En fugl med fantasi
Odins fugl
Kragers, rågers og skaders evne til at regne den ud er velkendt og lidt foruroligende, men ravne er endnu klogere end de mindre slægtninge. Ravnen har måske ligefrem en bevidsthed.
Af Anne Knudsen
Danske jægere fortæller gerne om, hvor helt igennem umuligt det er at skyde krager, selv om man må fra 1. september til 31. januar. Krager kan nemlig på lang afstand se forskel på en person med gevær og en uden, og det hjælper ikke at bygge skjul eller hytter i nærheden af kragernes kolonier. For krager glemmer ikke, at der er gået nogen ind, og holder sig på afstand, til han er gået ud igen og har forføjet sig uden for skudvidde.
Det går så vidt med kragers intelligens, at de kan tælle. Det hjælper ikke kragejægeren at tage et par venner eller fem med ind i skjulet og så lade dem åbenlyst forlade det igen under kragernes årvågne blik, mens han selv sidder musestille. Kragerne ved, at der gik seks personer ind, og kun fem er kommet ud. Så de venter. Først oppe ved en halv snes løber de sur i tallene.
Husskaden, som på landet er en sky fugl, der omhyggeligt holder sig mellem træerne, når den flyver fra ét sted til et andet, er i byerne, hvor den ikke bliver jaget, så overmåde fuld af selvtillid, at den knap nok gider flytte sig fra fortovet, når man kommer gående. Hvor jeg bor i byen, kigger den frækt op og ned ad de forbipasserende, før den modvilligt hopper en meter eller to til siden - men i mit sommerland ved jeg kun, at der er skader, fordi jeg kan høre dem. Det er sjældent at se den spraglede fjerdragt smutte mellem granerne. Fra kulturarven ved vi, at den tyvagtige skade stjæler glitrende smykker fra vindueskarme, og dét er oven i købet sandt. Skader samler på diamantsmykker - og på ølkapsler. Klogere er den trods alt ikke.
Hvad råger angår - den tredie af kragefuglene, som er udbredt i Danmark - kan modtagerne af regionalstationen TV-Lorry for tiden forlyste sig med den uendelige saga om en rågeplaget kirkegård i det nordsjællandske, hvor selv meget udspekulerede, mekaniske fugleskræmsler ikke kan holde de kirkelige handlinger på et værdigt støjniveau. Begravelser udarter på det mest upassende, og bagefter stjæler rågerne bånd og buketter fra gravene. Menighedsrådet er drevet af fortvivlelse, for nu har EU fredet fuglene.
Jeg har gode venner, som engang tog en nedfalden krageunge til sig, og de sværger på, at den undertiden med vilje afbrød telefonen midt i en samtale eller slukkede for computeren midt i en tekst, hvis den mente, den selv fik for lidt opmærksomhed. Den fik aldrig held til at åbne for vandhanen, men det var kun, siger mine venner, fordi den ingen hænder havde. Den vidste udmærket, hvordan man gjorde.
Det er troligt nok, men mere foruroligende er det, at ravnen, den største af kragefuglene, er langt bedre begavet end de mindre slægtninge. I Østrig har nogle forskere anstillet forsøg med ravne, der viser, at de løser problemer ved hjælp af logisk tænkning. De er faktisk mindst lige så gode til det som menneskeaberne.
Forskerne brugte et stort antal ravne, som enkeltvis blev sat på prøve. Først hængte forskerne en godbid ned fra en gren i en snor, godt på afstand af noget, ravnene kunne sidde på. Dyrene kiggede på arrangementet et øjeblik, og så gjorde de det eneste, der kunne skaffe dem i forbindelse med maden: satte sig på grenen og hejsede snoren opad, satte en fod på det stykke, de havde hejst op, trak endnu et stykke op, stod også på det og så fremdeles, indtil de kunne få den sidste ende af snoren til sig og få fat i godbidden. Den ældste af ravnene var kvikkest til at begynde problemløsningen, men der var ingen af fuglene, der ikke magtede det.
Dét var allerede rigtig godt gået. Men forskerne tænkte, at det jo i teorien kunne være et eller andet bizart instinkt og ikke eftertanke, der var på spil. Så de gjorde det sværere. De bandt igen en godbid fast for enden af en snor og fæstnede den på en gren. Men nu satte de et ståltrådsnet op et par håndsbredder foran grenen og førte snoren næsten en halv meter op over kanten af nettet og ud over endnu en vandret pind, for til sidst at lade godbidden dingle en halv meter neden for siddepladsen på grenen. Og gæt hvad?
Ravnene kiggede på arrangementet en lille stund, og de af dem, som tidligere havde haft held med at hejse en godbid op, besluttede sig nu for at gøre det kontraintuitive - men rigtige - og gav sig til at hive nedad i snoren for at hejse maden opad. De rinkede troligt nok snor ind til efterhånden faktisk at få fat i det attråede objekt. Ravne, som aldrig havde fisket mad op v.h.a. en snor, opgav hurtigt den fantasikrævende opgave, men de erfarne i opad-hejsning var ikke i tvivl om nytten af at trække nedad for at hejse op.
Forskerne gav sig nu til at spekulere på, hvordan de kunne undersøge, om ravnene faktisk tænkte. Det så godt nok sådan ud, men "tænkning" findes jo i flere udgaver. Mange dyrearter er på mystisk vis genetisk kodet til at foretage sig ting, der ser utrolig indviklede ud, men som ikke repræsenterer tænkning. Hvepse er født med at kunne lave hvepseboer, der ser ud, som om de kom fra en designers hånd. De behøver ikke lære det: de ved bare, hvordan man gør.
Andre dyr gør indviklede ting, fordi de har lært dem: vi ser det i cirkus, og vi ser det, når hunden kommer, hver gang ejeren kalder. Men også færdigheder, som kræver indlæring, kan bygge på en ganske begrænset tænkeevne: dyret behæver ikke tænke over noget for at lære at udføre handlinger, hvis afslutning altid er en godbid.
Men ravnene har ikke i naturen lejlighed til at trække nedad - eller opad, for den sags skyld - i lange snore for at få godbidder, og selv om nogle af de unge fugle begyndte med at prøve at snuppe den nedhængende godbid i luften, var dén mulighed helt udelukket i det eksperiment, hvor man skulle trække nedad. De modne ravne eksperimenterede ikke: de satte sig og studerede problemet, før de løste det.
Forskerne ville nu finde ud af, om ravnene vidste, hvad de havde gjort. Det eksperiment som skulle afsløre dét, bestod i, at man jog ravnene væk fra grenen, så snart de havde fået fat i godbidden. Hvis de nu vidste, at maden var bundet til en snor, ville logisk tænkning tilsige dem at slippe den straks, når de fløj op. Hvis de ikke vidste det, ville de beholde maden i næbbet og få den revet ud, når de fløj uden for snorens rækkevidde.
Langt de fleste af ravnene slap faktisk maden øjeblikkelig, selv om et par af de unge fugle var dumme nok til at prøve at tage den med sig. I andre forsøg dokumenterede forskerne yderligere, at ravne kan huske, hvem der så til, da de gemte mad, hvad enten det er mennesker eller andre ravne. De er i stand til at "se for sig", hvad andre ved, og opfører sig i overensstemmelse med denne viden.
Forskerne konkluderer, at ravne vitterlig tænker logisk over de problemer, de bliver stillet overfor. Det er en udfordrende tanke, for det betyder, at de er i stand til at opstille en model i deres hjerne for, hvad der vil ske, hvis de enten gør det ene eller det andet - en hypotese med andre ord - og mentalt gennemspille forskellige udfald, før de skrider til handling. Selv om det ikke er nøjagtig det samme som at have hjernen fuld af begreber, udgør det et væsentligt skridt på vejen til at have en bevidsthed.
Bernd Heinrich & Thomas Bugnyar: Just How Smart Are Ravens?
Scientific American, April 2007.
ref.:
Weekendavisen, 2007.April.13
