uden at have den mindste gene af at man er med, ligesom at stå på Valby Bakke og se efter vildgæssene. At skrive et forord er ligesom at mærke på sig selv, at man er i færd med at blive forelsket, sjælen sødt foruroliget, gåden stillet, enhver hændelse et vink om forklaringen.
1. / 01:06
Garff:
Kierkegaard's biografi kan overstås på en side eller sådan noget. Man nævner at han er født i 1813, statsbankerottens år og dør så i 1855 - og så er der lidt med Regine og lidt med faderens mange penge, og så er der Corsar-begivenheden - punktum! Og det er sandt, Kierkegaard's liv var udadtil umådelig begivenhedsløst. Hvis man sammenligner med mange andre i tiden, Andersen f.eks., de rejste jo rundt i Europa. Poul Martin Møller, Kierkegaard's elskede lærer var helt i Kina's land, hvor han sad og savnede det sorte rugbrød og så videre. Det var en periode, hvor man var blevet mobil på en helt anden måde end man tidligere havde været. Men Kierkegaard, han er fire gange i Berlin, et par gange i Jylland og så tager han på en sviptur til Sverige - det er alt. Så hvis man skulle lave en film om Kierkegaard, eller skrive en biografi om Kierkegaard, så ville man straks blive hensat i en ubehagelig tilstand, for hvad i alverden er der at vise, hvad er der at skrive om? Ingenting - en rygvendt figur, der står dag ud og dag ind, år ud og år ind ved en pult og skriver i en afsindig fart. Det kan der ikke komme meget biografi ud af. Så det der er det interessante, når man beskæftiger sig med Kierkegaard biografisk er at se, hvordan bestemte begivenheder fortolkes. Vi kan også nævne Regine-historien, hvordan den går ind i Kierkegaard's skrift og bliver varieret og tematiseret, og vendt og drejet i værk efter værk. Det gør jo så, at det bliver umådelig vanskeligt at finde ud af, hvor har vi egentlig Kierkegaard? Udadtil uanseelig, ligeså gråmeleret i ansigtet som Kierkegaard's bukser var, men indadtil med en glødende fantasi. Det er hele tiden forholdet mellem det indre og det ydre, mellem den indre skrift/skriven og så den ydre aktivitet. De steder, hvor de to ting krydser hinanden, der slår det gnister, der begynder Kierkegaard's forfatterskab at blive interessant, fordi det er et spørgsmål om, hvordan man skrifteliggør verden.
1. / 03:05
Kierkegaard:
Hvis et menneske ejede et brev, hvorom han vidste eller troede, at det indeholdt oplysning om, hvad han måtte anse for sit livs salighed, men skrifttegnene var fine og blege, håndskriften næsten ulæselig, da ville han vel med angst og uro, med al lidenskab læse og atter læse. Og i et øjeblik få én mening ud, i det næste en anden, i forhold til som han, når han troede med bestemthed at have læst et ord, ville forklare alt efter dette. Men han ville aldrig komme videre end til den samme uvished med hvilken han begyndte. Han ville stirre ængsteligere og ængsteligere, men jo mere han stirrede, jo mindre så han. Hans øje ville stundom fyldes med tårer, men jo oftere det hændte ham, jo mindre så han. I tidens løb blev skriften blegere og utydeligere, til sidst hensmuldrede papiret selv og han beholdt intet andet tilbage end et tåreblændet øje.
1. / 04:25
Møllehave:
Hvorfor er mennesket fortvivlet og hvad vil det sige, at være forvivlet?
Umiddelbart ville man sige, at man fortvivler på grund af et eller andet.
Dertil siger Kierkegaard som sædvanlig noget skarpsindigt nyt.
Han siger, at fortvivlelse altid er det ene og det samme, nemlig at jeg ikke vil være den jeg er.
Det kender vi jo godt. Hvis hun ikke elsker mig, så kan det være det samme, så vil jeg slet ikke være her mere, så vil jeg slet ikke leve. Men det er jo fortvivlelsen, at jeg vil helt af med mig selv. Så fortvivlelsen lurer i mennesket når det siger, hvorfor er jeg blevet mig, hvorfor er jeg blevet den jeg er?
Karen Blixen fortæller i en fortryllende historie, "Et vintereventyr", hvor hun lader Peter fortælle Rosa:
Jeg så forleden dag en ræv henne ved bænken i Birkeskoven. Så tænkte jeg, Gud hvor er den dog ræv! Den er ræv fra halespids til ørespids - over det hele er den ræv. Der er ikke nogen steder den ikke er ræveagtig. Hvordan har den dog kunnet finde ud af at være ræv i den grad?
Den har ikke spurgt nogen, den har ikke gået rundt og spurgt, synes I jeg skal være lidt mere ulveagtig? Kunne I bedre lide, hvis jeg blev vegetar og lod være med at tage gæssene? Den er nøjagtig som den er tænkt. Hvordan kan det så være, at mennesket har så svært ved at være den det er?
1. / 05:40
Kierkegaard:
Dersom der ingen bevidsthed var i et menneske, dersom der til grund for alt kun lå en vildt gærende magt, der vridende sig i dunkle lidenskaber frembragte alt hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs tomhed aldrig mættet skjulte sig under alt, hvad var da livet andet end fortvivlelse.
Dersom slægten gik gennem verden som skibe går gennem havet, som vejret gennem ørkenen, en tankeløs og ufrugtbar gerning, dersom en evig glemsel altid hungrig lurer på sit bytte og der var ingen magt stærk nok til at frarive den det, hvor var da livet tomt og trøstesløst.
Men derfor er det ikke således, og som Gud skabte mand og kvinde, så dannede han helten og digteren.
1. / 06:30
Tilhører:
Meget af det som Kierkegaard sagde eller skrev, var det ikke for cika 70% af befolkningen noget forblommet vrøvl? Hvem skrev Kierkegaard egentlig for eller til?
1. / 06:40
Garff:
Hvem Kierkegaard skrev til kan man diskutere. Han har jo skrevet for os, han har skrevet for hin enkelte og det er jo os allesammen. Han har vidst temmelig præcist, hvem der læste de bøger han udgav. De fleste af de værker, som vi læser i dag, udkom i 525 eksemplarer. Han vidste at Heiberg-kliken læste hans ting, han vidste også at H.C. Andersen kiggede i en af bøgerne, han vidste at nogle af hans filosofiske venner, bekendte og lærere læste bøgerne, han vidste også at Regine måske ville læse nogle af de bøger som han årene igennem tilsendte hende med smukke dedikationer. Han kendte sine faktiske læsere temmelig godt.
1. / 07:25
Tilhører:
Men han var ikke interesseret i bevidst at nå ud til den gruppe, som han priste så meget for deres simple liv?
1. / 07:36
Garff:
Nej, fordi der var den lille hage ved historien, at den simple, jævne eller menige mand, som Kierkegaard også kalder det, han kunne ikke læse. Det var jo kun ganske få som kunne læse, og det var særdeles få som var i stand til at forstå hvad Kierkegaard skrev.
1. / 07:55
Møllehave:
Han er raffineret, også når han driller på en sådan måde som Joakim nævnte før, det gode forhold han har til læseren. Dersom du, min kære læser, kære læserinde og alt det der. Et af mine yndlingssteder er i "Stadier på livets vej", hvor han efter 400 sider skriver:
Dersom du, min kære læser….Hvad siger jeg, der er sikkert ikke nogen der læser længere, nej det har jeg også overvejet, der er vist ingen læsere med længere. Så meget desto bedre, så har jeg tid til at udføre det følgende uden at tage hensyn til læseren.
Og så kommer der et pragtfuldt stykke om det danske sprog, hvad det danske sprog er. Men først skriver han altså "Dersom du, min kære læser…". Men der er jo ingen der læser så langt i bogen, det er osse ligemeget (ha ha, Møllehave morer sig højlydt).
1. / 08:30
Barfoed:
Der er så megen manipulationer med begreber, det må man lade med Kierkegaard. Og de er sommetider uhyre forførende, der er folk der bliver tossede af dem, bliver forført af dem. Vi kan måske huske i "Ordet" af Kai Munk, der er der faktisk en mand der har forlæst sig på Kierkegaard og går rundt i klitterne….(afbrydes af Møllehave)….
Møllehave:
Det er det værste sludder som er skrevet i verdenslitteraturen. Det er noget sludder og vrøvl. Du kan lige så godt forlæse dig på Kafka eller hvadsomhelst.
Barfoed:
Der er flere sindssyge i kølvandet på Kierkegaard end på Kafka.
Møllehave:
Det tror jeg er en påstand ("Ja, det er det også" svarer Barfoed). Du kender det berømte citat, "Den som Kafka's hjul een gang har kørt hen over, han bliver aldrig helt rask igen." Det kan man udmærket sige. Kafka anbringer os i et univers, som jeg nok vil synes er uhyggeligt, men ikke har noget med sindssyge at gøre. Sindssyg kan man blive af at læse Johannes åbenbaringer, hvor det hele er gået i opfyldelse, nu har der været det og det og det, hvad sagde Johannes åbenbaringer ikke….Der er mange der er blevet gale af det. Tilgangen til, at fordi man læser dette værk, at Kierkegaard skulle have et anlæg for at skabe sindssyge, det er en vild påstand.
1. / 09:50
Kierkegaard:
Jeg er en i dybeste forstand ulykkelig individualitet, der fra min tidligste tid har været naglet fast til en eller anden indtil afsindighed grænsende lidelse, der må have sin dybeste grund i et misforhold mellem min sjæl og mit legeme. Thi, og dette er det mærkelige samt min uendelige opmuntring, den står i intet forhold til min ånd, der tværtimod måske ved det spændte forhold mellem sjæl og legeme har fået en spændkraft som sjælden er.
1. / 10:20
Garff:
Han var jo altså naglet til et vanvittigt tungsind, som han blev ved med at kredse om. Vi ved ikke præcis hvor somatisk det er, altså om det har noget med hans krop at gøre, eller hvor psykisk det er. Kierkegaard kunne heller ikke selv finde ud af det. Det overvejer han meget indgående og opsøger sin læge nogle gange, og man kan læse i Kierkegaard's dagbog, at han er kommet lige fra lægen. Man kan læse hvordan han har været tøvende og genert i mere end een forstand aldeles tilknappet. Han har spurgt sin læge om forskellige ting, og deriblandt om lægen mente, at det misforhold der var mellem sjæl og legeme kunne hæves ved en viljesanstrengelse. Og så siger lægen, som åbenbart har været en fornuftig læge, nej, det tror jeg bestemt ikke jeg vil tilråde Dem, hr. magister Kierkegaard, fordi så vil De sprænge hele Deres korpus. Sådan genfremstiller Kierkegaard det. Og så går Kierkegaard lykkelig derfra. Det er tydeligt at han har lagt sine spørgsmål tilrette sådan, at han får præcis det svar han vil have. Han vil ikke under kniven og han vil heller ikke behandles med pulver og piller, som han skriver et sted.
1. / 11:20
Elev:
Er kendsgerningen ikke, at Kierkegaard på mange måder var et forpint menneske, hvis forbandelse det var ikke at kunne forholde sig umiddelbart og enfoldigt til det givne, men forholder sig super intellektuelt til tilværelsen. Man kunne næsten bruge det billede, at hvis man forestiller sig Kierkegaard sidde i en togkupé, så er der forskel på at køre i dagslys og se ud på landskaberne der farer forbi - og så køre i tunnelen, hvor lyset i kupeen gør, at man så at sige hele tiden reflekterer sig selv i kupevinduet, og man ser sådan set ikke verden udenfor.
Jeg tror Kierkegaard har haft en ulykkelig kærlighed til det helt enfoldige liv - det jævne, muntre, virksomme liv som Grundtvig taler om. Det er måske sådan noget der kommer frem, når han et sted sådan lidt flanøragtigt kan tale om, at det drejer sig om at tage i Dyrehaven med den uendelige bevidsthed. Altså underforstået, hele den løbske reflektivitet er også i en vis forstand hans livs forbandelse, fordi den fungerer som kompensation for det ikke-levede liv, det liv der ikke turde indlade sig med Regine, som gjorde at han ikke turde være præst, som gjorde at han i det hele taget blev en outsider - en person der hele tiden befinder sig i marginen af normalområdet.
Garff:
Det synes jeg er fuldstændig rigtigt, han klager jo gang på gang over at han aldrig har haft umiddelbarheden, at han aldrig har været barn, at han lige fra sin tidligste barndom gået med en søjle af refleksion oven på sit hoved. Det er klart, at det er lidt svært at lege med de andre drenge, når man går rundt med sådan en fjollet søjle. Han har aldrig levet og så videre.
Og så siger han, at det at blive digter, det var som at blive barn for anden gang, og få lov til at gå rundt og boltre sig i fantasimediet. Men jeg synes med hensyn til det intellektuelle, der gør Kierkegaard det også endnu mere katastrofalt. Jeg mener, hvad er der galt i at være intellektuel? Betyder det, at man lever en skintilværelse? Er det ikke en ulykkelig kærlighed Kierkegaard har til forestillingen om, at det at leve det enfoldige liv, et jævnt og muntert og virksomt liv, og hvad man nu ellers gør, når man er enfoldig, at det skulle være forbundet med den sande lykke eller den store autencitet.
Det er det samme når han drager til den jyske hede, hvor faderen gik. Han (faderen) besteg en lille høj i en alder af 12 år og forbandede Gud, fordi han frøs og led. Det glemte han aldrig, denne far i sin høje alder. Så tager Kierkegaard derover i 1841, og han kommer jo som den københavnske dandy med tjener på og vogn og jeg ved ikke hvad. Så vil han over og opleve dette flade landskab, hvor der er stille og fredeligt, og hvor ingenting sker, og det var her faderen gik og vogtede får for mange mange år siden.
1. / 14:00
Kierkegaard:
Min sjæl er så tung, at ingen tanke mere kan bære den, intet vingeslag mere løfte den op i æteren. Bevæges den, da stryger den kun langs hen med jorden som fuglenes lave flugt, når det blæser op til et tordenvejr. Over mit indre væsen ruger en beklemmelse, en angst, der ender i jordskælv.
1. / 14:30
Møllehave:
At være barn er for os allesammen, hvorsomhelst vi er vokset op, så kan vi allesammen huske øjeblikke hvor vi var stakåndet for at opfylde forældrenes krav. Man løb over en pløjemark, man skulle være hjemme…det kan vi allesammen huske et eller andet om.
Hvis vi går ned i Kierkegaard's eget liv, så havde han i allerhøjeste grad noget med myndighed at gøre. Men det var kæmmet over. Der var nogle steder, hvor faderen gjorde noget man ikke må gøre mod et barn. Man skal f.eks. ikke begynde at sige til et barn, "Mit liv er forspildt, jeg er forbandet af Gud. Og ved du hvad, du skal dø og alle dine søskende skal dø, og det er bare fordi Gud vil straffe mig." Sikke en rædsel at sætte i et barn. Sådan gjorde faderen meget tidlig i Søren's liv.
Kierkegaard var helt sikker på, at de alle ville dø. De var syv søskende, så dør den ene og så dør den anden, til sidst er der kun faderen og Kierkegaard tilbage. Kierkegaard er sikker på at han vil dø, når han bliver 33. Det er noget med Jesu alder, han blev 30 år og så var der tre år hvor han led, og så bliver han korsfæstet da han bliver 33.
En dag skriver han i dagbogen, Gud være lovet, jeg blev 34! Han troede det simpelthen ikke. Han blev 42, så der er jo heller ikke vildt længe, men han overlever altså den gamle. Men det at faderen betror sig til barnet om ting, der var skændige, hvor han så at sige bruger drengen som skriftefader, det er jo en overbelastning af et barn. Det er det værste man kan gøre ved et barn, sige til et barn, "Nu skal jeg fortælle dig nogle ting som er så krogede i mit liv, at jeg aldrig kan komme fri af dem - og iøvrigt er jeg forbandet af Gud og I skal dø fra mig." Det er sådan noget Kierkegaard mener med, at han er blevet belastet.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
1. / 16:10
Kierkegaard:
Mit tungsind har gennem mange år gjort, at jeg ikke kunne komme til at sige i dybeste forstand "du" til mig selv. Imellem mit tungsind og mit "du" lå en hel fantasiverden. Det er den som jeg til dels har udtømt i pseudonymerne.
1. / 16:35
Paul Müller:
Det interessante ved Kierkegaard er, at han er den første der sætte pseudonymitet ind i en filosofisk forbindelse. Kierkegaard lader en hel masse forskellige forfattere optræde med det enkle sigte, at fremstille forskellige eksistensmuligheder. Kierkegaard's pseudonymer er som regel forfattere, der udtrykker et bestemt synspunkt helt ud i dets konsekvens. Pseudonymiteten bruges for at vise konsekvenserne af enhver mulig eksistensholdning.
1. / 17:30
Møllehave:
Hvis vi tager "Enten Eller", når vi snakker pseudonymer, så er det ikke bare et navn på forsiden. Efter min mening er det en STIL.
Først skildrer han en æstetiker, hvad er en æstetiker, ja det er en der hele tiden siger nydelsen er meget vigtig, han skal til koncert og han skal møde damer og han skal så meget. Derfor skriver han kort! Han skal hele tiden stævnemøde, så når han har skrevet tre linier, skal han i byen. Man kan se det på stilen, at han er æstetiker, altid kort, ud ad døren - små notater.
Hvorimod etikeren siger, der er pligter, han skriver helt ud til siden, man skal ikke sidde og spilde papiret. Han har en helt anden stil.
Det vil sige, der kommer stemmer ud af det. Så dermed ligger der hos Kierkegaard i pseudonymerne en slags iklædning. Han var nødt til at tage tøj på, for overhovedt at kunne bruge en stil. Ligesom en skuespiller ikke bare kan lide at læse op, men vil have en rolle. Vi skal jo ikke glemme, at Kierkegaard en overgang ville være skuespiller. Og dette at han skifter stemme på alle mulige måder, lige fra hvis man læser det op, så er der forskellig diktion, forskellige lag i humoren, forskellige lag i baggrunden, nogen er stødt på noget de ikke kan komme videre fra, der er en sorg, der er vemod, der er et forsøg på at komme igang igen. Det vil sige, at det er eksistenser med en stemme, det er en stil og ikke kun et navn på titelbladet. Det at han har fundet en figur, det betyder at han kan skabe figuren. For selv at forstå det har jeg altid sammenlignet det med skuespillet. Det fine ord dialektisk kunne lige så godt hedde dialogisk - altså, at der er forskellige stemmer på scenen. Og det vil være umuligt at spille stykket, hvis de ikke allesammen er med.
1. / 19:15
Kierkegaard:
Ved du da ikke, at der kommer en midnatstime, hvor enhver skal demaskere sig? Tror du, at livet altid lader sig spøge med? Tror du, at man kan liste bort lidt før midnat for at undgå det? Eller forfærdes du ikke herved? Jeg har set mennesker i livet, der så længe bedrog andre, at deres sande væsen derved til sidst ikke kunne åbenbare sig. Jeg har set mennesker, der så længe legede skjul, at til sidst vanviddet gennem dem ligeså modbydeligt pånødte andre deres lønlige tanker, som de hidtil stolt havde skjult dem. Eller kan du tænke dig noget forfærdeligere end at det endte med, at dit væsen opløste sig i en mangfoldighed? At du virkelig blev flere, vil ligesom hine ulykkelige dæmoniske in legio, og du således havde tabt det inderste og helligste i et mennske - personlighedens bindende magt.
