Heinrich Carl von Schimmelmann (1724 - 1782)
Her ses H.C. von Schimmelmann med portræt af sin kone, negertjener,
buste af kongen bagved og en globus forneden i hjørnet. Måske henvisninger til
Schimmelmanns deltagelse i trekantshandelen med geværer til Guldkysten,
transport af slaver over Atlanten og hjemtagning af sukker fra Vestindien.
(Lorens de Lønberg 1773, Frederiksborgmuseet)
ref.: Øresundsregionens Historie
Heinrich Carl von Schimmelmann, 1724 - 1782
Efter diverse skiftende ejere købte den kun 38-årige dynamiske købmand Heinrich Carl Schimmelmann "Lindenborg" af grev Moltke fra Bregentved. Samme år som han købte Lindenborg, skaffede han regeringen store lån og blev optaget som medlem af overskattedirektionen. Han fik senere titel af skatmester og ledede statens finanser til sin død i 1782. I 1770 blev han ophøjet til grevestanden og ved sin død efterlod han sig en formue på mellem 5 og 10 millioner rigsdaler.
Greve, 1724-82, Handelsmand og Statsmand.
Han var født 13. Juli 1724 i Demmin i Pommern, hvor hans Fader var Kjøbmand. Efter al Sandsynlighed fik han ikke anden Undervisning end den, en Dreng den Gang kunde faa i en lille tysk By; men han havde i sin energiske og virkelystne Personlighed en Kraft, der efterhaanden bragte ham vidt i Verden. Han søgte snart at bane sig en selvstændig Vej som Handelsmand, og han var af dem, der ikke vare bange for at vove noget og ej heller bleve skræmmede, naar det gik galt, men hurtig kom paa Benene igjen. Adskilligt er uklart over den Maade, hvorpaa han arbejdede sig frem. Det synes dog nogenlunde sikkert, at han, efter at have lært Handelen i Stettin, fandt Lejlighed til at blive Leverandør til den preussiske Hær under den 2. schlesiske Krig og tjente godt derved; men han mistede, hvad han havde tjent, ved at blive fanget af sachsiske Ulaner. Snart efter slog han sig dog op i Dresden, hvor han tjente ganske godt ved at faa en Materialhandel i Gang. Her ægtede han 4. Marts 1747, altsaa knap 23 Aar gammel, den næppe 17aarige Caroline Tugendreich Friedeborn, og det gav ham et godt Skub frem, at han (1755) forpagtede Generalaccisen i Kursachsen; men endnu fordelagtigere var det for ham, at han kunde overtage Leverancer til den preussiske Hær i Aaret 1756, ligesom det ogsaa var et godt Kup, at han under Frederik den stores Okkupation af Sachsen i dette Aar kjøbte Porcellænsfabrikken i Meissen af ham for siden at sælge den igjen med betydelig Fordel.
Men Forholdene i Mellemtyskland, hvor Syvaarskrigen rasede, vare ham for brogede, og han, der allerede nu havde tjent en stor Formue, flyttede 1759 til Hamborg, i Nærheden af hvilken By han kjøbte Godset Ahrensburg paa holstensk Grund. Her i Hamborg begyndte saa en Forbindelse imellem ham og den dansk-norske Regering, hvis vigtigste Mand, den ældre Bernstorff, snart blev klar paa, hvilken Gavn S.s iøjnefaldende Kjøbmandsbegavelse kunde yde under Statens daværende vanskelige finansielle Forhold. S. paa sin Side stillede sig gjærne i et nært Forhold til Regeringen i Kjøbenhavn for at nytte den Brug, han saa at den havde for ham, til at vinde ydre Glans og Anseelse og for tillige at drive fordelagtig Handel, skjærmet af dens Nevtralitetspolitik. De Forhandlinger, der aabnedes, førte hurtig til, at S. (1761) blev adjungeret den daværende danske Statsafsending i Hamborg, v. Johnn, med Ret til at blive hans Efterfølger, og snart efter blev han ogsaa udnævnt til Generalkommerceintendant. At han vilde knytte sig nøje til Danmark-Norge, viste han ved at kjøbe det Berckentinske Palais i Bredgade (det nuværende Koncertpalais) (2007: Odd Fellow Palæet) og Baroniet Lindenborg i Jylland. Regeringen gjorde ham til Baron og Ridder af Danebrog (1762).
