Gullandsgade (1955-59)
Aftenfoto fra Gullandsgade, mens der stadig var gasbelysning og grøft.
Af Kurt Starlit
Størstedelen af Sundby, herunder Gullandsgade hvor vi boede, var et typisk arbejdermiljø med mange mennesker i små lejligheder og nærliggende småindustrier, hvor de fleste arbejdede.
Vi, det er
- Karen, min mor
- Orla, min stedfar
- Mona, min jævnaldrende stedsøster
- Peter, min yngre stedbror
og så mig selv (sagde hunden).
Vi boede i en toværelses lejlighed i hjørnet af bebyggelsen. Det ene værelse var dagligstuen, hvor al form for aktivitet blev udfoldet, herunder Orla's undulater, som fik ynglet sig op på 42 individer da det gik højest.
Soveværelset bestod af to senge på gulvet til de voksne plus tre køjesenge: Peter øverst, dernæst Mona og nederst Kurt.
Cigaretfabrikken
Fra lejligheden kunne vi kigge ind over Chr. Augustinus Fabriker (med ét k!) - cigaretfabrikken, som indimellem kunne lugte fælt.
Udover fabriksbygningerne indeholdt grunden også en stor grøn plæne med store gamle kastainetræer. Desværre var adgang til området forbudt, så ingen børn (eller voksne) fik nogensinde adgang til området, som var bevogtet af en portvagt. Og dog, til fastelavn fik børnene allernådigst lov til at liste op ad trappen til kantinen, hvor tobaksarbejderne sad og spiste (og røg så det dampede). Der faldt mange mønter af deroppe til os børn, selv om vi på denne måde forstyrrede de voksne i deres velfortjente frokost.
Udenfor fabrikkens port stod der ofte en lirekassemand og spillede kendte melodier ved arbejdstids begyndelse og slutning. Apparatets tonehøjde og hastighed sejlede fælt op og ned, alligevel havde det en charme, som jeg tror alle der har oplevet den tid, vil være enig i.
Min mor, Mona, Peter & Læsø fiskerbåd
Nede på gaden kunne man om vinteren se de arbejdsløse, som var beordret ud og skovle sne, eller den nye Ford Anglia med den indadvendte bagrude, så regn og sne ikke kunne genere (om det faktisk virkede, fandt vi vist aldrig ud af).
Kæft, trit og retning
På den tid var der i det meste af samfundet en kæft-trit-og-retning mentalitet, så der er vel ingen grund til at præcisere at den også fandtes i Gullandsgade. Alligevel er det netop en af de ting som jeg husker særligt fra de år, ikke mindst henne på Sundbyvester Skole, hvor jeg gik til og med femte klasse. Det tyranni som de store drenge udøvede overfor de mindre blev der vist set igennem fingre med fra de voksnes side og der blev ihvertfald ikke grebet ind. Mange mindre børn blev tævet på hjemvejen fra skole af de hårde drenge (de som klarede sig dårligt i timerne), som åbenbart havde behov for at spille med musklerne efter skoletid. De fleste af lærerne oplevede jeg desværre også ofte som halvsadister, der med stor fryd uddelte lussinger og det der var værre.
4C 1958
Bag facaden
Et kig ind bag facaden hos dem, som var blevet til noget (eller på vej til det), fik jeg hos familien nede i stueetagen. Jeg tror manden havde opfundet en eller anden dims, som blev sat i produktion. Familien kom til penge og fik fine fornemmelser. Desværre for familien krakelerede facaden, da det kom frem at fruen havde "dårlige nerver" - det var ikke særlig smart. Ofte kunne vi høre ude i gården at der blev råbt inde i stuerne hos de fine. Det passede ikke ind i billedet af den perfekte familie.
Fruen så forresten stanggodt ud, og så havde hun en datter, som jeg havde fornøjelsen af at opvarte et stykke tid. Det foregik på den måde, at jeg kom ned og spurgte om hun kom ud og legede - det syntes vi vist begge var ret morsomt. Hun var sprøjtelakeret i en grad, der gjorde det til en håbløs opgave at slikke sig igennem lagene. Jeg forsøgte et par gange, men blev lige forskrækket hver gang. Men hun var fantastisk sød og så allerede dengang godt ud - hun var ikke fruens datter for ingenting.
Radiopiraten
Ved at lytte til Radio Mercur (og senere Radio DCR - Danmarks Commercielle Radio med bl.a. Hans Vagnkilde) blev jeg inspireret til at lave min egen radio, når jeg sad foran den store Philips radio med indbygget grammofon i stuen. På formiddage, hvor jeg sommetider var alene hjemme, fik den en på piratsenderen med Duane Eddy (eks. "Deep in the heart of Texas"), Jørgen Ingmann og andre singleplader fra samlingen.
