Glimt fra skoletiden

 

Hvad betyder skoletiden for de af os, som har forladt den for mange år siden?

For nogle ikke ret meget, for andre en fantastisk masse. Nogle synes tiden er passé - at vi skal se fremad, og ikke filosofere for meget over gamle dage. Andre mener, at skoletiden har været decideret vidunderlig, og ser tilbage på skoletiden med noget der næsten kan betegnes som længsel eller vemod.

Endelig er der sådan nogle som Kurt Hansen, der mener at det er helt afgørende at tegne et realistisk - om nødvendigt negativt - billede af skoletiden, fordi den på godt og ondt har formet os til de personer vi er i dag. Han gik i 1950'er og et stykke ind i 60'erne på Sundbyvester Skole. Jeg har derfor stillet ham nogle spørgsmål omkring skolegangen, tiden og tendenserne.

 

Af Kurt Starlit

 

Er du født i Sundbyvester området?

K.H.: "Nej, jeg er født på Bornholm. Her boede jeg de 4 første år af mit liv på min mormor og morfars husmandssted på Balka, som ligger 3 km syd for Nexø. For mig var disse år fyldt med især min morfar og mormors tryghed og kærlighed. Min mor var bornholmer og min far københavner, der kom til Bornholm for at søge arbejde efter krigen. Han satte lysmaster op i forbindelse med elektrificering af de bornholmske landdistrikter, og var også i et eller andet omfang bokser i et omrejsende cirkus.

Efter Bornholm blev jeg slæbt rundt mangfoldige steder på Fyn, hvor vi boede på klubværelser, villaværelser og kolonihavehuse. Alt sammen handlede det om, at min far skulle finde arbejde. Efter Fyn havnede vi i et kolonihavehus i Tårnby udenfor København. Jeg husker tydeligt isvinteren 1953-54, hvor vi måtte smelte sne til madlavning, te og kaffe. Her kom min lillebror til verden. Herefter gik turen til Sverigesgade, hvor vi startede med en 25 kvadratmeter lejlighed. Her blev min søster født. Vi boede i alt fem mennesker her, indtil vi avancerede til en større lejlighed på 32 kvadratmeter i samme opgang på første sal."

Hele din barndom er altså ikke henslæbt i Sundbyvester området, men du gik da på Sundbyvester Skole i hele din skoletid?

K.H.: "Ja, jeg har ikke gået på andre skoler end Sundbyvester, bortset fra 3 uger på Amagerbro Skole. Jeg syntes, dengang som nu, at skolen var en ”slaveanstalt”. Godt nok er det i dag forbudt at slå på børn, men der har aldrig været et egentligt opgør med de store grupper af lærere, som tævede løs på underklassens børn. Det burde der have været, det er skamfuldt og det er et sort kapitel i historien.

Læg iøvrigt mærke til, at de altid kun slog på de børn, som i forvejen fik lussinger m.m. derhjemme. Disse børn var så at sige vant til mosten. Det var ikke specielt opbyggeligt med denne type pædagogik, det var nærmest fornedrende, og tjente tilsyneladende kun til at disciplinere eller skræmme de øvrige børn. De børn der således fik tæsk, var et ypperligt pædagogisk værktøj i arbejdet med de disciplinerede børn. De voldelige lærere har - ganske uden at skulle stå til ansvar for deres handlinger - flydt med strømmen og ændret deres metoder i takt med de nye vinde som blæste ind i pædagogikken i slutningen af 1960'erne. De har tævet mange børns livschancer i bund, så børnene på den måde blev til det, som lærerne gjorde dem til: uopdragne møgunger."

Husker du nogle virksomheder, forretninger eller enkeltpersoner fra barndommens gade?

