Den
nødvendige
diskussio n
Kurt Hansen på Hviid's Vinstue
Foto: Cykelkurt
Partiet Venstresocialisterne (VS) blev efter mange års hensygnen endelig lagt i graven i 1998. Optakten til fødslen var ellers lovende, for et gennemført socialistisk og demokratisk parti var ikke hverdagskost i dansk politik, hvorfor Venstresocialisterne da også kom i Folketinget i 1968 med fire mandater i bagagen.
Herefter fulgte en årrække med endeløse diskussioner, opgør og uforsonlige fraktioner, som - da en stor del af diskussionerne blev ført via dagspressen - gav indtrykket af et splittet parti. Alligevel lykkedes det VS at gøre sig gældende ved folketingsvalgene helt op til 1984, som bl.a. medførte at Kurt Hansen kom på tinge. Siden da er det gået støt ned ad bakke, således at partiet endte som en ubetydelig parantes i dansk politik.
Hvordan kunne det gå så galt, var det virkelig nødvendigt med al den storvask og er der overhovedet en fremtid i dansk politik til venstre for midten? Jeg har spurgt én, som burde vide det: Kurt Hansen.
Af Kurt Starlit
Vi mødes en grå vinterdag på Hviid's Vinstue i det centrale København. Nede i beværtningens mørke saloner er der siden starten i 1783 tænkt kilometervis af tanker omkring livets uretfærdigheder, vejret, prisernes himmelflugt, trafikken, samfundets opbygning og eventuelle nedrivning. Det fremgår af de mange signerede billeder på væggene med portrætter af bl.a. Søren Kirkegård, Olaf Ussing og Jens August Schade. Derfor er det også kun en forlængelse af en lang og ubrudt tradition, når Kurt Hansen denne dag svarer på mine spørgsmål omkring sit politiske engagement i VS.
Kurt Hansen husker jeg fra skoletiden, hvor vi begge gik på Sundbyvester Skole. Senere så jeg ham som en travl ung mand i en af Københavns charmeforladte forstæder, hvor vi begge i en periode boede. Her hastede han ofte til og fra S-toget - altid småløbende, aldrig gående. I dag viser han sig at være blevet en nydelig ældre herre med børn og børnebørn - og med et mildt ansigt, der hverken udstråler omvæltning, oprør endsige revolution.
Begyndelsen
Var du politisk interesseret som barn eller ung?K.H.: "Det er svært at svare præcist på det spørgsmål, men jeg tror jeg blev det på et relativt tidligt tidspunkt. Når transistorradioen stod på køkkenbordet derhjemme, og vi hørte om Cuba-krisens udvikling, så var det jo noget vi talte om i skolen, og noget vi prøvede at tale med vore forældre om. Mine forældre slog det hen med en forklaring om, at "det forstår du ikke noget af alligevel". Jeg tror begge mine forældre stemte kommunistisk, men de diskuterede det ikke mens vi børn hørte på.
Noget af det første jeg så, var nogle plakater sat op på Brigadevej omkring mordet på Patrice Lumumba i Congo i 1961. Jeg var 13-14 år og det gjorde et stort indtryk. Kombineret med de begivenheder kunne jeg jo godt se vores egen sociale situation med at bo fem mennesker i en 25 kvadratmeter lejlighed i Sverrigsgade. Senere flyttede vi til 32 kvm. i samme ejendom, men det var jo rent ud sagt noget gammelt lort. I samme gade havde vi pantelåneren i nummer 3, der snød folk så vandet drev. Der lå også en pantelåner i Holmbladsgade og "Stampen" ved Regama på Amagerbrogade. Altsammen et vidnesbyrd om fattigdom og armod.
Alle disse ting er jeg sandsynligvis kommet til at reflektere over. Jeg var jo også gode venner med en række klunsere og sprittere, som kom i Sverrigsgade på kaffebaren og fik sig en tår over tørsten. Så jeg vil sige at grunden til det politiske engagement blev lagt her.
Måske skyldes det også, at jeg var et anti-autoritært barn, der ikke ville finde sig i noget som helst. Det hænger bl.a. sammen med skoletiden, som jeg har beskrevet på din hjemmeside. Men det var ikke en egentlig politisk afklaring, det var bare det, at jeg ikke ville finde mig i hvadsomhelst - jeg måtte gøre et eller andet."
Ind i VS
Hvordan startede dit engagement på venstrefløjen?K.H.: "I 1960'erne var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville stemme på SF - Socialistisk Folkeparti. Men jeg vidste ikke, om jeg ville melde mig ind i et politisk parti. Da SF blev splittet og VS blev dannet, var min sympati hos VS, men jeg var heller ikke klar til at melde mig ind på daværende tidspunkt. Splittelsen mellem de to partier i 1967 skyldtes såvidt jeg husker noget med moms eller indefrysning af en dyrtidsportion - jeg husker ikke den konkrete sag, men havde ihvertfald helt klart min sympati hos VS.
