Om at rode i fortiden, når de ansvarlige er døde
Hvorfor gjorde de andre voksne ikke noget? Det spørgsmål trænger sig på hos børnehjemsbørn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Men det kan være svært for tidligere ansatte at forholde sig til, om de har svigtet.
Af Ulrik Dahlin
"Det har vi måske håndteret forkert, men jeg kan ikke forstå, at det skulle være så vigtigt."
Det siger den 77-årige tidligere overlærer Arne Christiansen, når han bliver spurgt om, hvad han gjorde, da han hørte rygter om, at eleverne på hans skole blev udsat for seksuelle overgreb.
Fra 1968 og frem til 1997 var Arne Christiansen ansat som engelsk- og dansklærer på Det kongelige Opfostringshus, bedre kendt som Skorpeskolen. Samme dag, Arne Christiansen blev ansat, ansatte skolen også en socialrådgiver. Og om socialrådgiveren har tidligere elever på skolen fortalt Information, at han udsatte dem for seksuelle overgreb. En elev har også fortalt, at en anden lærer på skolen beordrede ham til at sutte sin pik, hvorefter eleven blev penetreret.
Men når lærere og pædagoger på Skorpeskolen fra tid til anden hørte rygter, var det åbenbart svært at tro på dem, så tilsyneladende tog ingen af de voksne på skolen sig rigtigt af det.
"Det er jeg stadig vred over," har den tidligere elev Claus Due sagt til Information.
Mange år efter sin skolegang har han hørt fra en tidligere lærer, at flere forældre dengang klagede til forstanderen over socialrådgiverens store interesse for, om eleverne onanerede. Dengang blev der indledt en undersøgelse af socialrådgiveren, men hvorfor den løb ud i sandet, kan eller vil ingen i dag forklare.
Arne Christiansen er en af de få tidligere lærere på Skorpeskolen, der overhovedet vil udtale sig. Andre tidligere ansatte afbryder samtalen hurtigt:
"Vi protesterede dengang, og der var nogle forhør, men jeg vil ikke bidrage til nogen artikel," som en tidligere lærer på Skorpeskolen siger.
En anden tidligere ansat afviser det slet og ret: "Det er løgn. Jeg tror ikke på det."
Selv er Claus Due ikke i tvivl om, at det kunne have hjulpet ham, hvis han havde fået lov til at fortælle, hvad han blev udsat for - i stedet for at skulle tumle med det hele selv i så mange år:
"Hvis de voksne havde spurgt eleverne, om de havde været udsat for noget, så havde jeg fortalt min historie, det er jeg sikker på."
Nu blev han aldrig spurgt, og som han siger:
"Jeg var for bange til selv at gøre det, fordi jeg var sikker på, at de så ville tro, det var løgn. Dengang var pædofili så tabubelagt, at jeg end ikke havde ord til at fortælle om det."
Arne
Arne Christiansen kan godt huske socialrådgiveren, der døde efter et trafikuheld i 1978.
"Jeg kan ikke sige så meget om ham. Han var bøsse og en god kollega, men jeg har ikke anset ham for at have pædofile tendenser. Jeg hørte rygter, men jeg troede ikke på dem," fortæller han og vender tilbage til den side af sagen, som optager ham:
"Det er så lang tid siden, så hvad er formålet med at grave det frem nu? De ansvarlige, altså udøveren og ledelsen, er døde."
Arne Christiansen bekræfter, at der blandt nogle lærere på skolen var mistanke om, at socialrådgiveren var pædofil.
"Vi var i hvert fald så opmærksomme på det, at vi forelagde det for forstanderen, der iværksatte en tjenestemandsundersøgelse. Jeg ved ikke, hvorfor den løb ud i sandet," siger Arne Christensen, der understreger, at han stadig "ikke forstår interessen i det".
Undersøgelsen førte ikke til, at socialrådgiveren blev afskediget. Efter en orlov på et års tid fortsatte han på Skorpeskolen. Den anklage, som en tidligere elev har rettet mod en anden af skolens lærere, vil Arne Christensen ikke forholde sig til.
"Det tror jeg ikke på," nøjes han med at sige.
Arne Christensen vil ikke sværte den daværende forstanders minde. "Han var i alle årene min bedste ven," siger han.
At rode op i fortiden på skolen i dag så mange år efter sammenligner han med højreorienteredes jagt på venstreorienterede, der skal sige undskyld for Stalin-tidens rædsler.
"Herregud, der er ikke noget at undskylde. Man graver bare ting op om folk, der ikke lever mere," siger han.
Kjeld & Ove Henning
En anden, som også gerne vil udtale sig, er Kjeld Kristensen. Han blev ansat på Skorpeskolen i 1964 som pædagog, og han husker, at socialrådgiveren blev ansat for at aflaste forstanderen, fordi denne i en periode var gået ned med stress. Derfor støttede forstanderen socialrådgiveren, der hurtig fik stor indflydelse på skolen. Han var f.eks. den eneste på skolen, der havde kontakt med elevernes forældre, fordi en af hans opgaver var at hente nye elever, der skulle begynde på skolen. Nogen gange skulle eleverne først overnatte hjemme hos socialrådgiveren, således som Claus Due har fortalt om.
"Man fornemmede godt, at socialrådgiveren havde en vis magt over de svage drenge," husker Kjeld Kristensen.
