Næbtold på Færøerne
Artikel fra Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift, 48.årg., 1954:
BETALING AF NÆBTOLD PÅ FÆRØERNE
Uddrag af H.W.Feilden's dagbog.
Salomonsen har i D.O.F.T., 28.årg., 1934, s.100-101 givet en skildring af forhandlinger og bestemmelser vedrørende næbtolden på Færøerne. Et sammendrag af denne skildring findes desuden i "Aves, The Zoology of the Faroes", vol.3, part 2, s.255-256.
Ifølge kongelig anordning skulle alle voksne mænd mellem 15 og 50 år, hvert år aflevere eet ravne- eller andet rovfuglenæb, eller i mangel heraf to næb af krage, svartbag eller storkjove. Hvis dette ikke skete, måtte man betale en bøde, der i 1872 var på 4 mark. Efter rettergangen brændtes alle næbbene offentligt.
I sin dagbog, ført på en rejse til Færøerne i 1872, har den engelske ornitolog H.W.Feilden givet en levende skildring af betalingen af næbtold på Østerø. Det følgende er et uddrag i dansk oversættelse af dagbogen fra d. 17.maj 1872.
Handlingen foregår i Selletræ på Østerø.
Efter en pibe tobak gik dommeren over i et andet hus, hvis dagligstue var blevet gjort til retssal. Alle bygdens mænd samledes omkring dette hus, og - tror jeg - også de fleste af de kvindelige indbyggere.Et forkortet uddrag af denne skildring har Feilden givet i The Zoologist, 2.ser. 1872, s.3220-21.
Dommeren, hr. Hort, sad med cigar i munden ved et bord sammen med sin sekretær; skrivematerialet blev lagt frem, og retten blev sat.
Der blev vist hr. Hort den største opmærksomhed og respekt, og dog gik forhandlingerne for sig på en let og frimodig måde. Nu begyndte den interessanteste del af retsmødet. En velvoksen sæk, stopfuld af næbbene af Ravn, Krage, Svartbag og Kjove blev sat frem på gulvet.
Enhver mandlig indbygger på Færøerne er ved lov forpligtet til at fremlægge eet ravnenæb, to kragenæb, to storkjovenæb eller to svartbagenæb hvert år, når dommeren besøger øen. For hvert manglende næb betales 4 mark til kronen.
Da ravnen er en meget sky fugl, var der forholdsvis få - kun 46 - ravnenæb i sækken. Antallet af mænd i alle de aldersklasser, hvor næbtold er påbudt, er 520.
Kun 309 ravnenæb, eller værdimæssigt tilsvarende næb, blev fremlagt, således at 211 personer skulle betale en bøde, hver på 4 mark.
Da der kun blev fremlagt 46 ravnenæb og 309 mænd betalte næbtold, følger det at 263 personer betalte med krage-, måge- eller kjovenæb, hvoraf to er lig med eet ravnenæb. Det giver som slutresultat, at der var 526 næb af de tre arter i posen, altså ialt 572 næb.
Blandt ravnenæbbene havde tre særlig interesse, nemlig næbbene af tre kuldsøskende, taget fra en rede på hedestrækningen mellem Selletræ og re.
Et af dem er hvidt - fra nogle autores' Corvus leucocephalus - de andre var normalt farvede, sorte. Jeg bad dommeren, om at måtte tage disse tre næb efter at samtlige næb var blevet talt, men det tillod loven ikke.
Vi fandt imidlertid en udvej, nemlig at jeg betalte 4 mark for hvert næb til sysselmanden, samtidig med at øen Østerø blev debiteret for ikke at have fremlagt det samme antal ravnehoveder.
Resten af næbbene blev omhyggeligt talt op. Jeg tror der var 50 storkjover mellem dem. De fire domsmænd tog næbbene med udenfor, der blev tændt en ild af hø, næret med tjære som blev bragt i underkæben af en grindehval (dette ben bruges ofte som øse rundt om på gårdene).
Næbbene blev overgivet til flammerne, asken blev spredt for vinden, og de samme mænd som havde underskrevet de øvrige dokumenter, bekræftede at næbbene var blevet behørigt tilintetgjort.
- Kenneth Williamsson & Arne Nørrevang
=========================================================================
Uddrag fra artikel af B.Sæmundsson: "Zoologiske meddelelser fra Island" i værket
"Videnskabelige Meddelelser fra Dansk Naturhistorisk Forening i København", bind 97, 1933-34:
Corvus corax varius var. leucopæus
Ravn
Der er et islandsk ordsprog som siger, at hvide ravne og sorte svaner er sjældsynte. Sorte svaner ser man ikke på Island og hvide ravne kun sjældent.
Ifølge en avismeddelelse ("Morgunbladid" nr.29, 1916) blev en hvidspraglet ravn set i nærheden af gården Langarfoss på Myrar i efteråret 1916, og i september samme år blev en lignende (det samme individ?) set ved Reykjavik, uden at man fik noget nærmere at vide om dens udseende.
Omkring månedsskiftet september-oktober 1917 blev igen en broget ravn set flere steder i byens omegn. Jeg prøvede at få den skudt, men det lykkedes ikke. Det sidste jeg hørte om den var, at den var blevet skudt ved stranden udenfor byen nær ved Kleppur, men var faldet i søen, uden at skytten kunne få fat i den.
Jeg så den desværre aldrig, men den øvede fugleiagttager G.Larusson, som dengang var på besøg i hovedstaden, så ravnen en gang på nært hold på Effersey, og ifølge ham var dens farve helt sort, undtagen på vingernes overside, som var ganske hvid.
For nogle år siden fik jeg at vide, at en helt hvid ravn skulle findes udstoppet og opstillet på en gård ved Berufjørdur på østkysten. Jeg gjorde forsøg på at få den erhvervet til samlingen, men uden resultat. Hvorvidt den eksisterer endnu, er mig ubekendt.
Når jeg til det her anførte føjer et tilfælde som Slater ("Manual of the Birds of Iceland", Edinburgh 1901, s.23) omtaler fra Myvatn 1889, så er dermed alt det sagt som jeg har fået at vide om "hvide" ravne på Island i senere tider, og det er ikke mere end at det gamle ordsprog, "hvide ravne er sjældsynte" endnu synes at holde stik.
==========================================
Efter sådan en omgang afstumpet jægermentalitet fra gamle dage, er det helt forfriskende at komme frem til nutidens Sverige, hvor rovfugle og Ravn har mange venner, f.eks. Edvin Nilsson i Gudernes fugl, en afskrift af lyddelen til en film af samme navn.