Det der udløste mit medlemsskab af VS, var Erik Sigsgaard's gennemførte dokumentation af olieselskabernes svindel og manipulation. Jeg syntes det var så godt, fordi hans metode var sådan en rolig, solid og saglig argumentation, som de ikke kunne argumentere imod. Det fik mig til at melde mig ind i sommeren 1971. Valget blev vist udskrevet i september."
I nyere tid har Enhedslisten på samme måde som VS gjort meget ud af at dokumentere, hvordan forskellige multinationale firmaer i Danmark ikke betaler skat, f.eks. MacDonald's. Er det for at skabe en folkestemning?K.H.: "Jeg tror nærmere det er en afsløring - de vil afsløre og skabe debat, og derigennem tvinge disse firmaer ud af busken."
Men det er da tankevækkende, at VS allerede dengang for så mange år siden har rumsteret med skatteproblematikken, og så ser vi i dag nøjagtig det samme fænomen - at der tilsyneladende intet er sket på området?K.H.: "Ja, det er yndigt. Og det skyldes i al sin rørende enkelhed, at den politiske vilje manglede - og stadig mangler. Skiftende socialdemokratiske regeringer har haft masser af muligheder for at gøre noget ved sagen, men har valgt intet at foretage sig. På samme måde som skiftende borgerlige regeringer."
Ind i Folketinget
Ville du gerne indvælges til Folketinget, eller var det fordi der blev peget på dig, at du stillede op?K.H.: "Jeg havde været medlem af partiet i en årrække, og så var der en del som pegede på mig. Men jeg har aldrig nogensinde tænkt i en parlamentarisk karriere. Det lå jo slet ikke i den ånd, der var i VS - slet ikke. Muligheden opstod tilfældigt i 1973, da jeg blev opstillet ude i Ballerup."
Du var den arbejdsomme partisoldat, der gjorde sin pligt?K.H.: "Ja, og jeg havde det godt med det. For mig var det en afgørende forskel mellem VS og DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), at jeg ikke bare blev sat til at dele blade ud. Vi var alle med. Det var ikke noget med at man skulle være kandidatmedlem, eller skulle gøre sig fortjent til at deltage i møder eller overhøres og den slags. Jeg var så heldig at komme ind i en partiafdeling i Ballerup, som stort set bestod af gamle SF'ere."
Hvilke opgaver havde du som folketingsmedlem for VS?
K.H.: "Jeg havde forskellige ordførerskaber, bl.a. i spørgsmål om arbejdsmarkedet, sociale spørgsmål, forsvaret, offentlige arbejder og landbrugspolitik. Jeg var i perioder medlem af flere forskellige udvalg, bl.a. Trafikudvalget, Forsvarsudvalget og Socialudvalget. Der var mange områder, som jeg kun vidste ganske lidt om, men da vi kun var fire medlemmer af gruppen, måtte vi nødvendigvis dele arbejdet mellem os."
Var det interessant at lave sådan et arbejde, eller var der noget du helst ville have været foruden?
K.H.: "Nej nej, det var jo et kæmpe privilegium for en lille proletarknægt fra Amager, at få lov at arbejde med disse ting. Jeg er så taknemmelig over at have fået den mulighed. Nej, det ville jeg ikke have undværet. I de der processer lå der jo også noget skoling og uddannelse i demokrati og i at læse, debattere, analysere og reflektere."
Er der nogle enkeltsager, hvor du synes at du personligt har fået noget igennem?
K.H.: "Det er meget små sager, men personligt har jeg bl.a. fået igennem, at mennesker der var omfattet af arbejdstilbudsordningen, og ikke kunne få et arbejdstilbud indenfor deres eget fagområde, kunne, når deres arbejdstilbudsperiode var ophørt, gå tilbage til den fagforening de oprindelig kom fra. Det synes jeg var et lille, men væsentligt skridt i den rigtige retning."
Det er da meget relevant. Jeg husker fra min egen tid på arbejdsmarkedet, at det var et stort problem for mange, når de blev jaget over i en fremmed boldgade, hvor de ingensomhelst tilknytning havde - hverken personligt eller fagligt.
K.H.: "Ja, og af en eller anden grund fik jeg det igennem i Arbejdsmarkedsudvalget."
Hvordan vil du beskrive stemningen i sådan et udvalg?
K.H.: "Som hovedregel munter og saglig."
Når i stillede op til Folketinget, var der så en prioriteret opstilling, eller stillede i op i sideordnet rangfølge?
K.H.: "Vi stillede op prioriteret."
Først Preben Wilhjelm, så Sigsgaard og derefter...
K.H.: "Nej nej, det skete på den måde, at der een gang om året var en urafstemning blandt alle partiets medlemmer. Derefter kan vinderne vælge deres valgkreds i.h.t. afstemningsresultatet. Den, der har flest stemmer, vælger først. Den, der har næstflest stemmer, vælger næst...og så videre. Man vælger m.a.o. selv sin valgkreds."
Det er jo i stærk modsætning til f.eks. Socialdemokratiet, hvor man får tildelt en valgkreds af partiet.
