MÅNEDENS BILLEDE 2004
(forsidebillede)
=====================================================
Årsskiftet 2003 - 2004
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Januar 2004
Vestamager
Er du trist og har du sorg i sinde,
så er der andre muligheder end Lundeborg.
Vestamager f.eks.
Eller som det også kaldes: Kalvebod Fælled - en naturperle tæt på Københavns centrum, som i de seneste årtier er kommet så meget under pres, at områdets overlevelsesmuligheder efterhånden er temmelig usikre.
Hvis man står på Vejlands Allé ud for Bella Centeret og kigger mod syd, kaldes hele dette område Vestamager, det inddæmmede areal, Kalvebod Fælled, Koklapperne og hvad det ellers igennem tiden er blevet tildelt af sære navne.
Amager Fælled kaldes det også sommetider, men fælleden ligger på den modsatte side af Vejlands Allé.
Bid for bid er der igennem årene skåret en hæl og kappet en tå, men Vestamager er dog stadig betydelig større end de fleste andre grønne områder i hovedstadsregionen.
Inddæmningen af det daværende store vådområde Vestamager blev gennemørt som et beskæftigelsesprojekt i perioden 1939-44.
Formålet var at skaffe øvelsesplads for hæren (Kalvebod Skydeterræn) som erstatning for Amager Fælled (Ballonparken), men også at forhindre oversvømmelser af de vestlige dele af Amager, og frem for alt at undgå deportation af danske arbejdere til Tyskland.
Området har i de mellemliggende år været lukket for offentligheden, indtil militæret trak sig endelig ud i 1984, hvor de første fuglekiggere strøg forbi. Vi var et par stykker som i december 1984 cyklede tyve kilometer rundt i kanten af området, og det var en næsten overjordisk oplevelse at være så langt væk fra det hele, og dog alligevel kunne se silhuetterne af Københavns tårne det meste af tiden.
For at holde konstant vandhøjde på arealet, blev der samtidig med inddæmningen bygget en pumpestation i hver ende af området. Vandstanden har været løbende diskuteret siden 1984, hvor Skov- og Naturstyrelsen overtog forvaltningen af området. Klydesøen (med tilhørende reservat) har f.eks. flere gange fået hævet vandstanden i årenes løb. Til gengæld kan man fra fugletårnet være heldig at se en række ornitologiske sjældenheder.
I de senere år har politikere og erhvervsfolk i uskøn forening haft travlt med at omdanne dele af området til bolig- og erhvervsområde med tilhørende motorveje, mens der i en anden del er inddraget et stort område til rensning og genindvinding af affaldsjord - for slet ikke at tale om Bella Centret (som er alt andet end bella), som var det første projekt der overskred de tidligere militære grænser.
Men i stedet for at fylde området op med skidt og lort, kunne man f.eks. gøre befolkning og turister opmærksom på, at København har noget som de fleste andre storbyer skriger efter: frisk luft og grønne arealer. Uden de grønne områder til at fabrikere ny luft, bliver København ligeså uudholdelig at leve i som de fleste andre osende storbyer rundt om på kloden.
Derfor er der god fornuft i at bevare Vestamager grønt - det kommer os alle til gode.
Erhvervsliv og kommunalpolitikere indbefattet.
Kalvebod Fælled
Kort over Vestamager
Folderen
Fugle på Vestamager
Fields I
Fields II
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Februar 2004
Kjeld & Dirch
Passer Passer til Petersen?, kunne man spørge, men svaret giver sig selv, for Passer & Petersen var som skabt for hinanden, og Kellerdirch blev et begreb allerede mens de (med pauser) arbejdede sammen i årene 1955-1962.
Der blev aldrig brug for overvejelser om, hvorvidt de to passede sammen, eller om hvorvidt de ville få succes.
Den var der fra første færd.
Mand og mand imellem har det altid været en stående diskussion, hvem af de to man foretrækker, for hver for sig var de meget forskellige.
Personlig foretrækker jeg så afgjort Kjeld Petersen, fordi der i hans replikker anes det uforklarlige, at alt ikke skal tages for pålydende, at der er noget mere....
Dirch Passer virkede mere ligeud ad landevejen, en charmerende figur, men uden de store dybder.
Da han efter Kjeld P's pludselige død gik solo, var stilen tydeligvis lagt an på det overfladiske, nærmest vulgære og platte, og derfor forsvandt min interesse for Passer tilsvarende.
Han kom aldrig op på de højder som han nåede sammen med Kjeld P.
Kjeld Petersen er født 1. juli 1920 i København og død 24. maj 1962 - han ligger begravet på Holmens Kirkegård.
KP debuterede som skuespiller på Betty Nansen Teatret i 1939, og optrådte siden på provinsturneer, Århus Teater samt forskellige københavnske scener, f.eks. Riddersalen, Apollo Teater, Allé Scenen, Folketeatret og frem for alt hos Stig Lommer i ABC-revyerne.
- KP har medvirket i mange film, bl.a.
- - "Den usynlige Hær" fra 1945 (hans første film),
- "Far betaler" (1946)
- "Lise kommer til byen" (1947)
- "Tre år efter" (1948)
- "Kampen mod uretten" (1949)
- "Op og ned langs kysten" (1950)
- "Som sendt fra himlen" (1951)
- "Solstik" (1953)
- "I kongens klæ'r" (1954),
- "Det var på Rundetårn" (1955),
- "Hvad vil De ha' ?" (1956)
- "Færgekroen" (1956),
- "Sønnen fra Amerika" (1957),
- "Helle for Helene" (1959)
- "Soldaterkammerater rykker ud" (1959)
- "Skibet er ladet med" (1960)
- "Den grønne elevator" (1961)
- "Løgn og Løvebrøl" (1961)
- "Det tossede Paradis" (1962) og
- "Sømænd og Svigermødre" (1962).
"Løgn og Løvebrøl" blev af fagfolk i bedste fald regnet for en middelmådig produktion, men alligevel har en senere anmelder i Politiken (30. maj 1999) givet Kjeld P. oprejsning:
Filmen er reelt et makværk og endnu et vidnesbyrd om dansk bøvethed i forne filmtider.
Men altså Kjeld Petersen!
Han er hele lortet værd som dyreimitator, der stikker en løgn om en tur til Afrika og derved skaber sensation i medierne.
Den lille mand, der fanges ind af ydre omstændigheder og på sin egen ufrivillige måde at klokke i det for at få opmærksomhed.
Mere dansk kan det ikke være.
Med sit hidsige temposkifte, sit personlige sisyfosarbejde for at forstå en dunkel verden mere fuld af idiotiske gåder end af rationel klarhed, gestalter Kjeld Petersen gang på gang både en tragikomisk Kafka-skikkelse og en hidsigproppet dansk udgave af Disneys Anders And.
Den kulturelle og politiske forvirrethed og fremmedgørelse for mange danskere i de turbulente 50ere blev med Petersens geniale vekslen mellem overdådig komik og jordbunden realisme omdøbt til moderne og begavet crazy-klovneri.
Han solgte aldrig ud af sin solidaritet over for sit store talent.
Anglede aldrig, som med tiden desværre kollega Passer, efter den billigste fællesnævner hos et plat publikum.
Kjeld Petersens komiske kunnen var meget mere moderne og intellektuel end andres i tiden.
Derfor skal man tænde for "Løgn og Løvebrøl".
