Når udrykningen svigter
Fabian Laier på Café Bankeråt en septemberdag i 2007.
Foto: Cykelkurt
Det store boligkompleks Hørgården på Amager har i mange år været plaget af vold, tyveri og hærvæk fra mistilpassede unge med indvandrerbaggrund. Københavns Kommune og deres samarbejdspartnere dannede derfor selskabet Partnerskabet, som udstationerer medarbejdere i området, for på denne måde at tage problemerne i opløbet.
Men selv om arbejdet har stået på i mere end 15 år, var det først da Fabian Laier blev ansat i 2006 at der skete et mærkbart fald i kriminaliteten. Det skete til gengæld i løbet af få måneder, hvor de unges kriminelle aktiviteter reduceredes med 80%.
Det sensationelle resultat vakte naturligt nok glæde og begejstring hos politi og beboere i området. Hos Fabians arbejdsgiver var glæden dog knapt så udtalt, og højst overraskende blev han frigjort fra arbejdet i midten af 2007.
Spørgsmålet er derfor: Hvorfor smider man på denne måde en værdifuld medarbejder på gaden, og hvad er det Fabian gør, som Partnerskabet tilsyneladende ikke selv har kunnet finde ud af i de mange foregående år? For at få svar på disse spørgsmål og flere andre, har jeg spurgt manden, som må vide det: Fabian Laier.
Af Kurt Starlit
Det er en regnvåd septemberdag i 2007, da vi mødes på Café Bankeråt i Nansensgade. Fabian viser sig at være en middelhøj mand i tyverne, med en maskulin udstråling af energi og handlekraft - noget som ifølge Fabian er helt nødvendigt i arbejdet med de unge. Man får i hans selskab let en følelse af, at ord kun står i vejen for handling. Jeg starter derfor mine spørgsmål forsigt op.
Var du ansat af, eller bare løst tilknyttet Partnerskabet?
FL: "Jeg var kontraktansat i Partnerskabet, d.v.s. ansat for en halvanden års periode."
Hvad er meningen med dette partnerskab?
FL: "Det er kort sagt en organisation, som har til opgave at udvikle bydelen."
Er det den fysiske eller mentale udvikling vi taler om?
FL: "Det er både den fysiske og den mentale del."
Da du søgte stillingen i Parnerskabet, var der da nogle specielle grunde til det?
FL: "Jeg havde nogle konkrete ideer om forskellige tiltag i lokalområdet, hvad der kunne gøres for at gøre området attraktivt for alle parter - unge, gamle, indvandrere og gammeldanskere. Jeg syntes det var nødvendigt at udarbejde en konkret politik, så folk kunne se hvad det hele gik ud på. For eksempel er det vigtigt at de unge oplever at blive hørt i organisationer og på arbejdspladser. Også i hjemmet selvfølgelig - og ikke mindst i et boligområde med så mange børn som Hørgården. Hvis de ikke bliver hørt på en organiseret måde, så man kan bruge deres oplysninger til noget, der kommer til udtryk i konkrete handlinger eller projekter, hvor de unge kan være med, ja så bliver de modstandere, og man skaber så at sige et modhold, hvor de unge laver hærværk og alt muligt."
Hvad var din opgave i Partnerskabet?
FL: "Jeg var selv med til at formulere min opgave, og hvordan den skulle løses. Opgaven var, at få de lokale børn til at føle ejerskab og ansvar. For eksempel skabte vi en musikafdeling, hvor ideen var, at børnene skulle kunne blive hørt. Vi lavede også noget som blev kaldt Community Manager, hvor man mødtes hver onsdag. Dem som havde lyst til at lave noget, måtte derfor skrive ned hvad de var tilfredse med, og hvad ikke. På den måde fik vi nogle ting igennem. En af dem var et TV-hold, et rap-hold (musik) og en pige(musik)gruppe. Og de fik selv lov at lave det hele. I stedet for at man lavede aktiviteter for dem, lavede de dem selv."
Hvordan gjorde i det rent organisatiorisk?