K.H.: "Det kan man roligt sige."
Gik i til valgmøder, eller blev i bare stillet op på plakaten, og så kunne folk stemme på jer eller lade være?
K.H.: "Vi kørte den politik, at det handlede om partiet - ikke om personer. Derfor har der heller aldrig været en eneste valgplakat med vore ansigter på. Det var ikke et personligt promoveringstogt, det var en idé der skulle lanceres."
Hvordan blev formanden for partiet valgt?
K.H.: "Vi har aldrig haft nogen formand. Og vi har aldrig ønsket nogen formand. Den flade struktur var noget af det, der skilte os fra de øvrige arbejderpartier, f.eks. DKP, SF og Socialdemokratiet. Hovedbestyrelsen tegnede forretningen."
Følte i jer velkomne i Folketinget, blev i accepteret eller var i en paria derinde i de hellige haller - ville de hellere se jeres hæl end jeres tå?K.H.: "Den første gruppe jeg var med i fra 1975 (Wilhjelm, Sigsgaard, Steen Folke og jeg selv) blev modtaget med noget der bedst kan betegnes som forbavselse: Nå, kommer i nu her!
Men vi blev introduceret til huset og systemet på en hjælpsom, anerkendende og korrekt vis af en række daværende folketingsmedlemmer."
Hvordan oplevede du diskussionsniveauet i Folketinget - du havde vel regnet med, at der var en vis standard?
K.H.: "Ja bestemt, men desværre var niveauet ikke sjældent som under en generalforsamling i grundejerforeningen. Jeg kan huske nogle gange, når det vi i hemmelighed kaldte "Havkattepartiet" havde en ordfører på talerstolen, så kunne vi regne med, at andre medlemmer af samme parti efterfølgende stillede sig op og sagde det stik modsatte. Det kunne nu og da være meget underholdende, men jo ikke noget der ligefrem skabte respekt."
Havkattepartiet, hvem er det?
K.H.: "Det må du selv gætte dig til."
I de perioder, hvor du var medlem af Folketinget, kunne du da samtidig være aktiv i partiet - var der tid og energi til det?
K.H.: "Vi arbejdede jo med de der dobbelt-organiseringer. Jeg var arbejdsmarkedspolitisk ordfører, og havde af den grund tæt kontakt til vores faglige sekretær der var ansat af partiet, og jeg var med i Grafisk Branchegruppe. Der var branche-grupper indenfor alle mulige fagområder. Og jeg var med på arbejderkonferencer, sommerseminarer og rundt i hele landet. Det var altsammen noget der fulgte med, når man repræsenterede partiet i Folketinget - især det arbejdsmarkedspolitiske ordførerskab."
Dobbelt-organisering, hvad vil det sige?
KH: "Dobbelt-organisering vil sige, at man dels er organiseret lokalt i en partiafdeling og dels er fagligt organiseret i en branchegruppe. Jeg var eksempelvis lokalt organiseret i Ballerup parti-afdelingen, og fagligt organiseret i Grafisk Branchegruppe."
Det er blevet sagt om VS folketingsgruppen, at den levede sit eget liv, isoleret fra de øvrige dele af partiet. Tilsyneladende har man fra partiets side ikke prioriteret folketingsarbejdet særlig højt. Ikke desto mindre er det lige præcis folketingsgruppen der har gjort, at VS har haft gennemslagskraft i befolkningen. Du har selv nævnt en af de sager, som blev rejst af Sigsgaard. Var det en klog disposition fra partiets side at nedtone folketingsarbejdet?
K.H.: "Dit spørgsmål sætter fingeren på et ømt punkt, for selv om jeg ikke synes beskrivelsen er helt retvisende, rører den alligevel ved et punkt, som vi også selv diskuterede i partiet. Vores grundholdning var jo, at virkelig forandring kun sker når græsrødderne er med. Den parlamentariske vej er så at sige sidste trin på stigen, når alt det andet er bragt i orden.
Derfor skulle der først og fremmest laves det vi kalder "mobilisering", d.v.s. laves initiativer og organisationer ude i boligområderne, på arbejdspladserne og i miljøbevægelsen - altsammen under respektfuld hensyntagen til, at det ikke var et partipolitisk initiativ, men at partiet skulle være med i de forskellige organisationer og foreninger.
Folketingsgruppen forsøgte i forbindelse med forskellige strejkekampe, bl.a. besættelsen af trykkeriet og bogbinderiet på Uniprint i 1976 -77, at stille spørgsmål i Folketinget, for på den måde at binde parti og folketingsgruppe sammen. Man kan sikkert diskutere, hvordan man konkret mixer folketingsarbejdet med det mere almindelige partiarbejde, men i det store hele mener jeg ikke det kunne have været gjort meget anderledes."
VS og fagbevægelsen
Omslaget på VS' faglige pjece fra 1969.