Året efter, i 1962, døde Kjeld Petersen 41 år gammel af alt for mange flasker akvavit, men desværre også af mangel på anerkendelse som andet end blot endnu en sjov lille mand i jakkesæt og blød hat.
Månedens billede viser plakaten til filmen "Vi er allesammen tossede" fra 1959.
Den betragtes af kendere som højdepunktet i Kjeld Petersens karriere.
Han spiller en almindelig dansker (er der nogen som kan huske hvad det er?), der tynget af skattevæsenets urimeligheder til sidst tvangsindlægges på den lukkede afdeling som bindegal.
Rollen skaffede ham en Bodil, filmbranchens store hædersbevisning.
Mange år efter Kjeld Petersens død blev det ABC Teatrets tur til sige godnat. Paul-Jørgen Budtz skriver i EkstraBladet i den forbindelse i 1995:
En stor teater-epoke slutter, når det legendariske ABC-teater rives ned til fordel for beboelsesejendom.
En af Stig Lommers legendariske revyer på ABC hed 'Goodbye to all That', og det var hans egen afsked med sit livsværk.
Altså ikke noget definitivt farvel.
Teatret blev nemlig ført videre under ledelse af Preben Kaas, for selvfølgelig skulle ABC fortsætte i en uendelighed.
Men nu er det altså blevet et definitivt 'Goodbye to all That'.
Endda så definitivt, at teatret ikke bare lukker, men også rives med for at give plads til en fire etagers beboelsesejendom, og (hip hip hurra) med et nyt og mere tidssvarende teater i bunden.
Apropos bunden, så var det kun bunden af ABC Teatret, der nåede at se dagens lys, da Stig Lommer åbnede i 1949.
Hans drøm var et drøn af et teaterhus, et revyens tempel.
Og han satte selvfølgelig sin gode ven P. H. til at tegne bygningen.
Men da man skulle finansiere de stort udtænkte planer, stod det skralt til.
Der blev kun råd til stueetagen, så det der skulle have været en imponerende foyer, blev i stedet til det ABC Teater, der nu fysisk skal fjernes.
ABC var næsten altid ude i økonomisk uvejr.
Og kunstnerisk svingede det fra det sublime til det pinlige.
Men når netop dette sted fortjener en særlig niche i teatrets og især revyens historie, skyldes det genistregen Kellerdirch, altså Kjeld Petersen og Dirch Passer, og deres efterfølgere Kaas-Ryg med fornavnene Preben og Jørgen.
Kellerdirch var Stig Lommers egen opfindelse.
De to spillere kendte ikke ret meget til hinanden, da Lommer satte dem sanmen i 1955.
Og det kom de heller aldrig rigtig til, udover det professionelle naturligvis.
På scenen var deres absurde humor og slapstick komedie en succes fra første færd, de var det perfekte komiske par.
Jeg så dem selv i revyen 'Såd'n Set' i 1956 og grinte min røv i laser.
Det var her, de lavede den uforglemmelige 'Brødrene Tapetersen'.
Og Kjeld P. var genial i Tao Michaelis' lige så geniale 'Uldbaren', hvor ideen er den, at baren ikke serverer spiritus, men uldvarer.
Og så oplever vi Kjeld P. iført fire sweaters, syv par bælgvanter og to strikkehuer blive totalt ulden i mælet.
Men i et klart øjeblik lover han at forbedre sig og erklærer: 'I morgen går jeg på nylonvognen!'
Duoen Kellerdirch fik jo et trist endeligt.
Kjeld P. havde store alkoholproblemer og stoppede samarbejdet omkring 1960.
Men den 15. april 1962 var de atter på ABC sammen med Ingeborg Brams i 'Holder De af Brams, Passer og Petersen?'
Premiere-publikummets svar var et tordnende: 'Ja, mon ikke!'
Næste morgen var Kjeld Petersen død i sit hjem.
Det rystede Dirch Passer så meget, at han ikke stod på en scene i flere år.
I 1961, mens Kjeld P. var sprællevende, blev TV-programmet "På hat med Kjeld P." første gang udsendt.
I januar 1993 blev det genudsendt, og BT skrev et par dage i forvejen:
Det var en sorgens dag, da Kjeld Petersen døde dagen efter premieren på en ABC-revy i 1962.
En sorgens dag ikke kun for familien, vennerne, kollegerne, men for hele Danmark.
For samtidig med Kjeld P døde landets største komikerbegreb, Kellerdirch.
Ganske vist har andre par holdt humørfanen højt, for eksempel Jørgen Ryg og Preben Kaas, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær - som jo også har været gode og dygtige og sjove. Men samarbejdet mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen var noget helt specielt - efter Kjelds død gik der da også tre år, før Dirch Passer atter satte sine ben på en revyscene.
I sin kavalkade af glimt fra »gamle dage« genudsender TV på fredag programmet »På hat med Kjeld P.«, som blev bragt første gang i 1961. En genudsendelse har vi set før - nemlig i 1970. På det tidspunkt levede Dirch Passer stadig, og i forbindelse med genudsendelsen sagde han blandt andet:
Kjeld var et ensomt menneske. Han havde kun meget få virkelige venner. Jeg regner mig for at være en af dem, selv om vi kun et par gange mødtes privat inden for »hjemmets fire vægge«. Vi levede mere en ungkarle-tilværelse og havde for det meste vore hyggelige stunder rundt om på værtshusene efter teatertid. Og Kjeld var ikke, hvad man kalder et lykkeligt menneske.
Det er ren nostalgi, vi får på skærmen fredag.
Men det er nostalgi, der kan bære.
Skuespilleren Jesper Lohman har i 2003 givet Kjeld Petersen's komiske talent endnu et cadeau.
Det skete på Café Liva med stykket "Ned med alting - op med humøret", som er en cabaret sat sammen af KP's repertoire:
Med udgangspunkt i skuespilleren Keld Petersens righoldige materiale af revyviser, monologer, sketches og teaterroller tegnes et sørgmuntert portræt af en mands genvordigheder med kvinder, forventninger, sig selv og først og fremmest livet i almindelighed.Berlingske Tidende:
Kjeld Petersen bliver mindet med manér.
Og Jesper Lohmann har i alt fald fundet melodien.
Kræs, fandeme kræs!
BT:
I dag huskes han stadig, og det samme gør mange af de tekster, han optrådte med.
Alligevel er det tiltrængt at blive mindet om, hvor drønskægt og skarpt det danske sprog kan være, når det bruges til begavet satire.
JyllandsPosten:
Jesper Lohmann formidler det hele sikkert, i bevidst klassisk dannet sprogtone og med en fin, lidt tør charme, hvor den særlige Kjeld Petersen-tone i glimt bryder frem og kalder på minderne.
Politiken:
Jesper Lohmann fremfører med talent og originalitet gamle fortræffelige tekster af fortidens mestre.
Som det seneste spiller stykket "Der sidder to mand på en Tømmerflåde" på Bellevue Teatret i hele februar måned 2004 (det er nu!).
Hovedkræfterne er Flemming Jensen og Søren Østergaard.
Sådan fortsætter Kjeld & Dirch med at være aktuelle.
Gravstedet
Dirch Passer
Vi er allesammen tossede
Færgekroen
Og ovenover alting....
Cafe Liva: "Ned med alting - op med humøret"
BilletNet
Bellevue Teatret
Vanvid ud af ørerne
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Marts 2004
Det kongelige Opfostringshus
Schimmelmann's Palæ
Hellebækgård
Skorpeskolen
Kært barn har mange navne, og Opfostringshuset er - udover de allerede nævnte - endnu et.
