MÅNEDENS BILLEDE 2009
(forsidebillede)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Januar 2009
Jens Otto Krag
Jens Otto Krag (født 1914 i Randers, død 1978 i Skiveren) var en fremtrædende dansk, socialdemokratisk politiker - og statsminister i flere perioder. Han blev uddannet i politisk økonomi og fik sin eksamen som cand.polit. fra Københavns Universitet i 1940. Derefter blev han sekretær i Valutacentralen og Direktoratet for Vareforsyning. Efter krigen blev han kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.Journalisten Georg Metz har kaldt J.O. Krag for Danmarks største politiker, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. De reformer der skete under Krag's ledelse har bragt hovedparten af landets indbyggere frem til en levestandard, som hverken er set før eller siden.
Der er sagt og skrevet meget om Krag's privatliv, men efter min bedste overbevisning er det sagen uvedkommende, så længe manden udfører sit job upåklageligt. Og på det punkt har der ikke været noget at komme efter. Man kan være politisk uenig - og det er der mange som har været (og er) - men ingen af hans kritikere har kunnet imødegå det faktum, at han har cementeret velfærdsstaten i danskernes bevidsthed. Den samfundsmodel bliver der kigget langt efter i store dele af den øvrige verden.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Februar 2009
Et eksempel på det danske vejr
Foto: Scanpix/Brian Bergmann
Månedens Billede får lov at tale for sig selv.
Læsernes vejrfotos (Berlingske Tidende 2008.Marts.21)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Marts 2009
Super Session
"Super Session" er navnet på en LP plade der udkom i 1967. Den var bluesbaseret, men elektrisk, hovedpersonerne på pladen var Al Kooper (organist, sanger, arrangør) og guitaristen Mike Bloomfield. Pladen var improviseret i studiet, men fik ikke desto mindre en fin modtagelse, som det vil fremgå af nedenstående. Iøvrigt har Al Kooper intet med Alice Kooper at gøre. Det er en beklagelig kendsgerning, at deres navne minder så meget om hinanden, for på det personlige og musikalske plan ligger der oceaner imellem dem.
Kort Nyt, 2003.Nov.08:
Et møde med følger
Da LP'en "Super Session" udkom i 1968, var den en milepæl indenfor elektrisk blues. Idé og arrangement (herunder de formidable blæsere) stammer fra Al Kooper, der i forvejen var kendt som den fabelagtige orgeltramper på Bob Dylan's LP "Highway 61 revisited" og som tidligere leder af Blood, Sweat & Tears. Guitaristen, som gjorde Super Session til noget særligt, var den legendariske Mike Bloomfield, der havde gjort sig bemærket i Butterfield Blues Band, men nok især The Electric Flag, som samme år havde udsendt deres første LP, "A long time comin'".
Grundlæggende er alle numre på Super Session improviseret, men alligevel nåede pladen en 11. plads på de amerikanske hitlister og solgte mere end 450.000 eksemplarer, hvilket indbragte Kooper & co. en guldplade. Desuden indbragte pladen respekt: at man også indenfor den populære afdeling kunne producere jam sessions, og sælge det som "seriøs" musik på linie med jazz.
Kooper: All of a sudden, I had the respect of the CBS shorthairs.
Bloomfield kom efterfølgende til at danne skole for en mængde guitarister, som alle var stærkt påvirkede af hans smukke tone, men samtidig frække og intelligente spil. Senere er indspilningerne blevet konverteret (og remastered) til CD, hvilket kun har løftet projektet yderligere, fordi endnu flere detaljer derved er blevet hørbare.
I mellemtiden er Mike Bloomfield afgået ved døden, og Al Kooper har i 1998 udgivet bogen "Backstage Passes and Backstage Bastards", som udover en masse andre ting også fortæller historien om Super Session - en fantastisk historie.
LP/CD - SUPER SESSION
Side 1, Mike Bloomfield - Al Kooper:
1. Albert's shuffle (Bloomfield - Kooper) 6:54
2. Stop (Ragovoy - Shuman) 4:20
3. Man's temptation (Mayfield) 3:24
4. His Holy Modal Majesty (Kooper - Bloomfield) 9:16
5. Really (Bloomfield - Kooper) 5:30
Side 2, Steve Stills - Al Kooper:
6. It takes a lot to laugh - it takes a train to cry (Dylan) 3:30
7. Season of the witch (Leitch) 11:07
8. You don't love me (Cobb) 4:11
9. Harvey's tune (Brooke) 2:07
Al Kooper - organ, vocals
Mike Bloomfield - electric guitar (side 1 only)
Steven Stills - electric guitar (side 2 only)
Harvey Brooke - bass
Eddie Hoh - drums
Barry Goldberg - electric piano
The music on this record was performed spontaneously by the personnel as listed.