1. / 20:10
Garff:
Det har jo vist sig, at de her pseudonymer på en eller anden måde kommer til at stille spørgsmålet, hvem var Kierkegaard egentlig? Han ønsker at lægge afstand mellem sig og det skrevne. Det er sådan én af siderne i denneher pseudonymitet - mellem mig, Søren Aabye Kierkegaard, og Vigilius Hafniensis er der kun den fjerneste forbindelse. Det er ideen med det. Men de vender jo med sådan en omvendthed blikket meget kraftigt mod Kierkegaard. Og dermed så slår disse pseudonymer ligesom bunden ud af sig selv og rejser et stort spørgsmål om, hvordan vi egentlig skal forholde os til forfatterskabet. For hvor er Kierkegaard egentlig mest sig selv? Hvis han bare sagde, "Her står jeg, jeg kan ikke andet, og så kan I synes om mit synspunkt eller lade være", så var det sådan set noget der stod til diskussion. Så kunne man blive rygende uenig med manden og lægge ham til side. Men problemet er, at han hele tiden unddrager sig, og derved bliver han også en autoritær figur trods alle mulige forsikringer om det modsatte. Men forfatterskabet er altså ikke bare sådan et sted, hvor man kan folde sådan en lille delikat vifte ud med alle de eksistentielle muligheder. Der er en radikalitet, som så er smukt indviklet i en mængde billeder, som gør det delikat og fornøjeligt og alt det der. Han siger et sted, at det gælder om at besnære og indfange læseren med æstetiske midler og så bringe læseren i en voldsom fart, og så skal læseren så at sige ramle panden lige imod de religiøse kategorier.
1. / 21:45
Garff:
Kierkegaard var jo i den mærkelige situation, at han var dybt forhekset og fascineret af det æstetiske. Han havde et utroligt stort behag ved det æstetiske. Men samtidig havde han et omtrent lige så stort ubehag ved sit behag ved det æstetiske. Hele tiden forsøger han at lægge afstand mellem sig selv som æstetisk forfatter, og så den religiøse skribent-aktivitet. Noget kunne altså tyde på, at Kierkegaard selv har været i tvivl om, hvorvidt han nu blev læst på den rette måde. Om det var helt så klart, at forfatterskabet var religiøst fra først til sidst. Sædvanligvis så taler man om en stadie-teori: det æstetiske, det etiske og det religiøse. Og man kunne kunne jo godt have tænkt sig, at Kierkegaard havde sagt, at der er tre muligheder: at man kan læse hans værker æstetisk, etisk eller religiøst. Men for Kierkegaard på det her tidspunkt er der altså kun to muligheder: enten æstetisk eller religiøst. Og det er i nogen udstrækning den konflikt eller problemstilling som "Synspunktet for min forfattervirksomhed" er een lang tematisering af. Så derfor kunne man godt komme til at mistænke Kierkegaard lidt for, at der måske er en større sammenhæng mellem det æstetiske og det religiøse, fordi disse to måder ofte står i et konkurrenceforhold til hinanden.
1. / 23:10
Kierkegaard:
Det er måske stundom faldet dig ind, kære læser, at tvivle en smule om rigtigheden af den bekendte filosofiske sætning, at det udvortes er det indvortes - det indvortes det udvortes. Du har måske selv gemt en hemmelighed om hvilken du følte, at den i sin glæde eller i sin smerte var dig for kær til at du kunne indvie andre i den. Dit liv har måske bragt dig i berøring med mennesker om hvilke du anede, at noget sådant var tilfældet, uden at dog din magt eller din besnærelse var i stand til at bringe det forborgne til at åbenbarelse. Måske passer intet af tilfældene på dig og dit liv, og dog er du ikke ukendt med hin tvivl. Den har nu og da, som en flygtig skikkelse svævet din tanke forbi.
1. / 24:00
Møllehave:
Kierkegaard har mange overvejelser omkring, hvordan barnet opfatter ord."Det var dog det værste, naboen der døde af…..(Møllehave holder sig for munden).
Hvad døde han af?
Ja det var frygteligt, det han døde af…shhh (Møllehave holder sig igen for munden og ser forskrækket ud)."
Hvad var det, var det også noget jeg kan dø af?
"Ja det værste man kan gøre her på jorden, ja det er dog det værste…"
Ja, hvad er det?
Da Kierkegaard var 14 år eller sådan noget, blev han kaldt op til sin far. Det var første gang han opfattede sig selv som et seksuelt væsen. Så tog hans gamle sørgmodige far ham i armen og sagde, "Der findes en synd der aldrig tilgives….DU HAR DA VEL IKKE ALLEREDE SYNDET!" Kierkegaard tænkte, hvad kan det være?
Så man kan godt sige, at "Begrebet Angst" er skrevet i meget høj grad over den angst, har gjort det helt forfærdelige, er jeg bundet i noget som jeg ikke kan komme ud af. Hvorfor sagde min far til mig, der findes noget som er det allerværste, du har da vel ikke allerede….Hvad skulle det være? Faderen antydede det bare. Det har Kierkegaard mange overvejelser over, hvordan barnet kan høre noget det ikke helt forstår og derfor bliver bange. Det man bliver bange for, har man lyst til at gøre. "Du må ikke lege med tændstikker, det er det allerværste." Så skal man selvfølgelig lige prøve det - det er klart. Og endnu værre når man kobler det sammen med seksualiteten. Kierkegaard skriver i "Begrebet Angst" 126 gange "seksualitet er ikke synd". Når man skriver det 126 gange, så er det fordi man er i tvivl - ellers kunne man nøjes med at sige det een gang. Han bliver ved med at sige det. Og det er fordi han er vokset op med det, og det hører tiden til. H.C. Andersen skriver, "Hvis jeg een gang til onanerer, så begår jeg selvmord." Man fik at vide, at….og når man slog op i en lægebog, så var det meget værre: "Ved hyppig onani ødelægges rygmarven og man dør en frygtelig lidelsesfuld død." De blev jo rædselsslagne. H.C. Andersen sætter et lille kryds i sin dagbog hver gang han har tilfredsstillet sig selv og skriver, hvis det gentager sig, så vil jeg ikke leve mere. Næste dag er der tre krydser… Han er så bange, så bange for det. Kierkegaard havde en lignende angst overfor alt det seksuelle, fordi han var vokset op med det.
1. / 26:05
Kierkegaard:
Vedbliver jeg derfor end at kalde Don Juan en forfører, så tænker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende sine planer, snedigen beregnende virkningen af sine intriger. Det, hvorved han bedrager, er sanselighedens genialitet, hvis inkarnation han ligesom er. Kløgtig besindighed mangler han. Han liv er skummende som den vin han styrker sig på.
Kapitel 2. Spidsborgeren, barnet og Don Juan
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
2. / 00:05
Kierkegaard:
Hans liv er bevæget som de toner der ledsage hans glade måltid, altid er han triumferende. Han behøver ingen forberedelse, intet anlæg, ingen tid, thi han er altid færdig. Kraften er nemlig bestandig i ham og attråen også, og kun når han attrår er han i sit element.
2. / 00:35 - 04:50
(uddrag af operaen "Don Juan")
2. / 04:55
Barfoed (Kierkegaard citat):
Hvor solens stråler ikke nå hen, der nå dog tonerne. Mit værelse er mørkt og skummelt, En høj mur holder næsten dagens lys borte. Det må være i nabogården, formodentlig en omvandrende musikant. Hvad er det for et instrument? En rørfløjte? Hvad hører jeg? Minuetten af Don Juan. Så bær mig da atter bort i rige og stærke toner, til pigernes kreds, til dansens lyst. Apotekeren støder i sin morter, pigen skurer sin gryde, staldkarlen strigler sin hest og banker striglen af på brostenene. Kun mig gælde disse toner, kun mig vinke de. Oh hav tak, hvo du end er, hav tak. Min sjæl er så rig, så rund, så glædetråbende.
2. / 06:00
Garff:
Kierkegaard er jo lykkelig for den græske "haitokaisa", altså denne munterhed og lethed, og det der er en af pointerne i analysen af Don Juan er, at se hvad der sker med det sanselige, det erotiske efter at kristendommen er kommet ind i verden. Der går Kierkegaard så vidt, at han siger det i en vis forstand er kristendommen der gør det sanselige til det syndige, fordi kristendommen lægger vægten et andet sted. Den har pludselig noget som man ikke kendte til i Grækenland, nemlig et begreb om ånd eller et begreb om synd. Og det er i en vis forstand det der giver Don Juan energien, at han hele tiden befinder sig før sproget, hele tiden befinder sig før den afgørende indsigt i, hvem han egentlig er og hvad han egentlig foretager sig. Angsten giver Don Juan energien, farten, det er det der sætter ham afsted og får ham til at forføre 1003 bare i Spanien. Det er Kierkegaard's psykologiske og musikalsk raffinerede indsigt, at den energi som driver Don Juan afsted, har sit udspring i angst.
2. / 07:10
Kierkegaard:
Han sidder til bords, glad som en gud svinger han pokalen, han rejser sig med servietten i hånden, færdig til angreb. Om Leporello vogter ham midt om natten, han vågner op, altid sikker på sin sejr. Men denne kraft, denne magt kan ordet ikke udtrykke, kun musikken kan give os en forestilling derom. Den er nemlig for refleksionen og tanken uudsigelig. En etisk bestemt forførers list kan tydeligt fremsættes i ord, og musikken ville forgæves vove sig til at løse denne opgave. Med Don Juan forholder det sig omvendt. Hvad er det for en magt? Ingen kan sige det, selv hvis jeg spurgte Salina derom, før hun går på ballet. Hvad er det for en magt, hvormed han fængsler dig? Så ville hun svare, "Man ved det ikke". Og jeg ville sige, "Vel talt, mit barn. Du taler visere end indernes vismænd. Richtich, das weiβ mann nicht." Og ulykken er, at jeg heller ikke kan sige dig det.
2. / 08:10
Garff:
Kierkegaard laver en lang analyse af Don Juan i første del af "Enten Eller". På den ene side en patetisk og vidunderlig hyldest til Don Juan. På den anden side den skikkelse som bliver fremstillet i første del af "Enten Eller" - den skikkelse der hedder Johannes Forføreren. Det der sådan meget kort fortalt er hovedforskellen mellem de to, det er at Don Juan er den umiddelbare. Kierkegaard bruger det ord, at han er en sanselig genialitet. Han forfører ved sin blotte tilstedeværelse. Han forfører netop ikke verbalt eller med sine mange ord. Derfor er disse ord, som sangeren synger, så smukt de end er fremført, så er de jo ikke dybe. Det er ikke i kraft af ordene som sådan, at sangerinden bliver forført. Det er i kraft af musikken, siger Kierkegaard, fordi musikken er det medium hvori sanseligheden for alvor træder frem.
2. / 09:15
Kierkegaard:
Min Cordelia,
uden for døren holder der en lille cabriolet, for mig større end hele verden, da den er stor nok til to. Forspændt med et par heste, vilde og ustyrlige ligesom naturkræfter, utålmodige som mine lidenskaber, dristige som dine tanker. Vil du det, så fører jeg dig bort, min Cordelia. Befaler du det, din befaling er løsenet der løsner tømmerne og flugtens lyst. Jeg fører dig bort, ikke fra nogen mennesker til andre, men ud af verden. Hestene stejle, vognen rejser sig, hestene stod lodret næsten over vore hoveder. Vi kører ind i himlen gennem skyerne, det suser om os. Er det os der sidde stille og alverden der bevæger sig, eller er det vor dristige flugt? Svimler det for dig, min Cordelia, da hold dig fast til mig, jeg bliver ikke svimmel. Man bliver i åndelig forstand aldrig svimmel, når man kun tænker på én eneste ting, og jeg tænker kun på dig. I legemlig forstand aldrig svimmel, når man fæster øjet kun på én enste genstand. Jeg ser kun på dig. Hold dig fast! Hvis verden forgik, hvis vor lette vogn forsvandt under os, vi holdt dog hinanden omsluttede, svævende i sfæriske harmoni.
Din Johannes.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
2. / 10:40
Elev:
Det karakteristiske for den gamle Don Juan er, at han er behersket af sin lidenskab. Der bliver det karakteristisk for Johannes Forføreren, at hans lidenskab er, at beherske. Der bliver en underlig…..der sker noget meget uhyggeligt, dramatisk og dæmonisk med Johannes Forføreren figuren. Man kunne kunne også sige, at Don Juan er jo egentligt et barn der forholder sig til sig selv som en del af det skabte liv. Han giver sig sin sanselighed i vold, mens derimod Johannes Forføreren er den civiliserede. Han er fornuftig, velovervejet og i stand til at iscenesætte sin verden. På mange måder kan man jo sige, at det er et sindbillede på det nye borgerlige menneske, der dukker frem i historien, som jo skal være i stand til at holde sin sanselighed i ave, og kun på den måde egentlig agere frit.
2. / 11:35
Møllehave:
I dag er det så almindeligt at folk spørger, "Hvad er meningen med livet, hvad er betydningen af livet?"
Så er der kun eet svar, sådan som jeg læser Kierkegaard: Hvad betyder noget for dig?
I det øjeblik nogen siger, "Hvad er betydningen af livet?",
så er svaret, Hvad betyder noget for dig?
"Intet!"
Jamen, så har det ikke nogen betydning.
"Min far betyder noget."
Jamen, så er der jo en betydning.
"Min elskede betyder noget."
Jamen, så er der jo en betydning!
Kierkegaard mener, hvis du ikke tror at du har en bestemt skæbne, som kun du kan virkeliggøre, så bliver den levet på andenhånd. Leves skal den under alle omstændigheder.
Hvordan var i går?
"Den var ligegyldig!"
Hvordan var i forgårs?
"Den var ligegyldig - ingenting hænger sammen."
Jamen, det er jo også et valg at tingene bare glider - at vi sidder og ser fjernsyn der ikke interesserer os, går i en tilværelse der ikke rager os.
2. / 12:30
Møllehave:
Spidsborgeren er interessant hos Kierkegaard. Alle får ord, alle får tone hos Kierkegaard - æstetikeren, etikeren, den religiøse. Den eneste der aldrig får lov at sige noget, er spidsborgeren. For i samme øjeblik han vil sige noget om at være spidsborger, så vil han holde op med at være det. Han er den eneste der ikke aner hvad han er, når han siger "Sådan er det jo", "Ja det må man jo", "Ja det skal man jo", "Det manglede bare". Man kondolerer når nogen er død, man gratulerer når nogen har fødselsdag, det gør man da, og man sender en buket blomster. Alt er gjort uden reflektion. Det vil sige, hvis han havde givet spidsborgeren replik, så havde han ikke været spidsborger længere. Så må vi også lige sige hvad spidsborger er, for spidsborgeren er ikke sådan som hos f.eks. Hostrup, hvor spidsborgeren er sat i modsætning til studenten, den reflekterende. Hos Kierkegaard er spidsborgeren lige så vel den utrolig reflekterende professor eller hvad som helst, der altså bare taler af en remse.
Barfoed:
Kan man ikke sige, at spidsborgeren er identisk med den åndløse. Åndløs betyder, at mennesket ikke forholder sig til noget.
Møllehave:
Præcis, og derfor kan han heller ikke give udtryk for det.
2. / 13:35
Møllehave:
Nu har vi nogle gange sagt……for man kunne jo sige: "Jeg kunne jo være anderledes. Jeg kunne have levet i går, men jeg gjorde det ikke. Jeg kunne have levet i dag, men jeg gjorde det heller ikke." Så kommer angsten. Hvad er angst? Det er angsten for intet. Begrebet angst handler om livsangst. For tænk hvis jeg virkelig tog livet på mig. Men det orkede jeg ikke, det gad jeg ikke. Jeg var ikke i kontakt med det liv, jeg kunne have taget som en gave, som en oplevelse, som en fryd. Kierkegaard er blevet kaldt angstens digter, fortvivlelsens digter - sikke negative begreber. Men man må ikke glemme, at stikordet hos ham mange gange er ordet glæde. Glæde er i alle de opbyggelig taler grundordet.
2. / 14:10
Møllehave:
"Verden er som man den tager," siger Grundtvig, som også elsker det metaforiske sprog.
Det vil sige, hvis man siger, hvordan er verden, så siger Grundvig, ja det er som man tager det.
Det kommer hele tiden an på, hvordan man tager det.
Livet er altså nogenlunde som man tager det.
Livet er altså nogenlunde hvordan du ta'r det og hvordan du får det.
Man kunne godt sige, livet er grundlæggende hvad jeg får.
Hvis jeg for eksempel siger,
Jeg fik nogle lykkelige år, jeg fik et lykkeligt liv, jeg fik et lykkeligt ægteskab, jeg fik nogle gode venner.
Så si'r vi hver gang "fik".
Jeg kan egentlig ikke sige,
Jeg tog to gode venner.
Hvordan tog du dem?
Jeg tog et lykkeligt ægteskab.
Hvad tog du det med, eller hvordan kom det?
Jeg fik det!
Hverdagssproget, som jo også er religiøst fordi det er et gammelt sprog, siger at livet er noget vi modtager. Jamen kan man så ikke tage livet?
Jo, det kan man godt, men så er det forbi.
"Han tog sit liv", så er der ingen der er i tvivl om at han er død.
"Hvordan har han det i dag?"
Han er jo død, når han tog sit liv!
Sproget siger, det vi tager, det ødelægger vi.
Det vi får, det er en gave.
Og så er der endnu mere indviklet - sproget er jo indviklet - for så er det alligevel spørgsmålet, hvordan tager jeg det jeg får?
Man kan godt sige,
"Han fik det svært."
"Oh, det var da sørgeligt."
"Nej, for han tog det let - det gik så fint så fint hele livet."
Man kan også sige
"Han fik det let."
"Nå, men det var da lykkeligt."
"Nej, for han tog det tungt."
Der er altså forskellige måder vi kan tage vores liv på, samtidig med at livet generelt og grundlæggende er en gave.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
2. / 15:30
Kierkegaard:
Gådefuld bør man være, ikke blot for andre, men også for sig selv. Når jeg er træt deraf, så ryger jeg til tidsfordriv en cigar og tænker: "Gud ved hvad Vorherre egentlig har ment med mig, eller hvad Han vil bringe ud af mig?"
2. / 15:50
Paul Müller:
Det pseudonyme forfatterskab optager en stor del af Kierkegaard's forfatterskab, men samtidig - og det er noget der er lidt underbelyst, så vidt jeg kan se i Kierkegaard-forskningen - så har Kierkegaard sideløbende med det pseudonyme forfatterskab udgivet cirka hundrede taler, som alle på den ene eller anden måde er i hans eget navn. Der kan være opbyggelige taler, eller det kan være kristelige overvejelser i talers form - det er Kierkegaard's egen karakteristik af "Kærlighedens Gerninger".
2. / 16:30
Møllehave:
Jeg har et sted i "Kærlighedens Gerninger" som jeg holder mere af end alle steder. Det er det sted hvor han muligvis p.g.a. perioden, hvor han er klar over forskellige ting der vil ske i Europa, en slags alle skal være ens på den ene eller anden måde, reagerer ved et fantastisk sted i "Kærlighedens Gerninger" at fortælle om skabelsens gave i mangfoldigheden - at alt er forskelligt. Han siger, Jeg går ud i naturen og ser på forskellige blomster. Det er som om den allermindste ubetydelige blomst har sagt, Lad mig være noget for mig selv, noget ejendommeligt. Og så har den fået lov til at være noget særegent og noget ejendommeligt - langt mere utroligt end den nogensinde selv havde drømt om. Så si'r han, hvor meget mere et ikke et menneske! Naturen er, siger han, opelsket af sol og vind, det er lissom den er omgivet af en kærlighed. Så meget mere har hvert enkelt menneske fået lov til at blive til i sin ejendommelighed, i sin særegenhed. Den skal ikke slibes af, man skal ikke aflægge den, man får lov til at være i den. Det er et pragtfuldt sted i "Kærlighedens Gerninger", som næsten for mig er grundstedet, hvorfra det hele strømmer ud og får lov til at være i sin ejendommelighed.
