Kurt's Historie
Det virkelige liv, 1965 - 2005
Kurt & søn Thomas, 1972
Hvordan træder man ud i det virkelige liv efter seks år på en klosteragtig kostskole, hvor vi kun undtagelsesvist kom i kontakt med piger og lokalbefolkning? Det var det, som var grundproblemet for en ung mand på 19 år.
Jeg havde drømt mange søde drømme om at møde den eneste ene, men hvordan gennemfører man en drøm, når man ikke engang har råd til at invitere på en kop kaffe?
Jeg boede nogle måneder i efteråret 1965 på en ungdomspension i Jægersborg Allé (nummer 75 for at være helt nøjagtig), hvor min værelseskammerat havde besøg af sin kusine fra Vordingborg. Hun var en lille lækker gås og vi sendte øjne til hinanden og udvekslede adresser, men længere kom det aldrig. Jeg havde ikke penge til at tage toget ned og besøge hende. Det var de hårde facts.
Arbejdslivet forekom fjernt og uvedkommende. I sommerferierne havde jeg prøvet at omdele post og arbejde på fabrik, men begge dele var så gudsjammerligt kedelige, at det umuligt kunne være den vej jeg skulle gå. Derfor valgte jeg som det behageligste kompromis (troede jeg) at gå i kontorlære hos Københavns Kommunes hospitalsafdeling.
1. august 1965 startede jeg som assistent-aspirant i Københavns Kommune, hospitalsvæsenet. Det foregik i praksis på Sønderbro Hospital (Sundby, Amager) og Kommunehospitalet (Øster Farimagsgade, København K).
På musikfronten var jeg meget opsat på at finde et orkester at spille sammen med - det forekom vel nærmest som det vigtigste i tilværelsen lige nu. Altså gik jeg i gang med at søge. Dengang var mulighederne ikke ret mange, faktisk kun Politiken's rubrik "Teater og Musik søges" og så musikhusenes opslagstavler. "Halvprofessionel" og "rutineret" var kodeordene. De havde ikke altid noget reelt indhold, men var alligevel nøglen til den opringning, man ønskede mest af alt.
Af samtalerne med de forskellige grupper forstod jeg, at de fleste var nødt til at arbejde ved siden af spilleriet (eller vice versa) - ingen kunne leve af at spille pigtrådsmusik. Desuden var beskæftigelsesmulighederne så usikre, at man ikke kunne påregne en bestemt indtægt pr. måned eller lignende. Derfor - til trods for flere muligheder for at blive professionel - afstod jeg fra muligheden. Uden at vide det, var jeg tryghedsnarkoman lige fra begyndelsen.
Læretiden i hospitalsvæsenet varede to år, så mente min chef, at tiden var inde til at sige farvel. Den udviste interesse var for lille, mente han. Og egentlig havde han ret, men hvad var mine muligheder? Altså forsøgte jeg med samme resultat i et forsikringsselskab.
I mellemtiden havde jeg mødt min første kone Brita, vi havde fået en dreng Thomas i maj 1969. Vi havde langt om længe, med fremragende hjælp fra Brita's mor, fået en fin og velfungerende lejlighed i Ballerup. Men vi var begge ufaglærte.
Det er her Revalideringen kommer ind i billedet. Med uvurderlig hjælp og støtte fra Revalideringen kom jeg som 24-årig i lære som radiomekaniker hos SAHVA, Samfundet og Hjemmet for Vanføre i 1970. Det sker på dispensation begrundet i sukkersyge (diabetes) - egentlig skulle man have et større fysisk handicap for at være berettiget til en plads, men i betragtning af min alder og fordi jeg var forsørger (kone & barn), gjorde Revalideringsloven en undtagelse mulig. Tak og lov!
I perioden 1970-74 bliver der ikke skrevet meget i dagbøger og lignende. Det skyldes ikke, at der ikke sker noget. Tværtimod er det en periode fyldt med store oplevelser. En af dem er at arbejde med noget som interesserer mig: lyd og elektronik. Min mester, hr. Johansson, er flink og forstående. Han var forøvrigt tekniker hos Philips da fjernsynet startede TV- udsendelser i Danmark; var bl.a. med til at udvikle det gamle S/H prøvebillede.
