Crowfullness
Jeg havde engang en formningslærer. Den flinkeste mand. Kun én ting kunne gøre ham virkelig ond: Kragefugle i haven.
Af Morten Beiter
Han lavede fælder for dem, og når de var fanget, kom han væltende ud som en minotaur og kværkede dem med sine bare hænder.
»Så gør de ikke mine fugle fortræd,« sagde han.
I Ringkøbing har vi ikke mange alliker, gråkrager eller husskader, og ikke på grund af formningslæreren, som for længst er død. De er forvist til bygrænsen af deres slægtninge, rågerne, som i ynglesæsonen holder til i en stor koloni i den lokale park Alkjær Lukke. Rågerne er fredede fugle, men ikke mere, end at man kan få lov til at skyde deres unger på redekanten, hvis man har lyst. Eller »regulere«, som det hedder. Og reguleringslysten er rigtig stor i Ringkøbing, hvor der næppe er noget, som kan gøre en haveejer mere rasende, end når der flyver en sort fugl fra rockerborgen hen over hans Webergrills Lebensraum og udstøder et »Råå«.
Forholdet mellem råger og ringkøbingensere er cirka det samme som mellem italienere uden for regionen Toscana og toskanerne, hvis man da skal tro den for længst afdøde tysk-toskanske forfatter Curzio Malaparte.
I bogen Maledetti Toscani, Forbandede toskanere, skriver Malaparte:
Ingen holder af os... Måske er det fordi, de ikke føler sig som vores ligemænd. Eller måske er det fordi, at når de andre græder, så griner vi, og hvor de andre griner, dér står vi bare og betragter dem grine, uden at blinke, i stilhed: indtil grinet fryser til is på deres læber. Over for en toskaner føler alle sig ubehageligt til mode. Et gys går gennem deres knogler, koldt og tyndt som en nål. Alle kigger sig omkring, foruroligede og mistænksomme. En toskaner åbner døren og kommer ind? En forlegen tavshed møder ham, en stum uro trænger sig på, dér hvor der var glæde og fortrolighed. Én toskaner er nok til at forvandle en fest, et bal, en bryllupsmiddag til en trist, tavs og kold ceremoni. En begravelse bliver med én toskaners deltagelse til en ironisk ritus: blomsterne begynder at lugte ubehageligt, tårerne størkner på kinderne, sørgedragterne ændrer farve, selv familiemedlemmernes sorg smager af spot. Blot der blandt publikum er én toskaner med sit lille smil om munden, bliver taleren forvirret, og ordet punkteres på hans læber, hans håndbevægelser lammes på halvvejen. En general taler til sine soldater om hæder, om ’Kongen og Fædrelandets udelelige gode’? Hvis der fra soldaterne langt nede i nederste række er en toskaner, som kigger på ham, så bliver generalen straks forvirret, stikker sin sabel i skeden, ruller flaget sammen og går sin vej.
Stor var bekymringen da også i Ringkøbing for nogle år siden, da der skulle afholdes pinsegudstjeneste i parken.
»Man må håbe, at rågerne i Alkjær Lukke viser respekt og holder næb en times tid,« stod der i den lokale sprøjte.
Måske holdt rågerne avisen. Nogen må jo gøre det. I hvert fald var der ro under forkyndelsen af gudsordet. Men dette forhindrede ikke voksne, alvorstunge mænd i få uger senere at indtage underskoven og skyde hundredvis af rågeunger ned fra rederne, som det hvert år sker i maj og juni.
Kriteriet for at dø på denne måde som råge er af en eller anden grund, at man endnu ikke kan flyve. Døde eller lemlæstede falder fugleungerne ned og rammer skovbunden, og hvis jægeren kan finde dem, inden han skal hjem til aftensmad, tager han dem med og flår brystet af dem, for rågebryst i fløde er en stor delikatesse, som kun er de færreste forundt. Men det er selvfølgelig larmen, som er grunden til den nidkære bekæmpelse. Som en lokal jægerformand har udtalt:
Alle, som har bare den mindste smule kendskab til råger og den larmende adfærd, som deres yngleaktivitet medfører, er ikke i tvivl om, at det er belastende at være nabo til en rågekoloni.
Rågerne selv ville måske have udtrykt det lidt anderledes, hvis de havde været i stand til det:
Alle råger, som bare har den mindste smule kendskab til mennesker og den adfærd, som deres eksistens medfører, er ikke i tvivl om, at det er belastende at være nabo til et villakvarter.
Men uanset hvad, er det at komme i parken under rågedrabet som at bevæge sig ind i et maleri af Pieter Breughel den ældre, med endnu levende unger med ituskudte vinger eller ben, som flakser eller humper hjælpeløse rundt i skovbunden. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har fanget og aflivet gennem årene.
Men som regel er der én eller to unger, som kan repareres. Forsommerens små lyspunkter. Jeg tager dem med hjem og fodrer dem, og i løbet af nogle få dage åbner de som regel selv næbbet og sluger alt med hud og hår.
Alt efter hvor jeg har boet og opereret som kragehvisker, har jeg haft husskader, gråkrager og råger på kost, og de fleste af dem er blevet flyveklare.
Rågerne får man aldrig et personligt forhold til. Så snart vingerne kan bære dem, bliver de afhentet af en patrulje af andre råger og ført hjem til broderskabet i kolonien. Fair nok. Men husskader og særligt gråkrager er mere selskabelige og tillidsfulde. De vender hovedet og ser én lige ind i øjnene. Og når man kommer ud i haven om morgenen og udstøder et »kraa«, kommer de flyvende og sætter sig på armen, mens solsortene skælder ud. De stjæler éns mønter, sætter sig i respekt over for hunden og kræver mad til tiden.
Men en dag er de selvfølgelig også væk og vendt tilbage til deres naturlige plads i fødekæden. Og så har man det, som pigen Holly beskriver det i Truman Capote's "Breakfast at Tiffany’s":
’Jeg vil råde Dem fra at elske vilde ting, Mr. Bell,’ sagde Holly.
’Dét var Docs fejl. Han kom altid slæbende med vilde ting. En høg med brækket vinge. En gang var det en voksen los, der havde brækket benet. Men man kan ikke skænke sit hjerte til vilde ting: Jo mere man gør det, jo stærkere bliver de. Indtil de er stærke nok til at løbe ud i skoven. Eller flyve op i et træ. Og så et højere træ. Og så i himlen. Sådan ender det, Mr. Bell, hvis De giver Dem til at elske vilde ting. Det ender altid med, at De står og glor op i himlen.’
Fuldstændig sådan er det. Jeg ved, det lyder håbløst. Men har man først kigget en gråkrage ind i øjnene, er man for altid forandret. Som jeg engang læste på en østrigsk ølbrik: »Hast ein Kaiser. Bist ein Kaiser.« Måske er det, fordi man kommer i tvivl, om den er klogere end én selv. I hvert fald drages man af det, der er derinde. Til sidst har man i virkeligheden mere brug for den end omvendt. Og når den er fløjet væk, står man og stirrer op i luften som i Breakfast at Tiffany’s, for man kan ikke andet. Hver gang jeg ser en enlig gråkrage på en pæl eller mellem en flok alliker eller måger uden for bygrænsen, tænker jeg, om det mon er Robert Kragelund-Hansen, som den seneste gråkrage hed. Og til sidst blev savnet så stort, at jeg lagde fuglen på Facebook, bare for at have et sted at besøge indimellem.
Jeg klikker mig ind, kigger på billedet af den ædle fugl og siger »kraa«. Det er ren terapi.
Vi kan jo kalde det crowfullness.
ref.:
Weekendavisen, 2013.Uge11
