MÅNEDENS BILLEDE 2007
(forsidebillede)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Januar 2007
Commodore 64/128
Udviklingen på computerfronten går så hurtigt, at man kun skal få år tilbage før vi PC-mæssigt befinder os i stenalderen. Et af de navne, som står stærkest fra dengang, er Commodore med deres model 64, som kom på markedet i 1982. Den havde et enormt udvalg af programmer, var mekanisk godt bygget og var til at betale. Derfor fik den hurtigt en førerstilling.
Dens storebror C128 var dog endnu bedre - og mange år forud for sin tid med avanceret database og regneark. Ikke mindst tekstbehandlingen med stavekontrol og 1MB harddisk (som skulle specialimporteres fra staterne), var noget særligt. Også det mekaniske tastatur var i særklasse. 128'eren var kompatibel med lillebror C64 - d.v.s. den kunne tilsluttes de samme eksterne kilder (floppy-disk-drev, monitor, joystick, bånd-back-up m.v.), afvikle alle 64'erens programmer plus derudover selvfølgelig sine egne.
Annoncetekst, da C128 blev lanceret i 1985:
If you own an Apple IIc, you'd have to add two more Apple IIc's, an extra keypad, 30 Block Graphic Sets, Color Sprites, two more voices, four instruments, a Cartridge Port, a Joystick Port, and a Commodore 64 to match the versatility, expandability and higher intelligence of the new Commodore 128 (and it costs less too).Jeg husker stadig mit første møde med 128'erens tekstbehandling. En mand i Ishøj solgte sin brugte printer og fremviste i den forbindelse sit EDB-udstyr, der centrerede sig om en C128. Siddende i en ydmyg krog af familiens soveværelse (hvortil han var blevet forvist af husets herskerinde) demonstrerede han på en grøn 12" Philips monitor flytning af tekstblokke, søgning i dokument, stavekontrol, udskiftelige skrifttyper (fonts), variabel skriftstørrelse, fremhævet/understreget/kursiveret tekst, gemmefunktion af dokumenter, backup på diskette osv. osv. Det var som en åbenbaring, når man indtil da havde været henvist til et hakkebrædt af en mekanisk skrivemaskine. Jeg anskaffede hurtigt to komplette systemer - et derhjemme og et på arbejde - og har aldrig fortrudt.
The new Commodore 128 personal computer is a breakthrough technology at a breakthrough price. It outshines the Apple IIc in performance capability, performance quality and price. It is expanadable to 512K RAM. The IIc doesn't expand. The Commodore 128 has a numeric keypad built into its keyboard that makes crunching numbers a lot easier. And graphic and sound capablities that far exceed those of the Apple IIc. But the most important news is that Commodore 128 jumps you into a new world business, productivity, education and word processing programs while still running over 3,000 programs designed for the Commodore 64. That's what we call a higher intelligence.
Da IBM gik ind på det private computermarked med den såkaldte personlige computer (PC), indså de fleste fabrikanter hurtigt hvilken vej vinden blæste. Derfor lancerede Commodore deres IBM-kompatible model PC-1 med 1MB harddisk. Til 128'eren fremkom der desuden et konverteringsprogram ("Big Blue Reader 128"), som kunne konvertere alle C128 tekstfiler til PC-formatet. Reelt var IBM's indtræden på det private computermarked begyndelsen til enden for de mange små computerfabrikanter, som indtil da hver især havde anvendt deres eget operativsystem og i det hele taget var alt andet end kompatible. Det incompatible blev kort sagt deres skæbne.
Efter en årrække i skyggen af IBM re-lancerede Commodore i 2005 en opgraderet udgave af model C64 under navnet Commodore Combo:
Opråb til fans af Commodore 64: mærket er tilbage, men nu i mobil form. 'Commodore Combo' hedder en ny mobil multimediekonsol, der lover at kunne afspille en række af de klassiske Commodore-spil - foruden mp3-filer og film.Vil re-lanceringen betyde en ny opblomstring?
Ihvertfald bringer det søde minder frem hos en gammel Commodore-fan!
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Februar 2007
Øfferne
Øffegrisene, som hænger på væggen ude på min mors plejehjem.
Der hænger masser af andre billeder (gangene er på det nærmeste behængte), men ingen af de øvrige har gjort større indtryk. Billedet er malet af Wilh. Lorenzen (hvem det så er) og udstråler sympati med vildsvinet - det intelligente, venlige og nysgerrige dyr, som vi ikke tåler i det danske landskab. Her er det ellers indvandret langt tidligere end mennesket. Sidst der var mulighed for at lade dyret få en chance, skabte de lokale landmænd sig så voldsomt, at en mindre hær af statsautoriserede lystmordere blev sat ind for at udrydde det stakkels kræ.
Billedet kan opfattes som et symbol på den naturlige, uspolerede natur, men kan (efter min mening) desuden opfattes som en kommentar til dagens fortravlede samfund, hvor ingen har tid til noget-som-helst, alting skulle helst have været gjort i går, det er allerede for sent, og nu kan det forresten være ligemeget.
Hos øfferne er det sagen lige nu og her, det drejer sig om - intet før, intet efter. Et pragtfuldt billede!