SAHVA er m.a.o. meget mere end en almindelig arbejdsplads. Forklaringen er delvis at radioværkstedet ikke nødvendigvis skal give overskud. Har man lyst og evner indenfor et bestemt område, får man lov at dyrke det. Den dag, hvor der skal tjenes skejser, kan tidligt nok komme, synes devisen at være. Min store interesse var forstærkere, højttalere og musikinstrumenter, og jeg kan ganske roligt sige at jeg fik min lyst styret i de fire år på SAHVA. Tak til Johansson & co.!
Det var også i denne periode jeg fik lyst til - og mulighed for - at bygge mit eget lille en-mands studie derhjemme, takket være den indsigt i elektronikken som jeg fik på min læreplads. På et tidspunkt fik jeg (med kraftig hjælp fra Brita) sparet sammen til en gammel, men ekstremt velholdt Revox F-36 båndoptager, som var virkelig god til at lave trick-indspilninger på, d.v.s. at jeg selv kunne spille alle instrumenter, stemmer o.s.v. eet ad gangen. Alle mine lykkelige timer i studiet kan ikke tælles. Et af de få numre som har overlevet tidens tand fra dengang er "Hils Harvey", som må være indspillet ca. 1972.
Min musikalske karriere (hvis man kan kalde det sådan) er en svingning mellem egne musikalske ting derhjemme i studiet, som mit hjerte bankede for (men som jeg ikke kunne se nogen karrieremæssig fremtid i), og så ønsket om at komme "fremad og opad" i branchen. Når man kom ud til prøver med forskellige grupper, var ingen nemlig interesseret i at spille originale ting - det skulle helst være noget som i forvejen var kendt og populært og egnet til dans. Og jeg skal heller ikke gøre mig bedre end jeg er: jeg har nydt at spille for en masse glade mennesker, men altså.....musikalsk var det til at overse. Blandt andet deraf kom splittelsen - ambivalensen - mellem det derhjemme og det derude.
Mens alle disse ting gik for sig, voksede min søn Thomas op og blev større og smukkere, uden at jeg lagde overvældende meget mærke til det. Det var ikke sådan at jeg ikke holdt af ham, men han var ligesom Brita en selvfølge. Jeg tog deres kærlighed for givet. Hvor dum kan man være, vil du spørge, og jeg må svare, at mod den slags kæmper selv guderne forgæves.
En pige blev det også til: 1. august 1979 blev Jannie født på Herlev Hospital, 13. etage.
Brita med klapvogn, ca. 1970.
Thomas, Kurt & H.C.Andersen, ca. 1972.
Thomas & Kurt på skovtur (Brita fotograferer), ca. 1973.
Thomas & Malle ved morgenbordet, ca. 1974
Thomas & Jannie i Århus Friheden, maj 1987.
Vi var i 1980 flyttet ud i et stort rækkehus i Værløse. Der var så god plads at det gav mulighed for at indrette et kælderrum til studie. Her stod orkestergrejet opstillet, når vi indspillede eller lignende. Desværre var vi (Brita og jeg) privatøkonomisk spændt så hårdt for, at jeg nødvendigvis måtte ud og spille, hvis vi (Brita og jeg) overhovedet skulle have lommepenge. Selvom det altså var et dejligt hus, var det en høj pris vi betalte.
Skilsmisse (1984)
Orwell fik ret - 1984 blev året hvor alt gik galt. Først og fremmest foreslog Brita at vi skiltes, hvilket jeg var alt andet end begejstret for. Men selvom det altså ikke var efter mit ønske, skulle jeg selvfølgelig have indset langt tidligere at jeg havde noget at miste...
Kurt og Kragerne (1984)
Omkring samme tid som skilsmissen, begyndte jeg at få interesse for fugle, især kragefugle: Ravn, Krage, Råge og Allike. Det kan bedst forklares ved en trang til at komme tilbage til det oprindelige, ægte - dem vidste man hvor man havde.
Også på dette område har jeg meget at takke Brita for. Det var hende som foreslog mig at blive medlem af Ornitologisk Forening (også kaldet Pipfuglenes Fagforening). Jeg syntes det lød meget snørklet, videnskabeligt og akademisk altsammen, og troede at det kun var for specialister, hvilket dog heldigvis viste sig at være fuldstændig forkert. Foreningen er for alle, som har interesse for de vilde fugle (tamfuglene har deres egen forening).
Hvorfor netop kragefugle og hvorfor netop Ravn? Jeg har altid syntes disse fugle var både smukke og spændende, så da jeg begyndte at læse om dem, gik det op for mig at ravnen tillige var udryddelsestruet. Der fandtes indtil for ca. 100 år siden en variant på Færøerne som kaldtes Hvid Ravn. Så kom en hæslig jæger, og fuglen blev gradvist udryddet, men forinden havde Finn Salomonsen og andre skrevet en del litteratur om fuglen, foruden at skind blev bragt til bl.a. Zoologisk Museum i København. Derinde har jeg taget nogle billeder af den, og afskrevet og oversat (fra engelsk) Salomonsens artikler, og sat det hele sammen til et lille værk: Den Hvide Ravn, som jeg har sendt til forskellige ravne-specialister rundt omkring i Danmark (og i al beskedenhed fået ros for).
Det var også igennen DOF (Dansk Ornitologisk Forening) at jeg fik kontakt med Knud Nielsen fra Sønderjylland. Han er specialist i kragefugle og ikke mindst ravne. Jeg var nede og besøge ham kort før Junior blev født, i december 1985. Vi var sammen ude at se kragerne gå til ro en aften på den store overnatningsplads ved Åbenrå, hvor han har lavet utallige optællinger (det var vanvittigt koldt, jeg havde to par på af alting, men frøs alligevel).
Knud har udgivet rapporter om krage- og ravneovernatninger, rapporter som jeg har hjulpet med at renskrive. At hjælpe med dette arbejde, har været som at kigge mesteren over skulderen. Derfor har det været en ren fornøjelse, kan jeg ganske roligt sige. Senere har han været flere gange her i København og set bl.a. Vestamager, som gjorde et stort indtryk. Det er tankevækkende at vi her i storbyen har flere og bedre naturområder end i det øvrige Danmark (det var ellers noget af en påstand). Lidt har jeg altså kunnet gengælde med.
Ishøj (1984)
Lejligheden, som jeg havde fundet i Ishøj, kan jeg også takke Brita for. Jeg havde meldt mig ind i 117 lejerforeninger o.l., men havde ikke tænkt på noget så fundamentalt, som at kigge i avisen. Det havde Brita. AAB (Arbejdernes Andels Boligforening), som ejer Ishøjplanen (eller Vejleåparken som det hedder nu) havde nogle store annoncer i søndagsaviserne. Man kunne stort set gå ind fra gaden og vælge en lejlighed ud. Det var, hvad jeg gjorde. På et bord lå en tegning af bebyggelsen, med alle lejligheder indtegnet. Jeg kastede mig ud fra ti-meter vippen og pegede på en lejlighed, som lå højt oppe og langt væk - lige hvad jeg havde brug for. Bagefter gik jeg hen og kiggede på lejlighedens beliggenhed, for at finde ud af, hvad jeg egentlig havde valgt...
Ak, hvor kan man føle sig ensom, når man står alene ved det tilfrosne hav nede på Ishøj Strand og stirrer ud i 50 meters sigtbarhed, ingen at komme hjem til, ingen som bekymrer sig - Kurt alene i verden.
Krage søger mage
Selvom jeg gradvist opdagede at der også er fordele ved at leve alene, var ensomheden en trofast følgesvend, og den indre stemme anbefalede at søge videre. Den indre stemme? Ja, den har jeg altid stolet på. Jeg har i virkeligheden aldrig truffet noget valg af betydning selv, uden først at konsultere stemmen. Derfor kom Grete som svaret på en bøn, da vi en kold novemberdag i 1984 skvattede over hinanden. Utroligt så hurtigt man føler sig hjemme hos hende, især søndag aften var slem, når jeg atter skulle slæbe mig hjem til Ishøj og starte en ny uge - alene.
Grete mente ikke hun kunne få børn, men lægen havde alligevel insisteret på at forklare lidt om blomsterne og bierne, samt antydet at den der vom umuligt kunne være kommet alene af at spise gule ærter. Junior var på vej. Han blev født d. 8. januar 1986. Vi boede nu alle tre i Ishøj.
Grete og jeg blev gift den 9. april 1988 på Ishøj Rådhus. Vielsen blev foretaget af borgmester Per Madsen, som er sympatisk både som politiker og menneske. Min mor, Orla, Grete og jeg blev underholdt med Ishøjs historie før selve vielsen. Man fik en følelse af altid at have kendt ham - og så tør han sige sin mening. Der var to "officials" tilstede i lokalet (jeg har glemt hvad sådan nogen egentlig kaldes og hvad de laver) mens vi talte med borgmesteren, men jeg bemærkede at de lavede øjne til hinanden, når emnet faldt på indvandrere og andre følsomme emner. De var tydeligvis ikke enige.