Det var, synes det, en glimrende ydre Stilling, denne Mand med den ret æventyrlige Fortid saaledes vandt sig. Men han gjorde unægtelig ogsaa Fyldest derfor ved de Tjenester, han i Løbet af faa Aar formaaede at yde. Statens finansielle Stilling var netop paa denne Tid stærkt rystet, især paa Grund af de store Udgifter, det havde voldt i flere Aar at holde en Styrke paa 20-25000 Mand paa Benene i Holsten, og de endnu større, som man maatte paatage sig for at kunne møde den Krigsfare, der i Foraaret 1762 truede fra Ruslands Side efter Peter III’s Tronbestigelse. Oven i Kjøbet var det et Tidspunkt, da, som Bernstorff ytrede, det var, som om Pengene vare forsvundne fra Jordens Overflade, i den Grad døjede man med at faa rejst, om det saa var ubetydelige Statslaan. Man havde stræbt at slaa sig igjennem ved at hæve store Summer hos Kjøbenhavns Bank, der ikke mente at kunne vægre sig ved at yde disse Laan, men kun kunde skaffe dem til Veje ved at fabrikere Papirpenge i Millionvis, og derved var dens Stilling bleven rystet paa det alvorligste. Finansielle Kapaciteter, der havde Dygtighed og personlig Kredit til at raade Bod paa de truende Ulykker, havde man ingen af. Men det var en saadan, man nu fandt i S. Det lykkedes ham virkelig ved sit store Talent og det Ry, han havde for at være en hovedrig Mand, at faa sluttet flere udenlandske Laan dels til Banken og dels til Staten, og det paa Vilkaar, der maatte siges at være paafaldende gunstige. Efter at han ved disse Laan til Banken havde skaffet den Pusterum til at komme over den værste øjeblikkelige Fare, satte han ved nye Statslaan Regeringen i Stand til at betale den en stor Del af, hvad den skyldte den, saaledes at den Fare drev over, der truede den og Pengemarkedet her hjemme (Aarene 1762-65). Ogsaa af sin egen Formue ydede S. lejlighedsvis Forstrækninger.
Haand i Haand hermed havde han, hvad der var ganske nødvendigt, gjort Forsøg paa at skaffe nye Statsindtægter af Betydning; men medens der havde maattet udfoldes en overordnet Dygtighed for at faa Laanene bragte i Stand, vare Vejene til at skaffe nye Indtægter kun de gamle, velkjendte, at sælge Krongodser og paalægge nye Skatter. Hvad han i sidste Henseende greb til, var den saakaldte Extraskat af 23. Sept. 1762. Det var en Personskat (Kopskat), en Skat, der var yderst brutal og ubillig i sit Princip, i det den ramte den fattige Arbejder lige saa godt som den rige og den, der havde Børn, haardere end den, der ingen havde. Ganske vist var den nem at opkræve, og det vilde have voldt store Bryderier at gjennemføre en Indkomstskat eller Formueskat efter billige Grundsætninger; men den Haardhed imod de lidet formuende, der gaar igjennem den, er næsten uhyggelig. Derfor vakte den ogsaa stor Forbitrelse, paa sine Steder ligefrem Uroligheder, og den tyngede i den følgende Tid haardt paa adskillige Statsmænds Samvittighed.
Iblandt disse var S. dog ikke. Denne Skat var betegnende for en Side af hans Karakter. Man har ved ham, som det træffende er sagt, altid at gjøre med Forretningsmanden. Lige saa talentfuld og energisk han var, lige saa praktisk han saa paa Tingene, lige saa hensynsløs var han i sin Færd. I personlige Forhold fattedes det ham i høj Grad paa fin Følelse, og selv Mænd, der satte stor Pris paa ham, som f. Ex. Bernstorfferne, kunde være ved at flyve i Flint over, hvad han kunde byde dem, og han var ikke mindre en haard Mand, hvor det gjaldt om at fremme, hvad han mente vilde være nyttigt. Derfor kunde det ikke falde ham ind, at humane Hensyn kunde træde i Vejen for, hvad Staten maatte antages at behøve, og ganske sikkert indbragte Extraskatten ret betydeligt. I det hele maa det erkjendes, at ad de Veje, som han fulgte, opnaaede han, hvad der var store Goder, at styrke Statens Kredit og skaffe Pengemarkedet Fasthed.
