Gadeskilt på Rue de Vaugirard.
Gaden gennemløber to kvarterer/distrikter:
6. og 15. arrondissement.
Rue de Vaugirard
Radioudsendelse om Paris' længste gade,
P1 1998.Dec.23.
Af Jørgen E. Petersen
-----------------------------------
J.E.P. citerer fra mindepladen:
Ici est tombé héroïquement
pour la Libération de Paris
le 22 août 1944
Houbre Robert Jacques
F.F.I. 23 ans.
Croix de Guerre
Houbre, Robert Jaques, 23 år,
faldt her i kamp mod tyskerne
den 22. august 1944.
Tildelt krigskorset
En af de hædersbevisninger den franske republik ikke rutter med.
Efter landgangen i Normandiet og Sydfrankrig (juni 1944)
blev modstandsbevægelsens styrker organiseret i grupper,
der blev kendt som Forces Françaises de l'Intérieur
(FFI) - de indre franske styrker.
FFI blev opgjort til at have en styrke på 100.000 mand i juni 1944,
hvorefter organisationen voksede hurtigt
og nåede en styrke på 400.000 mand i oktober samme år.
Selvom sammenslutningen i FFI til tider var belastet af store politiske forskelligheder,
viste FFI sig at være en succes som muliggjorde for Frankrig,
at genetablere en hær på en fornuftig størrelse.
Den udgjorde 1,2 millioner mand ved
VE-dag
i maj 1945.
ref.:
Paris' længste gade,
Rue de Vaugirard,
begynder med mindepladen for Houbre, Robert Jaques.
Den sidder til højre på hjørnet af
Lycée Saint-Louis
(Sankt Louis gymnasiet), over for Place de la Sorbonne,
som fører ind til det verdensberømte universitet af samme navn
(Université Paris-Sorbonne).
Hvis man fra
øen i Seinen
(Ile de la Cité)
ad St. Michel broen går op ad
Boulevard Saint-Michel
og krydser
Boulevard Saint-Germain,
kommer man lidt oppe på højre side til en roterende plakatsøjle af ældre smedejernsudgave.
Her starter Rue de Vaugirard!
Paris har 4787 offentlige gader, boulevarder, avenuer og alleer.
Af dem betegnes de 3354 som gader.
Blandt dem er Rue de Vaugirard som sagt den længste med 4360 meter.
Den korteste er
Rue des Degrés
i 2. arrondissement; den måler 5 meter og 75 centimeter.
Fra sit udgangspunkt baner Rue de Vaugirard sig vej gennem hele sjette
og hele femtende arrondisssement.
Dette sidste er Paris' mest folkerige.
Befolkningen er på størrelse med Bordeaux og det eneste i Paris med langt over 100.000 vælgere.
Rue de Vaugirard har sit navn efter en landsby - Vaugirard - som lå omkring
133, Rue de Vaugirard.
Landsbyens historie går århundreder tilbage i tiden.
Manneson Mallé lavede allerede i 1702
et kobberstik
af den mølle, som dengang var landsbyens stolthed.
En officiel plan fra 1743, udarbejdet af arkitetken Bonde,
afslører fin planlægning langs Rue de Vaugirard med tilliggende småslottes fint udformede haveanlæg.
Rue de Vaugirard ender i dag ved
Port de Versailles,
hvor Paris' samling af enorme udstillingshaller findes.
Gaden er i dag ensrettet ind mod centrum, og stærkt trafikeret.
Men samtidig med at den fungerer som Port de Versailles hovedventil,
er den også sine steder lokal landsbygade, og frem for alt er det en gade med et intenst liv.
For at gøre lidt nar ad samtidens kærlighed til sammenhobning af titler,
kaldte Francois d. Første sig Konge af Frankrig og Vaugirard.
Nogle af de tidligste franskmænd som fik øjne for stedets muligheder,
var munkene fra Jean Germain de Pres/Brest, som i 1206 byggede sig et landhus her.