Væk med vildmosens vilde vildsvin
Jagten på vildsvinene i Tofte Skov er helt unødvendig - og desuden hjerteløs. Lad dog dyrene leve, og lad danskerne få et spændende dyr i de danske skove, som alt for længe har manglet.
Vildsvin - Ja tak! (en stor tak til Steen Gade!)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Marts 2007
Tintin i Tibet
Ikke alt, hvad tegneren Hergé har lavet, er lige genialt, f.eks. er nogle af de tidlige værker såsom "TinTin i Sovjet" og "TinTin i Congo" temmelig platte. Til gengæld udviklede Hergé sig kolossalt gennem årene, hvilket tydeligt kan ses, hvis man følger hans TinTin-produktion kronologisk.
"Det gådefulde juveltyveri" er efter min mening Hergé's bedste (se Månedens Billede, august 2004), men også "TinTin i Tibet" er et af de bedre værker. Tilmed har det haft indflydelse på sin egen samtid, idet Hergé (hvis rigtige navn var Georges Rémi) fik tildelt Dalai Lama's "Truth of Light" medalje, som tak for hjælpen.
Tegneserien har i dette tilfælde gjort mere for Tibet, end mange (utvivlsomt velmenende) organisationer og enkeltpersoner. For eksempel - og ikke mindst - henlede verdens opmærksomhed på et overset folks skæbne. TakTak til TinTin.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE April 2007
The Secret Life of Plants
Stevie Wonder er historien om den pæne poppe-dreng, der ville være heavy. Hele transformeringen fra hittende dengse-basse til heavy soul-brother er en historie i sig selv, så den må vi gemme til en anden gang.
Da Wonder op gennem 1960'erne og 1970'erne havde haft en række gedigne hits indenfor pop og soul-genren, var han på udkig efter nye udfordringer. Den fik han med bogen om planternes hemmelige liv fra 1973, som et filmselskab overtalte ham til at skrive og producere musik til.
Man kan sammenligne hans produktion af Secret Life med The Beatles' album Sergeant Peppers. Hver på deres måde er de udtryk for et kunstnerisk højdepunkt. Beatles lavede aldrig senere noget der overgik Seargent P. og Stevie Wonder har med Secret Life nået et stadium, som han ikke senere har kunnet (eller forsøgt at?) overgå.
Forskellen på Beatles og Wonder er måske, at mens den ene lavede noget der gik over i pop-musik-historien, lavede den anden noget der - højst ufortjent - gik i glemmebogen. Wonder's album kom måske ti år for sent, mange ting havde ændret sig siden de eksperimenterende 60'ere og under alle omstændigheder svigtede de, der i sidste ende skulle betale gildet: hans trofaste fans, som i mellemtiden var blevet knapt så trofaste og givetvis havde fået andre interesser.
Resultatet blev, at de efterfølgende plader skiftede tilbage til det gamle velkendte soul-track, som Wonder ellers forlængst havde afskrevet. Alligevel fortjener han ros for at have sat en båd i søen, som er et musikalsk mesterværk, men som kun i begrænset omfang blev forstået - eller værdsat - af samtiden.
Forsidebilledet er lånt hos Albert Steen-Hansen, som på sin hjemmeside har samlet en masse fine naturbilleder. Mælkebøtten fra Norge er et af dem.
Journey Through The Secret Life Of Plants
The Secret Life of Plants (bogen)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Maj 2007
Konen med æggene
Det var en aften i den mørke tid, da jeg kom traskende hen ad gaden, at jeg fik øje på hende inde i den varme stue: konen med æggene!
Hun sad der i sin selvgode ophøjethed med korslagte arme over for husets tøffelhelt og betragtede værdipapirer og sammenskrab af materielle statussymboler. Kropssproget sendte sit klare budskab ud i mørket: hun er ved muffen, men vil ha' mere. Boligpriserne stiger jo, hun og fjolset er kommet med på vognen i tide, friværdi og firhjulstrækker er i hus, nu gælder det bare om at spille kortene rigtigt.
Et tidstypisk portræt af endnu en æggekone blev på samme tid vist i TV, hvor et ungt par - han elektriker, hun sekretær - var på udkig efter et hus i hovedstadsområdet. De ventede på, at priserne på fast ejendom skulle falde (hvilket eksperterne havde forudsagt) - ellers ville det blive for dyrt at købe. "Men", som konen sagde, "når først vi ER kommet ind, må priserne MEGET GERNE stige!"
Ak ja, ikke meget er forandret siden H.C. Andersens dage, og sommetider griber jeg mig selv i at ønske samtlige æggekoner samme vej som hende i eventyret:
Konen med ÆggeneKonen med Æggene
Af H.C. Andersen
Der var en Kone paa Landet,
hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
see, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
see det bliver sex - Deres Æg jeg ta'er;
jeg sælger de halve, den anden Rest
skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
En deel lægger Æg, en deel ruger ud -
hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Til sidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin.
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa -
klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt
og det var i Grunden ikke saa galt!
Konen med æggene (bronzeskulptur i Odense)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Juni 2007
The Camp in the Starlit Night
Title: The Camp in the Starlit Night
Artist: Mariem
Age: 7
Location: Saharawi Refugee Camp, Algeria
This artwork was created by children in the Algerian Saharawi refugee camps.
Hvad sker der, hvis man søger på nettet efter billeder med sit eget navn?
