DEBAT
Nedenstående indlæg er hentet forskellige steder, men har alle relation til lukningen af Skorpeskolen.
-------------------------------------
Frederiksborg Amts Avis 2004.Sept.04:
Skorpeskolen synger på sidste vers
Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk lukker efter 251 år som institution
Hellebæk: Efter 51 år på den smukke Hellebækgård synger Det Kongelige Opfostringshus - i folkemunde kaldet Skorpeskolen - på sidste vers. Skolen er gået fra at være en eliteskole for store drenge til kostskole for både drenge og piger med en vanskelig baggrund, men inden længe er det slut.
Fremover skal Hellebækgård huse børnene fra Terrasserne, en observationsskole i Fredensborg, der hjælper børn med problemer i skolegangen. Begge institutioner er ejet af Københavns Kommune, og det er deres beslutning at nedlægge Skorpeskolen.
- Der er ikke længere brug for en skoletype som Skorpeskolen, forklarer Uddannelses- og Ungdomsborgmester i København, Per Bregengaard.
- Man sender ikke længere børn med problemer væk, nu skal problemerne løses i nærområderne. Vi kan simpelthen ikke skaffe børn til skolen længere, der er ikke behov for det og skolen er alt for stor i forhold til elevtallet, siger han.
Skorpeskolen har haft et omtumlet liv. Skolen blev grundlagt på Christianshavn for 251 år siden, og fungerede i mange år som regulær anstalt, hvor de anbragte børn arbejdede under slavelignende forhold, mens de blev udnyttet som billig arbejdskraft. Adskillige børn bukkede under som følge af sygdomme og virusangreb på grund af den menneskelige afføring, der flød overalt på skolen.
Da skolen flyttede til Hellebækgård i 1953, var den imidlertid blevet omdannet til en slags eliteskole for unge drenge. Det var som regel drenge med et vist akademisk potentiale, hvis forældre ikke havde råd til at have dem boende hjemme. Gennem årtierne ændrede skolen sig fra at huse eliten til i stedet at blive opholdssted for drenge med sociale og faglige problemer. I 1993 besluttede man at følge tidsånden og åbne skolen for piger.
- Sådan har den eksisteret de sidste ti år, men vi kan ikke længere fastholde skolen i den tradition, tiden er løbet fra den, siger Per Bregengaard.
- Men hvis det gamle formål ikke kan opfyldes, så må man finde et nyt. Og selv om børnene fra Terrasserne har lidt andre forudsætninger end de børn, vi har nu, så handler det stadig om at hjælpe børn til en god skolegang, forklarer Per Bregengaard.
I øjeblikket er der fem elever tilbage på Skorpeskolen, men Per Bregengaard regner med, at der er fundet pladser til dem inden for kort tid. Endnu er det ikke afgjort, hvornår børnene fra Terrasserne kan rykke ind i deres nye lokaler, men formentlig vil det ske inden for et halvt år.
kjær
-------------------------------------
Kristeligt Dagblad, 2005.Juni.19:
Mordet på en kostskole for mønsterbrydere
SKORPESKOLEN
Hvis ikke borgmester Bregengaard og Københavns Kommune vil redde Skorpeskolen, må de slippe den hæderkronede kostskole helt fri af de kommunale kløer
Af Jens Chemnitz Povelsen
Skoleborgmester Per Bregengaard (EL) ser ud til at have et politisk flertal på Københavns Rådhus bag sig i sine målbevidste bestræbelser på at få lukket en af Danmarks ældste kostskoler. Det er Skorpeskolen – Det Kgl. Opfostringshus – der blev etableret helt tilbage på Christianshavn i 1753 af Frederik V med daværende udenrigsminister Bernstorff som den udførende kraft.
I de seneste 52 år har Skorpeskolen haft til huse i Hellebæk som hjem og skole for "trængende, velbegavede og flittige drenge", som det hedder i fundatsen for den selvejende skole. Sådan skal det ikke være mere – det er den fremherskende holdning hos politikere og administration på Københavns Rådhus, der gennem generationer har haft driftsansvaret for Skorpeskolen. De sidste skorper er sendt hjem, forstander og lærere er sagt op. Tilbage står et smukt, gammelt palæ, der i slutningen af 1990'erne for over 20 millioner kroner blev renoveret og ombygget til en tiptop-moderne kostskole.