Tegningen viser LO's daværende formand, Thomas Nielsen.
ref.: Venstresocialisterne
Den mest katastrofale aktivitet var partiets faglige politik. Partiet havde i løbet af sine 1½ - 2 års eksistens mistet de fleste af sine arbejdermedlemmer, og i mangel af bedre var det nu studenter, med den sociologistuderende Kjeld Schmith i spidsen der udformede den faglige politik.
I efteråret 1969 holdt VS en faglig konference og til denne havde Schmith skrevet pjecen, «Den danske fagforstening», der gjorde LO til partiets hovedfjende. Pjecens politiske orientering var syndikalistisk: den eksisterende fagbevægelse skulle knuses og erstattes af arbejdernes egenaktivitet på den enkelte arbejdsplads.
Tillidsmandssystemet blev karakteriseret som «mistillidsmandssystemet». VS anbefalede sine medlemmer ikke at lade sig vælge som tillidsmænd, og skete det alligevel rent undtagelsesvis, måtte de erklære, at de ikke ville følge de fagretlige regler.
Først i løbet af sommeren og efteråret 1970 blev der udviklet en mere sammenhængende kritik af den eksisterende faglige politik. De 3 vigtigste omdrejningspunkter i forslaget til en ny faglig politik var:
dannelse af en FAGOPPOSITION indenfor den eksisterende fagbevægelse,
oprettelsen af STREJKEKOMITEER til støtte for de ulovlige strejker og i en senere fase
oprettelsen af ARBEJDERRÅD.
Dette forslag slog dog ikke umiddelbart igennem i VS, trods det at Kjeld Schmith i april 70 havde trukket sig fra FU og HB og i september forlod partiet i protest mod dets fordømmelse af de voldelige aktioner under Verdensbankdemonstrationerne i København.
I virkede i jeres fagpolitik meget uforsonlige i forhold til den etablerede fagbevægelse. De socialdemokratiske tillidsmænd blev kaldt mistillidsmænd, og der var alt andet end samarbejde på dagsordenen. I ville tilsyneladende have jeres egen fagbevægelse. Var det realistisk?
K.H.: "Det er en helt forkert fremstilling af sagen. Vi ville absolut ikke fjerne fagbevægelsen. Socialdemokraterne var absolut ikke hovedfjenden. Hovedfjenden var systemet.
Men vi var stærkt kritiske overfor fagbevægelsen, så langt har du ret. Vi anså den etablerede fagbevægelse for at være hierakisk og pamperagtig. Det var svært at trænge igennem, vi forsøgte f.eks. at rejse en række debatter, som blev skudt ned, fordi pamperne ikke ville have det. DKP'erne og socialdemokraterne brugte jo de faglige organisationer som et politisk afsæt for deres egne ideer og deres egen magt. Vi havde derfor ikke mange muligheder indenfor de fagforeninger, som var organiseret af socialdemokrater eller DKP.
Jeg gik alligevel ind i det, ligesom mange andre, hvor jeg bl.a. har deltaget i to kongresser hos Bogbindernes Fagforening. Jeg har stillet mig op på stort set hver eneste generalforsamling, for at diskutere og kritisere de synspunkter som var fremherskende i fagforeningen. Vi har også lavet venstre-opposition i mange andre faglige organisationer, og ad den vej fået folk ind i de respektive bestyrelser, for at få rejst nogle nye typer af diskussioner.
Men i forhold til strejke var det jo ikke fagforeningen som sådan, der måtte eller kunne gå ind i sagen - det hænger sammen med det fagretslige system. Derfor lavede vi nogle uafhængige organisationsformer, bl.a. strejkekomitteer, hvor vi ville afprøve om de havde mulighed for at udvikle sig til egentlige råd på længere sigt.
Udtrykket "mistillidsmand" var vores kommentar til samarbejdspolitikken på Christiansborg. Jeg har selv været næstformand i fællesklubben på Ladegaard forlaget i 1974, så jeg kender udmærket til samarbejde med andre fagpolitiske opfattelser.
Der var betydelige forskelle indenfor partiet (VS) i vores opfattelse af det fagpolitiske, men den fløj jeg tilhørte, så ikke noget problem i at (sam)arbejde indenfor den bestående fagbevægelse. Det gav os den største chance for at forandre tingene. De faglige organisationer er der, de er et faktum, som vi udfordrer efter bedste evne. Men fordi vi går ind i de eksisterende organisationer, har vi ikke af den grund sagt farvel til nye eller bedre organisationsformer."
Jeg havde indtrykket af, at i forsøgte at starte jeres egne klubber, måske endda fagforeninger, men det mener du altså ikke har været tilfældet?
K.H.: "Bestemt nej. Vi havde engang besøg af de svenske syndikalistiske fagforeninger i 1973. Jeg sad i forretningsudvalget i VS dengang, så jeg husker ret nøje, hvordan de argumenterede for, at man skulle starte noget selv. Der har VS hele vejen igennem holdt på enhedsfagbevægelsen. Vi har ikke ønsket at splitte den fagbevægelse vi har - aldrig. Det kan godt være, at vi har kritiseret fagbevægelsen så kraftigt, at folk har haft svært ved at se, hvorfor fanden vi overhovedet gik ind i arbejdet. Men det skyldes som sagt, at vi med vore fattige evner forsøgte at ændre systemet indefra."