Det prøvede jeg med temmelig fantastiske resultater, bl.a. van Gogh som har lavet et billede, der i den engelske oversættelse hedder "Starlit sky over Rhone River".
Det bedste og mest rørende resultat af søgningen var dog Månedens Billede, "The Camp in the Starlit Night", malet af Mariem på 7 år. Hun bor i en flygtningelejr i Algeriet. Så kan man nok trænge til lidt opmuntring:
Why are the children refugees?papaINK!
Western Sahara, the former Spanish colony, is the last African colonized country still waiting for independence. Since 1973 the Polisario Front has fought for independence. In 1975 Morocco and Mauritania invaded the country. Most of the civilian population fled to Algeria, living in refugee camps. The Polisario Front proclaimed the existence of the SADR, the Sahrawi Arab Democratic Republic in February 1976. After 18 years of war, the United Nations Peace Plan for Western Sahara was adopted in 1991 by the Security Council. The United Nations mission for the referendum in Western Sahara, MINURSO (Misión de las Naciones Unidas para el Referendum del Sahara Occidental), has been monitoring a cease-fire since September 6, 1991 and preparing the self determination referendum.
Western Sahara Land
The Western Sahara, given its name in 1975 by the United Nations, is the last African colonial state still to declare its independence. It extends over 285,000 square kilometers of predominantly sandy plains. The Western Sahara's map borders are a result of colonial agreements made between France, Spain and Morocco in 1900, 1904 and 1912. But the sandy Atlantic coast to the west, the Quarkziz and Oued Draa mountain chain to the north and the barren desert to the east and south form natural boundaries to the region.
People
A mixture of indigenous Berbers and Arabic tribes the Saharawi peoples' direct ancestors can be traced back to the XVth century when tribes from the Yemen crossed North Africa establishing themselves in the region later to be known as the Western Sahara. The difficult environmental conditions, cold dry winters, scorching summers, low irregular rainfall and rough terrain encouraged the different tribes to coexist and live together. Later, the acceptance of Islam by the Berbers and the increasing strength of the Arabic culture gave the tribes people a predominantly Arabic bias. As a result of this mixture of tribes the Saharawi people and culture was born. The struggles of the twentieth century against Spain, Morocco and Mauritania saw a strong Saharawi nationalism develop. In the Saharawi tribal culture no tribe exerted any direct or indirect power over any other and each one was represented in an overall governing body called the Assembly of Forty. Disputes were handled either in a friendly way or by compensation according to Islamic laws. More serious disputes were taken to the counsel of the chiefs of tribes, called Ait Arbein. To this day a similar organised structure exists in the administration of the refugee camps.
Until the 1960s the Saharawi people were essentially nomadic, pasturing cattle in the sandy low lying plains. They moved in accordance with the seasons, their routes dictated by wells and watering holes. But during the 1960s the Saharawi became increasingly sedentary. It was during this time that Saharawi nationalism grew in strength. The difficult economic situation and the exploitation of the natural resources by Morocco and Spain marked the birth of the first Saharawi political movement claiming independence from Spain. The political movement, although banned in 1970, and Saharawi nationalism has grown in strength and binds the Saharawi people together in the struggle for self determination.
The Refugee Camps
In 1975 Mauritanian forces occupied the south of the Western Saharan territory and Moroccan forces progressively occupied the north. The Saharawi people found themselves divided under the rule of their neighbours and by late 1975 tens of thousands of Saharawi people had fled their homes to camps to the east of the region.
As most of the men immediately joined the army it was the women, children and old people who fled to the refugee camps that had been set up on the eastern border. These camps were then bombarded with napalm and phosphorous and the refugees were forced to move on, to the inhospitable desert of southwest Algeria.
The refugees were organized initially into three camps each named after a town in Western Sahara; Smara (the sacred town), Dhakla (the largest port) and El Aaiun (the capital of Western Sahara). A fourth camp, Auserd (a small town in the interior of Western Sahara), was formed later as a result of population growth. The camps are located around the water wells south of the oasis town of Tindouf. Over 170,000 people, mainly women, children and old people are now settled in the camps, living in tents. The harsh desert environment with extremes of temperatures, frequent sand storms and occasional shortages of water, make living conditions extremely difficult.
Structure of the camps
The hallmark of the Western Sahara refugee camps is their regular and organized layout. The four camps, or districts (known as 'wilaya') are divided into six or seven villages (or 'daira'). Each village is then divided again into quarters or neighbourhoods (called 'hay') with small streets betwen the houses, tents and outbuildings. Each hay has a water cistern, a dispensary and a creche. In the centre of each camp are the official buildings - a primary school (up to the age of eleven) and a kindergarten for the very small children.
Camp administration
In the absence of most men the running of the camps was mainly taken upon by the women. In the beginning the women had to deal with lack of clothes, water, food and shelter whilst also caring for the elderly and the young. Later the Saharawi Arab Democratic Republic (SADR) set up ministries to deal with the administration of the camps. Ministries for transport, development, health, education, justice, commerce, foreign and internal affairs and defence were set up to deal with every aspect of daily life in the camps. Each camp is run by popular council where the president of the council is directly elected by the population of the camp he/she serves. Each council has five administrative committees (health, education, food distribution, handicraft and justice). The heads of the committees are selected by the members of their respective ministries in the annual congress. All Saharawi people are represented at all levels - national provincial and district.