FL: "Det er sådan, at byudviklingsmidlerne bliver placeret i et sekretariat - i det konkrete tilfælde er det Partnerskabet. De sidder og forvalter midlerne, og nogle af disse midler kan de kanalisere over i det som børnene, pensionisterne eller andre grupper har lyst til at lave. Så har vi nogle puljer som man kan søge ved at lave en projektbeskrivelse til Partnerskabet. Sekretariatet tager så stilling til projektet sammen med Partnerskabets bestyrelse. Denne bestyrelse består af formanden, socialchefen og lederne af de forskellige institutioner, f.eks. ungdomsklubber, skoler o.s.v. Disse mennesker bestemmer hvor pengene går hen."
David forklarede din rolle med, at du ikke ville sidde inde på et kontor og nusse med papir, skrive rapporter og sende mails. Du ville ud på gaden til de unge, der hvor de var. Når du nu kom derude i gaderne hos de unge, var de så indforstået med at du var der, eller var det noget du gjorde på trods af deres ønsker?
FL: "Det der med at være blandt de unge lå helt naturligt for mig. Det var iøvrigt også en aftale fra begyndelsen, at sådan skulle det gribes an."
Vil det sige at Partnerskabet var indforstået med, at du lavede dit arbejde ude i gaderne? Jeg har forstået på David, at det blev taget ilde op, at du lavede dit arbejde på den måde. Han forklarede det med, at de øvrige medarbejdere undgik at komme i direkte kontakt med de unge, men foretrak at sidde hjemme på kontoret og skrive og teoretisere.
FL: "Altså....jeg vil sige det på den måde, at man tilsyneladende havde regnet ud, at hvis man benyttede sig af min metode, hvor jeg både brugte direkte og æstetiske midler (kunst og kultur), så kunne man næsten ikke undgå at få succes. At være i dialog, sørge for at der er nogle netværk, som havde en formel råderet i forhold til ressourcer i området, var helt afgørende.
Det som skete for mig derude var, at politiet overfor pressen har sagt, at kriminaliteten faldt med 80% på kort tid. Sådan et resultat kunne jeg selvfølgelig kun opnå, fordi andre ikke havde gjort deres arbejde - ellers ville det have været umuligt. Det var dybest set fordi jeg gik ud og lavede det arbejde andre forlængst skulle have gjort.
Baggrunden for det manglende arbejde var de bagvedstående organisationer og virksomheder, som ikke lavede deres arbejde ordentligt, og som heller ikke havde nogen større lyst til at gøre det. Man kan sige, at det handler om en pædagogisk tilgang til problematikken. Måske også noget med en faglig selvrespekt, som jeg ikke oplevede overvældende meget af derude.
Når jeg snakker om faglig selvrespekt, så mener jeg at man som minimum skal gøre indsigelse, hvis samarbejdspartneren ikke opfylder sin del af aftalen. Det var ikke hvad der skete; man lod som ingenting, hvis de øvrige samarbejdspartnere ikke overholdt deres del. Evt. brokkede man sig lidt i krogene, men det fik jo heller ingen konsekvenser.
Lige da jeg holdt op derude, var der nogle unge mennesker fra to forskellige boligblokke i området som stødte sammen. Det var det vi kalder organiserede overfald - ikke spontane overfald. De var allesammen under 15 år. Der var nogle pædagoger som forsøgte at stoppe det, og det kan forsåvidt være godt nok, men det rokker jo ikke ved, at der er udarbejdet detaljerede handlingsplaner og arbejdsbeskrivelser i koncensus (enighed) mellem Partnerskabet's deltagere. Disse handlingsplaner ligger helt helt fast og skal følges.
Bagefter sådan en hændelse skal alle børn, der har deltaget i sammenstødet, meldes højere oppe i systemet med CPR-nummer og det hele. Er det børn, som går i områdets institutioner (og det gør de fleste børn i området), skal forældre og socialvæsenet orientes. Hvis der har været våben, bandeorganisering eller vold involveret, skal politiet orienteres. En generel orientering er ikke nok. En konkret sagsbehandling af hvert enkelt barn skal være en fast del af det her. Det er klart og tydeligt aftalt, og derfor skal aftalen selvfølgelig overholdes - ellers bliver børnene taberne. Meget tyder på, at der ikke er sket nogen form for sagsbehandling i denne sag."