Den nødvendige diskussion
Er det for meget sagt, at en del medlemmer faldt af i svinget, når i holdt jeres diskussioner og debatmøder?
K.H.: "En af ulemperne ved at diskussionerne i partiet kom til at fylde så meget - blev så dominante i det interne partiarbejde - var, at enhver som ikke var ekstremt skolet i at tage de her teoretiske diskussionerne, blev kvast.
Det anser jeg i dag som den største svaghed ved VS: at vi ikke var integrerende, men ekskluderende overfor folk, som måske endda havde nogle fornuftige holdninger til fællesskab og solidaritet. Jeg tror desværre mange har følt sig ilde til mode, og oplevet partiet som et forelæsningsparti."
Jeg havde indtrykket af at der i partiet var en række fløje, som ikke ville bøje af mod hinanden. I de fleste andre partier diskuterer man en sag, hvad kan der siges for, og hvad kan der siges imod, hvorefter man tager en afstemning, som alle retter sig efter. Sådan var det tilsyneladende ikke hos VS, hvor fløjene nådesløst bekrigede hinanden. Magten og overtaget var det afgørende. Er det rigtigt forstået?
K.H.: "Bestemt ikke. Der var ganske vist fløje som ikke var enige, og sikkert også snerrede ad hinanden, men du må huske på, at mange - for ikke at sige de fleste - af vore diskussioner drejede sig om overordnede problemstillinger, hvor det var helt afgørende at føre diskussionen igennem. Ellers ville vi ende som de store gamle partier, som engang i tidernes morgen har vedtaget partiets program, og som derfor nu kun bruger energien på at tale om småting. Vores diskussionsniveau var overordnet og principielt."
Når jeg stiller spørgsmålet er det også fordi jeg næsten ikke kunne undgå at få en følelse af diskussionslede, da jeg læste jeres historie. Tænk, hvor mange stemmer partiet kunne have slæbt sammen, hvis man havde brugt energien på at sælge varen, frem for at diskutere stolpe op og stolpe ned - ikke sjældent foregik debatten helt åbent via medierne. Er det helt uvæsentligt at få slæbt stemmer sammen til partiet?K.H.: "Det er bestemt ikke uvæsentligt at slæbe stemmer sammen til partiet, og det har aldrig været uvæsentligt at have VS på tinge. Det har været vores ansigt udadtil, og det har været forudsætningen for at kunne rejse nogle nye typer af debatter om energi, bolig, arbejdsmarked og andre ting af betydning.
Du skal bare huske, at VS bl.a. blev født på, at vi diskuterede en samfundsudvikling. Det var de diskussioner som af udenforstående blev kaldt fløjkrige. Det var de store langsigtede, samfundsmæssige diskussioner om det samfund vi ville kreere. I modsætning til de andre partier, som diskuterede det der lå på den korte bane - de dagsaktuelle ting.
Et eksempel er Ralf Pittelkow og Karen Jespersens forslag på en VS-konference om at acceptere "røde undtagelser" (indskrænkning af demokratiet under givne vilkår). Det var den type spørgsmål der splittede os.
Vi førte heller ikke fløjkrigene ind i Folketinget. Gruppen var overvejende enig om langt de fleste ting. Når journalister f.eks. ringede for at få en kommentar til et eller andet spørgsmål, var der som oftest stor enighed i gruppen om svaret. På dette punkt adskilte vi os faktisk fra de øvrige partier, hvor deres respektive gruppemedlemmer ofte havde divergerende meninger om de forskellige spørgsmål.
Men vi havde interne diskussioner i partiet om de store overordnede spørgsmål såsom,
Hvor skal vi hen med dette samfund?
Hvad er fagbevægelsens rolle?
Skal vi have arbejderråd (på arbejdspladserne)?
Kan vi bruge fagbevægelsen i den langsigtede strategi?
Eller er hele banden bare klasseforræddere og pampere?
Er der noget brugbart i de italienske modeller (fabriksbesættelser)?
Det var de lange samfundsmæssige udviklinger der var på dagsordenen.
Samtidig diskuterede vi, hvordan og hvor meget vi skulle gå ind i det faglige arbejde:
Skulle vi pege på andre strejkeformer?
Skulle vi danne strejkekommiteer?
Kunne disse udvikle sig til arbejderråd?
Hvilken type demokrati skulle der være i arbejderrådene?
Og så videre og så videre!
Det var m.a.o. de langsigtede, strategiske, samfundsmæssige diskussioner som blev ført, men som også gjorde at f.eks. min mor ikke ville melde sig ind i VS. Eller at et flertal af dem jeg arbejdede sammen med på Ladegaard's Bogbinderi ikke kunne identificere sig med de der studentikose diskussioner, som blev ført i VS.
Når vi alligevel tog de lange diskussioner, så var det jo også fordi vi reelt troede på, at vi kunne ændre det her samfund til det bedre - at vi kunne få magten."