Health
Following the arrival of the refugees in southwest Algeria, and despite the supportive efforts of the Algerian government, thousands of the Saharawi people died from famine and epidemics. It was not until 1980 that epidemics were wiped out in the camps due to the sucess of the health and hygiene programmes. Serious problems of lack of medicine, equipment for hospitals and dispensaries still exist.
Camp Schooling
In each of the four camps are primary schools for children up to the age of eleven. For secondary education the Saharawi have constructed two purpose-built boarding schools outside the camps. The June 9th boarding school is so named as a tribute to El Uali Mustafa, a revolutionary hero, who died on June 9th 1976 whilst fighting. It was El Uali who declared the Saharawi Democratic Arab Republic. The June 9th school houses more than 2,500 boys and girls between the ages of 11 and 14. They study Spanish, maths, drawing, science, history and geography as well as playing football, volleyball and basketball in their free time. Like the Saharawi camps the students are very involved in the running of their school, organising committees on information, culture and sport as well as making music and information programmes for the school radio station "Radio Escuela Saharawi" (Sahara School Radio). For the most part school life is similar wherever you are, with classes and exams part of everyday life, but it is the environment in which children go to school that often differs. Two children from the June 9th school describe what a typical day is like for them in the Algerian desert.
A school day in the life of…
Omar
"Each day I wake up in the early morning, wash my hands and face, then I prepare myself to go to school. At eight I am in class. There are 42 of us. At 10.30am it is breaktime. I join my class mates and play for a quarter of an hour. After that we go back to class until 12 o'clock, by then it's lunchtime. We have lunch in a big dining room with all of the pupils of the "9th June" school. After playing we rest in our dormitories, as it is often very hot. Lessons start again at 4pm and go on until 6pm. On Friday, which is a holiday for us, I usually go on a picnic in the desert with my friends. We bring with us a little food, water and the materials for making tea. We divide ourselves into groups - one for collecting wood to make the fire, others to make the tea and so on. I like very much to go for a walk outside school. On Friday night, when we return, we have time to wash our clothes and to get ready for a new school day."
Salma
"We get up at 7am in the morning and start our classes at 8am. At midday we listen to Radio Escuela Saharawi for a bit before lunch. We play football after we have eaten and have a siesta until 4pm. Our classes start again at 4pm and go on until 6pm. At 7.30pm we have dinner. We then go to the sections where we sleep and sometimes take part in social activities, or study by ourselves. We go to sleep at 10pm."
PapaInk, the Children's Art Archive, is a 501c3 non-profit dedicated to the art of youth. Our activities encompass the exhibition of works by young artists, the archiving of historically significant children's art collections and the building of communities that support children's creative endeavors. Through open archival access, PapaInk seeks to grow the audience for children's art and reinject the creative spirit of young people into human experience.
Af uransagelige årsager har Saharawi Refugee Camp hjemmesiden ikke været tilgængelig i de seneste måneder; ovenstående oplysninger er hentet ned for ca. et år siden. Dengang prøvede jeg at maile lejren og papaINK!, for at købe billedet, men modtog aldrig noget svar. Om det skal tolkes på den ene eller den anden måde, må indtil videre stå hen i det uvisse. Jeg håber på det bedste for Mariem og alle de andre børn i verdens mange flygtningelejre.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Juli 2007
Copenhagen Jazz Festival 2007
Den årlige jazzfestival står for døren, og som sædvanlig er der et overflødighedshorn af kunstnere og genrer at vælge imellem. Jeg vil ikke forsøge at fremhæve nogle på bekostning af andre, men bare sige at der er noget for enhver smag. Og til beroligelse for de, som tror at jazz kun kan være intellektuel eller hovski-snovski, vil jeg anbefale et besøg på det lille værshus "Hvide Lam" på Kultorvet. Her er der levende det-er-tilladt-at-smile jazz de fleste af ugens dage kl. 20:30 til 23:30. Hele året rundt. Prisen på drikkevarer er rimelig, uanset om der er musik eller ej, entreen er gratis, og så er der en stemning af gamle dage i de små stuer. I den anden ende af skalaen har arrangørerne hevet nogle amerikanske topnavne herover som medfører, at de musikalske forventninger mildt sagt er høje. Billetprisen tilsvarende. Alt i alt en festival, hvor der bliver spillet på alle tangenterne.
Copenhagen Jazzfestival på DR Jazz
Kort Nyt 2007.Juli.16
Indtryk fra CJF 2007
Festivalugen har budt på mange typer jazz - og i mange kvaliteter. Her er et par stykker, som Cykelkurt oplevede dem:
Ole Toft TrioOpsummering
Friske fortolkninger af Cole Porter kompositioner.
Georges Muschik (bas), Gunnar Raymund (trommer), Ole Toft (klaver).
Fre. d. 6. juli 2007, kl. 17.
Pastis, Gothersgade 52, København K
Ole Toft & co. var ikke det bedste jeg nogensinde har hørt. Udmærket, men heller ikke mere. Jeg snakkede efterfølgende med OT, som præciserede, at gruppens musik skal betragtes som diner music, d.v.s. med lydstyrke og musikalske udfoldelser holdt på et minimum. Det kunne høres. Jeg ved ikke om OT trioen overhovedet kan spille medrivende, fredagens oplevelse gav ihvertfald ikke den helt store tro på sagen. Samtidig viser oplevelsen, hvor stor spredningen er i jazzfeltet. Det bedste ved oplelsen er, at Ole Toft og hans musikere har været med til at sætte de efterfølgende koncerter i relief.
