Nedenstående kronik har været bragt dagbladet i Politiken.
Den efterfølges af en kommentar fra CykelKurt.
------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------
De glade mordere
Kronik 2007.Maj.27
Jægere er gladere og mere frimodige end de fleste medborgere – det er værd at tænke over, uanset om vi er ’lystmordere’ eller ej.
Af Klaus Rifbjerg
På Amager lå i sin tid en del af kongernes jagtterræn, og mellem kålmarkerne var plantet træer i remiser, beskedne skovstykker, hvor vildtet kunne søge ind og drives ud igen på royal foranledning.
Allerede dengang vidste man noget om vildtpleje, men selv syntes vi, det var lidt underligt, at en lille skov kunne hedde en remise, for det var ellers dér, linje 2 og linje 13 lagde ud over for Gimles Allé og ved siden af Parmagade midt på Amagerbrogade.
I remisen, der lå nærmest det sted, hvor jeg boede, var der ikke meget vildt bortset fra en enkelt kat måske og så de krager, der slog op i fornærmet hvirvel og protesterede, når man gik forbi. En haveforening havde forbindelse til remisen, og om sommeren hørtes sang og bægerklang og harmonikamusik fra inde mellem træerne og ud over de flade agre, der lå mellem Englandsvej og Fælleden. Nu minder en beskeden stikvej med sit navn om de fordums herligheder, jeg tror i hvert fald, der er noget, der hedder Remisevej, mellem cementblokkene og de beskyttede boliger og togtrafikken til lufthavnen og det nu ikke længere så fjerne Malmø.
Hvis vi nu siger, det er halvfjerds år siden, er det næppe overdrevet. Alligevel er forandringen så stor, som om der var gået tusind år – og samtidig er det hele genkendeligt lige under og bag ved de ny kulisser og sætstykker. Undtagen når det drejer sig om remisen, for den er væk ligesom kongelundsjagterne og fasanerierne derude syd på øen, ja selv ser man i dag næppe en cyklende jæger på vej hjem med en fasan på bagagebæreren, som jeg oplevede det som dreng og mærkede hjertet bæve bag skjorten. Jeg er nemlig jæger, og hvis man er til den slags, er jeg faktisk født i Skyttens tegn.
Men der skulle gå mange år fra dengang i trediverne, før jeg for alvor sprang ud og lukkede det ind, mit hjerte slog for. Det skete ved et tilfælde – ikke fordi drømmen var kvast, den havde fået næring ad andre kanaler også – men fordi der var så meget, der af indlysende grunde måtte tages op, så mange udfordringer og omkalfatringer, så meget arbejde, så megen tummel og kone og børn og elektricitetsregninger og husleje og sidespring og karriere, og hvad man ellers får tiden til at gå med, så det blev ikke til noget, ja tanken var vel egentlig slået ud af hovedet.
Telefonen ringede, det var en god ven, der fortalte, at han havde lejet en jagt, som var så tilpas kostbar, at han gerne ville have en makker med til at dele smerten. Sært nok var der ikke nej i min mund, skønt jeg hverken havde jagttegn eller våben eller en fornuftig motivering til at gå med bortset fra den glemte sitren i kroppen, jeg ellers omhyggeligt havde fortrængt.
Det er syvogtredive år siden sådan cirka, og hvad der derefter skete, er så underholdende og interessant, at det godt kan tåle at komme under lup et øjeblik. Jeg har altid været glad for naturen (det billige skidt) og skrevet om fugle og træer og bjerge og havet og himlen. Rent konkret er jeg medlem af både Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening, men da jeg blev jæger, rykkede jeg på en konkret måde nærmere på det hele, både fuglene og naturen i almindelighed. Den romantiske, lettere svævende, mere abstrakte måde at forholde sig til tingene på, det lyriske, forvandlede sig til noget håndgribeligt, intenst, mere udfordrende.
Jeg kunne min Boganis og havde læst om løvejagter både med datteren, Karen Blixen, og hos Hemingway, naturligvis, men det var først nu, det gik op for mig, hvorfor netop deres prosa virkede så effektiv, at de lange naturbeskrivelser hos andre forfattere, man i reglen sprang over, fordi de var så dødkedelige og bremsede handlingen, pludselig blev hovedsagen eller i det mindste en del af den. De havde smidt sentimentaliteten over bord og erstattet den med et nøgternt og nødvendigt nærvær, der også omfattede kontakten med døden, drabet – oven i købet som resultat af en personlig handling.
