RAVNEN - GUDERNES FUGL
Film af Edvin Nilsson, vist i Sveriges TV-2, lørdag 7. juni 1986
Denne tekst er en forkortet version af speakerteksten.
(ord i parantes er egne notater)
(ord indsat i klamme < >, er ord jeg ikke har kunnet oversætte)
- Kurt Starlit
Alle disse lyde er blot en mindre del af ravnens lydrepertoire. Ideen til denne film fik jeg egentlig, da jeg i den tidlig vinter for nogle år siden lå en hel uge i et skjul, for at filme havørnen.========================================
Men selvom stedet fik besøg af både havørn og < >, så blev det alligevel ravnen der gjorde det største indtryk. Dens klogskab og lydrepertoire imponerede mig virkelig, og jeg begyndte allerede på dette tidspunkt at spekulere på at lave en film om ravnen, gudernes fugl.
Fra den tidlige gude-tro kender vi Odins ravne, Hugin og Munin, som hver morgen fløj ud over verden for at spionere. Ved middagstid kom de hjem igen for at berette for Odin, hvad de havde set og hørt.
Endnu større betydning har ravnen haft for Kanadas og Alaskas oprindelige indbyggere. Der findes endda en eskimostamme i Alaska, som tror at ravnen har skabt jorden og alt levende, mennesket incl.
Legenden begynder sådan: "I begyndelsen fandtes kun mørke. Men der sad ravnen, sammenkrøben på den hårde, nøgne mark og vidste endnu ikke, hvilke særlige evner den havde. Men da han flyttede sig fremad, opdagede han at tingene voksede og bag ham. Der voksede planter, vand sivede ud fra
, det steg, dannede åer og floder. Da ravnen havde skabt mennesket, skabte han også renen og andre dyr, som mad til hende (mennesket). Men, sagde ravnen, du må ikke dræbe for mange dyr, ellers blir der mangel på dem".
Nu forlader vi myternes verden, og følger ravnen igennem et år for at se, hvordan den lever nu for tiden her i det nordlige Skandinavien.
Allerede i marts, måske endnu tidligere, kan man se og høre ravnene under deres flyvelege i forbindelse med parringstiden. Hvis der findes brugbare klippefremspring indenfor deres revir, foretrækker de at bygge rede i dem, men eftersom der er mangel på disse klippefremspring i skovområderne, findes de fleste ravnereder i træer. I dagens skovbrug kan der endda blive langt imellem brugbare redetræer, men ravnen er jo virkelig en tilpasningsdygtig fugl, så til og med i sådan en kunstig skov af stål, tråd og porcelain (højsp.mast), kan man søge en plads at bygge sin rede i.
Det er hannen som udsøger redepladsen og begynder byggeriet med et underlag af grene og kviste. Hvis han senere får en hun til at acceptere redepladsen, overtager hun byggeriet. Her i Norbottens indland sker æglægningen normalt i slutningen af april eller i begyndelsen af maj, og 21 dage senere klækkes æggene.
Og nu begynder en travl tid for de voksne fugle. Ungerne synes umættelige og skriger højlydt så snart de voksne fugle nærmer sig (lyder skønt!).
Mellem måltiderne bruges tiden til træning af vingemusklerne og pudsning af fjerdragten.
Mens ungerne er små, fjerner de voksne fugle affaldet fra reden, men senere når ungerne er blevet mere virksomme, sørger de selv for at afføringen havner nedenfor boet.
I vore fire nordligste len er det lovligt at jage ravnen hele året, og det betyder f.eks. at disse ungers (ungerne vises på skærmen) forældre kan slå s ihjel, mens de er ude for at skaffe mad. Specielt ved lossepladser skydes der mange ravne. Personligt mener jeg at ingen dyr bør skydes, mens de har unger i boet, for den pinefulde død som deres unger går i møde, når de hverken får mad eller drikke, burde vi mennesker føle os for gode til at udsætte noget dyr for.
Ca. 35-40 døgn efter at æggene er klækkede, begynder ungerne at kunne flyve. Og naturligvis begynder man med at udforske boets omgivelser. Og ravnene er virkelig nysgerrige når de flyver ud, men selvfølgelig har de meget at lære inden de ser alt, og inden de bliver fuldbårne jægere.
I begyndelsen må de sandsynligvis nøjes med bær og andet, som ikke gemmer sig for deres nysgerrige blikke, måske endda affald fra mennesket.
Mange folkeslags mytologi fortæller os, at ravnen engang var en hellig fugl og derfor blev den også agtet og skildret. Til trods for at ravnen gør en hel del skade, ved at røve kyllinger, lam og smådyr, så anså også almuen at den ikke måtte dræbes eller dens bo gøres fredløst.
"Den som røver ravnens bo, mister selv en ko", hedder det i 1860'erne.
I højsommeren er boet rømmet af den tilpasningsdygtige ravn. Da findes der forskellige insekter i store mængder, bær som modnes, fugleæg og fugleunger...
Men altid når ravne er sammen, to eller flere, og hvis de ikke
, så synes de altid at have en eller anden form for social kontakt med hinanden. Sommetider virker det legende, andre tider irriterende, og de rører gerne ved hinanden!
Denne lille sekvens synes jeg fortæller en masse om ravnen som individ: det ser ud som om det er den nederste fugl som
med den øverste, eller den tigger måske ovenikøbet mad af sin kuld-søster, en del af bevægelserne tyder på det. Efterhånden tror jeg den øverste bliver irriteret, brækker en kvist løs og kaster den efter ravnen nedenunder. For mig ser det ud som om hele handlingen er planlagt, og læg mærke til fuglens selvretfærdige mine, efter at den har fuldbyrdet sit forehavende.
Som tidligere nævnt, tager ravnen både æg og unger af småfugle, selvom de unge ravne ikke har tilstrækkelig rutine til at jage, eller at finde rederne.
Når brombær og
bærer frugt, er der ikke langt til efteråret, og så begynder elgjagten. Overalt i skovene findes der madrester til ravnene. I anden halvdel af oktober eller første halvdel af november falder vintersneen, og nu bliver det svært for mange dyr. Bær og mange andre ting, som før var let tilgængelige, dækkes nu af sneen.
Fugleunger eller andet letfanget bytte, findes ikke mere. Nu lever ravnene hovedsageligt af efterladenskaberne fra de store rovdyr, dyr som dræbes i trafikken eller menneskenes affald på de store kommunale lossepladser.
Her i det indre Norbotten bliver sneen ofte meterdyb, dagene meget korte, kulden streng, -35 grader Celcius er ikke usædvanligt. Nu behøver dyrene meget mere mad for at holde varmen og livet i gang, men samtidig bliver de lyse timer, hvor føden skal skaffes, meget korte. Desuden er tilgangen af føde mindre. Før der kom så mange mennesker til nordkalotten, levede ravn, ørn, fjeldræv o.s.v. hovedsagelig af de rester som de store rovdyr efterlod sig, et forhold som gælder alle steder hvor der er en naturlig balance mellem de vilde dyr.
Nu, hvor ulven er udryddet i Nordsverige, er det i første række los og jærv som dræber de rener, som ravnen senere kan æde resterne af.
Som tidligere nævnt, har jeg tilbragt mange timer på steder, hvor ravne holder til. Og eftersom ravne er meget foretagsomme, oplever man også mange sjove ting, f.eks. har denne ravn fået
på sine fjer, han er jo klart irriteret over det (man hører en forbandet jamren) og gør hvad han kan for at tørre sig af.
Hele dette materiale, som viser ravnen ved elg eller i et kadaver, har jeg optaget i den fjeldnære urskov i Uppmarks området. Jeg har set ravne
med hinanden, eller måske endda kærligt pudse hinanden, med den halvt opædte elgkadaver som midtpunkt, og da har det mange gange føltes som om man er sat flere hundrede år tilbage i tiden.
Samtidig er det svært at acceptere, at så stærke kræfter arbejder på, at afvikle en stor del af disse sidste små urskovs-rester.
De ravne som er i luften.....(ikke hørbart p.g.a. støj)......for de føler sig naturligvis sikre, men når de er alene sammen med især kongeørnen, da virker det som om de viser en helt anden respekt.
I et andet elgkadaver finder vi en havørn. Her er der flere ravne ved kadaveret, og nu er de betydelig mere modige. Havørnen er vel heller ikke lige så smidig og hurtig som kongeørnen.
Når man hører alle disse ravnelyde og ved flere lejligheder fået bevis for fuglens klogskab, så spekulerer man naturligvis på, om de har større muligheder for at kommunikere med hinanden end de fleste andre fugle. Og på, hvor mange af disse lyde er medfødte, og hvor mange som er tillærte.
Nu for tiden har de store lossepladser overtaget størstedelen af rollen som leverandør af føde til ravnen om vinteren. Og takket være at de har adgang til så store rester efter mennesket, er ravnene jo også øget i antal.
Ja nu har vi altså fulgt disse nordskandinaviske ravne igennem et år, og set hvordan de lever, så nu er det vel også på tide at vi forlader Hugin og Munin, når de flyver hjem til Odin for at fortælle, hvad de har oplevet.
Også i Danmark har Ravnen mange venner, bl.a. Knud Nielsen fra Sønderjylland, som har optalt ravne ved deres overnatningssteder og skrevet en rapport om fænomenet i Ravneovernatning.