2. / 17:35
Kierkegaard:
Der er ingen, oh ingen forskel på Kærligheden. Men på blomsterne, hvilken forskel! Selv den mindste, den ubetydeligste, den uanseeligste, den endog af sin nærmeste omgivelse oversete lille stakkel, som du næppe opdager, uden du ser nøje til. Det er, som havde den også sagt til Kærligheden: Lad mig blive noget for mig selv, noget ejendommeligt. Og da har Kærligheden hjulpet den til at blive i sit ejendommelige, men langt skønnere end hvad den lille stakkel nogensinde havde turdet håbe på. Hvilken Kærlighed!
2. / 18:15
Møllehave:
Hvis nu øjeblikket er evighedens atom, så er hvert eneste øjeblik lige vigtig.
Hvorfor?
Ja, vi ved det da godt i kærligheden, at hvis jeg ikke nåede at elske mit barn da det var 3, og heller ikke da det var 7, så blir det faktisk ældre og en skønne dag kan jeg sige, "Jeg nåede ikke at elske mit barn. Det var da ærgerligt, men så vil jeg elske det når det bliver voksen. Jeg havde bare så travlt dengang det var barn." Men så er det jo ikke et barn længere.
Altså, hele tiden forsvinder øjeblikket og samtidig kunne det være noget uendelig meget mere.
De der har oplevet at stå ude ved nogle grænser, de kender godt det, at de tænkte, "Ej, hvor kunne øjeblikket have været anderledes."
Men vi har allesammen haft nogle indblik i, at øjeblikket kan være en jubel.
Og det er det Kierkegaard skildrer i sine "Opbyggelige Taler", og ihvertfald i "Kærlighedens Gerninger", som også er een stor opbyggelig tale. Den er en meget kendt tale og et vidunderligt stykke prosa på dansk, som handler om markens liljer og himlens fugle. Og Kierkegaard laver af det vi kalder opbyggelige taler. Er det ikke det samme som prædikener?
Kierkegaard ville sige at det ikke er det samme, for han var ikke præst. Kierkegaard lagde vægt på, at han ikke havde en præstekjole, at han ikke var udnævnt, at han ikke havde et embede. Så han siger, når man ikke er præst - ganske vist har han en enkelt gang prædiket i en kirke, fordi han var på vej til at blive præst. Men da han nu ikke var præst, så kalder han det altså ikke prædikener, men opbyggelige taler.
Så vi siger altså lige, sådan lidt runde i hovedet, hundrede opbyggelige taler skriver han gennem sit liv parallelt med alle disse fiks-fakserier i skrifterne.
2. / 19:45
Garff:
Kierkegaard vil jo sige, at man ikke skal tro han var en forfatter der begyndte som æstetiker med ungdommens kraft og vitalitet, og så efterhånden som han blev ældre, så faldt han lidt af på den og endte med at skrive opbyggelige taler. Det er sådan et forfængelighedsmotiv der ligger til grund for det. Dertil kommer det mere overordnede, at Kierkegaard hele tiden - og det har han jo ret i - har udsendt snart et opbyggeligt værk, snart et pseudonymt værk. De er så at sige kommet successivt - parallelt løbende. Så har han det her smukke billede med, at han rækker de opbyggelige taler ud i verden med højre hånd, mens de pseudonyme værker bliver rakt ud med venstre hånd. Men hvad sker der, alle griber med deres venstre hånd det der er skrevet med højre - og omvendt. Kierkegaard ville gerne læses, forstås og huskes som religiøs forfatter. Det der er blevet hans skæbne - for nu at bruge det ord i den forbindelse - det er, at man primært har tolket ham som pseudonym forfatter. Og jeg vil vove den påstand - selv om det kan være lidt voldsomt - at hvis Kierkegaard kun havde efterladt sig opbyggelige taler, så var han ikke helt blevet den omdiskuterede og gennemanalyserede person som han er blevet. Men Kierkegaard ønsker selv at blive forstået som religiøs forfatter, og jeg ser ham også som en religiøs forfatter. Man kan ikke læse Kierkegaard uden at komme i berøring med det religiøse, komme i berøring med det specifikt kristelige, som Kierkegaard kalder det. Enten kan man se Kierkegaard som et spejl, et grandiost spejl der holdes op foran mig, sådan at jeg kan genkende mig selv.
2. / 21:15
Møllehave:
Og så tilføjer han om det spejl, at hvis det er en abe der kigger ind, så er det sjældent en apostel der kigger ud.
2. / 21:20
Garff:
Ja, det er rigtigt, men det siger han nu i det her værk. Eller også kan man kigge på indfatningen, d.v.s. hvordan er det her værk sat sammen, hvordan hænger det sammen? Og jeg mener altså ikke at de to læsemuligheder slår hinanden i stykker.
2. / 21:35
Kierkegaard:
Du må ikke se på spejlet, betragte spejlet, dets ramme, indfatning og så videre, men se dig selv i spejlet. Men det er ikke det vi gør.
2. / 21:50
Garff:
Den der beskæftiger sig med Kierkegaard, beskæftiger sig først og fremmest med ord. Kierkegaard skrev engang en bog, det var den første han skrev der hed "Af en endnu levendes papirer". Og den der beskæftiger sig med Kierkegaard, han beskæftiger sig altså med en endnu afdøds papirer med tekst, tekst, tekst. Og "Synspunktet for min forfattervirksomhed" det er så at sige teksternes tekst, forsåvidt det er det skrift hvori Kierkegaard gør status og forsøger at sige noget om, hvordan han ønsker at blive læst. Det er i en vis forstand det eneste sted hvor man finder et egentligt forsøg fra Kierkegaards egen hånd på at lave en biografisk fremstilling. BIOS betyder jo slet og ret liv, mens GRAFAE, det græske ord betyder skrift. Så egentlig betyder biografi livsskrift. Og sædvanligvis har en biografi et indhold, et forløb. Det er måske det besynderlige ved det, at det er en af de første biografier i verdenshistorien, ihvertfald i en dansk sammenhæng, som handler betydelig mere om det vedkommende beskrev, end om den der skrev det meget der blev skrevet. For når Kierkegaard ser tilbage på, hvad der egentlig udfyldte hans liv, så er der kun ganske få episoder som egentlig er værd at nævne. Og de episoder som han godt kunne have udpenslet, eller mere detaljeret have redegjort for, dem kan han af forskellige blufærdighedsmæssige grunde - forholdet til faderen, forholdet til Regine - ikke rigtig trække ind i den biografiske fremstilling. Så når Kierkegaard kigger tilbage på sit liv, så kigger han tilbage på sit forfatterskab. Det er det besynderlige ved det og det er det interessante ved det. Som i kan se, skriver han indledningsvis,
Hvad jeg hidtil har skrevet, har i en vis forstand ikke været meget kært eller lysteligt at skrive. Der er noget pinligt i at skulle tale så meget om mig selv.
Altså, det er ubehageligt for ham, at skulle fremstille sig selv på print. Det kan der være flere grunde til. Det kunne jo bl.a. skyldes, at der ikke var så forfærdelig meget at skrive om. Men det kunne også skyldes, at Kierkegaard på det her tidspunkt føler, at nu har han fået kniven for struben. Nu bliver han nødt til at give sig mere direkte til kende. Og denne selv-afsl ring afsløring, denne tagen det ene lag af sig selv efter det andet, har været ubehageligt for ham. Denne stillen sig blot, eller trækken masker af, har generet ham. Og til sidst står han jo så at sige ansigt til ansigt med sig selv, og hvad er det egentlig han så får at se? Han skriver og skriver og skriver, og så standser han på et tidspunkt og kigger tilbage. Det der så undrer ham - og det er det der får ham til at tale om styrelsens part i forfatterskabet - det er det meget han har skrevet. Han forstår det på en anden måde, når han kigger tilbage. Og det kan han tematisere denneher tekst "Synspunktet for min forfattervirksomhed" - det kan han skrive rundt om i sine dagbøger eller journaler, som de kaldes. Og det fylder ham som sagt med megen undren. Hvor kommer det fra? Jeg skrev og skrev og skrev, jeg var mig fuldstændig bevidst under skriveprocessen, jeg har overskuet det hele dialektisk, gennemtænkt det linie for linie, før jeg skrev det ned. Og så alligevel, når jeg genlæser det, er der et mere. Hvor kommer det fra? Hvor kommer dette mere fra, som er i mine tekster? Det kan Kierkegaard ikke forklare, han bliver ved med at kredse om det. Det er tydeligt, at det er en bestemt erfaring, han har gjort. Det er noget af det der fylder ham med stedse stigende undren, når han begynder at reflektere over, hvor kommer det egentlig fra? Og så siger han, jamen det er styrelsens part. Styrelsen har så at sige været medskribent på det her. Præcis hvordan, kan han ikke forklare. Men styrelsen har haft en finger med i spillet.
2. / 25:30
Kierkegaard:
Jeg har i grunden levet som en skriver i sit kontor. Fra første begyndelse har jeg været som under beslag, og hvert øjeblik fornummet at det var ikke mig der spillede Herren, at der var en anden der var Herren. Fornummet det med frygt og bæven, når Han lod mig mærke sin almagt og min intethed, fornummet det ubeskriveligt saligt når jeg forholdt mig til Ham og arbejdede i ubetinget lydighed. Det dialektiske ligger i, at være overordentligt der var mig betroet, fra forsigtigheds skyld var mig betroet i en sådan elasticitet, at hvis jeg ikke ville lystre, så slog det mig ihjel. Det er som når faderen siger til barnet: "Du skal få lov at få det altsammen, det er dit, men vil du ikke lyde og bruge det som jeg vil, nuvel. Jeg skal ikke straffe dig ved at tage det fra dig, nej, tag det, det knuser dig." Uden Gud er jeg mig selv for stærk, og den måske af alle kvalfuldeste måder sprængt. Jeg har efter jeg er blevet forfatter egentlig aldrig oplevet den dag, hvor jeg har erfaret hvad jeg hører andre klage over: mangel. Eller at tankerne ikke ville tilbyde sig. Hændte det mig, ville jeg vel snarere være i det tilfælde næsten at blive glad, at jeg da endeligen fik en dag rigtig fri. Men jeg har mange gange oplevet, og i ethvert øjeblik med gru været vidende om en frygtelig kval der er som det at hungre i overflod, det at overvældes af rigdom. Hvis jeg ikke øjeblikkeligt lærer lydighed, lader Gud hjælpe mig, producere på samme måde, så rolig i stilfærdig som man gør et pligtarbejde.
2. / 27:05
Garff:
Altså, hvordan skal vi forholde os til sådan et begreb som styrelse? Kan vi sige, nå ja, det var altså Kierkegaard's måde at se sagen på, den havde gyldighed dengang, det har den ikke i dag. Det kan vi ikke afgøre, vi kan måske bare afkode ordet, de religiøse overbygninger, den religiøse metafysik, og så sige: Det vi kan forbinde med det her, det er et begreb om styring, at Kierkegaard er styret af skriften. Det er klart, at den ene måde, den religiøse måde eller styrelse, den anden måde er den æstetiske måde eller hvad vi nu vil kalde den - den mere tekniske måde at se forfatterskabet på.
2. / 27:40
Elev:
Jeg kan så godt lide at skematisere, så nu har jeg skrevet styrelse på den ene side, og styring på den anden, så nu vil jeg gerne have en klar definition på styring.
2. / 27:50
Garff:
Styring, der vil jeg så sige om det, at det er, at det er det der sker, når man skriver.
Hvem ejer sproget?
Ingen!
Sproget er ingens. I det øjeblik du træder ud i et sprog som skribent, begynder at skrive, så kan du ikke disponere fuldstændig over det her sprog. Sproget gør også noget ved os, når vi skriver. Det tror jeg er en erfaring vi alle har gjort - mere eller mindre - og det kan være en behagelig eller ubehagelig erfaring.
Man kan jo også sidde - og det er den klassiske situation - og ville skrive et brev til den elskede. Man ved, at man elsker vedkommende fuldt og helt og udelt, og man vil meddele sig. Man vil meddelele sig om sin kærlighed. Og så kender i allesammen scenen fra amerikanske B-film, den unge herre der sidder alene ved bordet. Omkring ham ligger 500 stykker sammenkrøllet papir. Det vil ikke lykkes ham, og til sidst så blir det bare I love you, babe!. Men det er jo også lidt pauvert, for man skal op på de helt høje retoriske nagler og over store strækninger.
Det viser altså, besynderligt nok, at der er en underlig afstand mellem det man gerne vil sige, og det man faktisk får sagt. Det er også det der er muligheden eller logikken i enhver fortalelse. Man vil sige noget bestemt, og så whup, så kommer der noget andet ud af det. Det mener jeg altså også gør sig gældende i selve skriveprocessen. Og det tror jeg er noget af det som har undret og smertet Kierkegaard i de refleksioner han gør sig i "Synspunktet for min forfattervirksomhed". Jeg vil noget bestemt, f.eks. jeg vil være religiøs forfatter, jeg er religiøs forfatter, jeg tror af hele mit hjerte på kristendommen. Og det tror jeg også at Kierkegaard gjorde.
Altså, man har gjort så meget ud af at Kierkegaard var tvivler og så videre….det er han også, når han begynder at reflektere over tingene, men altså i hans hjertes inderste, der tror jeg der står et lille simpelt vers af Brorson. Og det er det, det hele drejer sig om.
2. / 29:40
Kierkegaard:
Et himmelsk omkvæd, der ligesom pludselig afskærer vor øvrige sang. En glæde, der ligesom et vinpust køler og forfrisker, et stød af den passat der blæser fra Mamrelund til de evige boliger.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
3. / 00:01
Garff:
…at hvis der går en dag eller to, hvor han ikke - af en eller anden grund - har mulighed for at skrive, så får han det øjeblikkeligt dårligt. Han får det fysisk dårligt, bliver tung i hovedet, kan mærke det i benene o.s.v. Og så i det øjeblik han får pen og papir hos sig igen, så letter hans tanker, hovedpinen forsvinder og han svæver mere eller mindre bort. Men den måde at skrive på er jo ifølge Kierkegaard's egen opfattelse en æstetisk måde. Det er jo skønskrift så at sige. Det er lyst til at skrive blot for skrivningens egen skyld. Og den form for æstetisk lyst har Kierkegaard næsten instinktivt et behov for at kriminalisere. Vi ved at øjnene er det man læser med, men øjnene er også det der giver anledning til ordet æstetik eller det æstetiske. Øjnene har noget at gøre med det græske eistesis, som betyder sansning i meget omfattende forstand. Men altså sansning specielt knyttet til det seende blik. Og hvis i læser ned igennem teksten her, foruden denne stemme der bryder ind og så at sige bestemmer Kierkegaard's skrift, der er der altså også en mængde billeder - der er noget som hele tiden appellerer til øjnene.
Man skal heller ikke glemme, at det her hedder "Synspunktet for min Forfattervirksomhed". Det er så at sige noget der har med øjnene at gøre, at han har et bestemt synspunkt, hvorfra eller hvorunder man iagttager den skriftelige produktion. Kierkegaard har en række andre optiske metaforer, læg mærke til at der hele tiden kredses om blikket, man har jo Øjeblikket selvfølgelig, det er en kategori, men også er navnet på et tidsskrift han udsender i 1854-55 under kirkekampen.
Han har et pseudonym der hedder Vigilius Haufniensis, der betyder den årvågne københavner. Det er altså ham der er i stand til at bevæge sig rundt i København og observere, kigge ind ad folks vinduer, kigge ind i folks sjæle. Det er så at sige et øje, der er gået ud på egen hånd. Der er også en række andre metaforer for dette med blikket.
Politispionen. Kiekegaard kan på dette tidspunkt kalde sig spion i en højere sags tjeneste, og meget optaget af at politiet har det her symbol med hånden med et øje indeni, sådan at øjet kan række ud og gribe og kigge ind og rundt. Øjet kan se igennem fingre, siger han også. I sine yngre dage, da læser han en mængde litteratur om forbrydere - forbryderstof i det hele taget. Han er meget optaget af forbrydelser, forholdet mellem forbrydelse og straf og specielt optaget af, at man kan udspionere og kigge ind forskellige steder. Han har også en figur som han kalder den søvnløse, som også er en person der så at sige permanent har blikket åbent. Han kan ikke falde i søvn, den stakkels mand, så blikket er hele tiden rettet ud mod verden i en stadig stirren ud mod tingene.
3. / 03:10
Kierkegaard:
Da brød mennesket freden ved at plukke kundskabens forbudne frugt. Han for vild og ved kundskaben for han atter vild. Thi slangen bedrog jo Eva og således kom ved et bedrag, kundskaben som et bedrag, ind i verden. Edens Have lukkedes, alt var forandret, mennesket blev bange for sig selv, bange for verden omkring sig. Bekymret spurgte han, hvad er det gode, hvor er det fuldkomne at finde, hvorfra har det sit udspring, hvis det er til? Men tvivlen, som kundskaben førte med sig, slyngede sig ængstende omkring hans hjerte. Og slangen, der havde forført ham ved det lystelige, knugede sig nu om ham.
3. / 03:50
Garff:
….Og det er der Kierkegaard bruger det billede, som også gør sig gældende i forhold til andre af hans bestemmelser, at Gud så at sige slipper mennesket ud af sin hånd. Gud åbner sin hånd og stiller mennesket frit. Det er jo i sig selv også paradoksalt, at Gud har skabt mennesket med en mulighed for at forlade sin skaber. Han slipper mennesket ud af sin hånd og siger, stå nu selv, prøv selv at tage de første skridt! Og det går jo godt til en begyndelse i haven, men så bevæger de sig i retning af det, som er det forbudte. Og forbuden frugt smager som bekendt bedst, det er Adam og Eva det bedste eksempel på. Og så sker der det, som Kierkegaard fastholder som det gådefuldes pludselighed, at de falder ud af Guds hånd, de falder ud af haven, de falder ud af den oprindelige tilstand.
3. / 04:35
Elev:
Hvis vi tager fat i syndefaldet, så var anledningen jo i virkeligheden forbuddet. Så det er lissom om, at vi skulle jo prøve det der. Gud har lavet det forbud der gjorde, at vi fik lyst til at synge.
3. / 04:50
Paul Müller
Nu sagde jeg før, at disse paradismyter er efterrationaliseringer. Der vil jeg forstå dette med, at forbuddet bliver gentaget af slangen og at mennesket overtræder det, som en forklaring på, hvorfra mennesket kender begreber som frihed og ansvar. Det gør det først, når det har stået i et egentligt valg. Det er ihvertfald meningen med at forklare dette, at mennesket kender til friheden, men som en forspildt mulighed.