Den der fastlæggelse af procedurer du taler om, er det noget der bestemmes af Partnerskabet?
FL: "Nej, procedurerne er vedtaget på kommunalt niveau, så de kan betragtes som lov. Derfor er det også en alvorlig sag, når de på denne måde prøver at liste sig udenom den varme grød."
Hvad er løsningen på problemet med de utilpassede unge, er det penge, er det mennesker eller hvad er det?
FL: "Det er ihvertfald ikke penge der er problemet. Det er snarere at få fat i de rigtige folk med den rigtige baggrund og den rigtige uddannelse. De forkerte folk med den forkerte baggrund og den forkerte uddannelse fylder alt for meget i det sociale arbejde. Bydelsarbejdet udgøres af en socialgruppe, som ikke har nogen som helst baggrund i det miljø de skal ud og agere i.
Jeg har en tese om, at førstegenerations middelklassen godt kan gå ud og løse opgaver i alment boligbyggeri. De er jo selv vokset op i det. Men anden generations middelklasse, det er dem vi oplever derude nu, de har aldrig boet der, de har en helt anden baggrund. George Orwell sagde noget i retning af, at.... "når arbejderklassens børn begynder at sidde i (arbejderpartiet) Labour's top, så har partiet ikke længere nogen legitimering til at tale på arbejderklassens vegne." De har jo aldrig arbejdet, men har siddet på gymnasiet og universiteterne - de er kort sagt blevet akademikere.
Det er det samme problem vi har i Danmark. Her gør en masse akademikere sig kloge på vegne af mennesker, som bor ude i de sociale og almennyttige boligområder. Det har vist sig, at middelklassen kun er dygtig til at skabe positive situationer for deres egen gruppe. De kan ikke finde ud af, at konvertere andre grupper ind i middelklassens fællesskab.
Hvis du ta'r et sted som Urbanplanen, Mjølnerparken eller Gjellerupparken, så er der en meget unormal tilstand derude - set i dansk sammenhæng - nemlig, at de som arbejder i institutionerne, ikke bor der. De tager bogstavelig talt hjem efter arbejdstid. Hvis du modsat tager til f.eks.Hørsholm, vil du se, at de fleste af dem som arbejder i kommunens institutioner, også bor i området eller på anden måde har tilknytning til lokalområdet.
I de "sociale" beboelsesområder er der m.a.o. ikke nogen naturlig sammenhæng mellem de mennesker der bor der, og de mennesker der arbejder der. Det er to adskilte verdener."
Du kom jo også selv fra et fjerntliggende område, da du arbejdede derude.
FL: "Ja det er rigtigt, men jeg bor jo altså også i et tilsvarende boligområde (København NV), og desuden er jeg første generation. Men jeg har lagt mærke til anden generation, de tager afstand.....de har en helt anden baggrund....de er sgu ikke vant til at folk opfører sig sådan. Hvis et barn står og kigger, og der kommer en fra middelklassen forbi, vil han eller hun sige, at de har masser af ting derude i Hørgården, så hvorfor opfører de sig så sådan? De glemmer bare en ting: at de er femten om at dele den samme ting, som en etnisk dansker er alene om."
Hvad er din egen baggrund - hvor kommer du selv fra?
FL: "Jeg er født i Nordvest (Kbh. NV) og vokset op i Tåstrup (forstad til København). Min far er dansk og min mor er fra Columbia."
Så har du vel sådan set haft en normal dansk opvækst?
FL: "Nej, det har jeg ikke. Som sagt er jeg vokset op ude i forstæderne - ude i ghettoen, hvor de fleste legekammerater havde den samme baggrund som jeg selv. Mange endte ude i stofmisbruget. Det er vist ikke det, man kalder en normal opdragelse, at have en masse legekammerater som er narkomaner. Men det er normalt, hvis du bor i det almennyttige boligbyggeri. Ihvertfald i den generation jeg tilhører. 20 procent af den danske befolkning bor i det almennyttige boligbyggeri; det passer med tallet for de mennesker der ikke lærer at læse og skrive i skolen. Det bekræfter det jeg har sagt, at middelklassen er rigtig dårlig til at undervise og til at lave sociale tiltag i det almene boligbyggeri.