K.H.: "Jeg mener jo at huske det meste, men der er sikkert alligevel smuttet nogle detaljer undervejs. Det mest typiske ved Sverigesgade var nok, at der lå de fire værtshuse: "Tuborg" (med musik og dans), "Bommen", "Øl-kroen" og "Kom igen" - og så var der en kaffebar, hvor spritterne holdt til. Der lå også tre købmandsforretninger og et ismejeri i den lille gade. Desuden en kokshandel, antikvariat, rulleforretning og et hjemmebageri. I gårdene lå der mange små virksomheder. I nummer 5, hvor jeg boede, lå der f.eks. en smedje og et bogbinderi. Jeg husker tydeligt, hvordan der stank af urin, og hvordan der løb rotter rundt i gården.

Af mennesker fra den tid vil jeg nævne fru Nussbaum, en lille dame på omkring 155 cm, der havde købmandsforretningen i nr. 10. Hun havde et yderst begrænset varesortiment: kartofler, grøntsager, islandske spegesild, sukker, børster, koste, øl og sodavand. Men derudover havde hun hvad ingen andre ”købmænd” i omegnen havde, nemlig en stor 25-liters metalbeholder med ”husholdningssprit” hængende på væggen. Her kom alle spritterne, som boede på Sundholm, der dengang var et herberg for hjemløse mænd. De købte en rød eller gul sodavand, og hvis det gik højt, en kakaomælk. Den blev ”sjattet” og så blev der fyldt op med husholdningssprit. Hvis der var sprittere, som ikke have betlet sig til en madpakke, så var der kamp mellem rotterne og spritterne om at få de bedste ”godbidder” fra skraldespandene. Personligt havde jeg et fint forhold til spritterne, som altid passede på og ”beskyttede” os børn. Jeg husker tydeligt flere af dem, f.eks. Ricard, Fedtøre, Balletten og Sabelslugeren."

Husker du nogle navne fra den klasse du gik i - jeg går ud fra at du husker min lillebror Peter Vistrup Hansen?

K.H.: "Jeg mener at huske næsten dem alle sammen, og jeg husker ihvertfald tydeligt din lillebror Peter. Han var hurtig i replikken, men han var ikke en bisse, bestemt ikke. Alligevel fik han ofte tæsk af lærerne, fik ofte skyld for noget han ikke havde gjort, for nogen skulle jo have skylden - og tæskene. Lærerne slog jo, som jeg tidligere har nævnt, kun på de børn der i forvejen fik tæsk derhjemme. På den måde undgik de ubehageligheder med forældrene.

Jeg hang i lange perioder i skoletiden ud med Kjeld fra Kurlandsgade. Vi traf hinanden igen for ca. fem år siden, og var til nogle sammenkomster hos hinanden. Vi kom godt ud af det sammen, men nu er det gledet lidt ud. Kjeld er en fin person, som er blevet murer- og v v s-mester. Han spiller iøvrigt musik, arbejder hårdt og nyder livet.

I klassen var der en uudtalt, men klar opdeling af eleverne. Der var de ”kloge” som hverken Peter, Kjeld eller jeg tilhørte. Denne opdeling, denne konstituering, var helt bevidst gennemført af lærerne. De ”kloge” blev undervist og anerkendt, mens vi andre blev ”opdraget” og set på som nogle, der på et tidspunkt skulle ud og lave det nødvendige ufaglærte arbejde i samfundet. Derfor var der heller ingen grund til at spilde energi på os. Som en lærer engang råbte efter mig: ”Du er, og vil altid være, frisvømmer i uvidenhedens mudderpøl!”

Udsagnet er typisk for den måde de "dumme" børn blev betragtet på af lærerne. Der var et tydeligt skel. Der var heller ikke mange af de "kloge" børn, som var tætte hverdagskammerater med ”møgungerne”. Retfærdigvis skal det siges, at der heller ikke var konflikter eller intriger grupperne imellem."

Husker du nogle af skolens lærere - navne, udseende, personlige egenskaber?