Benediktinerne bevægede sig også ud ad Rue de Vaugirard,
og deres kloster blev i 1778 til Neckerhospitalet
(Necker Hospital),
som i dag er et af Paris' berømteste børnehospitaler.
I 1745 havde landsbyen 115 familier med et samlet indbyggertal på omkring 800.
Man dyrkede korn og vin.
Vin dyrkes forøvrigt stadig ét sted i Paris, nemlig ved Montmartre, som hvert år har sin egen vinfest.
Vinens mulige blyindhold taler man ikke højt om.
Det med vinen var noget man tog alvorligt.
I Vaugirard og i begyndelsen af 1700-tallet fandtes ikke færre end 28 vin-værtshuse i den lille landsby.
Senere fandt finere folk blandt adel og borgerskab ud af,
at livet på landet i Vaugirard var værd at leve.
Det satte sig spor i form af fornemme bygninger, af hvilke nogle få fortsat findes.
Det var her de franske royalister i 1793 konspirerede for at befri kejserinde
Marie Antoinette,
der dog endte med at blive et hoved kortere.
Allerede i 1300-tallet nævnes vinmarkerne ved Vaugirard,
men man mener at vindyrkningen her gik tilbage til romertiden,
med marker anlagt af pensionerede legionærer.
Kontrollen af markerne forblev på munkenes hænder
lige til den franske revolution satte effektiv stopper for det.
Revolutionen havde således ganske mange tilhængere i Vaugirard.
Lystigt gik det hyppigt til med musik og dans.
Saint Albain skriver i 1816 i sit militære topografiske og historiske Paris leksikon,
at..."man i Vaugirard synes at have bevaret den frie og åbne munterhed hos arbejderne,
som er en del af vor nationalkarakter".
Om stedets knejper skriver han, at de hver især har et danselokale.
Om vinteren finder ballerne sted her, om sommeren i det fri.
I 1859 mener Lucien L'embeau at Vaugirard er krigsinvaliders og soldaters foretrukne sted,
når de vil drikke en lille vin for tyve øre.
Her fandtes
Les Chants du Crépuscule (The Songs of Twilight),
som Victor Hugo har beskrevet i sin omtale af Miserable kirkegården.
Victor Hugo kendte allerede fra sin barndom landsbyen og boede en overgang i Rue de Vaugirard.
I 1833 kommer et direktiv om knejperne.
I det forbydes folk af samme køn at danse sammen.
Af al denne munterhed er kun lidt tilbage.
Og dog.
Til sine godt 4300 meter har Rue de Vaugirard i.h.t. egne optegnelser
46 restauranter, 42 cafeer eller barer, hvor sandwiches og sligt kan indtages,
86 knejper (for nu at blive i Saint Alban's sprogbrug).
Det bliver i snit een for hver halvtres meter, så beslutter man sig for
at udforske Rue de Vaugirard, er en ting sikker: man kommer ikke til at dø af tørst,
selv om der er et langt stykke ved
senatet's
alvorlige mure op til
Luxembourg-haven
(Le Jardin de Luxembourg), hvor der kun findes een eneste beskeden bar.
Rue de Vaugirard er en spændende gade,
fordi den i al sin enfoldighed fortæller en masse om,
hvorfor Paris IKKE er som andre storbyer.
Den er ikke nogen smuk avenue eller imponerende boulevard,
men i al sin enkelhed en spillevende gade. Her trives folk og mange småhandlende.
Hvis man vil opleve Rue de Vaugirard,
kan det anbefales at starte udefra.
Inde i byen, f.eks. fra Concorde pladsen, tager man metro linie nr. 12, retning mod
Mairie d'Issy,
og står af ved
Porte de Versailles.
Her kan man være heldig at opleve en eller flere udstillinger: biler, både, møbler - vin!
Hvert år først i december samles her gennem en lille ugestid
flere hundrede af Frankrigs små vinbønder,
nogle med kun nogle ganske få hektar, for direkte til pariserne
at sælge jule- og nytårsvinen.
Men som regel har hver eneste måned en eller flere udstillinger i Versailles-hallerne.
Herfra kan man starte sin tur ind mod centrum.
En kæderestaurant, der bruger masser af blankpudset kobbertøj som blikfang, ligger på hjørnet.
Man skal ikke nøjes med at holde snuden i gadehøjde,
men også kigge på ejendommenes facader,
for de afpudses med regelmæssighed, og mange af dem står smukt gyldne,
f.eks. mellem Rue de la Convention og
Rue de la Croix Nivert.
Man kan gå efter behag, for Metro-linie 12
kører i pricippet et langt stykke ad vejen under Rue de Vaugirard.
Indad mod byen kommer man til Convention, Vaugirard, Volontaires, Pasteur og Falguière stationerne,
så når man ikke gider længere, kan man blot dukke ned i dybet.
Logi kan Rue de Vaugirard også sørge for.
Gaden kan prale af ikke mindre end 14 hoteller.
Følger man den hele vejen ind til dens udgangspunkt,
krydser man en række andre levende færdselsårer,
såsom allerede nævnte Rue de la Convention med marked tirsdag, torsdag og søndag,
boulevarderne Pasteur og Montparnasse og
Rue de Rennes.
Savner man tøj, er det noget Rue de Vaugirard kan klare.
Fordelt på herrer, damer og børn har gaden 57 tøjbutikker.
Det vil i snit sige en kludebutik for hver 75 meter.
Her er hyppigt tale om mindre specialforretninger,
som lever af at sælge god kvalitet til lokale folk
- butikker som kun overlever fordi kvaliteten er god.
Endvidere har gaden 21 frisører,
25 steder fra supermarkeder og nedefter, hvor man kan købe madvarer,
10 slagtere, 17 bagere, og for hver 400 meter en blomsterbutik, 10 ialt.
Det siger noget om parisernes bo-kultur.
Kæden Nicolas har 3 vinforretninger i Rue de Vaugirard,
som også kan prale med 3 skomagere blot i denne ene gade.
Sko og tasker kan købes 14 forskellige steder - briller og smykker 18.
Der er 12 aviskiosker og lige så mange apoteker.
Tiggere er der desværre også en del af.
Dels er der kæde-tiggerne,
som er en bestemt type kvinder med små børn,
som slår sig ned med professionel regelmæssige mellemrum.
De bliver bragt til - og hentet fra - deres standpladser i bil.
Især i den meget kolde tid er det i Paris på mode,
at fremvise små børn i håb om medlidenhed.
Så er der de arbejdsløse tiggere,
folk som tigger, men som gerne vil have arbejde, og hyppigt annoncerer det med et skilt:
ALT ARBEJDE MODTAGES MED GLÆDE.
I bunden af deres hieraki er de mange,
som har måttet give op overfor storbysamfundets ubarmhjertighed og slået sig på flasken.
Hyppigt usoignerede med rødsprængt ansigtshud og blålige næser.
Endelig er der de gamle og grå tiggere,
folk som bor i Rue de Vaugirard's afkroge i bittesmå lejligheder,
som er blevet for dyre til deres pensioner.
Gamle mennesker,
som med krogede fingre strakt frem imod dig, indsamler det der gør, at de overlever.
Abbe Pierre anslår at der er ca. 500.000 hjemløse i Frankrig.
Det er nok skudt lidt propagandistisk over målet,
men der er mange i denne rige by, i denne velhavende gade.
Rue de Vaugirard har også sine læreanstalter.
Som sagt begynder den med Sorbonne,
der har navn efter prælaten Robert de Sorbonne,
som i 1257 her skabte en skole for fattige, som gerne ville studere teologi.
Fattige drenge, forstås.
Og gaden slutter næsten med en gren af et universitet,
som ligger på højre hånd, få minutter efter at man fra
Porte de Versailles
har startet sin vandring ind mod byens kerne.
Gaden kan også prale af et teater.
Nuvel, bagsiden af
ODEON teatret,
på venste hånd netop som man er kommet forbi senatskomplekset.
Det franske senat er primært en pensionsanstalt
for ældre, veltjente politikere, som vælges til dette overhus
- uden stor politisk betydning - for perioder på seks år ad gangen.
Sammen med det britiske overhus findes her sikkert Europas ældste politiserende oldinge.
De har smukke omgivelser og kan, som Vaugirard's vandringsmand,
en solrig dag slå et vind i Luxembourg-haven,
hvor man næsten altid kan finde sig et fredeligt sted at stikke næsen op i det gyldne lys,
der er så stor en mangelvare på vore kanter.
Bliver man dårlig undervejs, er der også hjælp at hente.
Foruden børnehospitalet har man fra Rue de Vaugirard adgang til fire klinikker og hospitaler.
Et af hospitalerne er måske verdens mest berømte,
tilknyttet Pasteur instituttet, opkaldt efter Louis Pasteur,
der lagde navn til begrebet pasteurisering
og som opdagede mange af de mikrober, der skaber alvorlige smitsomme infektioner.
Gaden kan fremvise seks skoler, heriblandt nogle gigantiske gymnasier.
Det måske største ligger på hjørnet af Rue de Vaugirard og Boulevard Pasteur.
En enorm kasse.
Man spørger sig selv, hvordan nogen dog kan holde styr på så mange elever på én gang.
Nylige gymnasieelevstrjker i Paris tyder da også på, at det kan man heller ikke.
Har man et trist forhold til livet, eller ønsker at meditere gudfrygtigt,
er der to klostre, hvor man - lidt overfladisk sagt - kan henvende sig.
Er man i sjælelig nød, går man næppe forgæves.
Et par posthuse bliver det også til, og et enkelt kompleks med tennisbaner.
Får man lyst til at bo permanent i et af de mange kvarterer Vaugirard gennemkrydser, er det en let sag.
I gaden tilbyder mindst en snes ejendomsmæglere deres tjenester.
Man undrer sig, hvordan de alle kan overleve, indtil man hører om deres salærer og provisioner.
Banker findes også - 18 ialt - men de dominerer ikke billedet.
Mange af dem er små, fåmandsbetjente filialer,
hvor stemningen er menneskelig og hvor man har tid til at tale med,
og hjælpe, det lokale klientel
- alt det, som danske finansfyrster har prikket ud af den danske bankverden.
Slider man undervejs sine futteraler op,
er der som sagt 14 steder kan kan købe nye sko.
Udvalget er hyppigt usædvanligt flot og udbuddet i alle prisklasser,
lige fra det lækreste håndlavede til det maskinelt vulgære, findes.
Priserne er fornuftige i forhold til dansk niveau.
Sko er ikke den ringeste souvenir, man kan tage med hjem fra Paris.
En enkelt museumsbygning overfor senatet er der også plads til i Paris' længste gade.
Bliver man sulten undervejs og vil gæste en af de 46 restauranter, skal man se sig godt for.
Alle mulige nationaliteter byder sig til - også en del italienske -
men ingen af disse er rigtig anbefalelsesværdige, heller ikke D'amourizio i nummer 148.
Paris' gode italienske restauranter - og dem er der mange af - findes IKKE i Rue de Vaugirard!
Et godt lille sted er hos Pierre i
nummer 117.
Hvor Vaugirard (omkring nr. 326) krydser
Convention
(Metro linie 12, station
Convention),
finder man også cafeer med store veltillavede portioner til meget rimelige penge.
I det hele taget slipper man lettest fra skuffelser, hvis man holder sig til Vaugirard's brasserier.
Er der mange lokale indenfor, er det som regel et godt tegn.
Og traditionen med acceptabel vin i små kander,
holder man overalt i hævd, selv om vand på flaske også er blevet moderne.
(slut)
Rue de Vaugirard (Google Maps)
Rue de Vaugirard (Google Maps)
FFI
Den franske Modstandsbevægelse (Wikipedia)