Hvis man skal undervise de børn, skal man bruge lærere som minder om de mennesker de skal undervise. De skal have føling med området, ellers går det galt. Mens middelklassen bliver ved med at sige, at der er et eller andet galt med det der barns forældre, så tror jeg man med fordel kunne ansætte nogle af dem fra det almennyttige boligmiljø til at undervise børnene, og derigennem opnå bedre resultater."
Du sagde før, at det er de forkerte mennesker der arbejder med det undervisningsmæssige og sociale område i Hørgården. Så er det jo fristende at spørge, hvem det så skal være, der skal arbejde med området. Findes de mennesker overhovedet?
FL: "Man må gå tilbage til dengang man begyndte at arbejde med det her område. Dengang Sokrates og Platon levede, skabte de så at sige skolen, mens de havde skolen. Og derfor må man gå ud og skabe det sammen med de mennesker der er derude, så de oplever at det er relevant for dem. Det skal man gøre over en lang periode - vi snakker om år - og man skal ihvertfald ikke starte med at ansætte et antal sagsbehandlere fra middelklassen, og derefter bare blive ved med at multiplicere ansættelserne. Det løser ingenting.
Eksemplet fra Vollsmose er grelt: her havde man i syv år ansat 16 eller 17 mennesker, som ingen tilknytning havde til området. Hvis de mennesker var hentet i området, så havde de jo også kendt forholdene og menneskene, og kunne derved være med til at få flere til at forstå det her. Men det var jo ikke det der skete."
Da du blev fjernet fra det projekt i Partnerskabet, anså du det så for at være en uundgåelig udvikling?
FL: "Jo, jeg forstod godt, at jeg ikke ville få lov at fortsætte derude, selvom det jo ellers flere gange var blevet stillet i udsigt. Men da det kom til stykket, ville man ikke leve med en person, som påpegede at tingene ikke fungerede.
Jeg oplevede det sådan, at folk ikke ville sætte deres egen magelighed lidt til side. De var efter min mening ikke professionelle i forhold til arbejdsopgaven. Ellers var den jo løst for længst - nogle af dem har arbejdet derude i tyve år eller sådan noget.
Det grundliggende problem i denneher type sager er, at de mennesker og/eller organisationer, som er ansat til at løse opgaverne, ikke er parate til at tage en diskussion med hinanden om, hvad der er af uløste opgaver. De tør ikke kritisere hinanden. De forstår åbenbart ikke, at man ud af den slags konflikter kan få noget fint og konstruktivt. Konflikter kan være meget positive og udviklende. Man skal bare være forberedt på kritik."
De problemer der er ude i Hørgården, eller Urbanplanen for den sags skyld, er det generelt for alle de store sociale boligområder herhjemme, eller er det noget specifikt for Hørgården?
FL: "Det er et helt gennemgående tema: Samme socialgruppe, samme konstruktion, samme middelklasse der bliver sat til at arbejde med sagerne. Konstruktionen er lavet til, at resultatet altid bliver det samme."
Det er så at sige indbygget i systemet?
FL: "Ja ja, og bare for at være helt sikker, ser de også de samme TV-programmer (ha-ha)."
Jeg ved jo, at du bl.a. har været på ture med nogle af de unge til Sverige, hvor i oplever en forbedring af dem - altså at de fungerer bedre. Er det noget der holder sig, også når i kommer hjem?
FL: "Hvis du arbejder med nogen i en 1½ års periode, så kan du præge dem og give dem en række værktøjer til at foretage reelle valg, når der sker en stilstand i deres liv. Hvis man vil sikre sig, at det går den rigtige vej, så snakker vi om 6-7 års prægning. Det svarer til folkeskoleperioden i gamle dage."
Det er groft sagt alle teenage årene.
FL: "Ja ja, og man skal være til stede hele tiden i de vanskelige år. Hvis du på den anden side sammenligner med et ganske almindeligt middelklassebarns opdragelse, så er der nogen til stede hele tiden hos dem. Det kan vi ikke gennemføre med de unge teenage indvandrere som tingene er i dag. De er stort set overladt til sig selv, hinanden og uden vejledning."