Paabudet om Extraskatten bevirkede, at der 2. Dec. 1762 blev nedsat en egen saakaldet Overskattedirektion, der fik at gjøre med den og i det hele med, hvad der vedrørte Statsgjælden. Som Medlem af den blev han i Virkeligheden den raadende paa dette vigtige Omraade, og med Undtagelse af en kort Tid havde han derigjennem en overlegen Indflydelse paa Finansstyrelsen i den følgende Tid lige indtil sin Død. Hertil kan der føjes, om det end er mindre vigtigt, at han, der 10. Juni 1768 havde faaet Titel af Skatmester, 13. April 1769 stilledes i Spidsen for Skatkammeret, en ny Institution, der da blev oprettet og fik det Hverv at bestyre visse Kapitaler, som skulde være et Slags Reservefond for paakommende uforudsete Tilfældes Skyld.
Men alt dette var kun den ene Side af hans Virksomhed. Det var den Gang en fast Overbevisning hos mangfoldige, at ved at fremme Industri og endnu mere Handel naaede man hurtigst og lettest at ophjælpe et Lands Hjælpekilder. S. delte ganske denne Opfattelse. Men hvad Industrien angaar, var det dog nærmest ved sin private Virksomhed, at han fik Betydning. Efter at han nemlig havde afkjøbt Staten dens Plantager i Vestindien og et dertil knyttet stort Raffinaderi i Kjøbenhavn for 400000 Rdl., en Sum, der ret vel svarede til, hvad det var muligt at faa for disse Ejendomme, drev han en betydelig Forretning fra dette Raffinaderi, og i 1768 afkjøbte han ligeledes Staten Geværfabrikken Hammermøllen nord for Helsingør for 70000 Rdl. Derimod var det afgjort Handelen, han ved sin offentlige Virksomhed mest søgte at fremme. Der er med rette gjort opmærksom paa, at S. mente, at naar det overhovedet altid er vigtigt for et Land at have en gunstig Handelsbalance over for Udlandet, gjaldt det særlig ved en Stat som den dansk-norske, hvor Papirpenge dannede saa godt som det eneste Omsætningsmiddel; der vilde man kun ad den Vej kunne hindre, at Landets Penge tabte i Kredit over for Udlandet, og at Vexelkursen forværredes. At Handelens Udvikling tillige vilde forøge Velstanden her hjemme og derved ogsaa Skatteevnen og Statens Indtægter, er en Selvfølge.
Hele denne vigtige Sag fik han saa at sige paa Embeds Vegne at gjøre med, da han 7. Marts 1767 blev Deputeret i Kommercekollegiet, og da han 11. Dec. s. A. fik Sæde i en Kommission,, der da blev oprettet, den saakaldte Balancekommission, som baade skulde undersøge Landets Finanser og dets Handelsbalance. Allerede før ham havde kjøbenhavnske Kjøbmænd set, at det paa Grund af den Mangel paa naturlige Udførselsvarer, som særlig Kongeriget Danmark leds af, var nødvendigt at skabe en Transit-handel med oversøiske Varer, og dette havde blandt andet fremkaldt Dannelsen af det asiatiske Kompagni. Nu vilde S. gaa videre i samme Spor, særlig ved at forøge Transithandelen for Kjøbenhavns Vedkommende, og han virkede derfor for at faa en Frihavn anlagt ved denne By, en Tanke, som de kjøbenhavnske Handelsmænd ogsaa grebe, og som vistnok vilde være bleven gjort til Virkelighed, saafremt ikke Struensee var kommen imellem.
I Modsætning til Handelsinteresserne laa aabenbart Sans for Landboforholdene S. fjærnere, thi da han 30. Marts 1768 havde faaet Sæde i General-Landvæsenskollegiet, der netop skulde have sin Virksomhed paa dette Omraade, viste han, skjønt til en vis Grad reformvenlig, kun liden Iver for Kollegiets Sager.
Samtidig med sin omfattende Virksomhed indtog S. en i alle Maader glimrende Stilling i det sociale Liv. I sit Palais i Kjøbenhavn førte han om Vinteren et stort Hus, hvor hans Hustru, en højst indtagende Verdensdame, forstod at glimre i pragtfulde Selskaber, og hvor der endog efter særlig kongelig Tilladelse blev givet Maskerader; Sommeren tilbragte Familien sædvanlig paa det rigt udstyrede Ahrensburg i Holsten. Sin personlige Omgang fandt S. nærmest i den Statsmandskreds, hvis Midtpunkt den ældre Bernstorff var, og ligesom dennes Ledelse af den ydre Politik godt faldt i Traad med den Iver, han selv viste for at udvikle Handelen, saaledes samstemmede han ogsaa fuldt med Bernstorffs Politik, hvad det gottorpske Spørgsmaal angik, og han kom paa en Maade til at virke paa det politiske Omraade, da han var Medunderhandler ved et Forlig, der 27. Maj 1768 blev sluttet imellem Hamborg paa den ene Side, Danmark og Gottorp paa den anden.
