Ingen venter på en efterløber
Og da slet ikke unge indvandrerdrenge
David Desilva i Urbanplanen en måned efter interviewet.
Foto: Cykelkurt
Af Kurt Starlit
På det smukke Vestamager ser man kun få mennesker. Heller ikke denne søndag eftermiddag efter en våd Sct. Hans aften i 2007, hvor en ung mand i korte bukser med besvær træder en knagende cykel gennem landskabet. På slæb har han en efterløber med telte og andet udstyr; det ene hjul har tabt luften og dækket er godt på vej til at glide af fælgen.
Manden er David Desilva, som sammen med en gruppe indvandrerdrenge har været på weekendlejr i det fri. De er nu på vej hjem efter en regnfuld overnatning i et unikt naturområde, og David kører bagest med den punkterede efterløber, som en kontant påmindelse om den foregående dags hændelser. På et tidspunkt står han af cyklen, for endnu en gang at forsøge en reparation af hjulet.
"Jeg har selvfølgelig en fornemmelse af, hvordan det er sket", siger han og skæver sigende hen mod drengene, som kører forrest. David er en høj, mørkhåret mand på 27 år, der ligesom drengene kunne se ud som om han er af fremmed herkomst. Han bruger en stor del af sin fritid på frivilligt og ulønnet arbejde med indvandrerbørn i alderen 10 til 18 år. Den overordnede mening med arbejdet er, at give de unge andre ting at tænke på end vold, tyveri og hærværk, som ellers er den daglige kost i det københavnske mastodontbyggeri Urbanplanen i almindelighed og underafdelingen Hørgården i særdelseshed.
"Jeg er desuden medlem af Hørgården's bestyrelse", forklarer han. "Hørgården er den del af Urbanplanen, der ligger fra Peder Lykkes Vej hen til Sundholm - vores store nabo. Ovre på den anden side af Peder Lykkes Vej ligger de andre bestyrelser, nord, øst og vest."
Hørgården er et mini-samfund, hvor man har alt indenfor rækkevidde: vuggestue, børnehave, skole, plejehjem, supermarked, grill, bodega - og beboerdemokrati. I øjeblikket bygges et nyt beboerhus.
David forklarer, at hans målgruppe typisk er intelligente unge indvandrerbørn, som ikke føler sig tilpas derhjemme. Han opfatter sit arbejde som sidste chance, inden disse unge starter en kriminel løbebane. Flere af dem har allerede været "i kontakt" med politi og sociale myndigheder.
Hvordan får i fat i de unge?
DD: "Vi går ned i gården og taler med dem. De bor jo her i området. Det går efter mund-til-mund metoden, så hvis én finder ud af at der sker noget spændende, siger han det videre til sine venner. Gården er deres netværk. Mange af dem kan ikke være derhjemme p.g.a. pladsforhold, yngre søskende og skænderier med de voksne. Nede i gården finder børnene hurtigt ud af, hvem af de voksne der er til at snakke med, og hvem der hellere ser deres hæl end deres tå, for nu at udtrykke det diplomatisk. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at mange af de her unger er af "anden etnisk herkomst", hvilket bestemt ikke gør problemerne mindre. En del af de "hvide" beboere behandler disse børn på en yderst kritisabel måde, idet de ofte kommer med nedværdigende tilråb fra altanerne, alene fordi børnene har en "forkert" farve."
Er det fordi de unge laver ballade?
DD: "De har selvfølgelig lavet noget tidligere, f.eks. revet blomster op af bede, og så er der opstået konflikter. Noget af det der har overrasket mig mest, efter at jeg er gået ind i det her arbejde, er, hvor stejlt fronterne er trukket op."
Vil du ligefrem sige, at der er en hadefuld stemning?
DD: "Nej, det er nok at trække det for hårdt op, men ingen tvivl om at der er problemer på det område."
Hvad skal man gøre ved det....hvad kan man gøre ved det?
DD: "Som jeg ser det, må man give folk mulighed for at lære hinanden at kende. Og på nye måder. Mange af de fordomme som især bygges op af medierne, skyldes i bund og grund uvidenhed. Når man først lærer hinanden at kende, så vil der ske en udvikling på begge sider."