Her drømte jeg mig væk fra det hele.
Nusse-Arly
De regelmæssige besøg hos den lokale frisør på Sundholmsvej hørte til de gode oplevelser. Etablissementet ejedes af en ældre kultiveret herre, som forstod kunsten at konversere. Vi kaldte ham Nusse-Arly, et navn som jeg tror Orla (min stedfar) gav ham, fordi han gjorde alting meget omhyggeligt og langsommeligt. Af samme grund faldt Orla altid i søvn i stolen, når han var til behandling derhenne. De fleste ville helst ha besøget overstået så hurtigt som muligt, men jeg syntes det var skønt, jo langsommere det gik. Der var en vidunderlig duft af hårsprit og brillantine derinde, f.eks. husker jeg stadig de spændende flasker med Esprit D'Valdemar, Eau de Cologne og Jacta Est Alea (Dr. Dralles Håreleksir var der vist også), som stod rundt om på hylderne. Eller billedet med Preben Mahrt der betror os: Jeg bruger Brülcreme. Jeg nærmest svævede hjem derhennefra.
Over forretningens dør hang frisørfagets gamle veltjente varemærke, en aflang blik-tallerken (som vist hedder en barberskål) med udskæring til halsen, der blev brugt til at opsamle barberskum, når godtfolk i gamle dage skulle barberes.
Brune bønner
Engang imellem stod menuen derhjemme på (kogte) brune bønner.
Orla var vist den eneste som syntes det smagte godt. Mona, Peter og jeg var ved at brække os.
Det lignede kolort og smagte også sådan. Men Orla befalede, at enten spiste vi hvad der blev serveret, eller også spiste vi slet ikke. Peter og jeg fik derfor en vinteraften den geniale ide, at hjælpe købmand Hansen af med nogle af hans lækre vindruer, som lå i en åben tønde udenfor forretningen sammen med de øvrige udstillingsvarer. Det var mørkt og Peter hev en stor klase op af korksmuldet. Vi styrtede hen i den anden ende af gaden, gemte os i en mørk trappeopgang, og gaflede med fryd lækkerierne i os. Så kunne vi lige klare os til næste morgen.
Et sejgt gen
Et af de arvestykker jeg har haft fornøjelse af, er de skæve lillefingre. Det yderste led på begge lillefingre sidder skævt, hvilket er noget af en irritation, når man f.eks. spiller på guitar eller klaver. Ifølge min mor går fingerens historie tilbage til ihvertfald hendes mormor (min tip-oldemor), som var udstyret med den famøse finger. Der går herfra en lige linie op igennem generationerne: min bedstemor (mormor), min mor, jeg selv, ligesom et af mine egne børn har fået fingeren.
Lommebogen
"Lommebog for Skoleelever 1958" fik jeg i julegave i 1957. Det var noget af en tradition, at jeg fik denne lommebog af min mor hvert år. Heri er der en dagbog, hvor jeg har skrevet en del:
Lør. 25. jan. 1958De fleste dagbogsnotater i denne periode har med TV at gøre. Det var åbenbart af stor betydning. Jeg husker dog ikke så meget af detaljerne omkring TV kiggeriet, men da Ungarnshjælpen i 1956 blev vist, havde vi i flere år haft fjernsyn. Peter har senere forklaret, at vi var de første i ejendommen som havde fjernsyn. Orla anskaffede et apparatet i den første tid, mens man kun kunne leje et apparat. Der var monteret en automat bag på apparatet, hvori man puttede mønter (en-kroner, tror jeg) som gjaldt for tyve minutter.
På Langebakken. Så fjernsyn
Tir. 28. jan. 1958
Skoleinspektøren død. Ingen fjernsyn.
Ons. 29. jan. 1958
Ingen fjernsyn.
Fre. 31. jan. 1958
Så film på skolen. Orla kom fuld hjem. Så fjernsyn.
Søn. 2. feb. 1958
Ingen fjernsyn.
Man. 3. feb. 1958
Oppe kl. 7.00. Peter fik en sveder med hjem.
Tors. 6. feb. 1958
Peter fik en sveder. Ingen fjernsyn.
Lør. 8. feb. 1958
Oppe kl. 7.00. Ingen fjernsyn.
Søn. 9. feb. 1958
Mona hentede aviser. Så fjernsyn.
Tor. 13. feb. 1958
Peter har fået en sveder. Ingen fjernsyn.