The horns were added as an afterthought.
- Al Kooper
Kort Nyt 2006.Maj.08:
PrædikantenSådan skrev en anmelder i forordet til koncerten. Og han har ret, det var en formidabel aften den 5. maj i Amager Bio, hvor en aldrende Al Kooper for første gang nogensinde gav koncert i Danmark. Med sig havde han et band af musikprofessorer, der spillede op til deres navn: The Funky Faculty!
Denne mand er en vaskeægte legende af den helt store slags. Guitarist, organist og sanger Al Kooper har været på banen siden 1958. Hans lykke blev skabt, da han kom med på en Bob Dylan session i 60'erne og spillede orgel på klassikeren "Like A Rolling Stone"! Og så var samarbejdet med Dylan født, et samarbejde der har varet i over 30 år, og Al Kooper nåede endda at producere Dylan's "New Morning" album.
Al Kooper er stifter af horn-rockerne Blood, Sweat & Tears og har spillet med et utal af orkestre gennem tiderne bl.a. The Blues Project, Mike Bloomfield, Rolling Stones (Al spiller keyboards på "You Can't Always Get What You Want"), Jimi Hendrix ("Long Hot Summer Nights"), The Who ("Rael"), Ray Charles live, og produceret Lynyrd Skynyrd's tre første albums, bl.a. hittet "Sweet Home Alabama".
I 1979 flyttede Kooper så til England og det var et yderst fornuftigt træk, for hér kom han til at producere George Harrison's album "Somewhere in England" og indspille med "resterne" af The Beatles: Harrison, McCartney og Starr på #1 singlen "All Those Years Ago". Siden da har den aldrende Al Kooper været yderst aktiv; undervist, lavet film- og TV-musik, indspillet solo-albums med bl.a. Funky Faculty, optrådt live til "Bob Dylan 30'th Anniversary Tribute at Madison Square Garden" og mange andre store musikere har gjort brug af hans fantastiske evner. I et tillæg til den respekterede musikblad Rolling Stone, hvor de kårede verdens 500 største og vigtigste plader nogensinde, ja der var søreme Al Kooper musiker og producer på 12 af pladerne!
Nu er han så på verdensturné med sit Boston-baserede band - udelukkende med Berklee School of Music-lærere (professorer faktisk) - ved navn The Funky Faculty. Al Kooper SKAL opleves - et absolut must og noget af et kæmpescoop af Amager Bio at få ham til landet. Hør mange af de legendariske hits spillet af manden, der spillede og producerede dem dengang og så med et band af musik-professorer!
Bravo!
Der var ellers ikke gjort meget for at gøre opmærksom på koncerten (som i Amager Bio foregår stående: ingen siddepladser!). Derfor var salen kun godt og vel fyldt op, hvilket trods alt må siges at være tilfredsstillende, omstændighederne taget i betragtning. Til gengæld vidste alle, hvorfor de kom!
En række numre fra fakultetet's seneste CD (Black Coffee) blev afleveret med indleven og koncentration, og fordi det er muligt at komme tæt på scenen, var der hele vejen igennem en tæt kontakt mellem gruppe og publikum, som utilsløret nød hvert et ord fra Kooper's mund, når han fortalte løst og fast om sig selv og sit band. Gamle Kooper var i sin ungdoms dage slank, sexet og smuk, hvilket må siges at have ændret sig en del senerehen - i særdeleshed da synet satte ud. Alligevel formåede han denne aften sammen med sin gruppe (som alle er dygtige musikere, især nød jeg bassisten Tom Stein) at skabe en atmosfære af intim nostalgi pakket ind i nutidig sound. Stilmæssigt spænder repertoiret bredt fra Steve Cropper nummeret "Green Onions" over Super Session hittet "Season of The Witch" til en regulær jazzperle som "I Want You".
Under sidste nummer ("Comin' back in a Cadillac") gik gamle Kooper rundt i salen støttet af en hjælper, mens folk stimlede sammen om ham, som var det en præsident eller vækkelsesprædikant der var på besøg. Og det var det på en måde også. For mit eget vedkommende var det et møde, jeg har ventet på i mere end tredive år, så det er ikke for meget sagt, at oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med denne mand var som at møde en længe ventet ven. Thank you very much, Mr. Kooper!
