Berlingske Tidende, 1992.Juni.14
Jet-pilot i Luftwaffe, men ikke i kamp
Af Ole Schelde
Helmuth Leuchsenring blev som ganske ung pilot på Luftwaffes avancerede Messerschmidt-jet ME 262. Men selv i de afgørende krigsår, hvor allierede fløj tusinder af bombetogter mod mål i Tyskland, kom han aldrig i indsats. Efter krigen, som både Leuchsenring og hans to brødre overlevede, fandt hele familien et nyt fædreland i Danmark.
Det er de mærkeligste skæbner, man kan møde på sin vej. For nogle måneder siden mødte jeg min gamle bekendt, den tidligere bibliotekar Helmuth Leuchsenring, på gaden i Birkerød. Jeg vidste - det var ellers ikke noget man talte om - at Helmuth som ung havde været pilot i det tyske Luftwaffe, og derfor kunne jeg ikke lade være med at spørge ham, om han havde læst min store artikel om »Battle of Britain« i anledning af 50-året for dette berømte kapitel af Anden Verdenskrig. Leuchsenring rystede på hovedet og mumlede med et fjernt udtryk i øjnene »Jah - jeg fløj jo jet«. Bemærkningen kom fuldstændig bag på mig og virkede nærmest som et elektrisk stød - den historie måtte jeg simpelthen have.
Nogen tid senere sad vi så i Helmuths hyggelige stue i Birkerød, og de gamle erfaringer myldrede frem:
»Far var gammel socialdemokrat, så han var ikke glad, da vi drenge i 1938 skulle i Hitler-Jugend, men der var ikke noget at gøre, han turde ikke risikere sin stilling som døvelærer i Slesvig, han havde jo fire børn at forsørge. Vi boede i et dobbelthus og naboen var overbevist nazist, så det gjaldt om at holde sin mund. I Hitler-Jugend var der afdelinger for både marineungdom og for svæveflyvning - jeg valgte det sidste, det var det mest spændende. Om vinteren byggede vi selv maskinen i et nedlagt hotels dansesal, og om sommeren fløj vi - det var herligt for en 15-16 årig at flyve, men tonen var naturligvis den prøjsiske kæft, trit og retning.
I november 1942 blev jeg indkaldt. Rekruttid i Frankrig og derefter pilotuddannelse. Alle ville helst være jagerpiloter, men det blev der ikke noget af for mit vedkommende - jeg var alt for høj og »rolig«. »Nej - bomberpilot, det egner du dig bedre til,« hed det. Der var ikke noget at gøre. Jeg blev så sat til at lære at flyve den gode, trofaste Junckers Ju 88, en mellemtung to-motorers bombemaskine med fire mands besætning. Midt på sommeren 1943 var jeg færdig med det, så fulgte et intenst tre måneders blindflyvningskursus - instruktøren sagde bl.a.: »Stol aldrig på jeres sanser - kun på instrumenterne«. Heldigvis gik det altid godt for mit vedkommende.
På grund af krigens udvikling var der pludselig ikke mere så megen brug for bombefly - derimod torpedoflyvere i Middelhavet. Vi blev sendt til Riga for der at træne ultra-lavflyvning over havet. Der gik igen nogle måneder med det, så blev vi sendt til Montpellier i Sydfrankrig - vi skulle angribe britiske konvojer - men til alt held blev vi sendt tilbage til Tyskland - alle de foregående maskiner var blevet skudt ned, idet englænderne havde gjort en ny radar-opfindelse - vi slap med skrækken. I et halvt års tid var der ikke rigtig noget at bestille for vort »reservekompagni«, KG 54, hed det, vi var stadig »Ergänzungsstaffel«.
»På dette tidspunkt fløj de allierede ind over Tyskland med kæmpe armadaer på op til 1.000 maskiner, men Messerschmidt havde i hemmelighed udviklet verdens første to-motors, kampklare jetjager, Me 262, der med over 900 km/t og med fire 30 mm maskinkanoner var alle allierede fly overlegen. I luftvåbnets ledelse diskuterede man meget hvilke af de »gamle« piloter, der skulle omskoles til de nye jetjagere - skulle det være bombepiloter med blindflyvning eller jagerpiloter, der kun var vant til énmotors maskiner? Enden på det hele blev, at man sagde »Pyt - vi tager begge typer«!