Jeg undrer mig heller ikke over at i afholder diskussioner, det kan forsåvidt være fornuftigt nok i passende doser. Jeg synes bare det ser ud som om i hele tiden og konstant har diskuteret stolpe op og stolpe ned i partiet, mens folketingsgruppen ligner fire forhutlede aber, der farer rundt og prøver at holde sammen på stumperne. Det er sikkert et fortegnet billede, men det var alligevel det indtryk mange udenforstående havde.K.H.: "Ja, det er et meget fortegnet billede, vil jeg påstå, for folketingsarbejdet var mere autonomt, selvbestemmende og selvkørende end som så. Men det var selvfølgelig partiets forretningsudvalg som, hvis der var uenigheder, havde det afgørende ord i de forskellige sager. Diskussionerne var en forudsætning i sådan en type organisation som VS. Det kunne ikke være anderledes. Vi ville ikke have det stalinistiske lort, som vi havde set alt for meget af i Østeuropa og Sovjetunionen."
Det var åbenbart magtpåliggende for partiet i sin tid ikke at få Aksel Larsen's "enmandsvælde" med over i VS. Her skulle alle spørgsmål i princippet godkendes af alle?K.H.: "Det var ihvertfald en åben, demokratisk diskussion der skulle føre frem til afgørelsen. Der var ikke nogen formand til at skære igennem, og vi ville heller ikke ha' nogen. Meningen var også, at vi gennem partistrukturen skulle afspejle den samfundsmæssige model som vi gerne ville gennemføre. Vi ville jo ikke have en stærk præsident. Det var også derfor vi havde 7-årsreglen."
Ville det ikke have været bedre med f.eks. en prioriteret liste, hvor man punkt 1 arbejdede for at komme i folketinget, og punkt 2 diskuterede ønskerne fra de forskellige fraktioner i en prioriteret rækkefølge, så de ikke bare kommer væltende som en flodbølge?K.H.: "Jo, det ville uden tvivl have været mere effektivt, men i den prioritering ligger der allerede et element af topstyring, og var der noget vi ville undgå, så var det topstyring. Det havde vi allerede set til overflod i DKP og SF. Jeg tror ikke man kunne have lavet en form for prioritering der sagde, at nu satser vi alt på at komme i Folketinget. Arbejdet i Folketinget skulle netop være et udtryk for det liv blandt græsrødderne, som iøvrigt udspandt sig i partiet såsom demonstrationer, aktioner, debatter o.s.v."
Vejen mod socialisme
ref.: Retningslinier for det parlamentariske arbejde
Folketinget er en del af det kapitalistiske samfunds statsapparat. Det betyder, at Folketinget - som staten i det hele taget - skal tjene til at opretholde det kapitalistiske samfund og varetage den herskende klasses interesser. Så længe samfundet er kapitalistisk, vil kapitalens interesser og krav være afgørende for de politiske beslutninger i Folketinget.
(vedtaget af Venstresocialisternes Hovedbestyrelse, 1977.Aug.14)
Er det ikke noget vælgerne afgør, om samfundet skal være kapitalistisk, socialistisk eller noget helt tredie - er det m.a.o. helt udelukket at socialismen kan gennemføres ad parlamentarisk vej?K.H.: "Spørgsmålet har vi diskuteret intensivt i VS, og svaret er ikke så enkelt, som det måske umiddelbart kan se ud. Vi ønskede selvfølgelig den mest fredelige vej til et andet samfund, og vi ønskede bestemt ikke nogen form for borgerkrig eller lignende.
Men det skulle baseres, for at være funderet, på en organisering af "masserne" på alle niveauer i samfundet: på arbejdspladserne, i boligerne og i miljøbevægelserne, alle steder hvor folk boede og arbejdede, f.eks. i beboerråd og arbejderråd - kort sagt i alt det der under et kaldes "græsrodsarbejde".
Vi lagde vægt på det folkelige engagement med "massernes mobilisering" som den helt afgørende forudsætning for et varigt og bæredygtigt samfund.
Man kan sagtens "reparere" på samfundet ad parlamentarisk vej, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men hvis man ønsker at lave en dybtgående omvælting af samfundet på ren national basis - og altså ikke i samarbejde med de omkringliggende lande - vil landet hurtigt blive isoleret, sat under pres, blokade og alt muligt andet. Dermed kan omverdenen og de hjemlige reaktionære kræfter hurtigt kvase det samfund, som folk ad demokratisk vej har stemt sig til."
Det er jo ellers SF's ide, den der med at stemme sig til socialisme.
K.H.: "Er det ikke nærmere deres idé, at man skal have et bedre samfund ad parlamentarisk vej? Det er nok også et spørgsmål om definition af ordet "socialisme", hvad vi lægger i det."
Kunne definitionen af socialisme f.eks. være så enkel, at det betyder samfundets kontrol over institutioner af samfundsmæssig betydning?