Al Kooper
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE April 2009
Gråkrage
Der bliver ingen tekst i denne måned, jeg har været syg i et par uger, så kragen må flyve uden Kurt's hjælp. Det klarer den sagtens.
Gråkrage, Hooded Crow (Corvus corvus cornix)
Sortkrage, Carrion Crow (Corvus corvus corona)
Krager hører hjemme i kundskabens træ
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Maj 2009
Dusty Springfield
Dusty Springfield var jeg betaget af lige fra begyndelsen. Hendes stemme gik lige til hjertet, og da jeg senere fandt ud af, at hun også så godt ud, var der ingen vej tilbage. På det personlige plan viste hun sig som et menneske med meninger og engagement - f.eks. udtrykte hun allerede dengang sin klare holdning til samfundets behandling af de homoseksuelle. Det var bestemt ikke normalen blandt popsild i 1960'erne.
Mit favoritnummer med Dusty var (og er) "I only wanna be with you", men hele hendes karriere er en perlerække af stilsikre numre, der viser hende som en sikker solist, oppe blandt de bedste. Og som sagt, på det personlige plan er hun jo bare....nå, historien fortælles så godt på Top of The Pops hjemmesiden, som er indsat nedenstående. Den fortæller historien på en sober og fair måde.
Månedens Billede er fra en opsamlings LP, som blev udsendt i 1988 på plademærket Philips: "The Silver Collection".
Dusty SpringfieldDusty Springfield
b. Mary Isabel Catherine Bernadette O'Brien, 16 April 1939, Hampstead, London, England, d. 2 March 1999, Henley-on-Thames, Oxfordshire, England.
A long-standing critical favourite but sadly neglected by the mass public from the early 70s until the end of the 80s, the career of the greatest white soul/pop singer the UK has ever produced was a turbulent one. Formerly referred to as "the White Negress", Springfield began as a member of the cloying pop trio the Lana Sisters in the 50s, and moved with her brother Tom (Dion O'Brien, b. 2 July 1934, Hampstead, London, England), and Tim Field into the Springfields, one of Britain's top pop/folk acts of the early 60s.
During the Merseybeat boom, she took a bold step by going solo. Her debut in late 1963 with "I Only Want To Be With You" (the first ever song performed on the long-running UK television programme Top Of The Pops) removed any doubts the previously shy convent girl may have had; this jaunty, endearing song is now a classic of 60s pop. She joined the swinging London club scene and became a familiar icon for teenage girls, with her famous beehive blonde hairstyle and her dark "panda" eye make-up. Over the next three years Springfield was constantly in the bestselling singles chart with a string of unforgettable hits, and consistently won the top female singer award in the UK, beating off stiff opposition from Lulu, Cilla Black and Sandie Shaw.
During this time she campaigned unselfishly on behalf of the then little-known black American soul, R&B and Motown Records artists; her mature taste in music differentiated her from many of her contemporaries. Her commitment to black music carried over into her tour of South Africa in 1964, when she played in front of a mixed audience and was immediately deported.
Springfield's early albums were strong sellers, although they now appear to have been rushed works. Her own doubts about the finished product at the time, showed her up to be a fussy perfectionist. Three decades later it is clear that she was absolutely correct, they could have been perfected with more time, and her own high artistic standards would have been satisfied.
Her pioneering choice of material by great songwriters such as Burt Bacharach, Hal David, Randy Newman and Carole King was exemplary. The orchestral arrangements by Ivor Raymonde and Johnny Franz, however, often drowned Springfield's voice, and her vocals sometimes appeared thin and strained due to insensitive production. She made superb cover versions of classics such as "Mockingbird", "Anyone Who Had A Heart", "Wishin' And Hopin'", "La Bamba", and "Who Can I Turn To". Her worldwide success came when her friend Vicki Wickham and Simon Napier-Bell added English words to the Italian hit "Io Che Non Vivo (Senzate)", thereby creating "You Don't Have To Say You Love Me".
This million-selling opus became her sole UK chart-topper in 1966. At the end of a turbulent year she had an altercation with temperamental jazz drummer Buddy Rich, with whom she was scheduled to play at New York's prestigious Basin Street East club. The music press reported that she had pushed a pie in his face, but years later Springfield revealed the true story; the often outspoken Rich was allegedly resentful at not receiving top billing and caused difficulties when she asked to rehearse her show with the (his) band. Rich was heard to respond "you f**king broad, who do you think you f***king are, bitch?"; Springfield retaliated by punching him in the face.