Under de mangfoldige Berøringer, hvori han ved sin forskjelligartede Virksomhed kom med Christian VII -- han var ogsaa med paa dennes Udenlandsrejse 1768 --, vandt han en ret betydelig Indflydelse hos denne. Dette hang vistnok for en ikke ringe Del sammen med, at Kongen havde en meget stor Respekt for hans finansielle Visdom, og han tilkaldte ham derfor ogsaa ved Overvejelser, der fandt Sted om, hvor meget der kunde kostes paa Hæren; men S. forstod aabenbart tillige ganske anderledes personlig at imponere Kongen, end Bernstorff nogen Sinde formaaede, og det var saaledes ham, der maatte til for at faa Kongen i Begyndelsen af 1768 til at sende den berygtede Støvlet-Cathrine bort fra Kjøbenhavn. Men for øvrigt var S.s Stilling i det hele ikke alene et Vidnesbyrd om den Magt, en energisk og paa sit Omraade genial Mand kunde udøve, men ogsaa om Pengenes Betydning; thi den hvilede i ikke ringe Grad paa, at han var den rige Bankier og Kjøbmand, og der fremkom derved det i og for sig besynderlige og lidet heldige Forhold, at den samme Mand, der skulde give Raad som Finansembedsmand, tillige tjente Penge som Bankier for Staten og som Laangiver til den. Naar Fjender have sigtet ham saa omtrent for at have plyndret Statskassen for at mele sin egen Kage, er det Bagvaskelser; men at han nyttede sin officielle Stilling til Gavn for sig som Kjøbmand, vil umulig kunne nægtes, og dette tog sig ikke altid heldig ud.
Midt under hans stedse stigende Indflydelse kom Struenseetiden. Det var Mændene af hans Kreds, der nu bleve styrtede, og man skulde da have troet, at det var gaaet ham paa samme Maade; men det skete ikke. De nye Magthavere havde nemlig foreløbig god Brug for ham, og han fra sin Side var alt andet end Følelsespolitiker. Saaledes som han i det mindste fremstillede Forholdet for politiske Venner, mente han at have at vælge imellem at bryde alle sine Forbindelser med Staten og forlade dens Tjeneste eller at begive sig til Hoffet for at se, hvorledes man der vilde stille sig til ham og saa vidt det stod til ham, frelse Levningerne af, hvad han havde virket til at grundlægge, og, kunne vi føje til, sikre sig de Fordele, som endnu kunde vindes. Han valgte derfor at gjøre gode Miner til slet Spil og saa vidt muligt være Hofmanden under de nye Forhold, hvad der lykkedes over al Forventning paa Grund af den Velvilje, med hvilken Struensee og hans Venner kom ham i Møde. Bl. a. blev han gjort til Medlem af den Gehejmekonferens, som Struensee nedsatte 28. Dec. 1770, og hvis Hovedopgave var at afgive Betænkning om finansielle Hovedspørgsmaal. Ligesom han i sin Gjerning virkede sammen med den nye Tids Mænd, saaledes lod han sit Hus ikke mindre nu være i Festglans, end det før havde været, og han fandt sig rolig i -- for saa vidt han ikke opmuntrede dertil --, at hans Hustru kom til at indtage en fremragende Plads iblandt Damerne i Caroline Mathildes Kreds; hun var en af de første, der fik dennes Orden, Mathilde-Ordenen.