Tingene sættes på plads
Jesper, en dreng som var betydelig ældre end mig, opvartede ofte med diverse skrækhistorier, når vi samledes nede i kældergangen, eller endnu bedre: inde i den mørke kælder. Flere gange, når jeg erklærede at det og det troede jeg ikke på, kom reaktionen, at det kunne vi jo ordne bagefter! De fleste af hans historier havde en halvpervers religiøs undertone (folk der blev pint og plaget af onde ånder og den slags), hvilket måske ikke var så underligt, eftersom hans forældre var Jehovas Vidner, hvilket på os børn virkede som totalgak.
En dag havde jeg fået nok af hans trusler, og svarede (efter de sædvanlige trusler om tæppebank), at det var da helt i orden, jeg skulle bare lige op og lægge trøjen, det skulle jo nødig gå ud over DEN! Derefter gik jeg den tunge vej op ad trappen til tredie sal.....jeg var skide bange, og trak tiden ud så meget som muligt, men jeg MÅTTE jo derned igen, hvor han ventede....
Da jeg endelig kom ned, stod alle de andre børn der endnu, men Jesper var væk. De fortalte, at han var løbet hjem. Vi gik samlet hen til opgangen, hvor han boede, og hujede op mod hans vinduer. Endelig kom hans mor til syne i vinduet, lidt efter åbnede hun endda. Derefter fulgte Amagers dårligste undskyldning, hvorfor Jesper nødvendigvis måtte blive inde resten af dagen......resultatet var, at hans magt og prestige med ét slag var brudt. Jeg åndede (diskret) lettet op.
Sundbyvester Skole (1955-59)
De tre-fire år jeg gik på denne kommuneskole var ikke nogen lykkelig tid. Et par episoder skal alligevel nævnes:
Klasselærer Niels Nielsen, som var en høj tynd akademikertype. Når han drak mælk i klassen, så vi alle forundrede på det store adamsæble, som gik op og ned som et stempel. Da han blev gift med en af de kvindelige lærere, tror jeg vi alle undrede os over, hvad den smukke dame så i en høj tynd mand. Han blev let hidsig og skældte voldsomt ud, noget de fleste af os var meget bange for. Men han forsøgte samtidig at være morsom, og sommetider lykkedes det virkelig, f.eks. når han spurgte hvor man kom fra, og efter svaret videre spurgte, "Nå, er det der, hvor husene står ude om natten?"
Engang var klassen sammen med klasselærer Niels Nielsen ovre på Amager Fælled, og på et tidspunkt var nogle af drengene kommet bagefter, og han råbte efter dem at de skulle komme. Men Jørgen Eiberg, som lå i græsset, rejste sig ikke, trods gentagne opfordringer. Til sidst gik det op for NN at noget var galt. Det viste sig at drengen havde fået noget glas op i knæet, og mens NN bar Jørgen tilbage til skolen, løb nogle af drengene i forvejen og alarmerede inspektøren. Ambulancen kom og alle kiggede ud ad vinduet - altsammen meget dramatisk.
Jeg havde været hos skolesundhedsplejersken på Sundbyvester Skole sammen med min mor, og bl.a. klaget over at jeg ofte var træt. Skolesygeplejersken gav det råd at tage et stykke sukker når jeg følte trætheden størst. Det må have været umiddelbart før jeg kom op på kostskolen. Hvad hun åbenbart ikke vidste var, at tørst og træthed er (eller kan være) symptomer på sukkersyge, som blev konstateret da jeg senere kom på kostskole.
Kurt & hans mor hos fotografen, ca. 1959.
Redningen
Jeg havde i Gullandsgade en følelse af - det ligesom lå i luften, uden at det blev sagt direkte - at når man blev 14-15 år, så var det ud af vagten, ud og tjene penge. Penge var åbenbart, hvad det hele drejede sig om, uddannelse var kun for de fine. Jeg havde en følelse af at stå i en blindgyde uden nogen vej tilbage. Tanken om et langt liv på en slavefabrik var meget lidt tiltrækkende. Derfor var det også en kærkommen udvej, da muligheden for at komme på kostskole dukkede op....væk fra udsigten til et livslangt slaveri.
Min mor har senere forklaret, at det var den tilsynsførende (som tilså Mona og Peter) der bragte ideen på bane. Hun har sikkert kunnet se, at Kurt ville have godt af at komme væk fra miljøet og op på skorpeskolen, hvor horisonten og mulighederne var større.
Hende har jeg meget at takke for, det skal guderne vide!
Kommentar fra Jan Jerup.
Beretning fra Sundbyvester.
Fortsættes i...DKO.