3. / 05:25
Garff:
Men det er klart, det er et forsøg på mytisk at forklare det, som unddrager sig forklaring. Så når Poul siger, at det er et forsøg på at efterrationalisere, så ligger der jo dér en indsigt i, at mytens væsen er, at indhente det som vi egentlig ikke har nogen mulighed for at indhente oplysning om. Vi ved ikke hvorfor vi er her, eller hvorfra vi ret beset stammer. Derfor er der denne mytiske fortælling, hvorom Kierkegaard også siger, at det som vi ser udenfor, det som plastisk fremstilles i myten, er i virkeligheden noget som vi skal tænke i forhold til det enkelte subjekt. Vi skal hele tiden tænke det i forhold til en drømmende ånd, som det hedder, som endnu ikke er blevet sig fuldstændig bevidst som ånd, men hviler i denne harmoni eller denne enhed med sig selv. Og som så pludselig spaltes. Og det er jo i en vis forstand det der videreføres i Don Juan hos Kierkegaard. På et mere overordnet plan kan man udmærket godt sige, at der er nogle afgørende paralleller mellem Mozart's "Don Juan" og så det der sker i Edens Have. De her forskellige figurer har ikke bevidstheden om deres erotik eller om deres drift, eller om sig selv som - i Adams og Evas tilfælde - nøgne væsener.
3. / 06:40
Kierkegaard:
Fader i himlene, hvad man i selskab med mennesker - især da i menneskevrimlen - så vanskeligt få at vide, og hvad der - hvis man andetsteds har fået det at vide - så let glemmes i selskab med mennesker - især da i menneskevrimlen - hvad det er at være menneske, og hvad der gudeligt er fordringen til det at være menneske, at vi måtte lære det, eller hvis det er glemt, at vi atter måtte lære det af liljen og fuglen. At vi måtte lære det, om ikke på een gang og alt, så dog noget deraf og lidt efter lidt. At vi denne gang måtte af fuglen og liljen lære tavshed, lydighed, glæde.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
3. / 07:25
Elev:
Jeg kunne godt tænke mig at spørge. Teksten starter: "Du skal blive som barn igen." Hvorfor det?
3. / 07:35
Møllehave:
Det er jo der, hvor Kierkegaard skriver,
du skal være som blomsten, du skal være som fuglen og du skal blive som barnet.
Der forstår han ikke det umiddelbare, det drømmende, men det der er under en myndighed. Så der er i barnets verden et skal. Du skal. De fleste af os kan huske fra vores barndom, hvordan vi løb og løb, for vi skal være hjemme klokken 8. Det er den der anstrengelse, du skal. Og der siger Kierkegaard, at barnet, foruden at være et drømmende og legende væsen, har en sans for at være under kategorien skal. Og så spø'r du, hvem kommer den kategori fra? Ja altså, fra forældrene. Og ikke forstået som noget autoritært. Kierkegaard har selvfølgelig også et autoritært opdragelsesbegreb, men først og fremmest som noget kærligt.
"Du skal!
Hvorfor?
For ellers dør du måske.
Du skal lade være med at gå ud på vejen - det er farligt!"
Som Villy Sørensen skriver så morsomt et sted: "Børnene var endnu for små til at måtte bliver kørt over for deres forældre." (latter)
Men altså, dette med at du må ikke gøre det, for min skyld, vi elsker dig, og derfor skal du lade være. Jeg kunne også sige til min elskede,
"Du skal leve!
Jamen jeg vil ikke leve.
Jamen, så går mit liv i stykker."
Ordet skal behøver ikke at betyde kommando, det kan også betyde for livets skyld. Og det er det Kierkegaard ser i det - der er noget der skal gøres. Det er evangeliet der siger det. Det glemmer den voksne meget i dag, at der er noget du skal. Den voksne i dag tænker, det bestemmer jeg selv, det er mig der bestemmer mit liv. Og dermed har han altså løsrevet sig, det kan han sagtens gøre, men ved at gøre det, opstår angst og fortvivlelse. Fortvivlelse er, at jeg til syvende og sidst ikke vil være den jeg er. Den opbyggelige tale siger, du har lov til at være den du er, det går an at leve, du behøver ikke at fortvivle, fordi dit livsvilkår er givet dig i et faderforhold, i et moderforhold og i et forældreforhold, hvor du er lige så tryg som i et hjem.
3. / 09:15
Elev:
Så er det simpelthen for at undgå angsten og fortvivlensen - og have trygheden i stedet for.
3. / 09:20
Møllehave:
Præcis, det er det der er talens tanke, at der direkte står tre gange: Du må ikke fortvivle, samtidig med at han skriver hvad fortvivlelse er (Møllehave læser op:)
Thi fuglen og liljen er i forhold til Gud lig barnet i den spæde alder, hvor det endnu er så godt som eet med sin mor. Men når barnet er blevet lidt større, om det så end er i forældrenes hus, om det er dem nok så nær, aldrig ude af deres øjne, der er dog en uendelig afstand mellem barnet og forældrene. Og i denne afstand ligger muligheden for barnet i, at kunne formaste sig. Og moderen griber barnet, hun slutter det i armene, for i sin nærhed ganske at sikre det mod enhver fare. Det er dog i muligheden af at kunne formaste sig uendeligt langt borte fra hende. Det er en uhyre afstand, en uhyre fjernhed, thi ikke sandt, også den lever jo i det fjerne der lever på sit gamle sted, men fjernt fra sit eneste ønske. Således er også barnet, skønt hjemme hos forældrene, i det fjerne, bare ved denne mulighed af, at det kan formaste sig. Således er mennesket i muligheden af at kunne formaste sig uendelig fjernt fra Gud, i hvem mennesket dog lever og røres og er. Men kommer mennesket igen fra denne fjernhed og i denne fjernhed Gud nogensinde ligeså nær som fuglen og liljen, ved bestandig kun at ville og gøre som Gud vil?
Der er han blevet kristen.
Først i voksenalderen siger vi, "Jeg kan være helt mig selv".
Barnet kan godt sige, "Nu går jeg hjemmefra - jeg er gal på hele min familie."
Jeg kan huske da Mikkel, vores søn, gik hjemmefra, han var 6 år.
Han sagde, "Nu går jeg, og jeg kommer aldrig mer' og ser jer!"
BANG, døren i, og vi sad der og kunne se at han gik.
Og vi tænkte, hvor længe varer det dog?
Det var snevejr og vi tænkte, skal vi løbe efter ham?
Og så kom han tilbage, han har altid været meget elegant.
Så da han kom tilbage, kiggede han bare på vores kat og sagde:
"Hvad søren, den gamle kat, har i den endnu!" (latter fra tilhørerne)
Det var meget raffineret, så kunne han ligesom komme ind ad døren igen.
Når barnet går hjemmefra, så ved det godt, at det alligevel har et hjem. Altså, det er for at bruge analogien, når han siger "I skal blive børn igen", så er det fordi vi godt vidste at vi kunne blive rasende på instansen derhjemme, men vi havde instansen. Det er det han mener med det. Til barnets bedste, kærlighed til barnet, men også nogle regler.
3. / 11:35
Elev:
Det vil sige, hvis vi bliver børn, så går vi tilbage til det stade, hvor der er nogle instanser der siger…
3. / 11:40
Møllehave:
Ja, men nu hedder instansen Gud, når du gør det som voksen.
3. / 11:55
Kierkegaard:
Tolderen stod langt borte, hvad vil det sige? Det vil sige at stå for sig selv, ene med sig selv for Gud. Så er du langt borte, langt borte fra menneskene og langt borte fra Gud, med hvem du dog er ene. Thi i forheldet til et menneske er det således, at når du er ene med ham, er du ham nærmest. Når der er andre til stede, er du længere borte. Men i forhold til Gud er det således, at når der er flere til stede, synes det dig, som er du Gud nærmere, og først når du bogstavelig er ene med ham, opdager du hvor langt borte du er.
3. / 12:30
Garff:
Et er at digte sig selv, hvem gør det? Det gør æstetikeren. Vi har Johannes Forføreren, et udpræget eksempel på en der digter sig selv. Her i disse for vort land så postmoderne tider ville man sige, at han iscenesætter sig selv. Det er det der er hele pointen i den her sammenhæng. Noget andet er at lade sig digte. Det kunne man sige om etikeren Acessor Vilhelm, han lader sig digte forsåvidt som han indskrives i en større historie. Der er altså en bestemt historie, som han bliver digtet ind i, hvilket er den sociale eller politiske sammenhæng han nu befinder sig i, og den kone og de børn han har. Så kan man lade sig digte som kristen, og det kunne så være det religiøse stadium hos Kierkegaard, hvor man bliver forviklet med en anden fortælling, nemlig kristendommens fortælling. I første omgang måske de gammeltestamentlige fortællinger om Job og Abraham, men i anden omgang det man kunne kalde den kristne grundfortælling - altså fortællingen om Jesus af Nazaret, som man på en eller anden måde kan blive digtet ind i, hvor der altså er en klar sammenhæng mellem identitet og fortælling. Man får så at sige sin identitet fra en bestemt fortælling.
3. / 13:45
Kierkegaard:
Dette mit gudsforhold er mit i mange måder ulykkelige og besværet af livs lykkelige kærlighed. Og omend denne kærlighedshistorie - hvis jeg så tør kalde det - har det den sande kærlighedshistories væsentlige kende, at kun én kan ganske forstå den, og kun én har man glæde af at fortælle den: den elskede - ja, altså af den, af hvem man er elsket. Så er det dog også glædeligt at tale til andre derom.
3. / 14:20
Garff:
Vi kan se at det der er Kierkegaard's bekendelse her, det er at trods alle disse anslag som livet har givet ham, så har han dog haft én som han elskede, og som han hele tiden følte sig fortrolig i forhold til, nemlig Gud. Det er en voldsom fremstilling af det erotiskes forskydning. Og vi, der lever på den anden side af Freud, vil jo straks sige, at det er et forskudt begær; han kunne ikke få Regine, i stedet fik han Vorherre. Det kan der være noget om, og det ville Kierkegaard ikke have noget imod at man sagde, for sådan har han gang på gang selv fremstillet det. Den ulykkelige kærlighed, der ikke kan realiseres menneskeligt, den forskyder sig til en religiøs kærlighed, som så på den måde kan realiseres. Det er iøvrigt meget interessant, det sker aldrig i Kierkegaard's forfatterskab, at navnet Regine Olsen optræder. Ikke en eneste gang vil man, hvis man læser de pseudonyme værker eller opbyggelige taler igennem, finde navnet Regine Olsen. I "Synspunktet for min Forfattervirksomhed" er hun også kun lige akkurat berørt, men han kalder hende ikke Regine Olsen, han kalder hende ikke "min elskede" eller "min fordums forlovede", nej, han kalder hende "hint faktum".
3. / 15:45
Kierkegaard:
Og dog var hun den elskede, den eneste han havde elsket, den eneste han nogensinde ville komme til at elske. På den anden side elskede han hende dog ikke, thi han længtes blot efter hende. Med ham selv foregik der under alt dette en mærkelig forandring. En digterisk produktivitet vågnede i ham efter en målestok, som jeg aldrig havde troet mulig. Nu fattede jeg let alt. Den unge pige var ikke hans elskede, hun var anledningen, der vakte det poetiske i ham og gjorde ham til digter. Derfor kunne han kun elske hende, aldrig glemme hende, aldrig ville elske nogen anden, og dog bestandig kun længes efter hende. Hun var dragen med ind i hans væsen, mindet om hende var evigt friskt. Hun havde været meget for ham, hun havde gjort ham til digter, og netop derved havde hun underskrevet sin egen dødsdom
3. / 16:50
Garff:
Om digteren siges det, at han påkalder musen for at få tankerne. Det kender vi jo ofte, når man påkalder en bestemt muse, som skal inspirere én og Pegasus kommer så hyppende og så videre, og så får man det. Så fortsætter han:
Dette har egentlig aldrig været mit tilfælde. Min individualitet formener mig end også at forstå det. Men derimod har jeg behøvet Gud hver dag, for at værge mig mod tankernes rigdom.
Der bliver Gud trukket ud af en religiøs sammenhæng og vendt ind i en æstetisk sammenhæng. Det er en fundamental dobbelthed, der går igennem meget af det Kierkegaard skriver om det religiøse. På den ene side kan han udtrykke det religiøse i billeder, han elsker jo lignelsesstoffet og kan digte videre i alle mulige og umulige retninger. På den anden side kan han gang på gang sige: "Dette er kun billedlig tale." Underforstået: Det er ufuldstændigt i forhold til det, som det egentlig vil sige. Det som Kierkegaard var på udkig efter, det var det ene ord som kunne sige alt om det hele. Et enkelt ord som var det ene ord, der kunne opmagasinere, eller hvori alt blev udkrystalliseret. Opmagasinere de mange ting som Kierkegaard's liv var blevet udfyldt af. Han ønsker at finde udtrykket…."for så at dø med dette udtryk på mine læber." Og så går der ikke mere end tre linier eller sådan noget, så står der "udtrykkene". Så kommer der et kolon: "Idet jeg nu skal tale derom, da vågner en digter-utålmodighed i min sjæl."
3. / 18:15
Elev:
Jamen, tror du så, at når han taler om det ubeskrivelige, at det er en oplevelse han selv har haft? Der er jo det berømte sted, hvor han nærmest kommer i ekstase eller sådan noget. Tror du det, eller er hans gudsforhold mere et forhold eller en holdning til tilværelsen?
3. / 18:35
Garff:
Jeg tror det er begge dele. De to ting udelukker jo heller ikke hinanden. Man har diskuteret meget, om Kierkegaard havde mystiske erfaringer. Man har også fremsat den teori, at Kierkegaard skulle være epileptiker eller kende til epileptiske anfald. Det der er karakteristisk for epileptikere er, at de sådan lige op til og under anfaldet har nogle meget voldsomme spændinger, der udløses, og de bliver bragt i den syvende himmel. Der er en eller anden ekstase og en mystisk erfaring. Der er en præst på Bornholm i 1846, som hedder Adler. Han får en religiøs åbenbaring. Det er Kierkegaard meget imod, fordi han skriver om den (åbenbaringen) som han gør. Kierkegaard overvejer frem og tilbage, hvis man nu fik en religiøs åbenbaring, kunne den så meddeles? Kan man meddele det, som i sit væsen er sprogløst - kan man meddele det til andre? Eller gør man bedst i at tie stille? Og Kierkegaard når altså til det resultat, at man gør bedst i at tie stille. Man kan ikke meddele det som i sit væsen er det uudgrundelige, det sprogløse, det tavse.
3. / 19:45
Kierkegaard:
Jeg har kun én ven, det er ekko. Og hvorfor er det min ven? Fordi jeg elsker min sorg og den tager det ikke fra mig. Jeg har kun én fortrolig, det er nattens tavshed. Og hvorfor er den min fortrolige? Fordi den tier.
3. / 20:10
Møllehave:
Der er en kategori som Kierkegaard sætter over sproget. Det er tavsheden. Der ligger i teksten en tavshed. Han siger jo selv, "det der ikke kan siges" og "hvad skal jeg sige, mine ord". Det vil sige, at der er en kategori som går ud over sproget og det er når sproget tier. Hvorfor? Det ligger i ordet lydighed, fordi Kierkegaard opfatter ordet lydighed som et flertydigt ord. Lydighed er også at høre lyde, at lade sig sige, at lytte. Når jeg taler, hører jeg ikke den anden. Det står i konteksten du (Garff) læser her, at det at lytte, høre en stemme der siger "Nu skal du…" o.s.v., det er større end at bruge sproget selv. Det religiøse element er så at sige, at han former sin egen skrift som en skål, hvori han modtager noget hvorom han siger, "det har jeg lyttet mig til". Det er derfor han siger, "jeg har fået det. Jeg har bagefter næsten ikke kunnet forstå det, jeg kender ikke engang den næste linie." Det er så mange steder på færde i Kierkegaard's forfatternavne, Johannes de Silentio - den der er tavsheden og Frater Tagiturnus. Og tavsheden overhovedet som fænomén, især i de opbyggelige taler.
3. / 21:25
Garff:
Det er rigtigt, men Kierkegaard er henvist til før eller siden at ramle ind i det paradoks, at det er umådelig vanskeligt at beskrive tavsheden - uden at bryde den.
3. / 21:35
Møllehave:
Jo, det er klart, men der er ingen af os som er i tvivl om, at tavsheden kan være et sprog - altså ikke at få noget svar. Det kan være et særdeles tydeligt svar. Den anden siger intet, eller man får ikke et brev tilbage og man har forstået det hele. Tavsheden var svaret. En talende tavshed.
3. / 22:00
Garff:
I denne tilstand, som han nu befinder sig i, kommer der dette forhold betræffende, d.v.s. Gudsforholdet, ikke en linie på papiret.
Det er mig som hørte jeg en stemme, der sagde til mig: "Dumme menneske, hvad bilder han sig ind. Ved han ikke at lydighed er Gud kærere end vædderens fedme."
Det er et af Kierkegaard's yndlingssteder, at det er lydighed, det er ikke offergaver. Det at mennesket er lydigt, det er ikke det mennesket kan præsterer over for Gud, der er det afgørende. Men det er altså den stemme, der sådan pludselig bryder ind i teksten.
Ved han ikke, at lydighed er Gud kærere end vædderens fedme. Gør det hele som et pligtarbejde. Så bliver jeg ganske rolig, så bliver der tid til at skrive hvert bogstav med min langsommere pen - næsten omhyggeligt. Og vågner hin digterlidenskab igen i mig et øjblik, da er det mig som hørte jeg en stemme tale til mig, som en lærer taler til en dreng når han siger: "Hold nu ordentligt på pennen og skriv hvert bogstav lige nøjagtigt." Og så kan jeg gøre det, så tør jeg ikke andet. Så skriver jeg hvert ord, hver linie så godt som uvidende om det næste ord og den næste linie. Og når jeg så bagefter læser det igennem, så tilfredsstiller det mig dog ganske anderledes, thi selv om så var, at måske ét og andet glødende udtryk undslap mig, frembringelsen er en anden - er ikke digter- eller tænkerlidenskabens, men gudfrygtens og for mig en guddyrkelse.
Jeg synes det er interessant af de nævnte grunde, men også fordi Kierkegaard bevidst eller ubevidst trækker nogle forskellige instanser ind i sin lykkelige og æstetiske lidenskab. Det kan ikke nytte noget, at Kierkegaard bare skriver. Det har han et alt for problematisk forhold til stoffet til uden videre, at kunne acceptere. Det kan ikke nytte noget, at bare giver mig pennens kradseri mod papiret i vold. Der skal så at sige være en instans der træder ind og siger: "Gør det hele som et pligtarbejde."
3. / 24:30
Elev:
Ville Kierkegaard's liv være faldet sammen, hvis han ikke havde troen på styrelsen? Kunne han ikke selv putte mening i det? I dag har mange den opfattelse, at det kan godt være at der ikke er nogen mening med det hele, men så må man selv danne en mening med det.
3. / 24:45
Garff:
Det ville Kierkegaard anse for en radikal nihilisme. Det ville han anse for det forfærdelige. Det er derfor vi har snakket om det med at digte sig selv, og lade sig digte. At lade sig digte, det har en form for receptivitet i sig. Der er nogen, som et andet sted fra gør noget ved mig, der er nogen der skriver min historie. Der er så at sige en overordnet dirigent, en overordnet arrangør, en skribent ind i hvis fortælling jeg dag for dag får digtet mit eget livs historie. Der er en forbindelse mellem skribent og skrift. Mit livs historie er skrevet af en anden, og jeg kan ikke bryde ud af fortællingen. Lige så lidt som figurer i en roman ikke kan sige, nu vil jeg ikke være med mere.
3. / 25:30
Elev:
For mig at se, gør det ens liv sådan lidt u-spændende, at man bare er aktør i det. Den frie vilje skulle jo også gerne spille med ind, men den er måske også givet på forhånd?