Jeg er ikke dødsfetichist eller Blut und Boden-romantiker, jeg bliver svimmel og får kvalme bare efter to sider af Hamsuns ’Markens grøde’, til gengæld føler jeg mig udfordret, når jeg står med en forrendt fasan i hånden, som jeg selv har skudt, og tænker på den gigantiske fortrængning, jagtmodstandere afslører, når de på ene side fordømmer jagten, mens de på den anden æder svin og fjerkræ fra de dødsfabrikker, storslagterier må være, og som de aldrig ville drømme om at komme i nærheden af.
Det begyndte uhyre beskedent. Jagten, min ven havde lejet, bestod hovedsagelig af pløjemarker med fed midtsjællandsk muld. Skoven lå rundt om, og en gang imellem trampede vi en hare op. Der var også et par vandhuller, det ene lidt større end det andet. Her roede en halv håndfuld blishøns rundt. I betragtning af lejens størrelse var resultatet temmelig magert, men vi havde det dejligt, og da nogle af naboerne til gården foreslog, at vi måske kunne sætte lidt ænder ud i det største af vandhullerne, slog vi entusiastisk til.
Jeg tror, det drejede sig om halvtreds gråænder, som vi på en fællesjagt jog op og skød, når de havde taget et stort sving ind over skoven og – for nogles vedkommende – vendte tilbage og gik ned på søen. Det var meget lidt storslået, og en del af tiden gik også med at dukke sig, når jægerne på den anden side af søen skød lidt for lavt på de indflyvende ænder. Men det kastede erfaringer af sig, og hvad farten på fuglene angik, var der ikke noget at klage over. De fløj, som de skulle.
Går man de argumenter igennem, jagtmodstandere lægger på bordet, er det mest hånlige det om vildtets tamhed. En enkelt kongejagt er der tilbage i Danmark, men det er helt sikkert, at næste dag står der med store typer på småbladenes forsider: ’Prinsen myrder 200 stakkels tamme fasaner’, eller noget i den retning. Det er muligt, ja endda sandsynligt, at de nedlagte fasaner er opdræt, men jeg kan af erfaring meddele, at tamme er de ikke, og flyve kan de, af og til med op imod 80 kilometer i timen. De kører ikke forbi på samlebånd og bliver skoldet og parteret og flået og barberet og frosset ned som de dyr, vi normalt putter i munden, de kommer farende, og hvis man ikke er en ordentlig skytte, farer de forbi.
Der er næppe den jagtform inden for landets grænser, jeg ikke har deltaget i – det skulle da lige være på vildtkanin og mouflon, som er det eneste vildt, der var jagtbart året rundt, da jeg tog jagtprøven – og det er min erfaring, at 95,7 procent af alle jægere omfatter vildtet med den rette opmærksomhed, det vil sige behandler det med respekt, ja af og til ligefrem med ømhed som noget dyrebart.
Sådan var det også i Færgelunden i Jægerspris, hvor vi var en temmelig stor flok jægere om en jagt med beskedent udbytte, hvor en familie på vej mellem såterne trådte an på dørtrinnet til huset og råbte efter os: »Mordere, mordere!«.
Det forstår jeg godt og kan måske oven i købet sympatisere med holdningen, selv om jeg inderst inde har en fornemmelse af, at jagtmodstandere er en tak mere grusomme end vi andre, fordi de i den grad er i deres følelsers vold og ofte forveksler sentiment med sentimentalitet. I England, har jeg læst, går det så vidt, at dyreelskere er parat til at slå mennesker ihjel for at ’beskytte’ de umælende og åbner minkfarmenes bure for at slippe de indespærrede ud til en frihed, der uden tvivl vil slå dem ihjel og i det mindste skabe en ubalance i naturen af mere eller mindre destruktiv art.
Som sagt: Tiderne ændrer sig, og det gælder ikke bare for denne avis, hvor for ikke så mange år siden jagtstof kunne præsenteres som læseværdigt af f.eks. Carl Haxthausen, mens man nu er stærkt imod – i den højere oplysnings tjeneste, må jeg gå ud fra. Det gælder et godt stykke ind i det politiske også, ja visse partier, der ellers på mange måder ligger hinanden ideologisk fjernt – nemlig SF og Dansk Folkeparti, fører en negativ politik over for jagt og jægere, ikke mindst når det drejer sig om opdrætning og udsætning af vildt til jagtformål.
Jeg har skrevet to gange til SF’s formand, Villy Søvndal, som jeg sympatiserer med, om emnet, men han har åbenbart så travlt med at profilere sig som landets ny statsminister i vindjakke, at han ikke gider svare. Eller også mangler han argumenter. Her er mine:
Der er i Danmark ikke vildt nok til at give et blot beskedent udbytte for de 175.000 jagttegnsbærende, derfor kan det være udmærket i et vist omfang at sætte skydefugle ud i naturen. Det indser man på Vildtforvaltningskontoret på Kalø, og det ved man også i Naturstyrelsen, og selv om DOF og andre steder gerne så al jagt forbudt, er man pragmatisk nok til at indse, at man ikke kan sidde anderledestænkendes ønsker fuldkommen overhørig.
Det har ført til en årelang diskussion mellem de forskellige interessegrupper (hvad man har kunnet følge med i både i pressen og i fagbladene, herunder Dansk Jægerforbunds). Tonen har indimellem været lidenskabelig, hvad ikke kan undre, når man tænker på, hvor mange følelser der er blandet ind i sagen (som jo på mange måder handler om liv og død eller i det mindste om livsformer).
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har oplevet uhumskheder i forbindelse med udsætning af skydevildt: søer forpestet af andeekskrementer fra alt for mange udsatte ænder på et alt for lille område, nedskydning af fugle, der næppe var kommet på vingerne eller simpelthen lå på vandet etc. Men det er undtagelsen, og det vil jeg gerne understrege, for bestræbelsen på at opretholde etisk forsvarlige forhold i jagtlig sammenhæng er mindst lige så lidenskabelig som den, jagtmodstanderne lægger for dagen, når de vil have jagten afskaffet eller begrænset.
Hvad er det så, der sker med det opdræt? Hvad der falder offentligheden mest for brystet er naturligvis de store godsjagter, hvor betalende jægere nedlægger 1.000 eller 2.000 stykker vildt om dagen, hovedsagelig opdræt. Det er en smagssag, om man kan godtage dette ’myrderi’ eller ej, men det korte af det lange er, at for en række af vores store ejendomme er det den eneste måde at overleve på eller i det mindste et meget væsentligt tilskud til driften. Her sikres altså en række arbejdspladser på alle niveauer fra skytte til gårdskarl, fra godsejer til fasanopdrætter, fra patronfabrikant til bøssemager. Om man er slagteriarbejder eller jagtfiskal kan i sammenhængen være fuldkommen lige meget, der kommer døde dyr ud i den anden ende, og de bliver spist uanset drabsmetoden.
Jeg ved ikke, hvad man skal foretrække: en gris eller en kylling, der bliver opdrættet i elektrisk lys på et trådnet næsten uden bevægelsesmuligheder, eller en fasan eller en agerhøne, der bliver udruget og allerede som kylling sat i ud i volierer i naturen og meget snart slippes helt fri? Det ved jeg selvfølgelig godt, men jeg tier og tænker i stedet på et lystigt liv i frihed med maden serveret gratis, indtil man i fuld flugt pakker sammen, dør i skraldet og falder til jorden smertefri og uden en tanke.
Der går som sagt et mægtigt hav af emotioner som en dønning gennem debatten – også uudsagte. Men det ligger i sagens natur, at der ud over den sentimentale ’medfølelse’ ligger en god del gammeldags misundelse på lur. Er det ikke bare de rige, der går på jagt? Er det ikke overklassens kyniske selvtilfredsstillelse, det drejer sig om, når man myrder løs på de uskyldige væsner? Er det ikke som med sælungerne, der får en hakke i nakken, de søde små, som man af hjertet gerne vil beskytte, mens en hel fangerkultur går rabundus?
Der er ingen kongejagter på Amager mere, og det er længe siden, Johanne Luise Heiberg færdedes alene derude for at nyde ’ørknens luftsyn’ mellem kålmarker og remiser. Nu buldrer til gengæld et gigantisk radiohus op til vores fælles forfladigelse, og lur mig, om ikke antijagt dukker op som et selvfølgeligt emne, nu da pop og pis og papir bliver den daglige recept og den altomsluttende sentimentalitet med kongerøgelse og mondæn tut i navlen sættes i højsædet. Vist bliver vi rigere dag for dag under Thor Pedersens ægide, hvorfor vi samtidig skal være dummere og dummere, må Herren vide.
Jeg tror i øvrigt, han har et godt øje til jægere – hvis han altså findes – og det kan undre, at en Blicherspecialist som Jesper Langballe ikke i et af sine (få) klare øjeblikke kan sige til kammeraterne i DF: »Hold nu op med det pjat. Støt jægerne, der er måske oven i købet stemmer at hente blandt de 175.000! Læs Blicher i stedet for, han havde forstand på jagt, og han skrev morsommere end de fleste om fænomenet – ikke bare på den store alhede, men fandeme også på både godser og slotte. Dumhederne kan I overlade til Vindjakke-Villy«. Men måske ville Langballe blive ekskluderet, og det er derfor, han holder mund?
Hemingway sagde: »Det, man har det godt med, er etisk forsvarligt«. Jeg ved ikke, om han havde ret, men én ting står fast: Jægere er gladere og mere frimodige end de fleste medborgere, så uanset om vi er mordere eller ej, ’lystmordere’, er det værd at tænke over. Det er i sidste ende et spørgsmål om balance og nuancer og fornuft. Desværre er ingen af delene særlig værdsat i dag.
ref.:
http://www.politiken.dk/debat/kroniker/article312254.ece
------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------
Kommentar:
Rifbjerg kommer vidt omkring i sin beskrivelse af jagtens lyksaligheder. Uden at være hverken frelst eller vegetar, mener jeg dog godt, at man kan argumentere for, at jagt som minimum skal under kontrol.------------------------------------------------------------------------------------
Om det er nogen hædersbevisning at blive tituleret "de glade mordere", som Rifbjerg gør det i kronikken, kan diskuteres. Rent bortset fra den etiske vinkel på emnet, så glemmer Rifbjerg en vigtig årsag til begrænsningerne af jagt herhjemme, nemlig at mange dyr og fugle gennem utallige års hensynsløs jagt er decimeret eller regulært udryddet; Vildsvin, Kongeørn, Fiskehejre, Musvåge og Ravn for at nævne et par stykker - listen er deprimerende lang.
Det har holdt hårdt i nyere tid at få en række arter fredet, og det er først efter at DOF og andre har gennemført systematiske tællinger, og er kommet med i Vildtforvaltningsrådet, at der kom skred i sagerne. På det punkt har jægerne tilsyneladende ikke haft problemer med i de foregående år at....."sidde anderledes tænkende ønsker fuldkommen overhørig".
Sammenligningen mellem vilde dyr/fugle der skydes i naturen, og så de jammerlige forhold dyrenes bydes på mange slagterier, er ikke helt rimelig. De fleste er enige om, at kød i et eller andet omfang er en ernæringsmæssig nødvendighed, men forhåbentlig er det ikke ensbetydende med et forsvar for uhumske forhold på slagterier. Tværtimod tyder mange forbrugeres valg af f.eks. økologiske varer da på, at mange mennesker virkelig er optaget af dyrenes velfærd.
Ang. jagt generelt, så ville min forståelse for jagtens berettigelse være betydelig større, hvis jægerne i hovedsagen gik (skød) efter de svage individer, på samme måde som rovfugle og rovdyr gør det. Men bortset fra falkejagt og de få mennesker, der jager med bue og pil, gør jægerne faktisk det stik modsatte. Det kan aldrig være godt for en art, at jægeren på denne måde bortfjerner de stærkeste individer.
Rifbjerg glemmer også at fortælle, at jagt har stor indvirkning på fugle og dyrs adfærd. Ringmærkning af grågæs har f.eks. vist, at den samme gås, som flyver op på flere hundrede meters afstand, når man møder den i Skåne indenfor jagttiden, på andre tider af året spiser af hånden i Utterslev Mose udenfor jagttiden. Denne adfærd har selvsagt indflydelse på den (manglende) oplevelse som vi andre ikke-jægere dermed har tilbage.
Ang. udsætning af vildt, så har der i mange år været ført en hårdhændet jagtpolitik på diverse godser herhjemme, hvor man bortskyder alle kragefugle - tidligere også rovfugle - fra godsets område, fordi disse anses for at være potentielle røvere af fasanæg og/eller -kyllinger. Med andre ord må naturen vige for kunstigt opdræt. Det er mildt sagt en uheldig form for naturpleje, som for rovfuglenes vedkommende kun er standset, fordi der kom et lovindgreb (til jægernes store fortrydelse).
Jagt er et mangesidet emne, hvor modstridende interesser ofte støder sammen. Derfor er det også vigtigt at alle relevante sider af sagen bringes frem, inden det store hurra-råb bryder ud til fordel for den ene eller den anden løsning. At Rifbjerg har en personlig glæde ved at gå på jagt er selvfølgelig udmærket, at han (iflg. egen vurdering) har et godt humør er da også glimrende og fint, men der er en række sideeffekter ved jagten, som hører med i vurderingen af dens berettigelse og/eller nødvendighed. Dem burde Rifbjerg måske også tage med i overvejelserne.
------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------