Grete var initiativtager til en række fine rejser, f.eks.
Florida (1992),
Vallonien (1995),
Paris (1997),
Prag (2002) og
New York, New York! (2004).
Billeder:
Kurt, Junior, Grete og Jannie på vej over Vestamager i 1990 - en tur på ca. tyve km. til min mor og Orla i Sundby.
Junior 1990. Han kom ind fra vejen og skulle ha' et-eller-andet i en grusom fart. Så stod Kurt med kameraet og Junior fremviste det sødeste ansigt for at få det overstået (kan man snart få lov at lege).
Kurt & Junior Junior er taget med Kurt på arbejde, ca. 1993.
Helge F., min åndelige guru og gode kollega, tog billedet.
Haveparty
Grete, Junior og Kurt i haven, august 1996 (ren Hollywood).
Gretes 40 års fødselsdag (aug. 1988)
Til sin 40 års fødselsdag holdt Grete et drøn af en fest i rest. Tranehaven i Ishøj. Denne fest var så meget bedre end så mange andre, bl.a. fordi rammerne var i top. En pølsevogn har sin egen rå charme, men Tranehaven har hjemlig hygge trods det store format.
Det var til denne fødselsdag jeg havde premiere som festsangs-forfatter. Jeg havde et år i forvejen sjosket rundt til forskellige spøg og skæmt forretninger for at finde sange til lejligheden, og også købt dem i dyre domme. Men jo nærmere festen kom, des mere krøllede mine stakkels gigtplagede tæer: de sange var sgu for slemme. Hvis man kan tjene penge på at lave sådan noget lort, kunne jeg ihvertfald lave noget der ikke var værre. Som sagt, så gjort. Og jeg synes i al beskedenhed at jeg slap ret godt fra det; især var jeg pukkelrygget af grin mens jeg kæmpede med "Lille Fru. Grete" (mel. Når jeg tænker på lille Alvilda):
vers.....Første gang da fru Grete jeg mødte, strejfed tanken: Andresen, giv agt,Der medfulgte desuden en ordliste til de svære ord. Den er desværre forsvundet, men slå selv op i slangordbogen...
..............ud' fra køknet en duft mig tilstødte, det den duft som gir kvinderne magt.
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og hvordan hun har puslet om mig,
..............ka jeg ikke la vær med at tænke: hvodden kunne jeg undvære dig!
vers.....Nøglen til mandens hjerte er maven, Grete dirker den uden besvær,
..............hun har check på sin gøren og laden, roses hun, sir hun kækt: Åh, la vær!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig.
..............med de retter som hun tit beredte, hvodden skulle jeg undvære dig!
vers.....Første ret var en balje med vælling, dertil gaskål og fynsk haresky,
..............mig og Guffe åd løs som på tælling, åh min Gud, som at fødes på ny!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............med de retter som hun tit beredte, hvodden skulle man så sige nej!
vers.....Anden ret gav os frit valg i kråse, væltet lokum og enke med skæg,
..............godt garneret med død mand på dåse, spøgepels, abesnot, samt et æg.
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............er de retter som hun tit beredte, nok det bedste som overgik mig!
vers.....Til dessert fik vi kylling og soft ice, negerpils, knæhøj karse med slæb,
..............røg i køk'net og slukning med håndbajs, vi blev mæt og gik ned med et ræb!
refr.....Når jeg tænker på lille fru Grete, og de glæder hun skænkede mig,
..............med de retter som hun tit beredte, blir hun fastansat nu her hos mig!
..............(Alje-Kurt)
Et par eksempler på senere festsange:
Jeg drømmer mig tilbage
Torben og Henrik og lille Lars!
Han bli'r femti år i dag
Lile fru Græte(omskrivning 10 år senere)
Oversættelse
Tænk at han fylder atten! (1)
Tænk at han fylder atten! (2)
På frisørsalon (synges som swing)
Bemærk,
at sangene kan formindskes og forstørres efter behag:
1. flyt cursor indenfor vinduet
2. et forstørrelses-/formindskelsesfelt kommer til syne efter et par sekunder
3. klik på feltet
LiNKS
Billeder af Kurt's familie(r) i... Familiefoto
Historien afsluttes i sidste del af Kurt's Historie: Tredie Halvleg
