HEJREMANDEN, 2
Erik Andersen har opbygget et fantastisk tillidsfuldt forhold til fiskehejrerne i Frederiksberg Have.
Et forhold som kloge hoveder sagde var umuligt.
Fiskehejrerne i Frederiksberg Have har en trofast ven i den 48-årige Erik Andersen. De menneskesky fugle har i løbet af næsten fem år fået så stor tillid til Erik, at de nogle gange har fulgt ham hjem til hans lejlighed 500 meter fra haven.
Af Torben Schmidt
Foto: Søren Hytting og privat
De sidder i træerne og på hustaget ved hovedindgangen til Frederiksberg Have.
Andre står inde på den store græsplæne og spejder mod indgangen.
De gråhvide fiskehejrer kender deres besøgelsestid, når Erik Andersen dukker op med sin pose fyldt med brød, pålæg og sildefileter efter fyraften.
Erik sætter sig roligt ned på den lange bænk med sin tunge, lidt ludende skikkelse. To hejrer flyver hen og sætter sig på ryglænet. Den ene hopper ned på sædet og nærmer sig. Erik lokker den med en herlig sildefilet. Et lynhurtigt kast med hovedet, og hejren har snuppet dagens første godbid.
Vi fortsætter ind i haven, ned forbi bådudlejningen til græsskråningen ved kanalen. Eriks kaldesignal er tre dybe fløjt, og øjeblikket efter lyder høje skræp oppe fra trætoppene, og tre hejrer kommer elegant svævende og slår sig ned i græsset et stykke fra Erik. Også gæssene trænger sig på.
- De får brød, for jeg kan da ikke bare udelukke dem, siger Erik, mens et par hejrer slås om den samme sildefilet.
- Tag det nu roligt, venner, I skal nok få allesammen.
Og det gør de også, den halve snes fiskehejrer, som i dag er kommet forbi.
- Et gammelt ordsprog siger, at man ikke er bedre end forholdene tillader, siger Erik efter dagens fodring.
- Hvis en hund giver sig til at gø, eller et barn tumler vildt rundt i nærheden, så er hejrerne væk med det samme, og så kan jeg stå her med alle mine talenter. Hver dag er forskellig, og det gør det så spændende. Men det er selvfølgelig noget særligt, når der står 10-15 hejrer i rundkreds omkring mig.
Brød - nej tak
For den 48-årige møbelsnedker på Søborg Møbelfabrik begyndte det hele i juledagene for snart fem år siden.
- Vi har en lejlighed godt 500 meter fra haven, og min kone syntes absolut at jeg skulle gå over og fodre ænderne med noget gammelt brød vi havde til overs.
- Så stod jeg der og delte ud til ænder og gæs, og pludselig dukkede dennehersens gråhvide, storkeagtige fugl op. Jeg smed et stykke brød hen til den. Den kiggede på brødet, den kiggede på mig, så rystede den på hovedet.
- Dengang kendte jeg ikke fuglen, men spurgte en kondiløber der kom forbi.
"Jamen, det er en fiskehejre", sagde han.
- Nå ja, så er det jo fisk den spiser. Men jeg var blevet nysgerrig, og gik hjem og slog op i en gammel støvet bog og læste alt om fiskehejrer. Den spiste også kød. Et par dage efter tog jeg noget pålæg med, men de kendte mig ikke på det tidspunkt. Jeg måtte opfinde mit eget kaldesignal, som jeg var sikker på at jeg kunne ramme hver gang. Og det blev mine tre dybe fløjtetoner.
Erik havde fundet sig en hobby, som betød mere for ham end de 600 kroner det koster om måneden i foder. Han var simpelthen fascineret af de smukke fugle, deres bevægelser, deres flugt gennem luften, deres dans på græsset. Hver dag, undtagen i ferierne, har han trofast besøgt haven og fodret dem efter arbejdstid. Tilliden mellem de sky fugle og Hejremanden voksede, og selvom kloge hoveder sagde, at det var umuligt at komme i nærkontakt med dem, så blev Erik ved med at udvikle forholdet.
Reddet fra døden
- Jeg fik mit gennembrud den sommer for nogle år siden, da jeg reddede en af fiskehejrerne fra at blive kvalt. Den dag kom en af havevagterne, som efterhånden kendte mig godt, løbende imod mig og fortalte, at en af hejrerne havde fået halsen i klemme mellem de træstolper, der danner et lavt rækværk langs bredden. Det var ovre på den anden bred, så jeg hev bukserne af, men beholdt skoene på og gik ud i vandet. Pludselig gik det mig op til halsen, så jeg måtte svømme det sidste stykke.
- Den stakkels fugl sad godt fast, men jeg fik fat om halsen på den lige under hovedet, og fik løftet kroppen op og befriet hovedet. Så svømmede jeg tilbage med den. Vagten var løbet efter hjælp, så jeg satte mig på en bænk med den rystende fugl. Da jeg forsigtigt ville stille den fra mig, krøb den tilbage i mit skød. Det var ligegodt en tillidserklæring.
Øjeblikket var så enestående, at jeg med fuglen i min favn gik ned til bådudlejningen, hvor ejerens søn heldigvis havde et kamera, så situationen blev foreviget. Hejren blev sluppet løs, den overlevede, og jeg tror den har fortalt alle de andre i kolonien, at jeg er en kammerat, siger Erik med et smil.
Med hjem
Med tålmodighed, faste fodringstider og hans genkendelige fløjten har Erik opbygget et enestående forhold til fiskehejrerne.
Han tænkte: "Hvor meget vil de gå med til, hvis jeg udfordrer dem?
Vil de for eksempel gå med mig hjem?"
Han begyndte at finde små grønne græsplæner på vejen hjem, hvor de kunne lande. Med sin fløjten og sine godbidder fik han dem til at flyve efter sig, og lande i de grønne oaser. Og en skønne dag stod der uden for hans gadedør hele tre fiskehejrer, som han gav de sidste fisk.
- Jeg husker, at vores kvindelige nabo kom ud og nær havde fået et chok, da hun så hejrerne stå der på fortovet, inden de lettede og fløj tilbage til haven, siger Erik og ler.
Det er også lykkedes Erik at lokke flere hejrer med sig hen til den nærliggende TV2 Lorry, så han blev filmet med dem. Og det var lige ved, at han fik nogle af dem med til Dronningens indvielse af Frederiksberg Metro:
- Aftenen før havde jeg lokket fire med derover, men på selve dagen var der naturligvis så mange mennesker, at fuglene ikke turde lande, siger han.
Men når han går tur ad stierne i haven eller Søndermarken, har han ofte fire-fem fiskehejrer med på spadseretur.
- Om vinteren plejer jeg at gå ud på skøjtebanen. Så står jeg lidt ude på isen og fløjter efter dem. De kommer flyvende, lander på isen og kurer hen imod mig som Bambi på glatis. Det giver sammenstød og mange sjove situationer.
Et af de største øjeblikke i Eriks liv med hejrerne var dog på hans fødselsdag for et par år siden.
- Jeg har tit fornemmelsen af, at vi forstår hinanden uden ord, men jeg sludrer også med dem. Aftenen før min sidste fødselsdag foreslog jeg, at vi holdt et party den næste dag, jeg skulle nok tage en masse lækkerbidskener med.
- Da jeg dagen efter gik gennem indgangen, og så op mod husets tag på den ene side, kunne jeg tælle 14 hejrer. Så kiggede jeg over mod det andet hustag. Der sad også 14. "Det var dog utroligt", tænkte jeg.
- Jeg fortsatte gennem haven ned til græsskråningen foran Frederiksberg Slot. Hejrerne fløj efter mig og slog sig ned i nærheden. Der kom yderligere tre flyvende, så det blev virkelig et fødselsdagsselskab. 31 hejrer kom med og fløj og dansede omkring mig, mens jeg delte sildefileter ud. Det var uforglemmeligt.
Erik tager sin plasticpose, og vi tager afsked med Hejremanden, som bådudlejeren i Frederiksberg Have kalder ham, og det er vist ikke for meget sagt.
TEKST UNDER FOTO:
Erik Andersen har opbygget et fantastisk tillidsfuldt forhold til fiskehejrerne i Frederiksberg Have.
Et forhold som kloge hoveder sagde var umuligt.
TEKST UNDER FOTO:
Godt 600 kr. om måneden bruger Erik på at fodre hejrerne med fisk og pålæg.
TEKST UNDER FOTO:
Erik med den hejre han reddede fra døden.
TEKST UNDER FOTO:
Når Erik fløjter sine kendte triller ud over haven, er hejrerne straks på vingerne.
Ovenstående artikel stammer fra Ugebladet Hjemmet nr. 49, 1. december 2003, side 140-141.
