Som at se sig i spejlet
Fugle reagerer på alt, hvad vi foretager os. Politik, følelser, revolutioner. Så hvordan går det med dem?
Af Pernille Stensgaard
Forrest på den smalle sti mod fjorden går Hans Meltofte i sin grønne parka med kikkerten om halsen. Født i 1946, fuglemand fra han var dreng, og selvfølgelig blev han kaldt Piphans. "Jeg fandt selv på det," påstår han. Efter seks årtiers opslugthed, en doktorafhandling, artikler, bøger og tillidsposter i toppen af dansk ornitologi er han Mr. Bird og en mand, man har lyst til at stille afgørende, tunge spørgsmål om fugle, for ud over at være "dybt fattige", som Jonathan Franzen karakteriserer dem, er de også dybt besværlige. Afslørende. Som at se sig i spejlet. Fugle reagerer på alt, hvad vi foretager os. De stiger voldsomt i antal eller styrtdykker, uddør eller stabiliserer sig. Og hver gang peger det tilbage på os.
Når almindelige fugle bliver ualmindelige og pludselig rykker over på rødlisten over truede arter, og sanglærken optræder oftere i Højskolesangbogen end i virkeligheden, betyder det noget. Når viben ikke viser sig på marker længere, betyder det noget. Når rovfuglene er vendt tilbage fra de uddøde, betyder det noget. Når vi har langt flere skovfugle, end vi har haft i flere hundrede år, betyder det noget. Noget, vi har gjort. Men hvad? Meltofte er god til at oversætte deres tegn.
Lyset er blændende, landskabet blegt. Her lugter af våde sten og tang. På fjordens rolige vand ligger svaner, pibeænder, edderfugle og måger. Det er så lavt, at man kan gå en kilometer ud, perfekt til fugle, der skal kunne nå planter og muslinger på bunden. Synet får Meltofte til at tænke på en kommende katastrofe: Hvis havet stiger en meter i dette århundrede, forsvinder ikke alene denne typiske østdanske, lavvandede kyst, men også Vadehavet, trækfuglenes kolossale spisekammer i Sønderjylland og det vigtigste, Danmark har at byde på.
Fuglene og tidevandet må rykke en tak længere op på land, som det ville ske naturligt, men det gør det netop ikke i Danmark. Der ligger jo allerede huse. Ikke engang hans eget lille gulmalede sommerhus, som vi netop har forladt, finder nåde. "Det burde slet ikke ligge her, hvor der for 60 år siden var strandenge uden et eneste træ hele vejen langs fjorden. Vi bor her på lånt tid. Stormen Bodil kostede 83 millioner kroner alene her i området, og vi havde selv 55 centimeter vand på stuegulvet. Det er absurd."
Illustration: Carl Christian Tofte, Politikens Forlag.
Collage: Mathias Høeg
Mens Meltofte taler, svinger mit humør fra fortrøstningsfuldt til nedtrykt og forfra. Op og ned som fuglebestande.
"Meget er gået frem de sidste 200 år. Vi har flere skovfugle, både i arter og tal, end i flere hundrede år. Men vi har også nye problemer, klimaændringer og en gigantisk biodiversitetskrise, og så koncentrerer vi os om det!"
Han ser ud over Roskilde Fjord og dér - dér "en fingerbredde over horisonten fra venstre mod højre" - kommer en stor regnspove flyvende, hans yndlingsvadefugl med det lange, nedadbøjede næb. Også den blev udryddet som ynglefugl i Danmark i det blodige 1800-tal. Da fuglen blev fredet i 1931, begyndte den omgående at yngle igen. "Det hjælper at gøre noget," siger Meltofte med tryk på gøre.
I skoven bag os kurrer ringduerne. Andre lyde er her ikke. Dem og os. Man kan bilde sig ind at være i Danmark omkring år 1800, hvor Hans Meltoftes nye bog om fuglenes politiske liv begynder, Danmarks fugle gennem to århundreder, skrevet sammen med tre andre eksperter. Dengang hørte man kun vejret, kirkeklokker, menneskers snak, fuglesang og andre dyrs lyde. En stille, anden verden, men før man lader sig overvælde af nostalgi - fuld af sult og brutalitet.
100 års blodbad
Groft forenklet fjernede man dengang fuglene - ved nådesløs jagt og fangst året rundt. Deres æg blev samlet sammen og spist. Man uddelte skydepræmier for at komme "skadelige" arter til livs og "rense" skovene. Københavns 1. skovdistrikt indsendte i 1836 kløerne fra 41 ravne, seks ørne, 162 høge, 14 fiskehejrer og 349 krager og skader. Fugle, der kom i vejen for jagt, for høns og fasaner, for fiskeri, blev opfindsomt og massivt bekæmpet med gift, fælder, ofte med levende lokkefugle, pælesakse, limpinde.
På godset Orebygård på Lolland tjente skovfogeden gode skydepenge ved at udlægge en død kalv om vinteren. Når kragerne havde ædt et stykke tid, blev kalven smurt ind i kødfars blandet med fosformos. Dagen efter kunne han indsamle masser af døde krager.