K.H.: "Det vil jeg nu ikke kalde socialisme. Det er måske der forskellen ligger. I socialismen er det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt institutionerne ligger under staten eller ej. Vi har aldrig troet på at staten, "det offentlige" som sådan var det rigtige, eller det nødvendige svar, fordi staten jo også har en stor overbygning med militær og politi, som skal administrere hele det økonomiske system - herunder banker og sparekasser. I den model du foreslår, skal staten stadigvæk administrere nogle markedsmæssige mekanismer, og det var det marked vi ville gøre op med. Det skulle erstattes af et samfund, hvor man - for nu at bruge en gammel floskel - arbejdede efter evne og nød efter behov.
Det grundlæggende var jo, at det var en helt anden form for socialisme der var vores drøm. Også en helt anden form for socialisme end den, som SF og DKP stod for. Tilsyneladende så DKP på Sovjet og de øvrige øst-stater som den virkeliggjorte socialisme. Men den vej ville vi ikke. Vi ville ikke have statskapitalisme. Det demokratiske element manglede i den grad. Det var ikke kun et spørgsmål om fordeling, det var også et spørgsmål om politisk magt. Vi ville have den politiske magt i samfundet gennem arbejderråd og beboerråd. Det er nok der forskellenne mellem venstrefløjspartierne ligger."
Og den magt får man kun, hvis man har "bunden" eller græsrødderne med?
K.H.: "Ja, det er hele forudsætningen. Det er hele engagementet, hele drivkraften og hele den energi, som vi var overbeviste om ville blive frigjort, når de demokratiske institutioner kom til at spille frit og det ikke længere kun var et spørgsmål om at stemme hvert fjerde år."
Enhedslisten
Såvidt jeg forstår, gik VS - da Folketinget efterhånden var ryddet for partier til venstre for SF - med tanker om at opstarte et nyt parti: Socialistisk Enhedsliste. Er det samme parti som det der i dag hedder Enhedslisten?K.H.: "Ja, det var dele af VS sammen med SAP (Socialistisk Arbejder Parti) og dele af DKP. Efter vi faldt ud af Folketinget i 1987, blev VS fastholdt som en form for netværk, selv efter at Enhedslisten var dannet omkring 1990. VS var på daværende tidspunkt skrumpet så meget ind, at der kun har været en hundrede stykker tilbage. Så syntes jeg tiden var inde til at melde sig ud.
Jeg meldte mig efterfølgende ind i Enhedslisten i nogle få år, men jeg brød mig ikke om den kultur de havde. Det matchede slet ikke de visioner, drømme og ønsker om fundamentale forandringer som vi havde i VS.
Senere har jeg prøvet et medlemsskab af SF i et par år. Det gjorde jeg ud fra en pragmatisk holdning om at undgå stemmespild. Men da SF gik ind og sagde ja til 24-årsreglen og Tilknytningskravet, syntes jeg det måtte være nok. Det krav handler alene om, hvor mange danskere vi kan jage ud af landet, fordi de tillader sig den ekstravagante luksus at blive forelsket i et menneske fra et andet land. At SF kan støtte den type lovgivning er mere end min retfærdighedssans kan klare, og derfor meldte jeg mig ud."
Fremtiden
Hvordan ser du på fremtiden, er der overhovedet en fremtid i dansk politik for venstrefløjen?
K.H.: "Jeg er fuldstændig overbevist om, at der er en fremtid for et mere solidarisk samfund, mere lige chancer for alle mennesker, mere lige adgang til at skrive deres egen livshistorie. Ikke forstået sådan, at man skal sidde og skrive den på et plejehjem, men at man gør det, der hvor man er. Jeg tror på at der er muligheder i demokratiet, fællesskabet og de ansvarlige beslutninger."
Det borgerlige Danmark sælger jo ellers sig selv på, at det er dem der varetager menneskets ret til en individualistisk tilværelse.
K.H.: "Jamen det er det da også. Der er f.eks. 60.000 familier som lever under fattigdomsgrænsen i Danmark. Deres børn har ikke mulighed for at invitere til børnefødselsdag, eller komme i biografen. De er henvist til julehjælp gennem Børnenes Kontor på samme måde som vi andre var henvist til Frimurerlogens julekurv, da vi var børn. Det er en del af den individualistiske tilværelse, det borgerlige Danmark tilbyder."
Det var derfor jeg foreslog, at man som et skridt på vejen mod det ideelle samfund i en overgangsperiode definerede socialisme som samfundets kontrol over ting af samfundsmæssig betydning. Hvis man definerede socialisme så enkelt og så konkret, at det drejede sig om grundliggende samfundsmæssige virksomheder (bank, forsikring, vand, el etc.), ville det vel være lettere at tage stilling til, fremfor en forkromet vision om et paradis i det fjerne?
K.H.: "Jo, men jeg ser det som et skridt på vejen..."
Men kunne man ikke på denne måde skabe den folkelige opbakning bag ideen om et bedre samfund?
