Det gik udmærket godt på New Zealand indtil det konservative parti overtog regeringsmagten. Derefter gik det ufattelig godt, eller hvad man skal kalde det. Kunne det samme ske herhjemme?
Indlæggene på denne side er hentet hos SiD:
- Gå ind på SiD's hjemmeside,Kurt Starlit
- brug søgefunktionen,
- søg på "New Zealand" og "det newzealandske eksperiment".
2003.Juni.15
=====================================================================
TEMA: DET NEWZEALANDSKE EKSPERIMENT =====================================================================
Bolværk mod privatisering
Lav sol over Auckland. En blå, blå himmel suger den sidste varme op af jorden, og temperaturen sniger sig ikke meget over frysepunktet denne formiddag. Frost kommer ikke på tale, selv om det er den koldeste tid på året, men kiwierne, som newzealænderne stolt kalder sig selv, synes altså, det er koldt.
Dick Dunsmuir virker dog ikke påvirket af vejret, bortset fra de 30 års udendørs arbejde, der er tatoveret i hans ansigt. Han er havnearbejder og tilhører dermed en af de lønmodtagergrupper, der har mærket forandringerne i New Zealand - først og fremmest loven om beskæftigelseskontrakter fra 1991.
Den betød blandt andet, at alle fagforeningernes privilegier blev strøget, og at den FN-sikrede ret til kollektive forhandlinger blev gjort afhængig af arbejdsgiverens sindelag. Mange virksomheder udnyttede de nye muligheder for at ansætte medarbejdere på individuelle kontrakter, hvor vilkårene var klart ringere end i overenskomsten. Men Dick Dunsmuir har sagt nej til at lade sig binde, og i dag er han løsarbejder.
- Da loven kom, faldt lønningerne. Indtil da fordelte vi jobbene mellem os i en pulje, men pludselig skulle vi sælge os selv til de forskellige selskaber. Når de otte timer var gået, kunne man føle sig tvunget til at blive længere - ellers ville selskabet bare finde en anden, som var parat til at gøre det for en endnu dårligere løn, siger han.
Ifølge Dick Dunsmuir er det ikke ualmindeligt, at folk arbejder 60-80 timer om ugen, og timelønnen kan variere mellem 12 og 30 newzealandske dollars i timen (42-105 kroner).
- Før i tiden kunne man nøjes med 20 timer om ugen. Ja, der var mange, der ikke arbejdede mere end 15, siger han med et tørt grin.
New Zealand til salg
Dick Dunsmuir er stadig medlem af havnearbejdernes fagforening, Waterfront Workers Union (WWU). Og denne dag er han på arbejde for Auckland Stevedoring Company, der har hans fagforening som medejer.
- Loven om beskæftigelseskontrakter har fået os til at agere anderledes. Vi prøver at slå dem på deres egne betingelser, siger WWU's formand Dennis Carlisle.
Udenlandske stevedoreselskaber har for længst slået sig ned langs Aucklands havnefront, men selve havneselskabet, Ports of Auckland, er fortsat offentligt ejet og dermed et særsyn i New Zealand.
- Aucklands befolkning har kæmpet for at bevare havnen på offentlige hænder, fordi overskuddet går tilbage til det regionale kontor. Det er lykkedes, fordi politikerne i Auckland-regionen har været bange for ikke at blive genvalgt. Men kampen er ikke slut, siger Terry Ryan, der er faglig sekretær i WWU.
Han er ikke i tvivl om, at havnen i givet fald vil blive solgt til et udenlandsk selskab.
- Alt i New Zealand bliver solgt. Vi har mistet investeringer for milliarder af dollars, fordi pengene i stedet bliver sendt til England, USA og Australien. Hele landet er efterhånden på udenlandske hænder, siger Terry Ryan.
Strejketrussel hjalp
Fagforeningen, som har kontor to minutters kørsel fra havnen, tæller cirka 1.000 medlemmer på landsplan - heraf knap halvdelen i Auckland. 40 procent arbejder i dag på individuelle kontrakter.
