Løgstrups opgør:
Kærlighed for Kierkegaard
er had til menneskelivet
Den danske teolog K.E. Løgstrup tager Kierkegaard alvorligt i bogen fra 1968.
Af Rune Lykkeberg
Hvis man er kendt som en stor tænker, kan man slippe af sted med vanvittige tanker.
Det er jo svært for læsere at gennemskue tanker, man ikke kan overskue, og det er endnu sværere at kritisere en, der er kanoniseret som geni.
Så vi accepterer hos genier holdninger, som vi ville finde skandaløse, hvis de kom fra et almindeligt menneske til et forældremøde.
Således er det tilsyneladende med Søren Kierkegaard i Danmark: Han har skrevet uhyrlige ting, men både venstreorienterede og højreorienterede, kristne og ateister, progressive og konservative har fejret ham hele året (2013).
Og der er meget at fejre: Kierkegaard er en enestående stilist, en eminent læser og en suveræn modernitetskritiker.
Tager Kierkegaard alvorligt
Men meget af det, han står for, er afskyeligt: Han forkaster fællesskabet, videnskaben, rationaliteten, demokratiet og den kærlighed, som ikke er kristen.
Hvis man tager ham alvorligt, er han aldeles ubehagelig.
Man kan sagtens lave avancerede læsninger, som viser, at han slet ikke mener alt det, vi ikke kan lide, men at han til gengæld mener alt det, vi godt kan lide.
Det kan man godt - det er bare noget vrøvl.
Det vidunderlige ved den danske teolog K.E. Løgstrups bog "Opgør med Kierkegaard" fra 1968, som nu (2013) bliver genudgivet, er, at han tager Kierkegaard alvorligt.
Han følger Kierkegaards tanker fra præmisser til konklusion. Og han ser, at der er behov for et opgør med den tænker, som han selv fra sin ungdom har været stærkt påvirket af.
Det opgør gennemfører han overbevisende og klart.
Forkaster middelmådige spidsborgere
Noget af det, som gennem årtier har tiltrukket unge mennesker og dramatiske intellektuelle ved Søren Kierkegaard, er hans radikalitet.
Hvis det er en dyd at være radikal, er Kierkegaard en mester.
Han hæver det enkelte menneske over fællesskabet og skaber et sted at skrive fra, hvor den ensomme intellektuelle kan ryste radikalt på hovedet over alle de bevidstløse massemennesker.
Det er for Kierkegaard karakteristisk for den moderne verden, at vi betragter det som en straf at være alene og som et gode at være sammen med andre.
Det værste, vi kan gøre ved folk, er at sætte dem i fængsel. Men vi burde tænke omvendt, siger Kierkegaard. Sandheden er mellem det enkelte menneske og Gud, den forsvinder i forhold mellem mennesker.
Kierkegaard laver således et ideal for livet, som gør det muligt for ham selv at forkaste alle andre som middelmådige spidsborgere.
For Kierkegaard er meningen med livet ikke, at vi skal være lykkelige, men derimod at vi skal leve med konstant lidelse og ensomhed.
Fordi Jesus blev forfulgt og forhånet, skal den kristne opsøge social fordømmelse. Det er godt for en sand kristen at blive hadet i samtiden.
Jesus' gerninger og ord
Det afgørende ved kristendommen er for Kierkegaard ikke Jesus' gerninger og ord. Det væsentlige er, at Jesus er Guds søn.
Det evige tog bolig i den timelige verden, det guddommelige blev menneske:
"Han tager udgangspunkt i det paradoksale", skriver Løgstrup: "at guden blev menneske i en tjeners ringe skikkelse - og ved det bliver Kierkegaard og kommer ikke til Jesu ord og gerninger. De er uden betydning, de udgår simpelthen".
Den enkelte kristne kan ikke selv blive Jesus, men opgaven er at komme så tæt på som muligt.
Man skal opholde sig ved det paradoks, at man både er sat ved noget evigt og noget timeligt. Det fører ifølge Løgstrup til, at fordringen til det enkelte menneske skrues så højt op, at den aldrig kan indfries:
"Kierkegaard ser det som sin opgave at gøre det at være kristen til en vanskelig og urovækkende affære, fordringen kan ikke skrues højt nok i vejret. Skulle den kunne det, ville den ikke være uendelig absolut, ubetinget".
Kristendom og kærlighed
Hvis vi ikke lider hele tiden, er vi ikke ordentlige kristne. Og hvis vi ikke er ordentlige kristne, har vi hverken fat i den sande lidelse eller den sande kærlighed.
Og fordi vi aldrig kan leve konsekvent, som Kierkegaard foreskriver, vil vi altid kunne udpeges som latterlige og overfladiske.
Alt andet end konstant lidelse er forkert; glæde og lykke er symptomer på et forfald til det uvæsentlige.
Som Løgstrup resumerer Kierkegaard: "Hvad der kristeligt er kærlighed, er menneskeligt set had. Hvad der menneskeligt set er kærlighed, er kristeligt set forfinet egenkærlighed".
Når du bliver grebet af dit barns første skridt, er det ikke kærlighed. Du elsker det kun, fordi det gør dig selv glad, det er egenkærlighed.
Rigtig kærlighed og rigtig lidelse forstår kun kristne, hævder Kierkegaard.
Men som Løgstrup pointerer: Der findes ikke en særlig kristen lidelse. Men der findes en særlig kristen forståelse af den lidelse, som alle mennesker deler.
Nærmer sig Nietzsche
En anden indsigt hos Løgstrup er, at Kierkegaards kristendom slår om i nihilisme: Det højeste kan ifølge Kierkegaard ikke meddeles direkte i sproget. Det unddrager sig samtale og erkendelse.
Det betyder, at Kierkegaard både sætter tavshed over tale og foragter videnskabelig erkendelse.
Det betyder også, at han ikke kan sætte ord på det vigtigste, det kan ikke holdes fast. "Kun den sindstilstand, kun den stemning, kun den tanke, der er i evig uro, er sand", konstaterer Løgstrup.
Det forklarer, hvorfor ateister og absurdister er inspirerede af Kierkegaard, selv om de ikke deler hans kristendom: Den er nemlig skrevet ned til et nulpunkt.
Han vil ikke menneskene det godt
"Opgør med Kierkegaard" er egentlig to bøger: Det er en bog om Søren Kierkegaard, men det er også en bog af Løgstrup.
Han bruger opgøret med Kierkegaard til at lægge afstand til Tidehverv, og han bruger det til at udvikle sin egen etik.
Groft sagt sætter Kierkegaard humanisme og kristendom som modsætninger, mens Løgstrup prøver at tænke dem sammen.
Det er faktisk i denne bog fra 1968, at Løgstrup lancerer begrebet om "suveræne livsytringer", der siden blev et omdrejningspunkt for hans tænkning.
Men bogens fokus er på Kierkegaard:
Løgstrup anerkender, at der er mange modsigelser hos Kierkegaard, som han ikke tager højde for, og at der er så mange stemmer i Kierkegaards værk, at de ikke kan samles i én idé. Men han fastholder, at netop fordi Kierkegaard er så stor en tænker, bør man tænke ham igennem.
Og udstille, hvor afsindige mange af hans tanker er.
Sådan set er Løgstrups kritik af Kierkegaard enkel: Han vil ikke menneskene det godt.
ref.:
Kærlighed for Kierkegaard er had til menneskelivet
Kierkegaard (Wikipedia)
Kierkegaard (Politiken)