3. / 25:40
Garff:
Den frie vilje har Kierkegaard ikke overvældende fidus til. Han siger et sted, at iøvrigt er den her diskussion med fri og ufri vilje en tanke-uting. Det er noget han ikke rigtig bevæger sig ind på. Men jeg kan ikke se, hvorfor ens liv skulle blive uspændende, hvis det skulle være sådan at det var Gud der digtede det. Tværtimod kunne man godt forestille sig, at Gud kunne få et godt indfald med mit liv - det hænder dog. Han har haft en evighed til at finde på en god historie til mig.
3. / 26:05
Barfoed:
Altså, vi sidder i 1992 hvor styrelsen efter sigende ikke er hvad den har været. Suggereret af Kierkegaard, så taler vi nu allesammen om styrelsen eller æstetikken. Jeg vil spørge dig (Garff), er der ikke moderne læsninger, som nok er klar over at Kierkegaard skal læses på hans egne betingelser, og at man skal gøre en stor indsats for at læse ham - ikke alene på hans egne betingelser, men også som han selv ønsker at blive læst, for at blive forstået ret, men som på den anden side siger, tiden er gået, der er andre læsninger som tilbyder sig. Og der vil der være nogen, som vil pille styrelsen fra hinanden, og det er dem jeg gerne vil spørge dig (Garff) til, for det ved du mere om end jeg. Jeg kan forestille mig, at der må være nogle psykoanalytiske læsninger.
3. / 27:00
Garff:
Jamen det er der da også. Jeg kan ikke pege på en enkelt læsning, men man da udmærket sige, at der er en bestemt tendens i nyere læsninger af Kierkegaard i retning af, at se på denne enorme lidenskab som Kierkegaard gang på gang taler om - at styrelsen presser ud ham i form af skrift. At se det som en form for libidinøst begær, det stiger og stiger og på et eller andet tidspunkt mere eller mindre konkret forstået må have udløsning. I Kierkegaard's tilfælde, der bliver denne voldsomme lidenskab så udløst gennem penneskaftet og ud igennem pennen og ned på papiret. Det er sådan en spermatisk spruttende pen, der er tale om, som Kierkegaard altså skal bringe til bemestring.
3. / 27:45
Barfoed:
Det ord kan jeg ikke høre!
3. / 27:45
Garff:
Jamen altså, spermatisk, det er ikke mit ord, det er noget Kierkegaard selv bruger i forbindelse med h….(uhørligt), så derfor tør jeg bruge det i denne sammenhæng.
3. / 27:55
Barfoed:
Men at styrelsen måske indeholder et, hvad man psykoanalytisk ville kalde et over-jeg. Altså en faderlig instans som altid med sit øje kontrollerende griber ind, når man er på gale veje. Nu gør jeg noget jeg ikke må, nu begynder jeg at drømme og svæve i sproget. Så melder i mig denne instans som siger: Hold ordentligt på pennen, dreng! Vil man så ikke henføre til faderopgøret, det fortrudte faderopgør, som igen har noget at gøre med undertrykkelse af libido. Teksten er jo libidinøs! Den er driftsbetonet, den er strømmende, den er narcissistisk, den er alt det der.
3. / 28:40
Garff:
Når Kierkegaard har så meget imod det æstetiske, så er det fordi der er en lang tradition for, at associere det æstetiske med nydelse. Det er noget der appellerer til vore sanser. Det er noget der glæder os. Op igennem hele filosofiens og teologiens historie, der vil man kunne se hvordan der gang har været en radikal konflikt mellem billedfremstilling af det religiøse og så det religiøse selv. Det religiøse er noget som næsten pr. definition unddrager sig fremstilling. Vi har også talt om, at den gammeltestamentlige Jave, ham kunne man ikke se. Guden kan man ikke se. Det at se Gud er forbundet med døden. Så derfor kan Kierkegaard heller ikke lave et fiksérbillede, han kan ikke låse Gud fast og sige: Se, her har vi ham! Han kan gøre brug af billedet som noget, der tjener til at fremhjælpe en større og større forståelse af, hvad det er vi taler om. Men billedet selv tager han afstand fra. Det er kun billedlig tale.
3. / 29:25
Møllehave:
Jamen Joakin, som teolog omend ikke du er præst, må du da stadigvæk vide, at der er et sprog som ikke er billedligt, som gør noget ved os. For eksempel: Jeg tilgiver dig. Enten kan jeg sige: jeg er fuldstændig ligeglad med det ord. Eller jeg kan sige: Hermed er livet nyt. Jeg kan sige et af to. Enten kan jeg sige, det er kun ord ud i luften, eller også kan jeg sige, hermed kan jeg leve. Jeg kan ikke leve uden tilgivelse. Men hvis én siger til mig: Jeg tilgiver dig, så håber jeg da at vedkommende mener det. Så kan vi jo fortsætte med alt, så er alt såre godt. Med andre ord, der er mere end billedsprog. Der er det vi kalder et performativ. "Kaffen er serveret", så er det ikke meningen at vi skal ind og sige, ja det er sør'me osse og gå tilbage igen. Så er det meningen vi skal sætte os hen til kaffen. Det er nogle ord der sætter noget i gang. Hvis jeg siger "Det sner!", så kan det udmærket være en meddelelse om, at nogen skal ud og skovle. Hvis de bare går hen til vinduet og siger, "Det har du sandelig ret i", så har de ikke forstået hvad jeg siger.
3. / 30:10
Barfoed:
Så falder der brænde ned!
3. / 30:15
Møllehave:
Ja netop. Det vil sige, at der er et sprog som er andet end billedsprog. Og det er jo det Kierkegaard kalder for det til opbyggelse. Når han skriver opbyggelige taler - han er jo ikke præst - så er talerne til opbyggelse. Det er i sandhed det at få at vide, dine synder er dig forladt. Det har intet med problematisering af, hvor er Gud og hvad er billed og er det ikke Freud og er der ikke supermoderen og alt det der. Sludder og vrøvl! Hvis man begynder at læse Kierkegaard på den måde, så drop det. Så kan man lige så godt læse Den store Bastian og alt mulig andet.
3. / 30:40
Barfoed:
Men der har vi den totalitære tankegang igen hos Møllehave. Der må ikke komme noget ind udefra…
3. / 30:50
Møllehave:
Ja, medmindre det hele er pjat og vrøvl, så lad os opgive det. Hvis der er alvor i sagen, så kan Jeg elsker dig vende op og ned på mit liv. Hvis vi begynder at problematisere det, ja så betyder det bare ikke noget. Hvis tilgivelsen er en realitet, så er livet nyt, og hvis ikke det er en realitet, så bare stå fast og knyt hænderne i lommen.
3. / 31:10
Barfoed:
Jeg forstår ikke hvad du siger.
3. / 31:10
Møllehave:
Du forstår da udmærket hvad jeg siger, du gider bare ikke forstå det. Jeg snakker jo ikke latin.
3. / 31:15
Barfoed:
Jo!
3. / 31:15
Møllehave:
Jeg siger, der er øjeblikke hvor noget kun kan siges og fornys ved sproget. "Det er i orden, lad os spise sammen, kom herind", så er alt såre godt igen. Det er præcis det som det religiøse sprog siger. Nadveren er et eksempel på at vi kan sidde ved et bord, skønt vi hader hinanden og skønt vi har forbrudt alt. Så taler vi om tingene og mødes. Tænk hvis vi kunne gøre det i virkeligheden!
3. / 31:30
Barfoed:
Vi snakker sandelig om Kierkegaard.
3. / 31:35
Møllehave:
Nej, vi snakker om Kierkegaard, som er en kristen forfatter, og som har et sprog der er kvalificeret, og det er selvfølgelig Bibelens sprog.
3. / 31:40
Elev:
…og som rummer det store paradoks i sig, at når man taler om tilgivelse, så er det i virkeligheden sådan, at kun det utilgivelige er tilgivelse værd. Det, der tilgiver sig selv, behøver jo ikke tilgivelse.
3. / 31:55
Barfoed:
Jamen altså, er fornuften alene døbt? Kan det ikke være muligt at undersøge et menneskes værk fra vinkler, som ligger udenfor den sammenhæng som frugten selv placerer sig i?
3. / 32:10
Møllehave:
Jo, men du kan jo gøre hvad du vil, bare du ved, at du leger blindebuk med nogle begreber mens du gør det.
3. / 32:20
Barfoed:
Der har vi tankepolitiet igen, nu bliver jeg sat til at være en blindebuk, som bilder sig ind at jeg kan se noget, men i virkeligheden kan jeg ikke se noget, for det siger Møllehave at jeg ikke kan.
3. / 32:25
Møllehave:
Det kan du heller ikke.
3. / 32:35
Barfoed:
Jeg synes, at du må kunne præstere noget mere i retning af at referere til vinkler, som kommer udefra. Det må være korrekt, at sådan noget må kunne siges, uden at det i samme øjeblik er blindebuk. Det synes jeg er irriterende og det synes jeg er bekræftende på, at i det øjeblik man er placeret der hvor Johannes (Møllehave) er placeret, så kan en kritik udefra ikke komme til. Der er da ingen tvivl om, at den dæmonisering af driften, den dæmonisering af seksualiteten som der er tale om hos Kierkegaard, er fænomenal. Han er i en kværn mellem to møllesten. Den må da også påkalde en psykologisk interesse, som ikke nødvendigvis skal udfolde sig under denne himmel, som Kierkegaard selv rejser. Den inviterer da til…
3. / 33:50
Garff:
Selvfølgelig.
3. / 34:50
Barfoed:
Nå, godt, jamen det er jeg glad for at høre.
Der var også en af de unge heroppe, som med det samme kunne sige, "Freud, herregud…". Jamen det kan man jo ikke sige. Så hellere interessere sig for Freud end for en tynd transcendens. Nu siger jeg ikke, at den transcendens vi taler om her er tynd, tværtimod er det måske en af de mest udfoldede transcendente overvejelser der er sket i verdenslitteraturen. Men altså, at reducere Freud til ingenting forekommer mig at være udtryk for et eller andet… Og jeg vil gerne vide om det er et udtryk for et eller andet, nemlig at en tid som er meget afpsykologiserende til fordel for en interesse for styrelser, hvad enten de er horoskoper eller healing - er det tiden, siden det går så galt, når man kommer med henvisning til frihedsbegreber som ikke er Vorherre's friheder, men måske er nogle friheder, som mennesker har fundet på indbyrdes. Som ikke er sanktioneret, som ikke er døbte. Og det får mig til at referere til Marx som siger, at al egentlig kritik begynder med kritik af det metafysiske - altså den metafysiske lov om kristendom, om man vil. Og jeg synes faktisk, at den metafysiske lov og dens utrolige hårdhændethed, som Kierkegaard er det allerbedste eksempel på, hvis ikke den fortsat er genstand for kritik, som nødvendigvis må komme udefra, men bliver fejet afsted med det samme, ja så ender vi i en ny terror og en ny totalitarisme. Er den her?
3. / 35:25
Møllehave:
Niels mener at begrebet myndighed ligger lige om hjørnet til at blive til begrebet diktatur eller undertrykkelse. Det er vi selvfølgelig dybt uenige om. At der er historiske grunde til at Niels (Barfoed) har ret op gennem historien, javist, alt kan misbruges. Der findes ikke noget som ikke bliver misbrugt. Også den tanke at vi skal være sammen og være fælles om nogle ting, kan bliver brugt til et overgreb, det har vi jo set så mange historiske eksempler på, at vi misbruger noget. Men begrebet myndighed kan efter min mening ikke diskuteres i Kierkegaard's værk. Det betyder ikke, at myndighed er det samme som diktatur, at der er noget der siges, som du ikke kan sige dig selv. Psykologien kan vi sige os selv, det er jo en indre strøm. Men der findes altså noget, vi ikke kan sige os selv - eller også findes det ikke. Man kan kun tro på det, man kan ikke bevise det.
3. / 36:10
Barfoed:
Jeg mener naturligvis, at kritikken af kristendommen er en vigtig del af vores liv, og at myndigheden kan diskuteres.
3. / 36:20
Møllehave:
Ja, men Kierkegaard ville jo give dig evig ret i en kritik af kristendommen. Han var jo tilhænger af sådan nogle vensrehegelianere som Strauβ og Feuerbach, der kritiserede religionen sønder og sammen. Det kan du gøre lige så meget du vil. Men tilbage står, om du vil tro, at der er noget der går ud over din egen selvforståelse. Og det er der i Kierkegaard's værk, det er fuldstændig indiskutabelt. Og han havde ikke skrevet en linie, hvis ikke han havde troet det.
3. / 36:45
Elev:
Selvfølgelig virker det næsten absurd og bombastisk i endegyldig forstand at forstå sit liv som fastlagt af en gud, af en styrelse. Men på anden side kan man sige, at livet får betydning på den måde. Det er ikke ligegyldigt hvad der sker. Man er en historie der er fortalt, og som fortælles et andet sted fra, end der hvor man selv er. Det modsatte ville jo så være, at det liv man har, i større eller mindre grad har en tilfældigheds karakter. Med alle de skrupler, anfægtelser, frustrationer der kan komme af, at det hele kunne være anderledes. Det er rent tilfældigt på samme måde som udfaldet af en roulette. Lidelsen bliver meningsløs når den har denne tilfældigheskarakter, mens derimod en lidelsesfuld skæbne trods alt bliver noget man kan tage på sig og leve op til, hvis man ser den som foreskrevet én. Så bliver selve spørgsmålet om at blive sin skæbne værdig et spørgsmål man kan tage på sig og leve på. Hvis skæbnen er aldeles tilfældig, hvis der ikke er nogensomhelst mønstre i nogetsomhelst, så er den én stor urimelighed.
Kapitel 4. Samfundet og det paradoksale
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
4. / 00:00
Kierkegaard:
Der er to tanker der er så tidlige i min sjæl, at jeg egentlig ikke kan eftervise deres opkomst. Den første er, at der gives mennesker, hvis bestemmelse er at ofres. På en eller anden måde at ofres for andre, for at få ideen frem, og at jeg ved mit særlige kors var en sådan. Den anden tanke er, at jeg aldrig ville blive forsøgt i at skulle arbejde for udkommet. Dels fordi jeg mente at skulle dø meget ung, dels fordi jeg mente at Gud i betragtning af mit særlige kors ville holde denne lidelse og opgave fra mig. Hvorfra man har slige tanker, ja det ved jeg ikke. Men det ved jeg, læst mig til dem har jeg ikke, ejheller har jeg fået dem fra et andet menneske.
4. / 00:55
Garff:
Det der gør det muligt at være sammen med Kierkegaard, er i mine øjne at han også forsøger at omsætte sine egne indsigter i praksis. Altså svarende til at han, når han skriver om begrebet angst faktisk til materiale kun har den københavnske befolkning og sit eget sjæleliv. Svarende til det kan man sige, at mange af de indsigter han gør, dem omsætter han i praksis. I en periode sidder han ligefrem, da han har skrevet en tale om at man skal forsage denne verden, at eksperimentere med om han nu skal tage een eller to tvebakker til sin suppe. Altså, hvor han på sin egen krop eksperimenterer helt konkret, for at se hvordan det virker i praksis.
4. / 01:30
Møllehave:
Der er en lille spændende note et eller andet sted hos Kierkegaard, for han elskede jo hverdagssproget og at blive filosofisk på en sproglig baggrund, hvor han taler om at være aktiv og passiv. Det er to ord. Det er to grammatikalske ord. Men det danske ord for at være passiv, det hedder lideform. Det gør han en vældig reflektion ud af, at hvis man er passiv, så siger man, at jeg lider. Men behøvede du at tage den passive rolle? Altså han spiller på de to, om man kan gøre noget ved lidelsen. Han mener selvfølgelig ikke at lidelsen er et grundfænomén, for det mener han jo nok det er, men at der er en lidelse som ikke behøvede at være der.
4. / 02:05
Paul Müller:
I den forbindelse må man også spørge videre, hvad betyder lidenskab? Det betyder at give denne liden form og skikkelse.
4. / 02:15
Garff:
Altså, i begyndelsen af forfatterskabet får lidenskaben primært en erotisk skikkelsen. Det der så er den fine bevægelse i forfatterskabet er, at det så at sige gennemspiller disse mange former som lidenskaben kan tage og få - og ende ved, at der faktisk også er tale om en kristen lidenskab…som så har denne dobbelthed i sig, både lidelse og passion eller hengivelse.
4. / 02:50
Kierkegaard:
Gid jeg nu blot snart måtte komme i Corsaren. Det er virkelig hårdt for en stakkels forfatter, at stå således udpeget i dansk litteratur, at han er den eneste som ikke udskældes der.
4. / 03:05
????:
Det starter med, at Kierkegaard i en avisartikel skriver: Gid jeg nu blot snart måtte komme i Corsaren. Det skulle han nok aldrig have skrevet. Det kommer han nemlig. I løbet af 1846 bliver der gjort grin med Kierkegaard utallige gange. Corsaren var et satirisk ugeblad, der i tekst og karikaturtegning gjorde grin med det man kaldte det borgerlige Danmark. Ingen kunne føle sig sikker, men hidtil var Kierkegaard gået fri, ja, han var endda blevet smigret i Corsaren. Og det var selvfølgelig det værste af alt, at blive smigret i et smudsblad. Det brød han sig ikke om.
4. / 03:45
Kierkegaard:
Man kan altså bestille Corsaren til at udskælde, ligesom man bestiller en lirekasse til at gøre musik. Måske er den oftere før blevet brugt således, dog med den forskel, at en i forbitrelse og hadskhed dragende ironien over sit eget hoved, har bestilt Corsaren til at udskælde en anden. Mere kan jeg ikke gøre for andre, end selv at begære at blive udskældt.
4. / 04:05
????:
Og så er der den vigtige pointe: Det ene bukseben er kortere end det andet. Denne lille forskydning ændrer så at sige Kierkegaard's liv.