By the end of the following year (1967), she was becoming disillusioned with the showbusiness carousel on which she found herself trapped. She appeared out of step with the summer of love and its attendant psychedelic music. Her BBC television series attracted healthy viewing figures, but it was anathema to the sudden change in the pop scene. The comparatively progressive and prophetically titled Where Am I Going? attempted to redress this. Containing a jazzy, orchestrated version of Bobby Hebb's "Sunny" and Jacques Brel's "If You Go Away" (English lyrics by Rod McKuen), it was an artistic success but flopped commercially (or, in the words of biographer Lucy O'Brien, was "released to stunning indifference").
The following year a similar fate awaited the excellent Dusty ... Definitely. On this she surpassed herself with her choice of material, from the rolling "Ain't No Sunshine Since You've Been Gone" to the aching emotion of Randy Newman's "I Think It's Gonna Rain Today", but her continuing good choice of songs was no longer attracting fans. In 1968, as Britain was swamped by the progressive music revolution, the uncomfortable split between what was underground and hip, and what was pop and unhip, became prominent. Springfield, well aware that she could be doomed to the variety club chicken-in-a-basket circuit in the UK, departed for Memphis, Tennessee, one of the music capitals of the world, and immediately succeeded in recording a stunning album and her finest work, Dusty In Memphis.
The expert production team of Tom Dowd, Jerry Wexler and Arif Mardin were the first people to recognize that her natural soul voice should be placed at the fore, rather than competing with full and overpowering string arrangements. The album remains a classic and one of the finest records of the 60s. The single "Son Of A Preacher Man" became a major hit, but the album failed in the UK and only reached a derisory number 99 in the US chart. Following this bitter blow, Springfield retreated and maintained a lower profile, although her second album for Atlantic Records, A Brand New Me, was a moderate success.
Released in the UK as From Dusty With Love, the Thom Bell/Kenny Gamble-credited production boosted her waning popularity in her homeland, where she still resided, although she spent much of her time in the USA. Cameo, from 1973, exuded class and featured a superlative cover version of Van Morrison's "Tupelo Honey", but sold little and yielded no hit singles. Springfield had, by this time, disappeared from the charts, and following a veiled admission in an interview with Ray Coleman for London's Evening Standard in 1975 that she was bisexual, moved to Los Angeles. For the next few years she recorded sporadically, preferring to spend her time with friends such as Billie Jean King and to campaign for animal rights (she was an obsessive cat lover).
Additionally, she succumbed to pills and alcohol abuse, and even attempted suicide. Following the release of the inappropriately titled It Begins Again some five years after her previous release, she was propelled towards a comeback, which failed, although the album did garner respectable sales. Notable tracks were the Carole Bayer Sager gem "I'd Rather Leave While I'm In Love", and a Barry Manilow song, "Sandra", featuring a lyric that addressed chillingly similar events to her own life. The follow-up, Living Without Your Love, was poorly received; it contained an indifferent version of the Miracles' "You Really Got A Hold On Me". "Baby Blue" became a minor hit in 1979 but the comeback was over.
Springfield went to ground again, even although one unsuccessful single in 1980, "Your Love Still Brings Me To My Knees", remains an undiscovered nugget. In the early 80s she relocated to Toronto and resurfaced in 1982 with the energetic, disco-influenced White Heat. Featuring ex-Hookfoot guitarist Caleb Quaye and Nathan East (bass), it was her best album during these musically barren years, yet it failed to gain a release outside the USA. Two years later she duetted with Spencer Davis on Judy Clay and William Bell's "Private Number", which, although an excellent choice of song, merely served to highlight Davis' limited vocal range.
A further attempt to put her in the public eye was orchestrated by club owner Peter Stringfellow in 1985. He contracted her to his record label. After one single, "Just Like Butterflies", she fluttered out of sight again. Her phoenix-like return towards the end of the 80s was due entirely to Neil Tennant and Chris Lowe of the Pet Shop Boys, who persuaded her to duet with them on their hit single "What Have I Done To Deserve This?" in 1987. They then wrote the theme for the film Scandal, which Springfield took into the bestsellers; "Nothing Has Been Proved" was an ideal song, the lyrics cleverly documenting an era that she knew only too well.