K.H.: "Jo, men jeg ser det stadigvæk kun som et skridt på vejen. Dit forslag sikrer jo netop ikke overgangen til socialisme. Det sikrer f.eks. ikke, at de tidligere nævnte tres tusinde familiers børn, der lever under fattigdomsgrænsen, kan få en uddannelse eller en respektabel skolegang."
Hvis du kunne få et politisk ønske opfyldt i dagens Danmark, hvad skulle det så være?
K.H.: "På kort sigt ville jeg koncentrere mig omkring indvandrerne. Jeg ville ønske at det her samfund var i stand til at give dem den nødvendige anerkendelse som mennesker og som personer. Det ville modvirke at gammeldanskerne trængte sig sammen, og lukkede sig om sin egen snævre kultur. Jeg ville ønske at vi havde et reelt demokratisk samfund, som kunne håndtere indvandrere og flygtninge på en mere respektabel og anerkendende måde."
Da jeg i sin tid snakkede med David Desilva, ville jeg bl.a. gerne finde ud af, hvad der er galt med de indvandrerdrenge, der render og laver ballade. Han forklarede, at de simpelthen savner interesse for deres person.
K.H.: "De savner anerkendelse for den de er. Om de hedder Achmed, Mustafa eller Muhammed, eller om de hedder Kurt, Kaj eller Børge, så vil de alle ha' anerkendelse. De har de samme behov som os selv. Var det ikke Erik Clausen som i en af sine film sagde: Er du muslim, kristen eller hindu - alle skal ha' pudset sit vindu' (latter).
Så mit største ønske for fremtiden er, at få et mere lige, anerkendende og multikulturelt samfund. Et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor alle får lov at arbejde med på et bedre Danmark. Det vil være til gavn for os alle."
Og med dette fromme ønske in mente forlader vi Hviid's Vinstue, for at begive os ud i de kolde københavnske vintergader og et samfund, der på mange måder ser anderledes ud end dengang Kurt Hansen og VS var på tinge. Tiden må vise om en ny venstrefløj vil vokse ud af røgen fra de gamle diskussioner - diskussioner, som ifølge Kurt Hansen var helt nødvendige.
--------------------------
2009.Marts.01
Jeg siger tak til Kurt Hansen, fordi han ville afse tid til interviewet.
Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, så skriv til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
Kurt Hansen, CV:
Født 1948, gift, to børn
1967 udlært bogbinder hos Fr. Jensens Bogbinderi, København
1975-82 Medlem af Folketinget for partiet Venstresocialisterne
1982-86 Projektleder i Ballerup Kommune
1983-91 Formand for Landsforeningen indenfor beskæftigelsesområdet, LiB
1986-92 Konsulent i Ballerup Kommune
1991-93 Voksenpædagogik på Roskilde Universitet Center
1992- Formand for den selvejende institution Spring
???? Bestyrelsesmedlem i den selvejende institution Vang
1992-93 Sekretariatsleder i Landsforeningen indenfor beskæftigelsesområdet, LiB
1993-94 Centerleder i Kursus- og Udviklingscentret for
Vejledning, Uddannelse og Beskæftigelse, VUB
1994-01 Leder af ErhvervsHøjskolen under Handelsskolen i Ballerup
1995-01 Bestyrelsesmedlem Landsforeningen indenfor beskæftigelsesområdet
2001- Selvstændig konsulent med firmaet KURT
LINKS:
Venstresocialisterne (officiel hjemmeside)
Retningslinier for det parlamentariske arbejde
Vedtaget på VS' 11. kongres, november 1980: Arbejdsplads- og fagforeningsresolution
Vedtaget på VS' 11. kongres, november 1980: Reformpolitik
Vedtaget på VS' 12. kongres, maj 1982: Krisen
Vedtaget på VS' 12. kongres, maj 1982: Arbejdsløsheden
Vedtaget på VS' 13. kongres, november 1983: Demokrati, kapitalisme og socialisme
Vedtaget på VS' 14. kongres, maj 1985:
Ingen socialisme uden demokrati - intet demokrati uden socialisme
VS afholdt kongres den 4.-5. oktober 1986
for at afklare sin holdning til et parlamentarisk flertal
bestående af Socialdemokratiet, SF og VS.
Følgende er det vedtagne dokument: Styrk kampen i hverdagen
Resolution vedtaget på VS' 15. kongres, maj 1988:
VS og det parlametariske enhedsarbejde
Hovedresolution vedtaget på VS' 15. kongres, maj 1988:
Haves: Venstrefløj, Ønskes: Parti ("det blå papir")
Politisk resolution fra VS' kongres, april 1989: VS og enhedsprocessen
VS' Hovedbestyrelse vedtog den 17. september 1988
et debatoplæg om skabelsen af en ny Socialistisk Enhedsliste:
VS' udspil om socialistisk enhedsliste
Politisk hovedresolution fra VS' 16. kongres, juni 1990: VS og enhedsprocessen
Resolution fra VS' 16. kongres, juni 1990:
Befæstelse af kapitalismen - nye muligheder for socialisme?
(Europa efter stalinismens fald)
I samme serie:
