Vind og Vejr

 

Et causeri af Kurt Starlit

 

Jeg står en vinterdag ved Damhussøen og kigger på en allike. Den kæmper med en genstridig orm som ikke vil op af jorden. Flere stiller sig op og kigger med - sommetider kan man næsten få indtrykket af, at folk søger nogen at kigge med...

"Fandens til surt vejr", siger min sidemand pludselig og uden opfordring, som en kommentar til vejret - eller måske situationen i almindelighed. Han er en gammel dreng med stok, tyrolerhat og gangbesvær.
- Hvorfor det, spø'r jeg.
- Joo, svarer han, man bli'r så trist til mode i det vejr.....når man nu gerne vil ud...

Tja, hvis man ikke er det i forvejen, så bli'r man da trist af at høre al den jammer over alt, hvad der afviger fra sol og sommer. Man har nærmest indtrykket af, at det kun er værd at leve i Danmark tre uger om året. Den daglige vejrudsigt i TV er en opvisning i kluntet manipulation. Her betegnes vejret eksempelvis som
     - surt
     - trist
     - dårligt
     - kedeligt
     - indendørsvejr
eller "man har mest af alt lyst til at gemme sig under dynen" som en af de kvindelige solarieduller udtrykte det.

Lavpunktet af usaglighed var, da ham den lille skævbenede i aftenens vejrudsigt proklamerede, at..."det bliver et rigtigt møgvejr i morgen!" Så stod han ellers der med strutmave, iklædt den af hans mor strikkede sweater og så sur og fornærmet ud - som et urimeligt barn der kræver mere af det hele.

Han må trøste sig med, at på et tidspunkt skifter vi igen til sommertid.

Det er det samme roderi hver gang, hvordan var det nu det var, hvor er brugsanvisningen til diverse klokker og radioer, som allesammen kræver en videnskabelig grad for at blive betjent. Er der et formål med de millionvis af mandtimer, der bliver brugt på noget så ligegyldigt som at stille ure over hele verden?   Vinder landbruget virkelig så meget ved at stille uret en time.....øh....baglæns/forlæns/neden-om-og-hjem...

Den eneste trøst er, at om et halvt år skal vi turen om igen.

Ved den store sø kan man vinteren igennem få sig en oplevelse, som ikke står tilbage for Paris og Moulin Rouge - endda uden en skilling på lommen. Når man står der i mørket og kigger ind mod byen med dens festlige belysning, kan man føle sig som en fremmed fra en fjern planet, der forundret kigger på de røde lys fra en uendelig række af biler som defilerer forbi.

Er de i højt humør derinde i kabinerne?
Er det slaver, som indespærret i deres bur har opgivet yderligere modstand?
Eller er det bare fortravlede lønmodtagere, som efter dagens nederlag skal hjem i en helvedes fart?

Den tynde is på vandet lyser svagt og minder med sin skæve facon om en surrealistisk urskive Dali kunne have malet (gemmer den monstro på hemmeligheden om tidens gang?). Damer og mænd, der tungt stønnende pumper afsted i al slags vejr, er med til at forstærke oplevelsen af intime detaljer fra underverdenen. Når man på denne måde bevæger sig rundt om søen mellem de mørke træer, kan man ikke undgå at blive påvirket af den mystik og sensualitet som stedet udstråler efter solnedgang. Og så siger man, den mørke tid er trist...

Hvorfor ta' ud for at kigge på verden, tilmed til kæmpehøj pris,
tænk der er tosser der går rundt og ønsker, at de ku' ta' ned til Paris.
De sku' hel're rette kursen mod Rue de la Sax,
og så bruge af rembursen i Rue de la Sax.
Her er vin og kvinder og stemning, her er alt til billigste pris,
hvorfor fanden så være tosset og ta' helt ned til Paris.

Sådan sang det lette kavalleri, og uden tvivl har det skaffet kunder i butikken, selvom meget er forandret siden dengang. Dog, når det kommer til selve attraktionen, er alt stadig ved det gamle...

Skadedyr er der heldigvis mange af her ved søen - krage og allike f.eks. De får allernådigst lov at leve - bliver ikke reguleret - som det ellers er trenden ude i det åbne land, hvor der hæges om retten til at plaffe løs, når man rammes af lyst og trang, eller bare er sur i skralden.

Kragefugle afskydes som fjender af staten, godset og den private parcel. Desuden fanges de i fælder, hvor fuglen kan se frem til en strangulering efter militære retningslinier - en såkaldt civil pas-si-vi-se-ring. Til gengæld kan kræet, som en sidste tak for ulejligheden, føle sig beæret over at blive ekspederet som skadevoldende vildt. Med titel og honnør.

Jeg fortsætter min tur rundt om søen, gamlingen fortæller alligevel ikke mere. Hans kone er død for nogle måneder siden, så meget siver ud, derfor er udfaldet mod vejret måske forståeligt.

Og alliken får sin orm.

 

Diverse Index

 

Til forsiden

 

2003.Marts.31