Den officielle begrundelse fra Bregengaard er, "at det ikke er en god idé at samle elever med alvorlige og behandlingskrævende problemer i en så stor enhed". Jamen, det er vel ikke den type elever, der frekventerer Skorpeskolen – i hvert fald ikke når man holder sig til fundatsens fokus på "trængende, velbegavede og flittige drenge".
Men det er her, Bregengaards genistreg åbenbarer sig. Han og hans administration har nemlig helt uden blusel i de sidste mange år ladet totalt hån om fundatsen for den selvejende institution. Man kan selvfølgelig mene, at en sådan fundats ikke lever op til nutidige krav. Men så må man overbevise rette myndighed – i dette tilfælde Civilretsstyrelsen – om nødvendigheden af en fundatsændring. Og dette er aldrig sket. Jeg mener, at Københavns Kommune dermed har forbrudt sig mod loven.
Al ære og respekt for det arbejde, Københavns Kommune gør for at hjælpe belastede unge med svære problemer, så denne gruppe unge i mindre omfang kommer ud i kriminalitet. Men det berettiger ikke myndighederne til selv at være lovbrydere ved at begå selvtægt over for Skorpeskolens grundlag og fundats. Samtidig er det et totalt svigt over for den – måske mere usynlige – gruppe af unge, der vitterlig har brug for nye udfordringer. F.eks. i familier, hvor der af forskellige grunde ikke er det fornødne "sociale overskud" til at skabe de rammer, der matcher den kvikke dreng eller piges behov. Det er ikke en gruppe, der lige passer ind i "trenden" hos Københavns Kommune, men det ændrer ikke på, at der også ud af den gruppe kan komme "tabere", hvis de ikke i tide mødes med forståelse og nye udfordringer.
Netop det var førhen Skorpeskolens store styrke. Og den kunne der godt være brug for at genskabe i dagens Danmark. Skorpeskolen som et sted, hvor begavede unge søger om at få en plads på en kostskole, der – i lighed med tidligere praksis – producerer "mønsterbrydere" på stribe og gør en effektiv indsats for at bryde den negative sociale arv.
Hvis ikke borgmester Bregengaard og Københavns Kommune vil tage den opgave på sig, så må jeg opfordre til, at man slipper Skorpeskolen fri. En gruppe af gamle skorper, der har meget at sige Skorpeskolen tak for, står parate til at videreføre kostskolen i en moderne udgave, der også er i tråd med nutidens behov for tilbud til "trængende, velbegavede og flittige" drenge og piger. Den 29. juni fylder skolen 252 år. Der er brug for handling nu. Før det smukke, men nu tomme palæ i Hellebæk bliver besat. Af skorper eller bz'ere!
Jens Chemnitz Povelsen,
Journalist og fhv. Skorpe-elev,
Fauerholm Allé 10,
Gentofte
-------------------------------------
Frederiksborg Amts Avis 2005.Juni.23: Red Skorpeskolen!
-------------------------------------
Frederiksborg Amts Avis 2005.Juni.29:
Tillykke - skolen lukkes
I dag har Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk 252 års fødselsdag. Sandsynligvis bliver det skolens sidste.
Hellebæk: De veltrimmede græsplæner foran Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk - også kaldet Skorpeskolen - giver ikke umiddelbart indtryk af en tom og lukningstruet skole. Men et hurtigt kig ind af vinduerne fjerner enhver tvivl. Elever og lærere har forladt skolen og den ny-restaurerede bygning står efterladt tilbage.
Indtil den sidste elev i oktober sidste år pakkede sin kuffert og kørte ud af Skorpeskolens indkørsel, var skolen en institution for socialt dårligt stillede børn fra Københavns Kommune. Men nu har er der ikke længere brug for sådan en institution, mener kommunens Uddannelses- og ungdomsborgmester, Per Bregengaard (EL).
- Der var ikke længere et markant behov for den form for institution. Samtidig er det holdningen i kommunen, at man skal hjælpe i nærmiljøet - det vil sige i København - eller på mindre opholdssteder, siger Per Bregengaard.
