ROM

 

Indtryk fra den evige stad, sept. 2006

 

Er der mere at skrive om den evige stad? Godt spørgsmål, ihvertfald har det været en stor oplevelse for undertegnede at være dernede i en uge - syv intense dage sammen med min kone Hennie, hvor vi selv efter hjemkomsten brugte lang tid på at falde tilbage i de gængse folder.

 

Vi fløj med Sterling til Ciampino Airport, som er en temmelig provinsagtig lufthavn et stykke uden for Rom. Vi boede på
     Hotel Archimede
     Via dei Mille 19
     00185 ROMA
- et glimrende hotel med rimelige priser, tæt ved den store jernbanestation TERMINI i byens centrum. Herfra tog vi på toppen af en åben dobbelt-dækker-bus rundt i byen: Rome Open Tour.

 

Vejret
Vejret har alle en mening om, f.eks. udtalte vores rare nabo, da vi begav os afsted til Rom: "Åh, hvor er i heldige, væk fra det skrækkelige danske vejr!". Personlig er jeg dog meget begejstret for det kølige danske gråvejr, men prikken over i'et blev alligevel sat, da vi ved samtaler med flere forskellige romere blev konfronteret med deres utvetydige afstandtagen fra deres eget klima: der er alt for varmt i Rom - der er meget bedre ope nordpå! Denne septemberuge var temperaturen alle dage over 30 grader Celsius, en romer fortalte således, at han på arbejdsdage skifter tøj både morgen og aften.

 

Piazzo Navona
(fra Politiken's ROM guide:)

Romerne betragter denne plads som deres udendørs dagligstue på grund af dens hyggelige og intime atmosfære bevogtet af de vældige kunstskatte. Her kan man som i et stort teaters kulisser møde familier med børn, intellektuelle, der diskuterer den seneste bog, unge oprørere, nysgerrige turister, klovner og akrobatører.
Helt enig - en fin plads.

 


stort billede

 

Danesi Caffe' - dansk kaffe?
Vi dryssede tilfældigt ind et sted, hvor der stod DANESI CAFFÉ på døren. Det måtte jo være dansk kaffe - ikke sandt. Men nej, indehaveren bedyrede, at hans kaffe intet havde med Danmark at gøre. Da vi kom hjem til København, opdagede vi lige så tilfældigt, at der lå en kældershop midt på Strædet (tidl. Kompanistræde) med navnet DANESI. Altså traskede vi derned. Fin kaffe, fin service, men DANESI har altså ikke noget med Danmark at gøre, forsikrede den flinke indehaver, Alex Kayser.

Han forklarede, at kravet fra DANES's side var, at han skulle hjemtage kaffen i store sække - 50 eller 100 kg. - fra Italien. Derfor var planen at videresælge kaffen til restauranter og caféer rundt om i landet. Det lød jo meget fornuftigt. Men noget må være gået galt, for vi har ikke senere kunnet finde butikken. Via internettet har et rygte lydt, at butikken skulle være flyttet til Sct. Peters Stræde, men heller ikke her har vi kunnet finde butikken. Så sent som 2014.Maj.27 spadserede vi hen ad Strædet, for at genfinde butikken, men den var og forblev som fordampet.

Derfor er spørgsmålet i dag: Er DANESI gået under jorden?

 

Cykling
Rom er bestemt ikke nogen cykelvenlig by - langtfra. Alligevel møder man hist og her en modig sjæl, der trodser alle odds og begiver sig ud i den cykelfjendske trafik, hvor bilen og scooteren hersker. En undtagelse er Tiberen (Fiume Tevere), hvor der langs den ene side er anlagt en kombineret gang- og cykelsti. Her ser man endda familier cykle afsted med mindre børn. En dag var vi ligefrem så heldige på en af hovedgaderne at se en regulær cykeludflugt. Men det er vist desværre en undtagelse.

 

La Traviata
En dag, da vi traskede hen ad Via Nazionale (en af de store gader), stødte vi på en mandsperson uden for en kirke, som ville sælge billetter til operaen "La Traviata" af Guiseppe Verdi.
     Chiesa S. Paolo
     Via Nazionale 16
     ROMA
Hjemme i København havde vi forlængst opgivet at få billetter til "La Traviata", men her kunne vi gå ind fra gaden og sætte os på de bedste pladser. Da forestillingen blev fremført i en kirke (uden orkestergrav) måtte orkestret nødvendigvis sidde i øjenhøjde mellem publikum og sangerne. Det blev forestillingen ikke dårligere af! I Musici er et fremragende orkester, som jeg har hørt mange gange på plade. Personlig synes jeg opera er temmelig skabagtigt, men når man sådan kan sidde i nakken på et førteklasses orkester, er det jo ligefrem en nydelse!

 

Colloseum og Palatinerhøjen
Begge disse steder er beskrevet fyldestgørende af andre, så jeg vil bare tilføje at Colloseum virkelig var meget imponerende, mens Palatinerhøjen tillige er meget støvet. Begge steder er et must.

 

Robertino
Husker du den kønne italienske dreng, som i 1950'erne i dansk TV sang sig ind i hjerterne med "O sole mio" og andre af samme skuffe? Det var Robertino, som siden dengang har været i Danmark adskillige gange - senest for ca. to år siden, hvor han turnerede landet rundt med Dario Campeotto og Arne Ravn (klaver). Han blev opdaget af Volmer Sørensen som sammen med Grethe Sønck fik øje på hans talent, da de besøgte byen. Robertino er en ægte romer og har indtil fornylig optrådt på et etablissement i Rom, men ak og ve, stedet var lukket da vi kom derned, så der blev altså ingen Robertino i denne omgang - purtroppo.

Denne bambino sad under Sct. Peters Museum, hvor han sang og spillede for de forbipasserende: En ny Robertino?

 

Sankt Peterskirken og museum
Alt det katolske hurlumhej kommer man vist ikke uden om i Rom. Derfor måtte vi også - efter besøget i den enorme kirke - slæbe os gennem museet, som slutter af i det sixtinske kapel. Altsammen imponerende, men også en påmindelse om kirkens ufattelige magt i Italien. På undertegnede virkede det hele som en provokativ opvisning af magt og magtmisbrug. Aldrig har jeg følt mig længere fra Gud!

 

Grazie mille!
Overvejer du en rejse til den evige stad, vil jeg anbefale "Turen går til Rom" fra Politikens Forlag, som på trods af fejl og mangler alligevel er en stor hjælp i en ellers uoverskuelig by. Det har været en uge med store oplevelser i Rom; vi kommer helt sikkert igen, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre: Arrivederci Roma!

Og hjemme igen: selv om jeg holder forfærdelig meget af København, var det alligevel som at komme hjem til en stille provinsby, da vi steg af flyet i Kastrup. København har sin egen charme, men storby er den ikke - og da slet ikke i sammenligning med Rom - den evige stad.

 

LiNKS:

Rom (Wikipedia)

Rom (FDM Travel)

Den danske ambassade i Rom

Alle veje fører til Rom

Rom guide

Italien

 

 

Rejse Index

 

Til forsiden