Det bliver tit fremhævet fra politisk hold, at ansvaret i sidste ende er forældrenes. Hvorfor kan indvandrerforældre ikke påtage sig det ansvar?
FL: "I de lejligheder hvor indvandrerne bor, der boede tidligere enlige danske mødre med tre til fem børn. I dag, bor der stadig en enlig mor med tre til fem børn - hun er bare indvandrer. Hendes børn skaber derfor de samme problemer som danskerne gjorde, da de boede der for tredive år siden. Og det ved man fra politisk og administrativ side godt. Der er m.a.o. ikke noget specielt problem her, det er ikke hudfarven der afgør, om børnene laver ballade.
Hvis man i gamle dage havde sagt: "90% af al den kriminalitet der bliver lavet i København, kommer fra det almennyttige byggeri", så var arbejderklassen gået fuldstændig amok. Det ville være det samme som at sige, at det er arbejderklassens børn der laver al kriminaliteten. I 1970'erne, hvor der var stor arbejdsløshed, ville man statistisk kunne påvise at det var de arbejdsløses børn som lavede det meste kriminalitet. De boede i de samme boligområder, som indvandrerne bor i idag.
Så det er noget vrøvl med disse hadestatistikker mod indvandrerne......alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det handler om, at de voksne ikke har værktøjerne til at hjælpe deres børn. Derfor må samfundet træde til - det står der iøvrigt også i loven. Desværre er der utallige eksempler på, at underretninger fra skolelæreren, pædagogen eller politiet om, at noget er galt, ikke har medført nogen reaktion fra socialcenteret."
Jeg forstod på David, at der er en beboerbestyrelse i Hørgården, hvor indvandrerandelen er meget lille - den er der faktisk slet ikke. Hvordan kan det være?
FL: "Du ka jo spørge dig selv, hvordan det kan være at danskerne i 30-35 års alderen heller ikke er repræsenteret. Du er jo dansker, så du burde vide det!"
Ja, men jeg må indrømme at jeg slet ikke vidste, det var sådan.
FL: "Nej, men det er fordi indvandrerne derude for det meste er familie-forældre. Den generation har ikke tid eller overskud til at gøre det. Det kræver også nogle kompetencer at indgå i sådan et arbejde. Den første generation af indvandrere vi havde tilbage i 1960'erne og helt op til midten af 1970'erne, de arbejdede jo bare, og lærte aldrig sproget."
Hvorfor gjorde de ikke det?
FL: "Det gjorde de ikke, fordi de gjorde rent og arbejdede på vaskerier og fabrikker i femten år. Det næste der så sker er, at danskundervisningen i Danmark først starter i 1986. Så fra 1965 til 1986 skulle indvandrerne lære dansk selv. Det er lettere sagt end gjort!
Nogle af dem har været her i tredive år uden at lære dansk. Hvis de f.eks. var 30 år i 1967, så er de i dag ca. 70 år gamle. Den generation, som i dag sidder i bestyrelsesarbejde i Danmark, er over halvtreds år - fra 50 til 70 sådan cirka. Jeg tror formanden i Hørgården er 71, og han er dansk. Sandsynligvis har han en opfattelse omkring børneopdragelse som den, man havde i 1950'erne. Det var i den periode hans egen generation begyndte at blive far."
Der blev dannet et selskab, hvor i bl.a. lavede de der forskellige musik-videoer. Hvor får man pengene fra til sådan noget?
FL: "De ligger i Partnerskabets kasse, de støtter jo forskellige aktiviteter, så pengene fik vi derfra. Og så sørgede jeg også for....nej, Partnerskabet sørgede for, at der blev sat noget arbejde i gang, hvor vi ansøgte om frivillighedsmidler under Københavns Kommune fra forskellige fonde. Der kom ca. 130.000 kr. ind på den måde."
Hvor meget koster det at sætte sådan et videoselskab op?
FL: "Et kamera koster omkring 25.000 kr. og man ligger omkring 50.000 kr. for det komplette udstyr.