- I 1991 blev ordet "fagforening" strøget fra ordbogen, som Dennis Carlisle udtrykker det.
I 1999 genvandt Labour-partiet regeringsmagten, og sidste år blev loven om beskæftigelseskontrakter afløst af en ny lov om beskæftigelsesrelationer. Dermed genvandt fagforeningerne nogle af deres rettigheder, blandt andet retten til at strejke for at få en kollektiv overenskomst - uden arbejdsgiveren kan ansætte skruebrækkere.
Den mulighed udnyttede havnearbejderne i forsommeren, og havneselskabet Ports of Auckland er nu gået med til at forsøge at samle de individuelle aftaler i en kollektiv overenskomst.
- Siden 1991 har det mest været op ad bakke, men en del af vores medlemmer har trods alt bevaret deres arbejdsvilkår, som er klart bedre end gennemsnittet. Vi er langsomt på vej tilbage til det, vi var, siger Dennis Carlisle.
Lagt på nettet 22. August 2001
=====================================================================
Privatiseringer med bagslag
Peter Andersen, peter.andersen@sid.dk
KONGRES:
Privatisering giver normalt penge i statskassen. Men i New Zealand, hvor 40 statsvirksomheder er blevet solgt de sidste 10 til 15 år, har privatiseringerne ramt som en boomerang.
Det fortæller Paul Goulter, faglig sekretær i CTU, der er New Zealands pendant til LO. Han fik stående bifald, da han på SiD's kongres havde redegjort for den politiske udvikling i sit hjemland.
Ifølge Paul Goulter overvejer den labour-ledede regering, der kom til magten for to år siden, at købe dele af de privatiserede områder tilbage for at opretholde en rimelig service - for eksempel inden for luftfart og jernbaner. Aktuelt er der risiko for, at godstransporten i dele af landet vil blive lukket, fordi den ikke er rentabel.
- Gevinsten fra privatiseringerne er i høj grad brugt til skattelettelser, så hvis regeringen skal købe virksomheder tilbage, skal pengene lånes i udlandet. Og gælden er stor i forvejen, siger han.
Paul Goulter fortalte kongressen, at de 40 statsvirksomheder over årene er blevet solgt for et samlet beløb på 19,9 milliarder newzealandske dollars. I dag er deres værdi opgjort til næsten det dobbelte, svarende til 125 milliarder danske kroner. En stor del af pengene er betalt som udbytte til de overvejende amerikanske, australske og britiske ejere.
Lagt på nettet: 19. September 2001
=====================================================================
Ulven i fårepelsen
Ove Weiss, politisk kommentator ved DR's P1,
Tegning: Peter Jensen
Dagens Politik
I en af de første udgaver af Pia Kjærsgaards partiblad, Dansk Folkeblad (juni 1997), står der en hyldestartikel til de kolossale omvæltninger, som New Zealand har gennemført for at skabe økonomisk vækst.
Hestekuren betød blandt andet, at alle offentlige støtteordninger blev fjernet, at stort set al statslig virksomhed blev privatiseret, at al regulering af markedet blev ophævet, at fagforeningernes magt blev fjernet, og at skatten blev halveret.
Sidste år besøgte en delegation fra SiD New Zealand, og resultatet blev blandt andet en rapport om den hurtigste sociale og økonomiske nedtur, noget land i verden har oplevet i nyere tid. På kun 15 år lykkedes det den konservative regering at omdanne New Zealand til et skamferet og nedbrudt velfærdssamfund, som altså for mindre end fem år siden var Dansk Folkepartis mønstermodel.
Dansk Folkebedrag
Dansk Folkepartis hyldest til det forliste eksperiment i New Zealand bringes i en ny bog, udgivet af Gyldendal og skrevet af journalisten David Trads, i en periode leder af Jyllands-Postens Christiansborgredaktion og fra 1. maj chefredaktør på Information.
Det forlyder, at bogens arbejdstitel var "Dansk Folkebedrag", men undervejs blev den ændret til "Danskerne først!", et slogan, som ellers kunne være undfanget af Dansk Folkepartis evigt opfindsomme pressechef, Søren Espersen, til brug i en valgkampagne.