Jan Kaspersen Kvartet
Huspianisten medbringer endelig kvartetten.
Lør. d. 7. juli 2007, kl. 21.
Café Blågårds Apotek, Blågårds Plads 2, København N
Det var et tæt besat apotek lørdag aften, da Kaspersen entrerede scenen. Med sig havde han Karsten Bagge på trommer, Peter Danstrup på bas og Bob Rockwell på saxofon. Kvartetten spillede et udvalg af Monk, Ellington og Kaspersen's egne numre - alle med stil og præcision. En fin aften!
Henrik Gunde Trio
Søndag d. 8. juli, kl. 19
Henrik Gunde - klaver, Nicolas Kock - kontrabas, Steen Holm - trommer
Trioen har specialiseret sig i Erroll Garner's unikke swing og udadvendte spillestil.
Jazzcup, Gothersgade 107, 1123 København K
Allerede halvanden time før dørene blev åbnet, var der kø ude på gaden, så ikke overraskende var det en sprængfyldt Jazzcup, der denne aften under Copenhagen Jazz Festival lagde hus til en række af Erroll Garner's klassikere som f.eks. "The Way You Look Tonight" og "Autumn Leaves". En håndfuld Gunde-fans fra Esbjerg var kommet den lange vej fra hovedlandet for at fejre hovedpersonen; det var med til at sætte stemningen i vejret. Trioens nye CD "Gunde on Garner" og T-shirt blev præsenteret ved samme lejlighed.
Rent musikalsk var det tydeligt, at der er bevægelse i foretagendet. En række nye numre er kommet på repertoiret - numre som er skrevet efter Garner's død, f.eks. Billy Joel's "Just The Way You Are", men alle spillet som Garner kunne tænkes at ville have gjort det, hvis altså...
Desuden er repertoiret udvidet med danske klassikere såsom "En skærslippers forårssang" (jeg sliber knive), "Månestrålen" (jeg var bare tyve år) og "Sangen om Larsen" (det sku' vær' så godt) - alle i umiskendelig Garner-stil. De gamle Garner-klassikere er ligeledes under udvikling - intet bliver afleveret nøjagtig som sidste gang.
Det tjener Gunde til ære, at selv om det er respektindgydende Garner-klassikere der tages under behandling, er det tydeligvis med et touch af Gunde - ikke en efterplaprende kopi. Sådan skal det være. Aftenen sluttede med den legendariske "Misty", som endnu en gang viser Gunde som den største Garner-fortolker herhjemme.
Henrik Gunde Trio
Kurt Elling (voc.)
Laurence Hobgood (p), Rob Amster (b), Willie Jones III (dr)
2007.Juli 11, Kongens Have kl. 17
Kurt Elling er en af vor tids førende mandlige jazzsangere. Han har en ærefrygtindgydende sans for rytme, tekstur, frasering og det dynamiske, han kan lyde mere som en virtuos jazzmusiker end en egentlig sanger. Hans repertoire strækker sig fra egne kompositioner til moderne fortolkninger af standarder, hvor begge kan fungere som springbræt for frie improvisationer, scatting, talte ord og digte.
Jeg kendte intet til Kurt Elling på forhånd, men var alligevel forventningsfuld, efter at have læst ovenstående anbefaling på Copenhagen Jazz Festival's hjemmeside. Og forventningerne blev bestemt indfriet, for Elling har det hele: en kraftfuld stemme og fysik (kan næsten minde om Schwarzenegger & Terminator), et stort stemmeregister, flyvende fantasi, gode kompositioner og humoristisk sans. Han medbringer tre førsteklasses musikere, som han tydeligvis respekterer og behandler som ligeværdige (hvilket bestemt ikke altid er tilfældet med såkaldt "store navne", der ofte behandler deres musikere som skrald). Gruppen spillede bl.a. en række numre fra deres nye CD, "Nightmoves" som for eks. "And We Will Fly", "Body & Soul" og ekstranummeret "Embracable You".
Hele seancen varede cirka 1½ time, hvor der blev spillet uden stop. Musikken var hele vejen igennem interessant, spændende og varieret. Elling og co. er i en klasse, hvor en billetpris på 300 kr. eller mere havde givet en bedre idé om musikkens kvaliteter. Men selvfølgelig var vi glade for, at man blot kunne møde op og nyde musikken gratis. Det var der ca. 300 der gjorde. De fik alle en musikalsk oplevelse af højeste klasse med hjem.
Kurt Elling
Wikipedia
Elling & Co. på scenen, I (foto: Cykelkurt)
Elling & Co. på scenen, II (foto: Cykelkurt)
ILLUMINATION QUINTET
I 2005 samlede Espen Laub sit eget orkester med nogle af Danmarks virkelig gode musikere, hvor de primært spiller hans egne kompositioner. Et af de orkestre hvor energien og det råswingende er i højsædet!.
Tor. d. 12. juli 2007, kl. 21
Café Blågårds Apotek, Blågårds Plads 2, København N
Når man dagene forinden har hørt kapaciteter som Gunde's Trio og Kurt Elling's Kvartet, falder Illumination uværgerligt igennem. Kapelmester Esben Laub på trommer tenderer mod det bastante og hårdtslående. Torben Bøtker Bjørneskov på bas spiller til gengæld et fint og nuanceret spil. Christoffer Møller på klaver, som har skrevet en stor del af gruppens numre, viste gode takter her og der, uden at det ligefrem var epokegørende. Niels Lykkegaard på altsax og Jesper Riis på trompet var et par habile frontfigurer - men heller ikke mere. Alt i alt er det en gruppe, som i løbet af nogle år vil kunne drive det til væsentlig mere, hvis de holder skruen i vandet og fortsætter med at udvikle sig selv og gruppens musik. Som det er nu, er det middel.
Illumination Quintet
Palle Mikkelborg, Moussa Diallo, Helen Davies & Gert Sørensen
Krudttønden, Serridslevvej (v. Idrætsparken)
Fredag d. 13 kl. 20
Der var ingen programerklæring til dette arrangement, så med mindre man kender gruppen fra tidligere, var det umuligt at vide, hvad man kunne vente sig. Det var der dog åbenbart mange der gjorde, for en time før arrangementet var der kø ude på gaden. Krudttønden er et næsten intimt lokale, hvor man kan komme meget tæt på scenen. Vi sad på første række og havde derfor frit udsyn over hele scenen.
I første afdeling spillede Mikkelborg, Davies og Sørensen egne numre, i andet sæt var gruppen forstærket med bassisten Moussa Diallo, hvilket livede gevaldigt op. Mikkelborgs stykker står i lange passager stille i samme toneart, ligesom hans spil ofte virker stillestående og mediterende. Helen Davies på harpe var i bedste fald overflødig - er vist med i gruppen på samme måde som Yoko Ono var det i The Beatles. Gert Sørensen på diverse slagtøj er til gengæld fantastisk med alle sine små tingester og dingenoter, som kan sige de mærkeligste lyde. I et langt stykke trakterede han noget der ligner et sigteris med blykugler indeni. Han fik det til at lyde som bølger der brydes og vindens susen i træerne - ret fantastisk. Til gengæld var hans brug af den digitale Theremin pinlig og smagsløs.
Scenen var iøvrigt fyldt med elektronik, synthesizere, lydpedaler, computere, keyboards m.m. som betjentes af Mikkelborg og Sørensen - og lyden var derefter: elektronisk. Om man synes om denne form for jazz, er en smagssag. For mit eget vedkommende er det elektroniske studie - den elektroniske musik -et felt der blev forladt i 1980'erne. Det elektroniske har sine fordele i en næsten ubegrænset mængde lydmuligheder, men har samtidig sin store begrænsning i manglen på improvisation og ekstrem følsomhed overfor tekniske udfald. Som Mikkelborg udtrykte det: "Det er i dag fredag d. 13 og det gik som det måtte gå på sådan en dag: teknisk udfald fra morgenstunden." Det mærkes tydeligt, at Mikkelborg & co. har planlagt forløbet af numrene ned til mindste detalle - og resultatet bliver derefter. Never mind, jeg er glad for at have oplevet Mikkelborg live, men oplevelsen gav ikke lyst til høre mere. Dertil er det musikalske univers for stillestående, livløst og elektronisk.
Mikkelborg
Køb & Lyt
Gary Brooker & Georgie Fame w. Tivoli Big Band
Tivoli, Plænen 22:00, lørdag 14. juli
Gary Brooker er kendt over hele verden for sin sang og orgelspil på Procol Harum hittet "A Whiter Shade of Pale". Georgie Fame kendes fra en række hits fra 1960'erne, f.eks. "Yeh Yeh", "Get Away" og i særdeleshed "The Ballad of Bonnie & Clyde". Denne aften var der for begges vedkommende lagt mere vægt på samspillet med Tivoli Big Band end egentlig solo fremtræden, idet langt den overvejende del af numrene var standards og evergreens i swing takt.
Georgie Fame lagde ud med "Get Away" og virkede i det hele taget som om han var hjemme i big band sammenhængen (han arbejdede f.eks. sammen med Count Basie's orkester i slutningen af 1960'erne), hvor Gary Brooker såvel i den fysiske fremtoning som i sin stemmeføring lød træt og uinspireret - der var noget opgivende whiter shade-stemning over det hele. I hovednummeret "A Whiter Shade of Pale", hvor Brooker spillede klaver og Fame spillede Hammond orgel, lød Brooker stadig ikke overbevisende. Det var måske heller ikke at vente i betragtning af, at han sandsynligvis har sunget nummeret tusindvis af gange, siden Procol Harum strøg ind på alverdens hitlister i 1967. Under alle omstændigheder tilhørte aftenen Georgie Fame som sang, spillede og charmerede sig gennem den halvanden time det hele varede.
Tivoli Big Band under ledelse af Peder Kragerup spillede som sædvanlig fremragende, uden at overdøve eller dominere solisterne. Alt i alt var det Georgie Fame's aften med Gary Brooker som en træt sidemand.