Kostskolen, som i dag har en fundamentalt anden formålsparagraf end tidligere, ligger i Hellebæk - 5 km fra Helsingør.
Sidste år fyldte skolen 250 år, og i en pressemeddelelse skriver støtteforeningen OHF's formand:
Det kgl. Opfostringshus fylder 250 år
Den 29. juni 1753 underskrev kong Frederik d. V på Fredensborg slot den højtidelige fundats for Det kgl. Opfostringshus.
Initiativet til oprettelsen af Opfostringshuset udgik fra Danmarks daværende udenrigsminister Grev Johan Hartvig Ernst Bernstorff.
Det danske hovederhverv gennem tiderne, landbruget, var stagneret, bønderne forarmede, de danske landbrugsprodukter kunne ikke gøre sig gældende på eksportmarkederne. I de øvrige lande i Europa var de merkantilistiske idéer fremherskende. Byerhvervenes udvikling blev fremmet. Hvad var mere naturligt end at forsøge det samme herhjemme i Danmark.
Bernstorff's tanke var at oprette en anstalt for fattige drenge, der kunne tage tjeneste hos fabrikanter, handlende og i den danske handelsflåde. Opfostringshusets stiftelse hænger således nøje sammen med bestræbelserne i Frederik d. V's tid for at udvikle landets industri og handel.
I Europa var de humane tanker samtidig i høj kurs. Allerede i 1727 havde Danmark fået sit Vajsenhus. Bernstorff kunne således i Opfostringshuset forene de to idéer, dels at hjælpe industri, handel og søfart til bedre økonomisk vækst, dels at tage sig af de drengebørn, der trængte til en hjælpende hånd, fordi deres kår i hjemmet af forskellige årsager forhindrede deres udvikling til produktive borgere.
Ved en indsamling over hele landet blev pengene skaffet til veje. 40.000 rigsdaler, en efter datidens pengeforhold imponerende sum, blev indsamlingens resultat. For yderligere at give Stiftelsen en betryggende fremtid, gav kongen Stiftelsen privilegium på 20 efter hinanden følgende generallotterier. Begyndelsen på det nuværende Klasselotteri.
En opfyldningsgrund på Christianshavn blev udvalgt som egnet til opførelsen af en bygning, fritliggende ned imod vandet . I 1755 flyttede drengene ind. Der var plads til ca. 200 drenge fordelt på 3 sovesale, hver seng var beregnet til 2 drenge. Denne Opfostringshusets første bygning eksisterer den dag i dag, nemlig det såkaldte Søkvæsthus, der rummer Orlovsmusseet.
Det første år var 150 drenge anbragt, det næste år var antallet bragt op til 203 drenge. Som nævnt skulle Opfostringshuset opdrage sine drenge til lærlinge i bl.a. fabrikker. Derfor skulle de fra begyndelse af oplæres i det almindelige håndværk, så vidt muligt fabriksmæssigt. Således blev der til Stiftelsen knyttet et spinderi og en urfabrik, der dog ret hurtigt gik i stå.
Det viste sig dog, at dette at knytte værksteder og fabriksvirksomhed til Stiftelsen ikke var heldig. Det var vanskeligt at forene med målsætningen at give drengene en mere udvidet undervisning, end den der blev givet i samtidens almindelige skoler. Det sidste håndværk forsvandt dog først, da skrædderivirksomheden i år 1866 blev ophævet.
Takket være lotteriprivilegiet samledes betydelige kapitaler. Så mange at en del blev anvendt til støtte for andre institutioner. Alt tydede således på, at Opfostringshuset skulle gå en lys og lykkelig fremtid i møde, fri af økonomiske byrder og banebrydende for opdragelseshjemmene herhjemme.
Men således blev det desværre ikke. I september 1770 blev Bernstorff afskediget, og året efter blev direktionen afskediget og Stiftelsen blev - som led i Struenses reformer - henlagt til den såkaldte "Plejeanstalt". Samtidig blev lotterierne taget fra Opfostringshuset og lagt under "det tyske kammer", det senere "Rentekammer", og i 1784 blev det endeligt besluttet, at Opfostringshuset årligt skulle have 6000 Rd. af Klasselotteriet som kompensation for det mistede privilegium og det indtægtstab, som i 1781 blev opgjort til 230.000 Rd.
Det var dog fortsat lotteridrengene fra Opfostringshuset, der optrådte som lykkens pamfilius ved Klasselotteriet nummertrækninger, hvad de fik en beskeden økonomisk belønning for. Foruden dette forsmædelige pengetab måtte Opfostringshuset yderligere lide den tort, at man fratog Stiftelsen den for egne midler opførte bygning og uden videre anviste den til nyt domicil, bygningerne til "Kristians Plejehus" i Store Kongensgade, til hvis opførelse staten i sin tid havde lånt penge hos Opfostringshuset.
1799 blev et mærkeår for Opfostringshuset.
Fundatsens bestemmelse tillempedes, så Stiftelsen kom til at stå som en københavnsk stiftelse og ikke mere som en landsinstitution. Opfostringshuset blev gjort til en belønningsskole for flittige og flinke drenge. Undervisningen skulle således være en del bedre end i de andre af kommunens skoler, så at drengene ved udgangen kunne blive dygtige håndværkere.
Omkring århundredskiftet skete en vigtig forandring i den daglige ledelse af Stiftelse, der hidtil havde haft forstandere med en merkantil, praktisk baggrund. I 1803 fik skolen med informatoren Rasmus Borchs udnævnelse sin første akademisk uddannede forstander. Og det har siden da altid været mænd med en akademisk uddannelse, der har vartaget opdragelsen af drengene.
I mere ned 100 år skulle Opfostringshuset komme til at bo i Store Kongensgade, næsten altid under trange kår.
Forholdene blev stedse værre, efterhånden som byen rykkede længere ud, så Stiftelsen kom til at ligge midt i byens larm. Elevtallet var i mange år faldende, en overgang helt nede på 40; men det lykkedes efterhånden at bringe antallet op på ca. 80, et antal som de daværende indtægter kunne holde til.
I året 1880 kunne man endelig forlade den forældede bygning i St. Kongensgade og flytte til en nyopført ejendom i Randersgade (tidl. Kalkbrænderivej). Takket være Københavns Magistrat, der skænkede en grund, og kancelliråd Ole Thorup's donation til Stiftelsen på 20.000 kr., lykkedes det at få den nye bygning rejst.
Under lyse og gode forhold, i en smuk og velindrettet bygning, begyndte Opfostringshuset sin nye tilværelse. Drengene sov på 2 store sovesale. I starten var elevtallet ca. 90, for senere at stige til 110. Borgmester for Magistratens 1. afdeling, H.N. Hansen, nærede en levende interesse for Stiftelsen og var utrættelig i sine forsøg på at skabe en lys og lykkelig fremtid for Stiftelsen.
I marts 1920 vedtog kommunalbestyrelsen, at renterne af det af kancelliråd Ole Thorup i 1878 stiftede legat, skulle udbetales til Opfostringshuset. Og man vedtog samtidig, at Thorups navn derefter for bestandig skulle knyttes hertil, og at navnet blev ændret til Det kgl. Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse. De økonomiske sorger var for en tid bragt ud af verden.
Men tiden gik, og sled på ejendommen og dens inventar.