Titelskiftet skyldes formentlig, at et generelt stemplende ordspil på titelbladet lidt for nemt ville kunne affærdiges som en overdrivelse. I værste fald kunne den oprindelige titel aflede opmærksomheden fra forfatterens klare dokumentation af misforholdet mellem det billede, Dansk Folkeparti gerne tegner af sig selv, og så den virkelighed af højrepolitik, partiet reelt står for.
Lavere dagpengesats
David Trads fristes alligevel til at kalde et af slutkapitlerne "Det store bedrag". Det bringes lige efter et uddrag af et omfattende interview, som Trads i 1997 havde i Jyllands-Posten med Pia Kjærsgaard. Det er i den korte, kontante stil:
Spørgsmål: - Skal dagpengesatsen være lavere, end den er i dag?Måske er det interviewet med Kjærsgaard, der har inspireret David Trads til bogen, som er velskrevet og skarp i analysen.
Svar: - Ja, det synes jeg, at den skal.
Spørgsmål: - Væsentligt lavere?
Svar: - Det kan jeg ikke sige. Men jeg synes også, det er lidt utidigt at diskutere dagpengeydelsen.
Spørgsmål: - Er kontanthjælpen til bistandsmodtagere for høj?
Svar: - Her bør man også tage individuelle hensyn. Den kan være højere for nogle og lavere for andre.
Spørgsmål: - Lavere for de fleste?
Svar: - Ja, givetvis.
Medie-elitens svigt
Men i den øvrige presse gjorde interviewet tilsyneladende ikke indtryk. Med få undtagelser har medierne taget Dansk Folkepartis forsikringer om sig selv som de svages værner for pålydende, selv efter lynfinansforliget med VK-regeringen om grønthøstermetoden i den offentlige sektor.
Den kritiske, sammenlignende journalistik har været fraværende i forhold til partiets principielle holdninger og til de agerendes fortid som fremtrædende medlemmer af Fremskridtspartiet. Tværtimod er det udprægede højrepartis lancering af sig selv som nyt arbejderparti ukritisk taget som bekræftelse på, at højre-venstre-aksen er knækket. Og at Dansk Folkeparti er et midterparti.
Medie-elitens uvillighed til at grave i den politiske substans er bemærkelsesværdig.
Arven efter Fremskridtspartiet
Pia Kjærsgaard var i 12 år politisk ordfører for Fremskridtspartiet og i ti år partiets leder. Til op i midten af 1990'erne forfægtede hun synspunkter som for eksempel afvikling af efterlønnen, bortfald af børnechecken og nedskæringer i boligstøtten, især til det almennyttige byggeri. På socialområdet ville Kjærsgaard finde store besparelser. Hun mente, at "socialpolitikken skal have et yderst begrænset sigte."
Arvegodset fra Fremskridtspartiet blev i vidt omfang overført til Dansk Folkepartis principprogram. Men efterhånden som medansvaret for den kommende regeringsdannelse tegnede sig, følte partitoppen, at programmet var belastende.
I begyndelsen af 2001 blev en arbejdsgruppe, anført af Peter Skaarup og Mogens Camre, bedt om at udarbejde et nyt arbejdsprogram. Formålet var at signalere en bevægelse væk fra de rabiate formuleringer. Arbejdet foregik helt uden om årsmødet sidste efterår. Arbejdsprogrammet fik navnet "Fælles værdier - fælles ansvar" og blev på et sommergruppemøde i september - to måneder før valget - uden omsvøb ophøjet til partiets nye program.
Anmeldere har kritiseret David Trads for, at han bruger for gammelt materiale til sine sammenligninger. Men den kritik skyder ved siden af. Indtil for mindre end et år siden tonede Dansk Folkeparti rent flag - siden har ulven luftet sin fårepels.
Fedtet udlændinge-kompromis?
Men bindingen til regeringen rummer en stor fare for det tidligere protestparti, som nu færdes hjemmevant på de bonede gulve i regeringskorridorerne.