K.H.: "Som du sikkert forstår, så var jeg ikke begejstret for ret mange af lærerne. Men enkelte var ok; vores klasselærer Larsen var fin nok. Han havde en ro og et pædagogisk talent der betød, at han kunne sætte sig igennem, og få et undervisningsforløb til at fungere for hele klassen. Jeg tror de fleste var glade for ham. I den anden ende af skalaen var der sådan en som tegnelærer GriseGran: stinkende, svedig og med kvalmende dårlig ånde var han en omvandrende uhygiejnisk tæskemaskine. Jeg er desværre overbevist om, at han nød sin magt. Han mindede på mange måder om lektor Blomme i Hans Scherfig's roman "Det forsømte forår". Sådan en type skulle jo stilles til ansvar for sine handlinger."

Husker du oplevelsen af at gå i skole - var du glad for eller ked af at gå i skole?

K.H.: "Det var som tidligere sagt ikke nogen udpræget fornøjelse, fordi den lyst som evt. måtte være der, i den grad blev spoleret af de fleste lærere. Men omvendt var jeg heller ikke decideret ked af at gå i skole. Skolen tilbød jo et socialt fællesskab, hvor vi på forskellige måder kunne afprøve og udfolde vores modstand mod diverse uduelige autoriteter."

Husker du dine forældres syn på skole og/eller samfund?

K.H.: "Forældrenes syn i 1950'erne var, at knægten skulle lære at opføre sig ordentligt og ”gøre hvad der blev sagt” samt ”holde mund når de voksne taler”. Hvis han ikke ville høre efter i skolen, skulle lærerne bare give ham nogle øretæver - så kunne han vel lære. Jeg tror selv, at den rigide og autoritære børneopdragelse i høj grad var bestemt af dårlig økonomi og almen fortvivlelse over halvtredsernes håbløse situation - især for den ufaglærte del af arbejderklassen."

Husker du de øvrige voksnes syn på skole og/eller samfund?

K.H.: "De voksne jeg kendte, havde et tilsvarende syn på skolen som mine forældre. De havde et meget autoritært syn på livet, tilværelsen og skolen, så ungerne skulle simpelthen gøre hvad der blev sagt. De skulle ikke høres og de skulle ikke stille spørgsmål. Det var normer, som var dybt forankret i den ufaglærte arbejderklasse."

Hvor mange år gik du på Sundbyvester Skole - hvilken afslutningseksamen fik du?

K.H.: "Jeg gik ud af skolen i september 1963. Jeg var startet i 9. klasse på Amagerbro Skole efter at have gået de første otte år på Sundbyvester. Der var ikke nok elever på Sundbyvester til at lave en ”almen” 9. klasse, selv om der otte år tidligere, i 1955, var startet i alt 8 førsteklasser på Sundbyvester. Nogle af disse kom i ”boglig”, men et stort flertal havde allerede forladt skolen på dette tidspunkt. De kunne ikke holde ”slaveanstalten” ud, og blev langt hen ad vejen gjort til hvem de var gennem skolens benhårde, ofte fornedrende sociale selektion - eller skulle man kalde det udstødelse."

Hvad lavede du efter afslutningen af skolegangen?

K.H.: "Jeg måtte ikke gå ud af skolen før jeg havde fundet en læreplads. Jeg fandt derfor en læreplads som bogbinder, uden at kende noget som helst til faget. Men jeg syntes det var et fint og spændende arbejde, og har aldrig fortrudt det et sekund."

Er det relevant at mindes skoleårene?

K.H.: "Det spørgsmål kan der næppe svares entydigt på. Nogle vil nok sige at det er et overstået kapitel, som der ingen grund er til at rippe op i. Personlig synes jeg nu nok det er relevant, fordi skolen har været med til at gøre os til dem vi er i dag. Den er en del af vores mentale bagage, noget vi altid vil bære rundt på. Derfor synes jeg også, at det er relevant at reflektere over livet som det var dengang - på godt og ondt."

 

 

 

Og med disse ord siger jeg tak til Kurt Hansen for minderne fra en mere eller mindre lykkelig skoletid.
Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, hører jeg gerne fra dig. Skriv til:

Venlig hilsen
Kurt Starlit
2009.Febr.01