Skolen blev i 1937 underlagt folkeskoleloven; men det var fortsat sådan, at drengene ved ophør på skolen blev sat i gang med en lærlingeuddannelse, og at de blev fulgt i nogle år efter de havde forladt skolen.
Under Danmarks besættelse var alle andre bekymringer end landets fremtid kun små. Der blev derfor ikke ofret mange tanker på Opfostringshusets trange kår i disse år. Men dog lå det i luften, at noget måtte der gøres. Magistratens 1. afdeling under borgmester Bindslevs periode søgte at finde muligheder for at rette Stiftelsen op ad nye veje.
Tidligere elever (i daglig tale "skorper") rejste en samfundsdebat og fik stoppet et forslag om at nedlægge Opfostringshuset ved et mindeværdigt stormøde i Rådhusets store sal.
Og så skete det - at en begivenhed udefra gav stødet til, at man fandt en løsning.
Staten havde som et led i efterkrigstidens opgør konfiskeret det store gods "Hellebækgaard" - nord for Helsingør.
Hovedbygningen blev beset, den var stærkt medtaget - ja, nærmest faldefærdig - men hvilken beliggenhed!
Det viste sig, at man kunne bevare Hellebækgaards historiske hovedbygnings ydre rammer og det væsentlige af det indres oprindelige inddeling i større og mindre værelser. Der var plads til ca. 80 drenge fordelt på fire sovesale. I den nyopførte skolebygning kunne der undervises henimod 120 elever.
Det var noget ejendommeligt i, at Det kgl. Opfostringshus ved dets 200 års jubilæum i året 1953 flyttede ind i en ejendom, hvis oprindelse går helt tilbage til året 1750, og hvis historie har flere tilknytningspunkter til det styre, der fik afgørende indflydelse på Stiftelsens bevægede fortid.
Indvielse i august 1953 blev overværet af skolens daværende protektor kong Frederik d. IX og dronning Ingrid.
Udflytningen fra stenbroen til den nordsjællandske frodige natur indebar et brud med den lukkethed overfor det omgivende samfund, som historisk har kendetegnet Opfostringshuset. I Hellebæk-skolen mødte kosteleverne lokalområdets unge, som nu fik mulighed for at blive optaget som dagelever. Skolen blev gjort til en mellemskole – senere også med mulighed for at afslutte med realeksamen.
Samfundsudviklingen stillede nye krav til Opfostringshusets undervisning og pædagogik.
De nye tider betød nye elever.
I 1993 ændredes skolen fra at være en drengeskole til at optage både piger og drenge som kostelever.
Elevprofilen ændrede sig. Skolens oprindelige målgruppe ”flittige og velbegavede børn af enlige forældre” var blevet en normalgruppe; de eksisterede ikke længere i relation til et kostskoleophold.
Eleverne i dag kan beskrives med tre forskellige profiler: nogle der stiller spørgsmål og som i deres tidligere skolegang har været lidt for rappe i munden overfor lærere og pædagoger. Andre kommer fra familier med sociale problemer og en sidste gruppe er de omsorgssvigtende børn. Eleverne er i alderen 12-18 år og går på skolen i 1-5 år.
Man begyndte imidlertid at tage de mere vanskelige elever ind, og da skolen ikke var gearet til den opgave, blev der stort gennemtræk af elever og i personalegruppen. I slutningen af 90’erne var skolens bygninger ydermere så nedslidte, at der igen blev sat spørgsmålstegn ved Opfostringshusets eksistensberettigelse i forhold til det millionbeløb, en renovering ville koste. Der var dog ingen tvivl hos skoleborgmester Per Bregengaard om, at Opfostringshuset har en meget stor mission over for de unge, som befinder sig i ”gråzonen” – de som alternativt meget let vil kunne komme ud i kriminalitet. Med forstander Per Mikkelsen og en gammel skorpe Hans Edward Nørregård-Nielsen som de energiske ildsjæle bag projektet, lykkedes det for omkring 22 mio kr. at gennemføre en meget vellykket renovering, der bringer det fredede hvide rokoko-palæ tilbage til fordoms storhed.
Ved det nye skoleårs start i år 2000 kunne 30 elever flytte i deres smågruppeværelser og i en boligmæssig ramme, som placerer Det kgl. Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse helt i front.
År 2000 blev samtidig året, hvor den sidste forbindelse mellem Opfostringshuset og Klasselotteriet ophørte.
Lotteridrengene kunne foretage deres sidste trækning og takke af efter 247 års samarbejde, da Klasselotteriet overgik til elektronisk nummerudtrækning.
DKO (skolens hjemmeside)
Presseklip fra Helsingør Dagblad
OHF (foreningen af gamle elever)
Restaurering
Hellebæk Web
Randersgade Skole 1946
Københavns Kommunes fælleslegat
Straffede børns redning
Bjarne Larsen
Dagbog fra DKO
Månedens Billede
Månedens Billede er taget af Kurt engang i 1962.
Apparatet er et (efter datidens begreber) billigt AGFA Click II, som kostede under 30 kroner.
Men det tog fremragende billeder: papir-rulle-film med 60 gange 60 mm negativer!
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE April 2004
Danmark besat
Månedens billede viser omslaget til det første hefte i en serie om livet i Danmark under besættelsen.
Spændende og veltegnet føres vi gennem en række episoder af krigen, som tilsammen giver os, der ikke selv har oplevet de fem forbandede år, en fornemmelse af livet og betingelserne dengang.
Serien er tegnet af Niels Roland, som også er manden bag historien om Gunnar (se evt. Kort Nyt 2003.Febr.27 og Kort Nyt 2002.Okt.24).
Bind 1 - 1940 - Opbrud
Den 9. april 1940 ændres livets gang drastisk i den jyske by Hedelund. Den nybagte student Frederikke og hendes læge-far involveres i den spirende modstandsbevægelse og linierne mellem ven og fjende trækkes op i provinsbyen.
Bind 2 - 1941 - Bristepunktet
I Hedelund skærpes situationen.
Politiet forsøger at arrestere kommunisterne, hvis modstandsgruppe har kontakt med den borgerlige fabrikant Rode om en fælles front mod besættelsesmagten og om at få forbindelse til englænderne.
Bind 3 - 1943 - Swing Time
Vi skriver 1943. På "Dagbladet" arbejder Knud Vilborg på at afsløre den omfattende sortbørshandel, mens hans kammerat og kollega Jørgen Helmer går mere op i sit klarinetspil - samt i ungdomsveninden Frederikke.
Swingpjatterne slår sig løs på de københavnske jazzsteder, og i kulissen skifter sortbørsvarer hænder.
Bind 4 - 1944 - Skumring
Året er 1944. Modstandskampen er på vej ind i sin afgørende fase, og sabotageaktioner, stikkerlikvideringer og "tyskertøs"-afstraffelser hører til dagens orden.
Det er blevet tid til at vælge side.
Bind 5 - 1945 - Hjemsøgt
Januar 1945. Allerede inden krigen er forbi, er kampen om Danmarks fremtid godt i gang.
Over for modstandslederen Erling Rodes visioner om en helt ny start står realpolitikernes rævekager.
Bind 6 - 1995 - Svanesang
Kort efter befrielsen kommer redaktør Birk og politifuldmægtig Kandrup på sporet af en afslørende propagandafilm om fremtrædende danskeres tyskvenlige holdning under krigen.
De kompromitterede vil gå langt for at tilintetgøre filmen.
Og hvad rager så alt det skrammel fra anden verdenskrig mig?