Den største risiko ligger i et fedtet udlændinge-kompromis med regeringen. Hvis de såkaldte stramninger ikke fører til mærkbart fald i antallet af nye flygtninge og familiesammenføringer, er Dansk Folkeparti trængt op i en krog. Pia Kjærsgaards seneste trusler om at sabotere næste års finanslov tyder på, at partiet er klemt.
I sin konklusion begrunder David Trads, hvorfor ordet "bedrag" falder ham i pennen, når han skal karakterisere landets tredje største parti:
Det er et bedrag, skriver han, at kalde sig et folkeparti, når partiet styres af en lille selvbestaltet klike.Dansk Folkepartis svar er faldet prompte og med ventet ordvalg: Bogen er elitens, de politisk korrektes konklusion. Og forfatterens konklusion er for så vidt også overflødig. For bogens egentlige styrke er, at den fremlægger materiale til læserens egen sammenligning. Med tanker på, at Dansk Folkeparti fik 413.987 stemmer ved sidste folketingsvalg.
Det er et bedrag at postulere, at Danmark kan lukke sine grænser for flygtninge og at udstille alle udlændinge som fundamentalister.
Det er et bedrag at postulere, at man er et socialt ansvarligt parti, når sympatien for Fremskridtspartiets gamle politik stadig dominerer.
Det er et bedrag at ville sænke skatten og samtidig skrue udgifterne i vejret.
"Til op i midten af 1990'erne forfægtede Pia Kjærsgaard synspunkter som for eksempel afvikling af efterlønnen, bortfald af børnechecken og nedskæringer i boligstøtten."
Lagt på nettet: 02. Maj 2002
=====================================================================
Film om New Zealand landet rundt
Peter Andersen ;peter.andersen@sid.dk
SiD's formand og næstformand rejser i den kommende tid rundt til medlemsmøder for at diskutere den politiske udvikling i lyset af de forandringer, der har fundet sted i New Zealand. Samtidig vises filmen "New Zealand-eksperimentet".
New Zealand
Havnearbejderen Dick Dunsmuir (billedet) er en af dem, der har mærket de sidste 10-15 års forandringer i New Zealand. Da Fagbladet sidste år besøgte landet på den anden side af jordkloden, kunne han fortælle, at en stor del af hans rettigheder som lønmodtager med ét slag var blevet fjernet med den såkaldte lov om beskæftigelseskontrakter, der blev indført i 1991.
Den betød blandt andet, at retten til en kollektiv overenskomst - og til at strejke for at få én - forsvandt, uanset at det af FN regnes som en grundlæggende menneskerettighed. Resultatet var blandt andet et markant fald i lønningerne, der pressede Dick Dunsmuir og hans kolleger til at arbejde ekstra - nogle gange 60-80 timer om ugen.
Loven var blot en brik i det, der er blevet kaldt det newzealandske eksperiment. Det blev sat i gang af socialdemokraterne i Labour i midten af 1980'erne, og fik for alvor fart på med de Konservative ved roret i 1990'erne, og stoppede i 1999, da Labour genvandt regeringsmagten. Labour indledte et langsommeligt og langt fra afsluttet arbejde med at genopbygge et velfærdssamfund.
Kiwien på gaden
New Zealands nyere, politiske historie er blevet til en kortfilm, "New Zealand-eksperimentet", som er lavet af instruktøren Hans Kragh-Jacobsen og finansieret af SiD. Dick Dunsmuir er ikke med i filmen, som varer cirka en halv time, men han kunne lige så godt have været det. Den består først og fremmest af interviews med "kiwien på gaden" - newzealændere, som har gjort deres egne erfaringer med forandringerne på arbejdsmarkedet, i skolesystemet, sundhedssektoren, og hvor de i øvrigt har fundet sted. Udsagnene er kædet sammen med billeder fra New Zealands storslåede og sammensatte natur. Til gengæld er filmen næsten klinisk renset for politikere og ekspertkommentarer.
Stor interesse
Samtlige SiD-afdelinger har modtaget en videokopi med tilbud om, at de kan få en indleder fra Forbundet til at introducere filmen på et medlemsmøde og sætte den i relation til de politiske forandringer, der har fundet sted herhjemme, siden Venstre og de Konservative overtog regeringsmagten.
I det omfang, det er muligt, vil det blive SiD's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, eller næstformand Steen Andersen. Alternativt informationschef Lennart Weber eller cheføkonom Kai Vangskjær, som begge har besøgt New Zealand. De første medlemsmøder har fundet sted, og Kaj Vangskjær fornemmer, at der er stor interesse.
- Det er mit indtryk, at folk bliver chokerede, når de ser filmen. Nogle af de ord og begreber, der høres i filmen, kan de genkende fra den hjemlige politiske debat, siger han.
Filmen har også vakt interesse uden for SiD's rækker. Kaj Vangskjær har blandt andet deltaget i et medlemsmøde i HK, og efterspørgslen har været så stor, at det har været nødvendigt at lave et ekstraoplag af videoen.
Det er ikke for sent at benytte sig af tilbuddet om at få en indleder ud. Man skal blot kontakte Lennart Weber eller Kaj Vangskjær i SiD på telefon 33 14 21 40.
Lagt på nettet: 16. Oktober 2002
=====================================================================
Svært at styre det frie valg
Peter Andersen, peter.andersen@sid.dk
Det vil på alle måder være en dårlig idé at indføre et system, hvor pengene følger borgeren. Det mener Jens Asp, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og forfatter til rapporten "Det newzealandske eksperiment", som blev udgivet i forbindelse med SiD's kongres i september.
I begyndelsen af 1990'erne indførte New Zealand frit valg af folkeskole og var på vej til at gøre noget tilsvarende på sundhedsområdet. Det førte ikke alene til øget social ulighed - mod forventning viste det sig også at være ineffektivt.
- Der var store problemer med at fastsætte og administrere det beløb, der skal følge borgeren, og det var svært at styre kapaciteten. Nu er man så i færd med at rulle processen tilbage, skriver han i rapporten.
På skoleområdet blev der først indført en ensartet sats, der skulle følge den enkelte elev, men det betød, at især mange små skoler med relativt store faste omkostninger måtte lukke. Siden forsøgte man at rangordne skolerne, men det øgede søgningen til de skoler, hvor taxametertilskuddet var lavest, fordi mange mente, at opdelingen var udtryk for skolernes kvalitet. Dermed blev det umuligt at planlægge elevgrundlaget, og i dag er man gået tilbage til et zonesystem, der minder om det danske.
I 1993 blev de 23 hospitaler omdannet til statslige aktieselskaber for at skabe konkurrence. Man regnede med, at de ineffektive hospitaler ville lukke, og at de tilbageværende skulle omdannes til private selskaber, samtidig med at der blev indført brugerbetaling. Men hospitalernes gæld steg, og lokale politikere og borgere ville ikke acceptere, at deres hospital skulle lukke, så de blev holdt i live med ekstraordinære tilskud. I dag er privatiseringen opgivet.
Lagt på nettet: 31. Oktober 2001
=====================================================================
Den gale retning
Jeg har set filmen "Eksperimentet New Zealand". Det var virkelig en film, der gav stof til efter tanke. Jeg vil bare lige opfordre alle (der endnu ikke har set den) til at gå ned i jeres lokale SiD-afdeling, hvor I kan låne den, og få den at se.
Til dem, der ikke har set den, og heller ikke får det gjort, vil jeg super kort lige resumere:
I 1980'erne skiftede New Zealand regering (der på mange områder minder om den, vi har fået), siden da er landet gået total bankerot. Ti procent af landets befolkning lever fedt, mens resten knap nok har til det daglige brød. Alting er blevet privatiseret. Selv fagbevægelsen hænger med rumpen i vandskorpen. Har man ingen arme i New Zealand, ja, så er der sgu heller ingen småkager. Men er Danmark egentlig ikke også på vej i den retning? Det tror jeg.
Hedvig-Tora Mortensen
Lagt på nettet: 27. November 2002
=====================================================================