På den måde kom min gruppe, KG 54, med. I januar 45 skulle jeg for første gang op med en Me 262. Nogle få maskiner var indrettet til to personer. Vi fik to ture med en instruktør, og så var man ellers på egen hånd! To gange var naturligvis alt for lidt, så jeg sad sommetider en hel søndag alene i maskinen for rigtig at sætte mig ind i alle de nye greb og instrumenter. Det var en pragtfuld maskine - man kom op i 10.000-11.000 meters højde på under 10 minutter, men så havde man allerede brugt så meget brændstof, at der kun var 20 minutters flyvetid tilbage. Det vidste de allierede jo også, så de fulgte efter os, når vi skulle lande, og så skød de os ned. En af mine kammerater blev oven i købet skudt, da han hang i sin faldskærm, så stemningen var ikke god. Maskinerne kom - heldigvis - for sent - og desuden var de som regel bundet til jorden på grund af brændstofmangel."
Danmark blev starten til et nyt liv
"I maj kom så kapitulationen. Jeg kom i fangenskab ved Heilbron sammen med 300.000 andre. Alt blev taget fra os - selv vores »talisman«. I september blev vi hjemsendt. Mor og far anede ikke, at jeg var i live. Vi blev sat af ved »Arbeitsamt« i Slesvig, hvor vi kunne blive registreret som arbejdsløse - men jeg gik nu ikke lige hjem. Jeg satte mig på en bænk i havnen.
»Gud,« sagde jeg til mig selv - »at jeg er kommet levende gennem alt dette - og så oven i købet uden at have været i kamp«. Så gik jeg hjem, og mor genkendte mig gennem glasvindfanget i døren. »Det er Helmuth,« råbte hun glædesstrålende - og så var det overstået. Min tvillingebror var også kommet hjem - med to skud i lungespidsen, men han klarede det. Min to år ældre bror overlevede fire år i Rusland, men han kom først hjem i 1950 - efter fem år i Sibirien. De havde sultet, men russerne havde delt, hvad de havde med fangerne.
Far foreslog, at vi søgte til Danmark, der på den tid »flød i mælk og honning«. Den danske vandrelærer Jørgensen kunne sige god for os - vi havde bestemt ikke været nazister. Så i 1949-50 kom jeg på Frederiksborg Højskole hos C. P. O. Christiansen - og senere fik jeg mulighed for at blive bibliotekarelev i Randers. Den første tid var ikke let, men efterhånden fik jeg lært dansk, og da folk forstod min indstilling gik det bedre. Det lykkedes både for mine brødre og for mig at skabe os en tilværelse i Danmark - og det har ingen af os nogensinde fortrudt.
Én ting ryster mig - det er visse gruppers påstande om at nazisternes forbrydelser ikke var så grelle. Jeg så med egne øjne i februar 1945 en lang kolonne udhungrede fanger fra Dachau slæbe sig hen ad en landevej tvunget mod vest efter en ordre fra Himmler - ingen skal komme og sige til mig, at det var noget jeg drømte - eller at det er løgn. Jeg så nazismens hæslighed med egne øjne, og det syn glemmer jeg aldrig.«
------------------------------------------
Tirsdag d. 16. juni kl. 9.13 og onsdag d. 17. juni kl. 9.13 (1992)
udsender Danmarks Radio P1 to programmer af Ole Schelde
med titlen »Jetpilot« om Helmuth Leuchsenrings tid i det tyske Luftwaffe.
------------------------------------------
Billeder:
ME262, Messerschmidts jet-fly, var en revolutionerende nyhed,
men manglede aktionsradius for at være effektiv i kamp.
Helmuth Leuchsenring som ung løjtnant i Luftwaffe.
Billedet er taget i august 1944, hvor han var hjemme på orlov fra fronten i Østpreussen.
Alle tre brødre Leuchsenring overlevede krigen, og kom senere til Danmark.
Billedet er taget i julen 1942 og viser fra venstre Helmut Leuchsensring,
tvillingbroderen og den ældre broder, der tilbragte en årrække i fangenskab i Sibirien.
I Hitler-Jugend lærte Helmuth Leuchsenring svæveflyvning.
Sammen med kammeraterne byggede han denne SG 38 i Fischbeck ved Hamburg.
Har du kommentarer eller yderligere oplysninger til denne side,
så skriv venligst til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