Koloni - ikke kostskole
Derfor er det planen, at lave et opholdssted af kortere varighed - en såkaldt observationskoloni, hvor børn fra 3.- 7. klasse bor i tre til seks måneder. I den periode skal man udrede, hvilket behandlingstilbud, de unge skal have i fremtiden.
Men den ide strider mod skolens fundats fra Frederik Vs tid. Det mener Opfostringshusforeningen, som er en forening for tidligere elever.
- Vi synes, det er et dårligt projekt. En observationskoloni har ikke noget med en kostskole at gøre. Så det vil kræve en ændring af fundatsen, hvis den plan skal realiseres, siger Finn Johansen, der er formand i Opfostringshusforeningen.
Han og de andre medlemmer tror ikke på Per Bregengaards forklaring om at der ikke længere er brug for Skorpeskolen.
- Der er lange køer i resten af landet til lignende kostskoler. Det tager vi som en målepind for, at der også er behov for Skorpeskolen, siger Finn Johansen.
Går til andre
Opfostringshusforeningen vil nu gå andre veje for at få ændret fremtidsudsigten.
- Nu vil vi råbe mere ansvarlige politikere op. Vi har underhåndskontakt til nogen, og da der snart er overborgmestervalg, vil det være naturligt at inddrage skolen i valgkampen. For der står en topmoderne ejendom, der er velegnet til en institution af den art. Men nu er Per Bregengaard og udvalget vendt rundt på en tallerken, siger Finn Johansen.
Planerne for Skorpeskolen er nu godkendt af Undervisningsministeriet, men før der sker mere i sagen skal Civilstyrelsen vurdere om ideen er i overensstemmelse med fundatsen.
- Jeg tror, det lykkes. Alternativet er at sælge bygningerne, købe obligationer for pengene og dele overskudet ud til fattige og trængende, siger Per Bregengaard.
Det Kongelige Opforstringshus er netop blevet restaureret for over 20 millioner kroner.
J-Lu
-------------------------------------
En opsang i WeekendAvisen 2005.Aug.12: Synd og skam.
WeekendAvisen 2005.Aug.12: Farvel til Skorpeskolen.
-------------------------------------
OHF debatforum, efterår 2005:
Red Opfostringshuset
- der er fortsat brug for en kostskole for mønsterbrydere
af Christian Jelstrup
Det kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse, af mange blot kaldt Skorpeskolen, fejrede den 29.juni 2003 ikke mindre end 250 års jubilæum med stille festivitas. Når alderen som landets næstældste sociale institution tages i betragtning, var festligheden forbavsende upåagtet og rolig. Var dette et forvarsel for den lukning af Skorpeskolen, som skolens bestyrelse og Uddannelses- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune et år senere beslutter at eksekvere?
Det er ikke hensigten her at dvæle ved disse begivenheder; ærindet er at forsøge at påvise årsagerne til, at skolens bygninger på Hellebækgård i dag står tomme, og hvorfor Københavns Kommune gør sig de alvorligste bestræbelser på at få skolen nedlagt. Dernæst plæderes for skolens fortsatte eksistensberettigelse i håb om, at ansvarlige politikere vil ændre den skæbnesvangre kurs – og dermed føre skolen om ikke tilbage til nøjagtigt oprindeligt formål så dog i et nutidigt regi til den præventive rolle, den tidligere spillede for børn og unge i udsatte positioner.
For at forstå udviklingen er det nødvendigt at gå tilbage til 1970´erne. Vilkårene for at drive skolen var disse halvfjerdsere og op gennem firserne sådanne, at Opfostringshuset i ånd, bogstav og praksis fungerede som en selvejende institution, der havde overenskomst med Københavns Kommune. Født formand for skolens bestyrelse var den til enhver tid siddende borgmester for magistratens 1. afdeling. Disse hed på stribe Schmidt, Nebelong, Ahlberg og senest Bregengaard.
I mange år sad en skolekommission med bl.a. skoledirektøren, direktøren for 1. magistrat, en repræsentant fra 3. magistrat, en forældrerepræsentant og to medarbejderrepræsentanter. Forstanderen var uden stemmeret. Han havde pædagogisk og administrativt ansvar og stod altid på møderne til regnskab for planer og skete tildragelser. Til hjælp havde han overordnet en regnskabsfører, og så var der naturligvis en revisor, som ofte kom med meget kort varsel. Disciplinen var stram og effektiv.