4. / 04:20
Garff:
Det, som det her med Corsaren viser er, at Kierkegaard har hvad man kunne kalde en sociale sensibilitet eller social følsomhed, der er mange henseender tydeligvis er hans styrke. Han elskede jo København, vandrede rundt i København, elskede at snakke med folk, kunne komme hjem og endnu med hatten på fare hen til pulten og skrive ned, at nu havde han hørt Amagerkonen sige sådan og sådan. Det var noget han ville fastholde på papiret. Man kan heller ikke forestille sig, at Kierkegaard kunne skrive et værk om begrebet angst, som er hans psykologiske hovedværk, uden at have København som en form for psykologisk materiale. Der var han spion, gik rundt og diagnosticerede og eksperimenterede med folk. Men den sociale sensibilitet vender pludselig. Det der var hans store styrke, bliver pludselig hans store svaghed. Det slår over i en form for hysteri eller total mangel på proportioner. Det kan man more sig meget over, det er f.eks. rigtigt at de her gråmelerede benklæder har givet buksestof til eftertanke langt ud over det der er rimeligt. Men det der er interessant, er to ting. For det første viser Corsar-begivenheden at Kierkegaard er et erfarings-menneske. Det der sker på den anden side af balladen med Corsaren, det er, at Kierkegaard i stedse stigende grad bliver opmærksom på at et forhold til kristendommen også indebærer forskellige synliggørelser. Og der bliver det her martyrium mere og mere - så kan man diskutere, om det er en metafor eller hvor konkret det skal forstås - men det bliver i stigende grad noget, som Kierkegaard kredser om det der er identisk med den sande væren kristen. Og selv om Kierkegaard gang på gang har latterliggjort erfaring og kan tale om den trivielle erfarings papegøjevisdom og den slags ting, så er han i udpræget grad selv en person som omsætter sine personlige erfaringer i sin skriven, i sin skrift. Og man skal være omtrent blind, hvis man ikke kan se at i de skrifter, som udkommer på den anden side af Corsar-balladen, at der bliver forestillingen om, at følge Kristus efter mere og mere fremhævet. Der er selvfølgelig meget ynk og sårethed i det meget som Kierkegaard skriver. Men der er også - og der er så det teologiske og principielt interessante - der er også tydeligvis tale om, at Kierkegaard har gjort nogle erfaringer, som han kæder sammen i sin teologi. Han ønsker - og det kan man se, når man læser synspunktet - at fremstille det så sammenhængende, at man efterhånden bliver mistroisk. Alt kommer til at passe på punkt og prikke. Det er ham der iscenesætter begivenhederne i København i forbindelse med Corsaren i 1846. Han har arrangeret det, han har styret det. Han har dialektisk nøjagtigt udregnet en hel strategi, som han iværksætter. Og så skriver han altså, at der var sket det forfærdelige, at hele den københavnske befolkning fandengalemig var blevet ironisk! Det var ulykkeligt, fordi det at være ironiker, det kræver en absolut intellektuel dannelse, og det har pøbelen jo ikke. Og så for at reagere overfor denne ironiske grasseren, som nærmest pestagtigt har bredt sig i København, så iværksætter han en bestemt strategi. Det er klart, at det er en efterrationalisering. Uanset hvordan man vil forklare Corsar-begivenheden, så har den ikke fundet sted på den måde. Og sådan kan man gang på se, at Kierkegaard ønsker at tilføre sit liv mere og mere troværdighed i det her skrift. Så megen troværdighed og så megen styring eller styrelse ønsker han at tilføre sit liv, at det hele ramler sammen. Vi kender det allesammen, at man bliver ved med at ville overbevise nogen om noget - "Jeg gjorde det ikke, jeg gjorde det ikke" - og jo mere man forsikrer, desto mindre troværdig bliver man. Det er nøjagtig det, der er en af kriserne i synspunktet. Jeg er ikke specielt interesseret i at fange Kierkegaard på det gale ben. Når man har med Kierkegaard at gøre, så har man med en person at gøre, som er sart, men som også har en fantastisk styrke. Man kan sagtens få ham væltet omkuld, latterliggjort og hængt ud.
4. / 08:35
Kierkegaard:
Når man i en bjergegn hører vinden dag ud og dag ind, urokkeligt, uforandret foredrage det samme tema, så fristes man måske til et øjeblik at abstrahere fra ufuldkommenheden og da glæde sig over dette billede på den menneskelige friheds konsekvens og sikkerhed. Man tænker måske ikke på, at der var et øjeblik, da den vind der nu i mange år har haft sin bolig mellem disse bjerge, kom som ubekendt til disse egne, styrtede sig forvildet meningsløst ind igennem kløfterne, ned i bjerghulerne, frembragte nu et hvin, som den næsten selv studsede over, nu et hult brøl som den selv flygtede for, nu en klagetone som den ikke selv vidste hvorfra den kom, nu et suk fra afgrundens angst, så dybt at vinden selv blev bange og tvivlede et øjeblik, om den turde bo i disse egne, nu et lyrisk overgivent hop-sa-sa, indtil den efter at have lært sit instrument at kende, sammenarbejdede alt dette i den melodi, som den fra dag til dag uforandrede foredrager. Således farer individets mulighed vildt om i sin egen mulighed, opdager nu en, nu en anden. Men individets mulighed vil ikke blot høres. Den er ikke som vejrets blot henfarende, den er tillige gestaltende. Derfor vil den på samme tid ses. Enhver dets mulighed er derfor en lydende skygge. Det krybte individ tror lige så lidet på de store larmende følelser, som på ondskabens snedige hvisken. Lige så lidet på glædens salige jubel som på sorgens uendelige sukken. Individdet vil blot patetisk se og høre, men vel at mærke sig selv. Dog vil det ikke høre virkeligt sig selv. Det går ikke an. I samme nu galer hanen og tusmørkets skikkelser flygte bort, nattestemmerne forstumme. Vedblive de, da er vi på et ganske andet gebet, hvor alt dette foregår under ansvarets ængstende tilsyn. Da er vi ved det dæmoniske.
4. / 10:35
Garff:
Kierkegaard er så udpræget et bymenneske. Han elsker København og kan i optegnelse efter optegnelse i sine papirer og dagbøger besynge København. Så hader han det lille lukkede miljø, den intellektuelle klike og er undertiden paranoid og føler sig forfulgt og spærret inde i det klaustrofobiske rum, som København er på det tidspunkt. Og så vil han væk. Kierkegaard er en form for anti-intellektualist eller sådan noget. Han har en stor frygt for, at mennesket på et tidspunkt bliver bragt i stand til at begribe alting. Det er først sådan noget som tordenvejr, lyn, dramatik, orkaner, jordskælv - alt sådan noget, som man kunne kalde det sublime. Det vil sige det, som vi ikke med vores menneskelige gøren og laden kan bringe os i noget beherskelsesforhold til. Det er det der fylder Kierkegaard. Det fremmede, det radikalt anderledes. Og det gør sig gældende gang på gang hos Kierkegaard, at han opsøger fænoméner eller felter som bryder med kulturen. Når han polemiserer så voldsomt mod Hegel, så er det også fordi han ønsker at friholde nogle bestemte felter i vores verden, som ikke overdækkes eller overlejres af kultur. Det er det han også ser som det forfærdelige hos Hegel - at Hegel har en ambition eller prætantion i retning af, at begribe alt, at begribe det hele som een sammenhængende total væren.
4. / 12:05
Kierkegaard:
At holde et sår åbent kan jo også være sundt - et sundt og åbent sår. Stundom er det værst, når det gror til.
4. / 12:15
Barfoed:
Kierkegaard var modstander af den demokratisering af det danske politiske liv, der fandt sted. Det var Oehlenschläger og Carsten Hauch også. Det var en række af de gamle, halvgamle romantikere ligeledes. De følte alle, at nu brød der noget uoverskueligt op nedefra, som ville blande sig og vælte det hieraki, man havde med den enevældige konge foroven og embedsmanden og stænderne i en pæn og smuk orden forneden. Det var også for Kierkegaard's vedkommende en anledning til foragt. Dette var udvorteshedens larm, som han udtrykte det. Den ydre verden ville nu pludselig gøre sig gældende, og bilde sig ind at have kræfter som var befordrende og progressive. Heiberg's udtryk hedder imod det ydre ruster sig det indre. Det blev en kamp imellem ideen herinde, og så en blandet, broget grødet ydre verden, som ikke var præget af den idé som borgerskabets intellektuelle repræsenterede. Det skal man tage med.
4. / 13:40
Møllehave:
Det er konklusionen, men jeg vil jo nok sige, at han ville jo ikke sige, og han ville blive meget krænket, hvis du sagde, at det var akademikeren i ham. Det er kristendommen i ham. Han hadede jo at være akademisk hævet over den menige mand. Det ville han meget nødig.
4. / 13:50
Barfoed:
De andre var jo også etablissementet. Oehlenschläger, Heiberg og de andre, det var dem der sad på institutionerne.
4. / 14:00
Garff:
Han er jo gennemgående institutionskritisk. Tænk på, hvor kritisk han forholder sig til den danske folkekirke i slutningen af sit liv, som han gennemførte en rasende polemik imod. Tænk på, hvor få institutioner han accepterer rundt omkring i sit forfatterskab. Den ægteskabelige institution, som jo vitterlig også er en institution, bliver lige akkurat men lidt parodisk indrømmet nogen plads i…(Møllehave bryder ind)
4. / 14:25
Møllehave:
Fordi han kunne forestille sig det der var værre (latter).
4. / 14:30
Garff:
Fordi han kunne forestille sig det der var værre, men bestemt også det der var betydeligt bedre. Så det får lige akkurat plads. Enhver form for demokratisk repræsentation har i det hele taget ikke hans interesse. Det har noget at gøre med hans store autoritetstro. Han vil respektere bestemte og under ingen omstændigheder respektere andre. Han kan blive ved med at vende tilbage til en række faderskikkelser, sin egen fader og selvfølgelig den himmelske fader. Altså nogle store faderskikkelser, der repræsenterer noget, nemlig sig selv og så det der er oppe over dem. Lige så snart en repræsentation peger nedad eller implicerer flere, så er Kierkegaard altså imod.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
4. / 15:10
Elev:
Jamen hvilken styreform ønskede Kierkegaard egentlig?
4. / 15:15
Møllehave:
Oplyst enevælde.
4. / 15:15
Garff:
Ikke alt for oplyst!
4. / 15:20
Møllehave:
Mørklagt enevælde eller Nærdiktatur! (latter)
4. / 15:40
Møllehave:
Det er jo fantastisk morsomt, altså, 1849, alle mulige andre steder i verden flød der blod. Og det ventede kongen jo også. Kongen var jo desperat - han var virkelig bange. Han havde jo grevinde Danner ved sin side og folk var rasende. Han troede, da han flyttede sammen med grevinde Danner, at nu blev han afsat som konge. Det troede han hele tiden. Så gik der ild i slottet og han sagde, nu bliver jeg afsat. Så sagde hans adjudant, "Så længe De ikke lukker Tivoli, så bryder der ikke revolution ud i Danmark!" Det undlod han så at gøre, men stadigvæk var han bange for, hvordan han skulle gebærde sig, hvis folket krævede det ene eller det andet. Så han var helt indstillet på at give dem en fri forfatning. Og så kommer de marcherende med nogle mægtige opråb. Der kommer Grundtvig, der kommer Lehmann, der kommer de allesammen. Men de kommer i store kolonner på vej op, for at forlange denneher fri forfatning. Og Kierkegaard ser det skræmt fra vinduet. De kommer hen forbi hans vindue, de går i store kolonner og der råbes. Og så er det han siger, nu går de op og slår nogen ihjel. Det troede han. Men det gik meget fredeligt til, vi får en grundlov som er storartet. Men Kierkegaard undrede sig over, hvorfor mennesker bliver så dumme, når de går sammen i en masse. Vi har jo set det senere også, at folk bliver dumme, når de marcherer i takt. Hvorfor gør de det? De er jo ikke dumme hver for sig. Hvad sker der i en massbevægelse? Det er et spørgsmål Kierkegaard har rejst mere end nogen anden. Så kan man sige, at det var hans egen angst for massen o.s.v., men han har sagt nogle spændende psykologiske ting om hvad der sker, når vi er i en kæmpe flok. Intelligenskvotienten nedsættes. Kierkegaard's kommentar til f.eks. en revolutionær bevægelse eller en politisk overgang til et civilt samfund, hvor det ikke var én der styrede, men folket, de går hele tiden på, at det vil blive pinagtigt, det vil blive utroværdigt, det vil blive undertrykkende. Han har hvad man næsten kunne kalde en social-psykologisk opfattelse af, hvad der sker. For eksempel, hvis ligheden bliver større, bliver misundelsen også større. Man skulle tro, at misundelsen ville falde, men det gør den ikke ifølge Kierkegaard.
4. / 17:55
Paul Müller:
Det han taler om er nivellering. Men samtidig hævder han forfatterskabet igennem alle menneskers lighed.
4. / 18:10
Møllehave:
Jo, men det er en lighed for Gud. Det er ikke en social lighed.
4. / 18:15
Kierkegaard:
Den sig etablerende misundelse er nivelleringen. Og mens en lidenskabelig tid fremskynder, hæver, styrter, ophøjer og nedtrykker, gør en reflekteret lidenskabsløs tid det modsatte. Den kvæler og forhindrer - den nivellerer. I spidsen for et oprør kan der stå en enkelt mand, men i spidsen for nivelleringen kan ingen enkelt mand stå, thi så ville han blive herskeren og være undgået nivelleringen. Det enkelt individ kan i sin lille kreds være medvirksomt i nivelleringen, men denne er en abstrakt magt og nivelleringen er abstraktionens sejr over individerne.
4. / 18:50
Elev:
Det er meget interessant at man i to samfundssystemer kan have stigende interesse for Kierkegaard. Hvor vi herhjemme kan have det fordi vi ser en udvanding af værdier, og i de tidligere østlande fordi man der har haft et system og en kultur, der helt udvisker individet. Deres baggrund for det er nu, at de skal til at tage stilling til, hvad det er at være individ. Og vi skal bare til at revurdere.
4. / 19:25
Elev:
Jeg tror du kan have meget ret i, at en væsentlig baggrund for interessen for Kierkegaard det er, at han fastholder, at et liv kun kan leves personligt - det kan ikke leves på andenhånd. Hvis du er forelsket i en pige, så nytter det ikke noget at du sender en anden i dit sted. Det er dig der er på. Og sådan gælder det i alle livets forhold. Der tror jeg, at man i en lang række tidligere kommunistiske samfund kan bruge Kierkegaard som en slags donkraft til en forståelse af, at man ikke kan give sig ind under en form for anonym autoritet, men at man selv er den der skal tage sit liv på sig og leve det - i sandhed.
4. / 20:05
Elev:
Det der så er problemet her i landet og i mange andre velfærdssamfund, det er, at man meget gerne vil have at de handlinger man foretager sig, har karaktér af prøvehandlinger. Underforstået, filmen kan spoles lidt tilbage, hvis det ikke lykkedes første gang, og så kører vi en anden vej. Man gifter sig første gang, det var ikke det helt rigtige, man prøver en gang til og finder måske ud af at ordne det på en anden måde. Man har hele tiden en række prøvehandlinger. Det har Kierkegaard nogle meget principielle synspunkter på. Han har en lille opsats som hedder Vær pjat! Intet er lettere end at leve sit liv let. Det er så let som ingenting. Man skal bare gøre alt ubetydeligt. Det behøver ingen betydning få, så er det så let. Vær pjat! Hvis kæresten går fra dig, jamen du får da en ny. Og det er da også meget sjovere, hvis man prøver at have så mange kærester som muligt. Vær pjat! - det samme som Kundra, den tjekkiske forfatter siger med sin romantitel "Tilværelsens ulidelige lethed". Det, at man kan forestille sig, at noget kan blive så let, at det næsten ikke er til at bære, det er sådan set det store paradoks. Hvis vi er enige om, at det ikke er så let at være en eksisterende og bære sit smertende jeg gennem verden, er der så måder det kan gøres lettere på? Eller er meningen overhovedet slet ikke at det skal være let? Er der en helbredelse?
4. / 21:25
Møllehave:
For Kierkegaard er helbredelsen påstanden om, at det er helt rigtigt at du opdager angsten - fordi det er begyndelsen til hjælpen. Det er helt rigtigt at du opdager fortvivlelsen - du går den rigtige vej. Og det kan så være en påstand. Man kunne lige så godt sige, at fortvivlelsen er der ikke noget at gøre ved. Man kunne også sige, at fortvivlelsen er rigtig, fordi du ikke rummer sandheden og du er den gale vej. Det er ikke for at snakke mission. Omvendelse betyder, vend dig om, du kigger i den gale retning, du kigger ind i mørket, vend dig om, der er lys til den anden side. Vend dig!
4. / 21:50
Elev:
Man kan måske sige det på den måde, at hvis man er sig sin fortvivlelse bevidst og opdager at man ikke kan overskue sin situation, så vil en del af helbredelsen være, at fortvivlelsen er uoverskuelig.
4. / 22:05
Garff:
Alle de her mange ting vi siger om at angeren er positiv, ansten er positiv og fortvivlelsen er positiv skal jo ses i et bestemt perspektiv, nemlig et teologisk perspektiv. Kierkegaard ser mennesket - selv om det ikke altid er lige fremherskende hos ham - som Gud's skabning. Så det er kun i den forstand at angst kan siges at være noget positivt. I angsten tilkendegives menneskets skabthed sig, eller det forhold at vi står i forhold til noget andet eller en anden. Man må så føje til, at han har et utopi. Han har en forestilling om, at vel er det forfærdeligt at den mere stabile struktur - enevælden - er faldet sammen. Men der er det gode ved det, at pludselig er det muligt for det enkelte individ - og det er jo hele tiden det, der er Kierkegaard's anliggende - at få et forhold til Gud på førstehånd. Tidligere var det religiøse noget som var blevet formidlet gennem forskellige institutioner, f.eks. kirken. Man fik aldrig et førstehånds kendskab til noget som helst, for det skulle altid gå gennem institutioner af den ene eller den anden art. Men nu er der mulighed for, at der med denne nivellering, denne forskelsløshed, at det enkelte menneske, individet, kan træde i et direkte uformidlet forhold til Gud. Det ser han som en mulig udgang af dette pel mel - eller denne grå forskelsløse midte, som han mener er mere eller mindre direkte forbundet med de demokratiske tendenser eller den demokratiserende bestræbelse, som han er vidne til. Men han er pessimistisk, for han mener at det, der meget let kan komme ud af det, var denne permanente misundelse og smårivalisering. Og i sidste ende lidenskabsløshed. Tabet af engagement. Når der ikke er noget som er op og ned, så er der heller ikke noget at engagere sig i forhold til.
4. / 24:05
Møllehave:
Man kunne godt sige, at Kierkegaard's opbyggelige taler altid handler om at sige: "Du skal være den du er, der hvor du er!" Hvis man ville spørge Det gamle Testamente, "Hvem er egentlig Gud?", så ville man kunne finde i Anden Mosebog en definition af Gud, som er meget velkendt, som lyder sådan, at da Moses kommer frem til den brændende tornebusk og spørger, "Hvem er du, ukendte derinde?", så svarer Gud underligt, "Jeg er den Jeg er." Det bliver man ikke meget klogere af. På den anden side kan vi andre jo ikke sige det. Hvis jeg siger til jer, "Jeg er den jeg er!", så kan jeg komme ud for en trafikulykke på vejen hjem. Så er jeg ikke helt den jeg er. Så jeg kan ikke stå her og prale med, "Jeg er AAALTID den jeg er!" Jeg har da også ændret mig fra dengang jeg var 13 år. Det vil sige, jeg er ikke uden videre den jeg er, men om Gud hedder det altså, "Jeg er den Jeg er!" Der kunne man i den opbyggelige tale sige, "Du er den du er overfor Gud." Du er ikke uden videre den du er, men du er altid den du er overfor Gud, og derfor kan dit liv aldrig komme derhen, hvor du selv oplever det meningsløst tomt. Fordi du er til for din skaber.
4. / 25:15
Kierkegaard:
Troens indhold er, at Gud er kærlighed - også når hans befalinger er i direkte modstrid med menneskets forståelse af hans kærlighedsbud. Præcis deri viser det sig, at for Gud er alting netop kærligheden mulig, når den er umulig for mennesket. I denne troens paradoksi lærer den enkelte gudsbegreb om kærlighed at kende. Men den samme forståelse kan udelukkende bevares i lidenskab i kraft af det absurde, hvilket i sig selv er absurd og derfor gør troen paradoks, og den troendes eksistens ligeledes paradoks.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
4. / 25:50
Møllehave:
Der er nogle grundord i Kierkegaard's værk, som går igen og igen. Paradokset er et af dem. At tilværelsen - ihvertfald den religiøse - bygger på nogle paradokser. Det er paradoksalt at sige, at Gud bliver menneske, for enten er han Gud eller også er han menneske. Gud kan ikke blive menneske - det er et paradoks, som er bærende i kristendommen. Et andet paradoks er forholdet mellem tid og evighed, mulighed og nødvendighed og så videre og så videre.
4. / 26:20
Paul Müller:
Det er heller ikke tilfældigt at Kierkegaard netop - det sker i frygt og bæven - definerer Gud som mulighed, hvorved Gud's evighed er understreget. Gud er ren mulighed. For mennesket forholder det sig sådan, at det har en fortid, en nutid og står overfor en fremtid. Hvorimod Gud hele tiden er menneskets fremtid. Men for mennesket gælder det altså, at dets fortid er forbi, dets nutid er forbi i løbet af et øjeblik, for så er den blevet til fortid, hvorimod fremtiden består så længe den menneskelige eksistens er en eksisterende. Det er hans mere filosofiske begreb om tid.
4. / 27:15
Kierkegaard:
Det forbigangne er ikke virkelighed for mig. Kun det samtidige er virkelighed for mig. Hvad du lever samtidig med, er virkelighed for dig og således kan ethvert menneske kun blive samtidig med den tid, på hvilken han lever, og så med eet til - med Kristi liv på jorden. Thi Kristi liv på jorden, den hellige historie står ene for sig uden for historien.
4. / 27:45
Elev:
Der er noget der kortslutter rent rationelt i hovedet på os.
4. / 27:50
Paul Müller:
Ja, men det er også så langt et menneske kan komme, at det kan forstå, at det her er et paradoks. Et paradoks er jo netop det, som ikke kan begrundes. Men det skal det kunne forstå!
4. / 28:00
Møllehave:
Kierkegaard kan godt kalde det et paradoks, at vi overhovedet kan opleve tilværelsen som vi gør det, når vi ikke tænker over, at det er er et paradoks. At det er et mirakel. Kierkegaard havde det med, at analysere en bestemt følelse.
Næsten al vesteuropæisk filosofi handler om tanken.
Det gør Kierkegaard's i mindre grad.
Hvorfor?
Fordi Kierkegaard meget tidligt stiller følgende spørgsmål: Kan man tænke det utænkelige?
Det kan man ikke.
Hvorfor kan man ikke tænke det utænkelige?
Fordi det så ikke er utænkeligt.
Men det sker uafbrudt.
Hvornår?
Tja, jeg får lov at beholde mit barn efter en minigitis og pludselig er det helbredt.
Jamen, det er da utænkeligt.
Ja, men det skete.
Altså det utænkelige.
Men i Kierkegaard's definition er tilværelsen utænkelig. Den vederfares i spring, i en eksistens som vi ikke kan tænke os til. Hvorfor? Fordi eksistensen er en forlæns bevægelse og vi tænker baglæns. Jeg bevæger mig hele tiden forlæns, og hele tiden må jeg forstå det baglæns. Det giver jo en mærkelig vippende gang. Og der er det altså, at han stiller det spørgsmål: Kan man tænke sig til eksistensen? Og da han jo meget hurtigt opdager, at det kan man ikke, så går han ned i nogle andre kategorier, som for mig er det mest spændende hos Kierkegaard.
Fordi, hvis nogen ville sige i dag, det kommer os ikke ved, så kan man sige: Kender du ikke det?
Kender du ikke det, at du sidder i en bil eller et tog og siger, "Ej, hvor er jeg glad i dag. Det er en herlig dag.
Nå, nu blev jeg ked af det. Hvad var det? Hvorfor blev jeg pludselig ked af det?"
Som en boble, der pludselig steg op fra sindet.
Vi kender det allesammen, et stemningsskift der går så hurtigt, at vi ikke kan nå at regne ud, hvad der skete. Disse skift er Kierkegaard en ørn til. Han er en meget dybsindig psykolog. Han flyver ligesom ørnen og ser meget skarpt, hvad det er der sker, når vi svinger i luftdimensionen. Først flyver vi fuldstændig frit og så pludselig falder vi. Hvad er det der sker? Og der ser han bl.a. nogle grundfølelser som angst og fortvivlelse. Angsten beskriver han i 1844, hvor han beskriver to ting: Det ene er, at han beskriver hvordan vi kan være angst for det onde. Det kender vi alle - angst for det onde i verden eller angst for det onde i os selv. Da han har gjort det, vender han det hele på hovedet og siger: Så er der altså også angsten for det gode! Hvad, vi er ikke bange for det gode. Jo, det er i. Og så giver Kierkegaard nogle eksempler. I er f.eks. blevet fornærmet. Nu kan i bare tage telefonen og sige, "Jeg blev så gal på dig i går." Men det vil i da ikke, i vil hellere være fornærmet. Det er et eksempel på angsten for det gode. "Du sårede mig så meget." "Jamen det mente jeg overhovedet ikke." Det var da ærgerligt, så kan jeg ikke være fornærmet mere, og jeg vil meget hellere være fornærmet. Så er jeg jo bange for det gode. Tænk, hvis man fik tingene løst op! Så vil man hellere gå ned og låse dem fast. Og hos Kierkegaard er det det dæmoniske ikke noget som har hugtænder. Hos Kierkegaard er det dæmoniske ikke Dracula. Det dæmoniske er, siger han, det indesluttede. Når man er glad, så er man åben. Man kan se på en person når han er glad. Og man kan se på en person, når han er forelsket. Og fornærmet…."Er der noget i vejen?"… Næ nej, man vil ikke lukke op igen. Og den der kredsende bevægelse, den vil man ikke lukke op igen, for nu kan det være det samme. Man går hjem og trækker stikket ud og håber de ringer alligevel. At være fornærmet, blive ved med at kredse om sin forfordelthed, den har Kiekegaard nogle fantastiske analyser af. Når han bruger det, bruger han selvfølgelig evangelierne, f.eks. det sted hvor Jesus kommer hen til en mand, som er besat af en ond ånd. Så råber den onde ånd, "HOLD DIG VÆK! GÅ DIN VEJ!" Det er da mærkeligt, hvorfor siger han ikke, Tak fordi du ville hjælpe mig? Men sådan er det ofte i de situationer, hvor vi godt ved, at det er os der er noget galt med, så kan vi blive gale på hinanden. Vil det da være en fordel for mennesket, at være født med et savn? Ja, det er det egentlige adelsmærke ved mennesket, at vi savner noget. Det skulle man ikke tro. Hvad er vel og på jorderig der sammenlignes kan med trangen til Gud's nåde. Den der trænger til penge, han er fattig. Den der trænger til mad, han er sulten. Den der trænger til væske, han er tørstig. Det er da en mangel. Ja, men ikke i at trænge til accept, at trænge til kærlighed, at trænge til at få lov til at være menneske. Det er en dyb, dyb trang. Er jeg god nok? Dur jeg? Sig du elsker mig! Jamen det har jeg jo sagt. Sig det igen! Hvorfor skal jeg blive ved med at sige det igen? Fordi det er et behov. Jeg trænger til det. Det vil sige, at den der trænger til kærlighed, er et sandere menneske end den der ikke gør det. Det er ikke indviklet at forstå, for når man siger, "Jeg elsker dig, men jeg trænger ikke til dig, jeg behøver dig ikke", så elsker man jo ikke! I det øjeblik man elsker et menneske, så må du ikke forlade mig, mit liv styrter sammen hvis du går. Med andre ord, man trænger i kærlighed til den anden. Trangen er altså ikke noget negativt, trangen er noget dybt. Gud er en instans, som lyder i mit liv og som jeg genkender derved, at jeg udmærket kender trangen. Og udmærket ville sige til mig selv: Tænk hvis den trang, som var den dybeste i mig selv, tænk hvis den var opfyldt. Og så er evangeliet altså historien om, at det er den.
4. / 32:45
Kierkegaard:
Den sande kærlige søger ikke sit eget. Han forstår sig ikke på den strenge rets eller retfærdighedens, end ikke på billighedens fordringer i henseende til det eget. Ej heller forstår han sig på et bytte som elskov gør, der tillige forstår at passe på at den ikke bliver narret - altså forstår at passe på sit eget. Ej heller forstår han sig på fællesskab som venskab gør, der tillige forstår at passe på, om der nu gives lige for lige, at venskabet kan holdes - altså forstår at passe på sit eget. Nej, den sande kærlige forstår sig kun på eet: at blive narret, at blive bedraget, at give alt hen uden at få det mindste igen. Se, det er ikke at søge sit eget. Oh, den stakkels dåre, hvor han dog er latterlig i verdens øjne.
Kapitel 5. Martyrium og hengivelse
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
5. / 00:35
Paul Müller:
Så siger han:
Hvis vi da for een gangs skyld ville bruge det hedenske ord "guddommeligt". Dette er en guddommelig arts afsindighed.
Grækerne beskrev gudstro eller dette at forholde sig til guderne som afsindighed, hvilket altså ikke er en diagnose på folk, at de er af-sindige. Dette at være afsindig betyder, at mennesket i en vis forstand er ude af sig selv, altså ikke bestemt af sig selv - en vis form for ekstase næsten. Således at afsindighed nærmest betyder dette, at mennesket forholder sig til noget absolut, som så bestemmer over det. Kierkegaard skelner jo i sit forfatterskab mellem Kristus som forbilledet og Kristus som forsoneren. Her taler han om ham som den, der bliver spottet og hånet, men opdager det ikke. Han står altså ikke og siger, "Var det ham der sagde sådan?" "Det skal jeg aldrig glemme, når jeg kommer op i min himmel" og sådan noget. Men Kristus lader kærligheden skjule syndernes mangfoldighed. Vi har det også fra et af korsordene, hvor Kristus på korset siger, "Forlad dem, thi de ved ikke hvad de gør." Ved fortielse skjuler den (kærligheden) mangfoldighed. Den kærlige taler ikke om synden. Den fortier den. Men det der er faren ved fortielsen er, at lade som om synden ikke har fundet sted, altså i en vis forstand bagatelliserer den. Og i det øjeblik man bagatelliserer synden, ja så lyver man jo over for det man egentlig ved. Så der skal altså en balancekunst til for den kærlige i fortielsen. Den kærlige fortæller ikke sin næste om trediemands synd, fordi det ville være at forøge syndernes mangfoldighed.
5. / 02:50
Møllehave:
Og så går han til hverdagssproget og siger, hvad vil det egentlig sige at opbygge? Og så siger han, hvis man siger at han byggede en etage til sit hus, så kan man jo ikke sige at han opbyggede en etage. Man kan sige, at han byggede til. Det ville være forkert at sige, at han opbyggede en etage. Det hedder det ikke i sproget, for at opbygge betyder noget andet. Det betyder, at føre op fra grunden. "Han har selv opbygget sit hus", så betyder det, at han har bygget huset op helt nede fra grunden. Jamen hvad er der så nede i grunden? Ja, der har Kierkegaard en anden tanke om, hvad der ligger i ordet opbygge. Det er et ord, siger han, som kun er reserveret kærligheden. Der er ikke noget andet som kan opbygge. Intet andet kan opbygge. Ikke skænderierne, ikke balladen, ikke flid, ikke blod, sved og tårer. Det eneste der kan opbygge, er kærligheden. Hvordan det? Ja, når en mor elsker barnet, så bygger hun så at sige kærligheden op. Hun giver barnet alt det, der skal til, for at gøre det til et levende menneske. Bare det, at forældrene lyser på det, "Åh Nikolaj". Det betyder så meget at man bliver lyst på af nogen, der er glad for én. Kærligheden opbygger hele tiden. Men hvordan opbygger kærligheden? Kærligheden opbygger ved at forudsætte kærligheden, ellers elsker den ikke. Der har Kierkegaard nogle meget skægge betragtninger. Hvis jeg f.eks. er matematiklærer, så kan jeg sige,
"I er allesammen dumme til matematik, jeg er meget dygtig til matematik, nu skal jeg lære jer det."
Så kan de svare, "Sikke en blærerøv".
Men nej, for jeg kan da mere matematik end i kan, ellers ville det da være dumt at komme til mig. Jeg er læreren. Så det er helt rigtigt, at jeg kan meget mere end i kan.
Men hvis jeg derimod siger,
"Jeg er den eneste der er kærlig på hele jorden", så er det noget sludder.
Hvorfor?
"Jo, alle de andre er ukærlige, det er kun mig der er kærlig."
Jamen, så er jeg jo ikke kærlig.
Kærlig er jeg i forhold til de andre kærlige.
Hvis jeg siger, "Jeg elsker, men der er ingen andre der gør det." Jo ham og ham og ham.
Nej, jeg kan ikke fordrage dem, jeg har kærligheden.
Jamen så elsker jeg jo ikke!
Kærligheden er at forudsætte, at den anden har kærligheden.
Jamen, hvad så når man slet ikke kan se den? Så forudsætter man den alligevel.
Det er Kierkegaard's forudsætning i Kærlighedens Gerninger, at kærligheden er nedlagt i os. Det ene menneske kan ikke nedlægge kærlighed i den anden, men kan opbygge den. Og opbygge gør vi ved, at handle mod hinanden på en måde, så vi bliver grebet af det.
5. / 05:05
Paul Müller:
Kærligheden er nedlagt i mennesket af Gud, hvor mennesket hele tiden er henvist til at tro kærligheden i grunden hos ethvert menneske. Altså også den kærlighed som mennesket selv nærer eller ejer, det er en kærlighed det ikke skylder sig selv, som om denne kærlighed var et produkt af den selv. Og derfor er mennesket også henvist til at vise den. Den er indefter så nedlagt i mennesket, men eftersom denne kærlighed ikke er menneskets egen, er det meningen med denne kærlighed, at mennesket skal blive den kærlige og på den måde lade sin kærlighed vise sig udefter. Altså et og samme fænomén, nemlig kærligheden, eksisterer kun i retingen udefter og indefter.
5. / 06:10
Kierkegaard:
Et menneske tør ikke tilhøre et andet menneske, som var dette andet menneske ham alt. Et menneske tør ikke tillade, at den anden tilhører ham således, som var han denne anden alt. Dersom der var et kærlighedsforhold mellem tvende eller mellem flere, så lykkeligt, så fuldendt at digteren måtte juble derover, ja så livsaligt at den der ikke var digter, måtte blive det af forundring og glæde over dette syn, da er sagen dermed ingenlunde færdig. Thi nu træder kristendommen til og spørger om gudsforholdet, om hver enkelt først forholder sig til Gud, og om så kærlighedsforholdet forholder sig til Gud.
5. / 06:55
Barfoed:
Der oparbejdes et kærlighedsbegreb, hvor jeg synes at næsten bliver borte. Næsten, som individ, som noget særligt. Dermed kommer den kærlighed til at stå som en parallel til donjuanisme, som heller ikke kender forskel på objekterne. Alle er mulige, potentielle genstande - objekter. For mig er der en form for kulde. Jeg oplever den spontant, og det må man vel også have lov til. Jeg tror Kierkegaard ville ønske sig det. Spontant oplever jeg det kærlighedsbegreb som et koldt kærlighedsbegreb - simpelthen.
5. / 07:35
Møllehave:
Han har nogle analyser af kærligheden i Kærlighedens Gerninger, hvor han siger, at den kærlighed vi kender - den vi elsker hinanden med her på jorden - den er altid i fare for at slå over i forskellige ting. Den kan slå over i sin modsætning og blive til had. Og så er modsætningen efter Kierkegaard's mening slet ikke had, men en lang værre modsætning som tomhed og ligegyldighed. Så længe jeg hader, så er der dog en gnist tilbage af kærligheden. Man kan sige en flammende kærlighed og et brændende had, så er der altså noget varme tilbage, også i hadet. Hvorimod der i tomheden, i ligegyldigheden, i kulden er noget der er endnu værre.
5. / 08:05
Garff:
Kierkegaard er jo aldeles u-anonym. Han er tværtimod undertiden meget personlig, næsten grænsende til det private i nogle af de allegorier han laver over kærligheden i Kærlighedens Gerninger. Det er jo altid sådan, at når Kierkegaard skal eksemplicificere kristenkærligheden, så starter han ét bestemt sted hver gang, nemlig i den menneskelige kærlighed, og tit i den erotiske kærlighed - altså forholdet mellem de elskende. Hvad er det der karakteriserer de elskendes kærlighed? Det er kærlighedens ubestandighed, at den kan ændre karakter, at den kan forsvinde, at den kan dreje i alle mulige retninger og forskyde sig og dreje rundt om sig selv og visne og så videre. Undertiden synes jeg at bogen er alt andet end kold. Jeg synes snarere den nærmer sig sådan en let erotiseret temperatur, som stiger mod nogle ret høje varmegrader. Og så klipper Kierkegaard og siger, at det er et billede, taget fra det liv vi kender mod hinanden. Og så lægger der en distance til den guddommelige kærlighed. Eller "det er blot et billede, som jeg taler om nogle gange." Bogen er umådelig veltempereret.
5. / 09:20
Møllehave:
Ellers så tales der altså grundlæggende om den kærlige - ikke om kærlige, men den kærlige, som hele tiden er Kristus. Han skildres som den, i hvis øjne verden vil se anderledes ud. I "Kærlighedens Gerninger" er det blikket der ser på verden - det blik som han læser ud af evangelierne. Men det er ejendommeligt med det skrift ("Kærlighedens Gerninger"), hvor stor en nærlæser Kierkegaard er. At den eneste bog han for alvor læser hele tiden, er Det nye Testamente. Han læser jo en del bøger og han læser en del filosofi, men han havde det ejendommeligt med Det nye Testamente. Han havde f.eks. Markus evangeliet for sig selv. Han puttede Markus evangeliet i lommen, og så kørte han de her lange ture og gjorde notater. Nærlæsningsteknikken her går på, at skriftets hovedord er kærlighed. Så går han ned i Det nye Testamente og siger, hvad står der om kærligheden. Så tager han selvfølgelig Første Korinterbrev kapitel 13, det berømte hvor han siger, kærligheden tror alt, kærligheden håber alt, kærligheden udholder alt. Sådan nogle ting, hvor det vel at mærke ikke er den naturlige kærlighed, men hvor det er en speciel kærlighed der postuleres, der må tros, for vi kan ikke se den. Vi kender mest den kærlighed der ikke holder ret meget ud, der ikke håber ret meget, der ikke bliver ved. Men det påstås altså her. Det læser han. Og så opdager han, ved at gå til andre breve sære steder, at kærligheden - foruden alt det den gør dér: kærligheden skjuler! Det bliver Kierkegaard fuldstændig fascineret af (at kærligheden skjuler). En af mine venner sagde engang: "Hvorfor elsker forældre deres børn?" Jeg kunne ikke svare på det og så sagde han: "For ellers kunne de ikke holde dem ud!" Hvis det var naboens barn de skulle holde lige så meget ud, ville de simpelthen sige, "Det er for meget, jeg kan ikke holde det ud." Det vil sige, hvis det er mit eget barn, som jeg virkelig elsker (i den betydning som jeg nu kan elske), så skjuler jeg også! Det betyder, at jeg godt kan vide det. Selv om barnet kommer hjem og siger, Jeg gjorde sådan og sådan, så svarer jeg, Det var da tosset, hvorfor gjorde du det. Eller blive lidt sur. Men jeg skjuler det igen. Det vil sige at kærligheden har en tendens til både at vide tingene er der, og at sløre dem. Ikke fortrænge dem, som vi gør med os selv, men egentlig skjule dem for at sige, det er godt nok. Det er det der lyder så mærkeligt i Kierkegaard's sprog, at troen i kristelig forstand er troen på det usynlige. Jeg kan jo ikke vide om der er en gud. Jeg kan ikke vide noget som helst.
5. / 11:25
Paul Müller
Det er derfor troen også bliver paradoksal. Troen tør se synden i øjnene, men tror den bort i tilgivelse. Den bliver altså et paradoks. Den ser akkurat lige så godt som den iagttagende. Den tror det usynlige til det synlige, altså tilgivelsen til hvad den ved.
5. / 11:55
Møllehave:
Han vil sige, hvad er det liljen og fuglen kan? De kan forholde sig tavse. De har jo ikke sproget. Fuglen kan synge, men den kan ikke protestere - den gør det ihvertfald ikke. Den kan ikke indsende en klage til en damebrevkasse eller noget i den stil. Den er er hvor den er - også når det går helt galt. Den lille fugl som er ude for nogle drenge der generer den, den flyver op på en gren og drengene kravler op og knækker grenen. Så flyver den hen på en anden gren. Den prøver hele tiden igen. Den giver ikke op som mennesket. Den siger ikke, Det kan jeg ikke holde ud, det kan jeg ikke leve med. Fuglen er hvor den er. Og den tager det i tavshed.
5. / 12:30
Kierkegaard:
Og lykkelig er den mand, for hvem det er muligt i hvert enkelt moment af hans liv - i hvis bryst hine to faktorer ikke blot har sluttet forlig, men rakt hverandre hånden og holdt bryllup. Et giftermål, som hverken er et fornuftsgiftermål eller en misalliance men et i sandhed stille bryllup, holdt i menneskets dybeste lønkammer, i det allerhelligste, hvor ikke mange vidner er tilstede, men hvor alt foregår alene for dens øje der alene bivånede det første bryllup i Edens Have og velsignede parret. Et giftermål, der heller ikke vil blive ufrugtbart, men have velsignede frugter, hvad der også vil vise sig i verden for den erfarne iagttagers blik. Thi med disse frugter går det som med kryptogamerne i planteverdenen: de unddrager sig mængdens opmærksomhed og kun en enkelt forsker opsøger dem og glæder sig ved sit fund. Roligt og stille vil hans liv flyde hen og han vil hverken tømme stolthedens berusende bæger eller fortvivlelsens bitre kalk. Han har fundet, hvad hin store filosof, der ved sine beregninger tilintetgjorde fjendernes angrebsredskaber, ønskede, men ikke fandt hin arkimediske punkt, hvorfra han kunne løfte hele verden. Hin punkt, som netop derfor måtte ligge udenfor verden - udenfor tids og rums indskrænkninger.
5. / 13:55
Møllehave:
Kierkegaard kan sådan set opfattes i to forskellige faser, hvor han først insisterer på at det kristne aldrig kan ses, det kan ikke ses ved at man går i kirke, det kan ikke ses ved at man folder hænderne eller ved at man har en eller anden bestemt holdning, for det kan lige så godt være hykleri. Men i sidste halvdel af forfatterskabet, da vil han hævde at det kan ses. Det kan ses på, at man for sin kristendoms skyld bliver forfulgt - altså i en slags martyrium. Så kunne man sige, at martyriet har to sider hos Kierkegaard. Den ene er, at blive offer. Den anden er, at lide. Ordet at lide hænger sammen med en masse ting. Han mener at lidelsen er en ubrydelig del af at være menneske. Betydningen passion, som mærkværdigvis på latin både betyder at lide og at have lidenskab. Hvis jeg ingen lidenskab havde, hvis jeg ikke elskede nogen, så gjorde det ikke ondt når de døde. Men at jeg holder af nogen gør, at jeg også kan lide.
5. / 14:45
Elev:
Bliver der så et mål med livet, eller bliver livet et mål i sig selv, ifølge Kierkegaard?
5. / 14:55
Garff:
Begge dele vel. Udelukker det ene det andet? Det bliver let en diskussion af Enten Eller's mester her.
5. / 15:05
Elev:
Netop i skarp kontrast til det meget ortodokse religiøse, hvor livet nærmest skal forsages til fordel for det der kommer bagefter, den er nærmest en test. Hvor vil det stille sig i forhold til det?
5. / 15:15
Garff:
Den ældre Kierkegaard, d.v.s. den Kierkegaard som i slutningen af 1830'erne har en tendens til at bevæge sig i retning af denne verdensforsagelse. Hvis man læser hans dagbogsoptegnelser fra slutningen af 1840'erne, så vil man se at Kierkegaard har monomant bidt sig fast i et lille sæt af fikse ideer. Dem kredser han om med en monoman lidenskab, for at sige det mildt. Det er netop det subjekt, det menneske som radikalt modstilles verden. Her har vi den kristne og derude har vi verden. De to ting kan ikke bringes i noget formidlet forhold til hinanden. Det der var den store pointe tidligere i forfatterskabet var, hvordan den kristne kan leve i verden. Hvordan kan han leve med sin skjulte inderlighed? Hvordan kan han leve med sin egen identitet? Hvordan kan han leve med et forhold til Gud i verden? Han skulle ikke gå ud af verden, han skulle ikke gå i kloster, han skulle ikke være munk. Han skulle netop være i verden, og fuldt ud lige som alle mulige andre tage på Dyrehavsbakken og more sig kosteligt med kone og børn, og tage hjem igen. Kierkegaard har også en figur der hedder Rodemesteren i "Frygt og Bæven". Han er en person som er i stand til at leve et fuldstændig almindeligt borgerligt liv, men hele tiden i en eller anden form for kommunikation med Gud. Han sætter sig hele tiden i rapport til Gud. Lad os sige at 1846 mere eller mindre symbolsk er et skæringspunkt i det her forløb. Forfatterskabet ender med en meget voldsom modstilling af det Kierkegaard kalder kristenhed, d.v.s. den måde man almindeligvis er kristen på - og så kristendom. Den figur, der kommer til at repræsentere den sande kristendom for Kierkegaard, er martyren. Og er der noget martyren ikke kan, så er det at tage i Dyrehaven søndag formiddag med kone og børn. Martyrens opgave er, at blive slået ihjel - det ligger indbygget i det, at være martyr. Og lide for sandhedens skyld og lade sig ihjelslå for sandhedens skyld. Så forfatterskabet er slet ikke nogen......det er det de lærde, så vidt jeg kan følge dem, strides om. Det er ikke nogen stabil struktur. Det er en der hele tiden ændrer sig. Kierkegaard nuancerer, udbygger og reviderer sine synspunkter gang på gang. Men man kan overordnet sige, at der er en bevægelse fra en religiøs tænkning i forhold til subjektet, hvor subjektet har en plads i verden og kan leve i verden, omend det er meget svært, og så til en position hvor subjektet ikke har nogen plads i verden.
5. / 17:35
Møllehave:
I kirkekampen i 1854-55 siger Kierkegaard ustandselig, at det kristne må kendes på forfølgelsen. Det står der side op og side ned. Når han i øjeblikket siger, at der er forskel på at bære korset på ryggen som Kristus, og så bære det på brystet som Münster - som en orden. Så er det fordi han gør op med et kirkebegreb, som for ham var et falskneri.
Maleri af Åse & Bente Højer
Foto: Cykelkurt
5. / 18:00
Kierkegaard:
Kannibalen æder sin fjende. Anderledes præsten. Dem han æder, giver han sig udseende af i højeste grad at være hengiven. Præsten, just præsten, han er hine herliges mest hengivne ven. Hør ham blot, hør hvorledes han kan skildre deres lidelser - foredrage deres lære. Fortjener han ikke en sølv-bordopsats, et ridderkors, en hel besætning af broderede lænestole, et par tusind mere om året. Han, denne herlige mand der selv bevæget indtil tårer således kan skildre de herliges lidelser. Se, således er kannibalen ikke. Kannibalen gør det kort og godt af. Vildt farer han op, bemægtiger sig sin fjende, slår ham ihjel og spiser lidt af ham. Så er det forbi. Så lever han igen af sine næringsmidler indtil atter vildheden kommer på ham mod hans fjender.
5. / 18:55
Paul Müller
Og nu vi er ved det, det er meget interessant, at i kirkekampen i 1855, der skriver han disse 10 numre af Øjeblikket, som er fantastisk polemiske over for kirken og nærmest er en bombe under den. Men pludselig midt i det hele anbringer han en opbyggelig tale - netop talen om Gud's uforanderlighed. På den måde mener jeg, at der er en forbindelse mellem denne kirkekamp - som ellers har en forurenet karakter - og så resten af forfatterskabet.
5. / 19:40
Kierkegaard:
Anderledes med præsten som menneskeæder. Hans menneskeæderi er vel betænkt, snildt anlagt, beregnet på ikke at have andet at leve af for hele livet. Og at det man har at leve af, skal kunne ernære en mand med familie, således at det år for år kaster mere af sig. Hyggeligt er præsten indrettet i sin landlige bolig - også ved udsigten til det vinkende avancement. Hans hustru, triveligheden selv, og hans børn ikke mindre. Og alt dette skyldes de herliges lidelser, frelseren, apostlen, sandhedsvidnet. Det er dette præsten lever af, dem han æder, dem med hvilke han i glad livsnydelse mader sin kone og sine børn. Han har disse herlige i saltmadstønden, deres råb, følg mig efter, følg mig efter er forgæves.
5. / 20:35
Garff:
Altså i Synspunktet.... forsøger han at være den der havde overskuelse over hele produktionen lige fra første færd. Fra det øjeblik han dyppede pennen i blækhuset første gang til 1855, hvor han lægger pennen fra sig af gode grunde, da han er ved at dø. I hele det lange forløb har han haft definitivt overblik. Sådan vil han gerne fremstå. Men, hvis man læser nogle af de optegnelser som knytter sig til udarbejdelsen af Synspunktet for min Forfattervirksomhed, så fornemmer man et subjekt som er langt mere i tvivl og langt mere mobilt. Og den mobilitet synes jeg det her citat illustrerer meget godt. Han skriver nemlig - og det er skrevet omtrent samtidig med, at han har lagt sidst hånd på Synspunktet....:
Vanskeligheden ved at udgive det om forfatterskabet er og bliver, at jeg dog egentligen har været brugt uden ret selv at vide det, eller ganske at vide det; og nu først forstår jeg og overskuer det hele.
Først nu, siger han, idet han vender blikket tilbage, så forstår han hvordan det hænger sammen. Og så kommer den tilføjelse, som er så interessant:
Men så kan jeg jo dog ikke sige "jeg".
Tager man i betragtning, at Kierkegaard i næsten alle sammenhænge bliver udnævnt til at være eksistensialismens fader, den figur som for første gang insisterede på, at subjektet skulle være noget konkret, noget afgrænset, en der valgte sig selv og opnåede en form for konsistens og kontinuitet med sig selv. Så det er en noget rystende information, at "så kan jeg dog ikke sige jeg." Der er et subjekt eller en skribent, som i den grad er indskrevet i sin egen forfattervirksomhed, at han føler sig brugt. Så kan vi diskutere, om man skal læse det religiøst eller æstetisk - hvem bruger hvem - men faktum er i begge tilfælde, at det subjekt som har skrevet, den der har ført pennen på et tidspunkt indser, at jeg ikke kan sige jeg. Kierkegaard's tænkning retter sig hele tiden imod det konkrete. Men den er hele tiden ude på at overkonkretisere, altså ude på at være så specifik og pege så mange punkter ud, og nævne så mange lag i kærligheden, eller så mange lag i den menneskelige psyke, at den ender i en abstraktion. Begæret efter det konkrete kan undertiden være så stærk, at det slår over i en form for u-konkrethed.
5. / 23:00
Møllehave:
Det er subtilt, det du siger. Du må vise et sted, hvor det er sådan. Det mest konkrete sted i Kærlighedens Gerninger, som jeg næsten regner for et centralt sted i bogen, er skildringen af Kristus og Peter i afsnittet som hedder "At elske de mennesker vi ser", hvor han siger, Der findes ikke en eneste af os, som ikke ville elske et idealbillede: Bare hun dog var sådan, bare mine børn var lidt anderledes, bare naboen dog ikke var sådan. Og så siger han, Jamen så prøv at tænke på, hvordan han elskede. Hvis du havde en ven, der lovede at han ikke ville fornægte dig, og du bagefter bliver ført med håndjern på og hører at han fornægter første gang, så ville du måske give ham en lussing hvis du kunne. Men det kunne du altså ikke. Du ville sige, "Det er for dårligt, nu kan jeg aldrig nogensinde holde af dig mere." Men det er ikke det Kristus gør. Han ser på Peter, som om det er Peter der er i fare - som en mor, der er ved at se sit barn falde ud af vinduet. Med andre ord, kærligheden siger ikke, "Nu er jeg færdig med dig!" Hvilket antyder, at jeg længe har været træt. Nu behøver jeg ikke længere elske dig. Det antyder jo ligesom, at det har været en anstrengelse overhovedet at elske. Men tværtimod: kærligheden fortsætter. Netop i pointeringen af det kapitel siges det, at vi ikke skal elske abstraktionen, vi skal ikke sige "Åh gid hele verden var anderledes" eller "Hvor ville alting være anderledes hvis alting var anderledes". Ja, men alting er ikke anderledes! Det er m.a.o. i det konkrete at kærligheden skal manifestere sig.
5. / 24:25
Garff:
Men gør det sig ikke gældende i mange af Kierkegaard's tekster, at lysten til at være konkret - i modsætning til det store hegelske system - at den lyst er hurtigt tilfredsstillet. Man kan jo bare sige, Du skal elske de mennesker du vil se. Det er da meget konkret. Det kunne Kierkegaard jo sådan set have overstået på en linje. Men han specificerer, udpensler, udbygger og nuancerer for at nå den virkelighed han er i gang med at beskrive.
5. / 24:50
Barfoed:
Er det sådan at der er en fænomenal projektbevidsthed for hvert ord han sætter på papiret? Er der ikke også en leg i det?
5. / 25:05
Garff:
Jo, Kierkegaard siger jo et sted, at han håber at læseren tilgiver ham, at han synger under arbejdet. Hvis man så også må synge lidt under læsningen.
5. / 25:15
Paul Müller
Jeg mener at han giver nogle fantastisk gode nøgler til forståelsen af den menneskelige eksistens. Samtidig med at Kierkegaard spreder en forvirring ud over alle bredder om, hvad det vil sige at være menneske, således at ethvert menneske netop er nødt til at tage stilling til, hvad det selv er.
5. / 25:50
Kierkegaard:
Digteren er det smertensbarn som dog faderen kalder glædens søn. I smerten bliver ønsket til i digteren. Og dette ønske, dette brændende ønske, det glæder menneskets hjerte mere end vinen fryder det, mere end forårets tidligste knop, mere end den første stjerne man træt af dagen hilser i længsel efter natten, mere end den sidste stjerne på himlen som man tager afsked med idet dagen gryr. Digteren er evighedens barn, men mangler evighedens alvor. Når han tænker på fuglen og liljen, så græder han. Alt som han græder, finder han lindring i at græde. Ønsket bliver til og med ønskets veltalenhed. Oh gid jeg var en fugl - den fugl jeg som barn læste om i billedbogen. Oh gid jeg var en blomst på marken - den blomst der stod i min mors have. Men ville man sige til ham, at evangeliet, det er alvor, det er just alvoren at fuglen i alvoren er læremesteren, så måtte digteren le og han gør en spøg med fuglen og liljen. Så vittig, at han får os alle til at le - selv det alvorligste menneske der har levet. Men evangeliet bevæger ham ikke således. Så alvorligt er evangeliet, at al digterens vemod ikke forandrer det, som det forandrer selv det alvorligste menneske, at han et øjeblik giver efter, går ind i digterens tanke, sukker med ham og siger: "Kære, er det virkelig en umulighed for dig?" Ja, så tør jeg heller ikke sige: "Du skal!" Men evangeliet tør befale digteren, at han skal være som fuglen. Og så alvorligt er evangeliet, at digterens mest uimodståelige opfindelse ikke bringer det til at smile.
SLUT
+++++++++++++++++++++++++
En afsluttende kommentar
Mit personlige indtryk af Kierkegaard må det være tilladt at fremføre her. Indrykket af Kierkegaard er dannet efterhånden som filmen skred frem. Fra skoletiden husker jeg desuden Kierkegaard præsenteret som en autoritet, der ikke stod til diskussion. Der skulle ties og tåles, når hans navn og tanker blev nævnt.
Kierkegaard's historie består af en forfærdelig barndom og en voksendom hvor han frit svævende går gennem livet, lever af faderens penge, behøver ikke arbejde, behøver ikke engagere sig, kun tænke teoretiske tanker. Heller ikke kvinder eller børn kommer nogensinde til at stå i vejen for hans verdensbillede. De tanker han tænker omkring livet kommer derfor også til at se ud som teoretiske luftkasteller over et liv han aldrig selv har turdet kaste sig ud i.
Med til historien hører også, at Kierkegaard var psykisk syg og ofte langt fra sine fulde fem. I perioder var han endda hospitalsindlagt for sine psykiske lidelser. Derfor forekommer det også rimeligt, når Niels Barfoed i filmen (til Møllehave's store fortrydelse) trækker Freud ind i manegen til belysning af Kierkegaard's personlige egenskaber i almindelighed og forholdet til faderen i særdeleshed. Faderen har mildt sagt haft en uheldig indflydelse på Kierkegaard's liv og personlige egenskaber, hvilket med al tydelighed fremgår af beskrivelserne fra barndommen.
Det kan være svært at afgøre, hvad Kierkegaard egentlig mener om en række emner, fordi han flere gange skifter mening eller udtrykker sig uklart. Et eksempel er hans syn på det kristne menneskes væren i verden. I begyndelsen af forfatterskabet mener han, at man som kristen skal være i den verden man er sat i - man skal ikke forsage eller tage afstand fra den. Han bruger eksemplet med manden der tager på Dyrehavsbakken med kone og børn søndag eftermiddag og kommer glad hjem om aftenen, hvor han fortsætter sit kristne liv i samfundet. Han (den kristne) forsøger ikke at adskille sig fra verden, men er en del af den. Senere i forfatterskabet, efter Corsar-begivenheden i 1846 - hvor der gøres tykt grin med Kierkegaard - forklarer han den kristnes rolle i verden som martyrens. Han (martyren) skal med andre ord leve afsondret fra verden og afvente sin skæbne, som i sidste ende er døden - martyrens ultimative rolle. Det er to diametralt modsatte opfattelser, skrevet af den samme forfatter.
Corsar-begivenheden har sikkert rykket ved Kierkegaard's opfattelse af liv og mennesker, fordi han her møder en modsat virkelighed end den teoretiske, som han hidtil har beskæftiget sig med. Da folket kræver demokratiske rettigheder i 1849, finder vi meget symptomatisk Kierkegaard på reaktionens side. Alt skal forblive ved det gamle, pøbelen skal kende sin plads.
Til trods for ovenstående har det været interessant at stifte bekendtskab med Kierkegaard's tanker, selv om han dermed er faldet ned fra piedestalen til os andre dødelige - hans verdensbillede og menneskesyn giver ikke grund til andet.
Kierkegaard, som han er afbildet i Politiken: En gnaven gammel mand, der vender ryggen til livet.
+++++++++++++++++++++++++
De 14 malede portrætter af Kierkegaard skyldes Åse og Bente Højer. Billederne har i september 2013 været udstillet på det hegn, som har skærmet for metrobyggeriet i Fælledparken, København Ø. Billederne er opsat som en del af en Open Air Event i Fælledparken v. Vibenhus Runddel, hvor der også er opsat citater af Kierkegaard, oversat til engelsk, tyrkisk og arabisk.
Finder du noget på denne side, som trænger til en kommentar eller justering, så send tankerne til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
Kierkegaard (Wikipedia)
Hegel (Wikipedia)
Kierkegaard (Politiken)
Eksistentialisme (Wikipedia)
Kristen eksistentialisme (Wikipedia)
Kommentar fra Andreas Lauritzen