Han husker også, at både pædagoger og lærere protesterede mod, at socialrådgiveren kom tilbage efter sin orlov, og at der blev indledt en undersøgelse.
"Der kom en kontorchef fra Københavns kommunes første afdeling sammen med en sekretær og talte med os alle enkeltvis. Vi sagde alle, det ville være uheldigt, hvis socialrådgiveren vendte tilbage. Men det fik ingen effekt."
Kjeld Kristensen erindrer derimod ikke, om nogle af de ansatte fortalte om, hvad han kalder "de usunde forbindelser" mellem socialrådgiveren og nogle elever.
"Vi vidste godt, at socialrådgiveren tog elever med hjem, men vi vidste ikke, hvad der foregik i hans hjem. Hvis der er sket ting, der ikke skulle ske, nåh ja, det var da uheldigt, men vi kan jo ikke rigtig gøre noget ved det. Han har været død siden 1978, så fred være med ham," siger Kjeld Kristensen.
Selv har han været ungkarl i alle de år, han boede på skolen.
Ove Henning Jensen nåede at være ansat som viceforstander på Skorpeskolen i tre måneder samtidig med socialrådgiveren. Heller ikke han ved, hvorfor undersøgelsen af socialrådgiveren endte med, at han kunne fortsætte på skolen.
Cykelkurt & NN
En tidligere elev på Skorpeskolen kaldet Cykelkurt afviser, at det skulle spille en rolle, at der er gået mange år.
"Man kan sammenligne det med en forbrydelse, begået af en afdød. Skal politiet så indstille efterforskningen," spørger han.
"Krumtappen er, at de misbrugte børn får løftet den mistænkeliggørelse af sig, som den pædofile udsætter dem for: Det var DIN skyld, det var DIG, der lokkede," siger han og forklarer, at pædofile ofte har en opfattelse af, at det er barnet, som er den skyldige, fordi barnet har lokket dem i uføre.
"Uhyrlighederne skal frem i lyset for at forebygge gentagelser. Desuden skal det tegne et realistisk og troværdigt billede af de år, vi gik på skolen, og af det liv, vi havde. Glansbilleder fra skoletiden har vi set nok af," siger han.
En anden tidligere elev, som har valgt at være anonym, fastholder, at når de ansatte på en institution er svage, så giver det plads til pædofile. NN er selv blevet udsat for overgreb fra socialrådgiverens side, og han støtter, at der kommer mere fokus og opmærksomhed på overgrebene.
"Åbenhed er starten på en proces, hvor unge, der dengang blev voldtaget, kan forstå, at det ikke var deres skyld," siger NN og henviser til, at "også i dag er der voksne, som har kendt til overgreb mod børn, men som ikke har gjort noget."
Poul-Erik & Tine
Talsmand for Godhavnsdrengene, Poul-Erik Rasmussen, har selv været udsat for seksuelle overgreb, da han var anbragt på drengehjemmet Godhavn. Han kritiserer, at de ansatte på mange institutioner lukkede øjnene for, hvad der foregik, og han har et bud på en forklaring på deres passivitet:
"Der var pædofile på masser af børnehjem, og efter min mening vidste mange af de andre voksne godt, hvad der foregik. Men de reagerede ikke. Måske fordi ni ud af ti voksne pædagoger på hjemmene ikke havde en uddannelse dengang, men derimod var helt i lommen på forstanderen. Hvis de gjorde én forkert bevægelse eller sagde for meget, så røg de ud."
Foreningen Godhavnsdrengene har brugt mange kræfter på at få en officiel undskyldning fra Danmark for de overgreb, anbragte børn har været udsat for. Hidtil har det været forgæves.
Ifølge Poul-Erik Rasmussen bærer mange tidligere anbragte børn rundt på en angst, som aldrig forlader dem.
"Vi skal have slået fast, at det ikke var børnenes skyld, og jeg tror, at en officiel tilkendegivelse ville betyde meget for mange tidligere anbragte, fordi det så ville stå klart, at det ikke var dem, der var noget galt med," siger han.
"Selv i dag, mange år efter, er der flere, som ikke tør stå frem og tale om, hvad de har været udsat for, bl.a. fordi de i sin tid har fået at vide, at de var fulde af løgn, hvis de sagde noget om det," siger Poul-Erik Rasmussen og oplyser, at i Sverige, Norge, England og Australien har staten sagt undskyld for overgreb mod anbragte børn.
Seniorforsker Tine Egelund fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, støtter, at overgrebene mod anbragte børn nu undersøges til bunds.
"Staten havde jo påtaget sig et forældreansvar for de anbragte børn, og hensigten var jo, at børnene skulle have et bedre liv end det, de havde derhjemme. Derfor var og er det et offentligt ansvar, at de anbragte børn blev behandlet godt," som hun siger.
ref.:
http://www.information.dk/282391
2011.Okt.18
LiNKS
De måske uegnede
Det begyndte, da Kim skulle overnatte hos læreren (Kim Jansson)
Livvagten i skovens dybe, stille ro (Kim Jansson)
Han ville høre om jeg onanerede (Claus Due)
Han fik bule i bukserne, når vi fik smæk (Henrik Mundt)
Skorpeskole-elever blev aldrig spurgt om overgreb
Kriminel pædagogik (Henrik Holsten)
Dagbog fra DKO (Kurt Starlit)
OHF - OpfostringsHusForeningen
Hvis du har kommentarer til denne side,
skriv venligst til:
.
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