Efter et 100-årigt blodbad er næsten alle arterne kommet tilbage via lovgivning, en nyopstået følsomhed og ren glæde over fugle. Vi driver ikke den slags rovdrift længere. I dag fjerner man fuglenes levesteder, ikke den enkelte fugl. Som en bivirkning ved effektivitet og virketrang på landet er der sket en "voldsom biologisk forarmelse" i åbentlandsfugle. Det fattigste landskab for fugle er samtidig det mest udbredte: landbrugets 60 procent af Danmarks areal. "Landbruget fylder for meget og dominerer for meget med gødning og sprøjtegifte og kolossale marker uden liv. Desuden laver man dyrefoder på 80 procent," siger Hans Meltofte. "Vi skal hellere dyrke afgrøder, vi selv kan spise."
Omkring 1800 var kun 21 procent af landet opdyrket, resten var overdrev, brakmarker, hede, eng og græsset skov, men folk var sultne, og de frøs. Ingen vil tilbage til dét, heller ikke Hans Meltofte.
I bogen citeres Poul Henningsen for i mellemkrigstiden at sige: "Sådanne dyr, der både stiller krav om ubeboede arealer og ubenyttede værdier, kan naturligvis ikke trives i et moderne, demokratisk samfund." De stod i vejen for hans ideal, det produktive samfund. P.H. forbandt naturbevaring med føleri og tilføjede: "Jeg tror, vi har natur nok til de næste tre millioner år."
Meltofte mener absolut, det kan lade sig gøre at få plads til både mennesker og fugle. Han er en pø-om-pø, lidt-efter-lidt videnskabsmand snarere end revolutionær.
"Der er to løsninger," siger han, mens vi bevæger os hen over de svuppende strandenge, der ligger som en bred stribe mellem Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov. "Den ene er Danmark allerede i gang med. At udpege områder til natur og pleje dem rigtigt, så de ikke gror til. Den anden er, at man begynder at tage et minimum af naturhensyn i produktionslandskabet. Jeg foretrækker begge løsninger på én gang."
Det er fristende at konkludere, at fuglene har vist sig tilpasningsdygtige og er flygtet fra de hårdt dyrkede marker og ind i skove, villahaver, sommerhushaver, byernes parker - alt er bedre end landbruget - men det er ikke de samme arter. Derfor er det både gået frem og tilbage de sidste 200 år med mange flere fugle i skovene og ti gange flere i urørte skove. Meget færre på landet, men flere gange så mange på økologiske brug. Fordi Danmark har fået fem gange så meget skov siden år 1800 og flere tusind gange så mange træer og buske spredt i hele landskabet, især i det før næsten nøgne vestlige Jylland, er der også mange flere skovfugle.
Skovene, som før var små og få, er blevet den fugletætteste biotop, mens agerjorden i høj grad er forladt af alle. I folks private haver er der nu lige så mange træer og buske som i skovene og et rigt fugleliv, men kun for de allermest almindelige fugle.
- Er visse fugle ikke så kræsne, at det er umuligt at stille dem tilfreds i et lille land?
"Det er det så ikke," svarer han tålmodigt. "Engfugle for eksempel kan klare sig med 25 rigtig gode lokaliteter i Danmark, så har vi kobbersnepper, brushøns og ryler. Tipperne, fredet i 1928, viser, at det kan lade sig gøre."
Fordi præcise fugletællinger først findes fra anden halvdel af 1900-tallet, bruger forfatterne stort set alle historiske kilder, der nogensinde har nævnt fugle i Danmark - præster, skolelærere, skovridere, skytter, bønder - for at fastslå, hvor mange fugle og arter der cirka må have været hvor. Og hvad der i det hele taget er sket. Et imponerende detektivarbejde. De gamle citater er skiftevis poetiske og grusomme. Søren Clausager fra Skjernådalen gik som barn i 1880erne i engene i yngletiden og var bange for at sætte foden på jorden for ikke at komme til at træde på en fugleunge. En overvældende rigdom af storke, tredækkere, kobbersnepper, viber, rødben, ryler og brushøner. Alle stærkt savnede i dag.
Clausager husker, at "brushønsene fik deres første knæk, da det (i 1894) blev tilladt at skyde haner i yngletiden, for det var en jagt, alle kunne deltage i. Der blev gravet skydehuller ved skoggerpladserne, og til at begynde med kunne der ovenikøbet skydes flere i et skud. Blev fuglene bange for at komme igen, blev der stillet haner op på pinde og ståltråd, så hønerne blev lokket til, og så gik det godt igen".
Brushanen er i dag en sjælden ynglefugl, som kun yngler ganske få steder.
To engelske fugle- og ægsamlere på besøg i Skjern Å-deltaet beskrev nogenlunde samtidig, hvordan der overalt på landjorden og på vandet lød knald fra geværer. Æg fra ænder og vadefugle, måger, terner, klyder, brushaner, spidsænder og alle de andre blev gennem hele sæsonen samlet i tusindvis "to feed the hungry Jutlander".
Var vi dumme dengang?
Af storken, der i gamle dage havde 20, 30 eller 40 reder i landsbyerne, 135 i Veddum ved Hadsund i 1880, er der mindre end ti vilde par tilbage. Det landbrug er fortid, hvor man så ådale og våde enge, hyppigt slået med le med dræbte padder, mus, snoge, insekter og fugleunger i græsset bagefter.
Først pumpede man vandet ud af moser, sumpe og ådale og lavede dem til enge, og så snart man kunne finde ud af det teknologisk, drænede man engene til pløjejord. Tørlægningen af både land og skov er en af de for fuglene helt store skadelige landskabsbevægelser, men de var også ofre for revolutioner. Hver gang, vi får en ny idé, et nyt behov eller overmandes af særlige følelser, manifesterer det sig direkte i dyrs liv.
"For fuglene var det en katastrofe, da industrialiseringen gjorde det muligt at masseproducere våben, så mange flere havde råd til at købe et. Det blev endnu værre, da demokrati og grundlov i 1849 gav folket lov til at gå på jagt," siger Meltofte. Før var det kongers og adelens privilegium med deres kostbare, håndlavede våben. På deres egen egoistiske facon beskyttede de deres vildt og fugle mod udryddelse for selv at kunne fortsætte jagten.
- Mange af fuglemassakrerne i jeres bog minder om amerikanernes blodrus med bison. De skød mange flere, end de kunne spise. Var vi dumme dengang?
"Man skal have fat i dét begreb, sociologer kalder 'fælledens forbandelse'. Der var ingen begrænsninger for, hvor mange kreaturer du måtte sætte ud på landsbyens fælles jord. Den blev udpint. Og hvis en strandjæger ikke skyder på en flok knortegæs eller spover, så gør den næste det længere henne ad kysten. Det politisk-administrative system var å-r-t-i-e-r om at reagere, og er det også i dag. Politikere hader at være upopulære og lægge begrænsninger på vælgernes udfoldelser."
Fugle i farver
På vej ind i skoven beder jeg om en kort version af hans livslange besættelse. Som så mange andre drenge og piger i 1950erne og 60erne, hvor velstand og naturinteresse steg synkront, satte Hans Meltofte krydser i Fugle i farver. Om søndagen kørte familien i skoven med klapbord, kaffe og kringle, og hans far viste ham rævegrave, veksler og dyrespor.
12 år gammel meldte han sig ind i Dansk Ornitologisk Forening i 1959, da nye medlemmer væltede ind. De var 1.400 dengang, nu er der ti gange så mange. Han husker generalforsamlinger, hvor ældre herrer fra en mere eksklusiv klubtid spurgte: "Hvorfor skal foreningen pustes sådan op?"
På studieture lærte han at bestemme og tælle fugle, og samtidig flettede eventyrlyst og kærlighed til Grønland sig sammen. Han har tilbragt halvdelen af sit liv deroppe. 1.500 kilometer på hundeslæde. Med polarforskeren Eigil Knuth til Peary Land. Og adgang til ukendt fugleland.
Meltofte er uddannet radiomekaniker og søgte til Grønland som meteorologisk assistent på vejrstationer. Han kom steder, man kendte meget lidt til ornitologisk, så han begyndte at skrive videnskabelige artikler og søgte efterhånden også forskningspenge til projekter og ekspeditioner.
"Jeg har aldrig læst på universitetet. Det fantastiske var, at dengang havde man ikke så meget fokus på det formelle."
Efter at have arbejdet på Zoologisk Museum i 16 år som selvlært ornitolog skrev han doktorafhandling. Nu mærker han momentum. En folkelig reaktion efter 25 års ørkenvandring, 2019 med det grønneste folketingsvalg i historien og på få år en eksplosiv interesse for biodiversitet og vildere natur, drevet af unge mennesker i byen.
I havestuen til sommerhuset drikker vi kaffe og ser småfugle flyve ind og ud af mejsekasser og stærekasser, op på foderbrættet. "Alle venter på trækfuglene," siger Hans Meltofte med glad stemme. "Sæsonen er i gang!" Snart kan man se den første rødstjert, den første vipstjert. Naturen går beroligende i ring, og imens forandrer mennesker sig hastigt.
Ref.:
Hans Meltofte, Lars Dinesen, David Boertmann og Poul Hald-Mortensen: Danmarks fugle gennem to århundreder
Et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Dansk Ornitologisk Forening og forlaget Biofolia.
Ref.:
Weekendavisen, 2021.Uge 13
https://www.weekendavisen.dk/2021-13/samfund/som-at-se-sig-i-spejlet
PERNILLE STENSGAARD (f. 1960)
er forfatter og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
Har skrevet i alle avisens sektioner siden 1990 og trives bedst uden faste stofområder.
Skrev sin første bog København - folk og kvarterer i 2002
og har siden skrevet en række bøger om uimodståelige steder og fænomener.
Modtog Gyldendals Faglitterære Pris i 2005.