Godt spørgsmål.
Ihvertfald har en hel del af de problemstillinger, vi i dag kan tage stilling til i verden omkring os, deres baggrund i anden verdenskrig.
EU, NATO og FN for eksempel.
Desuden vil man opdage, at de personlige problemstillinger som tegneserien beskriver, ikke er specielle for anden verdenskrig, men helt generelle: kærlighed og had, omsorg og svigt, liv og død o.s.v. o.s.v.
Med andre ord: de grundlæggende værdier er til alle tider de samme.
Bare til en oplysning.
Danmark Besat
Tegnet og fortalt af Niels Roland
Efter en historie af Morten Hesseldahl
Tegnet og farvelagt af Henrik Rehr
Udgivet af Carlsen Comics
Carlsen
Niels Roland I
Niels Roland II
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Maj 2004
New York
I den forgangne måned faldt vejen forbi New York - byen som alle taler om, og alle har en mening om.
Det kan man få et indtryk af, ved at læse beretningen derovrefra.
Månedens Billede er forsiden af bogen "New York", udgivet af National Geographic.
Enjoy!
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Juni 2004
Harvey Mandel
En anmelder kaldte engang Harvey Mandel "guitaristen der altid var på det rigtige sted på det forkerte tidspunkt". Udtalelsen hentyder til, at HM har spillet med gud og hvermand, men kun har haft få kassesuccesser. Til gengæld har han været højt respekteret blandt musikere i jazz/rock feltet siden sin pladedebut i 1967, hvor han som medlem af Charlie Musselwhite's South Side Band var en af hovedkræfterne bag LP'en "Stand Back!".
Charlie Musselwhite Reunion
Charlie Musselwhite
Stand Back!
Charlie Musselwhite pladeoversigt
Charlie Musselwhite Music CDs
Her demonstrerer han sin særlige kunnen med et sustain (tonelængde) og kontrolleret feedback (forvrængning på et begrænset niveau, som ikke vokser ud af kontrol) som ikke er hørt tidligere. Tilmed kan han præsentere disse teknikker med en langt højere præcision end andre samtidige guitarister.
På grund af kraftig radiodækning af pladen i San Francisco området, bliver gruppen inviteret til at spille på The Fillmore af indehaveren Bill Graham.
I de dage hørte Fillmore til de helt store spillesteder, og vejen mod toppen var dermed banet.
Men Harvey ønskede at gå sine egne veje, og forlod gruppen kort efter indspilningen af Stand Back!
I San Francisco området spillede han ofte i en klub som kaldtes The Matrix, hvor store navne som Jerry Garcia (Grateful Dead) og Elvin Bishop kom forbi for at jamme.
Her mødte han også Abe "Voco" Kesh, som producerede hans første LP "Christo Redentor" på Philips/Mercury mærket i 1968.
Den viste en guitarist som turde gå nye veje, både musikalsk og lydmæssigt. Især titelnummeret var interessant med sit langsomme tempo, hvor strygere og kor blandet med Mandel's guitar gav nummeret en næsten symfonisk klang. Pladen udkom på et lille undergrundsmærke, men skaffede alligevel Mandel en omgående placering hos guitarister verden over som en af de få udvalgte. Et af numrene, "Wade in the Water", blev et regulært hit.
Den efterfølgende plade, "Righteous" (1969) , solgte hæderligt og viste at Mandel stadig kunne spille den guitar han fra begyndelsen var blevet berømmet for. Pladen inkluderer desuden en notabilitet på trommer, nemlig Eddie Hoh, som senere (sammen med bl.a. Al Kooper på orgel og guitaristen Mike Bloomfield) udsendte den legendariske Super Session.
Ved Woodstock Festivalen i sommeren 1969 blev Harvey Mandel præsenteret som den nye guitarist hos Canned Heat.
Forgængeren, Henry Vestine, havde valgt at forlade etablissementet med kort varsel, så Mandel måtte træde hurtigt til. Det var Mandel's tredie job med gruppen, som på dette tidspunkt havde haft flere numre på hitlisten.
Han fortsatte med gruppen i over et år, hvor de turnerede og indspillede 3 LP'er - blandt andet "Future Blues".
Canned Heat var i Danmark umiddelbart før udskiftningen af Henry Vestine.
Gruppen spillede godt, og Vestine spillede særdeles godt, og der var edder-bakke-mig drøn på. Jeg tror aldrig jeg har set så stort et guitaranlæg bag nogen guitarist hverken før eller siden: 16 store kabinetter, hver indeholdende 4 stk. 12" højttalere. Det var noget der ku' knase!
Gruppen bestod udover Fito de la Parra og bassisten Larry "Mole" Taylor (som begge hjalp Mandel på senere plader) også af slide guitaristen Alan "Blind Owl" Wilson, som sang gruppens store hit "On the road again" og så selvfølgelig forsangeren Bob "The Bear" Hite.
Wilson begik selvmord mens gruppen var på toppen, og Bob Hite, som var en inkarneret samler og kender af blues-plader, er desværre også forlængst død og borte. For at gøre det hele perfekt, kom meddelelsen om Henry Vestine's død engang i 1997.
Mandel indspillede iøvrigt en hyldest til Alan Wilson på "The Snake" LP'en fra 1972: "Ode to The Owl".
Canned Heat biografi
Canned Heat - August 2003
Harvey Mandel's øgenavn "The Snake" skyldes Barry Goldberg og hentyder til hans svaghed for slidte læderjakker, og så spillestilen med hurtige skift op og ned ad gribebrædtet.
"Games Guitars Play" fra 1970 fik (også) en blandet modtagelse, blandt andet fordi Mandel forsøgte sig med en sanger i det lønlige håb, at bryde gennem lydmuren til det store publikum. Det lykkedes ikke, selvom sangeren sådan set var udmærket, men pladen viste ihvertfald Mandel i fin stil.
Herefter blev han hentet til John Mayall's Blues Breakers, som var tidens hotteste bluesnavn.
Med i gruppen var desuden Canned Heat bassisten Larry "The Mole" Taylor og Don "Sugarcane" Harris på violin. Med denne besætning indspilledes LP'en "USA Union" og Mandel medvirkede efterfølgende på "Back To The Roots" LP'en sammen med bl.a. Eric Clapton og Mick Taylor (som senere kom med hos Rolling Stones).
John Mayall præsenterede iøvrigt sin gruppe i Danmark på samme tid, og vi var nogle stykker inde og høre dem. Faktisk var det Mick Taylor's live debut, men efter min mening var han ikke noget at råbe hurra for - spillede alt for hurtigt, alt for smart og alt for upersonligt.
Det store spring fremad var LP'en "Baby Batter", som udkom i 1971.
Den er et af højdepunkterne i Mandel's produktion - rent musikalsk ihvertfald, for teknisk var pladen fyldt med de såkaldte popcorn, altså en støj der lyder som om popcorn kommer væltende op fra pladen. Det skyldes at vinylen ikke får tid til at afkøle efter presningen - noget som ramte mange af de mindre kendte artister i de år.
Til alt held fås samtlige Harvey Mandel produktioner i dag som re-mastered CD-versioner, hvor man har været helt tilbage ved det originale masterbånd, og herfra lavet en digital re-mastering. Det betyder, at lyden er bedre end nogensinde. Blandt musikerne er det værd at nævne kapaciteter som Howard Wales (orgel & elektrisk klaver) og Mike Melvoin (orgel & elektrisk klaver) samt den formidable Paul Lagos på trommer. Komplicerede guitarfigurer og rigtige strygere (alt lavet som 100% indspilning, hvor alle er til stede samtidig) der spiller en væsentlig rolle for nummerets opbygning, er ting som kendetegner Harvey Mandel's musik på denne plade.
I 1972 danner Mandel sammen med Sugarcane Harris gruppen Pure Food and Drug Act - PFDA - sammen med blandt andre Randy Resnick (guitar), Victor Conte (bas) og Paul Lagos på trommer. Gruppen holder kun kort tid, men når at udsende en enkelt LP, "Choice Cuts".
"The Snake" bygger videre på opskriften fra forgængeren, og her høres for første (men ikke sidste) gang den anden kæmpe i Mandel's rytmegruppe: Victor Conte på elektrisk og akustisk bas. Violinisten Don "Sugarcane" Harris og en række andre gæstemusikere er med til at gøre pladen varieret og høreværdig, og den er da også konstant sælgende i f.eks. Danmark, hvor jeg har set den som standard hyldevare hos TP Musik (i Rødovre Centrum).
På efterfølgeren "Shangrenade" fra 1973 er kvaliteten af pladepresning blevet så meget forbedret, at den også rent teknisk er et højdepunkt. Victor Conte (bas) og Paul Lagos (trommer) er det faste inventar sammen med en række glimrende gæstemusikere. Det er også her at en revolutionerende guitarteknik for første gang høres, som senere er blevet kaldt
- two hand tapping,
- double handed finger tapping,
- two handed fretboard tapping,
- fretboard tapping,
- the touch,
- right hand tapping, eller simpelthen
- tapping,
og som dokumenterer, at Harvey Mandel behersker teknikken til fuldkommenhed flere år før andre begynder at opdage den - Eddie van Halen og Stanley Jordan for at nævne et par stykker.
Om sin arbejdsmetode siger Mandel i et interview:
I never tried to copy.
I learned from the blues players I was jamming with, as far as the technique and the notes, but I always had my own sound in my head. I mean, I heard the guitar the way you hear it today, and even the sound when Hendrix first came out, long before I could ever even dream of playing that stuff. I knew where guitar was going 20 years before it got there. I knew that eventually guitar technique would equal horn players and keyboard players: it was just a matter of training.
På et tidspunkt i karrieren - omkring 1976 - søger Rolling Stones en guitarist (som afløser for Mick Taylor), og Mandel var en af dem som blev afprøvet. Blandt andet spiller han på LP'en "Black and Blue" i nummeret "Hot Stuff". Efter min mening passer han dog slet ikke ind i selskabet (fik ejheller jobbet), men mellemlandingen medfører ikke desto mindre en hel del studiearbejde med grupper som f.eks. Love og The Ventures.
Ellers er der stille på pladefronten indtil 1993, hvor CD'en "Twist City" udsendes med en hel ny - og ung - besætning. Stilen er rhythm'n'blues og Mandel siger selv om pladen: I consider it a blues tribute album - og sådan kan man selvfølgelig godt udtrykke det, men ihvertfald er der ikke noget nyskabende, anderledes eller ophidsende på pladen. Rent hit-mæssigt fik den et par placeringer hist og her, som givetvis har hjulpet på lommesmerterne, men rent musikalsk tror jeg ikke den vil gå over i historien.
Snakes and Stripes fra 1995 er en velproduceret og velspillet liveindspilning med bl.a. Squid Vicious på bas.
Månedens Billede viser omslaget (coveret) til CD'en Planetary Warrior (1997), der er vellykket på enhver måde. Flot lyd, flot guitarspil og det hele. Gamle venner som f.eks. Sonny Reece (vokal) og Barry Goldberg (orgel) giver en hånd med.
Emerald Triangle, der udsendes i 1998, viser Mandel i fortsat form. Pladen er den første titel på hans eget Electric Snake Productions (ESP), hvor der meget bemærkelsesværdigt er sket den forandring, at al backing er elektronisk - spillet af Mandel selv på diverse synthezisers.
De efterfølgende produktioner, Lick This (2000) og West Coast Killaz (2000) bliver stadig mere elektroniske og Harvey's guitar spiller ikke længere hovedrollen. Mandel udtaler selv i flere interviews at han er meget tilfreds med den nye musikalske retning, og mener at den er lige så banebrydende som "Christo Redentor" i sin tid.
Og måske har han ret - jeg er stadig på det indledende stadie m.h.t. aflytning af disse plader, og nye spændende detaljer dukker til stadighed op - og desuden plejer The Snake at vide hvad han taler om, så mon ikke musikken i det mindste kan skaffe til det daglige brød?
Det har han fortjent!
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Juli 2004
Amagerbanen
Historien om Amagerbanen er sammenfaldende med øens økonomiske tilstand - og stilstand. For det har gjort ondt i de senere år, at se den hæderkronede bane ligge ubenyttet hen, uden udsigt til igen at komme i gang.
Så meget desto mere glædeligt er det, at en lokal entusiast på eget initiativ (og for egne midler) har indsamlet hvad der findes af viden om banen. Alt er dokumenteret: fra de første tanker opstod i 1866 (det første tog kørte i 1907) til AB's afvikling i 1974 (driften førtes i begrænset omfang videre af DSB indtil 1999).
Udover banens historie får vi en række ubetalelige sideglimt, f.eks. det glemte Maglebylille, og hvorfor Amager kaldes Lorteøen.
En guldgrube.
Amagerbanen - indledning
- Rullende materiel
- Amagerbro
- Øresundsvej
- Syrevej (og Saltværksvej)
- Kastrup (og Lufthavnen trb.)
- Tømmerup - Store Magleby).
- Dragør
- Ophørsudsalg på Amagerbanen
- Amagerbanen, diverse
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE August 2004
Det gådefulde juveltyveri
Det gådefulde juveltyveri er en af Herge's bedste produktioner.
Ikke alene er det tegnemæssigt i mesterklasse, også historien er gennemarbejdet, spændende og morsom.
Heftet bliver også kaldt Mysteriet på Møllenborg, fordi alle scener udspiller sig på slottet Møllenborg, hvor hovedpersonen Tin-Tin og kaptajn Haddock residerer (hvordan kaptajn Haddock er kommet i besiddelse af slottet, beskrives iøvrigt i et separat hefte, "Det sorte Guld" - men det er en anden sag). Samtlige scener udspiller sig i og omkring slottet: vi skal ikke ud og flyve i flyvemaskiner, køre i hurtige biler eller sejle i speedbåde - nej, det hele foregår stille og roligt på Møllenborg. Alligevel er det medrivende læsning.
Rollelisten er besat af de kendte figurer:
- hunden Terry
- operasangerinden Madame Castafiore
- forsikringsagent Max Bjævermose
- detektiverne Dupont & Dupond
plus en masse bifigurer.
For at citere kaptajn Haddock: "For ti trilliarder ulykker, ti trillioner tons trotyl, salmiak og sjakaler og sytten skæpper stryknin!"
- så er scenen sat.
tintin.be
Centre Belge de la Bande Dessinée (det belgiske museum for tegneserier).
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE September 2004
Cyklen
Jeg er så glad for min cy-kel, jeg kom-mer hur-tigt langt om-kring.
Og det for-di på en cy-kel, der går det let som in-gen-ting.
Der er cykler til ethvert formål, men hverdagscyklen er slideren, der bare skal virke hver gang.
