From: Gert Peuliche
To: Cykelkurt
Subject: Kommentar til Johnnie
Date: 2010.Juli.09
Hej Johnnie
Jeg kan huske dig, fordi du har et usædvanligt fornavn for en pige. Du gik rigtig nok i min brors klasse, sammen med en masse andre, som jeg også kan huske nogle stykker af. Desværre er der ikke billeder af klassen på Sundbyvester Skoles facebook-profil. På Cykelkurts site findes kun et billede af min bror, taget i klasselokalet, hvor Fini sidder lisså nydeligt yderst th i 1. dørrække og rækker fingeren op. Læreren er Rickard Hansen. Men det må være før du gik i klasse med Fini, for det er en ren drengeklasse.
Jeg medgiver dig, at det er ret deprimerende at gå tur i vores gamle nabolag, men lidt fremskridt er der da sket, bl.a lugter der ikke af grisestald ovre fra Sundholm mere, og den søde tobakslugt fra Augustinus' fabrikker mellem Gullandsgade og Tingvej er da også forsvundet. De små butikker er godt nok forsvundet, men Café Friheden ligger der endnu.
Det kunne være sjovt at se, hvis du har nogle gamle klassebilleder fra jeres mellemskoletid. Jeg har haft kontakt med Stig Clante, som jo boede i Liflandsgade, hvor hans forældre havde kiosk, men han har ingen billeder tilbage. Jeg selv gik ikke så længe på SVS, da jeg allerede efter 7. klasse blev overflyttet til Tårnby Gymnasium.
Jeg har lige på et site om Sundby fundet nogle billeder om Sundholmsvej og Tingvej, og det er da virkelig nostalgi, især fordi min første kæreste boede på Tingvej, og hendes hus findes fortsat, men alle butikkerne henne på hjørnet af Sundholmsvej og Tingvej (chokolade, tobak, bager, købmand etc.) er forlængst væk. Ja der er vel kun et værtshus tilbage på selve hjørnet. Desværre har det ikke været muligt at opspore hende. Det ku' ha' været sjovt.
Du har vel også været med til at løbe på skøjter på Skotlands Plads, og siddet inde i opgangene og leget "Sandhed eller Konsekvens", når man begyndte at fryse. Og været inde i gården i Lærdalsgade og drikke vand fra vandhanen, så man ikke behøvede at gå hjem, hvis man blev tørstig. Sæsonen for skøjteløb var jo kort, så det gjaldt om at få det hele med. Banen blev jo lukket kl. 22, når lyset på banen blev slukket, og en mand fra kommunen med en traktor skrabede banen ren for sne og sprøjtede den, så den var klar næste morgen.
Hilsen
Gert
Gert Peuliche
E-mail: gpeuliche@forum.dk
Telefon 72 22 33 13
Mobil 20 86 02 53
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Apropos Johnnie navnet, så kan det give anledning til de gyseligste ting. Jeg besøgte meget senere, ca. 1966, sammen med en klassekammerat på en senere skole (DKO i Hellebæk) hans mormor Johnnie, der boede ude i Ordrup. Hun fortalte, at hun i sin ungdoms tid, ca. 1935, var blevet indkaldt til session, og var godt på vej mod total afklædning under selve sessionen, inden det blev opdaget, at der måtte foreligge en misforståelse. Så det er altså ikke helt ufarligt med sådan et navn. Bare til oplysning, skræk og advarsel!
Kurt Starlit