1763-1884
Den grevelige Schimmelmann'ske Slægt

 

Af Ex. Storsekretær Elisabeth Thomsen

 

Heinrich Carl Schimmelmann
var født i 1724 af en velhavende borgerslægt, der allerede omtales i Rostock og Bützow i begyndelsen af det sekstende århundrede.

Hans levnedsløb i Danmark er nu lige så kendt og beskrevet, som hans ry som en af datidens største finansgenier var kendt af samtiden. Derfor skal hans levnedsløb her kun ganske kortelig berøres. Grundstenen til sin senere så uhyre formue lagde han under den 2.den schlesiske krig i Tyskland i 1744, blandt andet ved at overtage leverancen af levnedsmidler og fourage til Frederik II.s hær, senere ved at afkøbe kongen samtlige de af denne beslaglagte porcelæns oplag i Dresden, Meissen og Leipzig, som han derefter atter afhændede, dels mod en stor kontant betaling, dels ved at forbeholde sig en betydelig del af selve porcelænet, som han så for største delen atter omsatte, blandt andet ved at afholde en stor auktion i Hamborg.

Snart efter tog han ophold i denne by, hvis pengemarked han hurtigt begyndte at beherske, og kom ved købet af det store gods Ahrensburg imellem Hamborg og Lübeck i undersåts forhold til den danske stat, som snart efter indledte forhandlinger med ham om at træde i dens tjeneste for at bringe landets finanser på fode, forhandlinger, som i sommeren 1761 førte til et afgørende resultat i København. Andreas Peter Bernstorff udtaler kort efter Schimmelmanns ankomst hertil: "Hr. Schimmelmann, den berømte finansmand, der har tjent henved 1½ million under den nuværende krig, er kommet en tur herop med sin hustru, der virkelig er meget elskværdig. Det er en mand, fuld af ild og ideer, der gør meget god brug af sin umådelige formue."

Schimmelmann begyndte straks at skaffe orden i de sørgelige finansforhold i den danske statskasse ved tvangslån, ekstraskatter, salg af krongods etc., og blev året efter sin ankomst udnævnt til skatmester og direktør for skatkamret, samt deputeret i General Landets Økonomi og Kommercekollegiet, blev senere Baron og endte som Geheimeråd, Lensgreve og Ridder af Elefanten.

Han var den eneste af de gamle ministre, der kom frelst gennem de Struensee'ske skær, men »Silkesnoren« hang over hovedet på ham, og først januar revolutionen bragte ham tryghed på ny. Efter den tid ledede han finansernes styrelse uforstyrret videre indtil sin død.

I hans tid blev der - ligesom i Greve Berckentins - udført et stort åndeligt arbejde i Palæet til gavn for landet og folket. Mange af hans geniale ideer til ophjælpning af landets finanser - men også til forøgelse af hans egen formue - er udgåede herfra. Hans talrige ideer, der udsprang som gnister fra hans aldrig hvilende hjerne, var han, når de først var grundig gennemtænkte, ikke længe om at omsætte i handling. Og ve den af hans undergivne, det være sig i hjemmet eller i regeringskontorerne, der ikke arbejdede, som han ønskede det, og ikke var hurtig nok i opfattelsen af hans ofte storstilede planer. Da var han ingen nådig herre! Han var beundret, thi - hvad der betød ikke mindre end hans store udsyn og dristige planer - han havde et aldrig svigtende held i sine finansoperationer. »Schimmelmann udretter altid underværker«, siger J. H. E. Bernstorff om ham. Som et eksempel på hans forretningstalent kan anføres, hvad familietraditionen beretter, at da pavens sandsynligvis nær forestående død blev berettet ham, sendte han sine agenter ud over hele Europa og lod dem opkøbe al den voks, der var at opdrive. Da Pavens død så også indtrådte, blev efterspørgselen efter vokslys så enorm, så han tjente fabelagtige summer på sit voks.

Det højeste selskabsliv optog ham straks i sin midte og behandlede ham ganske som sin ligemand, og i denne henseende havde han en fortrinlig støtte i sin kloge og kundskabsrige hustru Caroline Tugendreich v. Friedebom (adopteret v. Gersdorff), der i selskabslivet var lige så indtagende og elskværdig, som hun var fortræffelig i opdragelsen af sine syv Børn.

Hun kom snart til at høre til Dronning Caroline Mathildes intimeste omgangskreds og var en af de første, der fik Mathilde-ordenen.

Således var altså i korte træk denne ualmindelige mand, der først lejede, senere købte den statelige Berckentinske Gård i Bredgade, og en ny glanstid oprandt da for gården under ham.

Det sømmede sig ikke for en stormand i de tider at gemme alle pengene bort i sine kister eller i banker. Man måtte, ligesom de enevældige konger, skabe en ramme af glans og pragt om sin person, og visselig forstod Schimmelmann denne kunst.

I anledning af den af ham selv indførte ekstraskat opgiver han i 1762 sin husstand i Palæet til følgende personer:
1 sekretær, 1, hvis bestilling ikke opgives, 1 kammertjener, 1 tjener, 1 jæger, 1 kusk, 1 forrider, 1 berider med sin kone, 1 løber, 1 kok med sin kone, 1 stuepige, 1 kokkepige og 1 portner, i alt 15 personer!

Ja, i 1770 er hans husstand i Palæet endnu større. Hans øverste lønnede funktionær har titel af Cancelliråd, og han har foruden ham 2 sekretærer, 1 konditor, 1 frisør, 2 kokke, 1 løber, 2 jægere, 7 tjenere, 2 kuske (i 1771 har han 3 kuske), 2 rideknægte, 2 staldkarle og 6 mandlige betjente, hvis stilling ikke angives, i alt 29 mandlige personer. Hertil kommer hele det kvindelige personale, som ikke omtales i hans gagelister.

Med hans store formue - hans indtægt beløb sig til omkring 1 million kroner årlig i vore dages (1924) penge - kunne han da også anvende en del på sine diner´er og baller, hvor hans indtagende hustru var en fortræffelig værtinde. Han var vel den, der førte det største hus i København, og aristokratiets herrer og damer kappedes om at deltage i hans strålende fester. At hans tafler har været pragtfulde, kan man forestille sig, når man blandt andet erfarer, at han i 1764 købte et taffelservice af sølv, der kostede 10.292 Rigsdalere. mere end 135.000 kr. i vore dages penge (1924), og at han foruden med et utal af tallerkener og fade af dette service kunde dække op med det skønneste gamle Meissen porcelæn, hvoraf endnu en del er bevaret på Ahrensburg; (derimod er så godt som hele sølvservicet nu tabt, vistnok omsmeltet i hans søns ejertid i begyndelsen af det nye århundrede, da patriotiske mænd og kvinder ofrede deres guld og sølv til den nødlidende statskasse, eller senere, da tiderne blev knappe også for enkeltmand).

Hans omgang var stor, Palæets tavse mure så alt, hvad der havde betydning indenfor det danske politiske, åndelige og selskabelige liv, træde indenfor. Det var ved en af disse fester, at værten, som traditionen endnu ved at fortælle, til et par tilhørere meddelte nogle træk af en eller anden fiskearts vandring lige fra dens spæde barndom. Efterhånden kom flere og flere til, og til sidst var hele selskabet forsamlet omkring ham og hørte med stigende beundring og interesse på ham, og så stor var hans belæsthed og evne til at fængsle sine tilhørere, så han hele resten af aftenen holdt selskabets opmærksomhed fangen udelukkende ved udviklingen af dette ene emne.

Og det var glade fester i Palæet, hvor man udenfor de festligt oplyste vinduer kunne høre latter og muntre stemmer og se dansende par træde riddersalens indlagte gulv i en sirlig menuet, og i lune forårsaftener vandrede ungdommen ud i den for nysgerrige blikke skjulte have og sværmede imellem de kostbare statuetter og de velplejede buskadser og blomsterrabatter.

I begyndelsen af 1780 begyndte skatmesterens tidligere så stålsatte helbred at vakle. Bernstorffs afskedigelse tog hårdt på ham og i begyndelsen af 1782 blev han syg i et selskab og måtte bæres hjem; han havde fået gigtfeber, og den 15. februar udåndede han i sit Palæ, efter et dåd rigt liv udadtil og et lykkeligt familieliv indadtil, efter at have taget afsked med verden med en sindsro og fatning, der vakte almindelig beundring.

Hans lig blev ført til Wandsbeck udenfor Hamborg, hvor han blev bisat i det af ham indrettede kapel i kirken. Nu hviler han med sin hustru i 2 sorte marmorsarkofager i det store mausoleum, hvis opførelse han havde bekostet midt i den by, hvis opkomst skyldes ham, og ved den plads, hvor tidligere hans Slot Wandsbeck stod. Han døde som Danmarks, måske Nordens rigeste mand, og hans bo blev efter fradrag af gæld opgjort til en kapital af 3 millioner rigsdalere.

Hvis man skal tro familietraditionen, er det allerede i hans tid, at gitteret ud imod Bredgade har fået sin nuværende port og de 2 indgangsdøre ved siderne som afløsere for de oprindelige. Der fortælles nemlig herom, at den preussiske konge, som var opbragt over, at den begavede Mand var trådt i fremmed tjeneste, ville have ham tilbage igen, og da det ikke lykkedes med det gode, endog gjorde et forsøg på ved list at bortføre ham på et skib, der blev sendt op til København. Det var da også lige ved, at ministeren var gået ombord ifølge indbydelsen, men den danske skildvagt på Toldboden, som tilfældigvis var en søn af præsten i Ahrensburg, Holmann, havde forstået af de tyske bådfolks samtale, at der var fare på færde, og fik i tide advaret ham. Den danske konge skal da spøgefuldt som en gave til skatmesteren have ladet opsætte porten og de 2 Døre og have meddelt sin tyske Kollega, at han nu selv havde "sat Schimmelmann bag lås og jern".

Denne traditions rigtighed har ikke ladet sig kontrollere, der er i hvert fald intet fremgået om en sådan gave fra Kongen ved en gennemgang af partikulærkassens hovedbøger, og skønt det er sikkert, at den preussiske konge har været yderst opbragt på Schimmelmann, thi dette fremgår klart af dokumenter i Ahrensburgs arkiv, er det ikke givet, at de nævnte gitterdele er så gamle, som der her er tale om, i hvert fald er vasen, hvormed porten smykkes for oven, det ikke.

Ifølge skatmesterens testamente, som han oprettede et halvt år før sin død, skulde der bl. a. af hans plantager på St. Croix, St. Thomas og St. Jean, sukkerraffinaderiet i København, geværfabrikken ved Kronborg med tilhørende bygninger (deriblandt Hellebækgård) og Palæet oprettes et familiefidecommis, der skulde komme hans descendenter efter nærmere angivne regler tilgode og bære navnet "Det Grevelige Schimmelmannske Fideicommis".

Den 2. januar 1786 tinglæstes dette Erektions Patent som en Servitut på Palæets Folio:

Værdien af dette fond ansatte han til 1.600.000 Rdlr. dansk courant, og til at bestyre det skulde en bogholder og kasserer med et par underordnede bo i Palæet og anvises en lejlighed i stueetagen i vestre gavl på 4 værelser, tilligemed kælderen, der lå nedenunder ved udgangen til baggården og endvidere den sidebygning, der lå lige overfor i baggården, og denne lejlighed skulde bestandig forbeholdes hertil: Som den første Administrator udså han kgl. Bankkommissær og Agent Johann Gottlob Gondolatzsch, som havde været i hans Tjeneste siden 1754, og fra 1764 havde forestået ledelsen af hans kontor i København.

Hans samtlige arvinger skulde forestå administrationen af dette kontor, hvert års l. Maj skulde de afholde en generalforsamling, hvor de skulde tage beslutninger vedrørende administrationen, foretage en revision etc. Chefen for familien skulde stedse være forbeholdt beboelsen af Palæet og være 1. ste direktør. Til direktionen skulle der yderligere forbeholdes et værelse i Palæet, og for at bygningen ikke skulde forfalde, skulde den til evige tider holdes i beboelig stand, og alle udgifterne til vedligeholdelsen skulde udredes af Fideicommiset. Som første direktør indsatte testator sin ældste søn, Heinrich Ernst, som skulde besidde og bruge Palæet med alle de ved testators død deri værende tapeter, spejle, senge, dækketøj, porcelæn, sølv og andet husgeråd, Vogne, Heste og over-hovedet med det fuldt indrettede tilbehør, hvad enten det var mur- og nagelfast eller ikke. Brugen af "det herskabelige Hus" ved geværfabrikken ved Kronborg (Hellebækgård) skulde ligeledes til enhver Tid være forbeholdt besidderen af Palæet tilligemed alt indboet, og vedligeholdelsen heraf skulde afholdes af fabrikken.

Resten af testamentet vedkommer os ikke her.

 

ref.: Odd Fellow Ordenen

 

Det Schimmelmannske Fideikommis:
Et fideikommis er et fond, hvoraf kun renterne kan nydes. Selve kapitalen kan derimod ikke røres, og skal gå videre til næste generation i familien. Hellebækgaards ejere, familien Schimmelmann, havde således på denne måde søgt at bevare ejendommen i Hellebæk på familiens hænder.
ref.: "Kun den kan vinde sejr, som angriber fjendens lejr" af Kjeld Damgaard (Helsingør Kommunes Årbog 1998), p.65

 

 

Links

Hellebækgård's Historie

Til forsiden