Udover stabiliteten skal den være lydløs, og som prikken over i'et let.
Månedens Billede viser Gritzner cyklen, som er tæt på det ideelle. En helt igennem enkel cykel, som lover lang tids problemfri kørsel. Dog vil jeg måske nok foreslå den pæne unge gentlemand at montere en skærm her og der, så tøjet også er pænt når han kommer frem - eller endnu bedre: tage noget praktisk tøj på.
Men ellers skal den ideelle hverdagscykel være så enkel som mulig, så mindst muligt kan gå i stykker.
Den enkleste cykel er banecyklen:
et stel, to hjul, styr og kæde - kort fortalt.
Banecyklen har
- ingen skærme,
- ingen bremser (hverken til hænder eller fødder),
- intet lys,
- intet friløb (pedalerne drejer med rundt),
- ingen bagagebærer
- intet gear (udvekslingen sker ved forholdet mellem det store og det lille tandhjul)
- ingen lås.
Det ser måske hasarderet ud, at cyklen ingen bremser har, men det kan man tillade sig, fordi alle de andre ryttere kører på samme type cykel, og derfor ikke kan lave pludselige opbremsninger.
Ude omkring i de store byer bruges banecyklen af mange cykelbude, fordi den er enkel og velfungerende, kræver minimal vedligeholdelse og sjældent går i stykker. Der var mange banecykler på Holmen for et par år siden, da der var VM for cykelbude, og den klarede sig fremragende i konkurrence med de øvrige cykeltyper.
Desuden er banecyklen tyverisikret. Et amerikansk bud fortæller eksempelvis, at han aldrig låser sin cykel. Det er ikke nødvendigt, fordi ingen tør sætte sig op på den. Da det alligevel skete en gang - cyklen forsvandt mens han var inde hos en kunde - gik han bagefter stille og roligt hen om hjørnet og.......DER lå tyven og ømmede sig.....det kræver erfaring at køre banecykel!
Når banecyklen bruges på gadeplan udføres de nødvendige opbremsninger ved
- at holde igen på pedaltrådet,
- at holde hånd eller fod på dækket,
- at stikke foden ind i hjulet,
- at køre ind i et eller andet blødt, eller som sidste udkald
- at kaste sig af cyklen.
Lad os lige endnu en gang slå fast, at en velfungerende cykel er lydløs. Altså ikke noget med raslende skærme, slæbende kæder, eller klik-ke-lik-og-dikke-dik-lyde fra gear og andet tilbehør, som altsammen kun forstyrrer glæden ved lydløs fremdrift. Det er vist kun banecyklen og afledte modeller som kan opfylde de krav.
Hvad ellers?
Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de eksperimenter jeg selv og andre har foretaget, men gå direkte til konklusionerne.
Den brugbare hverdagshest ser i praksis således ud:
STEL
Aluminium fordi det er let og stift - og fordi det er rustfrit.
GEAR
1-gear med indvendig tromlebremse (som da vor mor var dreng).
Gearing efter behov v.h.a. det store forreste tandhjul (klingen) og det lille bageste (kransen).
Standardforholdet hedder noget i retning af 42:18 (= gearing 63); min egen gearing hedder 46:15 (= gearing 83), altså en betydelig højere - sejere - gearing. Gearing udregnes ved at dividere det store forreste tandhjul med det lille bageste og gange resultatet med 27. Tallet 27 hentyder til hjulstørrelsen i tommer, som er standard på de fleste cykler. Banecyklens gearing ligger omkring 90, læs evt. en mekanikers beretning, så det er virkelig noget der rykker.
HÅNDBREMSER
Glem alt om håndbremser!
Undgå alt hvad der involverer kabler - de virker kun et stykke tid, og går i stykker når det er mest kritisk. En hverdagscykel skal ikke virke hver gang - den skal virke hver eneste gang. Også af den grund er håndbremser, multi-gear (indvendig som udvendig) og andet dingel-dangel bandlyst - og overflødigt.
SADEL
En stiv type uden fjedre (jo mindre affjedring, des lettere cykling).
DÆK & SLANGE
DUTCH PERFECT No-Flat-Tyre, str. 700 x 28, ca. 350 kr.
eller
SCHWALBE Marathon XR, ca. 400 kr.
Dæktrykket så højt som muligt, i praksis 4-6 bar (60-90 psi). Desværre giver mange slanger op allerede ved 3 bar (især overgang mellem metalventil og gummislange er et notorisk svagt punkt), hvorfor man hellere må starte med et for lavt lufttryk i slangerne.
Ventiler findes der en del forskellige typer af, de har hver især deres fordele og ulemper. Det vigtigste er at gennemføre et system med EEN ventil-type: at alle kører på samme type. Så er der en chance for at huske den rigtige pumpe og de rigtige reservedele, når familien skal i skoven (hvor der jo som bekendt altid går noget galt).LYGTER
Batterilygter, som tages af cyklen efter brug (og repareres & serviceres indendøre).
Hvad får man så ud af at følge kloge Kurt's råd?
Først og fremmest en velfungerende ged der kører let og lydløst - tilmed væsentlig længere end de fleste andre. På de øvrige punkter kræver den enkle cykel kun lejlighedsvise eftersyn. På dækfronten er der i praksis evighedsgaranti, eksempelvis kører familien Kurt nu punkterfrit på fjerde år (Dutch Perfect).
Den enkle cykel kan forresten også køre stærkt: at snige sig ind på sin modstander, holde vejret, og overhale uden en lyd, giver et psykologisk overtag, som køler fjenden af - og varmer resten af dagen.
Så rykker vi!
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Oktober 2004
Ulven Peter
For et halvt år siden fejrede Peter Belli 40 års jubilæum i musikbranchen.
Det er noget af en præstation, ja, det er en overmåde flot præstation.
Men rent musikalsk, hvad skal man mene om Belli?
Et ikke helt enkelt spørgsmål.
Forleden dag hørte jeg hans opsamlings CD fra 1993, og det mest slående er den store spredning på hans produktioner.
Smag og behag er én ting, f.eks. er mine favoritnumre som
- "Ulven Peter",
- "Hvis jeg nu var arbejdsløs" og
- "Kære gamle tog"
hver på deres måde fine, mens numre som "Hun" og "Ingen Regning" efter mine smagsbegreber er direkte rædsomme. Frem for alt afslører de ubarmhjertigt, at Belli ikke har nogen stor stemme eller stemmeteknik - i de engelsksprogede numre bliver det desuden tydeligt, at hans sprogkundskaber er begrænsede.
Alligevel må der være noget andet og mere - ellers kan man ikke overleve så længe i en hård og ubarmhjertig branche. Måske er forklaringen simpelthen at folk kan lide ham som han er, at han tør stå frem med alle sine fejl, mangler og begrænsninger, og frejdigt meddele: Her er jeg!
Månedens Billede er lånt fra den tidligere nævnte CD, og viser Belli som jeg foretrækker at huske ham:
Ulven Peter.
Peter Belli
Peter Belli
Fansite
For farlig for andegården
Film
Fortune City
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE November 2004
Metro
De fleste store byer rundt om i verden har en metro.
Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da politikerne langt om længe nåede frem til, at sådan en måtte København også have. Det kom derimod som en overraskelse, at det tog så længe før beslutningen blev truffet.
Men nu er den her altså, og efter en række indkøringsvanskeligheder, som den københavnske metro langt fra er ene om, kører den stabilt og glider efterhånden ind i dagliglivet som en helt naturlig - og uundværlig - del. For ingen kan som metroen flytte mange mennesker i en fart - og behageligt tilmed.
For at gøre livet lettere for de københavnske passagerer, har metro, bus og tog indført samme billetsystem. Det betyder, at skift mellem de tre transportformer er problemfrit. Det tog sin tid at nå dertil, men er nu en realitet, og de rejsende kan hver dag - og nat - glæde sig over et velfungerende transportsystem.
Nat?
Ja, der er natbusser mellem Rådhuspladsen og forstæderne, og i weekenden kører metroen i døgndrift.
Er der slet ingen ulemper?
Jo, der bor nogle parcelhusejere ude på Amager Strandvej som er fornærmet over at metroen muligvis vil skygge for aftensolen, at støjen fra metroen muligvis vil nå op på samme niveau som rasleriet fra beboernes egne kaffekopper. Men det værste var nu alligevel da det dæmrede, at man muligvis ikke længere kunne køre i bil direkte til bageren, men måtte tage en omvej som i værste fald kunne medføre to minutters yderligere køretid. Alternativt var man henvist til at gå (gys) eller cykle (endnu mere gys).
Parcelmentaliteten er kendt for i første række at varetage egne interesser, dernæst egne interesser, og sluttelig...(gæt selv). Det er dansk smålighed når den er værst, og derfor er der også grænser for hvor stor medfølelse de kan forvente fra det øvrige samfund.
Ude på den anden side af Valby Bakke har man ligeledes svært ved at fatte utilfredsheden:
Mange af Europas storbyer har for længst set fordelene ved at flytte transport under jorden. København har nu også fået deres Metro, en kulmination på mange års udvikling fra hestetrukne droger til sporvogne og S-tog. Byggeriet af Metroen havde en vanskelig start, og tidsplanen holdt ikke. Starten af Metroen havde det heller ikke lettere, og selve indvielsen så på et tidspunkt ud til ikke at skulle gennemføres. Indvielsen fandt sted og Metroens første tog kørte på en dispensation fra Jernbanetilsynet.
Der har fortsat været problemer bl.a. med afgange, men for os ude i provinsen er det meget svært at forstå man kan være utilfreds med at et metrotog ikke afgår rettidigt, når der er ti minutter til næste afgang. Ude i Vestdanmark er der to timer til næste afgang.
Metroen er et flot og genialt bygningsværk, og togene ser ud til at være funktionelle, selvom jeg da helst så der sad en lokomotivfører forrest i toget. Metroens passagertal har udviklet sig i takt med at flere stationer er åbnet fra oktober 2002 og til oktober 2003. Forventningerne vil være at 26 millioner passagerer vil benytte Metroen i 2003, og at over 50 millioner passagerer vil benytte Metroen i 2005.
Som Ole Madsen ville også jeg foretrække at vognene var bemandede, men det er trods alt en detalje som er til at leve med. Efterhånden som linierne bliver udvidet, vil flere og flere opdage metroen som den suverænt hurtigste og sikreste måde at komme rundt i byen på. Derfor fortjener den også en hyldest - og måske også fordi den gennem sine første leveår har været så udskældt, at vi næsten har glemt de store fordele ved underjordisk transport.
Månedens Billede er en fotostat af den underjordiske del af Metro'en (røret), som ligger rundt regnet 18 meter under gadeniveau. Et naturalistisk billede dernedefra ville være alt for....naturalistisk, derfor har jeg valgt dette drømmesyn som et eksempel på, hvordan der for eksempel kunne se ud. Der kunne se ud på tusind andre måder - hver station kunne f.eks. have sin specielle udformning. Det kunne vi altsammen diskutere, mens vi venter på næste etape af det største trafikmæssige fremskridt i Københavnsområdet i vor tid.
Velkommen Metro!!!
Metro
Københavns Metro
Metro i modvind
Under jorden (fra den parisiske metro)
Høring om Københavns Metro
Opbygningen af Metroen på Amager (Hans Krog)
Flintholm Station på åbningsdagen
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE December 2004
Erroll Garner
Turen er kommet til mit musikalske ideal - den uforlignelige klaverbokser Erroll Garner.
Billedet stammer fra Too marvelous for Words, en CD som udkom i den række af udgivelser, der startede i 1987 med Easy to Love og afsluttende med det musikalske jordskælv Solo Time i 1992 - femten år efter Garner's død (og indspillet i 1954 for at gøre forvirringen komplet).
Hvad er det der skiller Erroll Garner ud fra de andre?
Ja, det må du nok spørge om, en række kunstnere giver hver deres svar, men ifølge Kurt er det evnen til at lægge noget - man tør næsten ikke sige det - åndeligt oveni det tekniske.
Det tekniske er midlet, det åndelige er målet.
Han har evnen til at føre krop og sjæl sammen i en højere enhed:
- teknisk dygtighed
- fantasi
- melodisk sans (sjælden vare indenfor jazzklaver)
- kompositorisk sans (sjælden vare i det hele taget)
- humoristisk sans (kan aldrig skade)
- originalitet
og fremfor alt evnen til at improvisere og swinge som bare fanden.
Mine personlige favoritter med Garner er:
One World Concert (liveoptagelse fra 1963),
Solo Time (dobbelt-CD med soloklaver i studiet 1955), og
Erroll Garner in Performance (live DVD koncert fra 1964 med billede og lyd).
Sammenspillet mellem Garner's højre og venstre hånd er et kapitel for sig selv. Ofte spiller de to hænder med hver sin (takt)tælling, men spiller ikke-desto-mindre både originalt, selvstændigt og SAMMEN: det swinger, det er stadig musik.
Og så var han forresten ikke bange for at få folk til at smile. Det gjorde han ved sin personlige udstråling, sit kropssprog, sin glæde ved at være tilstede, og ikke mindst ved sin udadvendte musikstil. Der var for Garner aldrig nogen modsætning mellem at glæde sit publikum, at spille melodisk (genkendeligt), eller at skabe de musikalske mirakler, han allerede i sin samtid blev kendt og værdsat for.
Pianisten Billy Taylor:
Erroll Garner was a giant among jazz pianists. His ability to spontaneously create great musical works at the piano while performing for an audience was legendary. Inherent in that unique talent was his ability to make a personal musical statement that was as well constructed and logically organized as it would have been if he had preconceived it and planned every detail. In other words, Garner was a first rate composer who used musical theory and form in traditional ways, yet was inventive enough to create music instantly which contained all the elements of good composition. His music is melodic, rhythmic, rhapsodic, and original. As a musician he was one of a kind.
Nogle anmeldere har undret sig over, at Garner ikke på denne eller hine live optræden fremfører "Misty" eller andre af hans pladehits. Men sagen er, at alt er improviseret, og Garner spiller derfor hvad humør og stemning er til. Det er live music når det er bedst.
Garner spiller så helt anderledes end alle andre, at han faktisk er unik - enestående. Hans format underbygges også af, at han aldrig har kunnet klassificeres til nogen bestemt klaverskole eller stil. Skolen hedder Erroll - stilen hedder Garner.
Så er man Kunstner.
Med stort K.
Slam Stewart on EG
Dudley More on EG
George Shearing on EG
Swashbuckler
Erroll Garner Archives
På hjemmesiden har jeg skrevet om Garner 117 steder, bl.a. under Kort Nyt (Arkiv 2002, Arkiv 2003).
Erroll Garner
Søg og du skal finde!
=====================================================
