HEJREMANDEN, 1
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at få så tæt et forhold til de reserverede fugle som Erik Andersen har.
Men det er han ligeglad med: I starten rystede folk bare på hovedet af mig. Så jeg tænkte: "Jeg skal vise dem!"
Fugle vil ikke være venner med mennesker. Og slet ikke hvis fuglene er hejrer. Men de store fugle i Frederiksberg Have har gjort en undtagelse.
Af Michala Paulli
Foto Mads Ifversen
En høj ubarberet mand med uglet brunt hår og slidte kondisko sætter sin gule Netto-pose fra sig på græsset og retter sig langsomt op. Med hånden for munden udsender han tre dybe, blødt kaldende fløjt. To korte og et langt. Tonerne hænger et øjeblik mellem de høje træer og efterfølges af stilhed. Manden fløjter sit kaldesignal igen, og denne gang får han svar.
Oppe mellem trækronerne lyder et højt skræp, og få sekunder efter kommer en stor gråhvid fiskehejre flyvende - elegant navigerende mellem de slanke stammer. Fuglen strækker sine lange tynde ben mod jorden og lægger i en enkel glidende bevægelse an til landing lige i nærheden af et bord med bænke hvor manden har sat sig.
Efter et par minutter dukker endnu fire hejrer op, og eftermiddagens fodring med indbygget udflugt er i fuld gang. Stedet er Frederiksberg Have i København, og manden med Netto-posen hedder Erik Andersen. Af de lokale bedre kendt som Hejremanden.
En pose moppedrenge
Erik Andersen kender hejrerne i Frederiksberg Have godt. Og de kender ham. I løbet af de sidste fire år har den høje mørke mand oparbejdet en form for venskab med de store fugle som han tilbringer mellem 25 og 30 timer om ugen sammen med. Nogle gange sidder hejrerne på rad og række på tagryggen ved hovedindgangen og venter, når han står af bussen med sin pose fuld af fisk og pålæg. Andre gange, som i dag, kalder han dem til sig inde i haven.
- Skal du ha' en moppe? Hva? En moppedreng mere? Jaa, skal ha' en moppe, pludrer Erik Andersen løs med lav stemme mens han vifter med moppen - et glinsende stykke sild - foran det lange rødgule næb på en stor hejre der er hoppet op på bordet. Den står helt stille og stirrer opmærksomt på ham med sine sorte øjne. Rundt omkring i græsset holder de fire andre og knap så modige fiskehejrer sig lidt på afstand.
- Kom så. Fortæl mig hvad du har oplevet i dag, siger Erik Andersen til hejren på bordet. Den virrer med sin tynde S-formede hals, så de lange sorte nakkefjer bølger, snapper hurtigt fisken og sluger den, før den kvitterer med et kort skræp. Manden slikker fisken af fingrene og efterligner fuglens lyd med sin dybe stemme. Og så er samtalen mellem de to i fuld gang. Hvad de snakker om er der ingen der ved. Ikke engang Erik Andersen selv.
- Det lader vi eksperterne om at tolke. Jeg udstiller bare det umulige, som han selv siger om både snakken og sit specielle forhold til hejrerne.
Efter en stund rejser han sig fra bænken og hanker op i madposen. Alle hans bevægelser er langsomme og uden pludselige ryk - det ser ud som om han gennem tiden har tilpasset sit eget kropssprog til fuglenes. På vejen gennem havens stier følges Hejremanden af sin flok. Én flyver mens de andre blot spadserer bagefter og ved siden af ham på stien.
En rød pølse til deling
20 minutter efter sidder Hejremanden på trappen foran Frederiksberg Politistation et stykke uden for Frederiksberg Have. Tre hejrer har fulgt ham ud af parken, over gaden for grønt lys og hen til den lille politistation. Her sidder den brogede flok og nyder eftermiddagssolen mens de deler en rød pølse fra posen. De tre smukke fugle tager både billarm og forstyrrende cykler med bemærkelsesværdig ro. En forbipasserende cyklist bremser op og kigger nysgerrigt på det særprægede frokostselskab på trappen.
- Det var da lige godt spøjst, det der, lyder det mumlende med et lille overrasket smil, før hun sætter sig op på sin cykel og kører videre.
Til det skiftende publikums store glæde fortsætter dagens udflugt med en tur omkring Frederiksbergcentret og slutter på parkeringspladsen ved Frederiksberg Seminarium. Her fodrer Hejremanden af og siger farvel og på gensyn til den sidste fiskehejre der selv finder vej hen over hustagene og tilbage til parken. De ses igen i morgen når Erik Andersen kigger forbi Frederiksberg Have efter arbejde. Med nye lækkerier i den gule Netto-pose.
TEKST UNDER FOTO:
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at få så tæt et forhold til de reserverede fugle som Erik Andersen har. Men det er han ligeglad med: I starten rystede folk bare på hovedet af mig. Så jeg tænkte: "Jeg skal vise dem!"
TEKST UNDER FOTO:
31.
Så mange hejrer har Erik Andersen haft samlet omkring sig på én gang. Det var på hans fødselsdag, og dagen før havde han fortalt et par af hejrerne at han ville have lidt ekstra lækkert med i posen dagen efter. Og bedt dem sige det videre.
TEKST UNDER FOTO:
Det har kostet Erik Andersen fire års hårdt arbejde at blive venner med hejrerne i Frederiksberg Have. Men heldigvis er der i dag plads til at slappe lidt af ind imellem - for eksempel med en tur på legepladsen.
TEKST UNDER FOTO:
Erik Andersen fodrer hejrerne med fisk og pålæg, som han køber billigt rundt omkring. Han bruger cirka 600 kroner om måneden på at forkæle de forvænte fugle.
ref.
UD & SE, juli 2003
UD & SE udgives af DSB, Sølvgade 40, 1349 København K