Jeg havde forresten også en idé om, at alle projekter skulle konstrueres under en allerede eksisterende organisation. Ungdomsskolen er f.eks. en sådan organisation. Det vil sige, at vi kunne placere aktiviteten under ungdomsskolen, og lade dem financiere maskineriet og underviserne."
Jeg forstod på David, at beboerforeningens bestyrelse var blevet enig med sig selv om, at der i forbindelse med det nye beboerhus skulle indkøbes noget videoudstyr til beboerne. Det ville de unge selvfølgelig også gerne have lov til at lege lidt med. Men det blev fuldstændig afvist af bestyrelsen.
Det der undrer mig er, at der sidder en bestyrelse, som består af fortrinsvis ældre mennesker - ihvertfald over 50 år - som ikke kan se, at de også selv har en interesse i at få løst problemerne. De kan da ikke være interesseret i, at der altid er vrøvl og ballade med de unge?
FL: "Nej, men det er demokratiets vilkår. De gamle synes jo, at der er nogle andre som skal betale - det må helst ikke koste noget. Desuden er de bange for, at hvis man først gi'r los, så vil folk have mere. Lige i øjeblikket synes de åbenbart ikke, at de unge skal have mere end det de allerede har. Det er en politisk beslutning, de dermed har taget. Min holdning er, at så må man bare sørge for, at de unge får adgang til andre midler, som de gamle ikke kan bestemme over, og på den måde komme rundt om det."
Har du et indtryk af de unge som enkeltpersoner - taler vi om intelligente individer, eller er det helt tilfældigt, hvordan niveauet er sat?
FL: "Det er meget forskelligt. Nogle er særdeles godt begavet, andre skal have hjælp."
Forløb din "karriere" i Hørgården nogenlunde som du havde forventet?
FL: "Det har været stillet i udsigt flere gange under forløbet, at man ville forlænge min ansættelse, så derfor havde jeg selvfølgelig forventet at jeg kunne fortsætte arbejdet med de unge. Men jeg havde ikke forventet, at et system kan være så afvisende overfor en person, der skaber resultater.
Det var en vej op ad bakke hele tiden at skulle legitimere aktiviteter og forklare og alt muligt i detaljer. Jeg havde forventet noget opbakning. Når den så udebliver, bliver det træls at være på en arbejdsplads."
Du skulle hele tiden stå til regnskab?
FL: "Ja, konstant. Og når der opstod konflikter, var det med folk, som ikke lavede deres arbejde ordentligt. Det nytter jo ikke noget at være ambulancefører, hvis man ikke også kører ud, når der er brug for én."
+++++++++++++
Det kan der være noget om. Ihvertfald var der ingen ambulancer der rykkede ud, da Fabian's projektperiode udløb i midten af 2007. Partnerskabet undlod at forny ansættelsen - og slap på denne måde behændigt af med en "besværlig" medarbejder. Men også en værdifuld medarbejder, for prisen har bl.a. været, at kriminaliteten igen stiger i lokalområdet.
Man kan derfor med god ret spørge, hvem der har fordel af denne fritstilling?
Uanset svaret kommer beslutningen til at koste dyrt i tabte menneskeskæbner, tabte muligheder, dårlige kriminalstatistikker og kommunale kroner.
I en tid med etnisk betonede uroligheder i Københavnsområdet, forekommer det ikke helt klart hvorfor politiet tildeles nærmest ubegrænsede midler i sit arbejde med at slå indvandrerbander ned, mens der er en anderledes rysten på hånden når det gælder det forebyggende arbejde. Sammenhængen mellem de to ting står tilsyneladende ikke klart for de ansvarshavende.
Fabian selv skal videre med sit liv, og arbejder i dag på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hans håb for fremtiden er, at kunne hjælpe københavnske indvandrerbørn væk fra en udsigtsløs ghettotilværelse og op i den danske middelklasse. Der bliver brug for mange udrykninger i fremtiden.
- Kurt Starlit
2009.Febr.24
+++++++++++++
LINKS
Os fra Planen (YouTube)
Har du kommentarer til ovenstående, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:
I samme serie:
