Toldbod Bodega
Anmelderne er ved at kamme over af begejstring, når talen falder på Toldbod Bodega. Men der er noget om snakken, for stedet har både sjæl og nerve - og tilmed laver de noget fantastisk mad. Kan man forlange mere!
Af Kurt Starlit
iNDLEDNiNG
"Fortæl for Guds skyld ikke nogen om os", tryglede tjeneren, da vi efter et perfekt aftenmåltid (oksesteg, som vor mor lavede den, og hertil diverse tilbehør og ægte Vildmose kartofler) gjorde klar til at forlade Toldbod Bodega. Alle ugens aftener (bortset fra lukkemandag) er bordene nemlig besat af gæster, der forstår at værdsætte stedets charme, gode danske mad og rimelige priser.
Bodega-navnet er egentlig misvisende, for selvfølgelig kan man gå ind fra gaden og drikke en bajer (f.eks. den fine Porse Fadøl), men det er som spiserestaurant stedet viser sine bedste sider. Her får man rigtig mad tillavet af rigtige mennesker - endda kvinder. Vi var indenfor en aften, hvor den flinke tjener Ivar på bedste (og humoristiske) vis vartede op. Stedet er hyggeligt og pænt, maden regulær og rigelig, og prisen rimelig.
Det eneste, man måske kan klage over er, at rygepolitikken ikke er helt klar: er der f.eks. et røgfrit område? Retfærdigvis skal det nævnes, at udluftningen er så effektiv og loftshøjden sådan, at røgen fra de øvrige gæster aldrig nåede at genere.
Som allerede nævnt skal man ikke lade sig narre af navnet, for selv om Toldbod Bodega har såvel billard, kortspil, væddemål og lokalhistore i bageste lokale (som ikke kan ses fra gaden), er det med sit hyggelige og velholdte indre, venlige og kompetente personale og gode danske mad frem for alt et SPISESTED - godt garneret med stemning.
Det er mad som vor mor lavede den, og jeg kan kun anbefale at give stedet en chance. Hjemlig hygge og mad så man tror tiden har stået stille siden vi var børn. Tilmed kan man risikere at blive opvartet at tjener Ivar, som er et omvandrende historisk geni, der gerne fortæller om hvad man måtte ønske - f.eks. hans dage som medvirkende i musicalen Hair i 1970'erne.
Det var også her jeg i sin tid (2008) interviewede Peter Øvig vedr. hans bøger om Blekingegadebanden. Toldbod Bodega var med til at gøre interviewet til en på enhver måde stor oplevelse.
Lyden i højttalerne denne aften var en jazzificeret udgave af Rod Stewart, der lød som om han følte sig hjemme blandt en række swingende ligemænd. Derfor er det også nærliggende at konkludere, at det eneste som virkelig kan løfte stedet yderligere, må være LEVENDE musik - en klaverbokser f.eks.
Selskaber modtages
- op til flere personer!
Sådan kan man læse et sted på bodegaens hjemmeside. Det afspejler den galgenhumor der (også) hersker på stedet - skal opleves live!
Toldbod Bodega
Esplanaden 4
1263 København K
tlf. 33 12 93 31
++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Historien bag Toldbod Bodega
Kunst, musik og mad
Mange gamle huse i København har en spændende historie at fortælle, hvis væggene ellers kunne tale. Det gælder ikke mindst ejendommen Esplanaden 4, som i et par hundrede år har været rammen om megen god kunst, musik og mad. Der har ganske vist kun været mad i stueetagen siden 1906, men adskillige ejere af ejendommen gennem tiderne har været brændevinsbrændere og ølbryggere, så der er uden tvivl også blevet udskænket og nydt en del i huset i årenes løb. En af disse brændevinsbrændere hed Høeberg, og hans svigerfar, som også boede i ejendommen i en årrække, var den meget populære komponist og Tivoli-dirigent Hans Christian Lumbye. Lumbye flyttede ind i ejendommen i 1858, hvor han for længst havde slået sit navn fast som "Nordens Strauss", og havde flere år forinden komponeret sit store hit "Champagnegalop". Men flere af hans populære melodier blev til i lejligheden på 1. sal. Lumbyes musikalske svigersøn, brænderiejer Peter Høeberg, nedskrev nogle af de temaer, som Lumbye ofte om aftenen som i en leg spillede på klaveret, men tit havde glemt næste morgen - måske på grund af den gode brændevin. Men Høeberg reddede flere kompositioner for eftertiden, bl.a. "Amelie-valsen". I bodegaens loft kan man stadig se spor af den vindeltrappe, som dengang gik fra Høebergs brændevinsbrænderi op til Lumbyes lejlighed på første sal. Der boede også i en lang periode et meget stort antal malere i ejendommen. Fra omkring 1832 boede Christian Købke sammen med malervennen Fredrik Sødring i huset på Toldbodvejen - som det dengang hed. De havde deres fælles atelier på tredie sal, og det var her at Købke i 1832 malede det kendte portræt af Sødring. I 1930 fik værtshuset i stueetagen sit nuværende navn "Toldbod Bodega", og den smukke og særprægede facade med vinrankerne stammer fra den periode. Bodegaen har i årenes løb skiftet karakter, således at det i dag mere end tidligere også er et populært spisested med det berømte danske, højtbelagte smørrebrød og det gedigne danske køkken på kortet. Det var som bekendt ved Toldboden, der steg en matros i land. Der er ikke så mange matroser mere, men til gengæld masser af forretningsfolk, adovkater, journalister og andet godtfolk, der sætter pris på god dansk mad og drikke i hyggelige omgivelser. Det har Helle Møller og hendes far H.P. Nielsen sørget for de sidste 25 år.
Landsbytossernes stambord
"Landsbytosserne" står der skrevet på det grønne skilt. Dog så diskret, at nye gæster overset det og forventningsfuldt tager plads ved bord 4 - lige til højre, når man kommer ind. Som regel slipper de godt fra det. Toldbod Bodega's faste stok er vennesæle folk. Men er der noget de værner om - ja, så er det stambordet. På de store julefrokostdage - og til nød til andestegen til Mortensaften - lader de sig i al fredsommelighed bortvise. Men ellers... Her tages temperaturen på dagens hotte emner. Det er da virkelig også eksperter, der tager ordet. Næsten alle erhverv er nemlig repræsenteret blandt landsbytosserne. Sådan kaldet, fordi beboerne i Frederiksstaden - området omkring Marmorkirken og ned til Esplanaden og Grønningen - betragter deres hjemstavn som en landsby, hvor alle ikke alene kommer hinanden ved, men som regel også ved mere om hinanden, end den enkelte ved om sig selv. Skikkene ved stambordet har vekslet gennem tiderne. Således rafles der ikke længere - allenfals kun sjældent. Og spises gøres der slet ikke. Her nydes udelukkende de af naturens produkter, der serveres i glas. Ikke fordi "tosserne" ikke sætter pris på bodegaen's fortrinlige gastronomi. Men der er simpelthen ikke plads til tallerkenerne. Så skulle lysten melde sig til stegt flæsk, fyldt rødspætte eller oksebryst, må det nydes andetsteds i restauranten. Ikke så snart er sulten dog stillet, før man atter valfarter til stambordet, hvor 15 mennesker mageligt finder plads. Og så går knæveren. Alle ved som sagt noget om noget - eller i hvert fald om nogen. Om det så er bankdirektøren eller avisbudet, doktoren eller modehandlersken, servitricen eller omstillingsdamen, advokaten, søofficeren eller journalisten. Foruden naturligvis socialrådgiveren, som altid forefindes for bordenden. Med hagen helt nede i bordhøjde. Af mangel på stoleplads har hun nemlig sin faste plads på den håndbroderede pude på træpanelet foran varmeapparatet.
Ole V.
Operasangere med køkultur
Hold på den røde, hold på den røde,
hold så den ej i keglerne går!
Det må vi kræve, ej lave skæve,
det er hvorpå vi bygger og består.
Hver formiddag sidst i 1970'erne gjaldede billiardsportens "nationalsang" gennem Toldbod Bodega's baglokaler. Med en sådan kraft, at vinduerne i de tilstødende ejendomme blev slået op på vid gab. Det var jo unægteligt også billigere end at gå i Den kongelige Opera. Tilmed var det de samme kunstnere, man kunne høre på Nationalscenen - lige nede for enden af Store Kongensgade. Det var nemlig dem - operasangerne - der muntrede sig ved det grønne klæde.Og som, inden de kridtede køerne, stillede op på række og geled og afsang "Hold på den røde", forfattet og komponeret af kammersanger Eskild Rask Nielsen, hvis snorlige nakkeballer som regel gjorde kål på konkurrenterne - operasangere som Ib Hansen, Chr. Sørensen og Alf Andersen. I begyndelsen suppleret af Stefan Islandi - den islandske stjernetenor, der ofte gæstede København. Så boede han på hjørnet af Bredgade og Esplanaden, og faldt i ledige stunder ind på Toldbod Bodega for at få sig en "skomagerpot". En dag lykkedes det ham at få et par af sine syngende kolleger med. Og dermed var "Operaens Billiardklub" en realitet. Desværre er den forlængst gået heden. Men adskillige naboer mindes - og savner - de malmfulde røster, der gav "billiardkoncert" i de tidlige lørdagstimer.
Ole V.
Den oprindelige glasfacade fra 1930'erne er desværre ikke bevaret,
men det originale glasskilt med navnet og vindruerne over indgangen er intakt.
Det er med til at understrege Toldbod Bodega's særpræg
som et af kvarterets gamle udskænknings- og spisesteder.
ref.: Historien bag Toldbod Bodega
++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ANMELDELSER
Rikke Lindhard Sengelsø skriver 2010.Januar.15 i dagbladet
Information:
Et øjeblik en enkel dagPå det udødelige Toldbod Bodega er stemningen autentisk og maden dansk, god og genkendelig.
En iskold lørdag aften i januar. Vi er sultne. Gaderne er næsten mennesketomme. Bredgades mastodonter af bypaladser fortæller deres egne historier. De øde fortove hvæser i kulden. Her har gået i tusindvis af mennesker før os. Og her vil gå i tusindvis efter os. Vi passerer Marmorkirken og den Jødiske Synagoge. For enden af Bredgade drejer vi om hjørnet ned ad Esplanaden. Vi træder ind på Toldbod Bodega. Varmen vader ind i vores kroppe. Vi møder et bjerg af erindringer der er printet ind overalt på væggene og i stuerne. Printet lag på lag af mennesker før os.
Erindringerne holder os fast. Vi bygger vores eget liv på den måde. Vi vender tilbage til steder, vi har været før. Vi føler os trygge. Som kun en god gammel ven kan få os til at føle. Måske glemmer vi vores forgængelighed. Vi glemmer, vi er små. Trygt kan vi se ud på verden. Sådan har jeg det med Toldbod Bodega i det indre København. Jeg glemmer at stedet var her før os. Og at det vil være der efter os. Måske sætter vi os spor, inden vi skal herfra. Måske gør vi ikke. Byen og dennes nok ældste beværtning vil viderebære historier om os ud i fremtiden. Måder vi lever på. Spiser på. Drikker på. Og bygger på.
Danskheden i væggene
I over hundrede år har Dansken indtaget sine måltider og sin brændevin i disse stuer. I dag mener selv folk fra de mondæne advokatfirmaer, at beværtningen er fin nok til, at de kan indtage deres måltider her. En dagligstue med hygge til op over begge ører. Levende lys, mønstrede glaslamper og kniplingsduge. Der er ældre og moderne kunst på væggene. Troldegrene i loftet. Tingeltangel. Lysekroner. Lampetter. Olielamper. Skåle med frugt. Royale portrætter. Ingen rød tråd. Jo, hyggen.
Danskheden driver ned ad væggene og ender i flæskesteg, surt, sødt, brun sovs og kartofler på tallerkenen. Maden har du set tusinde gange før. Dansk. Og der er nok af den. Sneen, der fyger over gaderne, får ganen til at kalde på rødt kød. Vi bestiller grillet fransk bøf. Den kvindelige vært er sød. Nok ikke en, man bider skeer med. Hun har travlt med at varte op ved langbordet. En forsinket julefrokost. Syv mænd i jakkesæt. Og tre nedringede sekretærer. Kvinderne hviner, og mændene brøler, jo længere ind i måltidet de bevæger sig. Ventetiden virker ikke så lang, når man underholder sig med, hvordan der sendes liderlige blikke og hældes uhæmmet op i de små snapseglas.
Blandt dødelige
Maden ankommer. Min bøf (198 kr.) er perfekt grillet. Sorte kryds fra grillens mønster har stemplet en anelse delikat røget smag ned i kødet, der er tilpas rødt. Med persillesmørret og den klassiske citronskive på toppen spekulerer jeg over, hvorfor en tynd, pjasket bearnaise også mener, den er berettiget en plads på tallerkenen. Knoldselleri, stegt tomat og en grov bagt kartoffelpuré gør oksefileten selskab. Kartoffelpuréen smager, som har den stået en rum tid. Den er tør. Knoldsellerien og den saftige tomat må gøre det ud for tilbehør til bøffen.
Det er ganske udmærket og behovet for rødt kød er opfyldt. Og det var dét samt stemningen, vi kom efter.
Ved et andet bord gør tre ældre herrer i sorte jakker hinanden selskab. De indtager alle dagens ret. En stor flot meunierestegt rødspætte. Alt i mens de taler sammen, drikker øl på fad og skåler i skarpe. Det har de gjort i årevis. Andre dage har de spist smørrebrød fra det store udvalg, køkkenet tilbyder i dagtimerne, eller fortæret andre af de klassiske middagsanretninger. Nu er håret hvidt og ryggen krum.
Jeg tænker igen på forgængelighed. Vi sammenflettes og overlapper hinanden. Jeg er blandt andre dødelige i stuerne på Toldbod Bodega. De stuer hvor H.C. Lumbye i 1845 skrev Champagnegaloppen. Vi er her kun i få øjeblikke. Jeg vil gerne bruge nogle af mine øjeblikke på Toldbod Bodega, hvor stemningen er autentisk og maden er dansk, god og genkendelig.
Toldbod Bodega,
Esplanaden 4,
København K,
tlf. 33 12 93 31
++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Henrik B. skriver 2013.Febr.19:
Spiste på Toldbod Bodega 5. februar 2013 sammen med tre kolleger, hvoraf to er fra Indien. Super hyggeligt med god stemning. Indretningen sætter en år tilbage i tiden, og er virkelig anderledes end andre spisesteder, og derfor også interessant for udlændinge.
God gedigen mad med rigelige portioner til rimelige penge. Betjeningen var ikke hurtig, men meget venlig.
Der var mange gæster, selv på en tirsdag aften, og det i sig selv er underholdende.
Udmærket kaffe.
Kommer gerne igen.
Claus S. skriver 2013.April.10:
En weekend i februar havde jeg fornøjelsen af at besøge den hyggelige og meget danske beværtning, Toldbod Bodega på Esplanaden 4. Stedet ligger kun et stenkast fra Mølleren's hovedkontor, og de får da også tit fyraftensbesøg af jakkesættene derfra. I gamle dage hed vejen Toldbodvej og derfra har den fået sit navn. Stedet emmer af historie og bl.a. har komponisten Lumbye boet i bygningen, og her har han skrevet "Champagnegaloppen" (siges det).
Jeg havde i dagens anledning besøg af en veninde, og med en fri lørdag aften i udsigt, kunne vi tillade os at gå i gang med både øl og snaps. Toldbod Bodega er en frokost-restaurant om dagen og har en mere solid aftenmenu med fine danske retter på menuen. I weekenderne er det dog også "blot" en bodega hvor man kan rafle og hælde pilsnere indenbords.
Sara Vinther F. skriver 2012.Marts.27:
På Esplanaden ligger det, der udefra mest af alt ligner en blanding mellem en skummel bodega og et fint bondehus. Og på en eller anden måde ændrer dette indtryk sig ikke synderligt, når man træder indenfor. Skumle bodegaer er ikke som regel noget jeg forbinder med gode frokostanretninger, men her har de virkelig formået at bevare traditionerne og give Københavnerne et sted, hvor værtshus og smørrebrød stadig går i hånd. God dansk mad er hvad de har på menuen, og de kan virkelig anbefales for deres smørrebrød - selvfølgelig med en fadøl til at skylle ned med, og en snaps til at rense smagsløgene.
Der er noget hjemligt over stedet - og så alligevel slet ikke. Men på den der bedstefar-agtige måde - eller oldefar kan ske - er der både lidt krejler, lidt hygge og lidt morskab over bl.a. toiletterne. Med både tandbørster og vaskeklude, kan man blive lidt i tvivl om det er et misforstået servicetiltag, en joke eller om nogen rent faktisk bor der.
Under alle omstændigheder er det et sted man bør gå hen, hvis man kan li' at have det sjovt henover en god gammel dansk frokost.
Lone L. skriver 2012.Marts.11:
Når trangen til go! gammeldags mad kommer over mig, så er det toldboden jeg frekventerer. Her serveres gode danske retter, hjemmelavet, af "vor mor i køkkenet". Her er dagens ret, som uanset hvad det er, er en fornøjelse at sætte tænderne i. Når det er bærsæson, serveres hjemmelavet rødgrød, med fløde. Sidst jeg var forbi, var det sæson for torskerognsbukser, så det var at finde på frokostkortet. Hvis dit kendskab til torskerogn, er det man sælger på dåse, bør du en gang i livet smage den friske vare, det er helt uden sammenligning. Stemningen er altid hyggelig her og betjeningen er hurtig, og stamgæsterne får et par ord med på vejen. Ved juletid er her pyntet op efter alle kunstens regler. Hov glemte lige!, hvis det ikke er bærsæson, går man ikke fejl af pandekager med is til dessert. Et rigtigt dejligt sted med, god mad, og hygge.
++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Siden om Toldbod Bodega er under stadig overvejelse. Ligger du derfor inde med billeder, oplysninger eller kommentarer til siden, hører jeg gerne
nærmere. Skriv til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka
CykelKurt