S.s Forhold til hans gamle Venner maatte naturligvis blive paavirket heraf. Hvor tilbøjelig den ældre Bernstorff end var til at opfatte ham fra den gunstigste Side, følte dog ogsaa han en Tid, at S. nu var ved at blive fremmed for ham, og adskillige af Kredsen dømte ret strængt om hans Færd, i det det ganske særlig harmede dem at se Fru S. ved Dronningens Fødder. Men i Længden var Forbindelsen imellem Struensee og S. dog umulig, thi at bøje sig for Doktoren fra Altona maatte blive en Mand som S. modbydeligt, og der var desuden alt for meget i Struensees Færd, der vakte hans Forbitrelse, medens paa den anden Side Struensee helst, saa snart det lod sig gjøre, vilde være fri for en Mand, som han vidste at han i Længden ikke kunde beherske. Allerede i Foraaret 1771 begyndte S. at trække sig ud af sine Pengeforhold til Staten, og da omtrent samtidig Skatkammeret hævedes (18. April), ligesom ud paa Sommeren det samme skete med Kommercekollegiet (18. Juli), og i det hele Finansstyrelsen omordnedes for at lægges under nye Mænd, var S.s Rolle foreløbig forbi. Men som forsigtig Mand lod han det dog ikke komme til et aabent Brud, og man saa ham i Vinteren 1771-72 paa vanlig Vis holde Fester i sit Hus, hvad der dog ikke hindrede ham, som havde et klart Blik for det skrøbelige i Struensees Stilling, i atter stærkt at nærme sig til Mændene af sin gamle Kreds for med dem efter Evne at sukke over og endnu mere at skumle over Skandalerne ved Hoffet.
Da saa Struensee faldt, kom Tiden for ham til paa ny at gjøre sin Indflydelse gjældende i den saakaldte Guldbergske Tid, og det paa visse Maader mere end nogen Sinde. Rent ydre set knyttede hans Magt sig mest til Stillingen som Medlem af Overskattedirektionen, og hertil kom, at han i 1772 fik Sæde i en da oprettet extraordinær Finanskommission (29. Okt.), der foruden at undersøge, hvad der kunde tjene til Forbedring af Finansernes Stilling, tillige inddrog under sine Overvejelser, hvad der kunde udvikle Landets Hjælpekilder og Skatteevne. Hertil kan saa ogsaa føjes, at Skatkammeret gjenoprettedes 3. Juni 1773, og at han blev Lederen af dette. Som ydre Udmærkelser maa desuden mærkes, at han 1773 blev Ridder af Elefanten og i 1779 optaget i den danske Lensgrevestand.
Datidens Aktstykker vise klart, paa hvor mange Punkter S. greb ind i denne Tid. Han havde strax i Begyndelsen stor Indflydelse paa, at A. P. Bernstorff blev kaldt tilbage, og paa, at Osten blev fjærnet fra Gehejmestatsraadet i Foraaret 1773, ligesom han, der var med i Forhandlingen om Mageskiftets Gjennemførelse i Efteraaret 1773, her fra sin Side virkede med til, at den yngre Bernstorff kom i Spidsen for det tyske Kancelli. Denne Statsmand, der satte hans Begavelse overordentlig højt og havde langt mere Lyst til at se paa Lyssiderne i hans Personlighed end paa hans Mangler, nemlig hans Hensynsløshed, hans temmelig materialistiske Livssyn og hans overlegne Tone, var aabenbart den, der stod ham nærmest, og med ham drøftede han sine forskjellige finansielle Planer. En Frugt af disse Overvejelser var den saa tit omtalte Overtagelse fra Statens Side af Banken, saaledes at den fra nu af blev en Statsbank (Marts 1773), et Skridt, ved hvilket for øvrigt S., da det kom til Stykket, havde flere Betænkeligheder end Bernstorff. Da Banken snart blev henlagt under Overskattedirektionen, var det i Virkeligheden det samme som, at den kom under S.s personlige Styrelse, og det var da ogsaa ham, der ledede dens Operationer i de følgende Aar indtil hans Død.
Samtidig greb han paa mange Maader ind i Finansernes Styrelse, uagtet han slet ikke havde Sæde i Finanskollegiet. A. P. Bernstorff taler i sine Breve flere Steder om det utrolige Arbejde, S. ydede, han skildrer med megen Sympathi den Enevælde, han udøvede ved Fastsættelsen af alle varige Udgifter, saaledes at han alene fastslog alle Reglementer paa det finansielle Felt, og han viser, hvorledes S. indvirkede paa forskjellige Kollegier. «Han er», hedder det saaledes hos ham, «Sjælen i alt nyt, der sker i Departementerne, han holder dem i Aande og vækker dem af Søvne», eller, som han ogsaa udtrykker det, «S. er Sjælen i alt, hvad der sker i Statens indre Sager. Selv hvor der er truffet Beslutninger uden ham, er det, som om det var ham, der fremskyndede Udførelsen deraf».
Naturligvis kunde han ikke optræde med en saadan Myndighed og trodse den personlige Uvilje, han nødvendigvis maatte vække hos forskjellige, naar han ikke havde Rygstød for oven. Men her havde han det Held, at han forstod at holde sig gode Venner med baade Enkedronningen, Arveprinsen og endnu mere med Guldberg. Ligesom denne satte stor Pris paa S., hvis Meninger om Finanser og Handel han tilegnede sig -- og outrerede, saaledes holdt S., i det mindste indtil Bernstorffs Afskedigelse 1780, meget af Guldberg og kunde godt arbejde sammen med denne. Virkningen af dette Samarbejde viste sig stærkt paa Handelspolitikkens Omraade. Det var nemlig efter en overordentlig stor Maalestok, at Beskyttelsessystemet blev gjennemført i den Guldbergske Tid som ved Industrien saaledes ogsaa ved Handelen, og hertil kom endog det, at Staten selv virkede som stor Grosserer og stor Skibsreder. Det blev besluttet, at Regeringen skulde lægge sig efter at drive Fiskeri i større Stil i Havene nord paa og desuden baade Hval- og Sælhundefangst, hvilke Foretagender bleve knyttede sammen med den kongl. grønlandske og islandske Handel, og desuden optraadte Staten ogsaa som drivende Skibsbyggen efter stor Maalestok. For alt dette har Guldberg vitterlig vist stor Iver; men der kan efter hele S.s Stilling med Hensyn til, hvad der havde økonomisk Betydning, og den uhyre Avtoritet, han havde paa dette Omraade, i Forbindelse med den Respekt, som Guldberg havde for ham, ikke være Skygge af Tvivl om, at det fortrinsvis er ham, der har Ansvaret eller Æren, hvad man vil, for Regeringens Holdning i disse Henseender. Og dette gjælder da ogsaa om et enkelt Foretagende, der udførtes i denne Tid og mentes at skulle faa stor Betydning for Handelen, nemlig Gravningen af den saakaldte slesvig-holstenske Kanal fra Kieler-Fjord til Ejderens nedre Løb.
I Slutningen af 70erne begyndte S.s Helbred at vakle, og under hans Sygelighed pinte det ham stærkt, naar han saa, at de lyse Forhaabninger, som han havde haft om gode finansielle Forhold for Danmark, bleve skuffede, naar Bankens Sedler faldt i Kurs, og allermest, at han i 1780 maatte se A. P. Bernstorff blive afskediget; men som han var lige utrættelig i sit Arbejde, saaledes fandt han en Trøst i dette. Imidlertid tog Sygeligheden til, og ikke mere end 58 Aar gammel døde han 15. Febr. 1782. Sin Sjælsstyrke bevarede han til det sidste, og hvor stærkt han end havde været optaget af Livets ydre Forhold, hang han ikke ved Livet. Hans sidste Timer vare helligede Bøn til Gud, kjærlige Ord til hans nærmeste og tillige til Tanker om Statens Vel og Fremtid.
Dette sidste er det værdt at lægge Mærke til, thi hvor meget der end var i ham af Kjøbmanden, som forstod at se paa sin Fordel, var der dog ikke lidt i ham af Statsmanden, for hvem det var en hellig Pligt at fremme det Lands Tarv, som han havde sluttet sig til. A. P. Bernstorff udtalte om ham efter hans Død, at han til Trods for store Fejl var en saare stor Mand. Der kan ej heller være Tvivl om, at han ved sin Færd i de første Aar efter sin Indflytning her til Landet indlagde sig Fortjenester af den største Betydning ved at frelse Staten af en overordentlig stor finansiel Fare, og det staar lige saa fast, at han paa mange Punkter ogsaa senere viste en overordnet Dygtighed. Men de hidsige Angreb, der ere gjorte paa hans Minde, have for saa vidt ikke været uden delvis Berettigelse, som Statens Overtagelse af Banken 1773, om den end i Øjeblikket bragte store finansielle Fordele, dog i Længden blev fordærvelig ved den Fristelse, den bragte til at nytte Udstedelsen af Banksedler som et Hjælpemiddel, naar man havde Brug for Penge, og det er umuligt at sige andet end, at den Maade, hvorpaa han lod Staten gribe ind i de økonomiske Forhold, allerede i hans Tid havde begyndt at vise sig mislig.
I sit Ægteskab havde S. 9 Børn, 6 Sønner og 3 Døtre. Den ældste af denne Børneflok var den ndfr. omtalte H. E. Greve S.
Høst, Clio I, 2, 3 ff. J. Schovelin, Fra den danske Handels Empire.
E. Holm.
ref.: Heinrich Carl von Schimmelmann (Wikipedia)
Links
Hellebækgård's Historie