Forelskelse i fugleriget
Frit valg?
Zebrafinker, der får lov at stifte familie med en selvvalgt mage, har større succes end fugle, der bliver skilt fra deres udkårne og sat sammen med en anden. Det handler næppe om genetik, men hvad så?
Af Cecilie Cronwald
Mennesker er kræsne, når det handler om at vælge mage, og for mange er det en vanskelig og tidskrævende proces at finde lige præcis den, de vil slå sig ned og eventuelt starte en familie med. Det kan virke sært i et evolutionsbiologisk perspektiv, for er denne kræsenhed ikke spild af tid og energi? Burde vi ikke i højere grad gribe fat i den første den bedste og gå i gang med at formere os fremfor at vente - nogle gange forgæves - på den eneste ene?
Svaret kan måske findes i dyreriget. Her findes mange arter, som finder sammen for livet og i fællesskab tager sig af ungerne, fra svaner og gribbe til kæmperotter og præriemus. Forskere har traditionelt antaget, at den slags dyr vælger mage ud fra forskellige kvalitative indikatorer: at de vælger den flotteste, hurtigste eller stærkeste for på den måde at optimere deres afkoms genetiske sammensætning og dermed dets chance for at overleve.
Helt så enkelt er det dog ikke. Forskning viser, at der ofte er forskel på, hvem de enkelte individer finder attraktive - har man hang til antropomorfisme, kunne det næsten ligne en form for irrationel forelskelse, der er på spil. Forskere har forsøgt at forklare den slags subjektive præferencer, og mange har gættet på, at dyrene mere eller mindre ubevidst går efter den mage, der er mest genetisk kompatibel med dem selv.
Men der kan også være en anden forklaring. Et elegant eksperiment - designet og udført at biologer fra Max-Planck- Institut für Ornithologie i Seewiesen, Tyskland - viser, hvorfor det at danne en succesfuld familie handler om langt mere end genetik.
I det tyske studie, som for nylig blev publiceret i tidsskriftet PLOS Biology, medvirkede 160 zebrafinker, som er kendt for at finde sammen for livet og for at være subjektivt kræsne, når det gælder om at vælge mage. Zebrafinkerne blev delt op i grupper bestående af 20 hunner og 20 hanner, som sammen blev sat ind i en voliere. Her havde fuglene nogle måneder - uden for parringssæsonen - til frit at vælge sig en mage. Når to fugle omsorgsfuldt begyndte at pudse hinandens fjer, betragtede forskerne dem som et par.
Hunnerne fra de par, der kom ud af manøvren, blev herefter delt op i to grupper. Halvdelen fik lov til at blive sammen med den han, de havde valgt, resten blev skilt fra deres udkårne og sat sammen med en anden han fra samme voliere - en han, der ligeledes blev vristet væk fra sin oprindelige mage.
Alle fugleparrene blev derefter sat ind i deres eget bur, hvor de over de næste par måneder knyttede sig til hinanden. Da også de nysammensatte fugle havde etableret sig som par, blev fuglene igen sat sammen i større volierer, hvor de i de næste fem måneder havde mulighed for at parre sig og opfostre flere kuld unger.
Undervejs holdt forskerne nøje øje med parrenes adfærd. De så på, hvor ofte de parrede sig, hvor mange æg der blev befrugtet, hvor mange fostre der overlevede, hvordan de tog sig af de udklækkede unger, og hvor mange unger fra hvert par, der endte med at klare sig.
Der var, som forskerne havde forventet, stor forskel på succesen hos de to slags par: De par, som havde valgt hinanden, fik i gennemsnit 37 procent flere overlevende unger. Men hvorfor?
Forskernes observationer viste, at de ufrivillige par havde næsten tre gange flere ubefrugtede æg, og at betydelig flere af deres unger døde efter udklækkelsen. De fleste dødsfald fandt sted inden for ungens første to levedage, sandsynligvis døde ungerne af sult. På den anden side fandt forskerne ikke nogen forskel i, hvor mange af de befrugtede æg, der gik til grunde, inden de klækkede.
Hvis fuglene havde valgt deres mage ud fra en fornemmelse af, hvem de rent genetisk ville få det mest modstandsdygtige afkom med, ville man forvente, at deres embryoer ville klare sig bedre end de andre pars, men det var ikke tilfældet. De ufrivillige pars afkom døde derimod i højere grad i løbet af de første dage efter udklækningen - en periode, hvor de var ekstremt afhængige af deres forældres omsorg og pleje.
Forskellen så altså ikke ud til at skyldes genetisk overlegenhed, men nærmere kvaliteten af forældrenes omsorg.
Biologerne observerede da også store forskelle i adfærden hos de to forskellige typer af par, blandt andet i kurmageriet. Hannerne i de ufrivillige par var lige så opmærksomme på deres mager som de andre hanner, men de ufrivilligt parrede hunner var mindre modtagelige over for hannens bejlen, og parrene parrede sig sjældnere.
De selvvalgte par udviste også mere såkaldt "harmonisk adfærd" - de var mere tilbøjelige til at følges ad og flyve synkront og tæt på hinanden i luften.
Hanner, som ikke havde valgt deres egen partner, var mere tilbøjelige til at bejle til andre end deres egen mage og brugte desuden mindre tid på at tage sig af reden i de første dage af ungernes liv; netop den periode, hvor de fleste af ungerne døde.
Når zebrafinker finder sammen, ser det altså ud til at handle mere om godt samarbejde og harmonisk adfærd end om særligt stærke genetiske kombinationer. På den måde knytter eksperimentet sig til en række andre studier, der i løbet af det seneste årti har peget på, at personlighed - forskelle i adfærd, som er konsistente over tid - også findes og spiller en vigtig rolle i dyreriget.
Fuglene er ikke de eneste, der trives bedst med deres udkårne. Også studier af mennesker viser, måske ikke så overraskende, at ægteskaber indgået af kærlighed er mere stabile og glade end tvangsægteskaber.
Spørgsmålet er så - både for fugle og for mennesker - om de succesfulde familier er et resultat af, at forældrene er mere motiverede til at samarbejde, eller om der er tale om, at selvvalgte par som udgangspunkt har mere harmoniske personligheder.
ref.:
Fitness Benefits of Mate Choice for Compatibility in a Socially Monogamous Species, PLOS Biology
ref.:
Weekendavisen, uge 40, 2015