Er det nye beboerhus en del af løsningen?
DD: "Det er jo ikke derfor huset er skabt, men det er da tænkt som en del af det sociale liv herude. Der er nogle regler for, at beboerhuse skal opføres i byggerier af en vis størrelse."
Så er det vel også rimeligt, at de unge får adgang til huset?
DD: "Der er stadig store diskussioner om det spørgsmål. Indtil videre er jeg næsten den eneste i bestyrelsen, som taler for de her ting. Det er meget frustrerende, det vil jeg ikke lægge skjul på."
Hvad mener de andre i bestyrelsen, vil de bare lukke dem ude?
DD: "Ja, noget i den retning. De unge laver for meget ballede, og så man vil ikke have dem ind. Jeg har f.eks. foreslået, at vi kunne stille nogle computere op, men det kunne slet ikke komme på tale. Det viser noget om, hvem der er gode til at udnytte beboerdemokratiet."
Hvad med bestyrelsen, hvordan er den sammensat?
DD: "Den er rent "hvid". Der sidder ikke en eneste indvandrer i bestyrelsen. Jeg er jo heller ikke indvandrer, forstået på den måde, at jeg har boet i Danmark hele mit liv. Jeg er en-kulturel. Hvad jeg har lært af andre sprog, har jeg lært i skolen. Jeg kender slet ikke min fars side af familien, så jeg er vokset op hos min danske mor indtil jeg var ti år, hvor jeg fik en dansk stedfar."
Er det det, der giver problemerne, at de er fler-kulturelle?
DD: "Nej, det er det ikke. I gamle dage ville man kalde problemet "fremmedgørelse", hvilket vil sige, at man har fjernet sig fra det menneskelige, at man ikke kan se det menneskelige i den anden, men i stedet ser et overfladisk billede, som bl.a. er tegnet af medierne."
Hvor mange børn og unge vil du anslå det drejer sig om?
DD: "Nu husker jeg ikke de nøjagtige tal, men da vi har en meget stor andel af børn og unge i beboer-sammensætningen i Hørgården II, giver det i sig selv nogle særlige problemer. Jeg vil tro, uden at du må hænge mig op på tallet, at de som stort set kun har et liv på gaden (i gården), må dreje sig om 30-40. Hvis vi regner Hørgården I med i regnestykket, kommer vi let op på det dobbelte."
Hvorfor?
DD: "Fordi der ikke er plads derhjemme. Der er mange søskende, der er måske ikke plads, måske er der heller ikke overskud til dem - og da slet ikke, hvis de er drengebørn med krudt i røven. Jeg var f.eks. vild med sport, da jeg var barn. Jeg skulle røre mig og spille fodbold hver dag - jeg skulle kort sagt lave noget hver dag. Hvis der ikke havde været plads til det, så var jeg garanteret blevet ligesom dem, vi i dag skælder ud over - hvis ikke værre."
Så på den måde kan du sætte dig ind i deres verden?
DD: "Ja ja, men jeg har ikke nogen stor tilgang til det, og det har måske været et handicap i mit arbejde, for de respekterer én på en helt anden måde, hvis man sådan lige har været ovre på "den anden side" for en kort bemærkning, og har prøvet nogle ting og sådan. Mit fjæs og min farve giver lidt prestige, men ikke meget. Jeg ligner jo en af deres og har derfor sikkert været gennem nogle ting.
Jeg er jo også blevet "singled-out" - peget ud som værende anderledes. Det har vi allesammen prøvet til en vis grad; der er nogen som er for høje, for lave, for tykke, for tynde - og så er der nogen som er rødhåret. I den forstand nyder jeg lidt goodwill fra drengenes side, men ellers ikke."
Hvad vil det kræve at løse problemet - er det et spørgsmål om penge eller personale eller hvad?
DD: "Penge og personale hænger jo sammen. Har man penge, har man personale."
Når jeg ser dig komme cyklende med 10-12 unge, kan jeg ikke lade være med at tænke: "Hvad Fanden, er der ikke personale til at lave den slags arbejde? Hvorfor skal han køre og lave det i sin fritid, han har vel andet at lave?" Jeg synes skam dit arbejde er beundringsværdigt, men det undrer mig, at det skal være nødvendigt med frivilligt arbejde.
DD: "Jeg er helt enig, det burde ikke være sådan."
Er det efter du kom til Hørgården, at du fik interesse for det sociale arbejde, eller har interessen været der hele tiden?
DD: "Jeg har en baggrund, hvor jeg bl.a. har arbejdet på fritidshjem og daginstitutioner, så rent arbejdsmæssigt har jeg en vis viden om det."
Er der flere der ligesom dig arbejder frivilligt indenfor området?
DD: "Nej, ikke lige for øjeblikket. Det svinger op og ned med arbejdsstyrken, det er jo en af ulemperne ved frivillig arbejdskraft."
Hvem er det der går ind i det frivillige arbejde?
DD: "Det er de typiske ildsjæle, Tordenskjold's soldater, som stiller op til skolebestyrelse, afdelingsbestyrelse og så videre. Det er jo en af de ting jeg synes, man skal forsøge at ændre lidt ved, for der er også positive aspekter ved at have frivillige med i arbejdet. De bringer en anden form for ægthed ind. Og muren mellem de etnisk danske og udenlandske kunne gøres betydelig lavere, hvis flere involverede sig i noget af det her - også de etniske forældre."
Nabohood
Nabohood er en vidensbaseret forening, der gennem design af social intervention i projektform yder rådgivning, konsultation og praksis udvikling.
Inden for en bred vifte af indsatsområder og overvejende med fokus på børn og unge arbejder vi med et eksistentielt menneskesyn. Forandringer for børn og unge betyder, at de sociale netværk, som de er del af må ændres, hvis ikke dette er tilfældet forbliver det idealisme at tro på positiv forandring. Hvad enten det handler om integration af individer eller institutioner. Nabohood laver project merging mellem offentlige og private aktører mhb. på tværinstitutionelt, tværkulturelt og tværgenerationelt samarbejde.
Dette er platformen for social intervention rettet mod specifikke boligområder og børn / unges sociale og kulturelle integration. Herved har vi allerede antydet, at løsninger på en lang række 'ungdomsproblemer', 'integrations-problemer', 'familieproblemer', 'skoleproblemer', og 'læseproblemer' kræver at et helhedssyn fastholdes. Det mener vi begynder med, at møde boligområdernes beboere der hvor de bor og opholder sig i deres fritid. Da vi særligt fokuserer på børn og unge i alderen 7 - 18, gør nogle særlige forhold sig gældende for intervention i boligområdet.
Ovenstående er et uddrag af programerklæringen for "Nabohood", der lyder som om det kunne være en løsning på nogle af de problemer David & co. kæmper med i Hørgården.
DD: "Det Nabohood vi vil opbygge her i Urbanplanen, er baseret på frivillig arbejdskraft. Men så har vi selvfølgelig haft stor støtte fra Fabian, som har haft sin ansættelse ovre i Partnerskabet, indtil han blev afskediget...."
Partnerskabet
DD: "Partnerskabet er i bund og grund en privat virksomhed, som er nedsat for at tage initiativer på det bolig-sociale område. De har haft en del beboer-rådgivere med i arbejdet. De laver aktiviteter for beboerne, som skal knytte os og det offentlige samfund tættere sammen. Men det er en lidt sjov størrelse, fordi de er en del af denneher bevilling fra Landsbyggefonden.
Fonden har givet nogle penge, hvor en af betingelserne var, at der skulle nedsættes en partnerskabsgruppe bestående af beboerrådgivere, socialarbejdere og sådan nogle som mig. Jeg tror der er to hovedinteressenter i partnerskabs-konstruktionen. Den ene er socialcentret og den anden er boligselskabet KSB. Boligselskabet står for de konkrete ansættelser, mens socialcentret også har indflydelse i bestyrelsen, og muligvis endda har fået penge af midlerne fra Landsbyggefonden, som de (socialcentret) skal administrere.
Landsbyggefonden kan godt se, at området er på vej mod ghetto, og vil derfor gerne hjælpe med at give området et løft, f.eks. gennem renovering af facader og udearealer. Desuden vil man gerne støtte en genopretning på det sociale område."
Det kunne godt lyde for en udenforstående som om Partnerskabet kunne være en løsning på ihvertfald dele af problemerne med de 10-18 årige?
DD: "Nu har jeg ikke været med i arbejdet så længe, så jeg skal ikke udtale mig for kategorisk. Men fra hvad hvad folk har fortalt mig (også dem som har været med længe), så er der intet sket på det her område. Der begyndte at ske noget, da Fabian blev ansat, fordi han har en fortid, der giver større respekt på gadeplan (blandt indvandrerbørnene). Politiet kom med meget positive meldinger om, hvordan kriminaliteten herude var tydeligt faldende. Han formåede at nå ind til de her typer, som man ellers regnede for at være "udenfor pædagogisk rækkevidde". Det er nogle af dem, som virkelig driver den negative spiral herude. Der skal jo faktisk kun en to-tre stykker af hard-core typen til, for at læsset tipper."
Hvad kalder du hard-core i den her forbindelse?
DD: "Det kan være sådan noget som indbrud, hærværk, men også vold - og endda et enkelt drab, som ganske vist ligger før min tid. Jeg kan dog tydeligt huske episoden, som ligger nogle år tilbage. Det var nogle drenge fra vores målgruppe, som gennembankede en hjemløs fra Sundholm en kold vinteraften. Staklen kunne kun krybe bagefter og forsøgte derfor at kravle ned i en af de her små nedgange til kældre....så frøs han ihjel der og blev fundet næste dag."
Hvad skal man gøre for at få fat i dem?
DD: "Det er sådan noget som de initiativer vi har gang i, hvor man tager dem lidt væk fra det hjemlige miljø og hvor man laver lidt for dem. Det er jo en besværlig gruppe at lave noget for og arbejdet kan til tider være meget frustrerende. Det svarer til at finde alle de besværligste unger frem på diverse fritidshjem, og så samle dem alle sammen på eet sted - det skal jo give problemer!
Derfor har vi startet foreningen "Team HG" (HørGården), hvor ideen er, at opbygge forståelsen for, hvordan en forening fungerer. Når man ikke har fået det ind med modermælken, er det ikke altid let at forstå, at man ikke bare kan få det ene eller det andet. Hvis man vil ha' noget gennemført, så bliver man sgu nødt til at møde op! Vi har iøvrigt tilsvarende foreninger i de andre bestyrelser også.
Eksempelvis har en masse indvandrere installeret paraboler for at se diverse fremmede TV-kanaler. De risikerer at blive pålagt at fjerne parabolerne, idet det helt klart ikke er godkendt af bestyrelsen - tværtimod faktisk. Men der sidder ikke en eneste indvandrer i bestyrelsen til at forsvare parabolerne. Det er helt grotesk."
Hvorfor møder indvandrerne ikke op?
DD: "Jeg tror man kan bruge Team HG som eksempel. Foreningen er startet af nogle unge, som så at sige har set lyset. Det er nogle unge som Fabian har fundet via sit arbejde på gadeplan. Han sad ikke bare og snakkede med socialrådgivere eller andre professionelle. Han gik ud på gaden. Nogle af de værste unge, som har smadret hele Peder Lykke Centret; masser af problemer med vold og hærværk. Han fandt ret hurtigt ud af, hvem det var der stod for det her, og det var selvfølgelig unge som var forsømte eller lidt forskruede oven i hovedet. Han tog dem med på en tur til Sverige. De var væk i en ugestid, hvor de fik forskellige ting kørt igennem. Han arrangerede også ture sydpå, hvor de skulle ned og ligge ved en swimmingpool. De skulle kort og godt væk herfra. På den måde fik han brudt nogle mønstre."