Skolens økonomi var groft sagt baseret på bevilling og på de indtægter fra de ”børnepenge”, enlige forældre fik fra det offentlige – samt på op til 12 dagelevers forældrebetaling. Endelig havde skolen selv rådighed over visitationen, blot den levede op til at fremskaffe så mange elever som muligt, hvilket der som regel ikke var problemer med. Hver forsommer blev der holdt optagelsesprøver, hvortil der var stor søgning.
I begyndelsen af firserne strammede samfundsøkonomien til. Som hovedstad og med kraftig arbejdsløshed var Københavns Kommune særlig hårdt ramt, og uden at gå nærmere ind på, om Københavns økonomiske problemer løses fornuftigt eller ikke, så blev en del af resultatet, at man her lagde grunden til afgrunden for Opfostringshuset. Trods krisen fungerede velfærdsstaten så godt, at en enlig mor med en ”flittig velbegavet dreng”, som fundatsen foreskrev, ikke som tidligere behøvede at sende sin søn på Opfostringshuset.
Antallet af ansøgere dalede – i begyndelsen småt, senere markant. Udregnet pr. elev blev skolen for dyr for kommunen, idet der bl.a. skulle ansættes flere pædagoger. På rådhuset besluttede man, at skole nu skulle skaffe drenge fra andre kommuner og mod god betaling tilbyde sådanne poder ophold. Derved kunne omegnskommunerne så at sige ad bagvejen være med til at finansiere Opfostringshuset. Der skulle sælges billetter, egentlig ikke for at redde skolen, men for at spare, for København skulle spare over en bred front overalt, hvor det kunne lade sig gøre. Der var vel nok mere tale om såkaldt kreativ økonomisk tænkning end om panisk handling. Det er ikke til at gennemskue, men det virkede umiddelbart smart – og alligevel var det ikke gennemtænkt.
De elever, som kommunerne sendte og betalte for, var såkaldte ”problembørn”. Det var for kommunerne dyrere end almindelige kostskoleelever og billigere end behandlingskrævende problembørn at få anbragt deres resursekrævende børn/unge på DKO. Hvem blev Sorteper i dette spil ? Det blev Københavns Kommune. De eneste, der scorede, var de kommunale leverandører. De fik eksporteret problemet til en billig penge.
På DKO blev den daglige situation alvorlig. Personalet var overhovedet ikke gearet til at tage sig af behandlingskrævende børn. Indsigten i psykologiske problemstillinger var tilfældig, og kendskabet til behandlingsmetoder var mildest talt ringe. Fra hen mod midten af firserne og de nærmeste år derefter var Opfostringshuset nærmest at sammenligne med en perron på en hovedbanegård. Forstandere, pædagoger og lærere kommer og går.
Konsekvensen blev, at bestyrelsen besluttede at fravige fundatsen, og skolen begyndte fra 1987 at modtage drenge med ”skole- eller tilpasningsvanskeligheder eller problemer af familiemæssig art”. Situationen udvikledes hurtigt til, at skolens eksistens afhang af, om man kunne annoncere sig til at skaffe nok klienter i denne brogede butik. Og denne butik var nu næsten umulig at styre. Noget måtte gøres for at skabe goodwill på et nu temmelig ramponeret image. Den første pige kommer til at bo på skolen. Og flere kommer i hast til. Dette er jo i sig selv et sundt princip, så ingen protesterede.
Næste fald på kvalitetskurven sker, da huset bliver lagt ind under Københavns skolevæsen. Dette burde have været godt, men hvad skete? Skolevæsenet havde nogle problemer, som blev tørret af på DKO. Forklaringen er den, at der på de københavnske skoler i halvfemserne gik et stort antal såkaldte uunderviselige elever. Med et trylleslag fik DKO frataget sin visitationsret, der reelt overgik til PPR, som fra da af helt og holdent kom til at bestemme, hvem der skulle anbringes på DKO. Disse uunderviselige hældes ned i DKO´s belastede last. Det er kronerne og ikke pædagogikken, der tæller. Dårlig planlægning, dårlig styring, og en elendig ledelse kører skolen mod afgrunden.
Og skæbnens ironi er ubarmhjertig. Endelig får skolen en hæderlig forstander, der får rettet op på mange af fortidens synder, og så bliver det i kølvandet af hans bestræbelser, at DKO får nådestødet. Denne nye forstander satser på det hele i ustyrlige ambitioner. Der er dynamik og fart på. Der skaffes penge. Hellebækgård, skolens hjemsted, er nedslidt – og også i den grad. Fonde skyder penge i bøssen. Københavns Kommune med skoleborgmester Per Bregengaard i spidsen bakker op. Ny pædagogik søges indført.
Der indføres tillige supervision, et begreb som indtil da var ukendt på DKO, og der bliver forlangt engagement, og at man indstiller sig helt og holdent på behandlingsopgaven. Nye medarbejdere, søde unge mennesker, ansættes og er ustyrligt rare ved de stakkels unge mennesker, og alle er begejstrede og tændte, men de unge kan ikke noget. Skolen syltes, så ungerne heller ikke kan noget. Slagordene hedder inddragelse, dialog, samtale, empati, omsorg…….alt er kønt, men for overfladisk, så slik- og sodavandskontoen stiger til de sødeste højder, i symbolsk forstand.
Så skal der bygges. Ja, uden ironi: Dette bliver den smukkeste og dyreste restaurering næsten på højde med den på Amalienborg. Et herresæde reddes, og det bliver tilmed funktionelt. Men der er ikke styr på sagerne. De glade pædagogiske amatører har ikke forstand på hverken pædagogik eller økonomi. Den hæderlige forstander, for han er faktisk hæderlig, har for travlt til at få kontrol på bagsmækken. Han kun aner eller lukker øjnene for, hvad der nøjagtigt foregår – har visse fornemmelser og forsøger at skaffe yderligere penge, men han har ikke tilstrækkeligt styr på sine nærmeste medarbejdere. I år 2000 nærmede regnskabsunderskuddet sig de 14 mio kr., og byggeriet blev selvfølgelig dyrere end beregnet. Flere tal kan nævnes, men dette bør være nok til at beskrive situationen, så der er tilstrækkeligt grundlag for at spørge: Hvor var revisionen, hvor var skoledirektionen, hvor var skolebestyrelsen?
Hvordan har sponsorerne det her i 2005 med en nedlægning af DKO, var det en sådan, de sponsorerede?
Offentligheden har her kun fået at vide, hvad der er offentliggjort om denne økonomiske skandale. Der er selvfølgelig adskilligt, som aldrig kommer til at se dagens lys – og hvad skal vi også nu bruge det til? I dag er dette underordnet. Det primære er, at man vil lukke skolen, og på trods af alt, hvad der er sket, er dette en ulykke. Det er i de direkte involveredes interesse, at skolen lukker, så alt dette glemmes, og det er forståeligt. Det er imidlertid ikke personerne, der her er ærindet. Det er sagen.
Derfor kan det ikke være rigtigt at nedlægge dette gamle hæderkronede sociale firma, fordi nogle mennesker, som burde have været mere ansvarlige, under nogle ualmindelige vilkår og omstændigheder fra firsernes lavkonjunktur og halvfemsernes højkonjunktur til i dag har jokket mere eller mindre i spinaten. For netop nu er der brug for Opfostringshuset, næsten som ingensinde tidligere. En række nye undersøgelser har dokumenteret, at der er overordentlig mange børn og unge, som vil have godt af det miljøskifte, som et kostskoleophold indebærer. Det har altid været betænkeligt psykologisk set at fjerne børn i tidlig alder fra hjemmet. Der skal noget alvorligt til, før noget sådant sker. Det bør ske på frivillighedens basis, og kun hvor familien – barnet og forældre - er enige om, at et ophold på Det kongelige Opfostringshus vil være den rigtige løsning for barnet.
Selv justitsministeren har efterlyst initiativer til forebyggelse mod unge, der bevæger sig støt hen mod kriminalitet, hvis der netop ikke gøres en præventiv indsats. Personligt er jeg heller ikke i tvivl. At bevare dette hus er en nødvendig fælles opgave, som tillige i allerhøjeste grad bør have intet mindre end regeringens bevågenhed. Problemet er landsdækkende. Ja i sidste instans tillige et problem i forhold konkurrencen i en globaliseret verden. Derfor må intet mindre end regeringen se at komme ud af hullet og erkende sit ansvar. Den må tage kontakt med Københavns Kommune med henblik på en overdragelse. Undervisningsministeren må træde til med en genopretning af Opfostringshuset i et nutidigt regi, men på fundatsens fundament. Det koster penge, men hvis der ikke satses på den her skitserede løsning, så regn med, at enhver anden løsning vil blive dyrere. Bygningerne står der jo. Slå to fluer med ét smæk! Red skolen, og dæk behovet !
Vi har samfundsmæssigt ikke råd til at lade være. Undervisningsministeren bør have travlt. Chancen for at redde et hus, der står der som en moden frugt, men uden elevindhold, er helt klart den hurtigste, nemmeste og bedste løsning på om ikke alle så en væsentlig del af problemerne. Gribes chancen ikke nu, kan det frygtes, at så går der ikke lang tid, før vi ser nye kriminelle bander dukke op som paddehatte i fugtig jord. Og det vil koste på mange andre ledder.
-------------------------------------
Frederiksborg Amts Avis 2006.Jan.20: Nyt udvalg overvejer Skorpeskoles fremtid.
-------------------------------------
2007.April.20
Foreningens fremtid
Den årlige generalforsamling i marts 2007 behandlede bl.a. foreningens fremtidige mission:
Formanden understregede, at foreningens primære formål fortsat skal være opretholdelse af kammeratskabet og støtten til medlemmer; men derudover mener bestyrelsen, at foreningen bør finde et alternativt mål for den økonomiske støtte, som foreningen hidtil har formidlet til DKO.Referat af generalforsamling 2007
Flere vendte sig mod at støtte et skoleprojekt i Afrika; andre fandt dog forslaget sympatisk. Formanden begrundede forslaget med, at det store behov i netop Afrika, at man kan hjælpe mange for få midler og at støtten kan kanaliseres gennem organisationer som f.eks. SOS-Børnebyerne derhen, hvor behovet er størst.
Formanden bad generalforsamlingen om at bemyndige bestyrelsen til at undersøge relevante støttemuligheder – og de vedtægtsmæssige forhold – med henblik på en endelig beslutning på en senere generalforsamling.
Forslaget blev vedtaget.
-------------------------------------
2007.April.20
Minderne har man da lov at ha'...
Op gennem 1990'erne og ind i det nye årtusind er der med mellemrum oprettet debatfora på internettet, hvor skorper (og pårørende) udveksler minder fra skoletiden, diskuterer emner med relation til skolen, og ikke mindst: den fremtidige mening med OHF foreningen og hele dens væsen. For at gøre disse diskussioner tilgængelige for en undrende eftertid, var det måske derfor en idé at samle disse debatter på OHF's hjemmeside?
Også diverse debatter i medlemsbladet "Skorpen" burde have en plads her.
Formålet med det hele skulle dels være, at gøre stoffet tilgængeligt for alle (skorper), dels at give nutid og eftertid chancen for at sætte sig ind i de sager, som forening og medlemmer på et givet tidspunkt kæmper med.
Hvis foreningen derudover ville agere bibliotek for alt hvad der har med Opfostringshuset at gøre - DKO i alle dets afskygninger, beskrivelser af elever, lærerstab, personale, gamle elevers beretninger m.m. - tror jeg det vil være i alles interesse.
Jeg er klar over, at en del af indholdet i debatterne er af personlig karakter, og derfor (måske) ikke egnet til offentliggørelse, men det kunne en redaktør med ansvar for hele området, vel afgøre. I værste fald (hvilket jeg anser for en nødløsning) kunne adgang til stoffet kræve medlemsskab af OHF.
Ret beset har vi (skorper) vel kun årene på skolen tilfælles. Mindet om dem er til gengæld værd at værne om!
Kurt Starlit
-------------------------------------
Frederiksborg Amts Avis, 2007.Nov.23: Fra Skorpeskole til familieskole
-------------------------------------
Dokumentet er under stadig overvejelse og redigering.
Hvis du derfor ligger inde med oplysninger, som kan gøre dokumentet mere korrekt, så skriv endelig til:
