Manden der vendte om

 

Reportage af Kurt Starlit

 

"Har du ikke en cigaret", spørger den unge mand de forbipasserende under uret på Hovedbanegården.

Han er lurvet klædt med en ramponeret kuffert og en stor tøjbylt, der ikke kan skjule, at vi står over for en person som dårligt har billet til økonomiklassen.

Den efterfølgende samtale afslører dog, at det økonomiske kun er en del af historien. Da vi nogle minutter senere sidder på et cafeteria med en kop kaffe og han får ild på den uundværlige smøg, fortæller han åbenhjertigt om sine tolv år som narkoman - heraf halvdelen af tiden tilbragt i fængsel.

Han har i dag taget det sidste og afgørende skridt, som en gang for alle skal bringe ham ud af det narkomiljø han på enhver måde foragter. Forbindelsen er skippet til den pige, som han har levet sammen med i lige så mange år som han selv har været narkoman.

Han har været stoffri nu i halvandet år og ønsker endeligt og definitivt at komme væk fra miljøet og pigen, som stadig er narkoman.

"Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt hende. Så var mit liv gået helt anderledes", siger Jan uden at fortrække en mine. Samtidig understreger et svagt bævende tonefald, at bekendtskabet med både pige og stoffer har gjort indtryk.

Selv om han altså er afvænnet, fortæller de matte øjne og den slæbende stemme, at han uden tvivl har betalt en pris for de mange år i selskab med narko.

"Jeg er som en tørlagt dranker" konstaterer han uden antydning af selvmedlidenhed.

Æren for afvænning giver han uden forbehold videre til Højløkke Behandlingscenter ved Vejle, hvor Minnesota-kuren benyttes mod såvel druk som narko. Efter "udringning", som et vel gennemført afvænningsophold kaldes, har han bevaret kontakten med stedet, fordi han derved kan få råd og vejledning hvis og når problemer opstår.

Han har selv skaffet sig en lejlighed i Tårnby og er med sine få ejendele på vej ud til et nyt liv med stabilt arbejde og - håber han - en pige, som han en dag kan stifte familie sammen med.

 

Hvordan kunne det gå så galt?
Eftersom 29-årige Jan Petersen er opvokset i en dansk kernefamilie med to søskende, en far der var maskinarbejder og en mor som var oldfrue, skulle betingelserne være tilstede for et harmonisk liv.

"Jeg har haft det rigtig godt derhjemme", indrømmer han, "men jeg var usikker på mig selv."

Derfor begyndte han, som så mange andre, at ryge hash. Senere mødte han en pige, der tog stærkere stoffer. Det var hende...

Med samme uddannelse som sin far, og lysten til fysisk arbejde, er han ikke bange for fremtiden. I øjeblikket arbejder han på et af kommunens kurser for ledige.

"Jeg er ikke bange for at bestille noget og ta'r hvad der kommer" understreger han.

Det afgørende skridt er taget af manden, der vendte om.

(slut)

 

 

PS
Det er efterfølgende blevet antydet af min lærer på Journalisthøjskolen, at jeg da vist har ladet mig binde en historie på ærmet. Hvor er (kilde)kritikken henne, spørges der.

Det skal måske derfor til mit forsvar siges, at opgaven - reportagen - skulle udføres den ene dag og afleveres den næste. Det sætter visse grænser for dybdeboringen. Under alle omstændigheder forekommer det rimeligt, at lade den interviewede fortælle sin historie.

Men der er ganske rigtigt en risiko for, at den interviewede binder intervieweren en historie på ærmet. Jeg har bare vurderet sagen sådan, at det var en risiko der måtte løbes.

- Kurt Starlit

 

 

Diverse Index

Til forsiden