She followed this with another of their compositions, "In Private", which, although a lesser song lyrically, became a bigger hit. The subsequent album, Reputation, became her most successful for over 20 years. In the early 90s she moved back from America and for a time resided in the Netherlands with her beloved cats. Having returned to the UK, in 1994 she underwent chemotherapy for breast cancer. This delayed the release and promotion of her long-awaited new album with Columbia Records. A Very Fine Love arrived in the wake of the single "Wherever Would I Be"; this Diane Warren big production ballad featured a duet with Daryl Hall. The rest of the album proved that Springfield retained a singing voice that could chill the spine and warm the heart, and with the aid of modern recording techniques she could make any song sound good.
Springfield was inducted into the Rock And Roll Hall Of Fame in 1999, too late and too ill to attend. She was also awarded an OBE in the 1999 New Year Honours list, but barely four weeks after receiving the honour at a private gathering in the Royal Marsden Hospital she finally succumbed to cancer. Her greatest asset, in addition to her voice, was her devilish sense of humour and her remarkable ability to recognize a good songwriter; her choice of material over the years was consistently good.
A diva who was able to cross over into every gender genre, adored by gays and straights. No female singer has ever commanded such love and respect. "Unique" can be bestowed upon her with confidence. She was the best female vocalist Britain has ever produced, and unlikely to be bettered.
DISCOGRAPHY:
A Girl Called Dusty (Philips 1964),
Ev'rything's Coming Up Dusty (Philips 1965),
Where Am I Going (Philips 1967),
Dusty ... Definitely (Philips 1968),
Dusty In Memphis (Philips 1969),
A Brand New Me (From Dusty With Love) (Philips 1970),
See All Her Faces (Philips 1972),
Cameo (Philips 1973),
Dusty Sings Burt Bacharach And Carole King (Philips 1975),
It Begins Again (Mercury 1978),
Living Without Your Love (Mercury 1979),
White Heat (Casablanca 1982),
Reputation (Parlophone 1990),
A Very Fine Love (Columbia 1995).
COMPILATIONS (opsamlingsplader):
Golden Hits (Philips 1966),
Stay Awhile (Wing 1968),
This Is Dusty Springfield (Philips 1971),
This Is Dusty Springfield Volume 2: The Magic Garden (Philips 1973),
Greatest Hits (Philips 1979),
The Very Best Of Dusty Springfield (K-Tel 1981),
Dusty: Love Songs (Philips 1983),
The Silver Collection (Philips 1988),
Dusty's Sounds Of The 60's (Pickwick 1989),
Love Songs (Pickwick 1989),
Dusty Springfield Songbook (Pickwick 1990),
Goin' Back: The Very Best Of Dusty Springfield (Philips 1994),
Dusty: The Legend Of Dusty Springfield 4-CD box set (Philips 1994),
Something Special (Mercury 1996),
Songbooks (Philips 1998),
The Very Best Of Dusty Springfield (Mercury 1998),
Simply Dusty: The Definitive Dusty Springfield Collection 4-CD box set (Mercury 2000),
Beautiful Soul: The ABC/Dunhill Collection (Hip-O 2001),
Heart & Soul (Varèse Sarabande 2002),
The Look Of Love (Universal 2004),
Classics And Collectibles (Universal 2004).
YouTube:=====================================================
You don't have to say You love Me
??? (med Tom Jones)
Heart & Soul (med Cilla Black)
What have I done to deserve this (m. Pet Shop Boys)
MÅNEDENS BILLEDE Juni 2009
Saltholm Museum
Foto: Dirch Jansen
Saltholm er en privatejet ø på ca. 18 km2 beliggende midt i Øresund. I 1873 solgte staten øen til grundejerne på Amager, der stiftede Saltholmsejerlauget og øen ejes i dag af ca. 180 medlemmer af ejerlauget, alle med matrikler på Amager.Det kan man roligt sige. Som det fremgår af ovenstående uddrag fra en hjemmeside, er der mange herlighedsværdier at finde på Saltholm. Jeg har selv været derovre tre gange, for bl.a. at se på fugle, men øen har så mange andre seværdigheder, at den under alle omstændigheder er et besøg værd.
Landbrugsdriften blev bortforpagtet i 2004 og Markus Sørensen varetager nu kvægdrift og landskabspleje på Saltholm. I århundreder har der været tradition for, at bønderne på Amager sendte deres køer og heste på sommergræs på Saltholm. Med tiden er antallet af dyr, der sejles på sommergræs dalet og øen afgræsses derfor i dag hovedsageligt af køer og får, der ejes af de faste beboere på Saltholm.
Den faste kvægbestand, der afgræsser øen året rundt, ejes af Markus Sørensen og udgøres af racen Galloway, der udmærker sig ved at være omgængelige, robuste, nøjsomme og gode landskabsplejere. Afgræsningen betyder, at Saltholm stadig fremtræder som en enestående naturperle med et rigt liv af flora og fauna.
Hans Zimling, som ejer og vedligeholder museet på øen, fortaller gerne historien om dengang en tysk flyver under krigen fik motorvanskeligheder, og måtte smide sin bombelast på Saltholm. Det skete få meter fra Hans og hans bror, som var ude på markerne denne dag. Heldigvis sprang ingen af bomberne i luften, men kan i dag ses på museet, hvis man vover sig over til øen. Vov forsøget, siger jeg bare!
Saltholm (Wikipedia)
Saltholm (Skov- og Naturstyrelsen)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Juli 2009
Dagens budskab serveres fra Speakers Corner.
Hyde Park midt i London er med sine 630 tønder land Londons største park – en grøn oase midt i byen. Parken var tidligere ejet af munke, men i 1536 forvandlede Henrik den Ottende den til et hjorteområde. I dag er der aktiviteter for alle i Hyde Park – alt fra morgengymnastik, ridning, vandring m.m. og ikke mindst Speakers' Corner, hvor enhver kan stille sig op og udbasunere sin uforbeholdne og private mening om hvadsomhelst.
Vi var på en sviptur til London august 2007, hvor vi bl.a. nød en bustur rundt i byen, sejltur på Themsen, og som rosinen i pølseenden et besøg på Ronnie Scott's Jazz Club i Frith Street med saxofonisten Johnny Griffin på plakaten.
Der kan snakkes længe og inderligt om London's seværdigheder, men for Kurt var det - udover Ronnie Scott's - den skønne Hyde Park som bevægede hjertet. Vi var i byen i en periode med skiftende vejr - solskin, regn, blæst - hvilket gav en god idé om parkens mange muligheder. Nogle dage var den store park praktisk taget tom - andre dage fyldt med glade børn, aktiviteter og soldyrkere.
Under alle omstændigheder er parken en stor botanisk, zoologisk og kulturel oplevelse, der må betegnes som et must for enhver, der besøger London.
Og så er der jo Speakers Corner, som er noget for sig selv.
Tag turen hele vejen rundt...
from Alexandra Gate to Hyde Park Corner, along Rotten Row; from Hyde Park Corner along Serpentine Road; from Victoria Gate along North Carriage Drive towards Speakers’ Corner and along the Broad Walkog du har oplevet hele verden på én dag.
Hyde Park (Wikipedia)
Speakers' Corner (Hyde Park)
Speakers' Corner (Wikipedia)
Johnny Griffin (Wikipedia)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE August 2009
Stemning i Fiorenzuola
Hvem siger 6-dagesløb absolut skal køres om vinteren? Ihverfald ingen i Fiorenzuola, for her køres der hver sommer et fantastisk løb under navnet "6 Giorni delle Rose". Månedens Billede er herfra, ligesom nedenstående links.
Via Campo Sportivo, 16 Giorni delle Rose
Fiorenzuola d'Arda
Piacenza
29017
ITALY
2007 (Risi & Marvulli) (YouTube)
Silvio Martinello (th) på udendørsbanen i Italien sammen med den tidligere CSC rytter Giovanni Lombardi (som iøvrigt kørte som Par nr. 7 herhjemme i 2006 sammen med Jimmi Madsen).
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE September 2009
En UFO på nært hold.
Foto: Frederick Fupp von Schwindell
Guderne skal vide, at mange af de historier der cirkulerer om UFO-observationer i højere grad har til formål at belyse ophavsmanden frem for emnet. Men også folk med begge ben på jorden har oplevet ting, som ikke er lette at forklare ud fra almindelig jordbunden snusfornuft, f.eks.
Kort Nyt 2008.Sept.20Der findes en række observationer af samme kaliber som ovenstående, men ingen giver svar på det grundlæggende spørgsmål: Eksisterer UFO'er? Er det hele luftkasteller? Det er jo en fantastisk tanke, at der måske findes nogen derude i rummet, som kan lægge to og to sammen. Og selv om ingen af nærværende links synes at give det endegyldige svar på UFO-spørgsmålet, kan man vel på den anden side hævde, at så længe muligheden er til stede, skal og vil observationerne fortsætte - realistiske eller ej.
De mystiske fremmede
Alan Turner skickade en Canberra mot de okända ekona.
Foto: RAF
På skärmen kunde Turner se fem okända radarekon som efter en stund utökades till sex och strax därefter till sju. Alla följde på en rak linje.Ja, det lyder godt nok mystisk. Især når ordene kommer fra en mand som i kraft af sin stilling må formodes at holde sig til fakta....eksisterer der virkelig UFO'er?
- De gick med samma hastighet mot sydost och höll ett avstånd på ungefär tio kilometer mellan sig. Efter att ha rört sig omkring 60 kilometer från den plats där de dykt upp på skärmen försvann de men ersattes av andra på samma plats där vi först såg dem. Till en början hade de sju föremålen hållit en höjd av 10 kilometer över marken men steg hela tiden under den korta tid som de syntes på radarskärmen.
- När de försvann hade de nått 18 kilometers höjd, berättar Alan Turner för tidningen.
- Att stiga till en sådan höjd under en sträcka på bara 60 kilometer var bortom kapaciteten för nästan alla flygplan som fanns på den tiden.
RAF-officer teg om ufoobservation i 37 år
Nå ja, vi skal også lige have episoden fra Islands Brygge med:
Kort Nyt 2008.Maj.16Skandinvavisk UFO Information
Gys på Bryggen
Tidligt om morgenen den 8. juli 1959 var to studenter, Ole Strandgaard og Jørgen Ekvall, travlt beskæftiget i beboelsen Ballonparken ved Amager Fælled i København. De var i færd med at trække en snor, hvor en lille hjemmebygget model af en flyvende tallerken skulle hænges op. Da det var gjort, tog de tre billeder af den fra forskellige vinkler og kørte ind til B.T.s redaktion.
Og så kom der ellers røre i andedammen...
Ufo-observation foretaget i Munkebo
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE Oktober 2009
Tekno model TK 080, VW Transporter
Foto: www.teknobil.dk
Oprindelig er Tekno navnet på de kendte metalbyggesæt som lanceredes i trediverne af en lille virksomhed ved navn "Dansk Legetøjs Industri". Blandt forbrugerne blev Tekno-navnet dog hurtigt ensbetydende med legetøj af høj kvalitet, og snart var Tekno det foretrukne navn på alle virksomhedens produkter.Det kan man roligt sige, for blandt os drenge havde Tekno en suveræn førsteplads - ingen over og ingen ved siden af. At eje en Tekno-bil var så langt som man realistisk kunne drive det. De få udvalgte fik måske en dampmaskine eller en cykel til enfødselsdag, men ellers indeholdt ønskesedlen i store træk Tekno, det danske kvalitetsmærke, det danske drømmemærke.
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE November 2009
Contador på enkeltstarten i dette års Tour de France.
Fysiologisk virker det usandsynligt, at Contador både kan være så god i bjergene og samtdig super på en tidskørsel. Men han kan selvfølgelig være et unikum.Ja det kan han selvfølgelig, men ekspertens ord maner alligevel til eftertanke: lidt for mange ryttere kører lidt for godt. På Netdoktor's hjemmeside udtrykkes det sådan her:
Ekspert, læge og ph.d. i human fysiologi, Lars Nybo
Sport er sjovt - pirrer konkurrencegenet og giver kassen, hvis man er god nok. Men snyder man for at vinde, bør man overveje om kroppen og livet virkelig skal være indsatsen for en bedre præstation.Tidligere har man under Kort Nyt kunnet læse følgende:
2002.Aug.30Som det måske fremgår at ovenstående, er jeg egentlig uinteresseret i, om en rytter når nye højder v.h.a. kammeratlige samtaler, Koranen eller flødekarameller - det er altsammen sagen uvedkommende, set fra tilskuerens position. Men når hele sportshierakiet, -eliten, -bredden, sundhedseksperter, pressen og sponsorer i eet stort fælles kor fordømmer doping, kan det være svært år ud og år ind at tage harmen alvorligt.
Hvad bliver det næste?
En skummelt udseende banerytter er set snigende sig langs balustraden med en BørneMagnyl skjult under hjelmen.
Hvad bliver det næste?
Jo, Lars Brian Nielsen er bortvist fra det gode selskab p.g.a. et konstateret dopingmisbrug - han havde spist en kaffebønne samt fløjtet efter en pige, og det må man ikke i det helt igennem politisk korrekte og miljøvenlige selskab, som rytteren før sin udåd har bevæget sig i.
Fy-fy-skamme-sig !
På den anden side: med en befolkning der i den grad vælter sig i en sump af daglige stimulanser - det være sig væksthormoner, bajere, cigaretter, narkotika eller for den sags skyld kaffe - kan det være svært at indse det forkastelige i at tage en opkvikkende pille.
Jo, Kurt må godt, men Brian må ikke.
Nu er det fastslået at Brian er en slem dreng og derfor må tage sin straf..........(kort pause, Kurt skal lige ud og brække sig)........jamen er det ikke herligt i et multikulturelt og højteknologisk samfund at vi stadig har den slags levn fra stenalderen....BVADR!
Something is rotten, ville Hamlet ha' sagt, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Desværre er der ikke meget der tyder på, at tingene bliver anderledes i fremtiden. For mit eget vedkommende sprang kæden i oktober sidste år, hvor man på 6-dagessiden kunne læse en sørgmodig kommentar desangående.
Den gælder stadig.
Doping (Wikipedia)
=====================================================
MÅNEDENS BILLEDE December 2009
Digital Music
by Fireplace Fountain
Elektronisk musik er kendetegnet ved, at alle lyde i et værk er frembragt af elektroniske instrumenter såsom båndoptager, tonegenerator, computer, synthesizer, keyboard og andet elektronisk værktøj. De første internationalt kendte komponister, som arbejdede med elektroniske musik, var folk som Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen og Herbert Eimert. Den elektroniske musik nåede til Danmark i begyndelsen af 1950'erne, hvor komponisten Else Marie Pade udforskede datidens elektronik. I midten af 1960'erne kom den analoge synthesizer til, og et stykke inde i 1980'erne dukkede den digitale synth op.
Efter nogle spændende år i hjemmestudiet i 1980'erne, hvor jeg bl.a. fik udforsket den monofoniske analoge synth, tabte jeg interessen for området. Gløden blev dog genvakt, da jeg tilfældigvis stødte ind i unge Mike Sheridan, som på sin egen måde har skabt et originalt lydunivers.
Kort Nyt 2008.Sept.08Så meget for Sheridan. Den elektronisk scene er i dag så varieret, at de fleste kan finde et sted at hænge hatten. For mit eget vedkommende søger jeg stadig rundt i det elektroniske urhav af ren og skær nysgerrighed. Men ellers, hvis man vil have det store forkromede overblik, er f.eks. Ishkur Electronic Guide et godt sted at starte. Med mange små lydklip er siden en fin introduktion til det elektroniske univers. Søg og du skal finde!
Lydskaber
"Kolonihaverne ligger i et orangegult lys, og skyerne ligner noget fra et skagensmaleri," skriver Sheridan selv om "Morgentimer" i tracknoterne i pressemeddelelsen. Og det er netop i dette følelsesfulde, ja, til tider patos-fyldte univers, at Mike Sheridan får fat i i hvert fald denne lytter. Når musikken spiller, er jeg ligeglad med hans anselige tekniske niveau, hans unge alder taget i betragtning. Jeg er i stedet interesseret i, hvad han er for et menneske, hvad han vil med livet. Og hvad han er for en kunstner, hvad han vil ikke så meget med, som gennem maskinerne.
Ralf Christensen i Information
Uha, det er en mundfuld af de større at anmelde en elektronisk CD. For hvad skal man bedømme den på? Melodi, rytme, tekst, genkendelighed....x-factor? Jeg har haft lejlighed til at høre CD'en inden udgivelsen, og er positivt overrasket, fordi Sheridan indenfor det specielle elektroniske univers udfolder sig med et personligt udtryk. De fleste numre beskriver stemninger og landskaber, soundscapes, hvor takt og tone er underordnet en større sag: lydskabet, udsigten. De tam-tam rytmer, som høres i megen elektronisk musik, mangler her - stor respekt for det. Hvis man en grå dag sidder og kigger ud ad vinduet, er pladen den perfekte drømmeskaber. CD'en kommer iøvrigt på gaden i dag, det skal derfor blive spændende at følge Sheridans udvikling fremover. Udvikling skal der nemlig til, hvis Sheridan fortsat vil være med fremme på den elektroniske scene. Pladen stiller fremtidige muligheder i udsigt.
Mike Sheridan - når natten bliver til lyd
"Med små skridt" (med Maya Albana)
Mike Sheridan (Myspace)
Hormondub og klubdunst (Mike Sheridan)
Cremen af dansk elektronisk musik samles
A short video guide to Electronic Music
elektronisk musik (uddannelse)
=====================================================