Gary Brooker
Procol Harum
Georgie Fame
Blood Sweat Drum’n Bass Big Band
Det succesfulde crossover project Blood Sweat Drum´n´Bass Big Band (BSDnB) blander beats og synthesizers med den moderne Big Band lyd. Denne sommer arbejder orkestret sammen med den norske multiinstrumentalist Jørgen Munkeby, der er kendt fra orkestre som The Shining, Damp og ikke mindst Jaga Jazzist.
Vor Frue Plads, søndag 15. juli kl. 15
Det 24 mand store big band var en formidabel oplevelse og en værdig afslutning på en begivenhedsrig jazzfestival. Bandet, der bl.a. tæller to bassister (som skiftevis spiller el- og kontrabas, uden at nogen dog kunne give en forklaring på, hvorfor), afleverede et første sæt som på mange måder gav mindelser om Blood, Sweat & Tears.
Jørgen Munkeby fra Norge var indkaldt for at tilføre bandet originale kompositioner, og det gjorde han virkelig. Størstedelen af andet sæt bestod af Munkeby-kompositioner, som dels var vanskelige at spille (p.g.a. kompleksisteten), dels var præget af store kontraster klangmæssigt og styrkemæssigt. Munkeby selv spillede på en række forskellige instrumenter, herunder saxofon, elektrisk klarinet og el-guitar - altsammen på overbevisende vis. Det afsluttende nummer endte i et klimaks, som sætter enhver lydmand på en hård prøve, men også her demonstrerede gruppen (og lydmanden) sin evne til at navigere i vanskeligt farvand. En flot præstation!
Alt i alt har jazzfestivalen været en pragtfuld oplevelse. Desværre har den også været skæmmet af en mangelfuld annoncering - sikkert af økonomiske årsager (manglende sponsorstøtte). Et logo kunne f.eks. have gjort underværker (se Månedens Billede, som jeg nødtvungent har lånt hos Copenhagen Jazz House). Resultatet har været, at potentielle interessegrupper har svigtet festivalen, og som - hvis annonceringen havde været optimal - uden tvivl ville have støttet sagen. Det kan man i al fromhed håbe på vil ske næste år, når der forhåbentlig igen er Copenhagen Jazz Festival.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE August 2007
Hjertekval
Livsstil koster EU milliarder
Flere europæere får hjertekarsygdomme, og det belaster hvert år EU’s økonomi med mere end 1.000 milliarder i danske kroner. Til sammenligning har det kostet cirka 20 milliarder kroner at bygge Øresundsbroen. Derfor underskriver de europæiske hjerteorganisationer i dag et europæisk charter for hjertesundhed i Bruxelles.
Sådan kunne man læse på Hjerteforeningens hjemmeside for en månedstid siden. Et ufatteligt stort beløb bliver hvert år brugt på at behandle europæiske borgere for livsstils-sygdomme, som for de flestes vedkommende kunne have været undgået ved små ændringer. Forkert kost, manglende motion og rygning er hovedsynderne.
Efter at jeg selv for et par år siden blev ramt af en blodprop i hjertet (som en eftervirkning af mange års sukkersyge), gik det op for mig ved de regelmæssige kontrolbesøg på Bispebjerg Hospital, hvor chokerende mange mennesker som har problemer med hjertet: unge og gamle, tykke og tynde, smukke og grimme. I hobetal.
- Vi skal sætte ind allerede i barndommen, og målet er, at et ethvert barn, som er født i det nye årtusind, har ret til en levetid på mindst 65 år uden at blive ramt af hjertekarlidelser, som kan forebygges, siger formanden for Hjerteforeningen, overlæge dr.med. Henrik Sillesen.
Og Sillesen har ret, vi skal have skeen over i den anden hånd. Men for at det ikke altsammen skal ende i jammer og depression, vil jeg afslutningsvis fortælle en lille episode fra Bispebjerg Hospital, som forhåbentlig viser, at alt håb ikke er ude, blot fordi man bliver ramt af hjertekval:
En af de sidste gange jeg var til kontrol derude, var venteværelset under ombygning. En stor træplade var slået for døren, med påskriften: "Venteværelse nedlagt, henvend Dem til sygeplejersken." Inde fra rummet kunne man mærke voldsomme rystelser fra de maskiner, entreprenøren anvendte under noget, der lød som nedrivning af en væg.
"De går hårdt til den derinde", råbte en af de patienter, som ventede.
"De er ved at operere en hjertepatient", brølede en anden uden at fortrække en mine, "en dobbelt by-pass...de er specialister i den slags."
"Åh gudskelov", skreg den første, "jeg var helt bange for at det var noget alvorligt."
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE September 2007
Otto Frello: "Københavnerbillede", 1983-86, 119x184 cm.
Maleriet skildrer Amager Torv i København gennem et par hundrede år. Forskellige huse afløste hinanden. Og fra himlen kigger københavnerne, der er gået forbi i tidens løb. - "Billedet er gennemført logisk og snedig udregnet, og jeg ved at når folk så står overfor billedet, så får de pludselig en fornemmelse af, at her kan de gå ind, og sådan ville der se ud", fortæller Otto Frello.
En dag, da jeg kom traskende hen over Langebro, faldt blikket på en lille butik med store malerier. Langt de fleste var signeret Otto Frello. Motiverne er en blanding af realisme og surrealisme. Om man kan lide den slags er selvfølgelig en smagssag, men teknikken er der ihvertfald ingen tvivl om; den er i højeste klasse.
Sådan stod der skrevet i Kort Nyt for et par år siden, mens Frello stadig var i fuldt vigør. I mellemtiden har han sagt farvel og tak, så derfor er det vel rimeligt at kåre et af hans malerier til Månedens Billede.
Otto Frello er dansk født i 1924. I en sen alder begyndte han at udstille sine værker. I de finere litterære kredse har han vist aldrig opnået anerkendelse, men så meget desto større er opbakningen fra almindelige dødelige:
En tilfældighed bragte Frello i kontakt med Varde Museum, og efter en del forhandling gik han med til at udstille oliemalerierne på fødeegnen. Reaktionen var overvældende. På tre vintermåneder 1989/1990 kom 5.000 besøgende - ti gange så mange som normalt på denne årstid - for at se Frellos billeder. Billederne kan ikke finde indpas blandt værker af andre kunstnere. Motiv-verdenen er på én gang dagligdags virkelighed og overnaturlig fantasi - en sammenstilling, der kun kan lykkes for en kunstner som Otto Frello, der behersker maleteknikken til fuldkommenhed.
Som Frello selv udtrykte det: "Det er måske sandt, at jeg balancerer på en kridtstreg ind til surrealismen, men det er elementer fra vor egen verden, jeg maler. Jeg overholder tyngdelovens og perspektivets strenge regler, og hvad angår mine fabeldyr, så er Vorherres skabninger mere fantasifulde end mine".
Helt enig.
Frello vinder europæisk science fiction kunstpris
Udstilling i Frello-hjemmet (juli 2004)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Oktober 2007
Knud Foldschack
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit. Donec porttitor, tellus a iaculis malesuada, eros ipsum aliquet velit, at malesuada mi felis at est. Cras non quam sed nibh ullamcorper ornare. Duis vehicula faucibus lorem. Donec et ligula eget libero facilisis pretium. Curabitur sed felis vitae ligula ultricies aliquet.
Aliquam erat volutpat. Etiam eget orci quis nisl pretium tempor. Nulla purus. Quisque massa velit, suscipit eget, posuere a, pretium accumsan, mauris. Ut nec purus. Mauris bibendum diam sed massa.
Ovenstående volapyk møder én, hvis man forvilder sig ind på advokaterne Foldschack & Forchammer's hjemmeside. Hvad det betyder, må guderne vide.
Forståeligt eller ej, så fortjener Knud Foldschack plads på Cykelkurt's Hjemmeside denne måned, fordi han på så mange måder og i så mange sager har gjort sig fortjent til det. Når han f.eks. er gået ind for bevarelsen af Christiania og Huset på Jagtvej 69, har det ikke været omkostningsfrit for ham selv. Han kunne med lethed have fundet sig en diskret og givtig position indenfor sit erhverv, som så mange andre (de fleste?) har gjort før ham. Men i stedet har han valgt at gå i brechen for sager han brænder for - senest de nødstedte sømænd på "Danica White". Det er både flot og beundringsværdigt.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE November 2007
Silvio Martinello (nederst) & Marco Villa i Amsterdam 6D, oktober 2002.
Hvis jeg skulle nævne en cykelrytter der har gjort særligt indtryk, må det blive Sivio Martinello - den italienske rytter, som gennem hele sin karriere, og især op gennem 1990'erne har vist sig som en stabil, målrettet og sympatisk person - det sidste er langt fra nogen selvfølge indenfor cykelsport. Hans resultatliste er meget imponerende og kan ses i nedenstående link.
Født i 1963 begyndte han at gøre sig gældende indenfor cykling i 1986, hvor han for første gang kørte professionelt på landevejen. Her kan han se tilbage på en række større og mindre sejre, se nedstående links. Baneløb kom først ind i billedet i 1990, hvor han vinder sommer-6D på den åbne bane i Bassano del Grappa (Italien) sammen med Volker Diehl (Tyskland). I 1996 vandt han guldmedalje i pointløb (points race for men) og i 2000 bronze medalje i parløb sammen med Marco Villa. De to var nærmest umulige at slå, hvilket ses af sejrslisten på de forskellige europæiske 6-dagesbaner.
Efter stoppet som cykelrytter i 2002 var det meningen, at han ville fortsætte med at arbejde i sit fitness-center i Padua, Italien - byen, hvor han er født og opvokset. I stedet fik det italienske cykelforbund FCI (Federazione Ciclistica Italiana) efter et par års forarbejde ham overtalt til at påtage sig posten som teknisk direktør - Ospiti d’eccezione. Det arbejde ser ud til at interessere Martinello, så det vil ikke undre mig, om han en dag ender på en høj post inden for FCI. Hans evner generelt og samarbejdsevner specielt giver grund til at tro på det.
Martinello & Lombardi på udendørs(!) 6D-bane
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE December 2007
Marx Bros.
Nu, hvor jul og folkekirke med al dens selvretfærdige præk atter truer, er Marx Bros. filmene et oplagt flugtmiddel. Med deres vidunderlige gags og sprogfinter leverer de tre brødre, Harpo, Chico og ikke mindst Groucho et show, der gør helligdagene til at holde ud. At glemme alt om et vammelt juleunivers i halvanden time, for at hengive sig til Marx brødrenes anarki er ikke det værste der findes. Mer' af den slags!
=====================================================