Hvad skal de ha' når de kommer væk, skal de ha' udfordringer, eller skal de bare opleve at der er interesse for deres person?
DD: "Det er simpelthen der det starter: at der er interesse for deres person, og at de godt må være her. De får jo oplevelsen af, at ingen vil have dem her. Hvis de så også er lidt uønskede hjemmefra, og hjertet er lidt knust, så er det vel ikke underligt at de reagerer som de gør.
Team HG arbejder på at udbrede forståelsen for, hvordan man opbygger en forening. Det er f.eks. ungerne selv, som har arrangeret turen til Vestamager; jeg holdt mig så vidt muligt i baggrunden, og greb kun ind, hvis det var nødvendigt. Det er for at give de unge en stemme, der hvor de bor. De skal lære at bruge de demokratiske instrumenter, som er til rådighed, og samtidig lære vores foreningskultur at kende. Det er godt for dem selv og det er godt for samfundet. Det duer ikke at de går og er adskilte i grupper hele tiden. Man må gå sammen på trods af alle de etniske skel."
Er det foreningstanken du gerne vil sælge?
DD: "Det er også foreningstanken, men det er især noget med, at de føler de bliver taget alvorligt og at de har en stemme - at de bliver hørt. Det kræver selvfølgelig på den anden side, at der er en vis åbenhed fra de gamle årgange i afdelingsbestyrelsen, og det er bestemt ikke tilfældet i øjeblikket. Tværtimod."
Vil det sige, at det ikke er via afdelings-bestyrelsen, de unges problemer løses?
DD: "Det tyder ikke på det. Ihvertfald ikke med den sammensætning bestyrelsen har i øjeblikket."
DD: "Er det ikke bemærkelsesværdigt, at der er mennesker indenfor den professionelle del af behandlerbrancen, som tilsyneladende har en interesse i, at problemerne med de unge indvandrere ikke løses alt for hurtigt, mens personer som beviseligt er i stand til at skabe resultater, køres ud på et sidespor?"
En tikkende bombe
De unge indvandererdrenge er m.a.o. som en tikkende bombe under Hørgården og det sociale arbejde i området. Foretager man sig intet, ender gaden i hærværk, vold og det der er værre - og i sidste ende en høj regning til Københavns Kommune. David står tilsyneladende alene med sit synspunkt, at der skal folk ud på gaden, der hvor drengene er. Københavns Kommune sender i stedet et par behandlere til stedet som iflg. David "sidder på et kontor og sender mails til hinanden".
David taler om Fabian, en tidligere pædagog, som har været ansat i Partnerskabet, hvor han gennem sit arbejde (som vil blive beskrevet i et senere interview) har fået en række af de mest kriminelle ud af det hårde miljø.
Er han ligefrem blevet afskediget?
DD: "Nej, det gøres mere elegant. Han modtager besked om, at hans projekt ikke bliver forlænget. Og da han jo er projekt-ansat, så..."
Blandede han sig med de unge?
DD: "Ja, så godt som hver dag. Han gad ikke sidde og skrive på et kontor, han ville ud og snakke med de unge. Det var det der gav resultaterne, og det var derfor han blev afskediget."
Hvad er løsningen?
DD: "Der burde være flere ansat til at arbejde med de unge. Som du selv sagde, hvorfor løber tossen rundt her i sin fritid, når der burde være faguddannet personale til opgaven. Der er folk, som er inkompetente i deres stilling, som ikke desto mindre får lov at blive siddende. Hvis man gør indsigelser, som f.eks. Fabian har prøvet, bliver man kørt ud på et sidespor. Men kan der virkelig være mennesker som har en interesse i, at tingene måske ikke rykker sig alt for hurtigt? Og er det ikke bemærkelsesværdigt, at de mennesker som får tingene til at rykke sig i den rigtige retning, bliver fjernet?"
Kan du mærke nogen forskel på drengenes opførsel når i kommer hjem fra en tur - har du lettere ved at komme i kontakt med dem?
DD: "Ja bestemt. Det er jo både godt og skidt, for så laver de deres narrestreger med mig. De har sådan en lidt kejtet måde, at komme i kontakt med én på, fordi de jo gerne vil drille én lidt, ikk'. Det giver jo ikke noget status i gruppen, at indlede en seriøs samtale med en voksen. Men okay, jeg forstår sproget og jeg forstår signalerne, så for det meste leger jeg med - og så kan vi begynde at snakke rigtigt, når der er gået et par minutter. Men det har været et tilbageslag, at Fabian blev vippet ud. Det har været dumt, og nu hænger det hele på mig. Fabian fik f.eks. det der rap-halløj op at stå, og noget video - de har jo selv produceret videoen."
Har de selv produceret den?
DD: "Ja ja, det har de da. Det er nogle af de bærende ideer, at man gør det selv. Ikke det der med, at der kommer nogen og gør det for én. Man skal sgu selv gøre det, for så lærer man det osse samtidigt. Vi (beboerbestyrelsen) har faktisk pumpet et par millioner kroner i noget lokal-TV herude, Urban-TV hedder det, som et billede på at man selv kan gøre noget. Det ville Fabian og de unge selvfølgelig gerne have del i, for det er jo beboernes udstyr og penge. Men det ville bestyrelsen ikke være med til, der gik cirka ti minutter, så blev de smidt ud. Man ville ikke have "sådan nogen" til at benytte foreningens udstyr. Det kunne slet ikke komme på tale."
Hvad laver i på en tur som denneher?
DD: "Nu var det jo heldigt, at det var Skt. Hans, så vi lavede bål. Der er jo masser af træ på Vestamager, men det var vådt, så alene det at tænde bålet tog 4-5 timer. Men hvor får man ellers lov til at lave bål og udleve sine pyromaniske tilbøjeligheder (latter). Så de var helt vilde med det. Og så skulle vi jo lave lidt mad på det der bål og vi skulle sætte telte op, så tiden gik let og elegant. De skal i princippet lave det hele selv, og jeg blander mig kun hvis de ønsker det. Det er de to ældste af ungerne som står for arrangementet og bestemmer hvad der skal laves. Jo mindre jeg blander mig i det, des mere bestemmer de selv."
Er det indvandrerdrenge allesammen?
DD: "Ja ja, det er helt "sort". Ideen med det er, at de - når de bliver 18 - selv kører det videre. Ligesom en ungdomsforening. At de har fået interesse for den danske måde at gøre tingene på: ad demokratisk vej, så at sige. Som en spejderklub, fodboldklub, boligforening eller hvadsomhelst."
Hvis jeg nu kom og sagde: bare sig hvad du skal bruge, hvad ville du så svare?
DD: "En stor pose penge kan gøre underværker! Pengene kan f.eks. bruges til at fuldtidsansætte 3-4 personer til at arbejde med de unge."
Hvor stor skal den pose penge være?
DD: "En halv til en hel million, vil jeg tro. Men der skal ikke bare ansættes et antal tilfældige socialarbejdere. Det skal være folk af Fabian's støbning, som kan, vil og tør gå ud blandt de unge. At sidde og gemme sig på et kontor, sende e-mails eller skrive rapporter, skaber ingen resultater. Det er i virkeligheden ikke klientellet der er noget galt med, det er rammerne som er håbløse. Folk herude er fanget i nogle livsomstændigheder, nogle sociale strukturer som gør, at de sidder fast. Men de strukturer kan brydes! Det kræver som sagt socialarbejdere af den rette støbning - det er det vi mangler! Nå, jeg er vist ved at blive ophidset nu, så vi må hellere stoppe inden jeg kommer alt for godt i gang."
David stiger igen på cyklen, og trækker langsomt afsted. Han skal hjem til Hørgården. Alene, for drengene er forlængst kørt. Ingen venter på en efterløber. Og da slet ikke unge indvandrerdrenge.
- Kurt Starlit
2007.Aug.29
Har du kommentarer eller andet til ovenstående, hører jeg gerne fra dig. Skriv venligst til:
LINKS:
Ghetto Gourmet
I samme serie:
